Going it alone? I am too.. Wanna join up? ~ Atreyu

Ørkenens sand skurrede under hvert et hovslag fra det sorte Valen, som den eneste lyd til at bryde den lette susen som det sene efterårsvejrs lette vinde havde bragt med sig til Sunfury. Den enorme hests ejermand, lignede ikke meget mere end en luset lejesvend, havde det ikke været for det mestersmedede sværd og den usædvanlige ganger.
Nu var Fenrer heller ingen lejesvend, han var blot i formen af en, som han havde set for år tilbage. Nogen ville nok mene at det var underligt, at Fenrer havde antaget en anden form, når nu han bare ville være væk fra paladset, dette var dog mindre opsigtsvækkende end at kongen pludselig blev annonceret set i barbarernes højborg, som Bloodrage village var. Gautham og hans hird havde nemlig lavet en lejr til træning af bersærkerne, ikke så langt fra Bloodrage. Nogen mente at det var Fenrers ide, så han kunne holde barbarerne i skak. I virkeligheden kunne Gautham bare godt lide at slå på tæven, og her fik han muligheden, ret så ofte.

Men Fenrer var ikke taget afsted for at mødes med Gautham, eller bersærkerne. Hvilket også ledte til formskiftningen. Sandt at sige så havde han bare brug for at være lidt væk fra at være Fenrer, Kejseren af Sunfury. Han blev så rastløs, hvilket ledte til en melankolsk tilstand, ovenpå alt hvad der var sket i løbet af det sidste halve år. Måske han havde begået en fejl ved at komme til Sunfury i første omgang.
Han havde aldrig fået omvendt klanen der havde bragt ham hertil i første omgang. Hans livs anden kærlighed var død, og han kunne ikke være sammen med sit livs første efter han havde fåetoverrakt kronen. Hans ældste søn hadede ham og han yngste søn var død. Fenrer kneb en tåre.
Han ville have abdiceret for længe siden, hvis ikke det var for noget af det eneste gode der var hændt ham i Sunfury, og nok det bedste i hans liv, Elizabeth. Selvom han knap kunne se sin datter i øjnene til tider, over sin egen skam, så var hun hans dyrebare lille hvalp.

Fenrers knoer blev hvide, som den holdte om henholdsvis tøjlerne og grebet til hans sværd. Sværdet var en gave fra hans livgardes kaptajn, og hans bedste ven, Gautham. Han håbede et sted på at få en anledning til at bruge sværdet på denne tur. Han havde sådan brug for at afreagere, for at lade sin vrede og indebrændhed til at gå udover nogen, og der virkede det oplagt med barbarerne fra Bloodrage. De var nogle brutale utøj, der kun havde bragt lidelse med sig. Fenrer lod tankerne glide rundt et øjeblik, for var han overhovedet bedre end dem ligenu? Havde ha brug for at være bedre end dem? Måske, men hvis ikke han kunne afreagere, kunne han i det mindste lade sig distrahere. Det var der måske ikke de største muligheder for i Bloodrage, men noget godt øl, eller citrus cider, eller et eller andet, kunne man vel finde.

Fenrer begyndte at tænke over hvad det var han netop havde håbet på. Hvorfor ville han dog kæmpe? Havde hans liv ikke set rigeligt med blod efterhånden? Han var trods alt en healer før end han blev en konge. Måske han bare havde været skubbet lidt ekstra, for han havde været nød til at tage en omvej, der gjorde at han nu nærmede sig Bloodrage fra nord, frem for fra Vest, eftersom at han havde spottet en patrulje af hans egne soldater, der havde taget vejen han kendte. Han havde ikke haft lyst til at komme for tæt på den, ikke på en Valen og med det kongelige sværd, som han ikke ville kunne nå at pakke bort, før end at de ville have haft lagt mærke til det.
Det kunne vel heller ikke passe? Skulle han have været blevet så vred over en enkelt lille forhindring? Nej, sådan var han ikke, det kunne han da i det mindste bekræfte sig selv i med al den erfaring han havde i diplomati, men måske roden til hans vrede lå i noget han ikke havde lyst til at tænke over lige nu.

Fenrers tanker gled over ide tider hvor han blot havde været en healer i Ashenwood Forest. Dengang havde hans liv været så meget nemmere, så meget mere simpelt. Han havde haft overskuddet til at hjælpe de svage i Rotten Root, selv efter han blev valgt af ånderne til at lede Shapeshifterne. Fenrer smilede ved tanken, for der var noget betryggende i at ånderne havde bedt ham tage denne rolle. Dengang havde han kunne finde ro i sig selv, bare ved at sætte sig og slå på sin tromme. Hvor han dog savnede der ro der fulgte med.

Fenrer blev pludselig hevet direkte tilbage til virkeligheden, og ud af sine tanker, da han kunne lugte noget der ikke rigtigt hørte til den neutrale lugt af det varme sand. Fenrer bremsede den enorm hest op og vejrede luften. Tanken om er hold orkere der ville prøve lykke med at røve en ensom lejesvend, virkede tillokkende på Fenrer, men det var ikke orkere han kunne lugte. Fenrer havde svært ved at få en klar smag på lugten, og trippede rundt i terrænet på hestens ryg, indtil han fik en snært, der gjorde han stensikker i sin sag. Der var en formskifter som ham, eller, måsker ikke helt som ham, herude.
Fenrer begyndte at følge lugte, der mere eller mindre førte ham i samme retning som han før havde reddet, hvilket ville betyde at han havde vinden i ansigt, den smule brise der altså var.

"HEEY" Kaldte Kejseren ud i det åbne, som han nærmede sig skovbrynet. Han havde endnu ikke set formskifteren, men han var stensikker på at den var her. Han kaldte igen "I'M JUST ANNOUNCING MYSELF"
Fenrer havde ikke lyst til at skræmme en artsfælle bort, og af en eller anden lyst var det nu blevet vigtigt at finde ham, nok fordi at formskifteren kunne vise sig at være en ikke voldelig løsning på at blive distraheret. Han tænkte lidt på hvordan han bedst kunne overbevise formskifteren til at komme ud af sit gemme, da han kom i tanke om hvor berygtet området var for dets omvandrende barbarer og orkere.
"IT'S NOT SAFE BEEING OUT HERE ALONE" råbte han i en bekymret stemme, for selvom han til en start ville have lokket formskifteren ud, gik alvoren op for ham.

"I'm just trying to help.." afsluttede han i et noget roligere toneleje, som han satte farten ned på hesten, og nåede ud i en stilfærdig skridten.

Atreyu havde længe overvejet dette... Omtrent et år nu, nok. Og havde endelig besluttet sig for at han ikke kunne blive i Bloodrage hele sit liv, at han ville ud og se mere af verdenen, også. Så han havde overladt huset han havde, til en god ven han havde fået i byen- han var sikker på at hun nok skulle passe godt på det mens han undersøgte mere af verdenen, og han havde lovet at holde hende opdateret via breve, og skrive i dem hvor han ville rejse hen løbende, så hun kunne svare tilbage ved at sende breve til kroerne i de byer han ville ende med at besøge. Og som sådan havde han fået syet sig en form for saddeltaske af læder, der var lavet til at passe perfekt omkring hans liv i hans mankeulvs form, og med snørrer der sad sådan at han selv kunne trække i dem efter han havde skiftet form. Så i den ene saddeltaske var hans tøj og penge, og i den anden var hans magibog samt en vandsæk. Mad havde han som regel ikke de store problemer med at finde, og han havde tænkt at holde sig til skov så meget som muligt, så det stadig ikke ville være et problem.

Og så havde han draget afsted nordpå, formskiftet. Lidt over et døgn inde i hans rejse, kunne han høre en hest komme, men han tog ikke videre notits af det da det nu ikke var unormalt at høre folk ridde heromkring. Derimod blev han godt og grundigt forskrækket af den råben der pludselig kom fra samme retning - hans kæmpe ører drejede sig automatisk i den retning for bedre at opfange lyden, som han også brat lagde sig ned, så han var skjult i busken han ellers ville have tårnet over, med den højde en mankeulv nu trods alt havde. Han rynkede dog brynene lidt - hvem i alverden annoncerede bare sin ankomst sådan? Med det ry området havde, så var det velbare at sige til røverne at de bare skulle komme? Med sin magi og hurtighed havde Atreyu selv aldrig haft problemer med dem- plus hans kontakter i Bloodrage gjorde at de sjældent havde lyst til at røre ham, af frygt for at få nogle barbarer efter sig. Eller elverne, som han også var kendt for at have nogle venner blandt.

Han rullede let med øjnene af formaningen - ja, for de fleste var det ikke sikkert herude alene, nej. Men Atreyu var ikke 'de fleste'. Han skulle til bare roligt atliste sig videre, da han så opfangede det sidste der blev sagt. Suk. Jamen, okay, så om ikke andet for nysgerrighedens skyld kunne han vel ligeså godt se hvem det var. Så han rejste sig roligt op, hvilket atter fik hans hoved et stykke op over busken, før han roligt gik rundt om den, og frem til at han lige præcis kunne se manden på hesten - og han nok også ville kunne se den mankeulv der nu stod der i ly af træerne, orange pels en smule iøjnefaldende til det grønne, men ellers til at overse blandt træernes stammer.

Fenrer så sig fortsat omkring efter formskifteren, og fulgte lugten som førte ham tættere på skovbrynet. Han sukkede ved ideen om at formskifteren måske havde valgt at smutte.
"I really am not out to threaten you.. or anybody" sagde han for sig selv, uden helt at vide hvorfor han egentlig fandt det så vigtigt at møde en formskifter. Måske det var fordi hans rolle som leder for formskifterne, stadig kaldte stærkere på ham end rollen som kejser. Han måtte dog anerkende at hans bedste chance havde været, og stadig var på tronen, hvis han ville gøre verden for et så sikkert sted at leve som muligt, for hans race.
Fenrer behøvede dog ikke tænke længe over hvorfor han havde truffet de valg han havde, for ret snarligt, fik han øje på en, tja, ulv med lange ben. Han vidste godt hvilket dyr det var formskifteren havde valgt, for mankeulvens habitaer lå i de lidt mere tropiske områder, som foreksempel Sunfurys oaser. Det var dog ikke dyr man så daglig, hvilket fik Fenrer til at trække i et lille smil. Dyret kunne sagtens beskrives som usædvanligt, og en formskifter der havde denne form,ville især betegnes som en sjældenhed.

På trods af hans fascination af mankeulven, kunne Fenrer ikke lade være med at tænke over, hvad en enlig formskifter lavede herude i ork og barbar territorium alene. Måske han bare følte sig tryg i området? Nu var det heller ikke fordi at mankeulvene var langsomme. Hvis en mankeulv ønskede det, kunne den sagtens hale ind på Hyperion i fuld galop, den ville formentlig også finde dette ret så nemt.
"Well hello there mister.." sagde han muntert, som han besluttede sig for at trække nærmere formskifteren".. aren't you a sight to see". Fenrer lagde korrekt press på hans Valen, Hyperion, som fik den til at sætte tempoet ned til et skridt. Han havde ikke nogen planer om at forskrække formskifteren, eller virke som en idiot, specielt når han nu havde mulighed for at tale med en formskifter, udenfor tronsalen og rollen som konge. Fenrer stoppede Hyperion et stykke fra ulven, omtrent 10 meter, og lænede sig afslappet frem i sadlen.

Fenrer lagde hovedet på skrå som han lænede sig frem mod ulven, og trak en skævt smil på ansigtet. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, men ville ikke lade en pinlig tavshed opstå. Han fik her øje på den usædvanlige saddeltaske, som mankeulven var iført. Fenrer lagde hovedet på skrå, og uden at flytte hånden fra sadelhornet, pegede han på sadeltasken"That's no too dumb of an idea you had yourself there.." sagde han i en positiv og lettere nysgerrig tone".. I gotta say you don't a lot of shapeshifters doing that sort of thing"
Fenrer kom til at tænke på dengang han selv havde nægtet at rejse rundt uden at kunne tage sine ting med sig, mest af alt fordi at da han var gået ind i hans første kontakt med folk fra Underworld, var de blevet meget sure over at han ikke havde haft tøj på. Det mente han stadig var en underlig ting, tøj altså, men han kunne se hvorfor det måske kunne bruges som status symbol, ligesom de klæder Fenrer var blevet tvunget i. Fenrer havde endelig måtte finde et sted i Silvanesti på sine rejser, hvor en skrædderske havde lavet ham noget langt mere slidstærkt tøj, som han faktisk stadig var enormt glad for, og som han mente at have endnu, et eller andet sted.

Fenrer smilede til mankeulven "I used to have my cothes and stuff tied up in my cape.." han kløede sig lidt i nakken med en let rødmen i kinderne, da han vidste at den næste del, fik ham til at virke lidt som en almen hun".. of which I had tied up around my neck.. But then again I have the size to do it like that"
Fenrer så på sadeltasken igen, og kiggede kort op og ned ad skovbrynet, som han vejrede luften for spor af andre formskiftere, men der var ingen at spore. Han så ned på mankeulven igen "Don't you think it's a bit risky to be going it alone out here?"spurgte han og rykkede hånden der havde kløet hans nakke, frem for at stryge hans hageskæg. Det var ganske rigtigt ret farligt at være herude alene, også selvom man havde farten på sin side. Herude kunne folk gøre hvad der passede dem, uden resten af verden, end ikke Bloodrage, ville vide hvad der var sket, selv hvis de fandt hvad der kunne være tilbage af et offer"And where where are you going? If I might ask"

Atreyu blev stående der lidt tid, som han roligt opserverede den anden - som han også nu, han kom tættere på, skam sagtens kunne lugte var en anden formskifter. Som han havd ehaft på fornemmelsen fra der blev råbt til ham - eller, at det i alt fald måtte være en med en rigtig god lugtesans, om ikke andet. Han bukkede kort hovedet i en hilsen tilbage til manden, efter han selv var blevet hilst på, før han så op på ham igen, med hovedet svagt på skrå.

Da hesten var kommet helt til et stop, satte han sig stille ned som han fortsat holdt øjnene fokuseret på manden og hesten foran sig, omend det var tydeligt at se han stadig holdt godt øje - eller rettere, øre - med tingene omkring dem, sådan som det ene eller andet store øre i ny og næ drøjede lidt rundt for at høre efter alskens mulige små lyde i skoven bag ham. Noget tæt på et smil - nok mest i hans øjne - dukkede op da den anden kommenterede på hans saddeltasker. Tja... Det var nok noget der hurtigt gav væk hvad han helt præcist var, hvis man altså kendte nok til formskifterne i forvejen, men det var også klart den nemmeste måde at have hans ting med ham på, især tøj og penge til indimellem at overnatte på en kro, skulle han få lysten til det.

Han løftede let på det ene øjenbryn da den anden formskifter informerede ham om måden han åbenbart selv havde båret rundt på ting før, formskiftet - og med den måde... Måtte det trods alt være et lidt større dyr han kunne blive til, hvilket gjorde Atreyu en smule nysgerrig omkring præcis hvilket det måtte være... Desværre afslørede en formskifters lugt aldrig helt præcis hvad for et dyr man blev til.

Han rystede let på hovedet til spørgsmålet med om det ikke var risikabelt at være herude alene - så godt som han kendte området, den magi og hurtighed han havde til rådighed, og hvor godt folk generelt kendte til ham omkring her og hurtigt ville opdage hvis han var væk? Intet at bekymre sig om, efter hans egen mening. Det sidste spørgsmål svarede han først 'normalt' på... Med et hovedkast i den nordlige retning. Men der kom også et af de små, klassiske 'gø-brøl', som mankeulvene nu var så kendt for at lave, for også på dén måde at prøve at svare på spørgsmålet. "Nordpå."

Manden på den enorme hest kunne ikke holde et lille smil tilbage, da mankeulven rystede på hovedet af de potentielle fare der vågede herude i kanten af ørkenen. Formskifteren var i det mindste sikker på sig selv, så meget ville Fenrer dog give ham, men man vidste jo heller ikke om mankeulven var lokal, bekendt med området, havde et trick i ærmet, eller bare var for dum til eller arrogant til at vide bedre. Fenrer havde dog ikke på fornemmelsen at formskifteren han stod overfor var dum eller arrogant, men man kunne jo ikke vide det med sikkerhed, ikke før end man havde lært denne at kende, hvilket Fenrer pludselig fandt det mere interessant.

Han så mod nord, da formskifteren fortalte ham at det var den vej han havde tænkt sig at gå. Det var ikke ligefrem en konkret destination at kunne forholde sig til, men det var måske heller ikke dét, som mankeulven havde lyst til at dele med ham. Manden lænede sig frem og støttede sig på krydsede albuer, henover hans Valens hals.
"That's a long strecth.." Sagde han med blikket rettet mod nord, i en eftertænksom tone ".. the closest big city, if you're going north, is Thorban, and there's not really any hamlets or such before you reach the grey plains, south of Doomsville" Efter at have ytret sig med sin viden om vejen mod nord, så Fenrer i den modsatte retning, mod syd. Han overvejede at smutte videre sydpå, mod Bloodrage, og derved fortsætte sin rejse, så han kunne få afreageret lidt på nogen af de lokale dernede, for det var trods alt et nyt ansigt han var kommet anstigende med, så han ville nok ikke løbe ind i problemer med de lokale før end han kunne få fremprovokeret et slags på sine egne præmisser. Men der var noget der trak i ham, noget der gerne ville sørge for at formskifteren nåede ud af ørkenen i sikkerhed, desuden var han blevet nysgerrig. Han ville gerne lære formskifteren lidt bedre at kende af en eller anden grund. Han rettede sig tilbage op i sadlen og nikkede mod formskifteren."My name is Sean, and if you don't think it too abrupt, I'd like to know your name?"

Efter den korte introduktion, gned manden skægget på hagen "You know what.." sagde han under et lille, men kækt smil"..I'd like to join you, till the Shadows peaks at least"
Manden satte nænsomt læggen til hans Valens ene flanke, og vendte derved hans Valen med flanken mod den anden formskifter, i en sådan måde at han vendte med fronten mod Nord. Han rømmede sig kort og nikkede mod strækningen foran sig"I'm used to escorting caravans and nobles.." teknisk set var det ikke løgn, for i hans tid som healer havde han eskorteret rigeligt med handlende og rejsende, adelige og borgere tillige".. And though you might be aware of the dangers and know what is going on out here, I'd like to escort you.. free of charge of course.."
Han smilede godmodigt til formskifteren, for selvom han ikke ville mase sig på, så havde et lille håb om at kunne få lov til at tilbringe tiden i noget mere afslappet og interessant selskab, end barbarer og orkere, der alle virkede dummere end dørkarme. Han rømmede sig og så over på formskifteren "I haven't had the pleasure of relaxed shapeshifter company in a while you see.." Manden trak på skuldrene "..So if you could tolerate my proposition, I'd be delighted to travel with you?"

Atreyu lagde hovedet en smule på skrå efter han havde rystet det, som han stille observerede manden, der åbenbart smilede lidt af den måde han havde rystet sådan på hovedet af det. Men igen - det kunne jo nok helle rikke ses på ham at han var velkendt i området og havde et rimelig godt es oppe i ærmet hvis han skulle ende i noget kamp. Folk blev som regel rimelig chokerede over at få en ildkugle sendt mod deres ansigt.

Dernæst havde der været spørgsmålet om hvor han var på vej hen, som fik manden til også kort at kigge i den nordlige retning. Som hans fokus var derhenne, vovede Atreyu at træde en smule tættere på ham og hesten, sniffede nok lidt en lille smule ud i luften, og kom også efter lidt tid frem til at det måtte være en anden formskifter. Omend hans lugt også havde noget andet over sig, som han ikke vidste hvad var. Han havde i alt fald ikke lugtet det før. Men lugten af formskifter kendte han fra dengang med hans forældre... Et minde der stadig skar lige ret ind i hjertet hver gang han tænkte på det, så det blev hurtigt pakket væk igen, tilbage i dybet af hans underbevidsthed.

Som der blev spurgt efter hans navn, så nikkede han, og for nemhedens skyld, brugte han så bare sin ene pote til at skrabe det ud i den tørre jord - så der snart på jorden løst var skrabet 'Atreyu'. Så snart manden - Sean? - havde haf tmulighed for at læse det ordentligt, udviskede han det igen, blot for ikke at efterlade sig for mange spor, noget somhans instinkter i denne form nærmest forbød ham at gøre. Hans øjne havde derpå blot fulgt manden, studeret ham en helt del, som han talte videre. Og hvor Atreyu absolut ikke havde haft nogle planer om at færdes med andre end sig selv på denne rejse, så lød det tiltalende. Især når hans næse nu havde bekræftet at det var en som ham selv... En der ville kunne forstå så meget mere end mange andre kunne. Han havde ikke rigtigt været i nærheden af andre formskiftere siden dengang... Så det var måske på tide at lære andre at kende. Han nikkede derfor til forslaget, omend han også lige lavede et lille slag af poten mod jorden, som for at sige 'bliv her', før han hurtigt hoppede ind i buskene igen. Hvis han skulle være på en længere rejse med en anden, så ville han foretrække at kunne tale ordentligt, og ikke være begrænset til dyre lydene - hvorfor han forvandlede sig tilbage til sin menneskeform, og hev det simplere tøj ud af sadeltaskerne, tog det på - fæstnede taskerne på en anden måde så de kunne hænge fint på bæltet omkring hans liv sådan her, også, og derefter gik tilbage til manden igen. "... I thought this might be easier. At least for getting to know each other in the start. Wouldn't want you to spill your entire life story without me getting in a single word, right?" sagde han så, med et skævt, selvsikkert smil.

Fenrer fangede forsigtigheden hos den anden formskifter, tidligt, hvilket havde fået ham til at smile, da han bemærkede skiftningen i sandet, som han så mod nord. Skulle han gætte, var det den anden formskifter der havde haft trådt frem mod ham, enten for at se ham lidt bedre an, finde hans fært, af hvilken det nogengange var nemmest at bedømme nye, eller også havde den anden formskifter blot skiftet vægten på sine poter, måske på grund af det varme sand. Da Fenrers blik endelig vendte tilbage mod formskifteren, blev hans mistanke bekræftet, men Fenrer kommenterede det ikke, da han mente det smartest at lade være.
Uanset hvad, beviste formskifterens fremfærd en ting, nemlig at formskifteren ikke var alt for nervøst anlagt overfor Fenrer. Han ville dog kunne have forstået den fremmede for at have været nervøs ved ham. Det var ikke hver dag en vild fremmed red op til en, og nærmest insisterede på at hilse, da slet ikke i dette område.

Han så på formskifteren i forventning, da denne nikkede, i den tro at formskifteren nu ville fortælle ham sit navn. Men der kom intet navn fra formskifteren, istedet begyndte den at grave i sandet, hvilket fik Fenrer til at så forundringfuldt på den. Det var dog en besynderlig opførsel. Mon den havde fundet noget i sandet der pludselig var for interessant til at lade være? I så fald var det uhøfligt ikke lige at undskylde sig selv, i alt fald efter Fenrers mening.
Som han stirrede forundret på formskifteren, da den begyndte at grave i sandet. Efter et hurtigt ekstra øjekast på sandet foran den fremmede, gik det dog op for ham at formskifteren var igang med at skrive sit navn, eller i al fald et ord. Måske denne formskifter, var kommet fra langt sydpå, at den slet ikke kendte det almene sprog godt nok til at svare ham. Fenrer havde før hørt om områderne mod syd. Selvom det var hans ørken, så var der ikke meget at sige om det område, der var barskt, for barskt til at nogen ville kunne opstille en regulær grænse, hvis man deslige vidste hvem de sydlige naboer var. Det var vistnok også derfra udtrykket 'It went south' kom fra. Det skete dog af og til at folk kom hertil, derfra, selvom fol for det meste børstede dem af som afskum, eller løgnere.

Fenrer så ned på skriften på jorden, og lænede sig lidt frem i sadlen, for at være sikker på at have læst det ordentligt.
"A-tre-yu.."sagde han som han forsøgte sig på at læse beskeden. Før end han kunne kommentere yderligere, havde mankeulven trampet og fejet sin besked bort. Fenrer så forundret på formskifteren, der dernæst vandrede tilbage ind i skoven, uden et ord, eller gøen, hvilket efterlod Fenrer på toppen af Hyperion, hvor han forvirret kløede sig i nakken. Der gik dog ikke længe før end han hørte led der sprang, hvilket forklarede en del for ham. Atreyu, hvis det ellers var hans navn og ikke et skældsord, eller lignende, ville have lidt ro til at skifte om til sin menneskelige form. Fenrer havde aldrig forstået den form for blufærdighed. Han kunne sagtens forstå menneskenes behov for at værne sig mod elementerne, såsom solen, der kunne få huden til at springe ud i vabler og skoldninger, eller en kold vind i norden, hvor sneen kunne give frostbid. Mennesker var nogle skrøbelige ting, og Fenrer måtte indrømme at han nød hvert øjeblik han kunne bruge i sin ulveskikkelse, men den mulighed havde ikke præsenteret sig selv længe.

Da Atreyu kom ud igen, og talte det almene sprog, hilste Fenrer med en løftet hånd og sagde i en varm tone "Well, I wouldn't have minded ya in that other form.." sagde han og svang sit ene ben over ryggen på sin Valen. Hyperion gav et lille pust fra sig, da Fenrer landede solidt med fødderne på sandet. Fenrer vendte sig mod Atreyu og smilede "It's not common to sight such an animal"
Han gik et par skridt frem mod formskifteren, et mageligt og roligt tempo "And the lifestory will be dreadfully boring I'm afraid, regardsless of whether you get a word butted in or not" sagde han og rakte manden hånden, endnu et par skridt fra Atreyu, som Fenrer selv ville lade tage de nødvendige skridt til et håndtryk.
"Glad to meet you, atreyu, right?"


/////OOG: Jeg skal lige have clearet en ting, så der bliver måske ændret lidt, skriver når det er, men ellers er det dette svar xD

Atreyu så ikke den helt store grund til at være så forsigtig som mange andre var. Måske var det bare dumdristighed, men han vidste, hvor hurtig han var i mankeulve formen, og hvor megen skade hans ild kunne gøre, som han kunne fremmane i sin menneskelige form. Han havde overlevet flere alvorlige sammenstød før, inklusive det der havde givet ham arret i skulderen. Han var ikke bange for endnu en konfrontation - og denne mand virkede ikke ligefrem som en af dem, der bare ville vende på en tallerken og lige pludselig angribe, som mange af bøllerne i Bloodrage. Selv de bøllerhavde lært at respektere hans ild... Og hvor kraftige bid han egentligt kunne levere som en mankeulv.

Så snart han havde kunnet høre at fyren havde fået læst hans navn rigtigt, havde han børstet det væk igen - som sagt for blot at fjerne alt for tydelige spor på hvor han havde været. Det tog heller ikke længe før han havde stampet med poten og håbet at manden forstod detsom et 'vent her', mens han smuttededen og forvandlede sig. Rigtigt nok havde Atreyu selv heller ikke den helt store blufærdighed, men siden han havde boet blandt mange andre racer, heriblandt en del mennesker, så var det blevet en refleks at gøre det væk fra andres syn, af ren høflighed for den anden. Det var nok en dum ting her så, når han nu havde med en anden formskifter at gøre, men vaner var svære at bryde.

"Probably not, but when I need to talk with somebody, I still prefer to do it like this. Fewer misunderstandings. Even with others like me." sagde han så efte rhan var kommet hen til manden igen, med et skævt smil og et lille glimt i hans øjne. Han holdt øje med manden som han gled ned fra sin hest, og kommenterede på hans dyr. "Well... I went to the Oasis once, when I was small. Saw one there, and... I guess that decided it." sagd ehan så, og trak let på skuldrene. Han havde følt en forbindelse med det dyr som han aldrig havde haft med andre dyr - en følelse alle formskiftere godt ville kende til. Det havde bare føltessom om den mankeulv nærmest var en del af hans familie. Som om han på forhånd havde kendt dyret selvom han så det for første gang.

Han gik så selv de sidste skridt hen til at trykke hans hånd, et godt fast håndtryk - den type fast håndtryk man normalt ville forvente fra barbarerne i Bloodrage. Men når han nu havde boet der i flere år, var det vel også naturligt at hans også blev sådan. "Glad to meet you too. And yes - sadly it's a bit difficult to really get that name across in the other form. So I apologize for my poor... Well, paw-writing, I guess."

//OOG: Ok, så har jeg fået undersøgt tingene, og skal skrive igen. Bare lige så du ikke tror jeg blev befippet xD

Jeg skulle lige tjekke op, og shapeshifters kan forstå og tale med hinanden, i dyreform og menneskeform, selvom mængden af det de forstår engang imellem, kan være varierende, hvis en af shapeshifterne foreksempel ikke forstår dyr særligt godt, eller deres dyr er langt fra det de nu taler med.

Fenrer gav et lille klukkende grin af sig, da han tænkte over at hans samtalepartner, nok ikke var helt vant til at tale med andre formskiftere. De var trods alt først begyndt at befinde sig i Sunfury, i større mængder, efter Fenrer havde bosat sig i den royale familie. Han nikkede forstående til Atreyu"Well, until six months ago I wouldn't even had believed my nose to have smelled another Shapeshifter around here.." sagde han i en tone, blandet i grin og vit, som han symbolsk så hurtigt rundt på deres omgivelser med et let hovedkast "..So I wouldn't blame you for being used to talking to others in human form"
Da formskifteren overfor ham, så begyndte at fortælle om sin oplevelse med mankeulven, i de frodige dale, kaldet Oasen, smilede Fenrer et imponeret smil. Det var ikke alle der havde været til den del af ørkenen, eller i det mindste var det ikke et emne Fenrer følte blev bragt op ofte nok til at give det indtryk. "It's truly a sight to see isnt it?" kom det fra Fenrer i et lettere drømmende tonefald. " And that does explain a bit about you, I take form after my father.. I guess that's pretty normal, huh?" afsluttede Fenrer med et træk på skuldrende "Ah-well, everybody can't be no special, then it wouldn't be special"

Da Atreyu tog imod hans håndtryk, og gengældte den med et fast klem, gik der en forsikrende glæde igennem Fenrer, der nu var lidt mere overbevist om at Atreyu ikke så ham som nogen trussel. "Good, I'm just happy you decided to stop, despite me hollering out like.. well, like some baiting idiot" Grinede  Fenrer, og med det samme fortrød hans ordvalg, hvilket han prøvede at undskylde, igennem et lille host. Håndtrykket, hvorfra Fenrer nu havde trukket sig, mindede ham ikke om nogen videre nervøs lille formskifter, alene i verden, men snarere om nogen der havde fundet en styrk i sig selv, blandt hårde tider.
Fenrer skævede lidt og trak på skuldrene, da Atreyu undskyldte for sine manglende færdigheder, indenfor det at skrive i jord med en pote. Fenrer løftede kort sine åbne hænder og smilede skævt.
"Well, I never tried paw-writing, so I guess mine can't be too good neither"

Smilet blegnede en anelse, da Fenrer så ned på Atreyus saddeltasker, der nu sad om den unge mands liv. Han trak let i mundvigen, som han gav sig over i en eftertænksom grimasse. "I don't take it you have gotten any food in those? Enough to spare I mean" Fenrer ventede dog ikke på et svar, da han allerede vidste hvad svaret ville være. Den unge formskifter havde nok tænkt sig at jage for at få fat i føde, men Fenrer vidste at det ville betyde et tidligt holdt for dagen, og hvis de ikke var heldige at finde noget, ville det blive et snævert måltid. Det var ikke fordi Fenrer ikke var vant til at skulle affinde sig med minimale måltider, men lidt forvant var man vel blevet som kejser. Han strøg let det korte mørke skæg, og tippede let med den ene fod som han tænkte.
"We could keep to the path the merchants use?" sagde han så, og efter at have kigget kort mod den nordlige del af horisonten."With any luck we'll run across a trader and I can buy something to eat for later, if you're ok with that?"

Endnu en ting slog Fenrer, hvilket fik hans ansigt til at forblive i de eftertænksomme folder. Hvis de skulle kunne følges ad, så ville en af dem nok skulle til at prøve at holde trit. Fenrer så sig tilbage mod hans Valen, og bekræftede sig selv i at de to, sagtens kunne sidde på ryggen af Hyperion, ikke at der havde været meget tvivl, en Valens størrelse taget i betragtning. Han vendte sig tilbage om mod Atreyu."Well, if you're not comfortable with sitting close.." spurgte han med et lille smil, nu på læben, og pegede over på Hyperion".. then I'd suggest that you ride and I walk"
Han viftede en hånd mod den enorme hest, i en bydende gestus, hvilket fik den til at skridte stilfærdigt over mod de to formskiftere"My steps almost overtake Hyperions, so it won't be a problem for me to keep pace, and then you can tell me a bit about yaself" fortalte Fenrer videre som han lagde en hånd ud mod Hyperion, og gav et lille hovedkast mod samme, der indikerede at Atreyu var velkommen til at træde hesten nærmere"Don't worry, I'll shapeshift if we notice someone comming"

Det var jo ikke fordi den anden mand ikke havde ret i hvad han tænkte - Atreyu selv havde ikke rigtig været i nærheden af andre formskiftere, siden han blev skilt fra sine forældre, siden de bad ham om at flygte dengang, og han havde gjort det... Ingen i Bloodrage havde været formskiftere, og det lod også til at andre formskiftere undgik stedet, eller i alt fald ikke var der særlig længe af gangen, for så havde han nok stødt på dem, på en eller anden måde. "I don't blame ya... I haven't smelled as much as a single shapeshifter in all my time there..." sagde han så bare helt ærligt, og trak let på skuldrene. Ikke at det havde rørt ham så meget... Ingen havde rigtig vidst hvad han var i byen, de vidste bare at han kunne en del med ild, og det havde de ikke rigtig lyst til at være oppe imod. "You're the first one I've met in years, so yes, I'm... A lot more used to talking like this. That, and to be frank, a maned wolf isn't exactly the quietest creature around when speaking."

"But yes.. The oasis really is it's own little splendor to watch. A pity that not many people see it... Or perhaps a good thing, leaves the beautiful nature there undisturbed." så sky som mankeulve godt kunne være, vidste han i alt fald at de ville være noget så udsatte hvis der begyndte at komme flere folk hen til Oasen... Så for dem var det kun en god ting. "Well... At least you're a friendly baiting idiot, I guess?" han kunne ikke rigtigt lade være med atdrille ham med hans ordvalg, hvorfor smilet også var en kende skævt i det, men detvar sgu fint nok. Fyren lod til at være god nok.

"Sad to say, but no. I've just been hunting a little every other day instead of taking anything with me." men igen, så behøvede han heller ikke voldsomt meget at spise, en mankeulv spiste rent faktisk ikke voldsomt i forhold til dens størrelse... Og det gjorde han derfor heller ikke selv. Han spiste godt nok ting med meget protein i, ting der mættede godt, ja, men ikke særlig meget af det. "... I guess that's okay. Just..I don't want to be a nuisance. I can just hunt for myself so you don't need to waste any money on me..." for ja, han hadede virkelig når andre bare brugte ressourcer på ham... Han havde klaret sig selv fint i lang tid, og det havde så også gjort ham mindre villig til at tage imod ting fra andre, om ikke andet så på grund af hans stolthed.

"... As of right now, yea, I think that'd be best." han ville kun rigtigt sidde så tæt med en han kendte rigtig godt - og altså ikke en næsten-fremmed som denne mand var. Da hesten kastede med hovedet, nærmest bukkede Atreyu lidt for den, nærmest refleks - men han havde jo så også alle dage haft en vis respekt for alle dyr, en ting der nok bare lå til alle shapeshiftere, nu de selv vidste hvordan det var at være et dyr... Eller, i et dyrs form, i alt fald. Han trådte derefter lidt tættere på hesten, og klappede den roligt ned langs halsen. Det var godt nok lidt af et prægtigt dyr, og det kunne det nok også godt ses at han syntes, alene i den måde han smilede på. Så snart hesten lod til at være helt rolig ved ham, fik han svunget sig op på ryggen af den, heldigvis rimelig vandt til at ride tilbage fra landsbyen af - nu han ikke rigtig viste sin anden form der, som han gjorde hos elverne.

Fenrer gav et fornøjet grynt fra sig, da Atreyu insisterede på ikke at være til belastning. Han kunne genkende fornemmelsen fra sine egne tidlige dage på de lange veje, da han rejste med karavaner mellem de mange riger i Underworld. "You won't be a nuisance, but I hope you'll let me share my food, if we happen upon any  traders" Sagde han med en fast men venlig tone, skævende til formskifteren, som han løsnede sværd og skede fra sit bælte, og satte det fast under Hyperions saddel, sammen med hans solide stiletto, som han benyttede sig af til at parere. Skulle han være ærlig overfor sig selv, så var der ganske givet mulighed for at møde en karavane på vejen, men den var ikke stensikker. Det var lidt udenfor højsæsonen af handel, ovenpå den hårde vinter som Doomsville netop havde haft, og ruterne til Silvanesti og Forestina, lå højere mod Nord, eller længere inde i skoven, hvor der ikke var større fare for angreb fra barbarerne.
"Besides.." Sagde han og vendte sig bort fra sadlen, og så over på Atreyu som han begyndte at hive en byldt frem som han foldede ud til en kappe"..I haven't been hunting for quite a while, and It takes a bit to satiate me, but you'll see that"

Som Fenrer rystede kappen løs og lagde den ud på den sandede jord bag Hyperion, lagde han mærke til at Atreyu bukkede for hesten. Han smilede muntert ved synet. "Nice.." erklærede han med et nik mod formskifteren ".. Not a lot of people treat our kin with respect.. then again, you are a shapeshifter" afsluttede Fenrer med et lille træk på skuldrene, som han løsnede sit brede stofbælte og lagde det på kappen, for derefter at svinge at fortsætte til læder rustningen. Fenrer gjorde sig et let kast med hovedet, fremad foran Atreyu, som for at indikere at han skulle klæde af.
"Won't be a minute"

Fenrer klædte sig hurtigt af, med de få lag klæder udover hans læder, som han alt sammen smed på kappen. Som Fenrer rullede sin kappe sammen om hans beklædning, overvejede han om han skulle formskifte på den normale måde, siden han ikke kendte denne person, og ikke havde den største lyst til at afsløre hvem han var, ikke endnu i al fald. Men ved nærmere eftertanke, var der ikke mange der var klar over hvorledes kongen af Sunfury kunne skifte form, hverken i befolkningen eller iblandt formskifterne. Fenrer trak på skuldrene, og hans iver efter et at komme afsted, overvandt hans forsigtighed.
Fenrer bandt enderne af hans byldt, som han havde lavet af den lange kappe med hans beklædning, sammen. Han smed denne byldt over hans nakke og rejste sig, hvilket afslørede at det improviserede halsbånd som byldten nu udgjorde, hang ham til midt på lårene. Der kom et lille grønligt udfald af lys, uanseeligt hvis man ikke kiggede direkte på det, i Sunfurys skarpe sol, og hvor manden Fenrer før havde udgivet sig for havde stået, stod nu en ulv af enorme dimensioner.
Fordelen ved denne form for formskift, var at man sprang smerterne i leddene, knoglerne og musklerne over, og at hans tranformation var overstået på et split sekund. Fenrer måtte dog ryste hovedet lidt, som han følte sig en anelse rundtosset, men nu var det også meget længe siden han sidst havde påtaget sig denne form.
Kæmpeulven tog sine forste skridt i ro, men satte derefter tempoet op i til en lunten, og endte op på siden af Atreyu og Hyperion. Hesten, der var blevet trænet til ikke at frygte Fenrer i denne form, gav et lille fnys af sig, overrasket over den nye form, men faldt ligeså hurtigt til ro. Fenrer så op på Atreyu og gjorde et lille kast med hovedet, der udgjorde en 'følg med' gestus, som han begyndte at gå mod horisonten i nord. "Go on.. tell me a bit about yourself while we walk " Vokaliserede kæmpeulven, og kastede et kort blik op mod Atreyu som de gik, selvom der ikke var megen højdeforskel.

Han lod Atreyu snakke som de gik, men svarede dog i ny og næ med en lille lyd, når det skulle være påkrævet. Han nød følelsen af hans poter på jorden, en fornemmelse han ikke havde haft fornøjelsen af længe. Han holdte dog et vågent øje med deres omgivelser, da han havde brug for pejlemærkerne, der kunne fortælle ham hvor ruten de ledte efter var.

//OOG: Det viser sig at vi mangler et ord på Dansk for "arf" som er de små lyde, grynt og bjæf, som hunde laver når de snakker, istedet for at gø, men det er hvad der menes når jeg skriver at Fen "vokaliserer" ;3

Atreyu smilede let og nikkede. "If you insist, I will." sagde han så, som smilet blev en tak skævere. Det var ikke tit han lod folk bare give ham ting, så det her var rimelig usædvanligt. Men det lod så også til at den anden formskifter nok var typen der ikke tænkte for meget over det men bare tilbød det, nærmest helt naturligt - så hvorfor sige nej når det lod til at ligge lidt dybt i fyren. Så kunen han ligeså godt lade ham.

Hans øjne fulgte stille og roligt med i hvad den anden formskifter lavede, og han løftede let et øjenbryn over hans ord... Men det måtte vel bare betyde at han blev til et større dyr, vel? Der var jo altid mere appetit kædet sammen med de større dyr. Men han havde kigget væk igen for at hilse på hesten, med den respekt han havde mod alle dyr - igen, som fyren sagde, ja, det var vel nok grundet hvad de var, at han gjorde det. Når man først vidste hvordan det var at være et dyr, fik man velsagtens en helt anden respekt for dyr end hvad alle andre havde, selv hvis det ikke var dit eget dyr. Det var også derfor at, når han jagede, så gjorde han det altid så hurtigt og effektivt som muligt. Dyrene han jagtede skulel altid have så hurtig og smertefri en død som muligt - de skulle ikke ligge og lide som de nogen gange gjorde når jægere skød dem og var en evighed om at finde frem til dyret pilen havde ramt.

Han nikkede til den anden formskifters ord, og som han fik klædt sig af, så svang Atreyu sig roligt op på ryggen af Hyperion, og klappede let den flotte hingst på siden af halsen. Han havde holdt sit fokus på hesten, ud af lidt respekt for den anden mand - nok mest grundet de mange år i Bloodrage, væk fra andre formskiftere. Men så snart han kunne høre at forvandlingen var slut - meget hurtigere end hvad han selv kunne, i alt fald - drejede han hovedet, og løftede øjenbrynene, rimeligt imponeret.

"... I see what you mean," kluklo han så, som hans øjne gled over den kæmpemæssige ulv. Det var i alt fald ikke lige noget han havde set før, så nysgerrig var han - men han ville heller ikke overvælde den anden formskifter med spørgsmål, som han lod være... For nu. Atreyu tog stille fat i Hyperion's tøjler som de begyndte deres rejse nordpå, og rettede blikket fremad, dog kastede han stadig nogle blikke over på kæmpeulven indimellem, specielt når der blev snakket til ham, selvfølgelig.

"I don't know how much there really is to tell... I've been on my own for a bit over a decade, now." sagde han og trak let på skuldrene. Det var ikke ligefrem fordi han havde lyst til at fortælle så meget om hvad der helt præcist var sket, til en nær-fremmed. "Been in Bloodrage, most of the time. But I like to travel the elven forest, too... The guards know me very well and don't mind me at all. I've acted like... Sort of an escort for people invited inside from Bloodrage, too. I think they chose me for that simply because I know the surrounding area as well as I do." det var i alt fald den mest logiske forklaring på hvorfor de ikke bare sendte en elver ud - han var vandt til at omgås barbarerne, og han var også vandt til at omgås elverne. Så det var vel i virkeligheden bare en win-win situation for dem, at få ham til at guide folk hele vejen.