Alle ting har en lyd (Katrina)

De tunge læderstøvler ramte de snebelagte brosten hårdt. Deres sorte farve stod i skarp kontrast til den fine sne, der havde regnet ned over Doomsville hele morgenen. Nogen ville sige det var et smukt syn. Som Seans mørkegrå øjne gled rundt på hans omgivelser, måtte han give dem ret. Sne var smukt. Det var kun når han skulle vade igennem flere meter af det, at han hadede det. Vådt, tungt, ubelejligt, koldt. Men som fnugene faldt roligt omkring ham, faldt på hans skuldre og i krøllerne i håret, var det smukt. Luften var kold, men der var næsten ingen vind.
Blikket gled op mod den grå himmel, som han tog en dyb vejrtrækning. Tog et øjebliks ro for sig selv. Det var han nødt til...Der var aldrig en pause. Især ikke nu. Omkring han stod flere mænd end han nogensinde ville bryde sig om. Normalt kom han alene, eller med 1-2 vagter. I dag var der 6, i fuldt udstyr. To flankerede ham, stod lige bag ham. To sikrede varehuset foran ham, de to sidste holdte sig bagerst. Det ville være dumt ikke at passe på i disse tider, selv han måtte indrømme det. Nok var hans archdemon, men han var ikke uovervindelig...Selv om tanken var rar.

"Åh, goddag My Lord!"
Stemmen var ikke umiddelbart genkendelig. Blikket gled langsomt ned til den lidt for muntre stemme der mødte ham. En ung mand. Der tog ham et sekund at genkende manden, men det trak ingen smil frem.
"Doktor"
Stemmen var lige så kølig som vejret. Men det stoppede ikke manden, der med nervøse bevægelser stoppede op på god afstand af de krigeriske vagter. Eller...For en nervøs mand ville de nok fremstå krigeriske.
"Jeg kom bare lige forbi...Og ville sige goddag. Vejret er smukt ikke? Går det godt? Nej..."
Manden sank en smule besværet, da Seans øjne stak sig ind i den spinkle mand. Dr. Trott talte over sig, hvis ikke han tiede stille lige nu, ville Sean være helt og aldeles ligeglad med at han var under Loris beskyttelse. Sean savnede blot en undskyldning for at dræbe manden foran ham. Et menneske kom nemt galt af sted. Der ville være mange undskyldninger.
"Jeg har arbejdet for dem her, ved du? Nu har jeg min egen klinik, men jeg kommer stadig forbi...De er så venlige, jeg har intet imod at hjælpe til stadigvæk...Jeg må...Videre. Ja..."
Manden forsvandt hurtigt væk. Seans mørke blik fulgte manden, som denne forsvandt ned af gaden. Først da han var ude af syne, vendte blikket tilbage til varehuset foran ham. Sean sukkede svagt og prøvede at ryste tankerne om doktoren fra sig, før han gik indenfor. Han ankomst var meldt, så det skulle undre ham om ikke de allerede ventede på ham...

Den stilhed der var udenfor, stod hurtigt i kontrast til den hævede stemme indenfor. Og det fik straks Seans opmærksomhed.
Uden videre stoppede han op hvor han var, samlede sine hænder foran sig og afventede. Afventede...Og lyttede. Øjenbrynene gled tættere på hinanden, som han prøvede at forstå scenariet foran sig. Vagterne omkring ham lagde en hånd på deres sværd, klar på hans ordre.

Og sådan stod han, helt stille, og hørte ordene. Hans mørke blik gled over de fine folk i Katrinas nærhed. 4 mænd, fine eller adelige ud fra deres tøj og holdning. En af dem fik øje på ham, og blodet løb fra hans ansigt, som han let trak i ærmet på den nærmeste af sine venner. Oh dear...Han stod til at blive afsløret.
I nogle bestemte skridt banede han sig vej over til dem, uden at skænke de andre arbejdere et blik. De havde ikke hans interesse lige nu, tværtimod.
På den måde endte han bag Katrina, hvor han let rømmede sig.
"Måske de fire Herrer vil være så venlige at følge med mine vagter op til borgen?"
Hans dybe stemme var høj og bestemt. Det var mere en ordre, end et forslag. De fire vagter der var tilstede, trådte frem for at omringe mændene og føre dem ud...
Men den nervøse af dem sprang pludselig op og prøvede at løbe mod en af udgangene. Det satte en kædereaktion i gang, hvor de andre tre også pludselig fik andre planer. To af dem prøvede også at stikke af.
"Stands dem!"
Han var ligeglad med om han ikke ejede andet end jorden, som varehuset stod på. Hvis hans ord kunne få nogen til at afskære mændene vejen, ville det være en hjælp. Men han vidste bedre end forvente den slags af nogen som helst.
Hans vagter var allerede efter mændene. De tre mænd skubbede folk til siden, væltede borde og kæmpede for at nå ud. Den ene mand nåede en låst dør og blev fanget der, med et sværd mod struben. En af mændene havde forsøgt at løbe forbi Sean. I nogle hurtige bevægelser havde Sean grebet manden i kraven og holdt ham fra at løbe videre. Han hang, ret sølle, i Seans stærke greb. Og den tredje? Sean havde ikke helt styr på ham lige nu...
Den fjerde havde kastet sig på gulvet, sad på knæ foran Sean, med panden mod gulvet.
"Nåde, Herre! Jeg ønskede blot at snuse frem til oplysninger der kunne være noget værd for Dem!"
Sikke en redelighed...Og sikke en tilfældighed?
Hans mørke blik gled over til Katrina.

Stille stod Sean blot og observerede. Katrina kunne noget med vand, og den bedste måde at få en ide om hvad hun kunne, var at observere. Han foretrak at kende folk i hans omgivelser, jo mere, jo bedre. Og som dæmon var han nu heller ikke særlig ked af at påføre nogen skade. Faktisk var hans eneste bekymring, at han blot ønskede mindst en mand i live. Selvfølgelig, jo flere jo bedre. Af den simple grund at de skulle afhøres, så Sean kunne finde de skyldige og straffe dem. Stoppe alt den uro der var i byen...Og som ikke kun var skadelig for ham, men også handlen i byen.
Da Katrina stod med fire kugler af vand, overvejede han om han skulle blande sig. Hans første tanke - en arbejdsskade? - var at hun ville drukne dem i kogende vand. En fin nok ide, faktisk, utroligt smertefuldt. Men da det viste sig at hun blot nøjedes med at mærke mændene, var der ikke rigtigt noget at blande sig i...Det betød intet for ham. Og selv om mændene hylede og klynkede af smerte, gjorde han intet for at hjælpe dem.
Han slap manden i sit greb og lod vagterne om at binde deres arme og føre dem ud.
Hvor tilfældigt, at han stødte på sådan en gruppe, lige her...Lige nu...Var det ikke?

Seans blik vendte tilbage til Katrina. Øjnene var stadig kølige, og hendes respektløse stemme gjorde intet for at bløde ham op. Der var forskel på folk, javist. Fjender krævede han om nogen respekt fra. For at ydmyge dem, tvinge dem. Andre? Han ville nok ikke gå op i det, var det ikke fordi de var i offentligheden.
"Goddag"
Hans hænder samlede sig på hans ryg, som han stod rank og, for folk der ikke vidste bedre, måske en anelse dominerende.
"Jeg er her for at diskutere tilstandene i byen, og høre hvordan det går med jeres forretning. Jeg besøger flere betydelige handelsfolk i byen. Nu, mere end nogensinde, har jeg brug for den stabilitet jeg kan sikre. Derfor var du et naturligt stop på min vej. Jeg mener også min besøg er blevet annonceret?"
Spurgte han påtaget uskyldigt. Han slog let ud med den ene hånd.
"Tak for hjælpen med at fange mændene. Hvor...Tilfældigt...De var her lige nu, ikke? Når jeg kom. Har du fået mange forslag fra deres typer? Mange problemer?"

Sean tålmodighed var ved at være opbrugt. Der var grænser. Der var grænser for alt. Men om noget skulle man aldrig ramme ham på hans stolthed, på hans duelighed. Disse ting lagde han meget vægt på, så at høre en ligegyldig engel - uanset om hun var falden eller ej - så tvivl om ham, og de ting han gjorde...
Hun kunne ikke finde en bedre genvej til hans vrede. Men uanset hvor meget han ønskede at hengive sig til den simrende vrede i hans bryst, stod han helt stille. Overraskende stille. Og det var måske ikke et godt tegn. For jo mere han forblev rolig, jo flere planer kunne han nå at lægge.

Han kunne mærke fingeren mod sit bryst. De hård prik mod hans brystkasse, selv om de intet betød. En af hans vagter var kommet tilbage, og var ved at træde frem med en hånd på sit sværd. Men en håndbevægelse fra Sean fik manden til at stoppe op.
Hvis hun ikke havde fjernet sin hånd fra ham, ville han gribe fat i den og holde den fast i et jerngreb. Han fornemmede svagt nogen prøvede at nærme sig, men hans fulde fokus var på Katrina foran ham. Alligevel mærkede han sin krop spænde op, som han gjorde sig klar til at møde endnu en potentiel fjende.
Hvad der blot var et roligt besøg...
Hans øjne skinnede kold, som de søgte hendes. Tungen vædede hans læber inden han snakkede.
"Du ved ingenting. Og du er den sidste jeg bør stå til regnskab for, for noget som helst. Men du ved måske alt om det politiske spil på vores kontinent? Alle delene til vores økonomi? Alle detaljerne i mine kontrakter og alliancer?"
Selvfølgelig gjorde hun ikke det. Selv hvis hun af en eller anden årsag skulle have fået spioner ind på hans borg, ville det næsten være en absurd opgave. Hun vidste intet.
"Du er ikke urørlig. Så fortæl mig præcis hvad du prøver at opnå ved denne farce? Ved at udskamme mig offentligt, selv om du intet ved om hvor jeg har mit fokus - hvad jeg arbejder på? Selvfølgelig gør du ikke det. Men alligevel lyder dine ord næsten som de forrædere, som du så heftigt prøver at tage afstand fra?"
Det var hendes sidste chance. Hvis ikke hun kom på bedre ideer, var alt dette slut. På en langt mere dramatisk måde, end hun sikkert forestillede sig. Med sin ledige hånd gav ham et tegn til sin vagt. Uden en lyd vendte vagten om og forlod varehuset.
"Lad mig være direkte. Hvis ikke du besinder dig øjeblikkeligt, og forklarer dig selv, vil det få konsekvenser. Glem ikke din plads"

Var han ked af det? Over den mistede mulighed? Muligheden for at udføre den første tanke, der slog ned i ham, da Katrina havde opført sig sådan over for ham? Stemple hende som en forræder og brænde hele stedet til grunden - helst med så mange inde i bygningen, som muligt?
Han var dæmon. Det var forkert at tro andet om ham, selv om det slet ikke var en del af planen. Planen...Ja, han havde lagt en plan med Gene.
Det var noget modvilligt at han endelig slap hende. Det stikkende blik gled over til manden et øjeblik, før det vendte tilbage til Katrina. I det mindste havde manden mere forstand på at tale ham efter munden, end Katrina havde. Og var det ikke hvad enhver hersker ønskede sig? At blive talt efter munden. Kunne noget som helst gøre Sean tilfreds lige nu?
"Der skal mere end sølle adelige til at vælte mig" brummede han.

Sean trak vejret dybt, omend uhørligt, som han også lagde bånd på sin selv. Han måtte holde sig til planen. Hans ene hånd gled igennem de mørke krøller, som han genvandt sin fatning endnu en gang. Som rystede han det vrede humør af sine skuldre, rettede han sig og nikkede svagt.
"På trods af du så hurtigt har stemplet mig som en komplet uduelig hersker, kommer jeg netop af den årsag" bemærkede han så endelig, med ro i stemmen. Han havde genfundet sin ro, selv om han havde haft mere lyst til at blive arrig og gå lidt amok. De ofringer man måtte bringe som hersker, ikke? Tanken fik ham næsten til at smile, var det ikke fordi det ville være forkert i denne situation.
"Kan vi snakke uden et publikum? Jeg tror dine arbejdere har fået underholdning nok til resten af ugen"
Der ville uden tvivl dukke nye rygter op. Både om Katrina og ham, måske mest om hvordan de næsten var røget i totterne på hinanden. Men det var ærlig talt det mindste af hans bekymringer.

"Ellers tak"
Han spiste ikke almindelig mad. Og han følte sig ikke tørstig. Måske var det også hans paranoia, der var en naturlig ting for de fleste med magt: Efter næsten at gå til angreb på hinanden, virkede det ikke indbydende at sætte sig med noget at drikke. Forgiftet eller ej.
Sean regnede heller ikke med at blive længe, alligevel.
Han fulgte efter Katrina. Lokalet var ikke det største, men det betød ingenting. Det vigtigste var de havde fornemmelse af at være private, uanset om det så var sandt eller ej. Oftest var det ikke.
Han løsnede den tunge vinterkappe og hang den over ryggen på den lænestol, som han selv placerede sig i. Foden blev lagt over det ene knæ, armene hvilede på armlænene, som hans mørke blik iagttog de to personer for ham et øjeblik.

"Jeg kommer i forbindelse med mit embede, hvis det ikke var tydeligt. Der er meget uro i byen, og en gruppe har endda angrebet selve borgen. Det er klart for enhver jeg ikke bare kan ignorere alt der sker, i den tro det falder i sig selv igen. Som det oftest gør. Og det er tydeligt det er organiseret. Jeg vil ikke kede dig med detaljerne...
Men jeg vil gerne styrke mine bånd til de stærkeste handelshuse her i byen. Jeg er ikke blind - folk kalder på mere mad, mere medicin og tag over hovedet. Ting de har manglet, siden Del'sharkas år. Og jeg havde givet det til dem...Hvis jeg havde haft det til rådighed, eller haft pengene til det. Alle har manglet de samme ting, over hele kontinentet. Noget du uden tvivl må have mærket selv"
Han forklarede sig i en rolig stemme, og med den overbevisning at jo mere oprigtig han var, jo bedre var chancerne for at opnå hvad han ønskede. Han lod ordene trænge ind et øjeblik, før han løftede en hånd afværgende foran sig.
"Jeg er her ikke for at bede om alverdens penge til alle mulige uspecifikke formål. Det ville ikke være en god handel"
Antydningen af et svagt smil viste sig på ham.
"Jeg vil oprette en fond. Jeg kan ikke bare skænke penge hist og her, men jeg kan lave en fælles pulje og lade andre administrere den. Folk kan opsøge dem, bede om penge til det der betyder mest for dem - et lille hus, til almindelig opretholdelse, tøj på kroppen, livsnødvendige ting - og det vil forhåbentlig sænke uroen betydeligt, foruden gøre byen godt.
Jeg vil høre om I har interesse i at donere noget til fonden. Et forslag I selvfølgelig må få tid til at overveje"
Han var ikke nødvendigvis interesseret i et svar nu og her, hvis de ikke kunne give det. Men når alt kom til alt, så var det hans forslag.

Gene og ham selv havde også snakket om at oprette fattighuse. Men det var dyrt at købe eller bygge huse, og man kunne kun hjælpe så og så mange. I stedet havde Gene fået ideen om fonden - de ville nå flere folk på den måde, og det kunne måske tage lidt af energien i uroen. Trods alt påstod folk at uroen var på grund af de dårlige forhold. Ikke at alle ville være tilfredse på den måde, men det var en start. Og man vidste aldrig.
"Oh?"
Det trak let i hans ene mundvige, og hans øjenbryn gled let op i panden på ham. Han samlede selv sine hænder foran sig, flettede dem ind i hinanden, mens albuerne hvilede på armlænene.
"Så du mener det bliver værre? På hvilken måde?"
Vidste hun noget han ikke gjorde? Havde hørt noget? Tingene var allerede ret dårlige. Og uden tvivl der ville komme flere angreb eller situationer, nu hvor de var begyndt. Så naiv var han heller ikke. Men han var nysgerrig over hvad hun mon forestillede sig.

Sean slog let ud med den ene hånd, da hun fortalte om sin egen plan. Hvad kunne han stille op med det? Intet. Det var vigtigt han også fik sit eget navn med i projekterne, ellers ville folket ikke tro på han selv gjorde noget godt. Så det var ikke just for hans bedste, hvis Katrina ville bruge alle sine penge på sine egne private projekter. Eller byens bedste, selvfølgelig. Byen havde brug for en stabil hersker. Og uanset hvordan tingene stod til lige nu, havde han klaret sig fint i flere år. Byen havde haft en stabil hverdag, stabil økonomi og undgået krig. Hvis han selv skulle sige det, havde han klaret det meget godt.
"Beundringsværdigt" Nikkede han let.
"Så det er et nej?" Smilet voksede svagt.
"Det lyder til vi vil noget af det samme. Jeg prøver blot at nå længere ud, end de hoveder der puttes ind i en bygning" tilføjede han sigende, men i samme lette tone.
"Jeg har selvfølgelig også en ting mere at bringe op. Sikkerhed. Normalt lader jeg folk styre deres egne forretninger og varehuse. Men i denne uro ville det blot være des mere skadeligt, hvis økonomien bag byen brød sammen. Så hvis du får brug for ekstra vagter, eller jeg kan støtte op om din forretning og sikkerhed på andre måder, må du gerne sige til. Så ser jeg på hvad jeg kan gøre"
Det var de to årsager han var der. Til sammen vil det måske skabe en anelse stabilitet visse steder i Doomsville. Det, og så resten af Gene og hans egne planer. De var slet slet ikke færdige endnu. Men selvfølgelig kunne man kun så og så meget, hvis ikke folkene i byen gad at...Ja, støtte op om byen.

Det var ingen overraskelse. Han havde selv set det, når han bevægede sig rundt i byen - som regel skjult. Og han havde hørt om det fra sin klan, der befandt over hele byen. Om nogen støttede klanen de fattige, mest af alt fordi der var en interesse i det. Ingen så de fattige, så de hørte og så ofte ting de ikke burde. Gode kilder til information og muligheder. Men baggrunden var jo ligegyldigt, når blot de oplevede en smule opmærksomhed. Og klanen var ikke så dum, at de reklamerede med hvem der gav - de opsøgte selv de fattige, frem for at lade de fattige valfarte til dem. Det var mere sikkert på den måde.
Han nikkede blot til hendes ord.

Det svage, skæve smil vendte endnu en gang tilbage. Smilet, der næsten altid var der, men ikke altid betød noget. Han havde fået hvad han kom efter, og derfor følte han sig godt tilfreds. Ja, så man bort fra det hele nær ved var endt i en slåskamp, havde han fået mere end han kom for: Fanger at afhøre.
Han klappede let på sine lår, en tilfreds bevægelse, men også en der fortalte han allerede var klar til at gå igen.
"Du vil få dem"
Kunne han undvære 10 vagter? Som kunne patruljere byen? Det var han nødt til. Han havde allerede sat Genevira i gang med at ansætte nye vagter. De havde brug for dem. Og dette var vigtigt.
"Jeg er glad for vi kunne blive enige..."
Halvvejs oppe af stolen, brasede en mand igennem døren....

Dr. Trott faldt ned på alle fire, som han brød igennem døren. Vejrtrækningen var hurtig og overfladisk - han havde løbet som en vild ild for at nå hertil. Var det endnu et angreb på hans person? Nej. Det skete ellers ofte, og han håndterede det altid selv, på den ene eller anden måde. Det var værre end det.
"Det...Er...Altså..."
Han havde ikke luft til at forme ord. Sveden dryppede af ham, som han kæmpede for at samle sig. Halsen føltes tør. Frygt?
Han pegede ud bag sig, og først der gik det op for ham at Herskeren af Doomsville stadig var der. Det gjorde det ikke bedre for den nervøse mand. En hånd gled op til hans hals, næsten som om han var bange for at blive angrebet.
"Sea- Aarrgh, Lord!" Trott havde allerede talt over sig. Han kunne ikke afsløre han vidste mere om herskeren af Doomsville. Han var godt klar over hans liv hang i en tynd tråd, at Sean ønskede ham mere død end levende.
"Lord, lord!" gentog han, som om det kunne fjerne fejlen alene ved gentagelsen.
"Udenfor...Det er...Min klinik...Altså..."
Han sank hårdt, satte sig på sine ben og knugede sine hænder hårdt. Hans mørkebrune blik gled ned på gulvet.
"Der har været et angreb midt på dagen. Jeg har sårede der står i kø. De siger det er...Det er...Herskeren selv der står bag det..."

//Her bliver emnet til et fælles emne. Rækkefølgen bliver:
Sean, Katrina, Dust, Genevira

Dr. Trott følte sig straks beroliget af lysmagien, og han kunne beroliget trække vejret dybt. Han nikkede let til Beldragon, glad for hjælpen, men stadig urolig. Alt denne uro havde givet ham mange patienter, og det var ikke nødvendigvis en god ting. Helt sikkert ikke en god ting.
Som Beldragon og Sean forlod rummet, gik han også selv: Som sagt havde han patienter at se til.

Sean havde ikke nydt forstyrrelsen et eneste sekund. Til dels fordi lægen altid fik det værste frem i ham, på trods af...Mange ting. Måske han kunne udnytte uroen til at komme irriterende personer, som lægen, til livs?
Men det havde han ikke meget tid til at tænke over, som han selv hurtigt var ude af døren.

----------------

Det var på kanten til Rotten Root District. Og uroen var et bevis på nogen måtte organisere det hele. Flere veje var blevet spærret af væltede hestevogne, trukne vogne og tønder. Overalt var der folk. Snevejret trak nogle store grå skyer ind over, så det næsten lige så vel kunne være aften. Det sneede dog ikke længere. I den stilhed der var i det lette vintervejr, var der larm fra alverdens folk der råbte, snakkede nervøst og prøvede at forstå hvad der skete. En kakofoni af folk, der nysgerrigt og forvirret holdt øje med hvad der skete, og en anden gruppe der stod midt i det hele med våben. Ikke bare høtyve og leer, men faktiske våben. Knive, et par sværd, bue og pil der sikkert var mere beregnet til jagt, end direkte krig. Men uanset hvad var det våben. Dertil kom jo at folk i disse tider havde alverdens evner og magier - og at flere af dem kunne være fra forskellige racer. Det var virkelig ikke til at forudsige.

Der havde allerede været et blodbad. Fra den ødelagte vogn at dømme, havde en adelig kørt igennem byen. Nogen snakkede om at den adelige havde haft familien med, og prøvet at give gaver til byens folk - for dem der kunne lægge to og to sammen, havde det måske antændt den anstrengte stemning i byen. Og for folk, som Sean, var der noget lorent ved det. Dette var alt for organiseret til at være sket spontant. Men uden tvivl den adelige havde været der - han og hans familie, hans folk af tjenere og vagter - lå forblødte ud over vejen.

Sådan var scenen, som Sean nærmede sig. Han stoppede på god afstand, på sin hest. Den tunge vinterkappe lå ud over hestens ryg, men hætten var ikke slået op. En svag vind legede med hans mørke krøller, som det mørkegrå blik gled ud over kaosset foran ham. Ingen havde helt registreret han var på vej endnu, og for nu...Sad han bedst her, lidt på afstand. Der lå en kølighed over ham, der nok ville få de fleste til at tøve med at nærme sig.
Dengang han havde sendt en vagt ud, da Katrina havde verbalt angrebet ham i varehuset, havde han sendt bud efter flere vagter. De vagter stod omkring ham lige nu. Ikke at de kunne klare det hele alene. Så med bevægelse sendte han et par vagter op igennem byen for at alarmere alle de vagter og soldater de kunne finde.
Nå...Og hvad skulle han gøre ved alt dette?

Det hele var kaotisk. Og af en eller anden årsag insisterede Katrina og Beldragon at undervurdere hans person. Hvad regnede hun med?
Seans mørke blik kunne ikke undgå at falde på Kat, som hun stillede sig op midt i det hele og skældede huden fuld. Hvis det virkede at skælde ud, mon ikke problemet så var løst for længe siden? Hvem troede hun, at hun var? Doomsville uofficielle helt? Redningskvinden af Doomsville? Hvad kunne hun gøre...Andet end blot...Stå der?
Det eneste det gjorde, var at få folk i nærheden af hende til at tøve lidt. Men kun til de havde vurderet om hun udgjorde en reel trussel eller ej. Og som Sean kunne se fra sin hest, var der stadig mere uro længere nede af gaden. Dette var for stort til at blive stoppet af en skrigende kvinde. Falden engel eller ej.

Sean blev hvor han var. Ikke fordi Beldragon havde bedt ham om det, men fordi han var optaget af sine egne tanker, til rigtigt at tage sig af det lille personlige drama foran ham. At tage sig af en irriteret falden engel, med et dårlig temperament, stod meget lavt på hans liste. Det måtte andre tage sig af. Selv havde han en by at styre, og en by at beskytte.
Flere havde efterhånden opdaget selskabet. Sean, på sin hest, flankeret af en gruppe vagter. Men som de stod stille der, var det tydeligt det også gjorde flere folk nervøse. Hvorfor skete der ikke mere? Hvorfor blev ikke oversværmet af soldater? De uskyldige nysgerrige, dem med lidt forstand, prøvede at trække sig væk. En ung kvinde med et barn på armen vendte sig og prøvede at presse sig igennem mængden...Kun for at blive skubbet direkte ud i kaosset omkring hende.
"Flygter du? Du er måske ligefrem sympatisør med de grådige adelige?!"
En bredskuldret mand trådte frem, og var det ikke fordi kvinden allerede var faldet, ville han sikkert have skubbet til hende igen. I stedet presset hun skræmt sit barn ind til sig, rystede på hovedet og prøvede at sige noget...
Lignende scenarier var over det hele. Vrede folk, mod folk der intet ønskede at have med det at gøre. Folk blev presset til at passe på sig selv. Slåskampe, vrede råb og mere uro. Det var kun få der gad lytte til en hidsig skrigende engel midt i det hele, til sidst...
En potentiel meget farlig situation at være indblandet i.

Sean trak vejret dybt. Han lænede sig ned over skulderen på hesten for at snakke til sin ene general.
"Med de mænd der er her, fordel jer udenom gruppen her. Bloker gyderne med hvad end I kan finde. Sørg for vi kun kan presse dem en vej og det er nedefter"
Med så mange involverede, ville det være umuligt kun at ramme de skyldige. De var nødt til at håndtere dem alle, og så sortere i dem bagefter. Og selv det ville være et stort arbejde. Folk ville lyve så det halve var nok.
Vagten nikkede, og fordelte sine vagter i mindre grupper, der snart forsvandt mellem husene.

Til sidst svang Sean sig ned af sin hest og gav tøjlerne til en af de få vagter der var blevet hos ham. Med overraskende rolige bevægelser løsnede han sin tunge kappe og lagde den over sadlen. Hans blik gled over til den kaotiske scene igen, som han kort overvejede noget. Nej...Han ville prøve noget andet først. Hvis de ventede for længe på flere vagter, ville alt for mange komme til skade. En større blodbad ville ikke styrke hans position, men blot skabe mere grobund for utilfredshed.
I stedet valgte han at gå direkte ind i den opildnede gruppe af folk.


//I er velkommen til at styre folk, der er relevante for jer. Både af  tilskuer, skyldige og vagter.

På en eller anden magisk måde fik Sean banet sig over til ligene af den adelige familie - og hvem der ellers lå i området. De kaotiske tilstande havde givet en del uro, flere små slåskampe og folk der skubbede hinanden. Vrede tilråb. De den adelige familie var blevet angrebet, havde deres vagter forsøgt at redde dem. Derfor lå der et par flere lig, end Sean første havde forventet. Ingen gik dog og trådte i det - folk holdt en naturlig afstand fra de døde, og de blodpøle der var rundt om dem. Og det gav Sean ro til at sætte sig på hug, som hans blik gled over nogle af ligene. Stiksår, kaos...Deres tilstand var som han forventede.

Som han rejste sig igen, stadig fordybet i egne tanker, kom en ukendt mand over til ham. En anelse fraværende gled det mørke blik over på manden. Talte han til ham? Øjenbrynene gled en anelse op, som han studerede manden et øjeblik, før han så rundt på omgivelserne igen. Dannede sig et nyt overblik over situationen. Noterede sig svagt at Katrina i det mindste ikke var gået amok endnu. Så det var da en mindre.
"Jeg kan ikke se hvad din interesse i dette er. Men det er korrekt"
Det var tydeligt Dust ikke fik Seans fulde opmærksomhed, men det kunne man næppe klandre Sean for, kunne man? Han stod i en seriøs situation, med en vej blokeret af en stor gruppe af skyldige og uskyldige. Gruppen skulle opløses. For at opløse den måtte Sean skabe sin egen form for opmærksomhed, der kunne give folk et chok stort nok til at de ville løbe deres vej. Derefter måtte han lukke byen ned for at minimere risikoen for sådanne situationer igen.
"Har du noget at byde ind med?"
Han henvendte sig igen til Dust, før Gene tog hans opmærksomhed. Han havde ikke set eller hørt hende komme, men tilstedeværelsen lokkede et lille smil frem. Sean rømmede sig svagt.
"Vi skal have spredt gruppen, for at undgå der sker mere. At anholde alle er mere end urealistisk, så det er vores eneste logiske mulighed. Er du enig?"
Han ventede kun brøkdelen af et sekund på Genes svar, før han var videre.
"Jeg har vagter ved flere gyder. Selv om jeg gerne vil have folk spredt, vil jeg ikke have dem længere op i byen. Jeg vil prøve at holde det hele hernede..." Det svage smil vendte tilbage, som Sean trak let på den ene skulder.
"...Og ikke fordi de rige skal skånes, men for at undgå uroen udvikler sig til flere gader eller områder i byen. Jeg vil skabe en chokeffekt. Gene, du må hjælpe hvor du kan, men ellers får jeg brug for dig bagefter"
Genes evne kunne være god til forhør. Hvis de da fik anholdt bare enkelte personer. Seans blik gled tilbage til manden.
"Din...Mage?...Er en handelskvinde. I er ikke mine soldater. I bør flytte jer fra situationen, eller risikere at blive fanget i den. Når jeg har fået fjernet gruppen af folk, er I velkommen til at hjælpe tilskadekommende, hvis I ønsker at gøre direkte gavn"
Nok var Kat falden, men alle kunne vel binde en forbinding. Desuden kendte Kat til Trott, så mon ikke de sammen kunne få bygget en skare af lægehjælp på benene?
Seans blik gled igennem mængden, som han prøvede at vurdere hvor Katrina var. At miste en vigtigt handelspartner ville også være yderst uheldigt, trods alt.
Normalt ville Sean aldrig have sagt sin plan højt. Men Gene var hans troede rådgiver og hjælper, hvis råd han satte pris på. Selv om Dust næppe vidste det, havde han netop været vidne til et sjældent indblik i Seans tankegang og planlægning. Næppe fordi det betød noget i længden, medmindre manden havde en bedre ide.