(xxx) Artefakt snifferen og handelskvinden (Taliia/Dust)(+Azir) (xxx)

Tid: eftermiddag
Sted: Aquener
Omgivelser: masser af skibe og aktivitet rundt omkring på havnen
Vejr: solskin og sommer lunt

Det var en god dag at være sejler på, med det herlige sommervejr, og den gode vind til at trække op i skibs sejlet, så det var ikke mærkeligt at der var masser af skibe, der var kommet til havnen i god tid, til at bringe deres handelsvare fra andre kyster ind, til alle de nysgerrige købere, og handels væsner der opkøbte vare til deres butikker. Det var ikke til at finde et fredeligt sted på havnen, for alt det mandskab fra de forskellige skibe, der flyttede vare mellem havnen og skibet, råbte ordre af eller snakkede med hinanden, solgte vare til deres kunder og lignende.
Men blandt disse væsner, var der en der skildte sig lidt mere ud fra de andre, en draconianer der tydeligvis ikke var en del af noget mandskab, fra nogen af skibene der var i havnen, men han lignede heller ikke en normal handlende, eller butiks ejer der ledte efter vare til sin butik. Denne draconianer var klædt i sorte bukser der gik til knæende, en sort longcoat uden ærmer i et let men slidstærkt stof, nogle ringe på hans fingre, og et sæt handsker der bar en smiley, som også kunne findes på ryggen af hans longcoat og på hans bæltespænde der var formet efter det. Han havde hverken trøje eller sko på, så man kunne nemt se, at han ikke ligefrem var en fredelig sjæl, da han havde ar rundt omkring på kroppen, der kun kunne komme fra kamp.

Man kunne se på denne Dust som han hed, at han havde en instinktiv evne til at finde de skibe, der tilhørte enten pirater eller godt folk, som transporterede de mere sjældne objekter, for hver gang han gik hen til et nyt skib, var det altid et af de skibe, der havde andet end bare madvare, smykker fra fremmede kyster og andet simpelt småtteri. Han ledte altid deres ting igennem i forsøget på at finde noget sjældent, men lige på denne dag, havde han indtil videre, ikke rigtig fundet noget som han var det mindste interesseret i, og det begyndte at irritere ham lidt, for som regel plejede der ellers altid at være minimum en enkelt eller 2, der havde noget han gerne ville have.

Endnu et skib gled ind i havnen og et andet kastede anker med langsiden vendt imod havnen, så hvis der skulle blive problemer kunne det åbne ild imod forfølgerne. Begge skibe var godt kendt i havnen og stemmer bar allerede deres navne rundt: Resolute og Sea Hawk, to af de skibe som tilhørte Piratklanen Blackfire. Rygter sagde også at Resolute havde fået en ny kaptajn efter tabet af deres tidligere kaptajn: Seuzan ”Seastormer” Leigan. Rygterne ville at det var Taliia, som havde været gift med Seuzan og som havde handelshuset "Red Arrow" her på havnen, som havde overtaget kaptajn titlen.

Taliia lukkede logbogen, rejste sig og gik ud på dækket. Besætningen var i fuld gang med at slagge på sejlene, så Resolute tabte fart. Hun så Alan, som var skibets Quatermaster komme over imod hende. Hvis Jake kom på den tanke at hun skulle bruges andet steds, så var det Alan som hun ville overlade kommandoen til. Da han var inden for hørevide af normal tale, smilede han.
"Pladsen med kortest afstand til handelshuset er fri til os. Bliver havnefoden betalt for at have den plads fri?" Taliia nikkede smilende tilbage.
"Ja Alan, det gør han. Jake og jeg var begge enige om at vi skulle sørge for så kort transport fra skib til hus som muligt. Hvilket også mindsker eventuelle problemer." Han grinede og forsatte rundt på dækket og råbte ordre, der straks blev efterkommet.
Taliia selv gik ud i stavnen og så ind imod havnekajen. Sikke et mylder i dag. Det skulle nok gå hen og blive nødvendigt at have vagter langs ruten imellem skibet og huset. Hun rynkede panden lidt i irritation over dette, imens hun fandt en særlig fløjte frem. Da de manglede et par meter til havnekanten, satte hun fløjten for munden og gav det signal, som hun viste handelshuset reagerede på.

Handelshuset "Red Arrow", havde et kæmpe skilt hængende over den store dobbeltdør, som stod åben. Inden for var folk i fuld gang med at beundre vare eller indgå handler. Nogle meter til venstre for den store dobbeltdør var en lidt mindre dobbeltdør med et lille træskilt hvor der stod Lager. Disse døre blev åbnet  nogle få sekunder efter fløjten havde lydt og femten stærke havnefolk kom løbende ned imod havnekajen.

Tallia smilede bredt. Hendes lange røde hår hang løs som altid. Hun var som altid klædt i grøn skjorte, brunt læderkorset som indeholdte små skjulte våben, grøn lang ærmeløs kofte, grønne bukser, brune læderstøvler, et læderbælte med et elvisk sværd og to punge. Den ene indeholdte nogle mønter og var foret sådan at det ikke kunne høres hvor stort antal der var i den. Den anden indeholdte forskellige urter. På ryggen af den lange ærmeløse kofte var der fæstnet to lange elviske dolkeskeder, med de lange dolke i, som dannede et kryds.
Hun vente sig med et ryk, da hun hørte noget bumpe under dæk. Og hendes stemme kunne høres et stykke ind på havnen. Tonen lovede ikke godt for personen som det gik ud over.
"Hvis noget er smadret, kommer du til at hænge fra riggen til vi kommer hjem." Alt samtale ombord var stoppet, da hun startede og et enkelt "Ay kaptajn." kom fra lastrummet. Resolute havde nu lagt langsiden til kajkanten og landgangen blev lagt samtidig med at et par af havnearbejderne fortøjrede skibet. En af dem grinede og så op på Taliia.
"Hør kaptajn, er det ik en lang tur at hænge med hovedet ned af?" Taliia gik hen til ralingen og lænede sig lidt ud over den, imens hun sendte et skævt, men roligt smil ned til havnearbejderen.
"Jo, det er en lang tur. Men med de priser opalerne bringer ind, skal jeg ikke nyde noget af at de går i stykker under turen. Det kunne jo tænkes at han fik tænkt over tingene imens han hang der oppe." Alle femten havnearbejder grinede højt imens de tog imod de kasser, som blev bragt i land.
Taliia selv gik hen til lastlugen og så olmt ned på en af de mænd, som så nervøs på på hende. Et kort kast med hovedet fra hende, fik dem til at skynde sig med at få kassen op på dækket. Hun så meget kritisk på kassen, som havde fået et hak i det ene hjørne.

//sorry for længden //

Til at starte med, lagde Dust ikke rigtig mærke til det nytilkomne skib, da han var optaget af at irritere en pirat, der prøvede at sælge Dust hvad han hævdede var et artefakt, med magiske egenskaber, men som Dust kunne sanse, bare var et gammelt krus, som var blevet pudset og tegnet på med noget glimtende maling af en art. Først da han hørte lyden af en fløjte, bakkede han lidt væk fra boden, for at se sig omkring, hans øjne blev sorte mens pupillerne forblev skinnende røde, da han brugte sine drage øjne, til at se nærmere på det nye skib der var kommet ind.
For ham gjorde det ikke nogen forskel, om det var et pirat skib eller ej, han fik den der fornemmelse af, at der var noget på dette skib, som måske kunne være lige det han ledte efter, så han bevægede sig straks mod skibet, for at følge op på denne fornemmelse. På vejen derovre slog han sine drageøjne fra igen, og da han kom inden for hørevidde, kunne han høre kaptajnen sige noget om at hænge en ud over kanten af skibet, hvis noget var blevet ødelagt.

Til at starte med, så han lidt på nogen af de ting der blev transporteret væk fra skibet, dog uden at gå i vejen for vagterne, eller besætningen der flyttede på tingene, men han fik ikke rigtig nogen vibe fra dem, men tilgengæld fik han pludselig en vibe, oppe fra skibsdækket af, da den beskadiget kasse blev flyttet derop, og dette måtte han bare se nærmere på. Han gik hen mod siden af skibet, og i en hurtig bevægelse, voksede hans dragevinger ud af ryggen, så han hurtigt kunne flyve op i luften, og hen ved siden af kaptajnen og kassen, hvor han landede og fik sine vinger til at forsvinde igen.
"Halløj!" sagde han distræt, mens han gik ned i knæ, og rørte ved kassens overflade, som om det var alle mands ejendom. Som han stod der og studerede kassen, virkede han desideret harmløs, og nysgerrig omkring hvad der befandt sig inde i kassen. I blot et kort øjeblik, var det som om små gnister af elektricitet, udsprang fra overfladen af hans hånd, da den passerede henover midten af kassens ene side, hvilket straks fik ham til at kigge op på den kvinde, han gik udfra var kaptajnen på dette skib.

"I har fundet et af dem! I har rent faktisk fundet et af de elektriske artefakter!" sagde han i et mildt tonefald, mens han gav et smil fra sig, og rejste sig op igen "Hvad transportere i, i den her kasse? For jeg er interesseret i at købe artefaktet, der ligger nedde i den!"

//jeg synes det er helt fint med den længde ^^
Jeg glemte desuden at nævne, at man kan se hans ringe og handsker, på min profil side ^^

Taliia så op da hun hørte vingeslag, og hvad så hun: dragevinger på en mand. Hun hævede det ene øjenbryn i undren over at han bare fløj ombord, men sagde bare
"Goddag" imens hun holdte nøje øje med hvad manden havde gang i. Noget som virkelig fangede hendes interesse var da små gnister af.. lyn.. sprang fra overfladen af hans hånd, da han førte den hen langs siden af kassen. Hvad var han for en fyr? Hun havde aldrig oplevet noget som dette før, men selvfølgelig havde de heller ikke handlet med opalerne så længe.
Da han snakkede om at de havde fundet 'et af dem'. Et 'elektrisk artefakt'. Hun så underne på ham, da han sagde at han gerne ville købe 'artefaktet' i kassen.
Hun satte højre hånd i siden og så undersøgende på ham.
"For det først, har jeg ingen ide om hvad de snakker om. For det andet, så er kassens indhold det samme som de andre der er båret i land." Hun slog ud med venstre arm i retningen af handelshuset. Hun havde en ide om at han var draconianer ligesom Jake, men hun kunne ikke huske at Jake ligefrem havde forvandlet noget af sig til dragedel.

Nede på havnekajen stod et par havnearbejder og så op imod dem.
"Taliia, skal den kasse også ind?" Hun drejede hovedet og nikkede.
"Ja tak. Men sæt den ind i handelshuset med det samme. Der er en som gerne vil have noget fra netop denne kasse" De fire mænd som stadig stod og så afventende på hende trådte et væk, så havnearbejderne kunne tage kassen. Et blik og et hovedkast fra Taliia sendt de fire under dæk igen, hvorefter hun gjorde tegn til manden om at følge med, samtidig med at hun selv gik i land og op imod handelshuset.
"Kom med, hvis du gerne vil se indholdet. Det er forresten sorte opaler, som ligger i kasserne. Størstedelen er slebne, så de er klar til at blive sat i blandt andet smykker." Da de var kommet indenfor smøg Taliia sig smidigt igennem mængden af folk til hun kom over til disken hvor opalerne var udstillet i reolerne bagved. Hun vinkede ham med om på den anden side af disken og åbnede selv kassen, som var fyldt med savsmuld og poser, hvor der lå en sleben opal i hver pose.
Hun begyndte at tage poserne op og lagde dem på disken, hvor de blev pakket ud og opalen blev lagt ovenpå posen til skue for alle. Og der havde samlet sig et publikum, da mange var nysgerrig efter hvilke nye opaler der kom ind. Da hun havde taget alle poserne op lå der halvtreds sten til skue på disken. Hun så over på manden.
"Hvad var det for en eller flere de tænker på. Og vær venlig med kun at kikke på dem." Det sidste kom måske en anelse mere brysk end normalt, men hun anede intet om denne mand og noget sagde hende at han skulle overvåges..

"Hmm ikke helt, ikke alting i denne kasse, er som de ting der er i de andre kasser, jeg stod i nærheden af de andre kasser, og jeg mærkede ikke noget!" sagde han tænkende, før han så på de folk der snakkede til kaptajnen, derefter på hende igen da hun svarede dem. Man kunne godt mærke på ham, at han helst ikke ville lade kassen ude af syne, før han havde fået det der var i den, ud af den, men han blev lidt mere rolig igen, da hun indikerede at han skulle følge med, og derefter gik mod handelsbutikken. På vej derhen lyttede han til hvad hun sagde, hvilket gjorde ham mere betænksom, for nu havde han en bedre ide om, hvad han havde med at gøre.
"Sort opal... hmm... med elektriske egenskaber... det virker som om den kun reagere på væsner, med elektriske egenskaber... jeg tror jeg ved hvad det er for en!" mumlede han med sig selv mens de kom ind i handelsbutikken.

Inde i butikken var han lige i hældene på hende, og på hendes opfordring bevægede han sig om bag disken, hvor han pænt blev stående, mens han så på hende, tage de 50 sten frem, og lægge dem pænt på disken, så han kunne finde det artefakt han ledte efter. Da hun snakkede til ham, blev de rubin røde pupiller rettet mod hende, så hun vidste at han lyttede til hende, han lagde dog hovedet lidt på skrå, før han gik hen til den første opal i rækken.
"Det lyder ikke helt som om du er vant til at handle med artefakter!" sagde han mildt, mens han bevægede sin hånd henover den første opal, ikke for at røre ved den, men derimod for at finde ud af, hvad for en opal der reagerede på hans lyn evne. Imens han fortsatte med at snakke til hende, bevægede han langsomt sin hånd hen over en opal af gangen "Standarden bag artefakter er, at man skal være ømtålelig med dem, da de kan være sårbare, efter effekten af tidens tand, men man finder aldrig ud af om de er virkelige, bare ved at kigge på dem! Magiske artefakter er lidt nemmere, da de kan reagere på væsner eller andre genstande, med lignende egenskaber som de selv.... har!"

Grunden til hans lille pause var, at han havde fundet den opal han ledte efter, og der var ingen tvivl om at den var anderledes end de andre, for det var den eneste der forårsagede, at små ladninger af lyn, strømmede frem og tilbage mellem opalen og hans hånd. Dust smilede mildt, mens han så på denne reaktion, han fjernede sin hånd igen, og vente sig mod Taliia.
"Hvor meget vil du have for dit artefakt?" spurgte han nysgerrig.

Hun så hen på Mikkel, der lige var kommet ind, samtidig med at han konstatere at hun ikke var vant til at handle med artefakts. Hun rystede smilede på hovedet.
"Nej, det er ikke ligefrem hverdags kost. Eller hvad siger du Mikkel?" Han tænkte sig lidt om inden han nikkede.
"Nej. Jeg tror kun vi har haft nogle få igennem huset her i al den jeg har været her og det er i hvert fald tyve år eller mere."
Hun og Mikkel lyttede til det han fortalte om artefakts, imens Taliia holdte nøje øje med ham. Mikke nikkede anerkendende til mandens ord om artefaks. Da manden stoppede ved en af stene, tog Mikkel hurtigt et par tynde hansker på og undersøgte stenen.
"Middel størrelse tre, sleben, perfekt fugtighed, ingen revner og som herren her talte om, så har Hyrda velsignet opalen på en særlig måde... ... Jeg vil mene en pris på 7 guld Velv vil være en fair pris." Der lød gispen hos tilskurene, det var første gang de havde hørt om så høj en pris på denne størrelse. Men selvfølgelig var denne opal også noget særligt. Taliia nikkede roligt og så på manden.
"Lyder meget fornuftigt, Mikkel. Er de stadig interesseret?"

//pengesystemet

"Få artefakter på de sidste 20 år? Hmm det er ikke mange, slet ikke mange, jeg havde ellers håbet..." mumlede han for sig selv, da han hørte Mikkels svar på, hvor meget der var kommet igennem i hans tid her. Han fik dog hurtigt noget andet at fokusere på, da Mikkel analyserede opalen, og gav en pris på den. Dust fandt ikke den pris særligt slem, ikke fordi han var vant til at til at være en stor køber type, men mere fordi han havde mødt folk, der var langt mere grådige, og artefakter der var markant svære at få fat i, end 7 guld velv.
"Blot en simpel pris, som jeg er mere end villig til at betale, for et artefakt!" svarede han mildt, og tog fat i kanten af sin long coat, løftede ud i den og stak sin anden hånd ind under den, for at finde sin pengepose. I sin søgen efter hans penge, trak han hvad der først kunne ligne en jagt kniv ud af sin long coat, men det viste sig hurtigt at det kun var håndtaget til en jagtkniv, hvor knivbladet var knækket af, et par centimeter over håndtaget. Han lagde den forsigtigt på disken, så man kunne se den bedre, og selv uden dets knivblad, var det en smuk jagtkniv, der nærmest så ud til, at være lavet til en kongelig, og derfor ikke noget man normalt ville finde, hos en der så ud som Dust.

Han fandt hurtigt sin pengepose frem, og begyndte at rode i den fyldige pose, for at finde det han skulle betale. I takt med at han fandt det, lagge han dem nydeligt på disken, indtil han havde fundet det der var krævet, så han kunne pakke sin pose væk igen, mens han så op på Taliia med hovedet lidt på skrå.
"De behøver ikke tænke på at pakke den ind, posen den ligger på, er tilfredsstillende nok for mig!" sagde han mildt, og samlede jagtknivs håndtaget op "Og jeg ville sætte pris på, hvis i ville holde øje med, om i støder på andre artefakter, om de har en evne eller ej, jeg leder nemlig efter den slags!" hans øjne glimsede kort rundt i butikken, nærmest som om han i bare et kort øjeblik håbede på, at de havde andre ting liggende, som de ikke vidste var artefakter. Trossalt havde han lært, at nogle artefakter, nemt kunne gå for at være det samme som helt almindelige ting, og derfor var det kun et vågent øje der kunne opdage dem.

Da mønterne lå på disken samlede Mikkel dem op og skrev et notat i en regnskabsbog, som han derefter drejede og samtidige rakte en fjer til manden.
"Jeg skal lige bede om en underskrift fra Dem, så handlen kan afsluttes."
Taliia smilede til manden, imens hun tænkte nærmere over alt det han havde fortalt.
"Det skal vi gerne gøre. Jeg lader de andre handelshuse vide hvad de skal se efter. I øjeblikket har vi tre her i Underworld. Her i Aquener, i Sunfury City og på øen Dead Mans Rock som ligger fire til fem ugers sejllas her fra mod sydøst. Åh ja, vi er også igang med at opføre et i Doomsville City." Byens navn blev nævnt med en lidt anstrengt tone. Mikkel havde pakket opalen tilbage i posen og afleverede den til manden.

//håber længden er ok

Dust rettede sin opmærksomhed mod Mikkel, og lagge sit jagtknivs skaft tilbage i sin inderlomme, så han kunne bøje sig over bogen, og skrive navnet Dust The Dragonborn i den. Imens lyttede han til Taliia, vis ord virkede til at have en posetiv effekt på ham, mest fordi han var glad for, at der nu var flere der holdt øje med, om de fandt artefakter, med henblik på at sælge dem til ham.
"Det lyder som om, i virkelig har noget godt kørende, og jeg håber i finder flere muligheder, der kan give os grundlag for handel!" sagde han mens han tog imod sin opal, og pakkede den væk i sin long coats inderlomme "Øhm!" han så rundt på alle de væsner der var i butikken, da han ikke lige frem var typen, der plejede at finde sig selv i en situation, hvor der var masser af væsner der kunne følge med i hvad der foregik, samtidig med at han var snaksagelig med nogen.

"Hvor flot din butik end er, tror jeg vist ikke jeg er den eneste der anerkender dette, så er der nogen mulighed for, vi kunne gå et sted hen, hvor vi ikke har hvad der desideret kan defineres som tilskuere?" spurgte han mildt, mens han lavede en gestus mod dem der var i butikken, da han omtalte dem som tilskuere. Han ønskede at snakke med hende, om nogle nærmere detaljer, og måske skabe en gensidigt brugbar aftale mellem dem, da han havde lært, at dette var den bedste måde at vedligeholde en aftale med nogen på.

//det er helt fint ^^

Hun smilede og nikkede. Glad for at han syndes godt om deres blomstrende handel. Hun forstod også hurtigt at han gerne ville snakke mere, men helst et stille sted. Derfor gjorde hun tegn til at han skulle følge med hende.
"Mikkel, vil du sørge for at Alan får alt som han har på listen?" Mikkel smilede og vinkede hende afsted. Han skulle nok sørge for at alt blev ordnet på den rigtige måde og ført til regnskabsbøgerne. Hun smilede, nikkede og begyndte at gå ned af en lille gang imod et af mødelokalerne bagerst i handelshuset. Da de kom til den sidste dør, vente hun et lille træskilt, så den røde side vendte ud og den grønne vendte ind. Åbnede døren, gik ind og ventede på manden kom ind, inden hun igen lukkede dem. Stilheden blev næsten overvældene, så hun lod et par fingere glide ned over et par blade på den nærmeste plante.
Rummet var indrettet med en komfortabel sofa og to komfortable lænestole med et træbord i midten. Omkring ti forskellige planter stod rundt om i rummet og lyste rummet yderligere op med deres forskellige farvede blomster. En meget mild duft fra en hvid rose som stod midt på bordet fyldte luften uden at være ubehagelig. Væggene var sandfarvet og gulvet var af egeplanker.
"Tag plads hvor de ønsker det. Hvad må jeg byde: vand, rom, vin eller noget stærkere?" Hun så afventende på ham, stadig med fingerne der blidt gled hen over bladene på et lille birketræ.

Dust forholdte sig stille, mens hun sikrede sig at tingene foregik som smurt, før hun førte ham med sig ud bagved til disse mødelokaler. Dust betragtede de nye omgivelser, sugede tingene til sig, mens han fulgte efter hende, han kunne ikke lade vær med at tænke på, at dette sted mindede ham om hans eget skjulested, da det var større end man først kunne finde på at antage, og dette gjorde ham faktisk lidt mere tryg ved stedet. Da hun holdt døren for ham, gik han ind i lokalet og så sig lidt omkring, mens han gik hen til bordet.
"Jeg kan godt lide deres sted frue, det virker respektabelt, og jeg kan se på det hele, at de ved hvad de laver!" sagde han mildt, mens han tog sit jagtknivs skaft frem, og lagge den på midten af bordet, med den enden hvor resten af bladet kom ud af, pegende mod den plads han satte sig på. Dette var et tegn på respekt, for hvis hun satte sig overfor ham, var det nemmere for hende at få fat i det nyttesløse våben, end det var for ham, så hun var tættere på at være bevæbnet end han var, også selvom det var bevæbnet med noget, der som basis ikke kunne dræbe.

"Jeg drikker ikke vin, den væske er ikke lige mig, og vand er som regel kun min ven, når jeg er ærligt tørstig, så rom eller noget i den retning ville være fantastisk for mig!" sagde han mildt "Det er af min forståelse, at man plejer at præsentere sig selv, så jeg vil gerne starte ud med mig selv! Mit navn er Dust!" han virkede lidt usikker omkring hele det med at være social, som om det lå langt fra hans personlighed og vaner.

Hun bøjede smilende hovedet, som tak for komplimenten for stedet, og lyttede til hans ønske om drikkevare.
En svag banken lød på døren og Taliia åbnede den lidt.
"En kande af min ynglings rom, to krus og hvad i ellers plejer til møderne." Derpå lukkede hun døren og vendte sig mod ham. Hun så godt jagtkniven som lå på bordet, hvorefter hun løsnede sit læderbælte med det elviske sværd og hang det på en af knagene ved siden af døren. Derpå ragte hun hænderne om på ryggen og trak de to lange dolke, som hun lagde på potten med det lille birketræ.
Så gik hun hen til bordet og bukkede høfligt, med et venligt smil på læben.
"En ære, Dust. Mit navn er Taliia." Hun trak en lænestol hen foran stede hvor skæftet af jagtkniven lå og satte sig med et lydeligt suk.
"Havde helt glemt hvor behagelige disse stole er.. Ikke at jeg skal beklage mig over min stol ombord eller hjemme. Men alligevel." Hun grinede lidt.

//Hvor sidder han? i sofaen eller den anden lænestol?

"Taliia!" gentog han mildt, mest for sin egen skyld, men også som en form for officiel hilsen, da han tænkte det virkede som noget, han burde gøre. Han fulgte hende med øjnene, i takt med at hun lagge sine våben fra sig, og gik hen for at sætte sig ved bordet, han følte allerede at det virkede mere roligt, nu hvor våbnene var lagt, og de sad ned sammen.
"Jeg kender godt det der! Nogen gange er det de små ting, der kan gøre en verden til forskel, personligt har jeg en en rodebunke jeg kalder en seng derhjemme, og selvom den ikke ligner en seng, har jeg endnu ikke fundet en anden seng, der føles bedre end min seng!" sagde han mildt, mens han forsøgte at give hvad der blev til et lidt skævt smil til hende, efter dette lille forsøg på at snakke med hende, hvilket var noget han ikke var særligt god til. Det var ikke fordi han var dårlig til at snakke, for så snart han kom igang med noget han godt kunne lide, kunne han blive ved i en evighed, men når det kom til mere normal konversation med andre væsner, der var han ikke så god.

Dog var det ikke fordi de fik særdeles lang tid til, at sidde og hyggesnakke med hinanden, for udenfor var der en flok banditter på omkring 4 på vej, der havde planer om at plyndre Taliias butik. Da de nåede til fronten gik 2 af dem ind af hoveddøren til selve butikken, og det var allerede i dette øjeblik, at Dust'es sanser advarede ham om, at der var noget galt. Dust flyttede håret fra sit ene øre, og forvandlede det til et drageøre, som skinnede på grund af de rubin røde skæl, så han bedre kunne lytte til hvad der foregik, ude i butikken.
"Jeg tror du hellere må tage dine våben på igen, for jeg tror der er noget galt ude i butikken!" sagde han roligt, og forvandlede sit øre tilbage til normal igen, før han rejste sig op og greb sit jagtknivs håndtag fra bordet. Han så på hende en intensitet i øjnene, som om han var klar til at hjælpe hende, men samtidig som om kamp var noget, der lå dybt i hans årer, før han gik hen mod døren, åbnede den langsomt så den ikke larmede, og bevægede sig lydløst mod butikken, og i skjul så man ikke så nemt kunne spotte ham, inde fra butikken.

//han sidder i den anden lænestol ^^

Hun smilede og kluk lo, da han snakkede om sin rodebunke af en seng.. Hun kunne nemt forstille sig en bunke skind og tæpper rodet sammen til en seng, noget hun selv havde prøvet nogle gange der hjemme.
Hun skulle til at svare ham, da hun fornemmede at noget var galt, normalt tog det ikke så langtid at få fundet rom og det andet til mødelokalerne, så hun var allerede halvt oppe af stolen, da hun så ham ændre sit øre. Hun glippede overrasket med øjnene.. Rubinrøde skæl? Det måtte man sige..
Hun nikkede til ham, da han snakkede om at der var noget galt ude i butikken. Efter at have sat de to lange dolke i deres skeder på ryggen, greb hun bæltet som hun spændte om livet og gik med friske skridt ud i butikken. Hendes stemme kunne høres over alt i handelshuset.
"Hvad foregår her?" Hendes krop var klar på kamp, selv om hun stod som en arig kvinde med armene over kors og så sig rundt efter problemerne.

Mikkel og en del af personalet havde travlt med at samle de sorte opaler sammen og gemme dem væk i et særligt beskyttet skab.

De 2 der stod udenfor, hørte påstyrret inde i butikken, hvilket betød deres del gik igang, de skulle nemlig snige sig ind på lager delen, og stjælde det de kunne bære. Imens inde i butikken, så de 2 banditter overrasket ud, fordi de nærmest var blevet opdaget, før de overhoved var gået ordentligt i gang, de undrede sig over hvordan det kunne være muligt, og siden de ikke havde nogen mulighed for at stoppe deres partnere, vidste de allerede nu, at dette kunne gå grueligt galt, hvis de ikke kunne distrahere folk nok til, at de holdt sig væk fra lageret.
Dust var dog for mistænkelig over det her, han fandt det alt for simpelt, kun idioter ville gøre noget så dumt, som bare at lalle ind i en butik, ved højlys dag, og forvente at de kunne slippe godt afsted med at stjæle. Så imens Taliia tog sig af situationen inde i butikken, sneg Dust sig ind på lageret, for at se om der var nogen, der ikke hørte til derinde. Og rigtigt nok, der var nogen derinde, som allerede var begyndt at åbne kasser, for at finde værdigfulde genstande, de kunne fylde lommerne med.

Noget der lød som et mindre lynnedslag begrænset til lagerområdet, noget der mest af alt kunne lyde som et eller andet, der bragede ud på gaden gennem lagerdøren, og en der skreg et navn, lød ude fra lageret af. Dust var gået på krigsstien, og havde allerede angrebet en, der lå udenfor med forbrændinger på kroppen, fra det lyn der havde ramt ham, den anden kom løbende ud til sin kammerat for at se om han klarede den, men det var ikke fordi han havde meget tid.
Den Dust der trådte ud gennem lagerets indgang, emmede nærmest af kamp gejst, små gnister flimrede hen over hans krop, og som han stoppede op og kiggede på den anden bandit, der havde været inde på lageret, løftede han jagtknivs skaftet, pegede det mod ham, og brugte sin evne til at skabe et blad af strøm, på længde med et katana blad, som nærmest summede som tusind bier. Han tog nogle enkelte skridt mod banditten, før han satte i løb mod ham, fyren trak sit eget sværd for at forsvare sig, men det hjalp ikke meget, da Dust svang sit elektriske blad, og skar det over ved roden, før han borede sværdet ind i hans skulder, og trak det til sig igen.

Da lynnedslaget lød fra lageret tog de to inde i butikken flugten ud af dobbelt døren, med Taliia i hælene. De var ikke mere end lige kommet en meter udenfordøren før benene blev sparket væk under dem af Taliia. Hun rejste sig op og trak begge de lange dolke. Hendes øjne var fyldt med: raseri over deres forsøg på at sjæle fra hendes handelshus, kamprus og glæde over at kunne lave noget fysisk aktivitet, som de trænede både hjemme og ombord. Alan og resten af Resolutes besætning havde sammen med handelshusets havnearbejdere dannet ring så tyvene ikke kunne slippe væk, hvis de prøvede. Samtidig var nogle af dem begyndt at indgå vædemål om slut resultaterne..

De kom dog hastigt på benene og trak deres egne dolke, hvorefter de begge angreb Taliia på samme tid. Hun smillede skælmsk og parerende alle deres forsøg på at såre hende. Hun og hendes lange røde hår vivlede rundt i utrolig fart, samtidig med at hun stak og prikkede til tyvene, samt trak sig udenfor deres rækkevide. Dette gjorde også at hun kom lidt tættere på Dust uden at tænke over det.
Men en ting var sikkert, hun morede sig rigtigt. Dette var noget hun havde savnet.

Dust rørte den han havde stukket med sit lynsværd, og sendte strøm igennem ham, så han blev slået i gulvet af det, før han vente sig mod den kamp, som Taliia havde taget op med de 2 andre. Han gik hen mod kampen, og skubbede sig ind igennem ringen af væsner, så kampen blev til 2 mod 2, ikke fordi det var en rimelig kamp, når de ikke havde evner, der kunne matche Dust og Taliia, men en kamp mere eller mindre. Vreden buldrede gennem Dust, der nu kanalyserede strøm gennem de 3 led ringe på hans venstre hånd, så han havde sit summende sværd i den ene hånd, og 3 lange lyn klør på den anden hånd.
Den ene bandit svang ud efter ham med sit sværd, men Dust stoppede hans blad, ved at ødelægge det med sine klør, så sværdblads delene klingede, da de ramte jorden, mens Dust svingede sit lyn sværd, der strejfede ham skråt over ansigt, og både skar et sår over hans ansigt, og brændte det så det praktisk talt blev lukket samtidig.

Fyren hylede som en stukken gris, mens han smed sig til jorden, og tog sig til ansigtet, på grund af den smerte der kom ud af såret, han lige havde fået. Dust virkede ikke interesseret i ham længere, for han havde allerede vent sit fokus mod den sidste, han pegede på banditten med sit sværd, og forlængede bladet indtil spidsen var foran hans strube.
"Der er det her lille punkt i nakken, lige der hvor rygsøjlen møder kraniet, hvis jeg sigter efter det med den rigtige strøm styrke og rammer rigtigt, bliver du lam fra nakken og ned efter! Hvis jeg rammer forkert, dør du på stedet! Hvad foretrækker du at jeg gør? Eller vil du hellere selv gøre noget ved ham?" sagde han med en nærmest elektrisk vrede. Selvom det han sagde var til banditten, var spørgsmålet til Taliia, da han ville vide hvad hun foretrak. Det virkede mest af alt som om, at Dust havde tænkt sig at straffe banditten, om Taliia ville gøre det eller ej, eller om hun ville have det eller ej, hans træng til at straffe, var som en dyb træng i ham, der virkede som et stærkt brændstof til den vrede, der lige nu brændte i ham.

Nogle af folkene samlede de tyve, som allerede var overvundet, så de alle kunne få samme straf.

I løbet af få sekundter var hendes sind år tilbage, hvor hun og Seuzan havde kæmpet side om side imod besætningen på et handelsskib. Kamprusen gjorde at hun hørte Seuzan's stemme i stedet for Dust's og så Seuzan's ansigt i stedet for Dust's. Hun smilede skælmsk og lidt drillesygt til ham.
"Giv ham et ar eller to og lad besætningen hænge de 4 i fødderne fra Riggen." Derpå greb hun ham i kraven og gav ham et smæk kys på munden, hvilket vækkede hende af rusen, da følelsen var helt forkert i forhold til det hun huskede. Hun så overrasket på Dust, som hun nu så for hvem han virkelig var. Hun slap ham hurtigt, tåre begyndte at løbe ned over hendes kinder imens hun hviskede et "Undskyld" inden hun snurrede rundt og løb ind på det værelse hun plejede at bruge når hun overnattede her. Hun smed sig på sengen og lod puden tage imod de tåre og hulk der kom..

Alan havde set det hele sammen med resten af besætningen. De var blevet overrasket over det Taliia havde gjort, men indså hurtigt at hendes sind havde været et helt andet sted, nemlig tilbage sammen med deres tidligere kaptajn Seuzan.
Alan gik hen ved siden af Dust og smilede lidt hovedrystende til ham.
"Jeg beklager at hun løb, men i kamprusen har hendes sind bragt hende tilbage til en tid hvor hun kæmpede side om side med vores tidligere kaptajn, der også var hendes kæreste og senere hendes mand. Hun skal bare lige have lov til at falde lidt til ro, så kommer hun ud igen.." Han nikkede imod den sidste tyv som var omringet af folkene, så han ikke kunne løbe nogle steder.
"Vil du give ham et par ar, eller skal vi?"

Ved lyden af hendes ønske, skulle Dust lige til at ridse banditten op, men han blev forstyrret af, at hun greb fat i hans krave, og han blev hylet ud af hans raseri, da hun kyssede ham, fordi det fik ham til at fokussere på noget andet. Men det var ikke fordi han kyssede igen, han vidste hvad man normalt skulle gøre i den slags situationer, men han var ikke vant til dette eller det mindste forberedt på det. Da hun stoppede igen, havde han slukket for sine lyn, både hans klør og sværd blad var væk, og hans øjne fulgte hende, da hun undskyldte, snurrede rundt og løb indenfor igen. Hans opmærksomhed blev rettet mod Alan, da han kom hen til Dust, og snakkede til ham, og han lagge hovedet lidt på skrå mens han lyttede.
"Kæreste? Er det ikke den ting, menneskene plejer at gøre hele tiden?" spurgte han tænkende, mens han gik hen til banditten, der på nuværende tidspunkt bare var endt med, at være en mus fanget i en fælde "Jeg forstår hende til en vis grad godt, jeg har også mistet nogen, der betød rigtig meget for mig, for lang tid siden! Den slags kan skabe dybe ar, den slags ar man ikke kan se på overfladen, men som altid gør mere ondt end nogen ar, man kan få på sin fysiske krop! Heldigvis kan den slags ar heales, i modsætning til de ar jeg har tænkt mig at lave, på den her!"

Med et fast greb, greb han fat om struben på banditten, fældede ham så han endte med at ligge på ryggen, og satte sig over ham med knæende mod hans arme, så banditten ikke kunne undslippe Dust, eller stoppe ham i det han skulle til at gøre. Dust plantede en fast hånd mod hans pande, så han ikke kunne bevæge hovedet, og brugte så ringen på hans venstre pegefinger der lignede en drage, til at lave en klo af lyn, som han ville bruge til, at tegne ar i hans ansigt. Dust brændte hans øjenbryn, så de aldrig kunne vokse ud igen, men bare ville være 2 ar over hans øjne, eller rettere et ar, da han brændte det som var det et monobryn, derefter tegnede han et fransk overskæg på ham, der endte ud i 2 twirly mønstre på hans kinder, og sådan fortsatte Dust med at tegne ar i hans ansigt, så han ville ligne noget folk ville grine af, mens manden skreg af smerte.
Da han var færdig, rejste Dust sig op, og efterlod det sørgelige syn af en bandit på jorden. Der var noget foruroliggende over hans ansigts udtryk, for han udviste ikke nogen fortrydelse over, at han måske havde ødelagt denne mands liv, ved at skamfere hans fjæs så folk ville grine af ham, ingen vrede eller sorg, ingen glæde eller noget, derimod henvendte han sig stille og roligt til Alan.

"Ved du hvor man kan få noget at spise? Og tror du Taliia trænger til noget at spise? Og hvis hun endelig vil have noget, hvad kan hun så godt lide? Jeg har aldrig været så god til det der med, at gætte hvad andre kan lide, nok mest fordi jeg ikke er så god til det der med andre væsner!" spurgte han lidt lavt, nærmest som om det var pinligt at han var sulten, og at han ikke var så god til det med "andre væsner".

Alan nikkede forstående til Dust's ord. Han håbede inderligt at Dust havde ret i at de indre ar kunne heales. Også selv om det vil tage tid, muligvis indervene lang tid.
Han og resten af folkene stod og så til imens Dust 'tegnede' ar i tyvens ansigt. Nogle af folkene stod og grinede stille, andre nøjedes med at trække på smilebåndet. Da Dust var færdig, greb nogle fra besætningen tyven og slæbte af med dem alle fire. Kort efter kunne man høre tyvene hyle af angst, da de nu blev halet op i riggen ved stormasten, hver med en løkke om den ene ankel.
Alan smilede bare skævt til Dust.
"Lækker tegning du fik lavet der. Nu kan de køle lidt ned indtil Taliia bestemmer sig for hvad hun vil med dem."
Ved Dust's ord om mad gjorde han en venlig gestus til at han kunne følge med, hvorefter han selv gik tilbage til handelshuset og stillede ude til venstre ved disken, for ikke at stå i vejen for dem der gik frem og tilbage.
"Der er masser af spisesteder her i byen som er gode. Men jeg tror du vil kunne lide den kødstuvning, som de laver her i huset. Den er noget af det bedste jeg ved. Hvad angår Taliia... Tja.. Så tror jeg det er bedst at vente til hun selv kommer ud."
Mikkel kom hen til de to og stillede en kande opvarmet rom, som havde en bred vifte af dufte. Han så uroligt fra den ene til den anden og skulle lige til at åbne munden, da Alan smilede skælmsk og forsatte:
" Men hvis du ikke har noget imod et drabsforsøg fra hende, så kan du prøve at kikke ind på det tredje værelse på venstre hånd. Og tag gerne kanden der med. Så er der større chance for overlevelse." Han blinkede til Dust, imens han små lo for sig selv.

Dust smilede mildt, som svar på komplimenteringen af hans tegning, mens han kort så på mandskabet, der trak banditterne hen til skibet, for at klynge dem op i anklen, før han rettede sin fulde opmærksomhed mod Alan igen, der lavede en gestus om at følge med. Dust fulgte med ham, da han gik ud fra han havde tænkt sig at fortælle, hvor man kunne finde noget at spise, og rigtigt nok fortalte Alan ham, hvad han ønskede at vide. Dog da han nævnte Taliia, lagge han hovedet lidt på skrå, mest fordi han tænkte over, om hun i virkeligheden havde brug for nogen, der kunne hjælpe hende, med at komme sig over hendes indre ar.
"Jamen så tror jeg at jeg vil spise her, jeg kan godt lide mad med kød i!" sagde han eftertænksomt, og så på Mikkel der kom hen til dem, med en kande varm rom. Han lignede en der skulle til at sige noget, men Alan overtog samtalen, og fortalte mere om Taliia "Død er ikke noget problem for mig, så jeg tror jeg går op og ser til hende! Hun kunne sikkert godt trænge til en tår at drikke, siden banditterne forhindrede det tidligere, da vi var inde i mødelokalet, med de gode stole!"

Der var noget frygtløst over ham, eller var det måske mere noget i retning af mangel på frygt, da han tog kanden Mikkel var kommet med, og greb 2 krus på vejen mod det lokale, som Alan havde sagt hun befandt sig på. Dust var hurtig til at finde vej op til hendes værelse, det hjalp vist også lidt at han brugte sin lugtesans, til at spore hendes duft. Da han stod udenfor hendes dør, bankede han let på døren, før han langsomt åbnede den, for at gå ind til hende.

Taliia var optaget af minderne om Seuzans død og hørte derfor ikke den lette banken på døren. Hun hulkede stadig en del og tårene løb i en lind strøm.
Dog var nogle af hendes sandser stadige så aktive at hun nærmest sprang op og kastede et par tynde nålelignede stiletter, som hun havde trukket fra sit læderkorset. Først da hun havde sluppet dem fik hun øje på Dust igennem sløret af tåre og fortrød sin handling. Nu kunne hun kun håbe at han var hurtig nok til at undgå de to hun havde sendt afsted.
Hendes ben begyndte at ryste og hun lod sig dumpe ned på sengen imens hun hurtigt tørrede øjne og ansigt i sit ærme.
Tankerne vivlede rundt i hovedet på hende og hun blev hurtigt enig med sig selv om, at hun heller måtte undskylde for sin handling udenfor og give ham en forklaring af hvad der havde foregået i hendes sind. En enkelt sætning kom over hendes let skælvende læber, da hun fornemmede duften fra kanden.
"Ved Hydras nåde.."

Lige før stiletterne ramte ham, dannede der sig en strømskive der hvor de ville have ramt, som afvigede dem, og fik dem til at falde til gulvet, så de lavede klingende lyde. Dust gik hen og satte kanden og krussende ned, før han samlede stiletterne op, og lukkede døren, så de kunne få lidt fred. Han gik tilbage til kanden, og skænkede op i begge krus, gav den ene til hende, og tog den anden med sig, hen til den plads på gulvet, som han havde valgt at sætte på.
Der sad han så, den spøjse draconianer der var dukket op på hendes skibsdæk, havde fundet et artefakt mellem 50 opaler, hjulpet med at beskytte hendes handelsbutik fra banditter, alt sammen i løbet af hvad? En time til halvanden, og nu sad han bare der, med et glas varmt rom i hænderne. Han krævede ikke nogen ord fra hende, han havde ikke noget imod at hun af ren instinkt, havde angrebet ham da han kom ind, og at dømme ud fra hvordan han bare sad der, og holdt øje med hende, virkede det som om han var kommet ind til hende, for at være der for hende.

Dust vidste at hun havde mistet nogen, og han kunne regne ud at det havde givet hende, nogle indre ar som han kendte alt for godt til, og siden han havde prøvet hvordan det var, at bære den slags alene, vidste han at det ikke lige frem var den bedste måde at gøre tingene på, men siden han ikke kendte til så mange andre metoder at gøre det på, var det at holde hende ved selskab, og være der for hende, omend det var et stille selskab, nok den bedste måde han kunne komme på. Engang imellem tog han en slurk af sit krus, efterfulgt af et mildt smil til hende, nærmest for at sikre hende om, at han var der for hende.

Hun tog i mod kruset og tog en dyb indånding, holdte den nogle sekundter og ånde langsomt ud. Bare duften af rommen så ud til at have en virkning på hende. Hun slappede mere af og efter et par slurke, stoppede hendes ben med at ryste.
"Ved alle guder, hvor er det længe siden jeg har smagt denne rom." Stemmen var mild og rolig i overensstemmelse med hvordan hun følte varmen fra rommen bredte sig i kroppen på hende.
Uden at tænke helt tømte hun kruset i et drag, for så at række ud, snuppe kanden og fylde kruset igen. Hun tømte kruset over et par gange, fyldte kruset igen og igen.
Nu sad hun med krus nummer fire og så på det, imens tankerne fyldte hendes hoved. Dette var både godt og skidt. Hun var udkørt over tudeturen og ved at blive sulten. Så hun havde en pæn stor chance for at blive fuld i løbet af kort tid. Og når hun var fuld... Hun fnes en smule af tanken. Så havde hun en tildens til at dele sengen med den første flotte fyr hun så, og lige nu sad Dust overfor hende.. Hun så ham an under halvt sænket øjne, så han ikke kunne følge med i hvordan hun slugte hans krop.
Han så enlig ret godt ud, men hvordan ville han kunne bevæge sig uden at bruge sin evne? Hun følte sig fristet til at afprøve ham, her og nu.
"Jeg er lidt nysgerrig.. Hvordan klare du dig i nærkamp, hvis du ikke bruger dine evner?" Stemmen var en smule sløret, og øjnene som hun havde løftet lidt var undersøgende.

Dust lænede hovedet lidt på skrå, i takt med at hun drak sin rom, og ytrede hvor lang tid siden det var, hun havde drukket lige denne type, hvorefter han tog en slurk af sin egen. Hun virkede til at blive mere afslappet, og det så ud til at gå bedre for hende, nu hvor hun var kommet til sit fjerde krus, dog kunne han også se svage tegn på, at det begyndte at påvirke hende. Han vidste hun var en kaptajn, så han gik ud fra hun normalt var mere ihærdig overfor alkohol, derfor gik han ud fra, at hun nok var svækket, efter den følelsesmæssige tur hun lige havde haft, og igen kunne han ikke lade vær med at tænke på, om hvorvidt hun var sulten.

"Min lyn evne? Altså der var en tid, før jeg fik min lyn evne, hvor jeg var nød til at klare mig på andre måder! Den gang lærte jeg hurtigt at bruge kampteknikker, og jeg er ikke stoppet med at træne den slags, bare fordi jeg fik mine lyn kræfter, for det kan stadig ske, at de egenskaber bliver nødvendige!" sagde han mildt, med et let smil på læben, da han var glad for at kunne snakke med hende, om noget han i det mindste havde godt kendtskab til, og som ikke nødvendigvis var trist "Hvorfor? Har du måske tænkt dig at slås med mig, når nu jeg har forstyrret dig, i dit private gemaker?" hans tonefald var lidt drillende, da han gerne vil opmuntre, så hun kunne få sit humør tilbage til normal.