Sikke en overraskelse - Dannika (afsluttet)

Dannika stod i stilhed og lyttede til rummene omkring dem.. Hun så op, da manden endelig kom tilbage, og havde selv hørt de ekstra sæt trin. Da de kom ind, og manden forlod rummet igen.. Stod hun limet til jorden og mærkede hvordan hun knyttede hænderne.. Hun bed sig selv lidt i underlæben og stirrede på Marcus.
Hun vidste dette sikkert var utrolig underholdende for ham.. Og vidste godt, at han testede hende lige nu. Så med et suk. Tog hun menneske manden i hånden og blidt ledte ham væk. Hun stirrede på Marcus, da hun hev ham til en anden ende af rummet, hvor hun satte ham i sofaen.

”Bare rolig, mit bid er smertefrit, du vil intet mærke..” Tyssede hun og lagde hendes kølige hånd om drenges..

Han ville sukke, og virkede til at gå i en form for trance, siden Dannika brugte hendes egne evner, til at få ham til at halv sove.. Hun lukkede derefter for følelsen i huden på hans hals og satte sig tilrette ved siden af ham. Hvorefter hun hev hætten ned fra hendes hoved, blottede hans hals og lænede sig ind.

Hun elskede mest at bide der.. Siden det gav mest blod og hurtigst.. Og menneskerne kunne sådan-.. Nemmere gemme det der.

Med et svagt suk og lukkede øjne, drak hun fra ham i noget tid.. Dog slog hun ham ikke ihjel. Tog hvad hun selv skulle bruge, og slikkede derefter det hele rent, og fik såret til at lukke sig, hvorefter hun satte sig tilbage og tørrede sig selv om munden, hvor hun så kiggede over på Marcus.

Marcus' blik lå på Dannika som hun stod fast frosset. Et lille koldt smil kom og gik igen fra hans læber. Han valgte ikke at sige noget, da det ikke var til at sige hvad hun ville gøre. Da hun tog manden slap Marcus ham uden at sige noget. Han lagde i stedet armen om pigen imens hans blik kort fulgte Dannika. Da Dannika endelig havde sunket sine tænder i manden så Marcus igen på den unge kvinde der stod ved hans side. Et lavt suk slap hans læber imens han vendte sig mod hende. Han så på kvinden med et venligt smil, et smil der skjulte hans sande jeg. Han lagde en arm om livet på hende og trak hende ind til sig. "Mit bid er ikke smertefrit" lød det sukkende fra ham imens han med sin frie hånd tog fat i kvindens hår og hev hendes hoved til siden så hendes halv var blottet. Der kom en bævrende hulken fra hende lige inden han bed hende. Hendes hulken blev i stedet til et grådkvalt skrig af smerte. Men inden længe var hun stille igen, det var kun hendes snøften der brød stilheden i huset i et stykke tid.

Marcus drak grådigt fra kvinden og efter lidt tid slap han hende fuldstændigt. Han så hvordan hun kollapsede og nu lå helt slattent på gulvet. Med en rolig bevægelse tørrede han sig over munden med håndryggen. Han vendte sig derefter så hans blik mødte Dannikas. Han smilede et blodigt smil, før han gik over mod hende med faste skridt. Hun havde ikke tømt manden.. Marcus kunne stadig høre det stærke hjerteslag i den svækkede krop. Hans blik lå kort på manden før han igen så på Dannika. "Det er ikke høfligt at levne" kommenterede han kort før en kølig latter slap fra ham. Han var sikker på hun stadig var sulten, alt andet ville være underligt efter al den energi hun havde brugt på sin evne.
"Spis op Dannika. De vil blive kompenseret for, du gør dem en tjeneste." forklarede han imens han åbnede sin bylt med penge. Han stak hånden i den og trak lidt sølv mønter op af bylten. Han vendte dem lidt i hånden imens han så lidt på dem, før han lagde et par stykker på det lille kaffebord der var i stuen.

Der blussede en voldsom vrede op i hende.. Den skjulte dybe.. Flammende vrede hun havde i sig, som ofte var gemt helt væk.. Men Marcus havde en underlig evne til at få frem i hende. Nok grundet det tab, hun følte for, med ham som havde efterladt hende.. Og hvordan hun lige havde set kvinden der.. Hvordan det havde været hende selv engang.

”Nej..” Sagde hun trosende og rejste sig op. Hun havde ikke taget liv, med hendes mad, siden hun havde fået styr på sig selv igen.. Hun havde fundet måder hvorpå, hun ikke behøvede at slå ihjel..

Med hurtige og elegante skridt, gik hun over og snart lød et ’smæk’ i rummet, da hendes hånd fløj over og landede på hans kind. Hun hvæste lavt af ham og knurrede svagt.

”Du ejer mig ikke.. Og derfor har ingen magt til at fortælle mig hvad jeg skal gøre..” Sagde hun lavt og med en spydig stemme.

”Jeg er ikke lige som dig, eller de andre monstre, som vi er del af.. Jeg tager ikke liv, hvis jeg kan undgå det..” Hun fnyste af ham og rettede sig derefter op, hvor hun gik over til kvinden på gulvet.. Hun knælede ned og tjekke hende..
Sukkede svagt da hun ikke hørte noget hjerteslag og rettede sig op igen. Det stak i brystet på hende.. Hvor menneskelig hun selv var, i betragtning på hendes Skaber og resten af vampyrer..

Dannikas udbrud var ikke så underligt i betragtning af hendes menneskelighed. Hvordan havde hun holdt den i takt igennem så mange år? Marcus kunne kun undre sig. Hans menneskelighed var skrumpet ind og blevet til en lille stemme der kun fik noget at sige en sjælden gang i mellem. Havde det ikke været for Nick, så var alle Marcus' minder og menneskelige træk nok fuldstændig forsvundet... Dannika havde dog formået at bibeholde så mange menneskelige idealer og moralske overvejelser om døden, som Marcus ikke længere kunne forstå på samme måde som da han selv stadig havde været menneske.

Da hun gik hen og slog ham stod han helt stille uden at sige noget, de var ikke første hang hun havde slået ud efter ham i vrede. Det ville sikkert ikke blive sidste gang. Først da hun var gået hen til pigen der lå slapt hen af gulvet bevægede han sig igen. Hans øjne havde hvilet på  Dannika hele tiden. Han gik forbi hende og hen til manden imens han så manden lidt an. Det var tydeligt fra hans tøj at han var lud fattig. Tøjet var beskidt og for småt, men ikke desto mindre sad det stadig på mandekroppen. Modsat Dannika var Marcus ikke tilhænger af at efterlade folk levende med mindre de skulle gøre noget for Marcus i fremtiden.
"Der er ikke nogen der ejer dig Dannika, lige som der ikke er nogen der ejer denne mand. Der er ingen til at passe ham resten af natten, han vil blive smidt ud på gaden så rotter og desperate væsner kan slutte hans liv... Han er intet værd mere. Ikke efter du har bidt ham, han vil blive holdt uden for af dem der bor her i huset fordi de vil frygte at han selv bliver et monster som os." forklarede han roligt imens han blidt lod en hånd glide over mandens pande.
Marcus så derefter på Dannika med et alvorligt blik. "Du har dødsdømt ham Dannika..." hans stemme var lav, men alligevel klokkeklar. "Det bedste vi kan gøre for folk som ham er at slutte hans liv herinde i varmen, hvor hans kære kan tage sig af ham når vi er gået" sagde han roligt imens hans blik igen gled tilbage på manden.

Marcus havde set alt for mange barmhjertige vampyrer efterlade deres ofre stadig i live, kun til at se andre slå dem ihjel på det mest grusomme måde. Frygten for at blive et 'monster' var noget der drev selv de mest fornuftige folk til at gøre ting de ellers ikke ville. Så som at slå en almindelig person ihjel. Marcus kunne ikke undgå at tænke på hvor mange folk Dannika havde efterladt til sådan en skæbne uden at vide det. Hun troede sikkert på det gode i folk, noget Marcus ikke længere var i stand til. Der fandes ikke gode folk i denne verden, kun folk der som lod som om de var gode og barmhjertige, men alle var i virkeligheden rådne helt ind til kernen.

Hun så op på Marcus.. Lyttede til hans ord, og snart kiggede tilbage på ham.. En svag kulde bevægede sig igennem hendes krop og hun rejste sig op, for at gå over til manden, som hun havde bidt. Hun vidste ikke, at det var sådan det var.. Ville det virkelig være hans skæbne?

”De-.. Det kan de-..” Hendes stemme var lav, og hun stirrede på manden som lige havde været hendes mad.. Mærkede et stik i hendes brystkasse og snart slugte hun en klump.

”De ser os virkelig som monstre..” Hviskede hun lavt.. Dannika havde hendes to sider, og ofte var det endelig det menneskelige hun holdte ude.. Men der blev hendes øjne kolde. Hendes ansigt blev blankt og hun kiggede på den stakkels mand, foran hende..
Rakte derefter hendes hånd op, og frem. Hun bukkede sig lidt ned og lagde hendes hånd på hans brystkasse.. Hvorefter hun knyttede den.

Marcus ville snart høre, det svage hjerte stoppe, da Dannika tvang den til. Det ville være smertefrit for manden, og hun ville lade ham dø hurtigt.

Hun rettede sig op, efter lidt tid, og tog et skridt tilbage, hvorefter hun vendte sig, og stod lidt ind til Marcus.

”Jeg-.. Vidste ikke.. Folk ville gøre-.. sådan..” Sagde hun lavmælt, hendes stemme svag og knust. Hendes syn på mennesker ændret nu.. En svag hånd greb lidt i Marcus’ trøje og hun sukkede lavmælt.

”Undskyld fordi jeg slog dig. Var ikke pænt af mig.”

Hendes overraskelse var næsten sød, hun var så uvidende endnu... Måske hendes liv havde været for behageligt siden hun ikke havde set gadernes grusomheder. Marcus havde levet hele sit liv i de gader, det var der han hørte hjemme og det var i de gader han så folk for hvad de virkelig var. Men Dannika havde ikke været vant til livet på gaden, det ville hun måske aldrig blive, det virkede jo som om hun havde en god forretning med sin klinik, så hun kunne gemme sig væk i sit hus.

Han så til imens hun kom hen til ham og manden, han sagde intet men fulgte i stedet hver bevægelse hun lavede med vågne øjne. Hun var så forsigtigt i sine bevægelse, men alligevel var hun i stand til at være så voldsom, som hun havde været lige før da hun havde slået ham. I takt med at mandens hjerte stoppede sukkede Marcus lavt. Det var ikke sådan han havde set manden dø, han havde håbet Dannika havde drukket fra ham, men han valgte at holde det for sig selv, da hun endelig var blid og nem at tale med igen. Marcus' blik hang lidt ved den slappe mande krop før han blidt lagde en arm om Dannika da hun stilte sig ind til ham. Dette var vel et bevis på at hun stadig manglede vejledning, han valgte ikke at dvæle ved tanken. I stedet lyttede han bare til hendes foragtelse.

Da hun undskyldte til ham så han på hende før han nikkede langsomt. "Det går, en dag vil du lærer at det ikke er mig du skal slå efter" lød det roligt fra ham. Han vidste godt at det nok ville tage tid før Dannika ikke længere ville se ham som fjenden, men han var tålmodig. Så han skulle nok vente til den dag ville komme, når hun ville slutte sig til ham og de andre vampyrer. Det samme gjaldt Raven, selvom hans var sikker på det ville tage hende længere tid end Dannika. Dannika havde trods alt ikke et barn at beskytte lige som Raven havde. Nej - Dannika havde kun hendes menneskelighed, men den skulle nok knække en dag.

Han blev stående med hende i et par minutter i stilhed før han endelig brød den. "Du burde vise mig din klinik" forslog han imens han så lidt ud i rummet med at tænksomt blik. Han ville ikke blive i dette hus alt for længe da han vidste at beboerne blot ventede på at de kunne komme til deres afdøde kærer. Marcus ønskede ikke at skulle bevidne hvad de andre mennesker havde at sige, da han godt vidste at de ville være vrede og umulige.

Dannika stod i lidt tid.. Hun holdte ved hendes egen hånd, og forbandede den gave hun havde.. Hun vidste godt forskellen i hende selv var-.. Stor. Hendes bæst var voldsomt, eller virkede sikkert voldsomt, på grund af hendes egen stille og forsigetige menneskelighed. De var to kæmpe store kontraster, i forhold til hinanden, og det skræmte hende selv nogen gange at vide det. Dette var sider som hun ikke ville vise andre.. Nej. Slet ikke.. Og slet ikke Sean. Hun nægtede at være det monster, som så mange så vampyrer være.

Hun var menneske.. Sådan da.. Lidt endnu, og hun ville kæmpe for at beholde det.

”Min-.. Ja.. Jeg kan godt-.. Tage dig med derhen.” Nikkede hun til ham. Hun tog blidt ved i hans arm og så omkring sig selv.

”Jeg-.. Lad os komme væk.” Sagde hun derefter og ville se omkring sig, før hun begyndte at gå med Marcus, ud af bygningen.

”Mit hus er udenfor byen.. Ude i skoven.” Sagde hun derefter og så omkring sig selv. Normalt ville hendes få tjeneren få hende herind, eller hun ville gå selv.

Det var ikke så lang en tur, men hurtigere på heste. Så hun så derefter på Marcus og ventede lidt.

”Hvordan vil du tage derud? Gå? En hestevogn eller blot hesteryg?” Spurgte hun lavmælt.

Marcus var fint tilfred med at hun tilbød at tage ham hen til sin klinik med det samme. Han var yderst interesseret i hvad hun havde fået stablet på benene i løbet af de sidste mange år. Han kendte jo kun til rygterne om hendes klinik, så han var naturligvis interesseret. Så snart hun tog fat i hans arm og begyndte at gå mod udgangen af huset, fulgte han med hende. Han stak bylten med hans penge i lommen og så sig ikke tilbage. Han havde efterladt rigeligt med penge som kompensation for de to afdøde.

Han havde ikke hørt hvor hun holdt til, så da hun fortalte det var uden for Doomsville i skoven nikkede han forstående. Det var et fint sted, hvis man ville være på afstand af byens travlhed og samtidig have noget privatliv. Han ville ikke selv slå sig ned i skoven, men han forstod nu godt valget.
Da hun spurgte ind til transport smilede han næsten venligt til hende før han svarede. "Det er op til sig, jeg er ikke bleg for en lille gå tur, men hvis du gerne vil ride så kan vi gøre det." svarede han. Han var selv mest fan at at gå, han stolede ikke altid på heste gjorde som han bad dem om. Men ikke desto mindre ville han lade Dannika tage valget, da hun alligevel skulle vise vejen for dem.  Godt nok havde de ikke hele natten til at gå hjem til hende, ellers ville hun blive nød til at huse Marcus i løbet af dagen. For skulle solen begynde at stige før han kunne nå tilbage til Rotten Root ville det være fatalt.

Han enkelte forskellige huse rundt om i Doomsville, men det han foretrak lå i Rotten Root. Det ville dog nok også være det tætteste, da det var tættere på skoven og dermed også Dannikas klinik.

//Vi kan evt. lave et nyt emne hvor de ankommer hjemme hos Dannika? ///