Home and home again (Delilah)

Begge piger stirrede på Sean med store, runde øjne. Livia vippede hovedet let til siden, mens han talte. Der var en helt anden vagtsomhed i hendes blik, end der var i hendes søsters. Marina havde åbnet munden og gloede på Sean med fuldstændig chok. Men chokket ændrede sig langsomt til et smil mens han snakkede. I samme sekund han holdt op med at snakke, sprang hun frem og kastede sig om halsen på ham i et stort kram. Livia forsøgte at gribe fat i hende, da hun fløj forbi, men hun fik ikke fat i sin søster, før hun allerede hang op af ham.
"Jeg kan godt huske dig! Du hjalp mig og mor og Livia."
Marina lød meget stolt, da hun snakkede. Livia var allerede henne og forsøge at hive sin søster væk, men den mørkhårede pige holdt godt fast. Delilah så mest af alt forvirret ud. Hun gjorde dog ikke mine til at hjælpe ham. Faktisk voksede et lille, leende smil på hendes læber.
"Og ja det er hvor vi sover, mor byggede det til os fordi så er det lidt hyggeligt, også selvom der er lidt koldt her. Jeg kunne bedre lide det andet sted, der var lidt varmere. Men det er okay, vi flytter snart."
Marina fortsatte med at snakke helt begejstret, da Livia trak hende væk. Marinas blik lå direkte i Seans, og det ikke så meget som flakkede, da hun blev hevet væk.
"Han er fuldstændigt ligeglad, Mar."
Livias stemme var hård. Marina klappede i, og hendes blik gled ned i jorden. Såret. Med et dybt suk trådte Delilah frem og fik skilt de to piger ad.
"Det var ikke pænt sagt, Liv. Det fortjener vist en undskyldning. Smut ud og find tingene frem, så kommer jeg og laver mad. Og så regner jeg med at der bliver snakket pænere."
Pigerne forsvandt ind gennem en dør, mens de begge kastede skjulte blikke tilbage. Døren lukkede bag dem. Med endnu et dybt suk lagde Delilah armene stramt over kors og så endeligt på Sean. Hendes blik havde fuldstændigt ændret sig. Der var ikke samme fjendskhed eller vrede, men hun virkede på en eller anden måde mere ... Afslappet på en vagtsom måde. Men ikke vagtsom efter en kniv i ryggen, men vagtsom på dén måde kun en mor kan gøre overfor sit barn. Altid opmærksom på, om de skulle have hjælp.
"Så. Har du fået dagens underholdning, eller bliver du til aftensmad? For jeg tror sgu ikke mine madevner trumfer den personlige kok, som du helt sikkert har."

Han havde ikke forventet krammet. Han havde forventet den forsigtige tilgang, som den ene af pigerne havde. En fornuftig tilgang til tingene, især hvis de havde boet på denne måde med Delilah i lang tid. Men trods overraskelsen, formåede han at fiske et smil frem og klappe pigen let på ryggen, for at vise han accepterede krammet. Han kunne ikke pigerne udenad, så hvem der var hvem...Det vidste han ikke. Men den pige, der ikke havde krammet ham, underholdt ham ganske meget. Han kunne ikke lade være med at kigge vurderende på hende et øjeblik.
Han nåede dog ikke at bekræfte om han var interesseret eller ej, før Delilah havde skilt pigerne ad og genet dem ind i rummet ved siden af. Så i stedet vinkede han efter dem, da de så tilbage, før han rejste sig op igen.

Sean vendte sig om mod Delilah med et afslappet udtryk. Han trak vejret dybt og så sig omkring et øjeblik, før hans øjenbryn gled en anelse op i panden på ham.
"Jeg vidste ikke du serverede mennesker?" bemærkede han i noget, der uden tvivl var ment som en spøg. Han vinkede dog kort foran sig inden hun kunne nå at svare.
"Jeg spiser ikke almindelig mad. Selv om jeg har en kok, er det mere for mine folks skyld eller for gæsters. Jeg holder mig kørende på en lidt anden...Menu" bemærkede han blot, før han trak sig over til en stol for at sætte sig. Godt nok måtte han fjerne et stykke tøj, der så ud til at passe en af pigerne i størrelse, først. Men satte sig gjorde han, endnu et tegn på han ikke fjernede sig. Sigende gled hans blik rundt i lokalet endnu en gang, før det landede direkte på Delilah.
"Så du flytter tit. Og så med to børn. Siger man ikke børn har brug for...Hvad er det nu?...Stabilitet?" bemærkede han roligt. Der var ingen hån i hans stemme. Det var et ganske neutralt spørgsmål, der udsprang fra hans kølige måde at tilgå praktikaliteter. Han sank let, før han hoved gled en anelse på skrå og han studerede Delilah med et glimt i øjnene og et lille smil.
"Jeg har et forslag til dig"

Delilah var faktisk overrasket over at Sean ikke forsøgte at komme væk fra Marinas alt for tillidsfulde tilgang. Ikke at man kunne se så meget som et glimt af overraskelse i hendes øjne, men hun studsede alligevel over det. Gad vide om Sean havde børn? Om han overhovedet kendte børn? Hun havde aldrig rigtig set ham som et familiemenneske. Men for fanden, hun havde selv to børn og hun var ikke ligefrem det klassiske familiemenneske.
Hun himlede med øjnene over hans kommentar. Hun spiste ikke selv - ikke sådan for alvor - men hun gav pigerne ordentligt mad indtil den dag de selv kunne ... spise som dæmoner. Og hun håbede at der gik lang tid til den dag. Ingen mor havde lyst til at tænke på, hvornår ens børn skulle begynde at overleve igennem sex.
Et halvt smil spillede på de røde læber, da han svarede hendes - mere eller mindre gæstfri - tilbud. Hendes ene øjenbryn hævede sig langsomt, hoften blev skubbet ud til siden og armene lagt sigende over kors. Selvfølgelig.
"Så du har rent faktisk en personlig kok? Du bliver sgu serviceret i hoved og røv."
Men hun fandt det faktisk lidt komisk, at han ikke selv spiste mad. Han tvang hende nærmest til at drikke vand, men ville ikke selv spise mad. En smule dobbeltmoralsk, hvis hun skulle sige det. Hvilket hun ikke gjorde. Hun havde ingen interesse i at have dén diskussion.
Delilahs blik flakkede, da han nævnte hendes hyppige flytninger. Kun en smule. De ildrøde dæmonøjne gled svagt ud af fokus i blot et sekund, før de var tilbage. Intet havde ændret sig. Der var ingen følelser at spore. Og så gled hendes sædvanlige maske af et småsarkastisk smil iblandet et tvist af ligegyldighed ind over den flødefarvede hud og slettede alle spor af usikkerhed.
"Stabilitet er fandme ikke nemt med min far lige i røven. Men det ved du selvfølgelig alt om."
Nærmest mekanisk greb hun den trøje, Sean netop havde fjernet fra stolen. Den vendte på vrangen, så hun flippede den, uden rigtig at se ned, og foldede den i to hurtige håndbevægelser, før den landede på et halvbeskidt bord ved siden af hende. Det virkede ikke engang, som om hun opdagede det. Hun betragtede ham endnu med et uændret udtryk.
Et smil sitrede på hendes læber ved hans ord. Hun begyndte at pille mindre knive ud af diverse gemmesteder i buksekanten og BH-stroppen, mens hun rystede svagt på hovedet. Så klaskede hun den ned på bordet og lænede sig halvt op af kanten.
"Selvfølgelig har du det. Lad mig gætte. Du har brug for nogen til at gøre noget virkelig dumt, og til gengæld vil du hjælpe mig et eller andet?"

Hans mørkegrå blik hvilede på hende. Nogen ville sige det var afslappet, andre ville tolke det som observerende. Men det var jo netop den slags han gjorde. Han observerede. Han studerede folk mere end de fleste ville gøre. Det havde han gjort i årevis og, mente han selv, opnået en okay fornemmelse af hvad forskellige udtryk, reaktioner og ord kunne betyde. Ikke perfekt. Og det var klart visse personligheder var svære at aflæse end andre. Erfaring havde lært ham ikke at overanalysere og at samle informationer i lang tid. Hvor meget havde Delilah mon ændret sig? Og hvor meget havde han egentlig kendt hende, når det kom til stykket? De havde nok begge et ufuldendt billede af hinanden. På den måde som de havde kendt hinanden, var det måske ikke så underligt.
"Jeg har ikke haft kontakt med din familie i...Ah...Lang tid?" bemærkede han roligt.
"Dengang levede jeg hos dem. Lærte af dem, lærte fra mig og var blevet til en...Gud! Hvem ville ikke ønske sådan en stilling?" bemærkede han med en smule underholdning i stemmen. At blive gjort til en gud var noget han elskede. Hvem elskede ikke folk der så op til en, ingen spørgsmål stillet? For ham havde det været et frirum. Et sted at gemme sig, på en måde, fra ham selv og fra hans liv dengang. Til han havde fået nok af det isolerede liv og var klar til at vende tilbage til livet i byen igen. I starten havde han arbejdet for familien her i Doomsville. Med tiden havde han gjort flere og flere ting de ikke brød sig, mens han samtidig var gledet mere og mere ud mellem hænderne på dem. At være guddommeliggjort holdt åbenbart kun så og så længe. Og måske ville de have prøvet på at slå ham ihjel eller fange ham, var det ikke fordi han samtidig havde allieret sig med en hær og indtaget Dragons Peak. Det ville være selvmord for familien at gå i åben krig med en hel hær, mod et helt samfund, mod en hersker. Og siden da? Hvem vidste hvad familien lavede eller tænkte nu? Sean gjorde ikke. Han holdt lidt øje...Men kun nok til at vide om han skulle frygte noget direkte. Han ønskede ikke at vide mere end det. Måske et eller andet sted bange for at blive blandet ind i det hele igen...
Nu var han endelig sluppet fri.

Han trak vejret dybt. Men alle disse ting vidste Delilah intet om. Og han kunne heller ikke forklare dem, endvidere på en måde hun også ville tro på.
"Lad mig redegøre for min situation. Du ved...Som man snakker nogen mør, så de er mere villige til at sige ja til ens ideer" bemærkede han, velvidende hun netop ville se igennem tricket. Men også uden han ønskede at gå direkte til sagen. Man vidste aldrig. Måske ville det virke lidt alligevel?
"Jeg er herskeren af Doomsville. Selv om jeg har beholdt mit hus, som du vågnede op i, har jeg faktisk ikke meget tid til at opholde mig der. Af ren princip har jeg stadig faste folk der vedligeholder huset. Gør rent, holder det pænt. Det er et sted til private gæster og, når jeg endelig har tid eller det giver mening for mig, et sted jeg kan sove. Eller et sted at vende tilbage til, efter andre...Jobs...Der ikke involverer det at være hersker" forklarede han afslappet. Som havde de al tid i verden til at vende og dreje hvor han boede og hvorfor. En hånd gled glat hen over bordets overflade, trods det lette lag af småskidt der lå på det.
"Det ærgrer mig. Jeg ønsker at bo i mit hus. Men jeg ganske enkelt ikke så meget tid til det. Mit officielle arbejde er på borgen og derfor må jeg også være der. Jeg har altså et fuldt fungerende hjem, uden nogen der bruger det...Og du har...Jeg vil gerne kalde dette et hjem, men taget i betragtning du nok flytter igen om lidt, ville jeg næppe gå så langt. Du har et tilflugtssted" Hans øjne hvilede direkte på hende igen, mens han let klappede sine hænder sammen for at fjerne det skidt fra før. Hans øjenbryn gled en anelse op i panden, før de gled ned igen. Så trak han let på skuldrene.
"Jeg vil gerne tilbyde dig stedet. Selvfølgelig er det stadig mit hjem. Men de værelser jeg ikke bruger, får du og pigerne lov til at bruge. Der vil være en kok, en tjener og en næsten uduelig butler til rådighed, hvis du ønsker det. Ellers så fyr dem. Jeg vil sjældent være der, så I kan lege familie. Du vil være i sikkerhed. Ingen, med blot lidt fornuft, vil direkte angribe et hus i det rige distrikt. Især ikke hvis de ved hvem huset tilhører. Men der ud over har jeg også folk der kan patruljere eller komme forbi efter behov"
Han rakte sine hænder op, velvidende hun næppe ville bryde sig om aaaaaalt denne hjælp. Eller dette liiiidt for gavmilde tilbud.
"Tænk over det. Som du nok rigtig nok har gættet...Hvad får jeg ud af det? Jeg vil igen understrege jeg intet har med resten af din familie at gøre længere. Jeg vil gerne komme med en lang, sørgelig historie om hvor ensom jeg er...Og hvor underholdende det er at give sit hus til en, man har kendt fra tidligere tider, dengang alt stadig var sjovt. Men vi ved begge to godt jeg ikke er typen til at sætte mig og snakke om den slags. Især ikke til folk, der er mig mere eller mindre fjendtlig stemt. For nu...Vil jeg bare lade jer bo der. Uden pres. Uden krav. Men der er en ting jeg gerne vil have dig til at overveje. Hvis du siger nej er det også okay. Men jeg vil under ingen omstændigheder acceptere et svar allerede i dag. Jeg insisterer på at til gengæld for et godt hjem, tænker du nøje over mit forslag. Og at vi sætter os ned og snakker detaljer og krav igennem, enten før eller i forlængelse med dit svar. Så...Hvordan lyder det hele indtil videre?" Han slog let ud med sine hænder og så op på hende igen. Han var alvorlig, som han sad der og så på hende. Der var ingen tegn på at han blot drillede hende. Det var et alvorligt tilbud.

Delilah var mundlam. For første gang ... nogensinde, vidste hun ikke, hvad hun skulle sige. For det var nok de aller sidste ord, hun nogensinde havde regnet med at høre fra en mand som Sean. Og nu var hun ikke helt sikker på, hvad hun skulle gøre med dem. De hang længe i luften, mens hun forsøgte at beslutte sig for, hvorfor han sagde de ord. Var det en joke? Var det dagens underholdning? Eller var der rent faktisk noget om snakken.
Chaya snakkede begejstret i hendes hoved, men hun hørte ikke et ord. I stedet betragtede hun Sean i lang, lang tid. Som om hun ventede på, at han brød ud i latter og afslørede den dårlige joke. Men det gjorde han ikke. Og det virkede helt forkert.
Hun bed sig i læben, rystede svagt på hovedet og rettede blikket mod den lukkede køkkendør. Bag døren kunne man høre de barnlige stemmer småskændes.
"Så enten er du en kæmpe nar og laver en virkelig dårlig joke, eller også er du blevet midlertidigt sindssyg."
Hendes blik landede på ham igen. Hendes arme var snoet stramt over brystet, og lænden hvilede imod bordet med en nærmest afslappet attitude. Et halvt smil krøllede om hendes læber, da hun endelig besluttede sig for, hvad han mente med ordene. Ingenting. Det kunne ikke betyde noget. For selvom hans øjne lyste af oprigtig interesse, og der ikke havde været et spor af løgn i stemmen, så kendte hun ham godt nok til at vide, at det ikke betød en skid. Sean var en gammel dæmon. En fantastisk løgner. Så ingen tegn på løgn betød ikke, at han var ærlig.
"Du er en mere eller mindre klog mand. Du ved godt, at ting der lyder for gode til at være sandt, altid er for gode til at være sandt."
Selvom han havde insisteret på det, var hun ikke sikker på, at han ikke arbejde for hendes familie. For fanden, hun var ikke engang sikker på, hvorfor fanden han sad i hendes stue lige nu. Og hun havde ingen grund til at stole på ham eller hans tilbud.
"Så der er to muligheder. Enten så synes du det her er pissa sjovt, eller også så har du en fucking milelang liste af krav bag det tilbud. Og jeg er sgu ikke sikker på den ene mulighed er bedre end den anden."
Hendes smil voksede svagt, og der var - overraskende nok - ikke noget spor af vrede eller aggression bag smilet. Bare den klassiske svagt irriterede sarkasme, der altid glitrede bag hendes smil. Hun var mest af alt bare forvirret over situationen, selvom det aldrig var den følelse, der ville vokse frem i hendes ansigt.
"Så hvad er tanken bag, Sean? Hvad gør denne her aftale god for dig? Du skal ikke lade som om det er ensomhed og glæden ved at hjælpe andre. Vi ved begge to det er bullshit."

Selvfølgelig ville hun ikke bare acceptere det med det samme. Hvis overhoved. Men nu lå det der. Når han havde fortalt resten, kunne han bede hende tænke over det og forlade dette ellers lidt miserable hjem. Derfra måtte han bare vente og se. Hun var formentlig for erfaren, til at han kunne have folk til at holde øje med hende. Men han ville nok prøve alligevel, ganske enkelt fordi han for nu havde en aftale med Chaya.
Han smilte dog let af hendes ord. Så ting som ensomhed var bullshit? Oh...Netop ensomheden var langt fra det. Men der var ingen ide om at pointere det. Han ønskede heller ikke at fremstå mere svag end han var. Når det var sagt, var han måske netop lidt mere sindssyg end hvad godt var. Paranoid - på en dårlig dag så meget, at han ikke kunne stole på selv dem, der burde være hans nærmeste. Nej, han havde et slutteligt mål, som han ønskede at nå. Spørgsmålet om Delilah blev hans instrument til at nå dertil eller ej. En arving. En, han kunne opdrage på en god måde og ikke gøre de samme fejl som han plejede. Et barn. Hvad der skete derefter, måtte folk vente og se. Men ingen ville sikkert forvente det. Alligevel var han fastbesluttet på sin plan, så længe ingen kom ham i forkøbet.
"Selvfølgelig" bemærkede han neutralt og slog let ud med sine hænder, før han samlede dem i sit skød igen. Albuerne hvilede på armlænene, mens hans mørke blik hvilede på Delilah.
"Jeg har ingen krav, andet end du overvejer det. Og at du overvejer det godt og grundigt. Jeg vil selvfølgelig være til rådighed for at diskutere ideen igennem undervejs. Men kort af det lange er...At jeg vil have en arving. Jeg har overvejet det i lang tid. Selvfølgelig har jeg andre børn, men inden jeg har god kontakt med...Af flere årsager. Jeg indrømmer jeg har meget at lære om at være en god far. Men jeg mener også jeg kan lære af mine tidligere fejl. Et barn, som du kunne blive moren til. Mor til mit barn" indrømmede han så endelig, roligt og alvorligt, som han havde været igennem hele samtalen. Velvidende at var hun blevet mundlam af forslaget før, ville hun nok dratte ned på gulvet nu. Mentalt, om ikke andet. Måske direkte grine af ham. I så fald måtte han vente til hun forstod alvoren i forslaget. Hans tidligere ideer om at nå ind på livet af Delilah først var forsvundet. Ganske enkelt fordi han ingen grund havde dertil og hun aldrig ville stole på ham, hvis hun ikke vidste hvad han ville. Så hellere gå direkte efter det og se hvor langt han kunne nå. Ellers måtte han lede efter andet...Eh...Andre.

Delilahs reaktion overraskede selv hende. Hendes blik gled imod pigerne, der stadig småskændes i køkkenet. Hun bed sig i den fyldige underlæbe med en hvis utryghed, før hendes blik igen landede på Sean. Hun havde fået det svar hun ville have - hvad var hans mål med det hele. Og hun troede på ham. Sean var en mere kompliceret fyr, end man skulle tro. Han ville ikke gå igennem alle de har besværlige ting for at få et godt grin eller for at få lidt liv i huset. Og det her endemål? Det var præcis den slags komplicitet, hun forventede fra ham.
Selvom det ikke var det svar, hun forventede.
"Sean ..."
Hun sukkede. En høj latter fra Livia brød hendes tankestreng, og trak igen hendes blik op imod den halvødelagte køkkendør.
"Jeg er ikke en god mor. Vi bor i lortehuller, vi flytter konstant. Pigerne har ikke mange venner, fordi jeg er så fucking paranoid over, om det er min far, der kommer efter dem."
Hun bed sig igen i læben. Hendes blik gled over det lusede værelse, før det landede på Sean igen. Hun forstod ikke, hvorfor han ville vælge hende til det. Hun kørte et par fingre igennem de mørke lokker, der krøllede rundt om skuldrene.
Men pigerne var det eneste, der betød noget for hende. Det var den bedste fejl, der nogensinde var sket. De var indholdet i hendes liv. Og Sean tilbød hende, at der kunne komme mere indhold. Flere lyspunkter. Men det var for egoistisk at sige ja. Hun kunne ikke give dem nok, hun kunne ikke være nok. Det var ikke fair at binde flere børn til hendes sindssyge, paranoide, blodige liv. Og så alligevel.
"Jeg kan ikke tage stilling til sådan noget, Sean. Det er alt for kompliceret. Jeg ved det ikke."
Hendes blik gled igen op på køkkendøren. Hvis Sean mente det her, så ville han også mene dét, med huset. Måske ville dét, at hun fik et lyspunkt mere i sit liv betyde, at hun kunne give pigerne et bedre liv. De kunne få et ordentligt sted at bo. De kunne få venner.
"Jeg ved det simpelthen ikke. Det er noget, man er nødt til at tænke over."

At se Delilah så forvirret var en lille glæde i Seans ellers mørke hverdag. Hvor tit fik han denne chance? Han havde forventet hun ville skrige nej allerede inden han havde talt færdig. Og at hun ville begynde at liste alle tingene over hvorfor han ville være det sidste valg af en far til nogen som helst. Men så igen...Delilah kendte måske slet ikke til den del af hans liv. Dengang...Hvem havde været omkring den gang? Xander havde vist stadig været der. Men han havde nok aldrig snakket om dem eller ladet dem møde hinanden. Af åbenlyse årsager.
Pyt.
"At bruge dit nuværende hjem som en undskyldning er ligegyldigt. For jeg har tilbudt dig et nyt" bemærkede han roligt. Han rejste sig langsomt op og så selv over mod den halvt ødelagte dør. Så gled blikket tilbage til Delilah. Selv var han helt roligt. Og hvorfor ikke? Tingene gik allerede bedre end han havde forventet.
"Jeg er mere bekymret for den måde du behandler din krop på lige nu. Men det er alt sammen noget vi kan snakke om senere, hvis du får lyst" forsikrede han, som han rettede sig op.
"Selvfølgelig skal du have lov til at tænke over det. Som sagt er I også velkommen til at bo hjemme hos mig, selv mens du tænker. Men jeg havde skam heller ikke forventet at du ville pakke tasken lige med det samme. Faktisk ville det nok mere have...Skuffet mig" han smilte let til hende. Det lød som om hun forventede at forblive i barnet tilstedeværelse. Det var noget de altid kunne diskutere. Hvorvidt Delilah overhoved behøvede at være til stede med barnet, eller om hun bare skulle levere. Han var åben for at diskutere de muligheder. Blot havde han nogle klare ideer om barnets opdragelse, som han havde behov for blev opfyldt. De skulle opfyldes. Det var nødvendigt...For barnets overlevelse som et barn af Sean McGivens, en velkendt og magtfuld dæmon.
Men han kunne vente. Planen kunne kun ske ved hjælp af en masse tålmodighed.
"Du ved hvor du kan finde mig. Jeg vil lade jer få lidt fred nu. Sørg for at hvile dig og få væske. Almindeligt væske..." Han vidste ikke at hun var alkoholiker, eller hvad hun var. Men han havde bemærket hendes reaktion på vandet før og det havde naturligt bekymret ham en anelse. Mest for planens skyld.
"Jeg vil, til din store irritation, lade nogen holde øje med jer. De vil ikke blande sig og forhåbentlig vil du slet ikke bemærke dem. Men de er der for at beskytte dig og pigerne, hvis nogen angriber jer igen. Hvis du er i tvivl om hvorvidt de er mine folk eller foreksempel din fars, så kald til dem. Jeg vil give dem besked for at identificere sig for dig, hvis du kræver det" Han trådte igennem lokalet, halvvejs på vej mod døren. Men han stoppede op midt i lokalet og vendte sig om mod hende. Men hvis der ikke var flere spørgsmål eller opråb, ville han forlade stedet.

Delilah var utroligt fristet til at himle dramatisk med øjnene over Seans kommentar til hendes bosted. Hun gjorde det naturligvis ikke. Det var barnligt og latterligt, og der skulle meget til før hun viste dén side af sig selv. Men det betød ikke, at kommentaren ikke stadig fortjente det. For hendes sætning havde ikke handlet om, hvorvidt hun boede ordentligt. Den handlede om, at hun ikke mente hun var en god mor. I hvert fald ikke en person, man ville vælge specifikt til at blive mor.
Hun betragtede ham nærmest varsomt, da han rejste sig. Hun vidste ikke, hvor hun havde ham lige nu. Og det irriterede hende alt for meget. Alligevel kunne hun ikke lade være med at trække på smilebåndet, da han nævnte, at han havde været skuffet, hvis hun var gået med villigt.
"Gud forbyde, at jeg skuffer dig."
Der var smil i hendes stemme, men den flød stadig af sarkasme. Hun skubbede sig væk fra bordet med håndfladerne, og vendte ryggen halvt til ham, mens han bevægede sig hen mod hoveddøren. Hendes blik hvilede på køkkendøren. Der var ikke længere lyde derinde fra. Det var et rigtig dårligt tegn.
Men hun bremsede meget pludseligt, ved hans sidste sætning. Hun snurrede rundt så hurtigt, at de mørke lokker snurrede om hende som en mørk sky og piskede ned på skuldrene. Hendes blik landede på ham.
"Overvåge os? Du skal ikke få nogen til at overvåge os."
Hun krydsede armene.
"Jeg har ikke brug for fucking babysittere. Ingen overvågning."
Hun bed sig i læben, lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Bare tanken bragte alt for mange minder tilbage om vagter, der tvang hende rundt og rev pigerne fra hendes arme. Så hendes blik landede igen på køkkendøren. Det havde været en alt for lang dag. Og Sean var allerede halvt på vej ud af døren, så i et par hurtige, glidende skridt var hun henne ved køkkendøren. Hun lagde en hånd imod træet.
"Jeg tænker over det Sean. Vi kan snakke om det næste gang vi ... møder hinanden."
Hun skubbede køkkendøren op uden at vende sig, og bevægede sig ind i køkkenet. Pigernes stemmer rejste sig med det samme. Inden døren lukkede bag hende, snurrede hun omkring lige i tide til at sige tre ord.
"Og ingen overvågning!"
Så smækkede døren bag hende.

Out - medmindre, der er noget, der mangler?