Alle ting har en lyd (Katrina)

Kat nød at have både Dust og Izzy ved sig, men sukkede alligevel dybt ved hans spørgsmål.
”Nogle mener at adlen har taget sig friheder længe nok, andre kræver at folk i denne del af byen får hjælp til en bedre livsstil. Andre igen er trætte af herskeren. Noget om at han har vendt byen ryggen.”

Da Dust gik over til Sean, kyssede hun Izzy blidt på kinden og smilede til hende.
”Vil du hjælpe mig med at få de sårede over i handelshuset? Der er ikke langt.” Hun så rundt på folk, mens hun blidt løsnede sig selv fra Izzy, og hævede stemmen, så folk i området kunne høre hende.
”Lad os få de sårede ind i handelshuset. Hvis dr. Trott ikke er der, så vil jeg sætte megen pris på at han bliver informeret om at vi har brug for ham.” Hun støttede en kvinde og løftede en dreng omkring de ti op på den anden arm. Begge havde skrammer og blå mærker, men om de var fra dette oprør var ikke til at sige.

Det var i dette tidspunkt at Beldragon vendte tilbage fra sin lille redning. Han hørte Kat og sukkede af lettelse. Hvad end de to havde sagt eller gjort, så havde det virket godt på Kat. Han løftede et par unge mænd, der havde fået brækket et par knogler, og bar dem roligt hen til [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], hvor der hurtigt blev lagt tæpper og skind ud på gulvet. På bordene blev der sat skåle, fyldt med varmt vand, kander med koldt vand og krus, samt bandager og håndklæder.

Izzy kom med et lille smil til Kat, da hun kyssede hende på kinden. Hun var glad for at kunne hjælpe sin frue, med at bevare sin sindsro, gennem hvad end denne faldne tilstand gjorde ved hende. Så snart Kat spurgte om hun ville hjælpe, nikkede Izzy som svar på spørgsmålet, og begyndte at hjælpe de tilskadekommende. Hun blev dog I nærheden af Kat, så hun kunne hjælpe til med andre ting, i tilfælde af at Kat havde brug for det.

Da Gene kom hen til Sean, så Dust kort på hende. Han kunne genkende hende, som den vampyr der havde spurgt Kat om hjælp, men som i sidste ende havde fundet hjælp hos ham, med det problem hun havde dengang. Hans opmærksomhed, faldt dog tilbage på Sean, da han fortalte hvad han havde af planer, og Dust kunne ikke lade være med at tænke, at dette væsen havde en tankegang, som han sjældent mødte hos andre.
Måske var det derfor denne Sean var i den position, han nu engang befandt sig i.
Men om alting var, så var Seans plan noget Dust kunne leve med. Det var en plan, der i hans øre var nemmere at eksekvere, når han tænkte over hvordan han kunne gøre det, end ideen om bare at begynde og dræbe, eller for den sags skyld, afhøre alle og enhver.

Ved lyden af Seans bemærkning om, at ham og hans mage ikke var Seans soldater, og at de kunne hjælpe med at heale de tilskadekommende, kunne Dust ikke lade vær med, at ytre en kort latter. Ikke lige frem en kold latter, men mere som om det Sean sagde, var noget han fandt sjovt.
"En soldat har jeg aldrig været, den slags ønsker jeg ikke at have noget af, og en healer er ikke lige mig, omend jeg har lært lidt af hvert, gennem tiden!" sagde han med et skævt smil, mens han vendte sig om "Men det til trods, har jeg nogle andre evner gemt under min kåbe, som nok vil være til bedre gavn i din lille plan, end under så mange andre omstændigheder! Det var en chokeffekt du ønskede, ikke?"

Med rolige skridt, og et smil sendt i Seans retning, gik Dust ind mod midten af alt det der skete, mens han begyndte at generere lyn i hans krop, som forberedelse på det han havde i tankerne. Så snart han nåede midten, stoppede han op, løftede sine arme lidt ud fra kroppen, og udsendte først en lav ladning lyn fra sin krop, der gjorde området statisk ladet.
Med denne statiske ladning i luften, kunne han mærke tomrummet, hvor der ikke var nogen ellet noget. Han opbyggede hurtigt en ny ladning, men denne gang brugte han ladningen, til at fyre lyn ud over hele området. Han sørgede for at ramme tomrum, så han ikke gjorde skade på folk, men hans lyn angreb virkede aggressive nok, til at give folk et chok, i troen om at han angreb dem, hvilket burde være nok til, at få folk til at bevæge sig væk fra hvad der lignede fare.

”Enig, my lord,” svarede hun på Seans spørgsmål uden så meget som at fortrække en mine. I stedet studerede hun de forsamlede. Hmmm, hendes evne lod ind til videre ikke til at fungere så godt i grupper, men det betød jo ikke, at hun ikke ville kunne sige noget fornuftigt til dem. Hvis alternativet blev en mere voldsom metode, ville de måske være mere tilbøjelige til at spredes af egen fri vilje.
Hun anerkendte Dusts tilstedeværelse med et kort nik i hans retning. Der var ingen ’Hej tidligere bekendtskab, hvor er det godt at se dig’ attitude her. Hun var på arbejde og behandlede typisk alt der faldt marginalt uden for rammerne af sin nuværende opgave med en vis fornemmelse af…ikke decideret kulde, men der var noget fjernt over det. Hun kunne anerkender ham, og Katrina, som værende tandhjul i det større maskineri, men ikke meget mere, eller mindre end det, før opgaven var ordentligt afsluttet. Sådan var det nu engang, når man blev perfektionistisk nok. Og når man, (hvilket hun næppe ville anerkende hvis man spurgte hende) i bund og grund ikke kærede sig ret meget om andre end nogle få udvalgte mennesker til hvem hendes tilknytning så nok til gengæld ville blive anset for værende bekymrende stærk, hvis nogen satte sig for at undersøge det psykologisk.

Og dog var denne fjerne ophøjethed, som hun så forsigtigt, omhyggeligt havde konstrueret hurtigt ved at krakelere, da det gik op for hende, hvordan Dust vovede at tale til Sean. Mangen til mangel på respekt! Havde de måske gået i skole sammen, siden han troede, at han kunne være dus på den måde? At han bare sådan kunne vade her ind og….nu vadede han så af sted igen. Nogen forklaring af, hvad han havde tænkt sig måske? En afventning på en simpel godkendelse fra BYENS HERSKER, der stod lige ved siden af ham? Nej det blev der intet af og Genevira stirrede lamslået på Dust i hvad der bedst kunne beskrives som indignation, der næsten grænsede til væmmelse, men ikke helt nåede, derover. På trods af sine anstrengelser, kunne hun ikke undertrykke en advarende lyd blot et kort øjeblik. En mellemting mellem en underligt sydende hvislen og en serie væmmelige våde kliklyde fra et sted dybt nede i hendes hals.
Hun bøjede sit kyseklædte hoved et øjeblik, viklede sine hænder stramt ind i hinanden og klemte til. Tog sig hurtigt sammen. En lady burde aldrig miste den nøje opretholdte facade og dette var en fejltagelse.
Hun rettede atter blikket mod Dust, der nu stod midt i det hele. Og så. Lyn. Overalt. Skrigende mennesker, der spredtes for alle vinde, snublende, trampede henover hinanden for at komme væk. Tja, man kunne ikke kalde det ineffektivt, men….

Sean kom selv fra lave kår, og havde i princippet aldrig ønsket at blive hersker. Han bemærkede det, når folk snakkede til ham på en uønsket måde - eller en måde, de fleste holdt sig fra, i hvert fald. Men han lod sig sjældent mærke med det. Det hele kom an på situationen, og hvem personen var. Godt nok var Dust en ukendt person. Men de stod i en farlig situation, som skulle løses. Hvis den blev løst ved at nogen sagde 'du' til ham, betød det intet. For Sean betød praktikaliteterne langt mere end tiltale.
Sean gjorde derfor heller intet for at stoppe Dust. Af to årsager. Den ene var at blive klogere på hvem manden var, og hvad han kunne. Vigtigt, fordi det måske en dag kunne få betydning i forhold til Katrina og deres handelsaftaler. Og to, fordi manden måske kunne gøre et eller andet Sean ikke kunne. Så kunne han spare sin egen energi og gemme sine egne evner. Jo færre der kendte til dem, jo nemmere var det at overraske folk senere. Stille lod han den voksende dødsenergi omkring de døde kroppe forsvinde igen. Han havde i stilhed samlet den, i den tanke at genoplive dem og på den måde måske give folk en skræk i livet - og mange historier at dele de næste par dage.
Men i alt beskedenhed virkede det til at Dusts ide med sikkerhed virkede. Og måske også langt mere effektivt end Sean oprindelige plan. Så han klagede ikke.

I starten, da den statiske elektricitet spredte sig i luften, følte Sean dog en voksende alarmering. Skulle han selv være bekymret? Burde han flytte sig fra stedet? Det var aldrig til at sige hvad folks evner var, eller hvor dødelige de var. Selv en archdemon kunne få problemer i visse situationer.
I hvad der føltes ganske naturligt, gled en hånd op på Genes skulder. Som var han klar til at skubbe hende om bag sig, hvis der skulle ske noget uønsket - eller for at berolige både hende og sig selv? Sean havde ikke bemærket om de to kendte hinanden, men han mente at have hørt en lyd, som Gene normalt gav når hun var frustreret eller oprevet over noget.
Sean blev dog stående hvor han var. Flyttede sig ikke det mindste, og holdt et stift blik på Dust og hvad han lavede.

Da lynene skød ud, var det en naturlig reaktion at knibe øjnene sammen og vende sig væk fra det pludselige lys og lyde. De knitrende lyde var høje, og det samme var folks skrig. Sean kunne mærke de hårde stød, som folk gik i panik og begyndte at løbe i alle retninger. Det var dumt at være midt i det hele, og risikere at blive løbet ned, så i en måske lidt for hård bevægelse, skubbede han Gene med sig mod udkanten, op med en husfacade. Folk var rigtigt nok paniske - de løb. De skreg. De prøvede febrilsk at hive deres nære med sig, til det punkt at nogen nok også blev løbet over. Folk glemte alt om ligene, så selv de blev løbet over.
Seans vagter trådte til. Men mod en panisk mængde, var det begrænset hvad man kunne gøre, og flere steder brød folk barriererne og løb igennem. Det betød intet...Lige nu skulle situationen bare gå sin gang. Det var ikke til at stoppe, nu hvor det var startet.

Kat var ikke nået gennem porteren mod Angerforge Districtet, da hun fornemmede den statiske ladning. Hun havde en lille ide om hvad Dust kunne finde på og bad folk om at skynde sig lidt mere. Heldigvis lå handelshuset kun få meter fra porten, så hun ville mene at de kunne nå i sikkerhed inden Dust skræmte folk med sine lyn.

En lille del af hende var klar på at gå tilbage til Dust og skælde ham ud for at skræmme folk på den måde, men en anden lille del af hende ønskede at en hvis incubus blev snittet af et. Et sted i hendes hoved var der en stemme der advarede hende om at hun igen var på vej ud i det mørke hav, hvor hun ikke kunne bunde. Derfor tog hun et par dybe åndedrag, så snart hun havde overladt kvinden og drengen til andre hænder. Derpå vente hun sig mod Izzy og bøjede sig, så hendes pande rørte skulderen på den skønne succubus, der havde været med til at forandre Kat så meget til det gode, samt været en støtte gennem svære tider. Arme lagde sig blidt omkring Izzys talje, dog stadig så løst at hun kunne trække sig væk, hvis hun ønskede det.
”Ved alle guder, min kære. Jeg er virkelig ved at miste mig selv til mørket.” Stemmen var ikke meget mere end en svag hvisken, som Izzy kun lige netop kunne høre. På dette punkt var Kat total ligeglad med hvad folk så og mente. Ligenu var det kun Izzy, og tanken om Dust, der holdte hende i den sikker havn. Et par tåre rev sig løs og gled ned over hendes kinder. Hvorfor skete dette nu? Og hvorfor så hastigt? Godt nok var det omkring to år siden at hun faldt, men hun havde håbet på at de mørke skygger ikke ville invadere hende før om mange år. Måske havde hun været for optimistisk?

Handelshusets ansatte og klanfolk, så bekymret hen på Kat med mellemrum og priste samtidig i deres stille sind sig lykkelig over at Kat havde fundet støtter i sin mage og deres veninde. Dog var der nogle af de ansatte, som var bekymret for at Kat så åbenlyst søgte trøst hos sin veninde.
Nogle af de tilskadekommet borger, så undrende på de to kvinder der stod så tæt sammen. Nogle begyndte at hviske sammen. Var de meget nære veninder, som blot trøstede hinanden... Eller... Havde de noget kørende sammen? Det sidste ville være upassende, hvis det var sandt.

Hans valg af metode, havde præcis den effekt Dust forventede fra befolkningen, når et pludseligt og uforventet kaos, lige pludselig brød ud omkring dem, og det var derfor Dust havde planlagt et trin 2, som opfølgeren til hans indledende kaos. Med en rolig hånd bevægelse, stoppede han de tilfældige lyn, med en dyb indånding, trak han den statiske ladning i luften til sig, så det samlede sig i hans krop, og med lukkede øjne, gik han ned i knæ, lagge hænderne på jorden, så han kunne mærke vibrationerne fra alt kaosset, samt sende hans generhvervede statiske ladning, ud mod alle bevægelserne han kunne mærke.
Denne statiske ladning var ikke lige frem kraftfuld, så dens impact på folk der løb, var kun begrænset men særdeles effektivt, hvis man tog dens formål i betragtning. En rimelig god sjat af befolkningen blev berørt af Dust'es angreb, og de snublede alle over dem selv, da hans lyn lammede mindst et af deres ben, så de ikke kunne fortsætte deres flugt. På denne måde, var der lidt mere kontrol over situationen som helhed, og en andel af befolkningen var allerede i en situation, hvor man måske kunne snakke med dem, i hvert fald indtil de var kommet sig over den kortvarige lammelse.

Med disse handlinger, burde det værste være overstået, og han håbede da at hans lille trin 2 trick, kunne aflaste Seans vagter lidt, så de havde nemmere ved at gøre deres arbejde, i den her situation. Så med dette klarede, rettede Dust sig op, vente sig om så han vendte i retning af Sean, og traskede over til ham, gennem hvad end der var tilbage af hvirvaret, samt folk der sad og ømmede sig, over deres lammede lemmer.
"Og med den lille demonstration, er kaos bragt til folket, dog med moderate kontrollerede forhold, så situationen er lidt nemmere at styre for dig og dine soldater!" sagde han nonchalant, mens han lavede nogle gestikulerende fagter med hænderne, og fortsatte med nærmest at ignorere alt respekt overfor titler, status og andet i den dur "Åh ja, og mens jeg husker det, rart at se dig igen unge vampyr! Det glæder mig at se, du har klaret dig indtil videre!"

Han sendte et varmt lille smil i retning af Gen, før han igen vendte sin opmærksomhed mod Sean, for at se om han havde noget han gerne ville sige.
Imens ovre i handelshuset, lagge Izzy sine arme om Kat, for at tage imod sin frue, i denne stund hvor hun havde brug for Izzys nærvær. Med en blid hånd, strøg hun Kat gennem håret et par gange, før hun trak sig lidt væk fra Kat, tog hendes hånd i sin, og gik med hende ind i et lokale, hvor de kunne være alene lidt, væk fra alle de fordømmende øjne. Derinde lagge hun armende om Kat, trak hende tæt ind til sig, og holdt om hende på en måde, hun ikke ønskede at andre, skulle kigge dømmende på hendes frue for "Bare hold fast på lyset min frue! Du ved herren og jeg, ikke vil forlade din side!" hviskede hun beroligende, før hun pladserede et kys på Kats hoved "Og hvis det kan hjælpe, så er herren begyndt at lede efter noget som helst, der kan hjælpe dig!"

Tyngden fra Seans hånd på hendes skuder var sært beroligende. Hvilket nokogså var det, ha havde regnet med. Hun tog en dyb indånding, men havde et øjeblik glemt hvor hun var lod det til, for det blev hurtigt til et hosteanfald, hun måtte kæmpe med at holde nede. Underligt, så hurtigt som kroppen vænnede sig til at kunne ånde i ren luft. Eller nok nærmere ikke at trække vejret overhovedet.

Det havde nok også en reelt større psykologisk effekt end fysisk.
Hun fik styr på sig selv, men havde nok egentlig ikke behøvet at bruge særlig mange øjeblikke på det, da alle, hun selv inklusiv, sjovt nok fik ret meget andet at fokusere på ret hurtigt. Selvom hun blev trukket ret hårdt i og hendes første reaktion, hvis det havde været stort set enhver anden, nok ville have været at hvæse af vedkommende, så holdt hun sig i ro. Det duede ikke at opføre sig uværdigt. Desuden lod det til at være fordi, at Sean forsøgte at beskytte hende. En tanke der, som det var hende sædvanligt, varmede hende en del. Hun betød et eller andet. I hvert fald nok til ikke at blive slået ihjel.

Da det endelig hørte op, så hun sig lidt forvirret omkring. Desorienteret. Havde det virket? Ja det havde det, men et øjeblik følte Genevira, at det snare havde skabt mere kaos end der havde været før. Foruden ligene, lå der nu også folk rundt omkring og ømmede sig. En ung mand trak sig henad brostenene ved armene med et udtryk af ren panik i ansigtet.


”Jeg kan ikke mærke mine ben, jeg kan ikke mærke mine ben, jeg kan ikke mærke mine ben,” hviskede han hektisk for sig selv.
Genevira mærkede et stik af ubehag. Hvor længe ville det her vare?
Forsigtigt skævede hun til Sean, men lod det være op til ham at tage sig af det, hvis det var noget, han ville forholde sig til.
Selv vidste hun ikke, hvordan hun skulle håndtere det? Havde han lige permanent forkrøblet mennesker? Ved alle guder, hun håbede det ikke. Held og lykke med at vende tingene til noget positivt nu ellers.


Hun smilede intetsigende til Dust. Mere et dukkesmil end et menneskesmil. Så bøjede hun hovedet. Det var ikke fordi hun slet ikke brød sig om ham. Der var noget ved ham, der mindede hende om en lille dreng, der havde fundet ud af, at han kunne få ting til at eksplodere. Hans ligefremme godmodighed ligegyldigt hvem man var, var på sin vis forfriskende, men Gene havde på bogstaveligste vis fået tævet en vis mængde manere ind i sig gennem hele sin barndom og ungdom, så han vedblev at være et mysterium for hende.
”Og jeg Dem, sir. Jeg håber, at De og Katrina stadig har det godt,” hun kvidrende og lyst, imens hun stirrede på en revne mellem to brosten.

Sean forventede at det var slut - da folk begyndte at falde hvor de stod. Nogle få slog sig yderligere, enkelte endda bevidstløs mod jorden under dem. Andre, som manden Gene havde set, var mere paniske og forvirrede end før. Seans øjenbryn gled tættere på hinanden, som han studerede situationen foran sig. Prøvede at forstå hvad der præcis var sket, og hvad der nu var brug for. Nu havde han bare en stor mængde folk der lå på jorden. Han var ikke sikker på om det løste særlig meget. Kunne folk komme til at gå igen? Og hvornår? Hvem var de uskyldige, hvem var skyldig og hvor skulle han overhoved opbevare så mange folk til han fandt ud af det? Nej. Hans situation var ikke blevet meget nemmere. Tværtimod. Folk ville være skræmte, nok for skræmte til at gøre dette igen foreløbig. Men de ville også være vrede. I stedet for et mislykkedes kup...Var der alt dette. Ville de planlægge hævn, eller ville det tage energien af modstanden? Det måtte han afvente og se.

Selv stod han op af husmuren, med Gene var sin side, da Dust vendte tilbage. Det tog et øjeblik før Seans øjne forlod scenariet og så op på manden igen. Blikket gled mellem Dust og Gene som de delte hilsen, før han selv svarede.
"Du har helt klar...Gjort et eller andet" lød bemærkningen. Så manden kunne styre lyn, eller elektricitet, af et eller anden omfang. Farligt, og derfor noget han bemærkede sig. Sean rømmede sig svagt.
"Jeg går ud fra du forventer kompensation. Du er velkommen til at møde op på borgen senere, når du har tid, da jeg selv er lidt optaget i øjeblikket. Må jeg spørge præcis hvad du har gjort dem? Vil de kunne gå igen?"
Normalt ville han nok bede Gene om at uddele en eller anden form for kompensation. Men Sean ville egentlig gerne selv snakke mere med manden, hvis denne altså overhoved mødte op senere. Det var ikke til at sige.

Sean forlod husvæggen og vendte tilbage ud på gaden. Han trådte nonchalant over den ene ømmende person efter den næste, til han endelig stod ansigt til ansigt med nogle vagter. Et par kommandoer blev delt ud, og vagterne fordelte sig.
Få hjælp til de sårede. Prøv at undersøge eller udspørge nogle af de folk der lå på jorden, mens de endnu gjorde det. Få hjulpet folk op og hjem eller til cellerne, og til sidst få ryddet op når folkene var fjernet. Det ville tage en del hænder og tid, så Sean vurderede han ikke kunne gøre meget mere her. Hans hest var nok gået i panik og løbet sin vej, så i stedet vendte Sean sig for at gå tilbage. Hans blik gled over til Gene, som han nikkede let til. Men det var op til hende selv om hun ville med tilbage eller blive her.

//Out

Da Izzy trak sig lidt væk og tog hendes hånd, fuldte Kat med uden et ord. Et sted bagerst i hovedet var der en stemme der sagde at Izzy gjorde det, for at folk ikke skulle få sat rygter i gang. Men på nu værnede tidspunkt var Kat ligeglad. Folk kunne hviske og tiske ligeså tosset som de havde lyst til. Hun ville holde på sin ret til at elske hvem hun havde lyst til. Det skulle ingen lave om på.
Et andet sted i hovedet var der en samvittighed, der fortalte at sådan var verden desværre ikke indrettet. Mange kunne eller ville ikke se med venlige øjne på folk der offentligt var tiltrukket af deres eget køn.

Efter at de var kommet ind i det lokale Izzy havde valgt, og hun igen trak Kat tæt ind til sig, sukkede Kat tungt som om en stor byrde blev taget af hendes skuldre. Hun hørte godt Izzys ord, men nøjedes bare med at holde hende tæt ind til sig. De næste ord om at Dust var ved at lede efter noget der kunne hjælpe hende, ja, det gav ingen mening i Kats hoved. Var der overhovedet noget der kunne hjælpe en falden engel med at holde sig oven vande med det mørke der til tider truede med at drukne hende? Et kort blik fortalte Kat at de var kommet ind på et af gæsteværelserne, hvilket gjorde at Kat blidt førte Izzy hen til den seng, som stod i rummet. Her lagde Kat sig ned og holdt Izzy tæt ind til sig, mens hun lukkede øjnene og bare nød den nærhed hendes elskerinde gav.


Ude i handelshuset var folk igen optaget af at hjælpe så mange som muligt. Der kom stadig nogle flere tilskadekommende ind og de ansatte hjalp efter bedste evne.
Ligeså snart Dust ankom, ville en af klanfolkene hviske til ham at han kunne finde sine piger ude bagved.

//Tænker Out – med mindre Dust gerne vil have et svar mere //