I've come to get what you owe me Micah - fortidsemne

Tid : 1 måned tilbage i tiden
Klokken : 02.00 om natten
Sted : hjemme hos Alexandra og hendes forældre.
Vejr : stjerne klart og vindstille
TAG: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]


Det havde været en af de sædvanlige dage for Alexandra, hun havde brugt det meste af dagen på at være udenfor og hygge med veninderne men også at hjælpe dem der nu havde brug for hjælp. Klokken var blevet mange før hun var kommet hjem, hendes forældre havde siddet vej pejsen og snakket sammen, mens de ventede på at Alexandra ville komme hjem, de havde forbudt hende at være ude til midt om natten, men hun havde skulle hygge med nogen veninder, så hun havde fået lov til det.

Hendes var dog noget urolig da Alexandra kom hjem, begge hendes forældre havde følt at nogen overvågede dem, men de havde ikke kunne se nogen uden for. De Alexandra var kommet ind i huset skyndte hendes mor sig at komme over til hende " Der er noget helt galt min pige, gå på dit værelse luk døren og vær helt stille, uanset hvad må du ikke komme ud før vi siger til." Sagde hun og så på Alexandra med et nervøst blik, Alexandra nikkede, selvom hun ikke var meget for at være på værelset når hendes forældre havde det sådan, hun ville gerne hjælpe dem, men var generelt ikke meget til hjælp.

Alexandras far kunne høre en masse råben og skrigen uden for, så han valgte at gå ud for at se efter det, det var en af naboerne der holde noget fest, han slappede dog mere af nu, for det havde nok bare været det han havde mærket. Men han var alligevel på vagt, et suk kom træt fra ham, han ville gerne have noget søvn ingen den næste dags arbejde kaldte. Han valgte at gå ind i huset og snakkede lavt med sin kone om at han ville sidde oppe hele natten, for der var noget i ham som sagde der ville ske noget, men han vidste ikke hvad det var, og der var alligevel ikke længe til at han skulle op. Alexandras mor nikkede og sagde " jeg går i seng, kald hvis der er noget" sagde hun træt inden hun g ik ind i soveværelset for at gå i seng. Alexandra sad på sin seng med benene bukket og armene omkring knæene, inden hun valgte at ligge sig for at få lidt søvn, hun havde beholdt tøjet på, for skulle der ske noget, ville hun være klar til at flygte.


Der gik ikke lang tid før Alexandra vågnede af en høj banken, der blev banket på hoveddøren. Alexandras far var selv faldet hen men vågnet af banken på døren. Han gik hen og åbnede døren, " Er de ikke klar over det er midt om natten vi ligger og sover, vi skal passe vores arbejde imorgen" sagde hendes far som  hendes mor kom ud til ham " hvem er det min kære?" spurgte hun, da hun selv var vågnet. Angel var kommet helt stille og nærmest lydløst ud af værelset for at se hvad der skete.

Lyden af fingre der trommede mod egetræsbordet gav genlyd i den ellers stille stue i huset, kun akkompagneret af den svage knitren hver gang ilden fik fat i en knue af brændet og fandt de små luftlommer der gemte sig der. Slaverne var i deres gemakker, hvor de altid var når herren var hjemme og ikke havde brug for dem. Kun ghoulet stod vagt i det ene hjørne af rummet, altid tæt på sin mester medmindre den fik besked på andet. Fingrene trommede igen over bordet. Igen og igen, med væsentlige mellemrum. Det her er gået for vidt. Jeg har givet dem en chance for meget. tænkte Micah vredt, som han sad der i sin yndlingsstol foran pejsen, med den ene hånd på bordet ved siden af sig, og et vinglas i den anden, hvor han af og til tog endnu en tår blod fra.

Det var godt og vel et halvt år siden han havde rejst udenbys for at udføre mordene, han havde fået en smule forudbetaling for - og siden det var en hel familie, kom der en større pris på, som hans klinter havde fået forhandlet sig til kunne betales når opgaven var overstået. Det havde den så været i fem måneder nu. Fem måneder, hvor i de havde fået to varsler. Dette her ville ikke være et varsels visit. Nu ville han tage hvad de skyldte ham. Og hvis de ikke havde pengene? Så kunne han vel sagtens find epå en anden betaling. Han var kreativ. Det vidste alle og enhver der var blevet uvenner med ham. Det her var ikke en vampyr man skulle prøve at løbe om hjørner med.

Med et lavt fnys tømte Micah det sidste af glasset og satte de tpå bordet før han rejste sig op, og fik taget overtøjet på, hvorefter han så over mod sit ghoul. Hmm. Måske kunne han være god at have med denne aften. Ja, det ville gå an. Så uden så meget som en lyd strejfede hans læber, beordrede Micah ghoulet til at tage en kappe på, som der ville skjule hans ansigt, og derfor også være med til at skjule han var en udød. Så snart det var gjort, åbnede hans ghoul døren for ham, og de forlod huset for at gå med raske skridt hen mod familien der ville få et... Mindre behageligt natte visit.

Så snart de var nået frem nikkede Micah til sit ghoul, som der gav sig til at banke - nærmest hamre - på døren et par gange, før han trådte tilbage, om bag Micah, så det var Micah, manden ville se først da han åbnede døren. Et smil der måske skulle ligne et venligt et af slagsen, men som var alt andet, spredte sig på Micah's læber som han hørte mandens ord. "Åh, men jeg tror nu godt I har tid til mig." han ventede ikke på svar fra manden, skubbede ham bare tilbage ind i huset for selv at komme ind, efterfulgt af hans ghoul som der lukkede døren efter en kort mental ordre fra Micah af.

Micah's øjne gled over på kvinden da hun snakkede, og hans smil blevmåske en kende mere sadistisk med de tanker der kørte gennem hans hoved på nuværende tidspunkt, før han igen så på manden foran sig. Det var trods alt ham der havde ført forhandlingerne med Micah. "Der er en vis gæld jeg ikke har set så meget som skyggen af fra jer. Jeg har været uhyre tålmodig i hele fem måneder, men nu falder hammeren. I giver mig det som i skylder mig, eller også tager jeg det selv." irritationen der var på vej hen mod desideret vrede, var tydelig at se i hans blå øjne som de borede sig ind i mandens. "Mit arbejde er ikke velgørenhed - langt fra. Det kræver god, klækkelig betaling - som I har  prøvet at snyde jer udenom. Ikke længere. Hvis I ved hvad der er bedst for jer selv, så giver I mig hvad I skylder mig. Og det er nu."

// [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Alexandras far havde ikke fået kigget ordenligt på manden der havde banket på og han havde åbnet for, det var svært når det var så mørkt som det var, det var først da han blev skubbet ind i huset og han hørte orderne fra manden, at han genkendte hans stemme, det var ham de skyldte penge, mange penge. ” dette er privat grund de skal straks forlade grunden” sagde han med fast og bestemt tone. Selvom han godt vidste at det ikke ville hjælpe. Hendes far blik ramte Micah øjne, der var en del lys i rummet de stod og derfor kunne de se hinanden. Faren fik øje på Alexandra da han kiggede over mod sin kone som var kommet ud til dem. Han skyndte sig der hende for at stille sig foran dem, for at beskytte dem, som en hver anden far ville gøre. ” Jeg har sagt til dig at du få pengene når jeg har dem, jeg er i gang med at skaffe dem” sagde han selvom det ikke var helt sandt. Han havde ikke prøvet at spare dem sammen, han havde blot håbet at Micah ville glemme dem, men sådan var det desværre ikke, det havde været det samme han havde sagt sidst Micah var kommet til dem, men der havde Alexandra ikke været hjemme og heldigvis for det.

” Hvad skylder i penge for?” spurgte Alexandra og så underligt på hendes forældre, de havde jo trosalt ikke fortalt hende noget. ” ikke noget min kære, gå bare ind i sengen, han går snart” sagde hendes far og så på Alexandra, men hun nægtede at gå, hendes mor så på Micah, ” vi tjener ikke mange penge, men vi prøver at gøre det så godt vi kan, de vil snart modtage betalingen” sagde hun og prøvede virkelig til ikke at lyde som var hun skide bange, der var jo ikke ret meget de kunne stille op over for Micah, de vidste han var vampyr og var efter hånden ved at være end af de noget ældre vampyre, hvor meget vidste de dog ikke.

Micah stod blot der og så lidt på manden, med det smil der ville få det til at løbe koldtned af ryggen på langt de fleste, selv hærdede soldater havde han set blive urolige af det. Så snart de altså vidste hvad for en type væsen og person han var. Medlidenhed og empati var to ikke eksisterende ord i hans hoved. Det var simpelthen bare ikke til stede længere. Ingen brug for det når det var så meget nemmere, så meget bedre bare at acceptere hvad man var og leve derefter. Og hvad var der da også der var så dårligt ved at være et blodhungrende 'monster' som så mange kaldte ham? Han var toppen af fødekæden. Han var ekstremt stærk og hurtig, og hans egen unikke evne var utroligt praktisk. Hvilket denne familie nok snart skulle indse, nu de havde prøvet at snyde ham for hans penge.

"Privat grund, siger du... Som om det ville få mig til at gå min vej. Så let slipper I ikke. I ved udmærket godt hvad I har gjort, og at dette her ville ske hvis I ikke gav mig det I skylder mig." som endnu et led i at gøre dem endnu mere bange, røg der endnu en mental ordre til hans ghoul - som der derpå trak hætten ned, så der ingen tvivl var om at det blot var et animeret lig, fuldkommen under Micah's kontrol. "Og at stå foran din kone hjælper hende ikke. Jeg behøver ikke røre hende. Jeg kan blot gøre... Dette." hans sukkersødesmil blev desideret sadistisk da han rettede sit blik mod konen - koncentrerede sig om lyden af hendes hjerteslag, af blodet der pumpede gennem hendes krop... Før han med sin evne 'rakte ud' mod hende, koncentrerede sig... Og blodet omkring hendes hjerte begyndte med det samme at bevæge sig langsommere og langsommere... Indtil hun besvimede af den lave puls, en klar magt demonstration.

"Nu hun ikke kan forstyrre os længere..." fortsatte Micah så i et roligt tonefald, som hans øjne gled tilbage på manden, selvom hans fokus var på at holde kvindens puls lav. "... Så vil jeg nævne min pris. I havde vel ikke troet at det I skyldt emig ville forblive det samme når I har ignoreret mine advarsler? Nej, nej. Jeg har fundet på en langt bedre betaling." hans øjne gled så hen på deres kønne datter, og hans sadistiske smil blev bredere. "... Jeres datter." selv herfra kunne han lugte hvor godt hendes blod lugtede. En lille engel... Det skulle nok kunne blive sjovt. Og hvis der var for meget modstand måtte han jo bare dræbe forældrene og få sig et ekstra måltid ud af det. Måske fodre sit ghoul lidt, også.

Alexandra anede intet om hvad fanden der foregik! Hvad var det de skyldte? Og hvorfor skyldte de ham noget? Hun havde aldrig set ham? Hvem var han? Engel, ja det var han i hverfald ikke! Vampyre yes! Det var der ingen tvivl om! Alexandra havde lært allerede fra helt lille at spotte en vampyr! For at kunne passe på sig selv. Men ham her, han var virkelig uhyggelig! Som i virkelig meget! Hun kunne virkelig ikke lide dette! ” Hvad sker der far! Hvad skylder i for?” spurgte hun bange og nervøst. Hendes far valgte ikke at svare hende, men han var opmærksom på Micah, og hørte hans ord, hvor til han knyttede sine hænder truende og tydeligt i vrede.

Han blev stående foran sin kone og sin datter, for at beskytte dem, selvom der nok ikke var meget han kunne gøre mod en vampyr. Alexandra skreg som hendes mor besvimmede, hun satte sig på hug ved hende og ruskede i hende, ” du må ikke dø mor! Please vågn op mor” sagde hun grædende. Hun anede intet om at måle puls og sådan eller om hun overhovedet var død. ” Du slår ikke min kone ihjel!” råbte hendes far nervøst og bange, selvom han prøvede at beholde fatningen og ikke gå alt for meget i panik. ” FAR! Hvad sker der! ” råbte Alexandra og rejste sig op, og kiggede på Micah, havde hun muligheden ville hendes øjne havde dræbt ham, men han var jo allerede død! Hun var virkelig vred. Hendes far gik over til hende og hviskede ” Jeg prøvr at lokke ham ud og lidt væk fra huset, sådan at du kan flygte, så hold dig klar! Din mor og jeg skal nok klare os, bare du ser at komme væk når muligheden er der” sagde han og så på hende.

Hendes far havde godt se Micah Ghoul, det havde løbet koldt ned af ham og han havde inderligt forsøgt ikke at se over på ham! Alexandra listede stille ind på sit værelse og hørte derfor ikke at Micah ville have hende som deres betaling. ” De må ikke tage min datter, men kan vi ikke gå en lille tur og snakke om tingene? Og finde en anden løsning, hun er vores eneste datter” sagde han, dog hørte Alexandra dette, da hun havde stået i døren til sit værelse efter at have taget de ting hun kunne have i en rygsæk når nu hun skulle flygte. Hun valgte dog at blive inde på værelset sådan at Micah ikke ville kunne se hende. Men at hun ville være klar til at liste over mod døren, når Micah og hendes far var gået ud for at tale og gå en tur.

Micah lagde hovedet let på skrå som han hørte hvad pigebarnet sagde. Ohohohoh. Forældrene havde slet ikke fortalt hende hvad de havde haft gang i af ting og sager? Gad vide hvad hun dog ville synes om hendes forældre hvis hun vidste præcis hvad det var de havde hyret en vampyr til at ordne. Ville hun stadig elske dem ligeså højt, hvis hun vidste at de havde indgået aftalen om at han skulle dræbe en hel familie? Selv børnene hvis de skulle vågne, hvilket de havde gjort? Den yngste havde ikke engang været fire år gammel. Og havde smagt forrygende godt... Ungt, uskyldigt blod var noget nær det bedste Micah kendte til. Det var nærmest som slik... Lidt hen af engle, men ikke helt, desværre.

Hans blik gled tilbage på faren der knyttede sine næver, og han sukkede let. Prøvede han virkelig at virke truende? Tja, måske tog det lidt af det, at få kvinden til sådan at kollapse. Smilet fandt i alt fald igen vej til hans læber da han så og hørte både datterens og mandens reaktioner, da hun besvimede. "Åh, så slap dog af. Hun er ikke død. Hvis jeg ville dræbe hende, ville der være meget mere blod involveret." sagde han blot, helt stille og roligt. Og det var da også sandt nok. Han dræbte ikke bare sådan folk uden at tage en del af deres blod, også. Alt andet ville jo være synd, at spilde udmærket blod sådan. Det smagte aldrig ligeså godt når det var tappet af en der var død, end når man drak det direkte.

Han ignorerede Alexandra fuldkommen, og holdt bare sit blik fast fokuseret på manden. Nådada. Man vidste ikke hvor god hørelse vampyrer havde, lod det til. Men for ikke at give sig selv væk lod han smilet falme, og brynene samlet i en undrende mine, som om han ikke kunne høre hvad der blev sagt, selvom han jo tydeligt kunne det. Han kunne høre deres hjerteslag ligeså tydeligt, så den hvisken der var absolut intet problem i forhold til. Han løftede et øjenbryn da manden gik tilbage til ham, men lod et 'blidt' smil tone frem på hans læber istedetfor det sadistiske der havde været førhen.

"Jeg tvivler på der er meget andet I kan give mig, men tjo, vi kan da godt tale lidt om det. Hvis du tror det kan hjælpe på det." uden endnu et ord gik hans ghoul hen og åbnede døren for dem - og Micah ventede på at manden gik ud først, før han fulgte efter, også med sit ghoul efter sig, for igen at opretholde illusionen om at han ikke havde hørt noget til deres lille plan der. Han havde dog allerede besluttet sig. Det lod jo ikke til at de ville give afkald på deres datter uden videre - så denne lille gåtur? Det ville blive faderens sidste.

Hvis Alexandra havde bare den mindste anelse om hvad hendes forældre havde fået denne vampyr til at gøre, havde hun ALDRIG tilgivet dem! Hun lod hendes far klar det tingene med Micah, selvom Alexandra havde været panisk som hendes mor var faldet om. Hun prøvede inderligt ikke at tænke på det, som hun stod der i døren til sit værelse, og ventede på at hendes far og Micah ville forlade huset for at hun så kunne stikke af! Hun var ikke den mest atlete person, men var der noget hun var god til så var det løbe! Hun elskede at løbe, det var så befriende, særligt når vinden ramte hendes ansigt og fik hendes hår til at flyve i luften og blive gennemblæst.

Som hendes far og Micah forlod huset, listede hun mere og mere hen til døren, ” Jeg forsikre dem at vi kan finde en løsning min Hr, jeg er villig til at betale, men jeg har bare ikke alle pengene nu” Sagde han mens han prøvede at se overmod døren for at sikre sig at Alexandra i det mindste fik et godt forspring, dog havde han bare inderligt glemt at en Vampyr var langt hurtigere end en Engel. Alexandra prøvede forsigtigt at åbne døren, uden den ville knirke da den normalt altid knirkede. Da det lykkes hende at komme ud af døren svang hun hurtigt sin taske over den ene skulder og satte hurtigt i løb, hun havde ingen sko på, for hun løb altid bedre uden sko på, det var nemmere at mærke underlaget hun løb på, hvilket på en måde gjorde det meget nemmere for hende at løbe hurtigt. Hendes far så på Micah, ” Jeg melder dig til vagterne! Jeg skylder dig intet! Jeg intet bedt dig gøre, du har ingen beviser” sagde han truende mod ham.

Micah gik blot stille og roligt med manden ned af gaden, med sit ghoul blot et par meter bag dem, igen med hætten oppe nu de var udenfor igen. Han hørte skal godt lyden af englen der satte i løb,men han smilede blot - og lavede en mental note om den retning han kunne høre hun løb i. Han havde en smule tid før han blev nødt til at løbe efter hende for ikke at miste færten af hende, men lige nu var der en meget irriterende mand han skulle have af vejen først... Og han blev da kun mere irriterende af det han sagde.

Micah kneb øjnene let sammen, som han kiggede på manden, og lagde hovedet let på skrå. "Truer du mig? Er det virkelig hvad du gør? I kære små engle... I føler jer altid så højt hævet over andre... Så moralsk ufejlbarlige... Hvor ufejlbarlige er I virkelig når I kan hyre mig, et mørkets væsen, til at slå ihjel for jer? I er ikke et hak bedre end mig... Eller dæmonerne..." knurrede han som han lod sine hugtænder komme ud til deres rigtige længde, mens han satte en hånd i mandens brystkasse for at skubbe ham op af den nærmeste væg før han overhovedet havde en chance for at reagere.

Med et skævt, sadistisk smil om læberne lod han sin tungespids køreover sine hugtænder, blot for at vise manden hvad der nu var i vente for ham. "Jeg vil nyde det her noget så grusomt... Hver evig eneste dråbe... Før jeg finder jeres datter. Hun kan ikke løbe fra mig. Hun kan ikke skjule sig. Jeg kan huske hendes fært... Vid dette... Ved ikke at have givet mig min rettidige betaling, har I dømt jeres datter til et liv under mig. I har fordømt hende." og med det tog han sin anden hånd op og rev mandens hoved til side for at sætte sine tænder i halsen på ham - blodet sprøjtede let ud over ham før han fik sluttet tæt om såret med sine tænder, og drak godt til. Han kunne ikke nyde det ligeså langsomt som han helst gerne ville - engleblod var jo noget så udsøgt - men det var sådan det var.

Kun et minut eller to senere lod han den nu døde engel, fuldstændig tappet for blod, falde til jorden... Og gav en mental ordre til ghoulet om at den kunne gå tilbage til huset og mæske sig i moderen, før den tog hjem... For at han så satte i fuld fart efter den undslupne engel, nu hurtigere end normalt grundet det blod han lige havde indtaget. Det tog ikke længe før han opfangede hendes fært igen, og løb i fuld firspring den vej - og så snart han kunne se hende... Så løb han direkte ind foran hende, så hun vilel støde ind i ham... Hvortil han smilede sukkersødt til hende. "Og hvor tror du så at du er på vej hen, lilel engel?"