Alle ting har en lyd (Katrina)

De tunge læderstøvler ramte de snebelagte brosten hårdt. Deres sorte farve stod i skarp kontrast til den fine sne, der havde regnet ned over Doomsville hele morgenen. Nogen ville sige det var et smukt syn. Som Seans mørkegrå øjne gled rundt på hans omgivelser, måtte han give dem ret. Sne var smukt. Det var kun når han skulle vade igennem flere meter af det, at han hadede det. Vådt, tungt, ubelejligt, koldt. Men som fnugene faldt roligt omkring ham, faldt på hans skuldre og i krøllerne i håret, var det smukt. Luften var kold, men der var næsten ingen vind.
Blikket gled op mod den grå himmel, som han tog en dyb vejrtrækning. Tog et øjebliks ro for sig selv. Det var han nødt til...Der var aldrig en pause. Især ikke nu. Omkring han stod flere mænd end han nogensinde ville bryde sig om. Normalt kom han alene, eller med 1-2 vagter. I dag var der 6, i fuldt udstyr. To flankerede ham, stod lige bag ham. To sikrede varehuset foran ham, de to sidste holdte sig bagerst. Det ville være dumt ikke at passe på i disse tider, selv han måtte indrømme det. Nok var hans archdemon, men han var ikke uovervindelig...Selv om tanken var rar.

"Åh, goddag My Lord!"
Stemmen var ikke umiddelbart genkendelig. Blikket gled langsomt ned til den lidt for muntre stemme der mødte ham. En ung mand. Der tog ham et sekund at genkende manden, men det trak ingen smil frem.
"Doktor"
Stemmen var lige så kølig som vejret. Men det stoppede ikke manden, der med nervøse bevægelser stoppede op på god afstand af de krigeriske vagter. Eller...For en nervøs mand ville de nok fremstå krigeriske.
"Jeg kom bare lige forbi...Og ville sige goddag. Vejret er smukt ikke? Går det godt? Nej..."
Manden sank en smule besværet, da Seans øjne stak sig ind i den spinkle mand. Dr. Trott talte over sig, hvis ikke han tiede stille lige nu, ville Sean være helt og aldeles ligeglad med at han var under Loris beskyttelse. Sean savnede blot en undskyldning for at dræbe manden foran ham. Et menneske kom nemt galt af sted. Der ville være mange undskyldninger.
"Jeg har arbejdet for dem her, ved du? Nu har jeg min egen klinik, men jeg kommer stadig forbi...De er så venlige, jeg har intet imod at hjælpe til stadigvæk...Jeg må...Videre. Ja..."
Manden forsvandt hurtigt væk. Seans mørke blik fulgte manden, som denne forsvandt ned af gaden. Først da han var ude af syne, vendte blikket tilbage til varehuset foran ham. Sean sukkede svagt og prøvede at ryste tankerne om doktoren fra sig, før han gik indenfor. Han ankomst var meldt, så det skulle undre ham om ikke de allerede ventede på ham...

**OBS – Indeholder vold og sprog ikke egnet små øre

Døren over ved disken, hvor der blev fremvist og solgt sorte opaler, åbnede sig og Kat kom ud. Klædt i en rubinrød skjorte, sorte bukser og støvler, samt sin [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] holdte hun døren åben og fire adelsmænd kom ud. De så alt andet end glade ud. En af dem mumlede noget der kun var hørbart for dem der var inden for en halvmeter. Kats øjne blev smalle og hun kæmpede for ikke at stikke manden en lussing. Hendes stemme kunne til gengæld høres i hele handelshuset, på tros af at hun ikke råbte.
”Som jeg sagde før. Så er jeg ligeglad med jeres forsøg på at bestikke mig og folkene her. I får ikke noget ud af det. Vi fortsætter med at hjælpe de fattige og svage. Og jeg er fucking ligeglad med at I har problemer med byens folk. Hvis I skal tude og klage, så tag det med jer op på borgen. Måske den mand gider at høre på jer. Og nej, jeg er ikke i lommen på ham. Hvis han ikke er tilfreds, så kan han rende mig noget så grusomt. Det rager mig en papand. Jeg har rigeligt at gøre her på grund af Jeres forbandede griskhed, som er med til at opile til borgerkrig.” Hun havde hele tiden holdt blikket på de fire mænd og havde derfor ikke opdaget hvem der eventuelt var i handelshuset. Desuden var hendes humør blevet ødelagt af disse fire.
Hun var blevet afbrudt i sin rejse sammen med Dust og Izzy, da hun havde modtaget en besked fra en af englene i klanen. Englen havde brugt lysmagi til at sende den, så hun var sikker på at få den. Det betød at hun havde været tvunget til at tage tilbage til Doomsville for at rede tråde ud. Og hun havde derfor ikke haft tid til at tage tilbage til sin mage og elskerinde i noget der forekom hende flere uger. Alt dette var, sammen med dette nu afsluttet møde, med til at fyre op for hendes iltre temperament.

Folkene holdte sig på afstand af hende når hun var i det humør. Et humør de kendte fra hendes mor. Men da byens hersker kom ind af døren tids nok til at høre hendes ord, fik et par stykker travlt med at forsøge at fange hendes opmærksomhed. Desværre uden held.

Den stilhed der var udenfor, stod hurtigt i kontrast til den hævede stemme indenfor. Og det fik straks Seans opmærksomhed.
Uden videre stoppede han op hvor han var, samlede sine hænder foran sig og afventede. Afventede...Og lyttede. Øjenbrynene gled tættere på hinanden, som han prøvede at forstå scenariet foran sig. Vagterne omkring ham lagde en hånd på deres sværd, klar på hans ordre.

Og sådan stod han, helt stille, og hørte ordene. Hans mørke blik gled over de fine folk i Katrinas nærhed. 4 mænd, fine eller adelige ud fra deres tøj og holdning. En af dem fik øje på ham, og blodet løb fra hans ansigt, som han let trak i ærmet på den nærmeste af sine venner. Oh dear...Han stod til at blive afsløret.
I nogle bestemte skridt banede han sig vej over til dem, uden at skænke de andre arbejdere et blik. De havde ikke hans interesse lige nu, tværtimod.
På den måde endte han bag Katrina, hvor han let rømmede sig.
"Måske de fire Herrer vil være så venlige at følge med mine vagter op til borgen?"
Hans dybe stemme var høj og bestemt. Det var mere en ordre, end et forslag. De fire vagter der var tilstede, trådte frem for at omringe mændene og føre dem ud...
Men den nervøse af dem sprang pludselig op og prøvede at løbe mod en af udgangene. Det satte en kædereaktion i gang, hvor de andre tre også pludselig fik andre planer. To af dem prøvede også at stikke af.
"Stands dem!"
Han var ligeglad med om han ikke ejede andet end jorden, som varehuset stod på. Hvis hans ord kunne få nogen til at afskære mændene vejen, ville det være en hjælp. Men han vidste bedre end forvente den slags af nogen som helst.
Hans vagter var allerede efter mændene. De tre mænd skubbede folk til siden, væltede borde og kæmpede for at nå ud. Den ene mand nåede en låst dør og blev fanget der, med et sværd mod struben. En af mændene havde forsøgt at løbe forbi Sean. I nogle hurtige bevægelser havde Sean grebet manden i kraven og holdt ham fra at løbe videre. Han hang, ret sølle, i Seans stærke greb. Og den tredje? Sean havde ikke helt styr på ham lige nu...
Den fjerde havde kastet sig på gulvet, sad på knæ foran Sean, med panden mod gulvet.
"Nåde, Herre! Jeg ønskede blot at snuse frem til oplysninger der kunne være noget værd for Dem!"
Sikke en redelighed...Og sikke en tilfældighed?
Hans mørke blik gled over til Katrina.

Hun havde, grundet sit hidsige sind, ikke hørt Sean komme tæt på. Så da en stemme lød lige bag hende, vendte hun sig klar til at give personen en skideballe for at forstyrre hende. Hun havde suget luft ind og åbnet munden for at begynde. Men ved synet af Seans mørke blik var der noget i hende der forstod at han muligvis var lige så arrig over de fire, som hun var. Derfor nøjedes hun med at slippe luften ud i et roligt tempo.
Dog var hun ikke sen til at lave en bevægelse med hånden, da han kommanderede ”Stands dem!”. Heldet ville at det vand fra den skindsæk hun gik med, nøjedes med at slå den sidste flygtende i jorden. Han ville muligvis have nogle mindre brandsår hvor vandet havde ramt ham, da det ligesom Kat humør var godt kogende.

Da lyden af den klagesang, den fjerde mand gav Sean, nåede hendes øre. Samlede hun vandet i en kugle nogle få centimeter over hendes håndflade. Den samlede vandmængde var på omkring en halv liter, og det var tydeligt at det stadig var utroligt varmt. Hun ikke så meget som så på Sean, mens hun satte sig på hug overfor den klynkende mand. Hendes øjne var kolde og vrede, ligesom hendes stemme. Det var tydeligt for en hver der før havde mødt en falden engel, at hun nu mere end før i sit liv, var ligeglad med hvad der skete. Stemmen var en kold snærren, da den forlod hendes læber, men alligevel høj nok til at den kunne høres i det meste af handelshuset.
”Så længe De holder dem fra mine folk og mine handelshuse, kan De gøre hvad der passer dem. Men når De blander Dem i mine sager…” Hun lod ordene hænge, mens hun delte den boblende vandkugle op i fire og lod hver del finde frem til de fire mænd. Her lod hun kuglerne finde frem til mændenes højre håndryg og brændemærke dem. [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] var en flamme med et kryds over, som tegn på at disse folke ikke kunne stoles på af klanen. Flammen var anderledes end klanens eget mærke, så ingen kunne forveksle dem, ligesom disse nye mærker var anbragt et andet sted end klanmærket. Dette var også et af Kats første skridt mod at påtage sig lederposten i klanen, som hun viste at hendes bedstefædre havde holdt for hende.

”… Ja, så ser jeg ingen anden udvej end at efterlade en advarsel til alle der kender til min klan. Fremover er ingen af Jer velkommen, og I kan godt glemme alt om at skjule mærket. Vi vil altid vide at det er der.”
Kuglen af boblende vand ville først fjerne sig, når brændemærket var blevet permanent og derefter svæve tilbage til skindsækken ved hendes side. Kat rejste sig op da hun var tilfreds med sit værk. Og alle, uanset om de var klans folk eller besøgende, rykkede flere skridt væk. Enten i angst for samme behandling eller i respekt for hendes nu påtaget lederrolle.
Først da vente hun opmærksomheden på Sean igen.
”Hva’ vil du??” Muligvis grundet hendes hidsige sind, undlod hun at talte formelt til ham. Muligvis også fordi hun havde været sammen med ham for… Noget der føltes som flere årtier siden.

Inde fra varehusdelen, som var forbundet til handelshuset med en dør, fuldte Beldragon med i alt hvad der forgik. Han valgte dog at forholde sig passiv lige nu. Bedre end nogen, med undtagelse af hendes forældre, viste han hvornår det var klogest at blande sig. Og lige nu var absolut ikke klogt. Han sukkede stille. Efter hun var faldet, var hans opgave som hendes beskytter blevet en hel del svære. Men han klagede ikke. Han kendte trosalt andre skydtsengle som havde det meget være med den person de skulle passe på.

Stille stod Sean blot og observerede. Katrina kunne noget med vand, og den bedste måde at få en ide om hvad hun kunne, var at observere. Han foretrak at kende folk i hans omgivelser, jo mere, jo bedre. Og som dæmon var han nu heller ikke særlig ked af at påføre nogen skade. Faktisk var hans eneste bekymring, at han blot ønskede mindst en mand i live. Selvfølgelig, jo flere jo bedre. Af den simple grund at de skulle afhøres, så Sean kunne finde de skyldige og straffe dem. Stoppe alt den uro der var i byen...Og som ikke kun var skadelig for ham, men også handlen i byen.
Da Katrina stod med fire kugler af vand, overvejede han om han skulle blande sig. Hans første tanke - en arbejdsskade? - var at hun ville drukne dem i kogende vand. En fin nok ide, faktisk, utroligt smertefuldt. Men da det viste sig at hun blot nøjedes med at mærke mændene, var der ikke rigtigt noget at blande sig i...Det betød intet for ham. Og selv om mændene hylede og klynkede af smerte, gjorde han intet for at hjælpe dem.
Han slap manden i sit greb og lod vagterne om at binde deres arme og føre dem ud.
Hvor tilfældigt, at han stødte på sådan en gruppe, lige her...Lige nu...Var det ikke?

Seans blik vendte tilbage til Katrina. Øjnene var stadig kølige, og hendes respektløse stemme gjorde intet for at bløde ham op. Der var forskel på folk, javist. Fjender krævede han om nogen respekt fra. For at ydmyge dem, tvinge dem. Andre? Han ville nok ikke gå op i det, var det ikke fordi de var i offentligheden.
"Goddag"
Hans hænder samlede sig på hans ryg, som han stod rank og, for folk der ikke vidste bedre, måske en anelse dominerende.
"Jeg er her for at diskutere tilstandene i byen, og høre hvordan det går med jeres forretning. Jeg besøger flere betydelige handelsfolk i byen. Nu, mere end nogensinde, har jeg brug for den stabilitet jeg kan sikre. Derfor var du et naturligt stop på min vej. Jeg mener også min besøg er blevet annonceret?"
Spurgte han påtaget uskyldigt. Han slog let ud med den ene hånd.
"Tak for hjælpen med at fange mændene. Hvor...Tilfældigt...De var her lige nu, ikke? Når jeg kom. Har du fået mange forslag fra deres typer? Mange problemer?"

Hun lyttede til ham, men måske ikke helt så grundtig som hun burde. Og da han snakkede om at hans besøg var annonceret, gjorde hun en affejende bevægelse med hånden.
"Ja, jeg hørte godt at du ville komme. Men jeg bed ikke mærke i hvornår."
Hans tak for hjælpen, gjorde ikke noget for at lette hendes irritable humør. Tvært imod... Og særligt da han antydede at det muligvis ikke var et tilfælde at de fire mænd var her på samme tid som han ankom. Det fik hende til at blive vred igen.
Hvis han ikke flyttede sig et skridt tilbage, ville han mærke en prikkende pegefinger i brystkassen.

"Du kan lige våge på at beskylde mig for at være med i dette oprør. Jeg prøver faktisk at hjælpe folk her. Hvis du bare var halvt så optaget af hvad der skete rundt om i byen, som du er af at sidde på din flade røv. Så havde du opdaget gløderne meget tidligere! Det kan fandeme ikke være rigtigt, at byen nærmest skal stå i brand for at det fanger din interesse." Nærmest overalt i handelshuset var folk stoppet op og så på Kat med frygt og rædsel malet i ansigtet. Hun vågede at konfrontere deres hersker direkte. Og hendes mangel på formel tale...
Beldragon sukkede tungt og viste at han heller måtte ligge sig imellem, inden hun fik gjort dette meget være. Derfor bevægede han sig hen mod de to. Men om han nåede det eller ej, viste han ikke. Han måtte nemlig skubbe sig imellem folk der stod og gloede.

Sean tålmodighed var ved at være opbrugt. Der var grænser. Der var grænser for alt. Men om noget skulle man aldrig ramme ham på hans stolthed, på hans duelighed. Disse ting lagde han meget vægt på, så at høre en ligegyldig engel - uanset om hun var falden eller ej - så tvivl om ham, og de ting han gjorde...
Hun kunne ikke finde en bedre genvej til hans vrede. Men uanset hvor meget han ønskede at hengive sig til den simrende vrede i hans bryst, stod han helt stille. Overraskende stille. Og det var måske ikke et godt tegn. For jo mere han forblev rolig, jo flere planer kunne han nå at lægge.

Han kunne mærke fingeren mod sit bryst. De hård prik mod hans brystkasse, selv om de intet betød. En af hans vagter var kommet tilbage, og var ved at træde frem med en hånd på sit sværd. Men en håndbevægelse fra Sean fik manden til at stoppe op.
Hvis hun ikke havde fjernet sin hånd fra ham, ville han gribe fat i den og holde den fast i et jerngreb. Han fornemmede svagt nogen prøvede at nærme sig, men hans fulde fokus var på Katrina foran ham. Alligevel mærkede han sin krop spænde op, som han gjorde sig klar til at møde endnu en potentiel fjende.
Hvad der blot var et roligt besøg...
Hans øjne skinnede kold, som de søgte hendes. Tungen vædede hans læber inden han snakkede.
"Du ved ingenting. Og du er den sidste jeg bør stå til regnskab for, for noget som helst. Men du ved måske alt om det politiske spil på vores kontinent? Alle delene til vores økonomi? Alle detaljerne i mine kontrakter og alliancer?"
Selvfølgelig gjorde hun ikke det. Selv hvis hun af en eller anden årsag skulle have fået spioner ind på hans borg, ville det næsten være en absurd opgave. Hun vidste intet.
"Du er ikke urørlig. Så fortæl mig præcis hvad du prøver at opnå ved denne farce? Ved at udskamme mig offentligt, selv om du intet ved om hvor jeg har mit fokus - hvad jeg arbejder på? Selvfølgelig gør du ikke det. Men alligevel lyder dine ord næsten som de forrædere, som du så heftigt prøver at tage afstand fra?"
Det var hendes sidste chance. Hvis ikke hun kom på bedre ideer, var alt dette slut. På en langt mere dramatisk måde, end hun sikkert forestillede sig. Med sin ledige hånd gav ham et tegn til sin vagt. Uden en lyd vendte vagten om og forlod varehuset.
"Lad mig være direkte. Hvis ikke du besinder dig øjeblikkeligt, og forklarer dig selv, vil det få konsekvenser. Glem ikke din plads"

Kat stod og ulmede i sit sorte humør. Alligevel var der noget i hans mørke og kolde blik, som fik hende til at drosle en tand eller to ned. Hans hånd med jerngrebet og hans stemme gjorde også meget til at vække hende af den mørke døs. Han ville kunne se i hendes øjne at hans ord stille og roligt fik grobund.

Beldragon var kun en meter fra dem, da han så hvordan Sean greb Kat i et jerngreb. Og han var ikke sen til at reagere…
”Lord McGivens. Hvor dejligt at se De er uskadt.” Han kom hen og stillede sig ved siden af Kat, mens han smilede venligt til Sean.
”Jeg håber alle er i sikkerhed mod de oprører, der stomede borgen. Hele byen hvisker om det. Og ja, som De sikkert har opdaget.” Han nikkede mod Kat.
”Så har Katrina haft en del at mærke på eftervirkningerne. Flere af adlen kommer her og vil købe eller sælge til helt andre priser. Og nogle, som de fire Deres vagter tog med, prøver på at indynde sig på flere måder.”

Kat, der havde brugt Beldragons afbrydelse til at ligge bånd på sig selv, sukkede dybt og gned sig på panden med den fri hånd.
”De har ret, Lord McGivens. Jeg havde ingen ret til at miste temperamentet på den måde. Hvilket jeg naturligvis beklager og undskylder for. Selv om Beldragons ord er sande, så skal de ikke tages som en form for undskyldning for min handlemåde.” Hun bukkede høfligt for ham, inden hun fortsatte.
”Hvad kan jeg gøre for at gøre bod for mine uagtsomme ord og handling?” Beldragon smilede venligt og i sit stille sind takkede han guderne for at Kat, endnu, var så heldig at genvinde sit rolige sind så hurtigt.

Var han ked af det? Over den mistede mulighed? Muligheden for at udføre den første tanke, der slog ned i ham, da Katrina havde opført sig sådan over for ham? Stemple hende som en forræder og brænde hele stedet til grunden - helst med så mange inde i bygningen, som muligt?
Han var dæmon. Det var forkert at tro andet om ham, selv om det slet ikke var en del af planen. Planen...Ja, han havde lagt en plan med Gene.
Det var noget modvilligt at han endelig slap hende. Det stikkende blik gled over til manden et øjeblik, før det vendte tilbage til Katrina. I det mindste havde manden mere forstand på at tale ham efter munden, end Katrina havde. Og var det ikke hvad enhver hersker ønskede sig? At blive talt efter munden. Kunne noget som helst gøre Sean tilfreds lige nu?
"Der skal mere end sølle adelige til at vælte mig" brummede han.

Sean trak vejret dybt, omend uhørligt, som han også lagde bånd på sin selv. Han måtte holde sig til planen. Hans ene hånd gled igennem de mørke krøller, som han genvandt sin fatning endnu en gang. Som rystede han det vrede humør af sine skuldre, rettede han sig og nikkede svagt.
"På trods af du så hurtigt har stemplet mig som en komplet uduelig hersker, kommer jeg netop af den årsag" bemærkede han så endelig, med ro i stemmen. Han havde genfundet sin ro, selv om han havde haft mere lyst til at blive arrig og gå lidt amok. De ofringer man måtte bringe som hersker, ikke? Tanken fik ham næsten til at smile, var det ikke fordi det ville være forkert i denne situation.
"Kan vi snakke uden et publikum? Jeg tror dine arbejdere har fået underholdning nok til resten af ugen"
Der ville uden tvivl dukke nye rygter op. Både om Katrina og ham, måske mest om hvordan de næsten var røget i totterne på hinanden. Men det var ærlig talt det mindste af hans bekymringer.

Et sted i hende kløede det stadig efter at råbe noget mere af ham. Men hun viste også, nu hun havde genvundet forstanden, at det ville være en dårlig ting. Hun kunne have svoret på at hun svagt fornemmede en modvillige hos Sean, da han slap hendes hånd. Men hun var langt fra sikker i sin sag, så hun lod det ligge.

Hun rettede sig op, med en let rødmen i kinderne, da han talte igen. I sit stille sind forsøgte hun at holde fast i den ro, som før hendes fald var så naturlig, og fortalte sig selv at hun kunne afreagere senere sammen med Dust til træningen.
”Naturligvis, Lord McGivens. Vi kan trække os til et af mødelokalerne. Må vi byde på noget at drikke og spise?” Folkene som arbejde i handelshuset kom hurtigt tilbage til deres arbejde ved Seans sidste ord. Og gæsterne fik igen travlt med at kikke på vare, samt at købslå om prisen.
To mænd blev dog stående i nærheden, klart til at finde hvad end Herskeren ønskede at drikke og spise. Plus det sædvanlige til Kat og Beldragon.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] som Kat valgte, var indrettet med en trepersoners sofa og to lænestole, samt et bord i midten. Rummet var ligeledes indrettet med grønne planter i hvert hjørne og lune farver på væggene, så det virkede mere indbydende.
Hun åbnede døren for Sean og bukkede, så han kunne gå ind først og vælge hvor han ønskede at sidde. Hun og Beldragon ville sætte sig på den modsatte side, så han ikke skulle dreje hovedet ret meget for at se på dem.

"Ellers tak"
Han spiste ikke almindelig mad. Og han følte sig ikke tørstig. Måske var det også hans paranoia, der var en naturlig ting for de fleste med magt: Efter næsten at gå til angreb på hinanden, virkede det ikke indbydende at sætte sig med noget at drikke. Forgiftet eller ej.
Sean regnede heller ikke med at blive længe, alligevel.
Han fulgte efter Katrina. Lokalet var ikke det største, men det betød ingenting. Det vigtigste var de havde fornemmelse af at være private, uanset om det så var sandt eller ej. Oftest var det ikke.
Han løsnede den tunge vinterkappe og hang den over ryggen på den lænestol, som han selv placerede sig i. Foden blev lagt over det ene knæ, armene hvilede på armlænene, som hans mørke blik iagttog de to personer for ham et øjeblik.

"Jeg kommer i forbindelse med mit embede, hvis det ikke var tydeligt. Der er meget uro i byen, og en gruppe har endda angrebet selve borgen. Det er klart for enhver jeg ikke bare kan ignorere alt der sker, i den tro det falder i sig selv igen. Som det oftest gør. Og det er tydeligt det er organiseret. Jeg vil ikke kede dig med detaljerne...
Men jeg vil gerne styrke mine bånd til de stærkeste handelshuse her i byen. Jeg er ikke blind - folk kalder på mere mad, mere medicin og tag over hovedet. Ting de har manglet, siden Del'sharkas år. Og jeg havde givet det til dem...Hvis jeg havde haft det til rådighed, eller haft pengene til det. Alle har manglet de samme ting, over hele kontinentet. Noget du uden tvivl må have mærket selv"
Han forklarede sig i en rolig stemme, og med den overbevisning at jo mere oprigtig han var, jo bedre var chancerne for at opnå hvad han ønskede. Han lod ordene trænge ind et øjeblik, før han løftede en hånd afværgende foran sig.
"Jeg er her ikke for at bede om alverdens penge til alle mulige uspecifikke formål. Det ville ikke være en god handel"
Antydningen af et svagt smil viste sig på ham.
"Jeg vil oprette en fond. Jeg kan ikke bare skænke penge hist og her, men jeg kan lave en fælles pulje og lade andre administrere den. Folk kan opsøge dem, bede om penge til det der betyder mest for dem - et lille hus, til almindelig opretholdelse, tøj på kroppen, livsnødvendige ting - og det vil forhåbentlig sænke uroen betydeligt, foruden gøre byen godt.
Jeg vil høre om I har interesse i at donere noget til fonden. Et forslag I selvfølgelig må få tid til at overveje"
Han var ikke nødvendigvis interesseret i et svar nu og her, hvis de ikke kunne give det. Men når alt kom til alt, så var det hans forslag.

Da han ikke ønskede noget at drikke eller spise, rystede hun roligt på hovedet til de to som ventede, og de gik tilbage til det arbejde de havde gang i.
Kat havde sat sig i sofaen sammen med Beldragon, og lænede sig roligt frem, så albuerne hvilede på hendes lår og fingrene var flettet, samt støttede hagen. Hun lyttede ganske interesseret til Seans ord og nikkede genkendende til uroen i byen og de mangler folk savnede efter det stormfulde år. Hendes øjne afslørrede hendes lette overraskelse over at han ville lave en fond, hvor folk kunne ansøge om det de manglede. Hvorfor havde hun ikke selv tænkt i den retning? Måske fordi hun var så optaget af flere ting på en gang og hun havde lidt problemer med at organisere tingende. Hun måtte heller opsøge sine bedstefædre og søge råd hos dem.

Da Sean afsluttede sin tale, begyndte Kat at tale roligt og venligt.
”Umiddelbart er jeg bange for at denne uro kun er begyndelsen på noget større. Men når det er sagt, lyder det som om De ønsker at arbejde med samme formål som vi gør. Nemlig at hjælpe de fattige og nødstedte, hvilket glæder mig meget. Jeg har selv overvejet at købe flere huse her i byen og indrette dem til en form for hjem til dem der har brug for det. Noget lignende det vi i forvejen har her og i Sunfury. Nogle kalder det for fattighuse, andre kalder det for vandrehjem eller noget helt tredje. Men fælles for alle navnene er, at man kan finde en seng, mad, tøj og bad. Tre fjerdedele af vores overskud fra blandt andet opalsalget, går ubeskåret til dette. Den sidste fjerdedel går til løn af de ansatte, vedligeholdelse og indkøb af andre vare.” Hun så hen på Beldragon om han havde noget at tilføje, men han rystede smilende på hovedet.
”Jeg har intet at tilføje. Det er dig som styrre tingene. Jeg er her blot for at sikre at du ikke lader dit mørke humør løbe af med dig. Har ikke meget lyst til at skulle forklare, din mage, bedstefædre og din mor, hvorfor de ikke kan se dig mere.” Kat rødmede lidt ved hans ord, men han havde ret. Efter faldet, havde hun større tildens til at lade det mørke humør vinde.

Gene og ham selv havde også snakket om at oprette fattighuse. Men det var dyrt at købe eller bygge huse, og man kunne kun hjælpe så og så mange. I stedet havde Gene fået ideen om fonden - de ville nå flere folk på den måde, og det kunne måske tage lidt af energien i uroen. Trods alt påstod folk at uroen var på grund af de dårlige forhold. Ikke at alle ville være tilfredse på den måde, men det var en start. Og man vidste aldrig.
"Oh?"
Det trak let i hans ene mundvige, og hans øjenbryn gled let op i panden på ham. Han samlede selv sine hænder foran sig, flettede dem ind i hinanden, mens albuerne hvilede på armlænene.
"Så du mener det bliver værre? På hvilken måde?"
Vidste hun noget han ikke gjorde? Havde hørt noget? Tingene var allerede ret dårlige. Og uden tvivl der ville komme flere angreb eller situationer, nu hvor de var begyndt. Så naiv var han heller ikke. Men han var nysgerrig over hvad hun mon forestillede sig.

Sean slog let ud med den ene hånd, da hun fortalte om sin egen plan. Hvad kunne han stille op med det? Intet. Det var vigtigt han også fik sit eget navn med i projekterne, ellers ville folket ikke tro på han selv gjorde noget godt. Så det var ikke just for hans bedste, hvis Katrina ville bruge alle sine penge på sine egne private projekter. Eller byens bedste, selvfølgelig. Byen havde brug for en stabil hersker. Og uanset hvordan tingene stod til lige nu, havde han klaret sig fint i flere år. Byen havde haft en stabil hverdag, stabil økonomi og undgået krig. Hvis han selv skulle sige det, havde han klaret det meget godt.
"Beundringsværdigt" Nikkede han let.
"Så det er et nej?" Smilet voksede svagt.
"Det lyder til vi vil noget af det samme. Jeg prøver blot at nå længere ud, end de hoveder der puttes ind i en bygning" tilføjede han sigende, men i samme lette tone.
"Jeg har selvfølgelig også en ting mere at bringe op. Sikkerhed. Normalt lader jeg folk styre deres egne forretninger og varehuse. Men i denne uro ville det blot være des mere skadeligt, hvis økonomien bag byen brød sammen. Så hvis du får brug for ekstra vagter, eller jeg kan støtte op om din forretning og sikkerhed på andre måder, må du gerne sige til. Så ser jeg på hvad jeg kan gøre"
Det var de to årsager han var der. Til sammen vil det måske skabe en anelse stabilitet visse steder i Doomsville. Det, og så resten af Gene og hans egne planer. De var slet slet ikke færdige endnu. Men selvfølgelig kunne man kun så og så meget, hvis ikke folkene i byen gad at...Ja, støtte op om byen.

Hun gned sig lidt i nakken inden hun svarede ham.
”Det er mest af alt en fornemmelse. Når jeg er ude og handle på markedspladsen eller inde i Rotten Root distrektet for at aflevere mad og tøj til dem, som enten er ældre eller har andre problemer, så er det ikke svært at fornemme noget er under opsejling. Nogle er så desperate at de stjæler med arme og ben, mens andre er mere fornuftige og nøjes med at bede om hjælp. Mange mistede alt hvad de havde under uvejret for et par år siden. Og de har haft eller har stadig svært ved at få råd til det mest nødvendige.” Hun tog en dyb indånding. Nu kom det punkt, hvor han muligvis kunne misforstå hendes ord eller dreje dem til sin fordel. Hun var ret sikker på at han havde en plan med alt dette, men hun kunne ikke sætte en finger på hvad det var.
”Så nej. Det var ikke et nej. Tvært imod. Vi vil med glæde hjælpe med at sørge for at andre også uden for byen, kan få den hjælp og de ting, som de mangler. Faktisk skal jeg have en gruppe afsted til Aquener for at hente forsyninger i løbet af ugen. Hvis De kunne undvære omkring ti vagter, så kunne det lade sig gøre at tage af sted med to vogne i stedet for en. Jeg har også overvejet at skrive til min mors kusine, der bor ved Forestina og høre om de ville sælge noget frugt og kød.”

Beldragon sad roligt og lyttede med. Han blev ret stolt over at høre Kats ord. Hun var endnu ikke for fin til at spørge om hjælp.

Det var ingen overraskelse. Han havde selv set det, når han bevægede sig rundt i byen - som regel skjult. Og han havde hørt om det fra sin klan, der befandt over hele byen. Om nogen støttede klanen de fattige, mest af alt fordi der var en interesse i det. Ingen så de fattige, så de hørte og så ofte ting de ikke burde. Gode kilder til information og muligheder. Men baggrunden var jo ligegyldigt, når blot de oplevede en smule opmærksomhed. Og klanen var ikke så dum, at de reklamerede med hvem der gav - de opsøgte selv de fattige, frem for at lade de fattige valfarte til dem. Det var mere sikkert på den måde.
Han nikkede blot til hendes ord.

Det svage, skæve smil vendte endnu en gang tilbage. Smilet, der næsten altid var der, men ikke altid betød noget. Han havde fået hvad han kom efter, og derfor følte han sig godt tilfreds. Ja, så man bort fra det hele nær ved var endt i en slåskamp, havde han fået mere end han kom for: Fanger at afhøre.
Han klappede let på sine lår, en tilfreds bevægelse, men også en der fortalte han allerede var klar til at gå igen.
"Du vil få dem"
Kunne han undvære 10 vagter? Som kunne patruljere byen? Det var han nødt til. Han havde allerede sat Genevira i gang med at ansætte nye vagter. De havde brug for dem. Og dette var vigtigt.
"Jeg er glad for vi kunne blive enige..."
Halvvejs oppe af stolen, brasede en mand igennem døren....

Dr. Trott faldt ned på alle fire, som han brød igennem døren. Vejrtrækningen var hurtig og overfladisk - han havde løbet som en vild ild for at nå hertil. Var det endnu et angreb på hans person? Nej. Det skete ellers ofte, og han håndterede det altid selv, på den ene eller anden måde. Det var værre end det.
"Det...Er...Altså..."
Han havde ikke luft til at forme ord. Sveden dryppede af ham, som han kæmpede for at samle sig. Halsen føltes tør. Frygt?
Han pegede ud bag sig, og først der gik det op for ham at Herskeren af Doomsville stadig var der. Det gjorde det ikke bedre for den nervøse mand. En hånd gled op til hans hals, næsten som om han var bange for at blive angrebet.
"Sea- Aarrgh, Lord!" Trott havde allerede talt over sig. Han kunne ikke afsløre han vidste mere om herskeren af Doomsville. Han var godt klar over hans liv hang i en tynd tråd, at Sean ønskede ham mere død end levende.
"Lord, lord!" gentog han, som om det kunne fjerne fejlen alene ved gentagelsen.
"Udenfor...Det er...Min klinik...Altså..."
Han sank hårdt, satte sig på sine ben og knugede sine hænder hårdt. Hans mørkebrune blik gled ned på gulvet.
"Der har været et angreb midt på dagen. Jeg har sårede der står i kø. De siger det er...Det er...Herskeren selv der står bag det..."

Kat måtte kæmpe for ikke at vise sin urolighed over at han virkede så tilfreds. Noget i hende havde mest lyst til at tvære det skæve smil af mandens ansigt, men hun tøjlede sig. Koncentrerede sig om at de havde fået ekstra vagter til at skaffe flere vare med tilbage.

Både hun og Beldragon var ligeledes halvvejs oppe af sofaen, da de blev afbrudt. Beldragon var dog hurtigt henne ved manden og i takt med at manden fik fremstammet sine ord, lod Beldragon sin lysmagi glide over i manden, med håb om at det beroligede ham.
Kat derimod. Hun stod stille og det var tydeligt at med hvert ord Dr. Trott sagde, gled Kat mere og mere over i sit mørke humør igen. Den kære læge havde kun lige nævnt sin klinik, før hun bandende som en havnearbejder gik over på den anden side ad gangen og ind på sit værelse efter et par skindsække, der var fyldt med vand. Kort efter kom hun igen forbi den åbne dør på vej ud af handelshuset.
”… Egoistiske, selvoptagede, stor nassende røvhuller…” Beldragon sukkede tungt og så fra Dr. Trott til Sean.
”Det var så den ro. Jeg må heller følge med i håb om at jeg kan få dæmpet hende inden hun slår nogen ihjel. Klare du den Dr.?”

Folkene ude i handelshuset summede af nysgerrighed. Først havde Kat være efter herskeren, så var Dr. Trott kommet løbende. Og nu stormede Kat ud af huset i sit mørke humør… Hvad i alverden forgik der??

//Her bliver emnet til et fælles emne. Rækkefølgen bliver:
Sean, Katrina, Dust, Genevira

Dr. Trott følte sig straks beroliget af lysmagien, og han kunne beroliget trække vejret dybt. Han nikkede let til Beldragon, glad for hjælpen, men stadig urolig. Alt denne uro havde givet ham mange patienter, og det var ikke nødvendigvis en god ting. Helt sikkert ikke en god ting.
Som Beldragon og Sean forlod rummet, gik han også selv: Som sagt havde han patienter at se til.

Sean havde ikke nydt forstyrrelsen et eneste sekund. Til dels fordi lægen altid fik det værste frem i ham, på trods af...Mange ting. Måske han kunne udnytte uroen til at komme irriterende personer, som lægen, til livs?
Men det havde han ikke meget tid til at tænke over, som han selv hurtigt var ude af døren.

----------------

Det var på kanten til Rotten Root District. Og uroen var et bevis på nogen måtte organisere det hele. Flere veje var blevet spærret af væltede hestevogne, trukne vogne og tønder. Overalt var der folk. Snevejret trak nogle store grå skyer ind over, så det næsten lige så vel kunne være aften. Det sneede dog ikke længere. I den stilhed der var i det lette vintervejr, var der larm fra alverdens folk der råbte, snakkede nervøst og prøvede at forstå hvad der skete. En kakofoni af folk, der nysgerrigt og forvirret holdt øje med hvad der skete, og en anden gruppe der stod midt i det hele med våben. Ikke bare høtyve og leer, men faktiske våben. Knive, et par sværd, bue og pil der sikkert var mere beregnet til jagt, end direkte krig. Men uanset hvad var det våben. Dertil kom jo at folk i disse tider havde alverdens evner og magier - og at flere af dem kunne være fra forskellige racer. Det var virkelig ikke til at forudsige.

Der havde allerede været et blodbad. Fra den ødelagte vogn at dømme, havde en adelig kørt igennem byen. Nogen snakkede om at den adelige havde haft familien med, og prøvet at give gaver til byens folk - for dem der kunne lægge to og to sammen, havde det måske antændt den anstrengte stemning i byen. Og for folk, som Sean, var der noget lorent ved det. Dette var alt for organiseret til at være sket spontant. Men uden tvivl den adelige havde været der - han og hans familie, hans folk af tjenere og vagter - lå forblødte ud over vejen.

Sådan var scenen, som Sean nærmede sig. Han stoppede på god afstand, på sin hest. Den tunge vinterkappe lå ud over hestens ryg, men hætten var ikke slået op. En svag vind legede med hans mørke krøller, som det mørkegrå blik gled ud over kaosset foran ham. Ingen havde helt registreret han var på vej endnu, og for nu...Sad han bedst her, lidt på afstand. Der lå en kølighed over ham, der nok ville få de fleste til at tøve med at nærme sig.
Dengang han havde sendt en vagt ud, da Katrina havde verbalt angrebet ham i varehuset, havde han sendt bud efter flere vagter. De vagter stod omkring ham lige nu. Ikke at de kunne klare det hele alene. Så med bevægelse sendte han et par vagter op igennem byen for at alarmere alle de vagter og soldater de kunne finde.
Nå...Og hvad skulle han gøre ved alt dette?

Kat var ankommet kort før Sean og de andre. Og hun havde ikke spildt tiden. Selv om de adelige var skide irriterende, så havde hun kastet lidt af sin vandmagi over dem for at heale de værste sår. Derefter havde hun indgået em verbal diskussion med nogle af dem der var indblandet. Og den gik ikke stille for sig, tvært imod. To af lederne og Kat stod bogstaveligt og råbte af lungernes fulde kraft, mens de brugte armene for at understrege deres ord.
Selv om Kat var rassende over at genkende nogle af folkene, der iblandt den ene leder som diskuterede med hende, så var der en del af hende som også forstod deres problemer. Men dette var ikke måden at løse det på. Ikke ifølge hende. Lederne ville vide hvordan hun så ville løse problemet, men det kunne hun ikke give noget svar på.
Derefter beskyldte den ene, som hun ikke kendte, hende for at være i ledtog med Herskeren, hvilket hun højrystet benægtede.

Beldragon stoppede op tæt nok ved Sean til at han kunne høre hvert et ord englen sagde. Et dybt suk undslap englen, da han så hvordan Kat var faret op.
"Ved alle guder... Det bliver ikke sjovt at skulle dæmpe hende ned. Og ik for noget, Lord McGivens. Men jeg vil være taknemlig hvis De holder dem på afstand af hende." Han sukkede igen og gned sig hen over panden.
"Hvordan pokker skal jeg få fat i Dust?" Det sidste var mere højlydte tanker end myntete på nogen bestemt.

Det var nærmest øredøvende, så meget han kunne mærke Kat, og hendes emotionelle stadie, igennem halskæden hun havde på, men det gjorde det vel kun det nemmere at opspore hende, når nu Dust kunne mærke, at hendes mørke humør var ved at gå helt sidelæns. Omend det ikke lige frem passede ham, var han endelig kommet tilbage fra sin ferie, som han havde holdt med Izzy, der var kommet tilbage sammen med ham, og Kat der havde været nød til at komme tilbage før dem, fordi der havde været brug for hende, og af alle tider de kunne komme tilbage, var det selvfølgelig lige midt i vinter tiden. Kulde og drager, var ikke lige frem de bedste venner.
På grund af det kolde vejr, havde Izzy der gik ved hans side, pakket sig godt ind så hun kunne holde varmen, men Dust der var mere stædig og konsekvent omkring hans tøjstil, bar stadig hans sædvanlige korte bukser, og ærmeløse long coat, hvilket efterlod ham med bare ben, fødder og brystkasse. Til trods for dette, holdt han sig alligevel varm, ved at bruge sin magiske evne til diskret at generere varme, på overfladen af hans hud, mens det til en hvis grad holdt kulden lidt på afstand.

Da Dust og Izzy, endelig kom frem til nær området af hvor Kat befandt sig, så de sig omkring, da det så ud til at boget var gået grueligt galt her. Der lå væltede ting og sager over det hele, tilskadekommende væsner i gaderne, og andre væsner der lignede vagter. Dust kunne se Beldragon lidt længere fremme, da han så i retning af hvor han kunne mærke Kat var, men han havde ingen ide om hvem det var, der stod ved siden af Beldragon. Med rolige skridt, gik han i retning af Kat, mens Izzy fulgte efter ham, ved at gå lidt bag ved ham. Dust nåede lige at komme tæt nok på Beldragon, til at høre ham spørge ud i luften, hvordan han skulle få fat i Dust.
"Du kunne jo bare kalde, du ved jeg har for vane, at følge efter hende i ny og næ, især nu hvor hendes humør svinger så meget!" sagde Dust til Beldragon, mens han klappede gutten på skulderen, da han passerede på hans vej mod Kat. Først da han kom tæt nok på hende, begyndte han at snakke til Kat, da han foretrak ikke at udbasonere deres samtale, så alle kunne høre dem.

"Træk vejret min kære engel, det er på tide at køle lidt ned!" hans stemme var varm, og hvis hun tillod det, lagge han en arm om hendes skuldre, da han kom hen ved siden af hende. Izzy stoppede på den anden side af Kat, og smilede lidt skævt til hende "Hvad er det egentlig lige der foregår her? Det ser ud som om nogen ikke kunne enes! Og hvem er ham den sære snegl, der står sammen med Beldragon?" det sidste spørgsmål, stillede han mere lavmælt, da han ikke helt var sikker på, hvad for en størrelse Sean var.

// Skal hilse fra Gene og sige at vi bare skulle springe hende over //

Det hele var kaotisk. Og af en eller anden årsag insisterede Katrina og Beldragon at undervurdere hans person. Hvad regnede hun med?
Seans mørke blik kunne ikke undgå at falde på Kat, som hun stillede sig op midt i det hele og skældede huden fuld. Hvis det virkede at skælde ud, mon ikke problemet så var løst for længe siden? Hvem troede hun, at hun var? Doomsville uofficielle helt? Redningskvinden af Doomsville? Hvad kunne hun gøre...Andet end blot...Stå der?
Det eneste det gjorde, var at få folk i nærheden af hende til at tøve lidt. Men kun til de havde vurderet om hun udgjorde en reel trussel eller ej. Og som Sean kunne se fra sin hest, var der stadig mere uro længere nede af gaden. Dette var for stort til at blive stoppet af en skrigende kvinde. Falden engel eller ej.

Sean blev hvor han var. Ikke fordi Beldragon havde bedt ham om det, men fordi han var optaget af sine egne tanker, til rigtigt at tage sig af det lille personlige drama foran ham. At tage sig af en irriteret falden engel, med et dårlig temperament, stod meget lavt på hans liste. Det måtte andre tage sig af. Selv havde han en by at styre, og en by at beskytte.
Flere havde efterhånden opdaget selskabet. Sean, på sin hest, flankeret af en gruppe vagter. Men som de stod stille der, var det tydeligt det også gjorde flere folk nervøse. Hvorfor skete der ikke mere? Hvorfor blev ikke oversværmet af soldater? De uskyldige nysgerrige, dem med lidt forstand, prøvede at trække sig væk. En ung kvinde med et barn på armen vendte sig og prøvede at presse sig igennem mængden...Kun for at blive skubbet direkte ud i kaosset omkring hende.
"Flygter du? Du er måske ligefrem sympatisør med de grådige adelige?!"
En bredskuldret mand trådte frem, og var det ikke fordi kvinden allerede var faldet, ville han sikkert have skubbet til hende igen. I stedet presset hun skræmt sit barn ind til sig, rystede på hovedet og prøvede at sige noget...
Lignende scenarier var over det hele. Vrede folk, mod folk der intet ønskede at have med det at gøre. Folk blev presset til at passe på sig selv. Slåskampe, vrede råb og mere uro. Det var kun få der gad lytte til en hidsig skrigende engel midt i det hele, til sidst...
En potentiel meget farlig situation at være indblandet i.

Sean trak vejret dybt. Han lænede sig ned over skulderen på hesten for at snakke til sin ene general.
"Med de mænd der er her, fordel jer udenom gruppen her. Bloker gyderne med hvad end I kan finde. Sørg for vi kun kan presse dem en vej og det er nedefter"
Med så mange involverede, ville det være umuligt kun at ramme de skyldige. De var nødt til at håndtere dem alle, og så sortere i dem bagefter. Og selv det ville være et stort arbejde. Folk ville lyve så det halve var nok.
Vagten nikkede, og fordelte sine vagter i mindre grupper, der snart forsvandt mellem husene.

Til sidst svang Sean sig ned af sin hest og gav tøjlerne til en af de få vagter der var blevet hos ham. Med overraskende rolige bevægelser løsnede han sin tunge kappe og lagde den over sadlen. Hans blik gled over til den kaotiske scene igen, som han kort overvejede noget. Nej...Han ville prøve noget andet først. Hvis de ventede for længe på flere vagter, ville alt for mange komme til skade. En større blodbad ville ikke styrke hans position, men blot skabe mere grobund for utilfredshed.
I stedet valgte han at gå direkte ind i den opildnede gruppe af folk.


//I er velkommen til at styre folk, der er relevante for jer. Både af  tilskuer, skyldige og vagter.

Beldragon drejde hovedet og smilede til Dust, som hurtigt smuttede videre hen til Kat. Englen sukkede lettet. Hans byrde var lige blevet en hel del lettere, så han så rundt for at se om han kunne hjælpe et sted. Da kvinden med barnet blev skubbet, så hun faldt, spredte han hurtigt sine hvide vinger og fløj ind foran kvinden, hvor han samlede hende op i sine arme. Hans ankomst havde fået folk til at rykke sig væk fra de store vinger. Derefter så han vredt på manden, som havde skubbet hende.
”Havde du overvejet om kvinden her blot ønskede at komme hjem til sin familie? Nå ik.” Den hidsige mand skulede til Beldragon og råbte op om at de alle var skyldige. Uden yderligere ord til manden, svang han sig i luften og hjalp kvinden hjem. Så længe han viste Dust var her, var han ikke bange for at lade Kat ude af syne.

Kat var på nippet til at samle vand i små kugler, som hun kunne bruge mod folk. Men Dust’s stemme, hans hånd på hendes skulder og begges nærvær var nok til at få hende til at glemme lidt af vreden. Nærmest per automatik gjorde hun som han sagde. Trak vejret dybt ind og pustede langsomt ud, hvilket hjalp hende yderligere. Da hun var faldet lidt ned, drejede hun sig rundt og lagde arm Izzy som tak, samt så roligt på Dust.
”Tak begge to. Det er forskellige oprør som risikerer at ende i en borgerkrig, fordi folk herfra er sure på adlen og herskeren. Det er for resten ham, som du spørger til. Lord Sean McGivens, Incubus og archdemon, hvis rygterne passer.”

Et varmt smil spredte sig på hans læber, da Dust kunne høre og se på hende, at Kat gjorde som han bad hende om, og kølede lidt af. Efter hun havde ventet sig om, blev han dog straks mere fokuseret, da han hørte lyden af ordene oprør og borgerkrig. Disse var normalt ikke ord der betød særligt meget for ham, han blandede sig trossalt uden om andres affære og problemer, men i dette tilfælde galt det et problem, der kunne påvirke hans mage og hendes handelshus, så for en gangs skyld ragede det ham, at hjælpe lidt til.
Med et roligt blik, kiggede han over på Sean, nu hvor Dust havde en ide om hvem han var, kunne han bedre forstå hvad det var han så, når han så Sean gøre hvad han nu engang gjorde. Dust kunne se at vagterne, så ud til at fordele sig ud, så gruppen af folk omkring dem, ikke kunne forlade området så nemt, hvilket betød at han heller ikke kunne få Izzy sendt hjem i sikkerhed. Så nu måtte de vel gøre et eller andet, for at få den her konflikt løst, så Dust kunne komme tilbage til hans sædvanlige narrestreger.

"Man kan da heller ikke gå på ferie, uden at folk bliver totalt skøre i kuglen, og begynder at bygge op til en borgerkrig! Ved du noget om hvad, der har gjort folk så mobset på ham, eller er det bare et eller andet tilfældigt, de har valgt at være sure over?" spurgte han eftertænksomt, og så tilbage på Kat. Hun havde trossalt været tilbage lidt længere end han havde, og desuden også bedre til at følge med i, hvad der skete ude i verdenen end ham, så han håbede hun kunne give ham lidt kontekst til situationen. Når Kat havde givet ham det svar hun nu kunne, ville Dust nikke til hende som tegn på forståelse, før han ville gå over til Sean, for at snakke med ham. Imens ville Izzy blive hos Kat, lige meget hvad hun valgte at gøre, så Kat havde en ved sin side, der kunne hjælpe hende med, at holde hovedet koldt.
"Hej! Mit navn er Dust, jeg kan forstå på min mage, at du er sådan en leder type her omkring!" sagde Dust i et roligt tonelege, da han kom tæt nok på Sean, til at sige dette uden at udbasunere det til alle omkring dem "At dømme ud fra hvad jeg kan se, er det så korrekt at antage, at du har bedt dine vagter om at omringe alle her?" Dust valgte at starte let, for at starte en samtale. Normalt var hans instinkt, at gå direkte til noget kaotisk, eller noget der involverede at slippe væk herfra, men han havde vist lært lidt af hvert, efter alt den tid med Kat.

Det havde egentlig været meningen at det bare skulle være en relativt rolig da. Gene havde fået samlet de første kandidater til tjenestefolkserstatninger til samtaler og måtte allerede nu kassere en del af dem. Nogle fordi de virkede for grundlæggende nervøse over at arbejde så tæt op af en dæmon, andre virkede ikke til at have ret meget mere at tilbyde end at de måske kunne lave mad. De havde brug for folk, der kunne tænke klart i en krisesituation. Folk, der ville udvise loyalitet og ikke tøve. Ikke en ny dessertkok. Selvom flere kager da måske ville være meget rart. Nå, der var da et par stykke, hun følte, at de kunne gå videre med. Og som heller ikke havde set på hende, som om hun frygtede, at hun enten selv ville æde dem, eller at de bare var her for på den ene eller den anden at udgøre foder til Sean eller diverse andre dæmoner. Alt i alt havde dagen ikke rigtig givet den succes, som hun kunne have ønsket, men lidt havde også ret…sådan var der i hvert fald nogen, der valgte at se på det. Selv var Genevira grundlæggende irriteret, især på sig selv, over, at det ikke var lykkedes hende at få perfekt styr på alting allerede nu.
Oh well. Hun noterede navnene på dem, hun ønskede at tale yderligere med ned i sin notesbog og sendte folk på deres egen vej, kløede sin kat bag øret og tog en slurk te, der i løbet af dagen havde stået og desværre var blevet kold, da hun havde haft en del at se til. Hun var netop på vej ned i køkkenet for at skaffe sig en ny kande, da lyden af løbende fodtrin nåede hendes ører og en vagt hilste på hende med et kort buk.

”Hvad sker der?” spurgte hun og betragtede afventende den noget ældre mand.

”Røre i Rotten Root, Madame. Herskeren har ikke specifikt bedt om Deres tilstedeværelse, men jeg tænkte, at De ville ønske at vide det.”

”Jeg tager med,” fastslog hun i en tone, der ikke oplagde til diskussion overhovedet. Og det på trods af, at tanken om igen at befinde sig i sit tidligere hjemdistrikt var nok til at give hende fornemmelsen af gammelt åndedrætsbesvær. Selvom hun ikke trak vejret længere.

Vagten så bekymret på hende et øjeblik og hun viftede ham væk. Fik en anden tjener til at finde og sadle sin hest, imens hun selv fandt sin kyse og vinterkappe.

Således flankeret af et vagtkorps, et underligt syn, red hun mod Rotten Root District. Forsøgte at undertrykke sin egen rysten i ubehag, da lugten ramte hendes næse. Den sødligt kvalme stank af forrådnelse. Sygdom. Rendestenene. Ækelt. Hun bøjede hovedet, så folk ikke kunne se hendes ansigt. Således ville hun heller ikke være nødt til at forholde sig til de forhutlede skikkelser, der fjernede sig fra hende og forsvandt i skyggerne.
Da hun nåede åstedet svang hun sig ned fra sin hest, nejede for Sean og så sig omkring. Hun registrerede godt Katrina og Dusts tilstedeværelse, men de var ingenlunde hendes førsteprioritet.

”Hvor kan jeg være til hjælp, milord?” spurgte hun.

På en eller anden magisk måde fik Sean banet sig over til ligene af den adelige familie - og hvem der ellers lå i området. De kaotiske tilstande havde givet en del uro, flere små slåskampe og folk der skubbede hinanden. Vrede tilråb. De den adelige familie var blevet angrebet, havde deres vagter forsøgt at redde dem. Derfor lå der et par flere lig, end Sean første havde forventet. Ingen gik dog og trådte i det - folk holdt en naturlig afstand fra de døde, og de blodpøle der var rundt om dem. Og det gav Sean ro til at sætte sig på hug, som hans blik gled over nogle af ligene. Stiksår, kaos...Deres tilstand var som han forventede.

Som han rejste sig igen, stadig fordybet i egne tanker, kom en ukendt mand over til ham. En anelse fraværende gled det mørke blik over på manden. Talte han til ham? Øjenbrynene gled en anelse op, som han studerede manden et øjeblik, før han så rundt på omgivelserne igen. Dannede sig et nyt overblik over situationen. Noterede sig svagt at Katrina i det mindste ikke var gået amok endnu. Så det var da en mindre.
"Jeg kan ikke se hvad din interesse i dette er. Men det er korrekt"
Det var tydeligt Dust ikke fik Seans fulde opmærksomhed, men det kunne man næppe klandre Sean for, kunne man? Han stod i en seriøs situation, med en vej blokeret af en stor gruppe af skyldige og uskyldige. Gruppen skulle opløses. For at opløse den måtte Sean skabe sin egen form for opmærksomhed, der kunne give folk et chok stort nok til at de ville løbe deres vej. Derefter måtte han lukke byen ned for at minimere risikoen for sådanne situationer igen.
"Har du noget at byde ind med?"
Han henvendte sig igen til Dust, før Gene tog hans opmærksomhed. Han havde ikke set eller hørt hende komme, men tilstedeværelsen lokkede et lille smil frem. Sean rømmede sig svagt.
"Vi skal have spredt gruppen, for at undgå der sker mere. At anholde alle er mere end urealistisk, så det er vores eneste logiske mulighed. Er du enig?"
Han ventede kun brøkdelen af et sekund på Genes svar, før han var videre.
"Jeg har vagter ved flere gyder. Selv om jeg gerne vil have folk spredt, vil jeg ikke have dem længere op i byen. Jeg vil prøve at holde det hele hernede..." Det svage smil vendte tilbage, som Sean trak let på den ene skulder.
"...Og ikke fordi de rige skal skånes, men for at undgå uroen udvikler sig til flere gader eller områder i byen. Jeg vil skabe en chokeffekt. Gene, du må hjælpe hvor du kan, men ellers får jeg brug for dig bagefter"
Genes evne kunne være god til forhør. Hvis de da fik anholdt bare enkelte personer. Seans blik gled tilbage til manden.
"Din...Mage?...Er en handelskvinde. I er ikke mine soldater. I bør flytte jer fra situationen, eller risikere at blive fanget i den. Når jeg har fået fjernet gruppen af folk, er I velkommen til at hjælpe tilskadekommende, hvis I ønsker at gøre direkte gavn"
Nok var Kat falden, men alle kunne vel binde en forbinding. Desuden kendte Kat til Trott, så mon ikke de sammen kunne få bygget en skare af lægehjælp på benene?
Seans blik gled igennem mængden, som han prøvede at vurdere hvor Katrina var. At miste en vigtigt handelspartner ville også være yderst uheldigt, trods alt.
Normalt ville Sean aldrig have sagt sin plan højt. Men Gene var hans troede rådgiver og hjælper, hvis råd han satte pris på. Selv om Dust næppe vidste det, havde han netop været vidne til et sjældent indblik i Seans tankegang og planlægning. Næppe fordi det betød noget i længden, medmindre manden havde en bedre ide.