Do you want to join the hunt?- Shane

Tid: 12:45
Sted: The Forrest
Omgivelser: Ingen ændre væsner eller mennesker. Kun dyr der gemmer sig.
Vejr: Varmt, solrigt
Beklædning: Klik her!

Solens lys bled reflekteret ned gennem de klare lysegrønne blade, og fik hele skovbunden til at bevæge sig i takt med at den lune vind gled over trætoppene i blide drag. Ingen andre lyde kunne opfanges, andre end dem som naturen selv skabte. De skjulte dyr der let trippede hen over de knasende grene. En sart brise der let pudsede op i træernes blade. Og ind imellem en lille fugl der let udtrykte sin kvidren fra den gren langt væk. Naturen var virkelig i et med sig selv. Her ude hvor næsten ingen levende individer, udover dyrene som levede her, kom. Herude hvor alle træer og planter fik lov til at stå, og vokse sig store og stærke. Herude hvor freden syntes at hvile i luften som et let lag af behag, og som satte sig på hvert et individ der vovede sig herud.
Pludselig trin, der let og behændigt steppede over jorden, brød den stille stående luft og gik bladene på skovbunden til sagte at knitre. En elegant og smuk hjort sprang hurtigt over en stor trærod, og fortsatte så sin hurtige løben ind gennem skovens dyb. Kort tid efter den havde passeret, lød flere fodtrin, der dennegang stammede fra tre menneske lignende skikkelser. De løb med mindst lige så stor elegance og behændighed som hjorten, men dog ikke ligeså hurtigt.
"Denne vej..." kom det fra den ene, kvinden. De to andre var mænd, og de bar begge dragter der så ud til at være lavet af eksklusivt og yderst fint stof. Deres hår var langt og skinnende, og bugtede sig ned af deres maskuline skuldre i små fletninger. Kvinden, der måtte være lederen af den lille gruppe, var gjort af en lidt anden bygning end de to mænd. Godt nok var hun mindst lige så elegant og smuk som den, men hendes ansigts træk var en smule mere hårdhindede end deres. Hendes øjne var lyseblå, ja næsten helt grå, og hendes lange opsatte hår var helt askeblondt. Ikke som de to mænds, der var blondt og glansfuldt.
De smuttede om bag et stort egetræ, og stod der i lidt tid mens de tålmodigt ventede på at hjorten igen skulle passere. Der gik ikke mere end et kvarters tid, hvorefter at det smukke dyr ganske rigtigt endnu engang løb forbi. Dens øre var hævede, dens blik mistroisk og kroppen blev holdt i en stram stilling. Den var helt klar på at springe væk, skulle den mindste lyd lyde.
Kvinden kiggede roligt på de to mænd, nikkede så til dem, hvorefter hun trak en smuk pil frem fra det koger hun bar på ryggen, og placerede så denne i buen hun holdte i hånden. Buen blev spændt, lydløst og præcist, og blev så rettet dirrekte imod hjortens hjerte. Inden hun affyrede, hviskede hun et stille tak i sig selv. Så blev pilen skudt af, og som hun havde regnet ud ramte den plet. Det gjorde hun stort set hver eneste gang. Dyret faldt sammen med et piv, men døde straks på stedet. Ingen smerte. Ingen pinefuld død.
"Godt skudt prinsesse" konstaterede den ene af mændende roligt, da de alle tre trådte hen til dyret der lå livløst på jorden. Kvinden nikkede let, men satte sig blot på hug ved den smukke hjort, hvortil hun let og ærbødigt lagde sin hånd på dens skind. "Jeg takker dig af hele mit hjerte, fordi du ville ofre din sjæl så mit folk kan få spise. Må din ånd få evig fred og glæde" hviskede hun blidt, og bøjede troværdigt hovedet for den.

//Når jeg skriver med denne farve, betyder det at de taler elvisk//

Shane stod lænet op af et træ og betragtede skoven. Han elskede hvor fredeligt der var i skoven. Han havde været i byen og han måtte indrømme at byen var spændende, men han foretrak skoven. Han lukkede sine øjne og lyttede til fuglenes sang. Han havde sin rustning på og hans sværd stod lænet op af træet ved siden af ham. Hans sværd havde engang været hans fars. Sværdets skaft var sort og bladet var hvidt, men der var blevet skåret nogle fine mønstre ind i bladet. Hvordan sværdet var blevet lavet og hvad det var lavet af vidste Shane ikke. Han vidste blot at det sværd havde været i hans familie længe. Shane havde et rødt bånd om sin højre overarm som havde været hans søsters. Hans søster havde brugt det røde bånd til at sætte sit hår op ved hjælp fra Shane. Sværdet og det røde bånd var hans kæreste eje.
Shane åbnede sine øjne, da freden i skoven blev afbrudt. Han fjernede sig fra træet og tog sit sværd. Han fik øje på en hjort der løb som om det gjaldt livet. Ikke langt væk fra hjorten kunne Shane se tre personer. En af dem havde trukket sin bue og sigtede på hjorten. Shane holdt vejret imens han ventede på at se om pilen ville ramme hjorten. Da Shane endelig trak efter vejret igen, lå hjorten død på jorden. Samtidig med at de tre personer gik hen imod hjorten, gik Shane også hen imod hjorten. Han sørgede for at holde sig ved skyggerne, så de forhåbentlig ikke opdagede ham. Han trådte først ud af skyggerne, da han hørte personerne snakke elvisk. "Godt skud." Sagde Shane på elvisk. Hans elviske accent gav hans stemme en blød tone. Når han snakkede det sprog som menneskerne brugte, lød hans stemme altid lidt mere dyb og alvorlig. "Hvem er i?" Han så skiftevis på personerne, som han nu kunne se var elvere. Hans lysende grønne øjne havde et skær af irritation over sig, men irritationen var ikke rettet imod dem.

De to elviske mænd ved hendes side, så ud til allerede at have opfanget et eller andet, da manden trådte ud fra sit skjul bagved det store træ. Dog valgte ingen af de tre at rejse deres buer imod ham, da han udentvivl måtte være elver. Hans spidse øre og smukke ansigtstræk sagde ihvertfald det hele. Dog mente Adalia aldrig at have set ham før, hvilket måtte indikere at han var af skovelvisk slægt. Ikke Silvanestisk.
"Tak" nikkede hun let, og så op fra dyret hvis sorte øjne kiggede tomt ud i luften. Langsomt fik hun rejst sig op, og hendes lange hår gled roligt ned af ryggen på hende. Hendes øjne faldt på manden, og hun stod i et par sekunder og så roligt og alvorligt på ham.
"Elvere. Som dig selv" svarede den ene af mændende, hvorefter Adalia sendte ham et hævet øjenbryn, men hun sagde ikke andet derefter.
"Men hvem er du fremmede? Er du fra skoven?"

Afslappet lagde Shane sine arme over kors ved brystet, efter at han havde puttet sit sværd hen på hans ryg igen, hvor det sad fast med to remmer. Han var normalt ikke den sociale type, men når han så andre elvere, følte han at han var nød til at snakke med dem. Han tog sig ikke af en af mændenes uhøflige svar på hans spørgsmål, da han selv det meste af tiden var uhøflig. "Det kan jeg se. Jeg spurgte mere efter jeres navne." Han trak på den ene skulder. Han kneb øjnene lidt sammen, da de spurgte hvem han var. Han ville ikke fortælle dem hans navn, når han ikke fik deres af vide. "Jeg er en elver." Sagde han med et meget svagt kækt glimt i øjnene som hurtigt forsvandt. Han udviste ikke nogen følelser. Han var som en tom skal. Den eneste følelse han udviste af irritation som blev blandet med vrede.
"Jeg er født og opvokset i denne skov, så ja. Hvad med jer?" Skoven var et stort sted, så de kunne sagtens have boet i skoven i lang tid, uden han vidste det. Han havde det lidt som om at mændene holdte skarpt øje med ham. Troede de at han ville angribe dem? Hvis han angreb dem, så var han dum, for det ville være tre mod en. Han var god til at kæmpe, men han ville ikke begå den fejl at undervurdere andre.