Sikke en plage! - Dannika (Fortids emne - Afsluttet)

De seneste par hverdage havde brudt på hvad man normal kunne forvente i sommermånederne. Folk der arbejde hårdt i solen dagen lang og om aftenen når solen var gået ned, så skulle der nydes kolde drikkevare og den køligere temperatur aftenen kunne byde på. Eller sådan var det nok for de fleste.. Marcus der imod havde ventet indendørs hele dagen, han hadede sommeren! Dagene var så lange og solen - hans værste fjende - var var ude hele tiden. Selv en dag som denne, hvor der havde været ret overskyet var det at gamble med livet hvis man som vampyr stak hovedet udenfor. Da solen endelig have gemt sig var Marcus på gaden i Doomsville igen. Han havde udset sig aftenens første destination, nemlig Firestep kroen. Der var altid mange folk og god stemning. Fra tid til anden var det et godt sted at finde let aftensmad.. Det var dog ikke hver gang, man blev jo også nød til at holde lav profil så ingen mistænkte en.

Der var ikke gået mange minutter før Marcus gik ind af døren til kroen. Som altid var den godt proppet! Der lød en høj larm fra både glade stemmer og det lille band der så ofte spillede på kroen. Det var trods alt en dansekro, så musik var et must. Marcus dansede nu ikke selv, det var en ligegyldig ting i hans øjne. Han nød dog det alkohol som baren solgte. Det var ikke alle kroer der havde lige god alkohol... Det havde Marcus lært på den hårde måde for alt for mange år siden da han endnu var menneske. Det ramte ham ikke så hårdt længere og derfor passede det ham også ganske fint at der var ledige pladser ved bardisken. Han gik roligt der hen og tog plads mellem de andre der også havde taget sig til takke med barstolene. Krofatter kom hurtigt hen til Marcus og genkendte ham skam også. Uden Marcus behøvede at sige noget tilbød krofatter ham et glas rom. Selvom Marcus ikke var den mest ualmindelige skikkelse, så afslørede hans tatoveringer og det let krøllede mørke hår ham ofte. Denne aften var det en hvid stof skjorte og et par mørkere bukser der var det mest behagelige at have på. Han havde smurt ærmerne på skjorten op, så det tatoverede sleeve på hans ene arm var nok så tydeligt.

Marcus nikkede takkende til krofatter imens han tog den første tår af rommen. Den var kold og smagte af andet end bare sprit, hvilket var meget at bede om mange andre steder. Det behagede ham ganske godt. Som han sad der med sin rom i hånden lod ham kort blikket vandre ud over folkene der lystigt drak, sang og dansede i kroen. Det kunne næsten varme Marcus' kolde hjerte, men ikke helt. Selvom han udadtil virkede som en ganske charmerende gut, så var det langt fra realiteten. Marcus havde levet i for mange år som vampyr til at huske de varme følelser så godt, og det havde smittet af på ham.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Forfærdelig dag.. Lorte dag.. Alt havde faktisk gået galt, alt som hun kunne have overhovedet drømt om, var røget lige ud i-.. Ude huset… Eller-.. Ja. Bare direkte ud, hvor ingen kigger og aldrig tager efter det igen. Hun var blevet smidt ud hjemme fra. Hendes forældre havde endelig fået den hjerneblødning, at nu ville de irritere nogle af de noble nok, til at få så store regninger, at de slet ikke have råd til noget som helst.. Oven i det, så var hendes bror væk.. Forsvundet, ingen steder at finde! Dannika selv, ville ikke-.. Tage imod det arbejde, som hendes forældre pressede hende ud i. Hvilket, var noget som enhver kvinde, aldrig ville synke ned til.

Så her var hun, gående igennem gaden, med en tom whiskey flaske i hendes hånd og-.. En ret ubalanceret gang. Hun var faktisk ligeglad nu, helt ligeglad med hvordan hendes hår var faldet ud af den fletning det var i. Hvordan hendes skørt var beskidt og hun trådte lidt i den..

Hun så kroen og i hendes fulde tanker-.. Ja, hun trængte da til noget mere at drikke! Så ind gik hun, fik nogen lunde bevæget sig op til baren og stirrede på krofatter.

”Vin.. Tak..” Stønnede hun svagt, forpustet og satte sig ned på stolen. Fandt de sidste mønter frem, som hun havde og sukkede tungt. Det larmede.. Alt for meget. Hendes hoved dunkede og hun gemte hendes smukke ansigt væk i hendes hænder.

Dannika var-.. Alt for pæn klædt, til at være her.. Hun stak ud, som en øm tå.

Marcus havde ikke siddet der så længe før der kom flere ind i kroen. Det var alligevel imponerende, det var efterhånden sent? Marcus fulgte bare nyankommerne med øjnene imens han sippede lidt af sin rom. Der var ikke en helt klar plan for aftenen endnu, men måske underholdningen ville dukke op. Han var heldigvis ret tålmodig... Det kom med alderen.
Der gik dog ikke lang tid før døren igen gik op, dette var dog et syn man ikke altid oplevede. En smuk kvinde, der tydeligvis var langt fra sober. Hendes kjole var smurt i mudder og jord i bunden og det vilde hår indikerede at hun ikke længere var så bekymret over sit udseende. En effekt som alkohol kunne have på selv de fineste kvinder.

Marcus drak den sidste tår af sin rom før han afbrød krofatter der lige havde taget imod hendes bestilling. " Jeg snupper det samme som denne frøken" sagde han kort og så indgående på krofatter, der bare nikkede forstående. Det var ikke første gang Marcus havde gjort dette når der var pæne piger på kroen.
Marcus så på kvinden og smilte kort venligt til hende. Man kunne let blive snydt af hans venlige smil og rolige person, men hans øjne var som regel ret kølige. Hans intuition fortalte ham dog, at denne kvinde nok ikke ville opdage så meget. Slet ikke som hun nå sad med ansigtet i hænderne. Hun så ud til at have haft en hård dag, men Marcus var ligeglad, det betød ikke så meget for ham hvordan folk havde det. Medmindre det selvfølgelig havde implikationer for hans liv. Det havde denne kvinde dog ikke...

Hun så lidt op, da hun hørte manden ved siden af, bede om det samme. Langsomt kiggede hun over på ham, med rynkede bryn og de græsgrønne øjne, helt blanke, fra den høje promille. Hun stønnede svagt igen, himlede med hendes øjne og så væk.  

”Hvad end du har at sige, så hold det til dig selv..” Brummede hun. Krofatter kom med deres glas og hun tog imod den. Tog en lille slurk og skar ansigt med det samme. Adr.. Hun var van til meget bedre-.. Kvalitet.. Dog sukkede hun lidt. Om ikke andet, det var vin.. Og alkohol. Slap af, kunne være meget værre..

Hun så ind i glasset og bankede svagt hendes negle ind i glasset.

”Hvad vil du så? Have penge? Har jeg ingen af.. Mit navn har heller ingen betydning mere og hvad end du ser på, på min krop? Får du ikke.” Hun stirrede derefter hen på manden. Selvom hun lignede noget som havde mistet alt, og var plørefuld.. Så var der stadig en kraft i hendes blik. Noget som tydeligt ikke ville knække. Noget som, selvom.. Hun havde som sagt, mistet alt. Så holdte det stadig ved.

Hendes stolthed var stadig brændende og hun fik selv det mudder og skidt, til at se godt ud.

Marcus fnøs kort over hvad hun sagde. Han havde ikke haft nogle planer om at kommentere eller sige noget til hende. Det kunne dog hurtigt ændre sig...
Da glassene med vin kom hen til dem tog han imod sit glas. Han så lidt undersøgende på væsken i glasset. Vin var ikke hvad man normalt serverede meget af på kroer som denne, derfor var det sjældent særlig god kvalitet. Marcus vidste godt at vinen sikkert ville være dårlig, men han tog alligevel en slurk af den. Det var surt.. Alt for surt for hans smag, men det kunne godt drikkes alligevel. Heldigvis var der ikke hældt så meget op. Han så hen på hende som hun drak af vinen, hendes ansigt fortalte ham at hendes glas smagte lige så dårligt som hans. Det var vel ikke en overraskelse..

Da hun igen talte så han op fra sit glas vin, han lagde kort hovedet på skrå og lyttede til hendes fordrukne ord. Et lille skævt smil dukkede op på hans læber. Hun bed fra sig, det var alligevel meget underholdende indtil videre. Han rystede kort på hovedet. "Jeg har ingen interesse i en der bestiller vin i en kro... Du skulle vide bedre" sagde han kort, efterfulgt af en kort grin. Han tømte hurtigt resten af sit glas med vin og skubbede det tomme glas væk fra sig. Han så mod krofatter og fik hurtigt signaleret at han skulle komme her hen. "Jeg tror den unge dame her kunne tænke sig noget lidt stærkere" sagde han kort og pegede hen på hende. Det virkede til at krofatter forstod, han vendte i hvert fald om og forsvandt kort før han igen var tilbage med to glas med en mørk og gylden væske. Marcus tog imod det ene glas imens det andet blev sat foran hende. "velbekommen" sagde Marcus kort og drak lidt af sin egen rom. Hendes tone før havde alligevel lokket ham til at udfordre hende lidt. Han var ret sikker på hun nok snart var nået sin grænse, men han nød alligevel at se hende fortabt i sin fuldskab. Så længe hun ikke blev klistret så ville denne aften blive ganske underholdende, eller den ville være underholdende lige indtil hun dejsede om på grund af alkoholen.

Hun fnøs af ham og pressede hendes læber sammen, før hun lavede en ’tsk’ lyd af ham. Snobbet var man vel? Ja-.. Hun var hvert fald, i den grad at hun aldrig kom disse steder.. Aldrig. Hun havde knap nok, været ude og drikke, i hendes liv. Altid derhjemme, blandt vante rammer. Eller til fester, hvor alkoholen og dens pris, skulle hun ikke tænke videre over. Hun stirrede på manden, da han kaldte krofatter hen igen.. Hvad var han ude på? Sikkert drikke hende fuld eller blot gøre grin med hende..

Hendes grønne, giftige øjne knep sig lidt sammen og hun gryntede svagt. Kiggede tilbage på hendes glas og snart tømte den, før den nye kom hen. En ny væske.. Hun tog den op, snuste til den og lagde hendes eget hoved på skrå. Hendes fordrukne stadie, kunne ikke helt, finde ud af og dette-.. Var stærkt eller-.. Blot svagt? Så pyt da. Hun tog en slurk af det og skar endnu mere ansigt. Ikke af smagen, men varmen som bredte sig ned igennem hendes hals og videre igennem hendes brystkasse.

”Puha..” Kom det fra hende, overrasket og snart kom der et svagt grin fra hende. En varm lille latter, ikke meget, blot en svag en, som nok ville have fået mange mænd til at gå helt i spåner over hende. Varmen i kroen, hendes fulde stadie og denne nye væske spredte sig mere i hende og hun rakte op, for at løsne båndet i hendes hår. Lod det falde ud og snart faldt de store røde krøller ned over hendes skuldre og hængt helt ned til bunden af hendes ryg. Hvilket sikkert fik duften af hendes søde selv, til at flyve over til vampyren.

”Tak..” Sagde hun blot og kiggede over på ham igen, imens hun bandt det sorte silke bånd om håndleddet på hende selv.

”Hvad laver du så her.. Sidder og drikker for dig selv.. Specielt på denne tid, og stadig.. Ikke påvirket?” Han var sikkert den eneste i denne kro lige nu.. Som ikke var påvirket, selv Krofatter havde fået mere end en genstand.

Hun kiggede manden over.. Han så ret godt ud. Tatoveringerne fangede hendes opmærksomhed dog.. Men hun rørte ikke på sig, kiggede dog længe på dem, før hendes blik gled over ham endnu engang.. Elevator blikket.. Og derefter tilbage på hans ansigt. Direkte ind i hans øjne.

Marcus drak lidt af sin rom imens hans blik var rettet mod bagvæggen bag disken. Han virkede ikke synderligt interesseret i hvad der skete omkring ham. Han holdte dog alligevel lidt øje med hende imens hun smagte på rommen han havde bestilt til hende, et lille, næsten usynligt smil kom kort frem. Det forsvandt dog lige så hurtigt som den var kommet. Hun så ikke ud til at hade rommen, det var jo meget godt. Det var nemlig en god del stærkere end vinen og et lidt mere sikkert sats når man bestilte på kroer.
Ud af periferien af hans øjne kunne han se hende pille ved sit hår, og kort efter var det røde hår sluppet løs. Som vampyr fejlede hans lugte sans ikke noget. Den ellers svage duft af hende blev nu forstærket kraftigt. Hun duftede skam godt, men det var nok ikke så underligt. Hun så ikke ud til at komme fra helt fattige kår. Da hun takkede ham så han kort hen på hende og nikkede bare bekræftende. Han havde ikke så meget at sige til det. Han havde lige gjort hende en tjeneste, den vin var sikkert næsten giftig...

Da hun igen talte lod han blikket hvile lidt på hende. Endnu et lille smil kom og gik. "Jeg nyder aftenen.. Og  jeg ser ud til at klare det bedre end de fleste her" svarede han kort og håbede hun ville fatte hentydningen til den vilde fuldskab der var overalt i kroen. Hun var jo langt fra den eneste der havde fået en tand for meget indenbords. Hans blik gled igen væk fra hende, men han kunne mærke hvordan hendes øjne undersøgte hver en del af ham. Kort lod han sig selv kigge kort. Hun stirrede på hans arm. Det var nu ikke så sært, de fleste stirrede. Det var ikke alle der havde den slags tatoveringer. Da hun blev ved med at kigge så han igen på hende. Hendes øjne mødte hans og han smilede kort til hende. Det var en venligt smil, dog stadig en facade. Han overvejede hende kort. Med den søde duft hun havde, så kunne man håbe hendes blod ville være lige så sødt. Han havde endnu ikke spist denne aften, så hun var da en mulighed... Han gemte tanken en anelse væk, men ikke længere væk end han kunne mærke en snært af sult.

Han tog sit gals og rettede det mod hende. Endnu et venligt smil blev sendt hendes vej før han hævede glasset. "Skål" sagde han kort før han tømte glasset. Han satte det fra sig og så afventende på hende. Hvis hun tømte sit glas lige som ham, ville han få fat i krofatter igen. De skulle jo have en genopfyldning!
Hvis hun blev fuld nok ville hun være et lettere offer. Så behøvede hun ikke lige så meget arbejde før hun kunne følge med ham senere. Marcus kendte en del gode steder at spise hvor ingen kunne se ham. Ikke at det plejede at være et problem om natten, der var som regel ikke så mange på gaden. Det var dog altid fint at tage sine forholdsregler.

Dannika’s duft var meget sød, ren og tydeligt bagte præ af at hun havde levet et godt liv. Hun var sund og rask, fejlede virkelig intet. Men det kunne man nok også forvente af at se på hende. Hendes hud var fin og fejlfri, så meget blød ud og endda bleg. Nogle fregner kunne ses, både på hendes ansigt, men også hendes skuldre og ned af hendes hænder. Sådan var det, når man var rødhåret. Hun sukkede lidt og kiggede i glasset, nikkede til hans ord og kiggede lidt rundt, da hun tydeligt forstod hans hentydning. Hun var jo ikke dum, selv ikke i hendes-.. Rimelig fulde tilstand.

”Hva’ pokker..” Beklagede hun sig lidt og rakte hende, for at stille klikke hendes glas imod hans, da han sagde skål. Hun fulgte trop og tømte glasset i hendes mund, skar ansigt og slugte det hele.

”Argh!” Grinte hun lidt og mærkede igen, hvordan det brændte sig ned igennem hendes krop. Gyste svagt og fniste endnu mere. Puha, det var stærke sager, specielt for en som normalt holdte sig til vin. Det eneste stærke alkohol hun nogensinde havde fået, var-.. Den rom, hun havde kvalt på vejen herover. Hun rykkede lidt på sædet, svang det ene ben over det andet og gispede svagt, da hun mistede balancen lidt. Åh nej, okay.. Hun var nu mere påvirket end hun havde regnet med.

Hun stirrede lidt på krofatter, da han fyldte glasset op endnu engang.

”Hov hov! Nu skal du ikke være fræk og hælde for meget på mig, uden selv at blive i det mindste-.. Lige så fuld!” Beordrede hun til manden ved siden af. Hun skulede til ham og fnyste. Dog-.. Tømte hun hurtigt hendes eget glas igen og satte den ned.

”Hvor er mine maner.. Sikkert-.. Glemt et sted, nå nå.. Jeg er Dannika Joyce Byrne.” Sagde hun så.. Formelt hun nu kunne og rakte hånden over til manden, blot for at gribe hans og give den et godt håndtryk, hvis han gjorde det tilbage igen. Lige som resten af hende, så var hendes hånd lille og fin, med nydelige negle, men-.. Hendes håndtryk? Hårdt og fast.

Det var en god ting at hun gik med til at skåle med ham, det viste bare at hun ikke var helt lukket for hans selskab. Da hun havde tømt sit glas og det igen blev fyldt op. Han sippede en smule af den genopfyldning han selv havde fået da hun beordrede ham til at drikke så han blev fuld lige som hende. Et lille smil kom frem. Det var ikke let at drikke ham fuld og han ønskede heller ikke at miste kontrollen, også selvom han nød alkohol meget ofte.
"Hvis jeg skal have det lige som dig, så skal der langt mere til... Men det må blive en anden aften."hans stemme var en anelse afvisende, men dog stadig venlig. Han ønskede ikke at hun skulle miste interessen endnu. Han havde efterhånden besluttet sig for at hun nok blev aftenens første snack. Ikke at hun behøvede at vide det endnu.

Da hun præsenterede sig, gav han hende sin hånd. Hvad der måske ville stå ud for hende var at hans hånd var kold, unaturligt kold. Det hørte med til vampyr racen, men Marcus spekulerede ikke så meget over det længere. Han gav hende hånd et klem, et der matchede hendes nogenlunde. Han gav hende endnu et lidt skævt smil og præsenterede så sig selv. "Fornøjeligt at møde dig, mit navn er Marcus Davison" Det var ikke et særligt navn, det hørte hverken til adelen eller nogle andre af høj status. Før han selv var blevet vampyr havde han bare været en simpel mand, hverken fattig eller rig. Dog med nok til at få livet til at  glide. Efter hans liv dog blev taget fra ham var det ikke de samme laster der tyngede ham, som før i tiden. Han var lovløs og levede fra nat til nat uden et fast hjem. Det var nemmere mente han.

Det var en skarp forskel til Dannika, han var ikke i tvivl om at hun kom fra gode kår. Hun havde sikkert aldrig oplevet at leve i skidt og møg fordi der ikke var andre muligheder. Det gjorde kun denne aften lidt mere interessant, for det var ikke altid hans ofre overlevede, han havde ikke besluttet sig for hvad hun skulle denne nat. Det afhang af så meget.

Hun følte hans hånd, den var kold.. Dog var det ikke noget hendes fulde hjerne hakkede så meget i.. Måske frøs han?! Det var det eneste hun tænkte på lige netop nu, da hun ellers ikke hang så meget i det.

”Fornøjelse at møde dig også..” Nikkede hun til ham, før hun trak hendes hånd tilbage og hævede glasset. Hun sippede dog mere, denne gang, ikke gik helt døddrukken i den. Hun skulle også finde et sted at overnatte, dog-.. Blev det nok lidt sværere. Hun havde jo ikke nogle penge? Hmm.. Hvor og hvordan. Måske kunne hun finde en fin mand, som var fuld nok til at tage hende med hjem, men falde direkte i søvn med det samme? Måske.. Eller-..

Hun kiggede over på Marcus igen og vendte sig denne gang mere om imod ham.

”Så hvad laver du ellers? Udover at sidde her på en kro, midt om natten og slet ikke-.. Være påvirket på nogen måde? Holder du øje med nogen eller?” Det var tydeligt at tanken om at han var vampyr, havde slet ikke ramt hende.. Over hovedet ikke.. Hun tænkte han sikkert bare var et menneske.. Han lignede jo en?!

Hun flirtede tydeligt ikke, dog hintede det lidt, hun måske gjorde? Eller også var det blot hendes personlighed? Sådan som hun sad, lænet op ad baren, armen over bordet, benet over det andet, hovedet lidt på skrå. Alt hendes hår trukket over den ene skulder, så den anden viste bar hud. Hendes svage smil, på de fyldte læber.  

Hun studerede ham dog lidt, kiggede på hans smukke krop og ledte efter små hints, til hans liv.. Han så ikke rig ud.. Men heller ikke fattig.. Hm.. Og de tatoveringer? Hmm.. Hans lange mørke hår.. De øjne.. Hun knep hendes egne lidt sammen og stirrede ind i hans øjne, ledte og ledte.. Men fandt ikke rigtigt noget.

Marcus nikkede kort bekræftende til hendes høflige kommentar og trak så hånden til sig da hun slap hans hånd. Han hævede kort sit glas og drak lidt. Det var ikke den værste rom, faktisk ville han ikke have noget imod at drikke den resten af aftenen. Det var dog ikke lige det der var planen for aftenen, for han kunne mærke sulten aller nederst i hans mave. Det betød flere ting.. Det var ikke godt for vampyre ikke at være mætte, de var svagere når de manglede blod. Hvis der var noget Marcus ikke kunne lide, så var det at føle sig svag.

Han havde betragtet Dannika en smule imens hun havde drukket lidt af sin rom, dog havde han forsøgt ikke at være alt for åbenlys. Da hun vendte sig mod ham rettede han sig dog op, og så på hende. Det havde virket som en ret pludselig bevægelse, så han havde automatisk set på hende for at se hvad hun gjorde. Hun talte blot. Hendes spørgsmål fik ham kort til at trække på skulderen. Han kunne være fristet til at fortælle hende sandheden, men han lod være, det var ikke det rette sted til at nævne hvad han var. Der var for mange der kunne overhøre ham på kroen. "Du ville ikke tro mig selv hvis jeg var ærlig" mumlede han kort, det var dog højt nok til at hun kunne høre ham. Et bevidst valg, hvis hun var som han regnede med, så ville hendes stædige nysgerrighed presse hende til at forblive sammen med ham bare for at få svar. Det var en leg for ham, måske det var en anelse usmageligt af ham at lege med sin 'mad', men det var nu underholdende.

"Holder du selv øje med nogen måske?" spurgte han kort og så på hende med et charmerende smil på læberne. Det var ikke helt rigtigt hvad hun havde formodet, men helt forkert var det jo heller ikke. Han var der for at finde aftenens mad og finde noget at lave. Så lidt holdt han øje med folk. Lige nu var det dog mest hende der havde hans opmærksomhed. Hun var jo et smukt menneske, og Marcus kunne sagtens sætte pris på det skønne ting i verden, så som kvinder.
Han mærkede hendes blik på sig igen og da han så mod hende mødte hans øjne hendes sammen knebne øjne. Han lagde kort sit hovede på skrå før han talte. "Hvad ser du?" spurgte han kort, det var lidt retorisk, da han var klar over at hun kiggede på ham. Han var dog ikke sikker på hvad hun så efter på ham.

/// Sorry, jeg først svare nu Jeg har lige haft nogle lidt travle dage, så har først fået tid til at svare nu ///

Han var så-.. Mystisk.. Ugh, hvor var det dog møgirriterende! Han gav hende aldrig et helt klart svar.. Det var altid noget vildledende og aldrig noget hun kunne bruge noget til.. Hun opdagede dog at han snart kiggede på hende.. Hun stirrede.. Dette var ikke godt.. Han havde set hende stirre nu. Stop, Dannika.. Stop så.. Hun mærkede hendes kinder brænde lidt og pulsen svagt stige, da han spurgte hende, hvad hun så. Hun rømmede sig lidt og så ned i hendes glas.

”Ikke-.. Lige hvad jeg havde regnet med. Ofte kan man se ind i folk’s øjne og få-.. Svagt et glimt af hvordan de er. Men også deres reaktion på det, kan-.. Sige en masse. Men dig? Jeg-.. Jeg ser intet.” Hun så op på ham igen, rynkede hendes bryn og kiggede nu mere eftertænksomt på ham.

”Du nævnte jeg ikke ville tro dig.. Hvorfor ikke? Du gør mig mere nysgerrig med sådan nogle svar.” Grinte hun lidt og lænede sig over imod ham.

”Er du en af dem med så mange hemmeligheder? Mmh?” Spurgte hun med en mere lav stemme, hun flirtede ikke, dog-.. Legede mere tilbage med ham, på en mere trodsig og-.. Kæk måde. Lidt som om hun gjorde nar af ham. Dannika var lidt af en møg unge.. Aldrig helt sat på plads, og dem som havde prøvet? Dig havde fået smæk lige tilbage igen og derefter givet op. Hun var en stærk kvinde, og klart en som ikke bare faldt ned, af ingenting.

Men denne mand.. Hun ville vide de her ting om ham.. Hun ville.

//Det er helt okay Bare glad for du ikke har glemt mig! //

Da hun sagde hun ikke havde set det hun havde håbet på, smilte han. Det var et tilfredst smil, men det ændrede sig dog hurtigt til endnu et venligt et af slagsen. Hun sagde intet, det var et ret sigende ord for ham. Efter man dør og bliver genfødt er det ofte følelsen af intethed og sult der fyldte mest. Det havde det i hvert fald været for ham den gang, for så mange år siden han selv blev vampyr.
"Intet... Det er ikke særlig flatterende" kommenterede han kort og smilte en anelse drillende til hende. Han var ligeglad hvad hun sagde om ham, det vigtigste var bare han kunne få hende blod senere. Desuden var det altid lidt underholdende at stikke lidt til kvinder der prøvede at få noget ud af ham.

Da hun kom nærmere flyttede han sig ikke til at starte med. Han så kort på hende, denne gang med et lidt tomt blik og uden det ellers behagelige og venlige smil. "Det var ikke meningen du skulle tænke over det, det er bedst for dig at jeg bare lader dig være nu..." forklarede han kort før han hurtigt drak resten af sit glas rom.
Han så fra sit tomme glas, som han satte på baren og derefter på hende da hun nævnte hemmeligheder. Hun havde ingen anelse! Hele hans liv var en hemmelighed efterhånden!
Han stak hånden i en lomme og trak lidt mønter op og smed dem på disken, før han igen så på hende. "Det er ikke smart at stikke næsen i andres hemmeligheder" han så hende direkte i øjnene og sendte hende et vagt smil, før han begyndte at gå mod kroens dør.

Dette var det spændende ved aftenen. Havde han gjort hende interesseret nok? Det var altid et gamble når man forsøgte at få folk til frivilligt at forlade sikre omgivelser. Men hvis han var succesfuld, så ville hun følge efter ham for at få mere at vide om ham. Selvom hendes udseende var yderst behageligt, så var han også lidt utålmodig med kvinder som hende, der kom fra bedre kår. Det plejede at være svære at skabe interesse hos, fordi det ofte tænkte de kunne få noget bedre af andre mænd.

Hun rynkede hendes bryn endnu mere og kiggede efter manden, da han bare forlod.. Allerede? Hun fnyste lidt og sad i noget tid, på stolen, kiggede ned i hendes glas.. Han havde ikke bedt hende om at komme med.. Men han havde heller sagt hun skulle blive væk? Dette var-.. Hmm.. Hvis hun fulgte efter og ikke kunne finde ham, kunne hun altid gå tilbage, men hvis hun ikke gør.. Så kunne hun måske miste en chance? Hun tømte glasset og trak hendes uldsjal mere op om hendes skuldre. Den var mere som et tæppe.. En et sjal. Hun hoppede ned fra stolen.. Hendes balance var ikke god.. Slet ikke. Hun sukkede lidt og gik derefter imod døren.

Dannika gik uden for kroen og så sig lidt omkring? Hvor var han hende? Hun vidste det ikke.. Kunne ikke se meget i mørket og valgte derfor at gå ned af gaden. Der var koldt.. Hun trak tæppet mere omkring hendes skuldre og gyste svagt.

Efter at have gået i noget tid, var hun drejet ned af nogle gader og nu faret-.. Endelig vild.. Hun vidste ikke hvor hun var henne og hendes fulde hoved.. Havde ikke kigget så meget rundt.

Dannika endte med at læne sig op ad en væg og så ned i jorden.

”Fandens..” Sukkede hun lidt.

Marcus var gået lidt væk fra kroen. Han havde fundet sig en gyde der var meget mørk fra skygger og natten, der kunne han sagtens se hvem der kom og gik fra kroen. Han ventede lidt i skyggerne. Hun havde ikke fulgt efter ham med det samme. Han ventede roligt, han ville give hende chancen før han evt. ville smutte et andet sted hen for at finde nogen.
Lige som han stod og overvejede hvor han ellers skulle tage hen så han døren åbne ind til kroen og de Dannika træde ud. Han smilede koldt for sig selv. Det var som han havde håbet! Han kunne se hvordan hun kiggede rundt efter ham, men da hun tydeligvis ikke kunne se ham begyndte hun at lede.

Han holdte sin afstand til hende imens hun gik, han ville ikke opdages af hende endnu. Han forblev i bygningernes skygger og holdt blot øje med hvor hun gik hen. På et tidspunkt stoppede hun dog. Det samme gjorde han, han ventede og fulgte hver af hendes bevægelser med øjnene. Hun så ud til at... give op? Han smilede lidt over det. Han stod lidt og ventede, lod hende være fortvivlet i lidt tid.

Efter nogle minutter bevægede han sig næsten lydløst mod hende fra hans gemmested. Det ville se ud som om han bare var kommet ud af ingen ting, hvis hun havde set ham komme. Men de virkede til hendes fulde tilstand havde fået overtaget.
Med rolige skridt kom han hen til hende. Hans ansigt var neutralt og hans bevægelser rolige, men overraskende lydløse. Han brød dog stilheden da han var nået hen til hende, så der kun var et par meter mellem dem. "Du er ikke for klog hva?" sagde han kort og slap et kort grin. Det var farligt at gå rundt alene på den måde, hun var trods alt kun et menneske. " Skulle en pige som dig ikke snart hjem til palæet ?" spurgte han og lænede sig op af den samme væg som hende, han så lidt rundt på omgivelserne imens han afventede hendes svar.

Hun havde stået der i noget tid, og havde endelig givet op.. Og ville endelig bare have smidt sig. Hun var faret vild.. Og nu ikke anede hvor hun skulle sove. Hendes tanker for afsted og hun trak tæppet mere omkring hendes skuldre med et suk.

Stilheden blev dog brudt, da Marcus nu trådte frem igen. Hun gispede og blev lidt forskrækket da han snakkede ud af ingenting! Hun så op på ham og det fortvivlede udtryk væk. Hun rynkede igen hendes bryn af ham og rejste sig mere op, hvor hun ikke stod imod muren mere.
Hendes balance var virkelig dårlig.. Hun snublede lidt over hendes skørt og faldt tilbage, med bagdelen imod en trækasse.

”Oh.. Du forskrækkede mig.. Jeg-.. Har intet at komme tilbage til.. Så-.. Det er okay.” Sagde hun.. Hun så væk og derefter tilbage på ham.

”Hvorfor er du her endelig? Fuldt du efter mig?” Hendes stemme var noget skarp lige nu.

Marcus havde et lille men synligt smil på læben som hun fumlede rundt da han havde gjort sin tilstedeværelse tydelig. Der var ingen tvivl om at alkoholen havde gjort hende lidt ubalanceret. Det gjorde dog ikke ham noget, det ville kun være mere sjovt. Han lyttede til hendes kommentar om at han forskrækkede hende og at hun ikke havde et palæ at vende hjem til. Han lagde hovedet lidt på skrå imens han trådte væk fra muren. Det gjorde jo hele situationen anderledes... Var hun blevet smidt ud? Eller havde hun drukket alle sine penge væk? Han tænkte lidt, men blev så igen opmærksom på hvad hun sagde. Han rakte hånden ud til hende imens han smilte stort. Det var ikke et varmt smil, men en smule mere manisk.

"Om jeg fulgte efter dig? Hvad hvis jeg gjorde?" spurgte han kort og så på hende. Hvis hun tog hans hånd ville han hjælpe hende med sin balance og støtte hende. En venlig gestuts, eller det ville virke venligt... Marcus havde ikke særlig meget oprigtig venlighed tilbage i sig længere.
Han så på hende med et lidt undersøgende blik før han spurgte. "Hvad er der blevet af dit hjem?" han lød undrende, og hans tone var ikke just kold, men mere uforstående. Det var ikke klart for ham hvad Dannika kunne havde kommet fra, for hendes tøj antydede at hun var fra en rigere familie, men sådan som hun havde drukket denne aften, så virkede det ikke til at gå godt.

I hendes fordrukne hjerne var hans ’venlige’ gestus, endelig venlig for hende.. Hun tog imod hånden og holdte sig til den. Heller at støtte sig til ham, end alle de beskidte vægge omkring dem.. Hun pustede svagt og prøvede at tvinge hendes hjerne til at være mere ædru.. Ikke at det gik godt. Hun stønnede lidt da han så spurgte hende om hvad det var, som havde endt med, at hun ikke kunne komme hjem.

”Jo ser du.. Mine forældre har selv.. Drukket og gjort så meget lort, at de er ved at miste alle deres penge! Min elskede bror har stukket af, da han ikke ville acceptere, vores forældres holdning om-.. Hans kæreste.. Mandlige kæreste..  Nå, men mine forældre har så ikke flere penge.. Hvad tror du så de ville? De ville sælge mig! Have mig til at arbejde på et horehus! Eller endda fine en utrolig rig mand, og sælge mig! Som om jeg er en genstand!” Hun lød oprigtigt vred. Hendes øjne, selv om de var triste og fordrukne, var der nærmest flammer som brændte i dem. En vrede som ikke mange kvinder i hendes position have. Denne flamme var sikkert dem, som havde fået hende til at blive ved med at kæmpe.

Hun knurrede svagt, og så væk, hendes hjerte galoperede afsted i hendes brystkasse, sammen med hendes puls. Alt sammen den sammenkogte vrede som hun havde lige nu.

Dannika så derefter tilbage på ham og hendes bryn rynkede.

”Så der har du det! Jeg er lige nu en kvinde uden hus, uden noget som helst, at komme tilbage til! Har levet et rigt liv, og derved ingen anelse om hvordan man arbejder.. Heldigvis har jeg da noget uddannelse, som mange ikke har, men det er det! Er du tilfreds? Har du fået stillet din-.. Nysgerrighed, eller hvad en det er, som har drevet dig til at følge efter mig?!” Hun gik helt tæt ind på ham, selv om hun skulle stirre opad på ham. Men helt tæt ind. Ikke på nogen-.. Flirt måde, men mere-.. Provokerende eller prøve at være intimiderende.

Han fandt det meget fint at hun valgte at tage imod hans hjælp ved at støtte sig til ham. Han holdt et fast tag i hendes hånd, dog ikke på en ubehageligt eller smertefuld måde. Kun fast nok til at hendes hånd ikke ville glide ud af hans særlig nemt. Som hun stod der og kæmpede med sin fuldskab lagde han forsigtigt sin frie arm om hendes talje. Der var intet romantisk i det fra hans side af, det var blot for at støtte og holde hende tæt på sig. Han lod roligt hånden hvile om hendes talje imens han lyttede til hende tale om sit hus og sin familie.
Situationen var langt fra hvad han havde troet, ikke at det gjorde ham blød i knæende eller på anden vis fik ham til at have ondt af hende. Sådan fungerede hans hjerne ikke længere. I stedet tænkte han lidt over hendes forældres tankegang og kunne på sin vis godt se logikken i at sælge en så smuk kvinde som Dannika, hun ville tjene dem en god sum penge hvis de kunne finde ud af at forhandle. Da hun var færdig med at fortælle betragtede han hende imens vreden tydeligvis hvirvlede rundt i hende, han smilede en smule. Det var en glædelig opdagelse at se hende vred, det gjorde hende mere livlig.

Han nåede ikke rigtigt at sige noget før hun igen så på ham og begyndte at tale igen. Han sagde ikke noget før hun var færdig. Der var ingen grund til at provokere hende imens hun allerede talte. Han forblev rolig og stille imens hun kom nærmere, det gjorde ham intet. Faktisk ville det kun gøre det nemmere at 'fange' hende.
Hendes ord lød som brok i hans øre, det havde det egentligt gjort i noget tid nu.. Han var tålmodig, men ikke en der orkede at lytte til alt og alle. Denne kvinde havde alle muligheder for at komme frem i verden, selv uden penge og familie så var der muligheder for kvinder som hende. I sær hvis hun havde lidt uddannelse... Marcus sukkede lavt og så ned på hende. Hans øjne var kolde og alt ansigts mimik virkede til at være væk i få sekunder før han talte. "Du brokker dig for meget" hans stemme var lav og uden den venlige varme hun før havde hørt inde i kroen. "Hvis du ter dig som du gør nu er det klart de ville sælge dig! Du drikker dig fuld sammen med fremmede og tager ikke hensyn til verden omkring dig! Det er da et mirakel at du stadig er i live.." hans stemme var stadig kold, men han var så småt begyndt at fæstne sit greb om hendes hånd og talje som han talte. Hun var ikke længere sjov at drille, han ville ikke have sin aftensmad ødelagt af dens brok og fuldskab længere.

Marcus lænede sig lidt ned mod hende og et køligt smil brød frem på hans læber. "Dine forældre skulle have lært dig om verden før de slap dig løs..." hviskede han lavt i hendes ene øre imens han kort slikkede sig lidt om munden. Hendes duft var sød og dejlig, hans sult var efterhånden blevet værre, men han var trods alt stadig i kontrol. Han ville nyde sin mad, lige som han plejede.

Armen omkring hendes talje, var ikke noget hun tænkte meget over til at starte med.. Hun mærkede det, men havde faktisk ikke meget imod det. Han holdte hende der, så hun ikke væltede over det hele.. Dog-.. Da grebet blev strammere, rejste hendes puls sig og blev hurtigere.. Specielt da han kom helt tæt på, hun drejede hendes hoved svagt og mærkede hans ånde ind i hendes øre. Hvad-.. Lavede han? Han troede da vel ikke, at de skull-.. Åh nej, de skulle ikke lave noget! Hun lavede ikke sådan nogle ting, med mænd hun lige have mødt, ikke på vilkår!  

Vreden i hende blev kun værre da han begyndte at snakke ned til hende. Hun prøvede at skubbe ham væk, få hendes hånd fri og blot væk fra ham.

”Hey, gå væk! Stop!” Brokkede hun sig og pressede hendes frie hånd imod hans brystkasse, hun vred hendes krop mere, men kunne ikke kæmpe meget imod.. Tværtimod så var hun bare ved at vælte over hendes egne fødder og derved lænede sig mere imod hans arme.

”Hvad vil du? Slip mig fri! Jeg har ingen penge du kan få-.. Og du skal slet ikke tro du kan pludselig-.. Gøre sådan usle ting ved mig, i en gyde..” Hvæsede hun og prøvede at skubbe hendes hoved imod hans, gemme hendes øre og hals væk. Sjalet som have dækket hendes nøgne skuldre og hals faldt fra hendes skuldre. Hendes hår duftede sødt og frisk af sæbe og friske blomster. Hendes hud havde også en meget naturlig sødhed.. Hvilket også var det samme med hendes blod.. Hun havde levet det gode liv og derved meget rask og fået alt det næring hun kunne få.

En svag rødmen dukkede dog op på hendes kinder. Den fregnede og lyse hud på hendes skuldre var meget sensitiv.. Samt hendes øre og hals også. Hans ånde kildede.. Hun mærkede varmen svagt blusse op nogle-.. Visse steder. Han var jo en ret-.. Smuk mand, og specielt tæt på. Samt-.. Hans arme omkring hende-.. Åh nej, det var alkoholen som talte. Hun peb svagt, og blev lidt bange.. Alle disse følelser og sære tanker-.. Samt-.. Stop. Stop nu Dannika, kom væk!

Da hun endelig begyndte at forstå han ikke var venligsindet mere og begyndte at forsøge at skubbe sig fri fra hans greb fik det ham til at smile. Det var en grufuldt smil, den slags smil der ville få hårene til at rejse sig på dem der så det. Hun gjorde det kun mere underholdende for ham. Han var en mand af simpel humor. Jo mere hun maste og kæmpede mod hans styrke, desto mere sjov var det for ham. Han var på nogle måde meget dyrisk, det var jagten der var spændende og sjov for ham, ikke blot det at tage livet. Som hun begyndte at tale sin sag og stadig kæmpede imod ham, slap hans hendes hånd. Med en hurtigt bevægelse havde han placeret den mellem hendes skulderblade. Med en arm om hendes talje og en hånd på hendes ryg kunne han holde hende helt tæt ind til sig. Hun ville kunne skubbe og slå alt hvad hun ville, men han havde ingen intentioner om at slippe hende nu.

Han var sulten, så der var ingen logik i at slippe et velduftende måltid. Han lænede sig en anelse ind over hende og pustede kort til hendes vilde hår. "Jeg håber dit blod er lige så sødt som din duft.." hviskede han kort imens han strammede sit greb om hende. Han trak hende så tæt at de stod krop til krop uden det mindste mellemrum længere. Hvad end hun ville gøre med sine arme havde ingen betydning for ham, hun kunne ikke skubbe ham væk. Han lod langsomt sin hånd der før havde være mellem hendes skulderblade glide op til hendes baghoved. Han tog fat i en stor håndfuld af det røde hår og hendes baghoved. Han holdt hende helt fast, før han kort så på hendes ansigt. Han ville se om hun var bange.

Da han havde set kort på hende, så lænede han igen hovedet ind mod hendes hals og bed så. Hun havde så blød og fin hud at det var som at bide i et stykke mørt kød. Hendes blod var sødt og varmt, lige som han kunne lide det. Han var grådig af natur og var ikke kendt for at efterlade sine middage levende bag efter.
Som han drak holdt han hende stadig helt tæt ind til sig, det var ikke længere så bevidst, men mere en vane. Nogle gange kæmpede maden i mod, selv om de ikke havde en chance længere.

Dannika havde netop ingen chance.. Og det var så småt ved at gå op for hende. Hun mærkede hvordan han trak hende tættere på sig, hvordan hans kolde hænder var imod hendes hud og krop. Kulden gik nemt igennem hendes tynde trøje, hun gyste og mærkede panikken stige i hendes krop.. Alt for meget. Pludselig var hånden i hendes hår, og hun stirrede direkte på ham. Hendes øjne var fulde at liv stadig og en intense vrede og blæste.. Frygten var tydelig i hendes krop, men vreden var der også. Viljestyrken til stadig at kæmpe. Og hun blev ved. Hun vred og sparkede imod ham, bankede hendes hænder i hans ryg og endda prøvede at flå i hans hår. Lige indtil han bed. Der var det som om, det pludselig gik op for hende.

Hun gispede da smerten eksploderede i halsen fra det og hendes hænder rystede svagt. Det var en meget underlig følelse, hun kunne slet ikke beskrive det på nogen måde.. Følelsen af hans tænder i hendes hals, hendes sensitive hud brudt, og ham der var ved at drikke. Vampyr.. Han var en vampyr.. Skulle hun dø nu? Var hendes liv ovre?

Det var som om gejsten i hende, døde mere og mere ud, jo mere han drak fra hende. Dog efter noget tid. Livede hun op, det skulle ikke ende sådan her.. Nej. Hun løftede en af hendes hænder og prøve at brage den ned i hovedet på ham, sammen med et knæ lige op i-.. Hans manddom.

”Giv så slip!” Hvæsede hun. Han havde drukket meget fra hende, så hun havde ikke mange kræfter.. Dette ville nok ikke få ham til at slippe. Men-.. Hun ville ikke give op. Hendes krop rystede, den manglede meget af dens livs energi, værende det blod han drak.. Hendes arm faldt ned til hendes sider, efter hendes sidste forsøg på kamp og hendes krop føltes tung. Hun gyste og mærkede hvordan hun frøs. Hendes hoved faldt tilbage og verden gyngede lidt omkring hende.

”Jeg-.. Vil ikke gi-..” Mumlede hun svagt.

Selvom hun stadig kæmpede en kamp imod hans faste tag på hende, så løsnede han ikke grebet. Selvom det var underholdende at opleve hendes stædighed, så var det også så småt ved at være en anelse irriterende. Ikke desto mindre blev han ved med at drikke fra hende, hun havde lækkert blod efter hans mening. Den var sødt, men der var også stadig den velkendte metalliske smag, som han havde groet til at elske. Sådan havde det ikke altid været, den gang han endnu var en ung vampyr var den metalliske smag fremmed og ubehagelig, men med årene var det blevet mere og mere normalt for ham. Ikke desto mindre foretrak han søde sager, hvilket var fantastisk med Dannika.

Han mærkede hvordan hun endnu engang havde samlet nok energi til at fortsætte hendes slåen og sparken, denne gang fik hun dog ramt ham et sted, hvor selv det hårdeste vampyrer nok ville mærke smerten meget tydeligt! Han tog et skridt tilbage, dog ikke uden at slippe hende. Han mærkede smerten og slap kort hendes hals med sine tænder. Det stoppede dog ikke blodet fra at løbe ud af den ømme hals. Han pustede kort ud for at beherske smerten, før han igen bed hende, denne gang et nyt sted på hendes hals. Når nu hun valgte at påføre ham smerte kunne han jo kun gengælde det. Han hev godt fast i hendes hår, sådan at hendes hals var mere blottet for ham, imens han fortsat drak det søde blod.
Han kunne mærke hvordan hendes modstand blev mindre og mindre, hendes krop blev mere slap. Han havde godt en fornemmelse af at hendes krop sikkert snart ville give efter. Det gjorde de altid...

Som han mærkede hendes krops anspændthed falme mærkede han også hendes hovede blive tungere i hans favn. Hun ville snart være helt drænet. Han fortsatte dog alligevel med at drikke hvad der var tilbage af hendes blod.
Han holdt hende tæt selvom hendes krop gav efter. Selvom hun ikke længere havde kræfterne til at slå, så var der stadig arbejde i at holde kroppen oppe så han kunne drikke færdig.

Efter lidt tid stoppede han med at drikke, og så lidt på hende. Hun var en smuk kvinde, det havde han været klar over hele tiden, men der var altid noget anderledes ved menneskers udseende når de var på grænsen af døden. Han betragtede den blege hud, som nu havde en endnu lysere tone end tidligere på aftenen. For selvom hun var rødhåret og havde smuk hud, så ville døden altid kunne gøre huden lysere.
Marcus slikkede sig lidt over læberne, hendes blod havde dækket hans læber og var løbet en anelse ned af hans hage. Det var noget nær umuligt at spise ‘pænt’ som vampyr havde han erfaret.
Som han stod der og betragtede Dannika, overvejede han kort hendes opførsel... Hun havde haft en kampgejst han kun kunne komplimentere, det var ikke alle der valgte at kæmpe imod så længe som hende. De fleste blev så afkræftede at det ofte bare prøvede at tale deres sag, men det virkede sjældent på Marcus. Han hørte kun ynk fra deres mund, og han havde intet til overs for den slags. Men Dannika, hun var af en anden støbning. Det måtte han give hende, hun havde brugt alle sine kræfter til det sidste. Hun kunne være underholdende at se udvikle sig... Han tænkte lidt over det før han besluttede sig...
Da han havde stået et par minutter med hende i sin favn så han endelig på hende igen. Han var jo ikke helt uden nåde, hun havde været fyrig og temperamentsfuld, noget der kunne være spændende at se mere af. Så fremt hun overlevede livet som ny vampyr... Det var langt de fleste der kunne finde ud af det, men hvad pokker. Døde hun som vampyr var det ikke hans problem alligevel!

Marcus bed hende en sidste gang og sørgede for at få hver en sidste dråbe af hendes blod før han satte hende ned på jorden. Han lænede hende ind mod en væg og så hende en smule an. Hvis hun overlevede de første par år, så ville hun sikkert kunne komme langt. For med et udseende som hendes så var hun ikke uden muligheder. Marcus smilede en smule, det var altid et gamble at skabe vampyre, men det var også en del af det sjove!
Han kærtegnede kort hendes læber med den ene hånd før han bed i sin anden, frie hånd. Han så lidt på blodet der begyndte at pible frem fra håndfladen. Det var altid et underligt syn når han gjorde dette. Ikke desto mindre satte han sin blødende hånd for hendes mund, imens han holdt hendes hovede med den anden. Det var ikke altid lige let at få en død krop til at drikke, men det så ud til at virkede denne gang.

///Jeg tænkte at det var nemmest jeg fik skrevet hvordan hun bliver forvandlet, men hvis du vil have mulighed for at hun skal gøre mere inden da, så skriv bare til mig, så ændre jeg det her svar ///

At dø.. Det var en meget mærkelig fornemmelse. Søvnigheden blev meget stor og behovet for at give slip. Hendes krop var tung, kold.. Hun frøs.. Men hun var stadig tæt ind på ham.. På en måde var det rart? Efter hendes sidste spark, havde han givet slip. Hun smilte, men gispede svagt, da han bed hende et nyt sted. To bidemærker pyntede nu hendes hals. Hendes kjole var våd fra hendes eget blod.. Beskidt fra jorden omkring dem. Dog var hun endelig ligeglad nu.. Alt var vel ovre.

Hun følte sig selv flyde ud.. Som om hun faldt, men alligevel ikke? Alt dette var meget anderledes.. Helt-.. Mærkeligt. Hvornår havde hun lukket hendes egne? Det vidste hun ikke, hun var endelig også ligeglad. Meget..

Døden pyntede kun Dannika meget mere. Hendes hud var endnu blegere. Alle små-.. ’fejl’ på den, var væk. Helt væk. Hendes hår virkede kun mere rødt og flammende, nu, men det var dels på grund af hendes nye hudtone.

Marcus’ blod ramte hendes læber, det faldt længere ned og start begyndte magien. Hendes krop vågnede op på en måde. Begyndte langsomt at bevæge sig lidt.. Det startede svagt ved hendes fingre spidser, de rystede lidt. Derefter hendes fødder, og sådan forsat det.
Tørstig.. Hun var tørstig. Sulten, mere.. Hun skulle have mere.. Denne lækre væske.. Mere! Efter lidt tid. Ville hun pludselig gribe fat i Marcus’ hånd. Bide direkte ned i den, med hendes-.. Nye, meget lange hjørne tænder. Hun ville knurre højt og øjnene sprang op. Der hvor hendes egne tidligere, livs grønne var.. De var ikke mere. Slet ikke mere.  

”Mere..” Gispede hun svagt, som om hendes liv drejede sig om det-.. Hvilket det nu også gjorde. Hun flåede i hans arm, for at komme tættere på og endda prøve at bide længere ned i hans hånd. Måske også mindre hævn?.. De bide mærker han havde givet hende, healede op.. Men to ar var efterladt. Ikke nogen der ville springe i øjnene på folk. Men hvis man vidste de var der? Så ville man kunne se dem.

Marcus holdt roligt hendes hoved med den ene hånd imens han ventede på om hun ville vågne op. Der gik dog ikke længe før han så de første små tegn. Hendes krop begyndte langsomt at 'live' op igen, det var dog et meget anderledes liv der lå for hendes fødder nu. Tilværelsen som vampyr var ikke nem, slet ikke i de tidlige år. Det var dog en tilværelse som lå så langt fra menneskets, noget som Marcus først have opdaget da han selv var blevet vampyr den gang for så mange år siden.

Han kunne dog ikke hvile ved minderne og tankerne længe. For langsomt blev Dannika mere og mere levende. Han mærkede hvordan hun greb fat i hans hånd og hun nu bed til. Det gjorde ikke specielt ondt på ham, men han så dog ikke videre glad ud for det. Han så på hende, imens hun blev mere og mere vild at se på. Det var tørsten der talte, det gav altid de unge vampyre et vildt blik i øjnene. Han smilede en anelse over det, det var et køligt smil, men dog også et tilfreds smil. Selvom han ikke havde nogle planer om at blive med hende eller træne hende, så var der altid noget tilfredsstillende ved at se ændringen i deres ansigt når de vågnede fra døden.

Da hun endelig gav lyd fra sig begyndte han at hive sin hånd til sig igen. Hun havde fået rigeligt af hans blod nu! Hun ville alligevel ikke få det ud af hans blod som hun havde brug for. Selvom der var historier om vampyre der drak fra andre vampyre, så manglede de nye vampyre en anden slags blod. De skulle have fat i et ordentligt måltid, gerne flere.
Hvis Dannika ikke slap hans hånd, så ville han hive fat i hendes røde manke af hår for at holde hendes hoved væk fra hans hånd. Slap hun dog hans hånd uden at kæmpe imod ville han blot træde lidt væk fra hende på fredelig vis. Der var ingen grund til at gøre skade på hende mere, desuden havde han fået hvad han var kommet for.