I østen stiger solen op ~ Gautham

En uge til søs, det var hvad der var gået siden Fenrer og Gautham havde ansamlet invasions styrken, på knap 34.000 mand. Det havde taget mange hundrede skibe at få plads til dem alle, men Fenrer havde da også haft denne plan under arbejde længe, og nu var den endelig iværksat. Gautham og flere af de andre rådsmedlemmer, havde haft adskillige indsigelser mod planen, en af dem lød på at Fenrer burde have haft bragt flere soldater med sig, eftersom at Sargrosener var beboet af Minotaurer, men Fenrer havde det bedst med ikke at efterlade Sunfury ubeskyttet.

Desuden havde han mere end rigeligt tillid til at hans soldater nok skulle kunne klare skærerne, de var trods alt trænede til dette formål. Fenrer havde fra dag et, som konge, måtte høre på hvor stor en gene at piraterne der holdte til ved Minotauris var, og hvorledes de ikke kunne gøre det store ved dem, da Sunfury ikke ligefrem var nogen søfartnation. Det var også derfor Fenrer havde gjort sig så store forberedelser som han havde. Flådens opbygning var noget af det første han havde iværksat, men senere hen, havde han skiftet mening om at bekæmpe piraterne til søs, og havde derfor fået iværksat træningen af den enorm styrke han nu stod i spidsen for.

Under dæk havde han på sit personlig skib, der fløj hans personlige banner, både sin livgarde og bersærkerne, ledet af Gautham. Fenrer havde udnævnt Gautham mange ærer, i løbet af tiden hvor hans gamle ven, var kommet i Fenrers tjeneste, og høvedsmand for bersærkerne, var blot en af dem. Gautham havde i den aller højeste grad, fået gjort noget ud af de mange Formskiftere der havde meldt sig til bersærkerne, og Fenrer nærmest håbede på at kunne komme til at se dem i aktion.

Fenrer sad i en af store stole, der var blevet hevet frem til stavnen af hans skib, og nær studerede nogle af de kort som der var blevet fundet frem, af Minotauris. Han var udmærket klar over at hans fodsoldater ikke stod en chance i åben kamp, overfor en gruppe minotaurer. Selvom Fenrer havde overtallet, havde han ikke i sinde at tabe mere end et absolut minimum af hans tropper. Derfor havde Fenrer rådført sig med sin generalstab, og Gautham, for at finde ud af hvordan de bedst kunne gribe situationen an. Fenrer havde fået flere ideer forærende af hans generaler, men han havde selv fundet frem til hvad han mente var den bedste løsning.

Nu var det bare at se og vente på tilbagebesked fra det sendebud, som Fenrer havde sendt til selve havnebyen. Fenrers flåde var ude af syne af den enorme havneby, og var i færd med landgangen til øen. De havde fundet en større lagune, hvor der også var store åbne arealer, hvor hæren var i færd med at opsætte en lejr. Mange af tropperne, måtte dog benytte sig af skibene der lå fortøjret, selvom dette nok ikke var den mest behagelige oplevelse. Fenrer ventede selv på at lejren var opsat, så han kunne komme i land. Han havde nemlig fulgt et råd fra sin generalstab, om at vente til landgangen var sikker, før end at gå i land.

Dette havde givet Fenrer tid til at sidde og nærstudere kortene en sidste gang, som han ventede besked.

Fenrer så op fra sine kort, da han hørte en af sine vagter, bevæge sig over dækket og hen imod ham. Manden gjorde honnør, og knælede, som han rakte et stykke sammenfoldet pergament frem til ham. Fenrer tog imod pergamentet, og så at det bar hans sendebuds segl, og at der tydeligvis var noget der lå inde i det sammenfoldede pergament. Fenrer åbnede pergament og ud rullede der fingre, som landede med små bløde bump på bordet. Fenrer gjorde en grimasse, og så tilbage på manden der var kommet med beskeden "Hent mester Faust og send besked til generalstaben om at opsætte et kommando telt med det samme"
Manden nikkede "Javel Herre Konge!" og rejste sig hurtigt, for derefter at styrte afsted. Fenrer rejste sig og så ud på Minotauris, som han gjorde sig ud i fordybninger.

Da Fenrer hørte de umiskendelige store fodtrin, der tilhørte Gautham , holdte han pergamentet op foran sig og læste højt "I mit rige straffes ærekrænkelse med døden, og tyveri med hugge fingre af.." Fenrer vendte sig om mod Gautham, men så ikke op fra papiret ".. Her er din mands fingre, skrub af inden jeg kommer efter dig solkonge" Fenrer smed pergamentet på bordet og pegede kort rundt på de afhuggede fingre. Fenrer gav et opgivende fnys fra sig, og så dernæst op på Gautham "Jeg tror ikke helt Minotaurerne har forstået hvem de taler til.." Fenrer nikkede derefter ud mod lejren, der var i fuld gang med at blive færdigt opsat, inde på landjorden.
"Vi slipper nok ikke uden kamp min ven"

Trods Gautham nok ikke var den stærkeste på søen, formåede han fint at klare den syv måner lange sejlads, han brugte noget af dagen under dæk sammen med kongens hird, hvor de trænede i hvad de kunne.. ikke at de kunne rende og begynde at gå bersærk på bådende.. pladsen var jo ikke helt til det, og besætningen var simpelthen også for tæt til at kunne træne det
Når han ikke var under dæk sammen med hirden sad han ved Fenrers side for at drøfte hvordan og hvorledes deres landgang kunne og skulle forløbe sammen med Fenrers genaraler og de rådsmedlemmer der var på tvunget at tage med

Gautham sad under dæk sammen med kongens hird.. hans mænd.. Shapeshiftere af forskellig oprindelse, forskellig fortid, men alle med samme brændende ønske, at samle og gøre Underworld mere et bedre sted for deres brødre og søstre, andre Shapeshiftere
Han sad sammen med disse mænd, ikke som deres leder eller overordnede, men som deres ven, de var alle på fornavn med hinanden, de sad og 'mediterede'.. eller rettere, de sad og delte en af Gauthams mange medbragte dunke med hjemmebrygget mjød som gik på tur imellem dem imens latteren gik over deres sjove og udfordrende historier om deres fortid, træning, slag og erobringer.. her under også det med kvinder.. dunken var atter engang nået til Gautham der skulle til at fortælle om engang han havde stået i en primitiv arena overfor den største og grimmeste Minotaur han havde set til sagens dato, men netop som han havde begyndt sin fortælling kom en af Fenrers vagter ned til dem, Mester Faust.. kongen ønsker Dem stille i skibets stavn.." mere nåede manden ikke at sige inden Gautham næsten havde kastet dunken efter manden.. men han stoppede sig selv, og gav dunken videre til den næste mand i rækken med et venligt klap på skulderen, "jeg.." han blinkede et par gange og rystede på hovedet inden han fortsatte, "bare fortsæt.. jeg er straks tilbage" hirden slog en hånd op for panden som honnør inden de alle brød sammen af grin
Når det kun var hirden og Gautham kunne de godt have lidt løsere tøjler, men når andre folk af stablen.. eller rådsmedlemmer især vidste de godt at de måtte stramme op og vise de havde styr på det, selv om Gautham ikke var meget for det

Gautham stillede i stavnen ved Fenrers side.. "du ville se mig?" sagde han og kneb øjnene sammen, og prøvede at se noglelunde klar ud i hovedet, "vi.. vi var lige ved at 'meditere' og forberede os til hvad der skal komme til at ske"
Han stoppede da han så fingrene på bordet.. i stedet slog han ud med armene "det var jo lige det jeg sagde.. de er ikke til at tale fornuft med.. intet trænger ind der.. de er som filtre deres.. deres" han lavede nogle buede former med hænderne og op foran panden, "HORN!! de der horn der.. store fine drikkehorn der.. det er som om det er filtre der lukker fornuft ude.. det eneste de forstår er en velplaceret pandeskalle"
Han trak en mindre stol hen til siden af bordet, og samlede en af de afhuggede fingre op og kiggede på den, han kiggede især hvor der var hugget.. der var noget af knoglen der var splintret, hårdt hug.. med utrolig meget kræft i slaget
"hvad er planen så? en åben konfrontation er ikke ligefrem at fortrække jo.. som vi har omtalt er de hver og en mange gange stærkere end hver og en af vore mand, vi skal helst kunne sætte dem hoved over ende og overliste dem på en måde"

The member 'Gautham' has done the following action : Dices roll

---

'Steder.' : 27

Fenrer nikkede eftertænksomt til Gauthams forslag, om at undgå en direkte konfrontation. Hans mænd ville blive mejet ned, skulle det komme til åben direkte kamp, så Gautham havde på sin vis ret, men hvad med bersærkerne? De var ikke ligefrem som de andre soldater han havde i hans hær, de her var mere krigeriske, mere brutale og frem for alt meget, meget mere dødelige at stå foran. Fenrer så op på Gautham fra hans kort "Hvad med bersærkerne? Ville de kunne tage sig af minotaurerne, såfremt I altså ikke bliver omringet?" Spurgte Fenrer og afventede Gauthams svar, inden han hev et kort frem over de lokale områder, og foldede det ud på bordet. Fenrer ledte lidt på kortet, som han gled fingeren over det tørre pergament, inden han tappede let på et område ikke langt fra lagunen.

Fenrer så derefter op fra kortet og over på sin kammerat,"For i så fald har jeg en ide" Fenrers ansigt afspejlede en seriøsitet og beslutsomhed, der kunne inspirere en modløs situation. Han viftede Gautham over til sig, da han ikke havde til sinde at rykke sig. Fenrer pegede på samme område, som hans finger før havde markeret, med en let tappen på pergamentet. Han nikkede for sig selv og sagde "Den aflange passage er den mest direkte til havnebyen hertil, og jeg tror vi kan regne med at minotaurerne kommer igennem her.." Fenrer så på sin gamle ven, med et lille men selvsikkert smil ".. vi kan uden problemer opstille en blokade med infanteriet, fra væg til væg af passagen.. samtidig er jorden ikke ofte brugt af minotaurerne, da jorden er lidt for porøs til deres velsmag, men hvis vi er hurtige kan vi opstille pikes og midlertidige palisader så vores fodfol ikke behøver at komme i direkte kamp med minotaurerne.."

Fenrer greb en lille række af figurer der repræsenterede de forskellige enheder og fjenden, som han begyndte at sætte op i passagen, der var optegnet på kortet. På hver side af fodfolkenes brikker, opsatte han det tunge infanteri, og bag dem satte han kavaleriet, inden han satte den nyligt udskårne brik i midten, der repræsenterede Gauthams bersærkere. Da han var færdig med at stille brikkerne, vendte han sig atter mod Gautham "Så vidt vi ved, har minotaurerne ikke nogen struktureret militær ordning, men går udelukkende efter individuel ærer i kamp.." Fenrer rykkede Minoturernes brikker frem i en ugrupperet formation".. så hvis I kan tage frontlinjen og få deres fokus ind mod midten, så rykker jeg det tunge infanteri ind på deres flanker.." Fenrer begyndte at rykke brikkerne, tilsvarende til hvad han beskrev ".. Når det tunge infanteri så har trykket deres flanker sammen, så sender jeg kavaleriet ind bag dem, og knuser dem"

Fenrer lagde brikkerne der repræsenterede Minotaurerne ned, og så op på Gautham med et lille smil, der udstrålede selvsikkerhed "Enhver Minotaur vi kan fange levende, eller som kunne tænkes at overgive sig.." Fenrer lagde hovedet kort på skrå og trak på skuldrende, som et udtryk for at han var udmærket klar over hvor usandsynligt den sidste del lød "... Vil være en vigtig brik for mig, så ikke noget med at vanærer nogen af dem unødvendigt" Fenrer lagde et skarpt blik mod Gautham, under et hævet øjenbryn. Han havde nemlig udmærket godt hørt at Gautham ville lave nye drikkehorn "Det gælder også de døde, for jeg lader dem blive udleveret til Minotauris, som et symbol på ærekær og gensidig respekt, forstået?"

Gautham rykkede med små hop sin stol hen til Fenrers side, og lagde det ene ben let hen over det andet, og gled eftertænksomt en hånd ned igennem skægget imens han lyttede til hvordan Fenrers plan skulle udspillede sig, en gang imellem nikkede han svagt blot som reaktion til hans plan,
da Ferer var færdig med at fortælle og forklare, hvorefter han så rømmede sig "tjo.. vore mænd er friske og klar, hvis humøret og kampgejsten hos dem var gløder og ulmende i startet af rejsen.. ja så er det da nu udsprunget til et flammehav af dimensioner, så altså kan vi få dem tæt ind, og tage dem ved overraskelse burde det da ikke være umuligt
Hvis vi kan få de almindelige fodmænd til at holde palisaderne, og støde lidt til minotauerne med spyd eller andet godt.. du ved rigtig tirre dem" han kom med et svagt smil der var opfyldt af en rundt latter, "sådan at vi selv kan åbne for palisaderne og møde de store dyr, vi skulle nok kunne holde dem beskæftiget indtil du kan sende de tunge, og hestene frem" sagde han og nikkede atter engang, det skulle nok kunne fungere, selv om det havde været nemmere at holde styr på de store dyr ved en mod en kampe, at skulle holde styr på så mange.. på så lidt plads

"kommer vi til at gå bersærk tør jeg ikke love hvor mange på vores side der kommer til at have det for godt bagefter.." han trak kort på skuldrene, "men hvad vil du bruge dem til bagefter? jeg tror ikke de smager så godt igen på trods af de er halvt kvæg.." han kunne ikke holde masken, og kom til at udstøde noget af en latter, og trak en lille skinddunk frem fra under blusen, han rystede på hovedet inden han tog en tår af den, og rakte den til sin ven.. "ja okay.. kan de overleve skal de overleve" han vippede hovedet let fra side til side, men gjorde store øjne da hans ven sagde han ikke måtte røre ved nogle horn, "slet.. slet ikke bare et.." han kneb det ene øje sammen, og løftede to fingre op foran øjet som han pressede sammen.. "slet ikke bare et liiiillle bitte horn? kom nuuu.. det kunne vi da godt, det ville komme til at blive brugt meget.. meeget ærefulgt og respektabelt"

Fenrer rystede på hovedet af Gautham, da bjørnen spurgte ham om han ikke kunne tage blot et enkelt horn. Han rullede kortet sammen, og åbnede den lille taske der hang i hans skrårem, som han så over på Gautham "Nej, ikke så meget som et enkelt horn" sagde han med en streng og seriøs tone i stemmen. Fenrer viftede med hånden til at Gautham skulle følge med, da han selv begyndte at gå over til midten af dækket "Vi skal lige mødes op med resten af generalstaben og have gennemgået planen med dem, så få dine bersærkere op og gør dem klar"

Fenrer vendte sig mod en af besætningmedlemmerne og viftede ham over, som han stoppede og rakte Gautham hånden "Giv dem besked på at gå i land og få opsat jeres lejrsektion, forstået" sagde han stift, inden han atter vendte sig mod besætnings manden. Fenrer nikkede til sømanden, der gjorde honør, men Fenrer ventede ikke på nogen formel hilsen
"Iværksæt landgangen og få Maximillian til topdækket, jeg har ting der skal ordnes i lejren" Sagde Fenrer, hvortil manden nikkede "Javel" og derefter vendte sig om for at få det hele iværksat.

Ikke længe efter, var Fenrer på vej op ad bredden, på ryggen af hans enorm Valen, Maximillian. Hesten var enorm, og en veltrænet krigshest, som skulle bære Fenrer til kamp, men en anden til der var Fenrer en fordel ved Max, var højden. Fra Maximillians ryg, kunne Fenrer se rundt på fremskridtet i lejren, og hvordan soldaterne bakserede rundt og fik teltene rejst. Han smilede for sig selv ved tanken. Hæren her var en han selv han havde for at få på benene, for Sunfurys hære havde været et sørgeligt syn, før end hans ankomst. Men det havde så sandelig også taget en stor del arbejde at så en så enorm hær stablet på benene. For ikke at sige, at Fenrer havde benyttet et hvert overskud som skatterne gav, på at få dem trænet godt op.

Da Fenrer endelig nåede generalstabens telt, stod to af hans marskaller allerede klar til at modtage ham. Fenrer steg af den enorme hest, og rakte den ene af marskallerne tøjlerne, inden han fortsatte ind i teltet, hvor han hilste på de forskellige befalingsmænd.


Fenrer gjorde sig sikker på at Gautham og alle de andre var tilstede, inden han kaldte alle over til det store bord, der var blevet opsat i midten af teltet. På bordet lå der to kort, som begge var fastgjort til bordet. Det ene kort viste et overordnet kort af Minotauris, og det andet havde en mere detajleret udlægning af området som Fenrers tropper var gået i land på. Fenrer så rundt på de ansamlede befalingsmænd "Mine herrer.." sagde han med et seriøst, men opmuntret udtryk i ansigtet "..Jeg har en plan for hvorledes vi får gjort hurtigt bugt med Minotaurerne.."
Fenrer forklarede hans plan, og fik besvaret et par enkelte spørgsmål, inden de gjorde nogle små rettelser af planen, efter de mere erfarne krigs veteraners råd.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~Tidligt næste morgen~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Fenrer red frem og tilbage på ryggen af Maximillian, der nu var iklædt en rustning. Han havde redet sådan rundt de sidste par timer, og fulgt opstillingen af hans mænd, og tjekket de midlertidige forsvars værker, der skulle spille en vigtig rolle for udviklingen af hans plan. Gautham og bersærkerne var for længst blevet sat i stilling i midten af frontlinjen, og ligenu, var det blot bueskytterne og det tunge infanteri, der var ved at finde deres pladser.

En trommen lød i det fjerne, sammen med lyden af hundredevis af tunge fodtrin, der bevægede sig tættere, ikke langt fra hærens position. Fenrer så rundt på infanteriet, og så angsten der var tydelig at spore hos mændene. Fenrer kunne godt forstå dem, det var ikke ørkenrøvere eller almindelige soldater de skulle til at kæmpe mod. Minotaurerne ville komme til at tårne over dem, og brød halvkvæget igennem boldværket, ville ikke mange stå en chance.
Fenrer satte hælene let på siden af Maximillian og red ham op foran mændene, hvor han hurtigt greb et banner på vejen. Fenrer red op foran mændende, der så ud til at lyse op ved synet af deres konge, der bar deres banner. Fenrer stoppede satte tempoet ned til et trav, da han nåede midten og så ud på sine mænd
"HØR MIG! SØNNER AF SOLEN, HØR JERES KONGE!" råbte han ud til mændende med en fast røst " DENNE DAG HAR JEG ÆREN AT TALE DE MÆND DER KOMMER TIL AT GÅ VIDERE I HISTORIEN.." Fenrer fortsatte som han red frem og tilbage foran sine mænd ".. SOM DEM  DER KOM TIL MINOTAURIS OG KNUSTE ENHVER IDE OM AT SUNFURY IKKE HAR STYRKE AT BYDE PÅ... IDAG STÅR I OVERFOR EN FJENDE SOM HELE KONTINENTET FRYGTER, MEN SOM VI IDAG BESEJRER OG BEVISER VORES STORHED FOR...
VÆR I DA SOLEN DENNE DAG, OG BRÆND DEM DER STÅR I VEJEN FOR VOR LIVSGIVENDE LYS OG VARME! VÆR I DA FLAMMEN SOM LYSER VEJ MOD ØST, OG SOM SKAL VÆRE TIL VERDEN GÅR UNDER!! VÆR I IDAG DEN STYRKE SOM VOR FJENDER IKKE KAN PRÆSTERE, OG SOM BÆR HELE VERDEN GENNEM LIVET!!"

Mændende brød ud i kampråb, og gjorde en storslået støj, som svar til Fenrer der skridtende fandt vej tilbage til sin post, mellem mængden af sine mænd.

Da Fenrer nærmede sig generalstaben, fik han adskillige anerkendende nik, og lette lovsprisninger, men Fenrer red blot op til sin plads og svarede dem alle med et let smil, og gengældte nik. Bag sig kunne han høre Minotaurerne nærme sig hastigt. Da Fenrer fik vendt sig kunne han tydeligt høre den dundrende torden, som Minotaurerne bragte med deres uorganiserede fremstormning. Fenrer håbede på at de solide palisader ville holde. Et grønt lysglimt skar i luften og ørnens ånd fløj fra Fenrers skulder og ned blandt mændende og løftede deres gejst, på trods af de enorme, brølende og tordnende fjende der nu var dem ganske nær.

Da Minotaurerne stormede frem og baldrede mod palisaderne, så træet knirkede og klagede under slagene og vægten af de store væsener, skyndte adskillige af ingeniørerne fra hærstabens at undersøge palisadernes tilstand. De midlertidige forsvarsværker holdte, med vedblev miotaurerne deres aggressioner, ville de sikkert falde. Fenrer modtage beskeden fra ingeniørerne af ørnen, og sendte den med det samme til Gautham, der fik besked på at samle sine mænd, og gøre sin del.

Gautham spakede let til skibets gulv, "du.. jeg.. buhahh" mumlede han for sig til, han bed sig halv i læben og stak hænderne ned langs siden, dog fulgte han sin konge da han gjorde tegn til at følge med, "den er modtaget min ven, jeg får sendt dem i land, og opbygget vores lejr og klargjort" sagde han inden han gav Fenerer armen, og han gik tilbage ned under dæk til sine mænd for at få fortalt dem at det var tid at gå i land, og få opsat deres lejr bestående af de lettere primitive telte og svedehytte med bålplads

Da Gautham atter kom op på dæk mærkede han hvordan gulvet under sig gynge og hoppe
Han fandt dog hurtigt ud af hvad dette skyltes, for det varede ikke længe inden Fenrers hest blev ført op på dæk, og videre i land, hvor han så sin ven komme op på ryggen af dyret, og ride imod lejreren, atter gik Gautham hen til nedgangen til under dæk, "mine damer og herre, vor konge er nu gået i land.." mere behøvede han ikke sige inden hirden af bersærkerne kom op på dæk med deres sparsomme oppakning
Gautham gik med dem i land, og satte dem igang med at få deres lejr op og køre.. et forholdtvis hurtigt arbejde, men så kunne de komme i gang med at gøre sig klar til den næste dags kamp

Gautham mødtes med kongen og hans befalingsmænd i et større telt med et bord midt deri, Gautham stilte sig let i baggrunden af de befalingsmænd og generaler der også var i teltet, dels grundet hans størrelse, men også fordi han og Fenrer før mere eller mindre havde gennemgået forløbet
Da Fenrer havde gennemgået planen med de andre befalingsmænd, og de fik mulighed for at komme med deres erfaringer og deres idéer
Efter det hele var gennemgået takkede Gautham af og drog tilbage til sine mænd, han satte sig med dem og blev tilbudt en dunk, han tog imod, satte den for sine læber og tog en god tår af den inden han forklarede dem det sidste nye, og hvad deres rolle i det hele var


Gautham var vågnet tidligt den næste morgenen, han samlede sig en let madpakke samt en dunk væske og drog ud mod det område Fenrer havde udpeget til kampplads kun iført sine hør bukser, folk var allerede ved at opsætte barrikader og palisader, han gik en kort runde på pladsen, spiste og drak det medbragte inden han atter vendte tilbage til hirdens lejr hvor hans mænd så småt var ved at komme op og komme i deres rustninger "vi er solen der står solen op" sagde han og klappede en af mændene på skulderen og gik videre, "husk at stå sammen, forenet er vi stærke, vore modstandere er både større og stærkere end hver af os, men lad jer ikke afskrække af det, vi har trænet til dette"
Han gik videre ind i teltet, og fandt sin egen rustning, han var stadig ikke vild med at skulle hoppe i den, men han vidste at hvis han ville rejse sig efter et slag fra en minotaur skulle han have den på, derefter trak han sin -2322-p.jpg]økse frem fra kisten og sat den klar i bæltet


Hirden, soldaterne, infanteriet og hestene.. de var alle samlet på kamppladsen, atmosfæren var lettere trykket, folk var nervøse.. og forståeligt, det var ikke hverdagskost at komme op imod disse halv okser, men det lettede hurtigt da folkets konge.. Fenere holdt en pep talk for folket
Gautham og hans hird brølede sammen med resten af flokken efter deres konges tale, de bankede på skjolde og i jorden, og midt i larmen vendte Gautham sig imod hirden, "i hørte manden folkens, lad solen rejse sig over minotauerne, vi maler jorden rød med deres blod"

Det varede ikke længe inden minotauerne stod og slog på palisaderne, han trak sin økse op af bæltet, og løftede den, hans mænd stod og afventede deres ordre, Gautham tog fat om splitten der holdt barrikaderne foran dem lukket, "hold dem tilbage" brølede han til de af soldaterne der kæmpede for at holde palisaderne oppe, og dem der stak spyd ud hvor de kunne.. "bare lidt endnu.." han vendte sig mod en af de soldater der stod ved siden af sig, "så snart vi er ude.. lukker i palisaderne sammen igen, denne linje må ikke falde"
Han lukkede øjnene og tog en dyb indånding, alle lydene, brølene og slagene smeltede for en kort tid sammen, atter slog han øjnene op, "så er det nu" brølede han, han trak splitten der holdt palisaden, den første minotaur Gautham så.. hvilket ikke tog længe da den stod lige foran hvor han åbnede, så han placerede en fod i maven på den og fik den slået lidt tilbage, han og hirden skyndte sig at springe frem, og ud i hovederne på miniotauerne
Gautham placerede en stor hånd på brystkassen af den næste minotaur han kom til, og huggede den i det ene ben så den gik ned i knæ, og placerede derefter øksen over dens strube og huggede til. og skubbede derpå den rallende minotaur omkuld
Han skulle lige til at videre mod den næste, og nåede hun lige at undvie en stor kølle der kom svingende imod ham, og imens minotauren prøvede at standse svinget, og atter sende den imod Gautham løb han frontalt ind i maven på den, og fik væltet den bagover
Hirden var ligeså godt igang med at holde fjenden skak således at resten af deres hær kunne rykke frem og komme i stilling efter Fenrers plan

Da Gautham og hans kompagni af bersærkere stormede gennem palisaderne, holdte Fenrer vejret. Nok var dette planen, og ganske rigtigt var Gautham en erfaren og god kriger, ligesom hans trænede bersærkere, men alligevel. Dette var trods at en fjende der  tårnede over hver og en af dem, og som med lethed ville gøre det af med Fenrers almindelige soldater, så Fenrer kunne ikke undgå at have en let frygt, for hvorledes det skulle gå hans ven i den intense kamp. Men for nu måtte Fenrer vente, indtil Gautham havde fået tiltrukket sig nok opmærksomhed, til at Minotaurerne ville fokusere på bersærkerne, længe nok til at Fenrer kunne rykke det unge infanteri ud på Minotaurernes flanker, og holde dem inde, så kavaleriet kunne ride ud og storme deres ryg.

Fenrer behøvede dog ikke vente længe, for snart efter hørte han et skrig fra ørnen, der fortalte ham at tiden var inde. Fenrer nikkede og ørnen dykkede ned og gav signalet til fremrykningen for Fenrers tunge infanteri. Lyden af de tunge rustningers klangren og march, forvissede Fenrer om at tingene gled frem som de skulle, men snart efter fulgte endnu et skrig fra ørnen. Fenrer så ned mod den højre flankes fremrykning, og så hvorledes at flere, faktisk mange, af Minotaurerne var vendt om og pressede Fenrers infanteri tilbage. Dette var ikke godt, nej det kunne faktisk gå hen og vise sig at være katastrofalt.

Fenrer observerede flanken for et par minutter i stilhed, som hans generaler, kom med forslag til ændringer, hårdere pres, og endda retræte. Men i Fenrers sind var der ro, som han vurderede situationen, noget måtte gøres og gerne i en fart. Det tunge infanteri, kunne godt presse Minotaurerne, men at prøve at tvinge Minotaurerne tilbage fra et angreb, ville være noget andet.

En ide slog ned i Fenrer, som Maximillian gav et lille vrinsk fra sig.

Fenrer så om på sine generaler og sagde med en fast tone "I holder befalingen til jeg er tilbage, tingene fortsætter som planlagt.." Da Fenrer så det spørgende og lettere bekymrede udtryk som Generalerne bar imellem sig, trak han sit sværd og så på med med en fast mine "..Vi knuser dem her og nu, ingen tilbagetrækning"
Fenrer red frem og så på sin livgarde, der alle red på samme store hesterace som han. De var iklædt en rustningder lignede hans egen, men de bar alle lanser, til hest, og var udstyrede med lange sværd, egnet til kamp fra de enorme heste. Fenrer greb en af fanerne der bar hans banner, og rykkede det op. Fenrer så på kaptajnen af hans livgarde, Sir Rayne, og nikkede "Følg mig" sagde han skarpt og red ned bag den højre flanke.

Da de nåede frem, havde ørnen allerede givet signal til hærmandskabet om at gøre plads, og Fenrer råbte mændene ved palisaderne an "GØR KLAR TIL AT ÅBNE!!"
Da Fenrer atter vendte sig om, var det nu mod kaptajnen for kavaleriet og det tunge infanteri "Vi laver en vej til jer, så kom ud i en fart og tag jeres pladser..."Fenrer så fra den ene til den anden kaptajn, der så lettere måbende tilbage. Sandt at sige, var det nok en blanding af frygt for kampen de stod i, og at deres konge nu var blandt de kæmpende, der fik dem til at måbe".. forstået!?" Halvvejs råbte Fenrer, hvortil mændene nikkede.
Fenrer vendte sig mod Sir Rayne, der nikkede indforstået til sin konge. Fenrer nikkede tilbage og vendte sig mod Palisaderne. Mændene der stod klar, kunne mærke jorden under dem skælve voldsomt, ved de mange Valens fremrykning i fuld galop, og svang de piverterende palisader op.

Kun en enkelt Minotaur nåede inden for boldværket, inden den blev knust under skaren af enorme heste. Fenrer svang sit sværd med den ene hånd og holdte fanen og transen i den anden, som han og hans følge mejede den sparsomme mængde af Minotaurer der befandt sig på flanken, ned. Lyden af knogler der knustes og kød der blev skåret op, fyldte for en kort stund luften, som Fenrers livgarde banede vejen frem, med kavaleriet lige i hælene.

Da Fenrer stoppede følget af hans livgarde og kavaleriet, var de flere hundrede meter bag gruppen af Minotaurer. Fenrer kiggede både mod flanken han selv var kommet fra og flanken hvor den anden halvdel af kavaleriet, nu kom galoperende mod dem fra. Fenrer smilede stolt, da han så at der var tale om minimale tab fra det tilstødende kavaleri, og ingen tab fra hans eget. Den unge konge så tilbage mod begge siders tunge infanteri, der så ud til at holde skansen, da Sir Rayne red op til ham "Det var storslået herre konge.. " sagde den erfarne kaptajn for Fenrers livgarde ".. Hvad er deres befaling?" Fenrer så ud på kavaleriet, der stillede op til at storme Minotaurernes ryg, men også så til Fenrer. Den unge konge red op foran hans mænd i let trav, med fanen endnu i hånden "HVAD SKER DER NÅR MAN FLYVER FOR TÆT TIL SOLEN?" råbte han til dem, hvorpå et svar prompte lød fra Fenrers mænd "MAN FALDER BRÆNDT TIL JORDEN!!"

Fenrer vendte Maximillian om, med brølet fra sine mænd og satte i galop mod fjenden, med sin livgarde og sit kavaleri, tæt efter sig. Den voldsomme troden der fik jorden til at skælve, under hovene fra de tunge Valens og heste, sendte en skræk gennem mange af de ellers frygtløse Minotaurer. Dem der fik vendt sig om mod det frygtindgydende syn af Fenrers fremstormen, væbnede sig efter bedste evne. Meget kunne der siges om Minotaurerne, men frygt ejede de ikke meget af i kamp.

Fenrer lænede Fanen ned, som han nærmede sig den første Minotaur, i forbløffende hast. Netop inden han nåede Minotauren, stødte han fanen frem, der sank dybt ind i det store væsens brystkasse. Fenrer slap sit greb i fanen så snart han mærkede modstanden, og gav sig istedet til at mase de nærmeste Minotaurer ned, indtil Maximillians mistede sit momentum. Fenrers klinge blev svunget fra fjende til fjende, og man kunne nu se, hvor meget Fenrers træning bar frugt. En efter en faldt Minotaurerne foran Fenrer, til jorden.
Hvad Fenrer aldrig fik nået at se, var en af Minotaurerne, der kastede sig frem, og svang en kæmpe hammer, mod hestens hoved. Maximillians rustning var til ingen hjælp, mod den voldsomme anslagskraft, der sendte kød, blod og stål, i et utal af retninger. Da Hesten faldt til jorden, røg Fenrer heldigvis udover sadlen, og landede hårdt i støvet.

Den unge konge kom hurtigt, om end en anelse fortumlet, på benene. Med sværdet endnu i hånd, havde han kun få sekunder til at orientere sig, inden hammeren faldt på ny. Fenrer rykkede hurtigt til siden, som han i et voldsomt sving førte den lange klinge op langs skaftet på hammeren, og strøg den skarpe æg gennem Minotaurens strube og hals. Fenrer så ikke bæstet falde forover, da han allerede nu havde travlt med den næste krigeriske tyremand.

Ikke langt der fra, men svært optaget, så Sir Rayne sin konge falde fra hesten og forsvare sig. Rayne prøvede at kæmpe sig vej frem til hans konge, men fremmarchen var besværlig og hektisk. Rayne gav sig til at råbe så højt han kunne "KONGEN! TIL KONGEN MÆND!"

Atter en minotaur faldt efter et sammenstød med Gautham, han pustede kort og forsøgte at finde hoved og hale her midt i al tumulten, alle lydene, de mange forskellige indtryk og de mange forskellige ting man hele tiden skulle holde øje med
Et sted kunne han høre lyden af heste hove buldre over landskabet
Var de allerede så langt i Fenrers plan måtte det gå dem godt, ikke at han havde styr på det, det var ikke så meget man kunne se ud over de mange minotaurer der konstant stod omkring dem

Gautham nåede kun lige at se sig over skulderen da han så hvordan en af hans mænd kastede en søjle af blod op efter han fik stukket, med stor kræft fik stukket spydet fra en halberd igennem brystkassen, Gautham var lige ved at vende om for at komme sin ven til undsætning, men opdagede at tre andre bersærkere var allerede sprunget på minotaureren og forsøgte at få den væk fra den faldne Shapeshifter, "BERSÆRKERGANG!! GÅ BERSÆRK!!" råbte han, de havde helt sikkert brug for de ekstra kræfter i denne kamp, "og få sendt et ekstra kompagni bersærkere ind på pladsen, i fuld bersærk!"

Minotaurern slap grebet på sin halberd og forsøgte at komme af med de andre bersærkere
Manden med halberden igennem sin bryst sank langsomt i knæ, og greb omkring det lange skaft af våbnet, han lukkede øjnene og og forsøgte at koncentrere sig om at komme i bersærk, det lykkedes ham, og med stor anstrengelse fik han trukket det ud af sit bryst, og i de allersidste anstrengelser, boostet op på styrke og hastighed kastede han halberden ind i maven på en anden minotaur der stod et stykke derfra, imens han selv faldt livløs om på jorden

Gauthams hjerte blev tungt over tabet af en af sine frænder, han kastede let og greb atter øksen og vendte den i luften inden han tog tilløb imod en minotaur der stod med ryggen til ham, han sprang op på ryggen af minotaureren og plantede sin økse i dens skulder hvorpå han trak sig længere op på den, han plantede sine knæ i dens skuldre inden han vristede øksen fri og løftede den, klar til hug
Men pluslig var der noget der greb hans opmærksomhed.. kæmpe heste.. banner.. og de rustninger.. det var ikke de soldater til hest der skulle have været bag minotaurne.. det var Fenrer og hans livvagter der begyndte at storme fra den anden ende af kamppladsen
Minotauren begyndte at ryste for at få Gautham af, så han var nødt til at gøre sit træk, han svingede øksen, og placerede den midt i brystkassen på minotauren og trak til, og man hørte hvordan dens brystkasse blev sprættet op

Gauthams blik forlod ikke Fenrer og hans mænd imens red frem imod minoraurne imens denne faldt sammen
Det sidste han så inden dyret faldt sammen under ham var Fenrers hest der fik et ordenligt slag mod hovedet fra en af minotaurne med dennes hammer
Gautham rejste sig og vendte sig imod sine mænd, "kongen er faldet, løb mod kongen" råbte han, og opdagede at alle hans mænd allerede var i fuld gang med at kæmpe og holde deres stand
Han vendte sig mod det sted hvor han havde set kongen falde, "så er det bare dig og mig igen gamle ven" mumlede han for sig selv

Han fandt sit fokus frem, og mærkede hvordan hans krop begyndte at spændes, muskler og sener fremtonedes, han mærkede blodets rus i kroppen, og snart var han i fuld fart imod det sted han sidst havde set Fenrer, på sin sprint havde han ikke tid til at få ordenlige sving på øksen til at angribe, istedet fik han givet et par af minotaurne et ordenligt skub med skulder og arme indtil han nåede Fenrer
Her stillede han sig op ved siden af sin ven og knugede grebet om sin økse, "hvad laver du her ude?" spurgte han over skulderen og satte et hug ud imod den nærmeste tyr med sin økse

Omkring kongen rasede kampen voldsomt, som adskillige minotaurer bevægede sig tilbage mod kavaleriet, der allerede nu havde gjort alvorlig skade på hæren af halvkvæg. Hestenes vrinsken, lyder af stål der enten ramte stål eller brækkede knogler, fyldte luften. Lydene blandedes med lugten af blod, sved og støvet, der blev pisket op, gjorde det svært at orientere sig, for alle.

Støvet kradsede i Fenrers næsen, og hans ører ringede med genklangen af de voldsomme kampe, der udspillede sig omkring ham. Han hev vejret i dybe træk, og så rundt om sig. Det første der mødte hans blik, var endnu en minotaur, på vej frem mod ham. Minotauren bar en enorm økse, der øjnesynligt ikke havde smagt blod endnu. Dens tunge skridt gik op i hastighed, som den lagde et sving ud med det store våben, der gik nede fra og op mod Fenrers venstre side. Fenrer rykkede sig tilbage ud mod venstre, og svang det lange bastardsværd, så det skabte kontakt med bæstets højre albue. Minotauren brølede i vildskab, med den højre underarm nu hængende i en trævl, og svang atter mod Fenrer, der let undvigede den kluntede bevægelse. Fenrer stak sværdet dybt i bæstets krave, inden han svang videre, hvilket resulterede i et væld af blod, som kort stod fra minotaurens skårne kød.

Som minotauren faldt om på jorden, og greb sig til halsen, med den venstre arm han endnu havde, rasede kampen videre. Flere vræl af smerte, flere klinge og blade der skar og rev kød i lunser. Blodet væltede ud på jorden, og flere minotaurer begyndte at vende sig fra palisaderne, og mod de flanker de nu blev angrebet fra. Kavaleriet fik udnyttet deres chance godt, og havde stadig gang i at spidde og nedhugge minotaurerne. Det tunge infanteri, i deres hårde pladerustning, svang deres de store, tunge våben ivrigt mod fjenden, og selvom minotaurerne krævede ofre, så var det klart at kampen var ved at vende.

Fenrer så sig tilbage, fra hvor han var kommet ridende. Han var nået meget længere ind i flokken af minotaurer, end han havde regnet med, og selvom han kunne se Sir Rayne prøve at samle livgarden, formentlig for at nå Fenrer, var kongen godt klar over at det ikke ville kunne nåes. Fenrer måtte atter bryde sin opmærksomhed, som minotaur gjorde et udfald mod ham. Denne gang var det endnu en hammer, der ramte jorden hårdt. Fenrer havde også denne gang rykket til siden, og tvang spidsen af sværdet ind mellem bæstets ribben, som hans afværgelse havde bevæget ham om på minotaurens side.

Fenrer vendte sig, klar til at gå i dans med den næste fjende, da den minotaur han havde fået øjne for, blev væltet om. Manden der havde væltet det store bæst, var ingen ringere end Gautham. Fenrer spærrede kort øjnene op, og så måbende på Gautham, der løb til hans side. Fenrer smilede ved Gauthams spørgsmål "Jeg forklarer dig det senere.." sagde han hektisk og svang sit sværd ud, som han ledte et hug fra en økse bort. Dernæst huggede han mulen op på minotauren der havde svunget øksen, og sendte sværdet videre i en lynsnar bevægelse, der endte dybt inde i kroppen på den næste minotaur. Fenrer vendte hovedet om mod Gautham, og bevægede sig hurtigt op på siden af en minotaur, der kom fra en ny vinkel til Gautham, og satte sværdet dybt i dens knæhaser, hvvilket tvang bæstet i knæ.

Sir Rayne havde travlt med at samle hans mænd, så de kunne bryde flokken af minotaurer, og nå hans konge. Han så skiftevist fra sine mænd, når han råbte dem an, til minotaurerne der en efter en faldt for hans klinge, og til kongen. Han havde nu omkring en ti af sine garder ved sin side, og så da til kongen. Mange minotaurer var begyndte at vende om, for at tage sig af kavaleriet, og mylderet blev kun tættere om kongen, der nu havde fået selskab af mester Foust. Rayne så sig om og sporede hesten, der nu rejste sig på bagbenene og hamrede en minotaur ned "SUNFURY!!" råbte han allerede med rug stemme af råberiet.

Fenrer havde for travlt med at svinge sit sværd rundt om sig, til at opdage de mange Valens der nu kom buldrende. Han nåede kun lige akkurat at gøre klar, til at tage vel imod en ny modstander, da de enorme hove sendte minotauren til jorden. Fenrer så op og rundt på hans garder, der nu gjorde klar til at cirkulere om Fenrers position. Fenrer vendte sig tidsnok til at undvige et slag fra en ny minotaur, som han sendte til jorden, med et hug der næsten tog hovedet rent af bæstets enorme skuldre.

Fenrer ville have smilet, hvis han kunne se det store fremskridt som hans mænd havde gjort. Minotaurerne var ved at være blevet mast inde, og på alle sider var der fremtog, der kostede flere minotaurer livet. Generalerne havde endda fået bakseret bueskytter op på stiger, der nu stod og skød henover palisaderne. Det forklarede også hvorfor der stank sådan af blod efterhånden.

Gautham skulle til at vende sig om for at råbe op omkring, at Fenrer ikke bare kunne rende og ændre planer på den måde.. at han ikke bare kunne rende og putte sig selv i farezonen som han havde gjort.. og meget andet som han havde på hjerte lige i dette øjeblik
Men han stoppede sig selv da han lige nåede at se sin ven 'danse' væk hen imod en ny modstander, så Gautham stod nu og så ind i en minotaur der kom trampende ind imod dem med en stor kølle i hænderne, inden han nåede at tænke mere over det kastede han øksen frem imod minotauren
Øksen plantede sig dybt i panden på det store dyr, og midt i dens anløb imod Fenrer og Gautham begyndte det store dyr at kollapse, langsomt begyndte den at sagtne farten, og man kunne tydeligt se den hvordan den begyndte at for overbalance midt i farten

Tyren slap grebet om sin kølle og lod denne falde, den blødte kraftigt fra øksen der sad i dens pande, og den ramlede ned på knæ et lille stykke fra Gautham, stadig i live..
Den vidste ikke om den skulle forsøge at trække øksen ud selv, eller lade den side i panden, blot for ikke at bløde endnu mere end den allerede gjorde
Gautham løftede det ene øjenbryn for sig selv.. "vent.. hvordan?!" spurgte han for sig selv imens hen tog de sidste par skridt hen til den fnysene og brølene minotaur, tyren forsøgte at lange en knyttet næve ud imod Gautham der uden problemer trådte til siden og greb fat i tyrens arm, det gav en underlig knagende lyd fra sig som han twistede dens arm omkring
Snart gav albuen efter, og med et nyt.. klynkende brøl splintrede dens knogler og borede sig ud igennem dyrets arm
Pluslig føltes det som om tiden stod stille.. det var ligefør Gautham havde ladet en finger glide ned langs tyrens ene horn, han kunne knække.. eller hugge det af.. det kunne have været et hændeligt uheld jo, men i stedet tog han fat om øksens skaft med et fast greb, og tvang øksen ud af hovedskallen på den, det var ikke let, og han måtte ligge alle kræfter i sine træk. Endelig fik han øksen fri, han eftergik hurtigt klingen, og da han kunne konstatere den ikke havde lidt overlast tog han fat om tyrens mule og løftede dens hoved, således halsen blev blottet. Han lagde bladet af øksen over tyrens strube, og inden den nåede at mægle et ord, trak han øksen til siden og åbnede dyrets hals
Med den raske hånd tog tyren sig til halsen, og Gautham væltede den let om på siden med et vel placeret skub til siden af dyrets hoved

Han hørte et ordenligt bump bag sig, og snurrede hurtigt omkring. En stor grim minotaur var gået i knæ bag ham?
Der gled et svagt smil over hans læber som han løftede øksen op bag sig, og med et hug nede fra og op, åbnede han dyret fra mave til hals så indvolde og blod væltede ud på jorden omkring dem

Gautham kunne ånde lettet op da han hørte lyden af hove komme ind imod dem, med hovedet halvt indsølet i blod løftede han armen og hilste heste folket, "ved Hel.. hvad skete der dog?" brølede han og måtte træde tilbage for ikke at komme i kompolage med en af Fenrers Valens. "Skynd jer, få Fenrer væk herfra" råbte han op til dem inden han vendte sig imod sin ven, "så er dit lift kommet.." sagde han
Rytterne havde snart omsluttet cirklen omkring dem, så der var ved at være lidt mere ro på der hvor de stod "vi må se at få dig op på en hest, og væk herfra"

Fenrer orientererede sig i midten af kampens hede og det ophvirvlede støv. Et smil sprang frem på den unge konges læber, ved synet af hans kavaleri der havde gjort voldsom skade på minotaurerne. De enorme skabningers kluntede formation, var ved at falde fra hinanden. Minotaur efter minotaur faldt til de lange lanser og kavaleristernes sabler. Fenrer vendte sig bort fra det glædelige syn, og svang den lange klinge ind i hovedet på en fremtumlende minotaur, hvilket fik bæstets kranie til at åbne sig, og kroppen faldt til jorden med et voldsomt bump.

Kampen var vendt effektivt til Sunfurys fordel. Det tunge infanteri pressede minotaurernes flanker så hårdt, at minotaurerne der endnu stod, knap nok kunne bevæge sig frem eller tilbage, og flere af dem blev trampet ihjel i kaosset.

Fenrer så over mod Gautham med en lettere negativ mine, ved Gauthams insisteren på at Fenrer forlod kampen "Nej gu skal jeg ej nogen steder Gaut!" sagde han trodsigt, inden han huggede benet over på en distraheret minotaur, inden han satte sværdet gennem dennes nakken, via dens mund der stod vidt åbent i et brøl af smerte. Da Fenrer fik trukket sværdet ud af det afdøde bæst, så han over på Gautham "Jeg bliver og ser dette til ende!"

Det var nu heller ikke fordi at Fenrer ville være behøvet meget længere på slagmarken. Minotaurerne var hastigt ved at tabe slaget, og der gik ikke lang tid før end de fleste minotaurer var nedkæmpet. Efter omtrent 20 minutters kamp mere, var kampen helt stilnet af, og Fenrers hær brølede i jubel, da en af bueskytterne fra palisaderne, så Fenrer komme marcherende, dækket til i blod, sved og støv.

Fenrer trådte op på en af palisadens støttepæle, og hævede sit sværd over sig, men istedet for en tale kom der et brøl fra Fenrer, drevet op af rusen over hans sejr. Brølet blev gengældt af soldaternes jubel og brølen.

------------------------------------------ Senere samme dag ----------------------------------------------

Da aftenen efterhånden var faldet på, og Fenrer havde havde fået indsamlet sig rapporter fra de forskellige styrker, var han trukket tilbage til sit personlige telt. Her sad han og gennemlæste de overordnede tilbagemeldinger om dagens forløb og kampens udfald for hans egne styrker. Tabstallene var minimale, men alligevel var der nogen. De fleste var dog blandt hans tunge infanteri, der ellers havde udmærket sig ganske glimrende, på trods af at de havde været de mest udsatte.

Tidligere på eftermiddagen havde han sendt en enkelt gruppe kavalerister til Minotauris hovedsæde, med et budskab om overgivelse fra minotaurernes side. Fenrer havde inkluderet en notits i brevet, om en mulig tvekamp, der kunne afgøre Minotauris skæbne uden flere voldsomme blodsudgydelser. Fenrer regnede med at hvem end der var tilbage i regeringen på Minotauris, ville indse at de ikke stod nogen chance på slagmarken, nu hvor Fenrer havde tilintetgjort deres hovedstyrke, uden selv at lide nogen overlast.

Fenrer blev dog hevet ud af hans tanker, da en af hans marskaller kom ind i teltet til ham. Manden bar et tungt udtryk i ansigtet, og Fenrer vidste med det samme hvad det gjaldt.
Kort tid efter stod Fenrer ved søbredden, hvor flere små pramme var fastankret til bredden. Da Fenrer havde indtaget sin plads, trådte en præst af Elona'dal  frem, efterfulgt af en præst fra Del'sharka. Som begravelses musik begyndte at spille, blev de faldne båret til prammene af deres frænder. Da de døde var blevet sat ned på hver deres pram, blev prammene antændt og sendt ud på vandet, hvorpå Del'sharka, og Elona'dals præster begyndte at messe.
Fenrers faldne var stedt til hvile.

Efter begravelsen, fik Fenrer også sendt de faldne minotaurer tilbage til Minotauris hovedsæde, for at lade minotaurerne kunne begrave deres faldne i respekt. Fenrer var dog også klar over at synet af de faldne nok skulle sende dem et klart budskab om hvor dårlig en ide det ville være at prøve at sætte sig op mod Sunfury og dets konge.

------------------------------------------------ Næste dag --------------------------------------------------

Solens stråler skar gennem den kølige brise, der bevægede sig over den store cirkel af sten, der skulle blive arenaen for den tvekamp der skulle afgøre Minotauris videre skæbne. Selve arenaen lå på et højdedrag, og på den ene side af cirklen stod et banner der bar Minotauris mærke, og på den modsatte side, vejrede Sunfurys banner.
Fenrer stod i den rengjorte rustning, blandt sine generaler. De så over på den modsatte side af arenaen, hvor der blev klargjort en vældig kleppert af en minotaur. Fenrer havde ved et kort møde forinden talt med minotaurerne, hvor han havde lært at dette var broderen til minotaurernes konge, som dagen forinden, var faldet i kampen mod Fenrers tropper.

Minotaurerne brølede voldsomt op, og deres forkæmper trådte ind i arenaen, hvor han gav sig til at spænde musklerne og gøre sig klar til kamp.

Fenrer så over på sine generaler, og lod derefter blikket glide over på Gautham "Gautham.." sagde han med en grum mine ".. er du klar?"
Fenrer havde til en start insisteret på at være forkæmper selv, men havde måtte lade sig bøje for Gauthams krav på titlen. Da Gautham havde svaret Fenrer, nikkede den unge kongen blot mod minotaurer "Så tag din hævn"

"Fenrer der er ingen grund til at blive trodsig nu, du er ikke megen værd hvis vi skal sende dig retur på en båre" brølede han og vendte sig mod atter en minotaur imens han svingede sin økse nede fra sin venstre, og op imod sin højre og åbnede mave og brystkasse på bæstet der væltede for deres fødder, men han måtte dog indse at han godt kunne glemme alt om at få deres Konge væk fra slagmarken, han var midt i kampens hede, og han var tydeligt mærket af dette
Han satte i to høje dyriske brøl, hvert brøl med sin egen klang og tone
Det varede ikke længe inden to skikkelser kom stormene, to af hans bersærkere i dyre skikkelser, det var Skarv og Mani der kom dem til indsætning
"Slå ring om.. hold de tyre hen og på afstand" råbte han og prøvede på at gå ryg om ryg med Fenrer.. Kongen havde rigelig styr på at forsvare sin front og sine sider, men Gautham ville ikke risikere noget

Han vidste ikke hvor længe de havde stået der.. om der drejede sig om sekunder eller timer.. men pluslig kunne han se Fenrers infanteri presse sig ind på siderne, kampen stilnede af, minotaurne trak sig tilbage, og det samme gjorde soldaterne af Sunfury
Med øksen sat fast på ryggen, og på vej tilbage imod deres lejr så Gautham en af hans bersærkere ligge på jorden i sin menneske skikkelse, blodet flød fra hans mundvig.. manden var tydeligt medtaget og han havde et dybt hul lige inder midten af brystkassen
Gautham satte tempoet på og knælede ved siden af sin ven, han placerede en hånd over såret og lagde et svagt pres på "Fad.. Fad kan du høre mig?" spurgte han
Fad missede med øjnene "Gau... Gautham" kom det hostende fra ham.. "tror.. tror du der venter os noget.. på den anden side?" spurgte manden imens hans sidste kræfter slap op, han blev svag og sank sammen
"Det.. det er jeg sikker på min ven" sagde Gautham og mærkede en tåre presse sig på, med rolig hånd lukkede han Fad's øjne og løftede sin livløse ven op i sine arme og bar ham med tilbage til lejreren

Gautham fulgte let Fenrers opstigning på palisadens støttepæl, men han magtede ikke en tale nu.. ikke på denne tid, og han fortsatte videre ind i lejren ind imod bersærkernes kvartere, på vejen kom en soldat der tog Fad fra Gauthams arme

Senere på dagen overværede Gautham bisættelsen af deres egne soldater fra en hvis afstand, med den eneste selskab af en dunk mjød, trods deres tab havde været små, så var ethvert tab en unødvendighed efter hans mening

Gautham havde gjort sig klar fra morgenens gry, Fenrer havde annonceret at han havde fået igennem at afgøre dette med en tvekamp, og at Fenrer selv havde villet kæmpe imod minotaurnes mand
Men Gautham havde skåret igennem, skulle nogle kæmpe var det Gautham, det var ikke blot soldater han havde tabt, men de var som en familie for ham
Han trådte ud af sit telt og igennem lejren
Han havde læder vikler om armene, en kamp kjortel, et par kortere brune bukser og bare fødder
Han nærmede sig kamppladsen, på deres side stod Sunfurys hære, på den anden side stod minotauerne

Han gav et svagt nik fra sig da Fenrer spurgte om han var klar "jeg har ventet på dette øjeblik" sagde han og knækkede et par fingre.. "jeg knækket det monster bagover, og stikker hans eget hoved op i hans røv.. om jeg så skal brække enhver knogle i hans krop" han trådte ind på kamppladsen hvor den store minotur allerede stod og fleksede
Han lod blikket glide hen over sin modstander.. det var ikke en lille gut de havde fundet
Han kiggede op på sin modstander, og han mærkede hvordan et gennemsyret had til tyren boblede igennem sig
Han vinkede tyren frem imod sig, "kom så.. lad os se hvad du har i dig"
Han førte sin højre fod godt en halv meter tilbage, både så han havde bedre balance, men også så han kunne overraske sin modstander ved et hurtigt angreb i fremspring
Tyren fnyste af den, i forhold til bæstet næsten lille mand, den lænede nakken tilbage og kom med et øredøvende brøl hvilket fik dens artsfæller til ligeså at tilstøde den, og brølede

Gautham smilede.. det var ikke første gang han var oppe imod et af disse bæster, nok var de stolte krigere, men når det var sagt, så vidste de også hvordan man kunne køre psykisk på sin modstander
Gautham mumlede svagt noget for sig selv, og lagde en hånd over venstre bryst
Da han atter rettede blikket op, var kampen blæst igang, og bæstet var allerede over Gautham, og den fik placeret en stor knyttet næve over hans kæbe, og slaget fik slået ham ud af balance, og for et kort øjeblik.. ud af fatning
Hans blik fangede sine mænd, sine brødre.. han rystede slaget af sig, og rettede sig atter imod tyren "er det virkelig det bedste du har?" spurgte han lettere nedladende og spyttede en smugle blod ned på jorden
Godt nok vidste minotaureren hvordan man kunne køre på sin modstander.. men det havde Gautham efterhånden også tillært sig

Gautham trådte et enkelt skridt tilbage og rystede svagt slaget af sig, dyret var allerede igang med at stille ind med et nyt slag, han nærmest snoede sig omkring minotaurens næve, og han kom ind på kloshold, han foldede sine hænder sammen, og satte et hårdt slag ind i dyrets mellemgulv
Bæstet tabte i overraskelse pusten, og bukkede sig lidt mere sammen og gav Gautham mulighed for at svinge sig omkring dyrets hals, og kom om på nakken af den
Han svingede benene omkring dens arme for at holde dem lettere låst, imens han slog dyret i hovedet.. dog virkede det ikke som om det rigtigt bed på den
"Glevia nitra umos mijos" mumlede han for sig selv, og påkaldte sig større styrke, atter engang foldede han hænderne sammen, og sendte dem med fuld skrald ned i hovedet på bæstet.. en knasende lyd gjorde det klart at kraniet ikke havde det så godt længere
Bæstet fik svært ved at stå på benene, og begyndte at synke sammen, og den væltede bagover hvor den landede på Gautham

Kampen var slut, og et par af Gauthams bersærkere løb ind på pladsen, og trak deres leder ud under det store bæst, og hjalp ham på benene

Kampen var relativ kort og temmelig brutal, og selvom Fenrer havde følt sig urolig for Gautham, blev det hurtigt klar for ham, at Gautham sagtens kunne klare skærene. Da Minotauren lå besejret, blæste en af Fenrers bannerførere kampen til ende, ved et mildt blæs i et lyst lydende horn. Fenrer og generalstaben gik, med Fenrers livvagter, ind over arenaen. Da de nåede Gautham, smilede Fenrer stort til hans gamle ven og lagde kort en hånd på den store mands skulder "Det må man give dig Gaut.." sagde han i en opstemt stemme ".. Du kan fandeme slå fra dig"

Da Fenrer havde fået sørget for at få fat i en healer til Gautham, så han op mod Minotaurerne, der nu også var på vej mod midten af Arenaen, om end med et noget mere utilfreds udtryk i, tja, mulen. Fenrer og generalerne stillede sig op, klar til at modtage dem. De fleste af minotaurerne stoppede op, og kun en enkelt af dem, en gammel tyr med gråsprængt mule, adskillige ar og et knækket horn, fortsatte frem til Fenrer. Den store tyr nikkede til Fenrer og løsgav den dybe brummen der var dennes stemme "I har behandlet os ærefuldt.. "sagde han i en rolig, om en lettere utilfreds tone ".. og vi beholder ære for vores ord.." Fenrer nikkede lettet ved den gamle tyrs ord. Tyren så ned på Fenrer "Er du solkonge?" spurgte den då med den dybe røst, hvortil Fenrer nikkede
"Jeg er Fenrer Descouteaux-Lemaire, søn af Leidolf konge af Sunfury" sagde han høfligt, hvortil den gamle tyr nikkede "Jeg er Balgram og vi giver dig Sagros'ner hvis lover at blive ved din ære" Fenrer nikkede  "Du har mit ord og min ære " sagde han med en lille klump i halsen. Den unge konge rakte den store tyr hans hånd. Balgram så på det lille menneske, og nikkede, inden han tog imod solkongens hånd.




Fenrer havde haft en travl uge, der i sidste endte havde ført ham til at sidde i et slot med enorm grove møbler, med skind istedet for polstring, og ikke et maleri i sigte. Fenrer følte her det enorm kulturskifte, som han ligeledes havde mødt da han bosatte sig i Sunfury. Men her fik han næsten hjemve, tilbage til de simple tider i hytten med Cody. Den unge konge havde i den seneste uge haft travlt med at indfange de mange pirater, der havde forsøgt sig med flugten fra Minotauris, efter Fenrers sejr, og selvom der var enkelte der var sluppet væk, var Fenrer godt tilfreds med den enorm mængde af skibe der nu stod til hans rådighed. Dertil var de beslaglagte formuer, som Fenrer havde inddrevet fra samme flokke af pirater.

De mange tiltag som Fenrer allerede havde sat igang, var ved at bære pote. Mange af slaverne var allerede blevet frigivet og var blevet sat i hyre, samtidig med at mange af piraterne var blevet indeburet, og dem som Sunfury havde haft eftersøgt var blevet straffet, samtidig med at mange af de andre var blevet sat i hyre hos Fenrer. Alt i alt, betød dette at Fenrer snart kunne se frem til en bugnene indkomst af handel og drift fra Sagros'nerne, hvilket både betød at hans imperium ville have en tilfreds stat her på Minotauris, og at hans omkostninger kunne dækkes ind med overskud. Dette var frem for at gøre som han havde læst at andre erobrere havde gjort, hvor de plyndrede og hærgede, for at tilrane sig mest muligt. Fenrer planlagde at bygge et stærkt imperium på sigt, frem for at tilrane sig rigdomme.

Med dette sagt, tænke Fenrer faktisk en del i disse dage, over hvorledes hans imperium skulle udvides. Næste stop var det uopdagede land, som han snart ville sejle videre til. Hans tanker hvilede ved hvor mange steder i Underworld, hvor hans race nu kunne føle sig tryg og sikker, velvidende at man ikke blot kunne gå sig ustraffet ved at skade dem, som ellers var gængs praksis i så mange steder i denne verden. Denne tanke fyldte Fenrers ansigt med et smil, alt som han lænede sig tilbage i den rustikke og enorme tronstol, der havde tjent ham som siddeplads ved taktikbordet.

Freden skulle dog ikke vare Fenrer længe, da han snart blev afbrudt af en kurer, med et brev. Fenrer tog imod brevet med et opløftet smil, da dette bar hans eget segl. Det var fra hans datter, Elizabeth, der spurgte ham om han ikke nok ville lade hende følge hende til midsommerballet, hvilket der lå en invitation til, sammen med brevet. Fenrer gøs ved tanken om at skulle mødes med Natalie igen, der åbenbart var ballets værtinde. Dæmonernes leder og Fenrer, havde mødtes før, dengang Fenrer var healeren af Rotten Root, og hvor Fenrer havde tilset Poppy, den engel som Natalie holdt som slave. Dette beviste blot at ikke alle steder var ligeså frisindede som Fenrers imperium.

Fenrer kaldte generalstaben og Gautham til møde, og da de ankom, stod Fenrer og viftede med brevet fra hans datter.
"Jeg må beklageligt meddele at mit ophold her må sættes på pause for en tid" sagde han som generalstaben ansamledes ved bordet. Fenrer lagde brevet på bordet og pegede på det enorme kort der lå spredt ud, henover dette. Fenrer pegede først på kysten til det uopdagede land "Dette er stadig vort mål mine herre.." sagde han med fast tone og vendte kort sit blik mod dem ".. dette har ikke ændret sig.. men vi må for nu holde inde med fremmarchen af hæren "
Fenrer vidste godt at dette ikke nødvendigvis var nogen god ide, men han ville selv lede hæren, når den engang skulle til at kæmpe i det nye land. Dette var naturligvis såfremt at Fenrer skulle møde nogen modstand.
"I skal sende et par af de mindre skibe vi har hvervet ud som spejdere og kortlægge de bedste steder at gå i land.." Fenrer kørte en finger over kystlinjen på kortet, der hørte til deres destination ".. samtidig skal i vedligeholde troppernes træning og sørge for at oprette en myndighed til at repræsentere os.. naturligvis styret af vore egne"
Med disse ord, afsluttede Fenrer mødet og gik snart derefter igang med at planlægge rejsen hjemad.




Dagen efter mødet, var Fenrer allerede på en både på vej tilbage mod fastlandet, kun med et enkelt regiment og hans lavgarde. Som Fenrer stod og betragtede Sagros'nerne, som langsomt gled ned bag den røde horisont, nærmede Sir Rayne sig. Fenrer vendte sig om mod hans loyale ven, der med det samme gik på knæ, og præsenterede Fenrer med et sværd. Fenrer så uforstående på hans ven, for han havde jo et sværd i forvejen, selvom dette var meget mere tiltalende. Fenrer tog imod klingen og vægtede den i hånden "Smukt stykke arbejde min ven.." sagde han i en begejstret tone og så atter ned på Rayne ".. Men hvorfor?"
Rayne smilede skævt og rejste sig "Vi var alle enige om at en konge som dem skule bære et våben der taler til hans historie, så derfor hjalp mester Faust os med at få fremskaffet et våben der går udover det almene.." sagde han ydmygt med den rustne stemme ".. og ingen i deres følge vil glemme hvad de gjorde her, for os.. For Sunfury"

Med disse ord, blev Rayne omfavnet af Fenrer, hvorpå de gav sig til at tale på må og få, om blandt andet den snarligt kommende kampagne.

//Out