Sikke en plage! - Dannika (Fortids emne - Afsluttet)

Hun gav ikke op uden kamp.. Det var tydeligt, kræften, sulten og vildskaben var tydeligt i hendes øjne og hun stirrede op på ham.. Dog hev hun efter vejret, da han greb fat i hendes hår og flåede hende væk. Kvinden faldt lidt tilbage og ud af hans arme, hvor hun stod lidt.. Hun trak vejret meget tungt og så omkring sig.. Hendes tøj var gennemblødt af blod.. Hun havde det omkring munden også, og hendes hals..

Verden var pludselig anderledes, hun frøs ikke mere.. Hun kunne intet mærke? Kun denne tørst. Langsomt faldt hun lidt tilbage imod muren.

”Jeg-.. Er så tørstig.. Tørstig..” Knurrede hun svagt og holdte sig selv lidt om halsen.. Og derefter hendes mund. Det brændte, det sveg.. Og gjorde ondt, på en måde? Som om hun havde gået i tørken i flere uger, uden vand..

Dog hørte hun snart nogen komme gående ind imod gyden.. Mennesker, hun så over på dem og langsomt lyste hendes røde øjne op. Dannika tænkte ikke engang på Marcus mere.. Hendes tanker var et helt andet sted, nemlig de bankende hjerte på det fulde par som nu kom imod dem.

Det vilde bæst gled væk og snart var der hyl og skrig var parret, da-.. de mødte deres død og nu blev mad for den nye vampyr.

Marcus trådte endnu et skridt væk fra hende da han havde fået vristet hende fri. Han så hende en smule an og vurderede hvad hun kunne finde på nu. Det var ikke altid lige let at forudse hvad nye vampyre tænkte og gjorde.
Han nikkede bekræftende til hendes fragmenterede tale. Det var det eneste der var vigtigt lige når man vågnede fra døden. "Ja, du kommer til at være tørstig længe, men det skal du nok selv finde ud af.." fortalte han kort og så på hende. Han var ikke sikker på om hun overhovedet var i stand til at lytte til ham mere, men det betød ikke super meget for ham. Det var alligevel for meget arbejde at holde styr på en nyfødt vampyr. I stedet for at prøve at hjælpe hende så han bare til, det var mere underholdende!

Han skulle dog ikke vente længe før at han lige som Dannika kunne lugte mennesker. Han gik væk fra hende så hun havde fri ad gang, kort tid efter var hun afsted. Marcus smilte tilfreds, som han lyttede til det overraskede og bange skrig fra Dannikas første ofre. Det havde været en begivenhedsrig aften.. Det kunne han ikke lyve om. Han havde dog ikke planer om at blive hængende meget længere. Med et roligt tempo gik han mod Dannika og hendes festmåltid. Han så kort ned på hende og alt blodet der ny prydede hende og jorden omkring hende. Han fnyste kort - "Sikke et rod du har lavet..." lød det kort fra ham imens hans kolde øjne gled hen på Dannika. "Nu har jeg givet dig gaven med evig ungdom, men det er også alt jeg giver dig! Fra nu af må du klare dig selv.." sagde han imens han havde lænet sig lidt ned mod hende. Han så kort på hende før han så rejste sig og begyndte at gå fra hende.

Skulle hun af uanede grunde følge efter ham ville han stoppe op og høre hvad hun havde at sige, hvis ikke ville han forlade hende denne aften uden at se tilbage.

///out//