Rejsen fra sorg og tristhed til ungdommens flamme - Zayden og Melisandre

Tid: starter om formiddagen
Sted: starter ombord på "Seastormers Revenge" ude på Blodhavet
Vejr: letter overskyet med en god sydvestlig brise

@Zayden og @Melisandre

Rækkefølge: til at starte på Jake og Zayden. Lidt senere kommer Melisandre med..


Jake stod og så udover havet i stavnen på Taliias skib "Seastormers Revenge". Efter at Raco havde valgt at forlade Dead Mans Rock med sin del af flåden, havde Jake ikke været sig selv. Han huskede hvordan Taliia konstant var over ham for at få ham til at drikke det eller de krus hun kom med, og ja, mindst et af dem om dagen havde været noget der sløvede ham og fik ham til at glemme de værste af hans sorger. Han sukkede og lagde hagen på sine krydsede underarm. Han kunne enlig godt bruge et krus af dén mikstur lige nu. Hans sjæl skreg højere end nogen sinde på at rejse ud og finde Raco, men han havde lovet sin sjælmage at give ham alt den tid han havde brug for til at finde sig selv efter alt det han havde været igennem. De havde endda aflyst brylluppet, hvilket havde taget hårdt på Jake.
Men omkring en måned efter at Raco var rejst, var Kaine kommet med et brev til Jake fra en kvinde der havde sagt at hun var en 'ungdomsflirt'. Dog havde det ikke taget Jake langtid at gætte hvem kvinden var, da Kaine beskrev kvinden. Han havde sukket og åbnet brevet som han hurtigt læste, inden han rakte det videre til Taliia og Rådet, som ligeledes læste det. Derpå fortalte Jake kort om den flirt de havde haft i deres ungdom og at han var overrasket over at hun stadig boede på den samme ø.
Det var endt med at Taliia bogstaveligt havde dasket til ham og sagt at hvis han ikke snart fik taget sig sammen, så ville hun smide ham ud på den ø hvor hans ungdomsflirt boede og efterlade ham der på ubestemt tid, da hun ikke orkede at han igen sank ned i det sorte hul.
Jake smilede ved mindet om hvordan Taliia behandlede ham. Hun var en af de få som turde det og som fik lov til at gøre det. Han elskede hende som en søster og som en svigerdatter. Ligeledes mindedes han hvordan Katrina, hans stedbarnebarn, havde tilbragt nogle dage sammen med ham for at prøve at hjælpe ham ovenpå igen. Men hun var altid taget tilbage til Dust's hule for at tilbringe nætterne der. Det var helt utroligt hvor meget Katrina havde forandret sig igennem den tid hun havde kendt Dust. Hun var blevet en helt anden kvinde. Han kunne næsten sværge på at hun ikke var engel, hvis det ikke var fordi han viste bedre.

Besætningen så til tider ud på deres leder, som stod ved stavnen. De var utrolig bekymret for ham, og prøvede at gøre alt hvad de kunne for at hjælpe ham på den bedst tænkelige måde. Lige nu udførte de en opgave de havde fået af Taliia, som var deres kaptajn. De skulle bringe Jake til en bestemt blodsø, dog viste ingen endnu noget om hvilken ø.
First Mate, Damion, stod hvor kaptajnen normalt stod og gav ordre. Han var den eneste ud over Jake der viste hvilken ø de var på vej imod.

Zayden havde denne dag været igang med endnu en rekognocering, udelukkende fordi der var en del rev heromkring, så han havde haft talt med Damion om det, og var derefter taget ud for at svømme en god del i forvejen. Det var jo en fordel når man i sirene formen kunne svømme hurtigere end hvad de fleste skib kunne sejle, inklusive dette, i alt fald sådan som vinden var idag. Havde vinden været voldsommere så havde det nok været omtrent samme hastighed og derfor uden effekt at han tog ud for at se sig omkring.

Men nu var han nået tilbage til skibet - kaldte op så nogen af de andre smed en rebstige ned langst skibets side, som han med et kraftslag fra sin hale fik sprunget op på, og hold tsig fast på, indtil hans hale igen var blevet til ben og han roligt kunne klatre op på skibet, for at rebstigen igen blev hevet op. Han rystede lidt vand ud af sit hår, og gik dernæst hen til Damion for at informere ham om præcis hvor de farligste af klipperne fra revet var, så der kunne styres udenom dem.

Hans øjne flakkede dog en del over til Jake - det var tydeligt at han ikke helt havde været sig selv det sidste stykke tid, og som resten af besætningen, va rhan nu også let bekymret for draconianeren. Derfor, efter sin snak med Damion, gik han roligt hen til Jake, og lænede sig op af rælingen ved siden af ham. "... Du ser ud til at være tynget af noget. Noget du vil snakke om?" spurgte han stille, roligt.

Jake løftede hovedet og så kort hen på Zayden, som var kommet hen ved siden af ham og sukkede, mens hans blik igen gled ud på havet.
"Tja... Tynget er nok mildt sagt. Prøv heller med følelsen om at få rævet sjælen ud af kroppen.." Et sarkastisk smil kom kort på hans læber, inden han igen så ud som om han stod overfor sin egen henrettelse, mens hans blik var låst ud over havet.
"Jeg ved ikke hvor meget du har hørt siden du blev medlem af besætningen her. Men... Sagen er den at min sjælmage, Raco, som styrrede klanen sammen med mig, valgte at tage ud på en rejse for at finde sig selv. Jeg føler virkelig at jeg mistede ham igen, da jeg så ham sejle ud med sin del af flåden, uden at jeg kunne følge med." Tårene var begyndt at løbe ned over kinderne på ham mens han talte, og han tørrede dem væk med mellemrum.

Han sukkede tungt.
"Taliia har ret. Klanen har ikke brug for at jeg går helt i spåner igen. Så måske er det meget godt at jeg tager en lille 'ferie' hos en gammel veninde. Jeg er faktisk imponeret over at hun stadig kan huske mig, tror ikke vi har snakket sammen i noget nær fire hundrede år." Han lod igen hagen finde hvile på sine arme på rælingen, mens han svagt huskede lidt af den tid han havde tilbragt sammen med Lis.

Han rynkede lettere bekymret brynene ved det første draconianeren sagde, men forholdt sig stille og lod ham tale ud. Han havde godt nok aldrig selv været særlig knyttet til nogen, i alt fald ikke mere end han var til sin adoptiv bror. Men han kunne godt forestille sig hvor forfærdeligt det måtte være. Han havd ei alt fald ikke hørt mege tom det... Men han var så også, så tit som han kunne få lov til det, ude i vandet. Det kunne godt være han ikke havde brug for de thelt lige så meget som en normal sirene, men han elskede nu stadig at være ude at svømme. Og resten af tiden sad han som regel i toppen af masten og holdt udkig, så det var ikke fordi han fik snakket meget med andre på nær omkring måltiderne og lige inden man gik til køjs.

Men dog, da tårerne begyndte at løbe, rakte han forsigtigt ud og lagde blidt sin hånd på Jake's skulder. Det kunne godt være nogen ville anse en mand som værende svag for at græde, men han tænkte mere det omvendte. At man havde været stærk i alt for lang tid. Alle havde brug for en pause indimellem, og det gjorde ham ikke noget at Jake knak lige foran ham.

"Tja... Det betyder vel bare at du er typen man ikke så nemt glemmer," sagde han så med et lille, skævt smil, som han tog hånden til sig igen og lænede sig op af rælingen ved siden af Jake. "Men ja, det lyder til du virkelig trænger til den pause."

Zaydens venlighed med at ligge en hånd på hans skulder, fik et lille smil frem på Jakes læber. Og han kunne ikke undlade en lille varm latter over Zaydens ord om at han så måtte være typen man ikke glemte så nemt, samt at han virkelig lød til at trænge til pausen.
"Det kan tænkes. Men ja, vi havde også noget kørende i omkring et par århundrede inden jeg tog på en af de længere varende rejser. Men det var før jeg fandt ud af at jeg kunne lide mit eget køn og fandt Raco. Hvem ved hvad fremtiden vil bringe? Og ja. En pause fra alt piratlivet vil være godt." Han så over på Zayden og studerede ham grundigt i en kort stund, hvorefter han smilede til Zayden.
"Hvad vil du sige til at blive kaptajn på et skib magen til dette? Nu hvor Raco har taget sin del af flåden med sig, mangler vi både kaptajner og skibe til forsvar såvel som handels fragt." Tårene var stilnet af og kom nu mere enkeltvis.

Smilet på Zayden's læber blev lidt større da han hørte Jake's latter - hvad end glæde han kunne bringe frem i manden var virkelig velkomment. Alt der kunne distrahere ham bare en smule fra al den smerte han måtte føle lige nu.

"Vi har jo alle brug for en pause indimellem... Og hvis du kan have den sammen med en der kender dig godt - hvilket jeg går ud fra hun gør når det er så længe I har kendt hinanden - så gør det vel kun pausen dét bedre, gør det ikke?" sagde han så blot, stadig smilende som han strøg noget af sit lange hår om bag det ene øre mens han observerede den anden mand. Han løftede dog øjenbrynene af Jake's næste ord... Kaptajn?

... Det lød nu ikke helt dårligt. Ikke så meget som han trods alt elskede at være ude at sejle, ikke mindt grundet hvor tæt han var på det vand hans liv nu engang stadig afhang af. "... Det ville være mig en ære. Jeg har trods alt ikke været med jer så længe... Men jeg vil glædeligt påtage mig det ansvar."

Jake rettede sig op og smilede venligt, nærmest broderligt til ham, inden han venskabeligt smed en arm om skulderen på Zayden.
"Jeg har hørt en god del fra Taliia. Både om jeres sparrings kamp og det du fortalte hende om din tid hos andre besætninger. Afgjort kaptajn materiale. Og skibet er i fuld gang med at blive bygget." Jake tog et pergament frem og gav det til Zayden.
På pergamentet havde rådet og Taliia, sammen med Jake, skrevet under på at de anerkendte Zayden som kaptajn og så frem til at have ham tilknyttet klanen.
"En ting jeg dog vil bede dig om at tænke over, og jeg mener virkelig tænke over... Kunne du tænke dig at blive medlem af klanen, eller vil du nøjes med at være tilknyttet som en god ven? Du skal ikke svare nu, men når du har besluttet dig så giv Taliia besked." Han smilede mens han klappede Zayden på skulderen og gik derefter roligt tilbage til kahytten for at hvile sig lidt. Men inden han gik ind, kaldte han på Damion og sagde at Zayden var under træning som kaptajn fremadrettet.

Damion nikkede og så hen på Zayden, som han vinkede op til sig.
"Tillykke er vist et godt ord. Det var hurtigt som du blev forfremmet, men ja. Du har jo prøvet en del igennem årene."

Zayden kunne ikke lade være med at grine let som han mærkede armen om hans skuldre der, og den glæde var da også tydeligt afspejlet i smilet der fulgte som han lyttede til draconianerens ord. Tja, det kunne godt være, altså han vidste da også godt selv at han var god både til at kæmpe, og til langt de fleste job på et skib... Hvilket vel også var noget af det vigtigste som kaptajn... For så forstod du jo meget bedre alt hvad du satte besætningen til, og kunne hjælpe til hvis der blev behov for det, lære dem den bedste måde at gøre tingene på?

Men det var stadig lidt overvældende at blive 'forfremmet' så hurtigt som det her. Han havde jo kun været med dem et par måneder, trods alt. Han tog imod pergamentet og skimmede det hurtigt igennem. I modsætning til mange andre havde han da fået lært sig selv at læse for en hundrede år siden eller noget... Det gjorde så mange ting i livet en hel del lettere. Plus, så lærenem som han var, så havde det nærmest ikke taget nogen tid at lære. Han kiggede igen tilbage på Jake, og nikkede let, stadig med smilet på læberne. "Det skal jeg nok." han havde trods alt aldrig været i en klan før.. Så det var lidt af en større beslutning, og derfor også noget han netop gerne ville bruge lidt betænkningstid på. Hans øjne fulgte Jake som han gik, før han så tilbage på pergamentet, og med et smil rullede det sammen for at stikke det ned i siden af hans sarong, før han så ud over havet igen. Altså, indtil Damion fik fat på hans opmærksomhed og han stille og roligt gik over til ham. Han smilede og nikkede. "Jo tak.. Jeg havde ikke lige forventet det så hurtigt, heller."

Damion grinede og vinkede Zayden hen til roet, hvor han begyndte at forklare omkring hvad han havde oplevet med forskellige kaptajner og deres væremåde ombord.
"Som du sikkert har opdaget, så er der ingen forskel på mænd og kvinder ombord klanens skibe. Alle arbejder lige hårdt eller trænes op til at kunne det. Dog er kaptajnen faktisk undtaget alt arbejde ombord. Selv Taliia er et fint forbillede, som ikke er nervøs for at hjælpe til tros sin kaptajn titel. Men jeg har kendt kaptajner der nægtede at røre så meget som et stykke reb. Og var disse kaptajner langt fra beundret og særlig respekteret af deres besætning." Damion sukkede og rystede på hovedet ved minderne. Dog holdte det ham ikke nede ret længe. Og han forsatte sin fortælling.
"Selv Taliias afdøde mand, Seuzan Leigan, var en sjældenhed blandt kaptajner. Han var skytsengel og dræbte aldrig sine fjender. Tilgengæld dræbte hans besætning på livet løs og beskyttede deres kaptajn."

Zayden var selvfølgelig bare stille og roligt gået hen til Damion ved roret, som han blev viftet derhen, og lænede sig derpå op af den nærmeste ræling - den hvor man snildt kunne falde de par meter ned, der var til dækket, hvis man lænede sig lidt for meget bagover.

Han nikkede smilende til hvad der blev sagt. Det med mænd og kvinder var selvfølgelig noget man lagde mærke til allerede indenfor den første uge af at sejle med dem, så det kom skam ikke bag på ham. Men et let grin dukkede dog op på hans læber da han fik hørt om Seuzan - lød som en lidt speciel fyr, men der var vist også bare generelt noget med at engle aldrig havde lyst til at dræbe, så det var velnok derfor. Der var Zayden nok lidt den modsatte type... Intet imod at dræbe, men igen, begge racer han var blanding af levede også af at dræbe andre, så det var vel meget naturligt. "Tja... Jeg har godt nok aldrig selv været kaptajn. Men jeg håber da folkene vil kunne lide mig i den position... Det er i alt fald sikekrt at jeg ikek bare vil sidde og se på folk gøre alt arbejdet. Det vil sku være alt for kedeligt, og så lærer man heller aldrig besætningen ordentligt at kende, hvis man ikek selv er ude og lave noget arbejde, også."

Damion smilede og nikkede til Zayden. Han kunne godt se hvad der havde fået Jake til at tænke på ham som kandidat til kaptajn. Knægten havde erfaring, var ikke bange for at lave noget og havde et godt hjerte med hensyn til besætningen.
"Ét er at Blackfire klanen startede som en piratklan, men jeg har fornemmelsen af at vi snart bliver til en handles klan og så er det slut med at jage og dræbe. Med undtagelse hvis det er andre pirater, som er dumme nok til at forsøge sig mod os." Damion grinede bredt efter sine sidste ord.

//Sorry hvis det er for kort//

Zayden smilede blid ttilbage til Damion, før hans øjne atter rettede sig ud mod havet, så ud over de flotte bølger, den utroligt smukke blå farve havet havde heromkring, på denne årstid. I forhold til mange andre her på skibet følte han jo nok også kun en endnu større tilknytning til havet, så afhængig hans krop nu var af vandet. Han vidste ikke præcis hvor klogt det egentligt var at den nu kommende kaptajn så tit blev nødt til at forlade skibet og hoppe i havet, men igen... Det gjorde vel også bare at ham og hans besætning ville kende havene endnu bedre end selv folk de rhavde sejle tpå dem i flere århundreder, da Zayden også vidste præcis hvad der gemte sig under havoverfladen, og han snildt kunne få aftaler i hus om at d eikke blev angrebet af sirene flokke, som så mange andre skibe gjorde hvis man ikke var årvågen nok om hvor man sejlede.

"I så fald skal de nok hurtigt fortryde deres valg," sagde Zayden roligt, med et smil på læberne. Det var sjældent han havde mødt nogen der rigtig tkunne forsvare sig mod ham når han først trak i sin dæmon form, i al fald - og også de færreste der overhovedet vidste at han havde sådan en. Udover hans sirene form, var den også skyld i at han næsten udelukkende gik med saronger, da bukser bare ville gå i stykke rhver gang han forvandlede sig.

Damion lo hjerteligt.
"Sådan skal det lyde, knægt. Du skal nok blive en god kaptajn." Han så ud over havet og grinede lidt. Han kunne lige forstille sig hvordan Zayden ville være en overraskelse for en hver der kom ham på tværs.
"Jeg er lidt spændt på hvor meget Melisandre har forandret sig, eller om hun er den samme dæmoniske draconianer som hun var for omkring firehundrede år siden." Det var en af de gamle draconianer som Jake havde overladt til Taliias besætning. Damion så lidt undrende på ham og den gamle draconianer grinede.
"Da Jake startede med at sejle mødte han hende i Minotaris. Og de hav..." Han blev afbrudt af Jakes stemme som kom op til dem fra døren til kaptajns kahytten.
"...Havde noget kørende i en længere periode. Ja tak, Dorgon. Det har jeg måtte høre for igennem flere århundrede." Jake så op på den gamle draconianer der nu grinede skævt og så sig over skulderen, mens Jake kom op på ror-dækket og smilede skævt til de tre mænd. Damion havde overtaget roret, så de fire mænd nu var alene.

Han smilede skævt som han igen så ud over havet, glad for komplimentet. For altså, når en de rhavde været med besætningen så længe som Daron havde været, mente han ville blive en god kaptajn for dem, så måtte der jo være noget om snakken. Men så igen - Zayden var trods alt meget beskyttende så snart han kunne lide folk, så hvis han havde en hel besætning under sig? De kunne godt regne med at han ville kæmpe til sidste blodsdråbe for dem, skulle det komme så vidt.

Han blinkede dog let og så over på det andet besætningsmedlem da han nævnte kvindens navn. "... Melisandre...?" var det ikke hende han havde mødt tidligere, her ved blodøerne? Og fået den aftale op at stå med? Det var i alt fald nok meget tydeligt fra hans stemme og ansigtsudtryk at han genkendte navnet. Hans blik gled dog over på Jake da han kom hen til dem, og smilede skævt. "Det kunne godt lyde som hende jeg mødte for en måneds tid siden... Hvis, så skal det da nok blive interessant..."

Damion og Dorgon så overrasket på ham, da han talte om den kvinde han havde mødt, men gjorde intet. Jake knep øjnende lidt sammen og trådte helt hen foran Zayden, hvor han så grundigt på ham, mens han talte lavt.
"Beskriv hende. Og fortæl hvordan du kender hende." Jakes øjne afslørede intet om hvad der foregik i hans hoved.

Jake stod og overvejede hvad han skulle gøre. På en måde følte han en trang til at beskytte sin ungdomsflamme, men så på en anden måde.. Ja, så fornemmede han at Zayden ikke var en trussel. Han overvejde lidt hvorfor han følte som han gjorde. Det måtte være fordi han havde svært ved at styre sine følelser lige for tiden.

Zayden løftede øjenbrynene en smule da Jake trådte helt tæt på, og modstod trangen til at tage et skridt tilbage fra ham. Dernæst rynked ehan brynene let, inden han svarede. "... Yndefuld kvinde, langt mørkt hår, meget glad for røde kjoler... Og utroligt interesseret i sirener." sagde han først. "Jeg mødte hende ved at jeg var sulten og i færd med at spise hvad der åbenbart var en af hendes slaver der var kommet lidt længere ud i vandet end hun skulle. Hun tilbød mig at få lov til at spise slaven, med sjælen, og... Ligge med hende, i bytte for mine tårer. Jeg accepterede." han tøvede en smule med at sige det sidste, men valgte bare at være fuldkommen ærlig og sige det som det var.

Jake lyttede til Zaydens fortælling og sukkede. Det lød umiskendelig som Lisa. Dog var det nyt for ham at hun var interesseret i en sirenes tåre. Han trådte et par skridt tilbage og nikkede roligt.
"Det lyder som hende, hun har altid være glad for rød og er ikke nervøs for at dele sin krop med en mand, bare hun får noget til gengæld. Dog overrasker det mig noget at hun ville have dine tåre. Gad vide hvad hun skulle bruge dem til? Nå, pyt med det. Zayden, jeg beklager at jeg var frembrusende før og jeg sætter pris på din ærlighed." Han havde gnedet sig tænktsom om hagen mens han tænkte over det med sirenetårene. Hun havde vel fundet på et eller andet særligt. Og da han undskyldte over for Zayden, var han ærligt i sine ord.

Damion og Dorgon havde, med det samme Jake reagerede lettere aggressivt, været klar til at bryde ind for at undgå et eventuelt slagsmål. Særligt fordi Jake var så meget ude af følelsesmæssig stabilitet, selv om han skjulte det for de fleste.
De pustede begge ud i lettelse da Jake igen slappede af og trådte lidt væk fra Zayden.

"Det er fuldt ud forståeligt når du har haft noget med hende at gøre før," sagde Zayden bare og trak let på skuldrene - han tog det skam ikke så tungt, han vidste godt at nogle folk godt kunne få lidt beskyttertrang selv hvis de ikke var sammen med personen længere, og det var lidt det han havde opfattet det her som værende, så ikke rigtigt noget at hidse sig helt vildt op over, det ville jokun have resulteret i en unødvendig slåskamp.

"Og hvad hun skulle bruge tårerne til, ja, det ved jeg så ikke. Men aftalen er solid og med nok fordele for mig til at jeg, for at være helt ærlig, er komplet ligeglad med hvad hun skal bruge dem til." sagde han så derefter, og gik henfor roligt at læne sig mod rælingen. Modsat så mange andre var han trods alt ikke den mindste smule bange for at falde overbords - en dukkert i havet ville jo aldrig nogensinde skade ham, hvis han skulle tippe ud over kanten.

Jake smilede lidt til Zayden, mens han prøvede at holde sig i ro. Han var selv overrasket over sin måde at reagere på, særligt eftersom han ikke havde set noget til hende i flere århundrede. Han gik hen og stillede sig ved siden af Zayden, hvor han sukkede en enkelt gang.
"Jeg ved ikke hvor meget Dorgon nåede at fortælle. Men da jeg var en ung knægt havde jeg et åbent forhold med hende. Dog skiltes vi for lidt over fire hundrede år siden, da jeg begyndte at sejle længere ture og sjældent kom tilbage til blods øerne. Derfor kom det lidt bagpå mig, da jeg reagerede som jeg gjorde. Jeg havde ikke troet at jeg stadig kunne have følelser for hende, og jeg er stadig forvirret på det punkt. Særligt fordi hun mere eller mindre var en af de sidste kvinder jeg var sammen med før jeg fandt ud af det om den anden side af mig selv." Han så ud over havet mens han talte lavt. Der var noget ved Zayden som gjorde at han følte at han kunne være åben og ærligt overfor ham.

///////

Resten af sejlasen forløb uden vanskeligheder og de ankom til den ø hvor Melisandre skulle bo. Jake gav Zayden tegn til at han kunne komme med hvis han havde lyst. En langbåd blev sat i vandet og de sejlede ind til bredden. Jake var ikke sikker på om hun var hjemme på øen, men han ville da kikke lidt rundt og derfor begyndte han at gå op mod det sted hvor han huskede huset ville ligge. De folk som havde roet langbåden blev ved båden og så efter den.

Zayden lyttede stille efter, og nikkede anerkendende - han forstod godt hvorfor man kunne få den type respons, selv hvis man blot havde været i et åbent forhold. Det lå jo en smule instinktivt i de fleste, at beskytte ens 'mage' fra andre konkurrenter. Rent instinktivt i forhold til at beskytte eventuelt afkom selv hvis man ikke havde lyst til at få børn, for instinkter ville jo altid ligge og lure der bagerst i ens hoved selvom man ikke helt var klar over dem. "Jeg forstår fuldt ud. Man kan have noget så mange følelser der er skjult, selv for en selv, som man ikke opdager før tidspunkter som disse," sagde han så stille og så ud over vandet igen.

///////

Da de var nået frem og de andre gik ned i langbåden, hoppede Zayden selvfølgelig bare ud over rælingen, og da han dukkede op i vandoverfladen igen, var hans hale, gæller og skæl tydeligt fremme, som han med næsten dovne slag af sin hale uden problemer holdt trit med deres lille båd, svømmede bare lige ved siden af. han havde alligevel godt kunnet mærke han snart skulle ud at svømme, så den her lille dukkert inden de skulle op og sige hej til hende, var kun en god ting. Da de var nået ind til bredden tog det lige et lille øjeblik før han havde sine ben igen, og så hurtigt fik indhentet Jake igen, for at roligt gå ved hans side, måske lige et skridt længere bagud, som han så sig omkring - det havde trods alt ikke været længe siden han sidst var her, og hendes slaver ville nok uden problemer kunne huske det, også, når en af dem fik øje på ham...

Kræ kom løbende hen langs stranden, kun iført et par lysgrå bukser der smøg sig ind til hans krop og afslørede alle hans muskler fra livet og ned. Han havde været ude for at strække benene, da han havde fået øje på skibet og tænkte at han ville undersøge hvem det var der kom her til øen. Han spærrede øjnene op da han genkendte sirenen som også var halv dæmon. Men den anden kendte han ikke til, men gættede at det sikkert var en af fruens bekendte fra før hans tid. Da han kom hen til gæsterne, bukkede han høfligt for dem.
"Mine herre. Velkommen. Venter fruen dem? Eller skal jeg rette en forespørgsels?" Han gjorde en gestus op mod huset og ledte derefter dem om til haven, hvor han bad dem om at tage plads mens han meldte deres ankomst og skaffede noget køligt til dem.

Mel kom tilfældigvis gående gennem stuen, da hun så hvem Kræ kom gående med. Hun smilede bredt og gik ud til dem, kort efter at Kræ havde talt færdig.
"Jake, Zayden. Hvad er chancen lige for at i to skulle støde sammen her hos mig?" Hun gik hen og gav hver af dem et kys på kinden inden hun satte sig ned på en stol som Kræ holdte ud til hende.

Jake så med en blanding af undren og nysgerrighed på knægten som kom hen og bukkede for dem.
"Jeg vil mene at hun venter mig, eftersom hun havde sendt mig en indbydelse om at komme her." Han gav tegn til folkene om at han kun tog Zayden med og gik derefter roligt med knægten, men var alligevel på vagt overfor alt.

Jake så smilede hen på hende, da han hørte hendes stemme. Hvor var det enlig skønt at høre den igen, og han kunne ikke lade vær med at tænke over hvordan han kunne have glemt alt om hende gennem årene.
"Det er skam også godt at se dig igen. Og ja..." Han så hen på Zayden og smilede.
"Ja, det overraskede mig også at i to har mødt hinanden. Men det glæder mig alligevel. Og Zayden er blevet en del af besætningen på skibet som bragte os her til." Han så hen på hende med et særligt blik, som han kun havde brugt til hende.

Zayden smiledeskævt da hanså genkendelsens blik fra slaven - Kræ, var det ikke den af dem han var? Jo, det mente han i alt fald. Han lod Jake svare, hvorefter de jo så bare roligt fulgte med Kræ, og Zayden tog plads for at vente på at den anden hybrid ville ankomme. Han havde knap nået at sætte sig ned før hanr ejste sig op igen, dog, da Melisandre kom vandrende hen mod dem og de begge fik kindkys. "Større end man skulle tro, ville jeg sige," svarede han hendes spørgsmål med et skævt smil, før han atter satte sig ned.

Da der blev bragt drikkelse ud til dem, takkede han slaven som han tog imod et glas, og roligt tog en tår fra det. "Det har været... En uge eller to efter vi sidst så hinanden," tilføjede han som han så over på Melisandre.

Mel smilede til dem begge. Begge et par mænd hun ærligt ville sige at hun nød at være sammen med. Begge med hver deres styrke, Jake var det draconianer og Zayden var det nok dæmonen. Hun blev helt opstemt bare af at tænke på det, men hun havde ingen ønske om at tage dem på samme tid. Ikke hvis Jake stadig havde en tildens til at være besidderisk, som om han var den eneste der måtte have hende.
Men nok om det. Hun så på dem skiftevis og smilede til dem begge.
"Så du er blevet medlem af besætningen? Hvor længe tror du at du bliver hos Jakes klan?" Hun så undersøgende på Zayden mens hun talte. Noget i hendes sind var begyndt at lege med tanken om at hvis Jake var med på den, så ville hun snuppe Zayden først og når hun så var alene med Jake, så ville hun fornøje ham alt hvad han ønskede eller kunne tænke på.

Der var noget ved de blikke hun sendte dem begge, som fik Jake til at blive mere fokuseret på de signaler og dufte der kom fra hende, selv om mange af dem var utrolige små. Hans øjne blev en smule mørkere som om dragen i ham vågnede. Noget sagde ham at hun overvejede at være sammen med dem begge, men han viste også at hun ikke var en af de kvinder som ville tage to mænd på samme tid.
En særlig brummen begyndte i brystet på Jake og han smilede skælmsk til hende. Han tænkte på om hun kunne huske hvad denne særlige brummen betød, men han var næsten sikker på at hun kunne.