Roomies from Hell - Genevira & Sean (Åbent emne)

Tid: Midnat – start maj år 1166.
Sted: Terrorville – Natalies palæ  
Omgivelser: Bliver beskrevet.
Vejr: Lunt men blæsende. Stormvarsel.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

OBS: Emnet er blevet til en udrensning af hele byen, med vold og mord til følge. Alle må deltage frit som de vil.

Det havde været en dag, som så mange andre. Natalie havde arbejdet det meste af tiden, mest med at læse rapporter fra diverse af sine spioner stationeret over store dele af Underworld. Det lod til, at de havde rigeligt at skrive angående Sunfury’s nyeste royale medlem, men endnu intet at melde om, hvad der var sket med Fenrer. Et eller andet sted glædede det dæmonen voldsomt, at den gamle hund var borte og atter uden magt... men hun manglede en afslutning. Fenrer var stadigvæk en mand, som hun gerne så død, koste hvad det ville. Ikke desto mindre var resten af dagen forløbet problemfrit, og efter en beroligende kop the efter aftenritualerne var hun hoppet i seng med en god bog. Et eventyr... barnligt, muligvis, men så sandelig også noget, som formåede at få hendes hjerne ned i gear. For enden af den enorme dobbeltseng lå det kæmpemæssige hundevæsen placeret, og alle tre hoveder snorkede lystigt. Natalie sukkede tilfreds, gravede sig godt ned mellem de bløde puder og vendte endnu en side i bogen. Der var ro.

… Og dog. Hun var ikke mere end lidt over halvvejs igennem bogen, da et af hundehovederne pludselig løftede sig, og knurrede ildevarslende. Efter blot et øjeblik fulgte de to andre, og alle tre sæt øjne stirrede nu meget opmærksomt mod den lukkede soveværelsesdør. Natalie lagde bogen fra sit et øjeblik og lyttede... Intet. Hm. Netop som hun samlede bogen op igen for at fortsætte, sprang hunden pludselig på benene, og placerede sig foran døren. Dette var næppe et tilfælde. Natalie var klar over, at dyret bar skarpere sanser end hendes egen race tillod, og hun valgte derfor at stole på dets instinkter. Bogen blev placeret blev placeret på natbordet, hvor det stod et enkelt levende lys. Efter at have iført sig sin betroede plyssede morgenkåbe, greb hun fat om lysestagen, og gled ud af sengen inden, at hun sneg sig over til døren. Hun lyttede. Denne gang svage lyde, men af hvad kunne hun ikke præcist placere. Derfor valgte hun at åbne soveværelsesdøren, hvilket straks fik hunden ud af døren inden, at den fortsatte længere ned ad gangen. Natalie fulgte langsomt efter hundens spor, stadigvæk med stearinlyset som hendes eneste lyskilde, imens hun fornemmede, hvordan lydene tog til. Da hun endelig nåede et vindue, som pegede ud mod gaden foran palæet, kravlede hun op på en stol, og kastede så et blik udenfor. Ild. Fakler alle vegne. Lydende hun havde hørt var råb og skrigen, hvilket stammede fra folkemængden udenfor palæet, som bestod af diverse ukendte ansigter, vagter og adskillige velpåklædte mennesker der rendte forvildet rundt i kaosset. Hendes syn blev blændet. Noget kom flyvende mod ruden. Natalie kastede sig til siden, tids nok til at fornemme, hvordan glasskår pludselig eksploderede omkring hende. Og så... flammer. En flaske, formentlig fyldt med alkohol, var blevet brugt som brandbombe, og havde ramt vindue. I sit fald havde hun mistet stearinlyset, hvis flammer nu slikkede sig hen langs gulvet. Morgenkåben blev hurtigt smidt i et forsøg på at kvæle ilden, men kort efter fulgte lyden af flere andre eksplosioner rundt omkring i huset. Råb bredte sig langs værelserne i huset, og folk kom pludselig væltende. James var en af de første. Natalie fik hurtigt smidt et par ordre afsted om at redde mest mulig af huset, imens hun løb mod hovedindgangen, hvor Tempus kastede sig frådende imod fordøren. Ingen var brudt igennem, men blot få minutter mere, og så havde dyret lykkedes. I stedet besluttede hun at forene raseriet, og flåede selv døren åben, inden både dæmon og bæst kastede sig ud i kampen.

Senere. Meget senere. Men stadigvæk mørkt. Lyden af små, lette skridt nærmede sig borgen. Et stykke bag de skridtene kunne man fornemme sørgelig snøften, samt en ækel halsen. Folk veg. Kastede skræmte blikke efter gruppen, og tog en lang bue udenom. Forrest gik Natalie. Stadigvæk iført sin lyserøde natkjole... men smurt ind fra top til tå. En mørkerød farve havde overtaget det sarte stof, som nu dryppede af friskt blod, stadigvæk dampende i gadelyset... det mørkeblå blik gemte et par mørke render under sig, men kroppen knejsede stadigvæk stolt, selvom hun gik barfodet. Det havde taget lang tid. Og mange ofre. Men til sidst var de begyndt at løbe... lyden af knogler der brækkede, og hud der blev revet fra hinanden havde skræmt dem væk. Den lille sorte skikkelse, ildende i sin fine kjole, ind og ud mellem vagter, folk og fæ... kløerne der havde sat sig i kødet, og halen der havde gennemboret øje efter øje. Gravet og gravet indtil, at hun nåede helt ind bagved, og skikkelserne faldt bagover. Smidt dem som dukker, og begravet tænderne dybt i struberne. De havde skreget længe. Indtil blodet havde druknet lyden. Og regnen. Som folk var forsvundet, var regnen begyndt. Det havde virket effektivt mod flammerne, som lod til at have ramt ikke blot hendes, men flere andre palæer i Terrorville den nat. Nu søgte hun blot efter læ. Og svar. Og måske en varm kop the. Skader var der ikke overblik over. Hjernen og kroppen kørte stadigvæk på adrenalinsuset fra tidligere, og uhørte mængder af sjæle fortærede. Der ville gå langt tid før, at hun behøvede føde igen. Dæmonskikkelsen var dog blevet pakket væk igen. Det eneste der resterede var et par glødende orange øjne, som ikke helt syntes at ville falde til ro ovenpå nattens begivenheder. Uro og trang til vold... og død. Det var ikke ofte, at hun fik slået sig løs på den måde mere. Det var måske derfor, at hun ubevidst havde bevæget sig mod borgen efterfølgende. I hendes gennemblødte hoved, virkede det umiddelbart, som det eneste fornuftige. Borgen. Hvor forhåbentlig en allieret gemte sig. Måske endda to.

Barneskikkelsen var mødt op ved porten, gennemblødt og blodig, hvor hun havde bedt om øjeblikkelig audiens med herskeren. Hendes følge bestående af kerberosen Tempus, samt en skælvende, halvforhutlet engel, Poppy, stod et stykke bag dæmonen. Alle fulgte dog med, da vagterne lukkede dem ind og i læ for regnen, imens gruppen ventede på Sean.

Der var ingen ro. Bedst som Sean havde valgt at lukke øjnene og få et par timer - for mere havde han sjældent brug for - Brød der et kaos løs i hans by. Hans by. Hans ansvar, en by han burde beskytte og kontrollere. Havde han ikke arbejdet utrætteligt? Havde Gene og han ikke gjorde alt de kunne, for at gøre folket bedre stemte over for deres hersker? Havde de ikke investeret i nye bygninger til de fattige, prøvet at sikre handel til mere mad og medicin? havde han ikke sendt sine spioner byen rundt efter de mindste tegn på oprørets ledere? allieret sig med adelige til højre og venstre for at sikre penge og mænd til...Alt?
Godt som hans hoved nåede puden, lød der en ihærdig banken på døren. Den gik ikke væk, selv om han for en stund prøvede at ignorere den. Vedkommende ville vel gå igen. Var det Gene - og dermed virkelig vigtigt - var hun blot gået ind.
Med et irriteret suk tvang han sin krop op fra de silkebløde lagner. Kun iklædt et par lette bukser, han kunne sove i, flåede han en smule utålmodigt døren op.
For der var et angreb på byen. Og selvfølgelig vidste herskeren der skete noget. Hans folk havde opsøgt ham, og inden Natalie nåede at komme, havde han allerede lange rapporter og folk omkring ham, der alle kaldte på hans hjælp.

Sådan stod han i den store entre, der engang havde haft et fint tæppe, men nu bestod af den kolde sten med pletter af størknet blod, fra dengang folk havde stormet borgen. Et passende tema til denne aften, kunne man tænke.
Sean havde været hurtig. Iklædt sig en sort skjorte, knappet den, et par solide bukser der kunne holde til modstand - i tilfælde af han selv skulle kæmpe i aften. Hans specielle sorte sværd hang ved hans side, og et par kraftige læderstøvler. Genevira var sendt ud i byen med en gruppe vagter, i et forsøg på at tilkalde alle byens vagter og skabe en koordineret indsats. Stoppe volden, som var spredt ud flere steder i byen. Sean havde stadig ikke det fulde overblik hvem der egentlig var ramt, og om der var et mønster i det. Hvem var døde? Hvem var levende?
"Kirken har ekstra tæpper og..."
"...Vi kan samle overlevende der og få dem tilset, My Lord..."
"Har vi noget fra nordsiden?"
Tilfældige brudstykker af alle de samtaler, som Sean var midtpunktet for.

Der var allerede et par forgrædte og blodige eksemplarer på adelige familier, hvis ræsonnement også havde været at flygte op til borgen. Tjenestefolk løb forvildet rundt, prøvede at finde værelser til dem og sørge for alle kunne få en forfriskning - så alle var friske til at håndtere aftenens og nattens problemer.
Det var dette kaos af kommende og gående soldater, tjenestefolk, grædende adelige og en fokuseret Sean, der mødte Natalie og hendes lille følge.
Som var de forbundet af en usynlig kræft, så Sean op så snart hun nåede ind over dørtærsklen. Og hvorfor ikke? Hun var ikke dæmonernes leder uden årsag. Hendes væsen var ikke et man ignorerede, hendes tilstedeværelse ville kunne mærkes. Præcis som hans egen. En energi der lå i luften. Folk blev omgående mere stille, og folk der egentlig ikke skulle noget, forsvandt.
Sean selv afleverede et dokument til manden ved sin side, blot for at forlade den lille skare af folk der egentlig ventede på hans ordre, og komme Natalie i møde. Der var intet smil, ingen åbne arme der lovede gæstfrihed. Byen i en nødsituation, og uanset hvordan Natalie passede ind i det hele, bar natten præg af arbejde og ikke fornøjelser. Men at gætte ud fra Natalies udseende og pludselige tilstedeværelse, var det næppe fordi hun kom for at lege.
Som Sean kom dem i møde, gled hans blik ned over dem. Fra Natalie, til hunden og den sølle pige bag dem. Og hvem end der ellers kom halv-kravlende ind i hendes følge. Så Natalie var også blevet ramt. Det var den eneste logiske slutning. Perfekt. En vred dæmon-leder. Præcis hvad han havde brug for i dette kaos.
For hvert skridt han tog tættere på hende, jo mere vred følte han sig. For hvert skridt, jo mindre tålmodighed til politik og rænkespil, til dumme adelige og en lige så tarvelig by, der ikke fattede en skid.
"Natalie"
Han havde aldrig åbenlyst kaldt hende sin leder. Heller ikke siden de blev enige om at arbejde sammen, i stedet for mod hinanden.
"Hvad er der sket?"
Dumt spørgsmål. Han havde en god ide om hvad der var sket. Han var egentlig ikke bekymret for om hun var kommet til skade. Dæmoner kunne holde til meget, og det måtte hun også. Han var mere interesseret i at få det hele bekræftet og vurdere hendes sindstilstand. Vred, utålmodig? Eller blot træt og mere...Medgørlig?

Det generede hende ikke at der blev stille. Tvært imod var det helt rart med en smule ro efter at have tilbragt det meste af natten omgivet af skrig og gråd. Lyden af ild var også unik. Brølende, sultne, altfortærende flammer der havde slugt det ene hus efter det andet. Træet der splintrede og gav op når varmen blev for meget, typisk efterfulgt af eksploderende glas. Det var rent held, at hun ikke havde fødderne fyldt med glasskår. Eller... måske havde hun. Det var svært at mærke igennem kulden. For hendes lille, tynde krop frøs. Gennemblødt og koldt helt ind til benet var det svært at skjule. Selv for en archdæmon var det ikke ideelle forhold. Men det måtte vente. Natalie undertrykte derfor stædigt endnu en kuldegysning, som kroppen desperat forsøgte sig med i et forsøg på at varme kroppen op igen. I stedet koncentrerede hun sig om, hvad der befandt sig foran hende.

Rummet kunne lige så godt have været tomt. Hun ænsede dem ikke. Fremmede og knap så fremmede ansigter. Ingen omgivelser. End ikke de tilsmudsede sten, under hendes allerede blodige fødder, generede dæmonens ellers vanlige behov for orden. For hun kendte historien bag pletterne. I stedet hvilede hendes fokus direkte på Sean. De sidste par måneder havde næppe været nemme. Oprør, angreb, vold, død og ødelæggelse. Lige efter en dæmons hjerte. Men ikke en hersker. Og Sean havde aldrig ønsket dette. Intet af det faktisk. Så meget havde været tydeligt efter deres første møde. Alligevel havde hun tvunget ham til at påtage sig rollen, på trods af hans protester... og han kunne være løbet sin vej. Gemt sig. Gået under jorden. Men han blev. Om det var stædighed eller stolthed der havde holdt ham i rollen, det måtte guderne vide. Men det var næppe loyalitet. Deres forhold havde dog flyttet sig betydeligt siden den dag i soveværelset. Grænser var blevet rykket, og et partnerskab havde formet sig. Måske var det lige netop derfor, at de begge fandt hinanden på temmelig rolig manér i de ellers kaotiske omgivelser. Ingen smarte bemærkninger eller hoverende blikke. Blot en hilsen.

“McGivens”

Det var mere et suk end så meget andet. En simpel anerkendelse af hans tilstedeværelse. Hovedet lænede sig svagt bagover, så hun var sikker på at kunne opretholde øjenkontakten. Hans knejsende mørke skikkelse og kontrollerede attitude fortalte om magt. En mand med viden og styrken til at gøre - næsten - hvad der passede ham. Den krævede respekt. Noget Natalie var sikker på fulgte, hvor end han gik, sådan som folk sværmede uhæmmet omkring ham, næsten uanset situationen. Selv synes hendes tilstedeværelse at gøre det modsatte. Og synet der mødte hende denne aften, bekræftede blot teorien endnu engang. De havde muligvis haft deres strabadser, men Natalie havde aldrig tvivlet på hendes valg af Sean som hersker... mere end et par gange i hvert fald.

“ Det lader til, at Deres undersåtter stadigvæk er... utilfredse... med byens nuværende tilstand. Disse utæmmede følelser ramte Terrorville i nat, og resulterede i flere huse brændt... inklusiv mit eget... Men det tænker jeg, at De allerede ved.”

De mørke bryn gled sammen, og en irriteret rynke formede sig ved minderne om hendes hjem gemt i flammerne. Natalie var ikke en sentimental type. Hun græd ikke over spildt mælk. Men hun blev vred... specielt når folk pillede ved hendes ting. Dette var bestemt ikke nogen undtagelse. De orange øjne glødede faretruende, som hun fortsatte.

“Det var min opfattelse, at De og Miss Allaire havde fået tingene under kontrol i byen med alle jeres små projekter. Og alligevel står vi begge her denne nat. Så tillad mig i stedet at spørger Dem, McGivens... Hvorfor står vi her?”

Selvom Natalie havde mødt Sean på halvvejen i den store hall, stod englen og hunden stadigvæk adskillige skridt bagved den lille dæmon. Ingen af dem nærmede sig de andre gæster på borgen, og skulle folk få gode idéer ville et af hundehovederne blotte tænder af fremmede hænder.

Gensidig...Respekt...Var måske et skridt for langt. Men generel gensidighed var der måske. Det ville være løgn at påstå han var loyal. For det var han for meget dæmon - og Natalie for lidt den beregnende ledertype han foretrak selv. Nej, han ville nok aldrig indfinde i at andre bestemte over ham. Mange gange - over mange år - havde han overvejet selv at tage stillingen som dæmonernes leder. Men altid endt med at han ikke gad besværet. Dæmoner var stædige og mørke væsner. Der ville være for meget konstant rivalisering og konkurrence, evige spørgsmålstegn og for få der gad at gøre præcis som der blev sagt. Desværre. Men blot en smule samarbejde kunne de virkelig nå langt. Ha....Ja, var han ikke selv beviset på det? Med ham nåede Natalie væsentlig længere. Og alligevel gjorde han det kun modvilligt, konstant med en tanke om hvordan han en dag kunne befrie sig selv fra dette arbejde?

Men det var ikke det som natten handlede om. Der var akutte problemer, og brug for at han blev i nuet. Hvilket han også var. Han forventede spydige kommentarer. Han forventede hendes små vredesudbrud, beskyldninger og krav, men uden at hun selv bar rundt på nogle løsninger. Eller...Gode løsninger, måske. Men måske netop i nat krævede noget langt mere voldsomt. Tanken gjorde ham næsten opstemt. En følelse han prøvede at holde nede, da det næppe passede ind i situationen lige nu.
Han slog let ud med den ene arm, mens han ufortrødent mødte hendes skarpe blik.
"Ja" bekræftede han. Ja, det vidste han. Ja, det var det der blevet arbejdet hårdt på i øjeblikket. Ja, det var derfor her var sådan et kaos.
Dog fik hendes følgende ord hans øjne til at blive helt sorte. Hans rolige vrede gjorde ham kold. Fik hans stemme til at ringe koldt - koldt nok til at de nærmeste skævede over til dem, før de hastigt trak sig. Ingen ville blandes ind i mere. Stakkels de to tjenerinder, Sean tilfældigt fik øje på, før han vinkede dem over. De turde ikke andet end at komme, omend deres hoveder var bøjede. Nok også mere end de normalt ville være.
"Vi står her fordi De satte mig på tronen, kære Natalie. Eller har nattens strabadser givet Dem tab af hukommelse?"
Trods kulden og vreden, var der en snert af ironi i stemmen også. Det var en underlig sammenblanding. Det understregede blot hans vrede endnu mere.
"Sørg for hendes behov. Varmt tøj, rens sår, noget at drikke. Også til hendes...Følgere"
Det sidste var sagt til tjenerinderne. De nejede let, og uden at turde se på nogle af dem, gik de for at hente de omtalte ting.

Sean trak vejret dybt, før han let gjorde en gestus. Han ville vise dem ind i et tomt lokale, hvor de kunne sidde i ro og hvor tjenerinderne bedre kunne tage sig af dem. Hvis de ville det.
Imens talte han.
"Men ud over det..."
Han trak vejret dybt. Hvad skulle han sige? Han havde ledt efter de skyldige hele tiden. Han havde slået ned på den ene store begivenhed i byen efter den anden. Nok var nok.
"...Nej. Lad os gå ind i et tomt lokale, hvor du kan få tilset dine behov. Og jeg kan være mere direkte, uden at skræmme alle herude" bemærkede han til sidst.
Han vidste godt hvad han ville. Det krævede måske han kaldte Genevira hjem. Og det krævede Natalies såkaldte godkendelse. Men hvorfor skulle hun ikke sige ja? Hans egen tålmodighed var opbrugt. De havde brug for skarpere midler. Tanken fik ham næsten til at smile.

Stemningen skiftede så pludseligt, at havde man blinket, så var det formentlig gået ens næse forbi. Sean rejste børster. Et eller andet sted var Natalie overrasket. Hun modstod trangen til at snerre, da det mørke blik pludselig lynede imod hende, og lod i stedet ubevist reaktionen glide ned gennem kroppen og videre ud i skyggen, som hvislede ildevarslende. En grænse var blevet overskredet. Noget havde rykket sig. Natalie havde aldrig været blid eller specielt venlig mod Sean, men manden havde taget de fleste af hendes ord og episoder med en næsten irriterende form for ro. Selv episoden med Lori var forløbet forholdsvis glat. Og da temperamentet selv var noget, som hun kæmpede med at holde styr på, så havde det generet hende grænseløst aldrig at kunne få samme reaktion ud af herskeren bare en enkelt gang. Men denne aften havde noget tydeligvis ændret sig. Skiftet var kommet for hurtigt. Lunten var blevet kortere, og Sean var ved at få nok. Det betød dog ikke, at hun gad finde sig i hans fornærmelser. Hun ignorerede tjenestefolkene for nu, og fnøs af Seans ord, imens hun kæmpede med at slappe af i hænderne, som havde knyttet sig.

“ Min hukommelse fejler heldigvis intet, McGivens. Det glæder mig at høre, at De i det mindste kan påstå det samme.”

Det glødende blik faldt endelig på tjenerinderne, og Natalie konstaterede hurtigt, at Genevira ikke var blandt dem. Fandens. Sean stolede tydeligvis på kvinden, og det havde været rart med en, hvis respekt skinnede tydeligt igennem efter en lang nat med... meget af det modsatte. Alligevel... var der en del af hende, som så voldsomt frem til at blive blot en smule renere alt imens, at hun forhåbentlig kunne nyde en kop varm the i nogenlunde ro og fred. Selvom herskerens næste ord umiddelbart tydede på, at han havde andre planer for natten. Natalie der var begyndt at gå i den retning, som Sean gestikulerede imod, kastede et undrende blik op mod manden.

“Har De planer om at skræmme mig i stedet, McGivens?”

Nu var det hendes tur til at gøre brug af ironiens legende tonefald. For på trods af spørgsmålet var der ingen nervøsitet at spore hos den lille dæmon. Jo, hun var på vagt. Nattens begivenheder og Seans pludselige humørskift, tillod hende ikke rigtig andet end at være forberedt på det værste. Men bange ligefrem? Over kryptiske ord? Næppe. De var alligevel ikke længere fra indgangen end, at Natalie kunne nå at trække sig, imens hunden fik lov til at holde eventuelle vagter og vrede dæmoner på afstand for en stund. Så hun fortsatte for nu. Lod sig fører af Sean til et nyt rum, hvor hun forhåbentlig kunne gøre sig en kende mere komfortabel, imens hun selv og hendes gruppe blev tilset. På vejen mod rummet lod hun det værste af irritationen dø ud. Hvis Sean havde noget på hjertet, var det bedst at møde ham med et åbent sind. Desuden befandt hun sig stadigvæk i en sårbar situation. Delvist hjemløs, og en by i kaos var ikke ligefrem en super god kombination. Specielt ikke, når vreden lod til at være rettet mod byens bedre stillede og dens hersker. Det var blandt andet grunden til, at Natalie havde resten af personalet forblive nær palæets rester. Huset var ganske vist mere eller mindre end ruin, men hun var overbevist om, at det stadigvæk bar en masse ting værd at redde. Dagslyset ville forhåbentlig gøre sorteringsarbejdet noget nemmere. Men for nu... manglede hun et sted at ride stormen ud. Så, hun ville prøve at lege pænt. Bare for en stund.

Det kolde og dæmoniske smil spillede på hans læber. Skræmme hende? Der skulle nok mere til. Meget til. Mens de gik, studerede han hende ud af øjenkrogen. Kendte man hende ikke, lignede hun nemt en forskræmt og hårdt prøvet lille pige. Et eller andet sted var det forventeligt hun havde søgt herop, med nattens aktiviteter, der nu også havde ramt hende direkte. Nu skulle han babysitte hende, bogstavlig talt. Hans leder, den eneste skikkelser der kunne påstå at dirigere rundt med herskeren af byen...Hvis Sean lod hende. Hvilket han aldrig gjorde.
Han bemærkede sig svagt at hun lod til at gå med uden videre krav eller vredesudbrud. Havde natten virkelig været så hård for hende? Overvurderede han hendes styrke? Bevares. Hendes krop var stadig et barns, omend et barn med dæmonstyrke. Selv kunne han også blive træt. Det var slet ikke så mystisk. Bare en ny situation.

Hånden gled ud og greb overarmen på en tilfældig soldat der gik forbi. Manden fik et chok, men Sean tog sig ikke af det.
"Find Genevira og bed hende stille hos mig øjeblikkeligt"
Manden nikkede. Hvor soldaten før var gået af sted, satte han nu i løb. Ud af borgen, ned i byen...

Rummet de ankom til var et almindeligt lille mødelokale, men for det meste ubrugt. Han inviterede som regel folk ind i de større lokaler, men de blev brugt til alle mulige andre ting i nat. Her var der ro. En næsten larmende ro. Selv alle lydene af kaos virkede til at forstumme - man skulle i hvert fald lytte efter, før at høre lydene bore sig igennem de tunge stenvægge.
Sean greb en pak tændstikker og fik hurtigt tændt nogle lys på bordet. Der var et lille rundt bord med et par stole, beregnet til møder. Men der var også et lille hjørne med to lænestole og et lille bord. Puder og tæpper. Ingen pejs, men pejsen inden ved siden af var tændt, og varmen strømmede igennem væggen og ind i rummet, så det ikke virkede skrigende koldt.
Med en kort håndbevægelse gjorde han tegn til at Natalie skulle gøre hvad hun ville. Selv var han helt stille, men det var tydeligt at han var fordybet i tanker.
Efter lidt tid kom tjenestepigerne fra før, bærende på en kande varm the og frisk vand, på en lille boks med bandager og salver, og en lille skål med frugt. Hvis Natalie havde brug for det, ville de hjælpe hende. Hvis ikke, ville de neje og gå deres vej. For nu måtte Natalie nøjes med tæpperne, i forhold til tøj. Sean ejede ikke en tøjbutik på borgen, trods alt.
Stilheden varede ved, medmindre hun selv havde noget at sige. Sean stod med armene over kors og kiggede ud af vinduet. Det pegede ud mod slotshaven, der lige nu var dækket i mørke. Ventende på at Genevira ville finde vej til dem.

Hvis hun havde haft evnen til at forudsige, hvad natten ville blive brugt på, ville hun have klædt sig anderledes. Mere passende for situationen. Sørgmodigt i sort måske. Som det var nu lyste hun nærmest op i mørket omkring dem i sine håbefuldt forårsgrønne klæder broderet med sarte blomsteraftegninger. En mærkelig eventyrkarakter midt i det flammehav som hun og de andre udsendte fra borgen forsøgte at få styr på. Hvis nogen fandt hendes beklædning usmagelig, kommenterede de ikke på det. De var alle sammen nået til et punkt, hinsides ord og hinsides tanker. Genevira behøvede ikke længere at bede sine folk om at flytte sig til bestemte steder, sige, hvad de skulle gøre, hvem de skulle fokusere på. Nej, Genevira behøvede blot gøre en bevægelse med armen, et enkelt kast med hovedet. Folk flygtede hovedkulds fra de brændende bygninger, mænd, kvinder, børn. Høj som lav, pludselig syntes der at være meget lidt forskel på de adelige og deres tjenestefolk. Adelskvinder, der ellers aldrig ville have så meget som skænket deres tjenerinder et blik, lænede sig nu desperat op af dem, søgende efter støtte. Børn af begge stande var pludselig rodet sammen og delte tæpper, imens de stirrede på det, der havde være begges hjem, øjnene tomme af chok.
Genevira bevægede sig forsigtigt rundt blandt denne brogede skare af folk, tjekkede, hvad de manglede og fik dirigeret dem, de rigtige steder hen, udvekslede enkelte ord med et par stykker. På et eller andet tidspunkt havde en mand panisk stukket hende en skrigende baby i favnen og var, på trods af, at folk forsøgte at holde ham tilbage, dykket direkte tilbage i flammerne for at redde sin kone.
Genevira huskede ikke længere, hvornår det var sket, men babyen var holdt op med at skrige. Hun så sig om efter faderen, men kunne ikke få øje på ham, så hun måtte fortsætte med at give ordre med et sovende spædbarn på armen.
Og så kom endnu en udsending styrtende oppe fra borgen med en hasteinstruks om, at Sean ville se hende. Det var ikke uventet. Uden et ord til forklaring stak hun babyen over i armene på den nok efterhånden noget udmattede soldat og satte i rask trav op til borgen.
Og der dukkede de op. De arme sjæle, der efterhånden syntes at følge hende som skygger, når hun bevægede sig ud. De havde holdt sig på af stand ind til nu, ville ikke lægge sig ud med de fine, tydeligvis, hvem vidste, hvad de kunne blive anklaget for i nat? Nu da hun var alene, stimlede de sammen om hende et hav af udstrakte desperate hænder, der greb fat i hende og trak. Var det bare hende eller blev der flere af dem fra dag til dag efterhånden?
En kakofoni af stemmer nåede hendes skarpe hørelse, men selv hun havde svært ved at skelne de enkelte ord fra hinanden. Hver og en snublede de over hinanden for at forsikre hende om, at de i hvert fald ikke havde noget med det her at gøre. De stank af desperation. Af angst. Genevira gjorde sig løs af dem og fortsatte op til borgen i ensomhed, blev som sædvanlig lukket ind uden at nogen stillede spørgsmål og fik kort at vide, hvor herskeren befandt sig. Sammen med Lady von Tenebris. Hjertet ville have sunket i livet på hende ved at skulle stå ansigt til ansigt med Natalie igen, men hun havde ikke tid til at føle frygt. Hun fandt frem til det rette mødelokale, bankede kort på før hun trådte ind, stillede sig midt i rummet og i en flydende bevægelse, som om det var hende det mest naturlige i verden, knælede hun på gulvet. Ville ikke have gjort det, hvis det bare havde været hende og Sean alene, men andre ting var på sin plads, når der var gæster til stede. Især når den gæst var Natalie.

”Lady von Tenebris. Lord Mcgivens,” hilste hun kort, hendes blik stadig rettet stift mod gulvet og hendes udsyn, og hendes ansigt, skærmet af kysens brede skygge. Så hævede hun blikket og fik øjenkontakt med Sean.

”Deres (hun kunne ikke sige vores i denne situation) folk er ihærdigt i færd med at stoppe ilden fra at sprede sig yderligere, da jeg tog af sted, så det ikke håbløst ud. Vi har reddet en stor mængde folk fra flammerne og deres eventuelle skader bliver tilset," aflagde hun kort rapport, før hun afventede yderligere instrukser.

Det var ikke svært, selv for en med ganske normal hørelse, at opfange samtalen mellem Sean og vagten. Natalie undlod dog at kommentere, men fortsatte i stedet ufortrødent mod lokalet, som der oprindeligt var blevet henvist til. For modsat Seans tanker var det nu ikke fordi, at hun manglede energien til at stritte imod – jo, måske en smule rent mentalt. Men der var simpelthen bedre steder og tider end netop her og nu til den slags. Det sidste hun havde brug for var et mindre hysterisk anfald foran Sean – samt det halve af Doomsville’s adelige – som nemt ville kunne bruges imod hende, de næste mange år frem. Den slags måtte vente til senere, hvor hun forhåbentlig fik mulighed for at rase over nattens begivenheder i lidt mere private omgivelser. I stedet nøjedes hun med at fryde sig i sit stille sind over at skulle se vampyren endnu engang – hendes favorit dukke... mager. De havde ikke set meget til hinanden siden det kaotiske møde i Dragons Peak, hvilket Natalie ikke ligefrem havde behov for at mindes alt for ofte. Det lod dog til, at Sean havde haft gjort ganske effektivt brug af kvindens evner på det seneste. De var ikke ligefrem diskrete, selvom naturen bød dem at udføre det meste af arbejdet i nattens mulm og mørke. Men alt dette måtte hun hører mere om senere, hvor trioen forhåbentlig var samlet uden forstyrrelser.

Rummet var sparsomt, men det kunne bruges. Natalie var ikke sen til at gøre god brug af Seans henkastede antydning til, at hun havde frie tøjler for nu. Derfor marcherede den lille dæmon ganske målrettet over mod tæpperne, som hun greb, og slæbte med sig videre over til en af lænestolene, hvor først en pude blev smidt op, så Natalie og så et tæppe. Den lille barneskikkelse fik hurtigt indhyllet sig et det bløde tæppe således, at kun ansigt og et par blege hænder stak frem. På trods af, at det formentlig så ganske komisk ud, blev hun siddende med et mut udtryk i stilhed helt indtil, at en af tjenestepigerne kom tilbage med forfriskninger samt lidt midler til eventuel sårpleje. Så snart tingene var blevet placeret på bordet i nærheden, blev pigen viftet bort, hvorefter Poppy hurtigt tog hendes plads. Det var lykkedes englen at smide et tæppe over hendes skælvende skuldre således, at selvom hun endte med at sidde med ryggen vendt mod Sean, så var det umuligt at se de nøgne, maltrakterede vinger som gemte sig underneden. I stedet lod det enkelt tilbageblevne øje til at være dybt fokuseret på at tilse Natalies skrammer, som heldigvis viste sig minimale. En rift på kinden, et brandsår på armen, samt enkelte knubs hist og her. Intet der ikke kunne klares med lidt salve, samt en varm kop the, som dæmonen slubrede i sig med en ledig hånd, imens hun mageligt forblev i sin puppe. På trods af omstændighederne lod det også til, at hundevæsnet tog situationen ganske pænt. Vandrende roligt rundt i lokalet, brugte den det meste af tiden med to af snuderne begravet mod diverse genstande, imens der blev snuset ivrigt. Det tredje af hovederne lod til at være det mest stressede, og løftede modsat de andre, hovedet jævnligt for at lytte, imens den pustede uroligt.  

Det var svært at sige, hvor længe de havde befundet sig den underlige boble af stilhed før, at Geneviras skikkelse pludselig svævede ind gennem døren. Lige så elegant og velopdragen, som dæmonen huskede hende, og iklædt farver der næppe matchede nattens alvor. Alligevel fandt Natalie ro i at studere detaljerne på kjolen, som kvinden knælede for dem, imens hun endnu engang overvejede, hvor godt vampyren ville tage sig ud hjemme i palæet... hvis det altså nogensinde blev et palæ igen. Hun havde endnu aldrig luftet ideen direkte med Sean, men efter deres tur sammen havde Natalie lagt små brødkrummer som forhåbentlig afslørede hendes interesse i Geneviras arbejde. Det virkede håbløst at diskutere det med Sean, eftersom manden til lod til at have en eller anden mærkelig tilknytning til de fleste af sine ansatte. Viden der blot fik det til at krible i fingrene på hende... men hun så ingen grund til at gentage “succesen” som med Lori, når tingene nu gik så godt, som de gjorde nu. Alt godt, kom til den som ventede. Og hun var heldigvis en ganske tålmodig lille pige – for det meste. Dæmonen valgte derfor blot at nikke en enkelt gang, for at anerkende Geneviras tilstedeværelse “Miss Allaire” inden, at hun lod endnu en slurk the glide ned. De skrigende orange lod deres opmærksomhed hvile på Genevira, som hun fremlagde hendes rapport omkring byen. Dernæst gled blikket videre mod Sean. Natalie mistænkte på det kraftigste, at manden havde en eller anden form for plan siden, at han valgte at samle dem alle tre. Men... man vidste aldrig. Ikke med Sean.

Sean ville aldrig give en god arbejder væk. Og Gene var mere end det. Sean havde sine egne planer, og Gene kunne meget vel have en betydelig rolle i dem. Det var ikke kun for sjov og spas at han personligt så til hendes uddannelse i forhold til politiske affærer, og andre relaterede emner. Deres forståelse af hinanden, og hinandens tanker, var ofte ens. Det var sjældent Sean mødte en, der kunne tænke i samme niveau som ham selv - men Gene kunne, det meste af tiden, og han anså hende derfor som en kvinde med store muligheder. Aldrig ville han selv velvilligt give hende væk, medmindre hun selv ønskede hårdnakket at blive overladt til Natalies tvivlende husstand.
Og selv da ville han nok hade Natalie for det. I hvert fald som tingene stod nu.

Men det var slet ikke aftenens emne. Som Gene trådte ind i rummet, vendte Sean sig roligt om mod hende. Overdrevet roligt, som om han kæmpede med at holde sig i sit rolige selv. Hvilket lykkedes, mere eller mindre anstrengt. Han vidste også godt at i hvert fald Gene sikkert ville se lige igennem ham, på det punkt. Men sådan var det bare.
"Genevira. Tak" Han nikkede en enkelt gang. Det var ikke normalt at se hende knæle sådan for ham, ikke når de til hverdag omgik hinanden ganske jovialt. Ikke at han slet ikke satte pris på det. Han var stadig herskeren, en konstatering de for nyligt havde haft behov for at genopfriske.
Han rømmede sig svagt.
"Du må gerne sætte dig et sted. Jeg ønsker din mening i følgende diskussion"
Sean stillede sig ved bordenden, der i øjeblikket stillede ham et sted mellem Natalie og Gene. Så trak han vejret dybt og lukkede øjnene et kort øjeblik. Da han åbnede dem igen, skinnede de sort af hans indestængte vrede. Men stadig stod han roligt som en statue. Stadig kom ordene ud i en kontrolleret rytme. Hans blik landede først på Natalie. Det var først og fremmest hendes godkendelse dette ville kræve, taget i betragtning han styrede byen for hende.

"Det er ingen hemmelighed blandt os tre, at byen har været i et kaos i længere tid. Først havde vi naturkatastroferne, som ingen kunne forudsige eller forberede sig på. En tid, hvor alle - ikke kun os - mistede mad, mistede adgang til rent vand, oplevede sygdom og ødelagte huse. Siden da har vi alle kæmpet for at opbygge et forråd igen, for at opbygge og vende tilbage til en normal hverdag. Værst gik det ud over de fattige områder, der i forvejen havde det svært. Bevares. Vi fik ryddet ud i gamle og svage, ligbålene lå hele vejen rundt om byen, sammen med massegravene. Men dem der er tilbage, husker det stadig klart. Og deres uro er blevet udnyttet af en ukendt fjende"
Hans stemme var ikke monoton, men alligevel lidt flad i det. Dette var bare konstateringer. Blot for at sikre de alle havde den samme forståelsen af situationen lige nu, og fordi han ønskede at snakke dem varme. Dreje situationen til det ja, han sådan brændte efter. Og hvornår fik han ikke sin vilje?
Blikket gled kortvarigt over til Gene, før det vendte tilbage til Natalie.
"Jeg har gjort alt i min magt - hvilket ikke er ubetydeligt - for at finde de skyldige. Men i den voksende uro er min borg blevet angrebet, med personlige tab til følge. Der har været sammenstød nede i byen, af lige så betydelige karakterer. Og nu et direkte angreb på flere adelige i byen, med død og materiel skade. Til at skabe kaos, som sikkert vil blive udnyttet af vores ukendte fjende. Hvorfor angribe nu? Hvorfor angribe alle de adelige? Blot fordi de har opstemt alle de fattige til at slå igen? De er fattige. Og de er van til deres sted i livet. De vil ikke turde det, og de har ikke midlerne til det. Nogen fodre dem med disse ting. For at opnå noget. Jeg mistænker at der snart følger en endnu større handling sted. Måske mod mig personligt, måske mod borgen generelt. For at vælte alle af betydning og tage byen for dem selv"
De sidste ord blev sagt med stor vægt. Seans blik borede sig ind i Natalies, som for at understrege hans ord - og alvoren af dem.
"I månedsvis har jeg fornedret mig for byen..."
Harmen og vreden gennemsyrede nu hans ord. Hans blik var intenst, som fyldt med en ild.
"...Og prøvede at forbedre alt. Jeg har bygget huse, jeg har fundet ekstra penge til sikkerhed og mad. Jeg har censureret aviserne for at kalde mig en fantastisk hersker, og fået mine spioner til at dele gode ord og rygter. Genevira har udført godt arbejde, i mit navn, i håbet om at gense en skikkelse, der minder dem mere om dem selv, ville vende situation bare en smule. Og - det - hele - har -været - for -ingenting!"
En knyttet hånd blev hamret ned i bordpladen ved siden af ham. Bordet flækkede ved slaget, og flere flager af træ fløj ud over gulvet omkring ham, mens lange revner løb ned af bordpladen. Det hele rystede og kander med the og vand klirrede. Han havde holdt lidt igen, ellers havde bordet slet ikke stået nu.

Sean trak vejret dybt igen. Ignorerede bordet ved sin side. Han rømmede sig og samlede sine hænder på ryggen, da han med et svagt smil så på Natalie igen.
"Vi må blive alvorlige. Vi er dæmoner. Vi har forsøgt at tage os pænt af dem alle sammen. Nok er nok. Jeg foreslår vi i nat, en gang for alle, renser byen for dens uro. Alle, der modsætter sig os, bliver slået ihjel. Ingen rettergang, ingen samling i fængslet. Direkte henrettelse og fri gang for alle, der ønsker at hjælpe os. Tving alle til at give efter for vores magt, og genopbyg derefter. Selvfølgelig vil der være betydelige konsekvenser. Vi kan miste vigtige aftaler, især om handel. Vi kan miste allierede. Men hvad er vigtigst lige nu? At beholde vores by - eller miste alt på en gang?"
Genevira, som vampyr, var måske ikke helt inkluderet i dæmon-snakken. Men for Sean kunne hun lige så godt være en. Han var lidt i tvivl om hun ville kunne tilkende sig sådan en plan. Men det var ikke personlige forhold der betød noget lige nu. Han havde et job, og det job var at beholde byen for Natalie. Så nu måtte Natalie også vælge om hun for alt i verden ville beholde byen, eller om de skulle opgive det hele.

Sean gav ikke verbalt udtryk for vrede eller irritation. Men det hele emmede fra ham. Som bølger af varme. Det var tydeligt, at han var færdig. Helt og aldeles komplet færdig. Selv nu, før han havde sagt noget som helst om det. Hun kendte ham efterhånden. Kunne læse trætheden i hans øjne og anspændtheden i hans ansigt. Og selvom hun vidste rationelt, at det ikke var hende, Sean var vred på, at han ikke ville gøre hende noget, gjorde den indestængte vrede hende urolig, ligesom den altid gjorde. Ligegyldigt hvem der var vred eller hvem den vrede så var rettet mod. Måske var det derfor, hun var komplet tavs, da hun rejste sig fra sin hidtidige plads på gulvet. For ikke ved et uheld at provokere ham. Hun havde brugt for lang tid af sin opvækst med typer, hvor det hurtigt kunne blive rigtig grimt at træde ved siden af. Hun satte sig ned, foldede hænderne i skødet og betragtede Sean med et alvorsfuldt udtryk. Hans træthed blev kun mere evident af det flade udtryksløse toneleje, han anvendte i begyndelsen. Allerede nu var der noget bagerst i hendes bevidsthed, der advarede hende om, at nattens begivenheder havde taget det sidste af hans tålmodighed og manden var, til trods for de mange sider, hun efterhånden havde set af ham, stadig en dæmon. Dette ville ikke ende godt for mange af de involverede. Hvis de ikke kan være taknemmelige for min hjælp, så lad dem få blod. En del af hende ville måske have gjort modstand, hvis ikke hun kvalte tanken. Det vred sig ubehageligt et sted i hende, for hvad ville han egentlig have? Offentlige hængninger til skræk og advarsel? Skulle de bare samle de ansvarlige og brænde dem inde, så de kunne smage deres egen medicin så at sige? Det gik op fore hende, at hendes folk sikkert glædeligt ville samle sig og flå hvem end de udpegede som de skyldige i stykker. Et øjeblik følte hun sig overvældet af kvalme, for hvad havde hun i det hele taget gjort? Hvad havde hendes kampagne for accept af deres arbejde skabt? Hun trak sig fra sine mere morbide overvejelser. De var brugbare som de var og havde hun ikke blot givet dem noget at engagere sig i? Hvornår havde de sidst overhovedet elsket nogen? Hun havde givet dem noget. Det forsøgte hun i hvert fald at overbevise sig selv om.
Hun blev revet ud af sine tanker af den høje lyd af bordet, der delvist splintredes og fløj instinktivt så langt tilbage i sin stol, at den næsten væltede. Dog nåede hun at korrigere, så den blot et øjeblik vippede faretruende.

Hun brugte et øjeblik på at samle sig og så derefter på Natalie for at sikre sig, at hun ikke havde tænkt sig at tale, før Genevira selv gjorde. Skulle dette være tilfældet, ville hun lade dæmonernes leder komme til orde først, men hvis ikke ville hun selv tale.

”Det er begrædeligt, at vi er nået her til, men noget må der gøres, det har De afgjort ret I. Sandsynligvis vil også uskyldige falde i denne….udrensning. Folk er ivrige efter at angive andre for selv at slippe. Jeg håber blot, at De vil være villige til at lade dem, der er reelt samarbejdsvillige slippe. Jeg ved godt, at ingen af os slipper ud af det her uden blod på hænderne, men jeg ville foretrække mindst muligt kaos. Der er optøjer nok, som det er. Angående backlash med hensyn til handelsaftaler og ligende, kan vi spinne den i pressen. Det er langt fra alle, der vil tro på det, men dette skal ikke fremstå som en hævngerrig eller vred gerning. Lad det snare blive det sidste skub for at holde byens lovlydige borgere i sikkerhed.”

Der var stille. I hvert fald, hvis man så bort fra Sean der talte. Med en ophøjet ro der bestemt ikke matchede den buldrende vrede, som emmede fra det mørke blik, fangede han kvinderne med sin velvalgte ordstrøm. En enetale, om man ville, der gradvist lod til at bygge sig op til noget større – noget langt større – end hvad Natalie måske egentlig havde forventet af dæmonen. Selv sad hun med blikket naglet til hans skikkelse, som gemte sig på den anden side af bordet. Øjenkontakten imellem dem var intens, men ikke på nogen dårlig måde. Det var tydeligt, at de begge to forstod alvoren af situationen, men samtidig ønskede at bekræfte, at parterne i rummet stadigvæk havde det på samme måde. Det var i hvert fald, hvad hun fik ud af skiftet, da hans blik en gang imellem vandrede tilbage til Genevira, som ligeledes sad pænt og lyttede. Den eneste som ikke rigtig lod til at høre efter, var Poppy, som i stedet var fuld koncentreret om at efterse Natalies behov. Måske netop derfor kom slaget i bordet så meget bag på hende, at reaktionen fremstod særdeles voldsom. Ved lyden af det splintrende træ, fløj englen op med et forskrækket hyl inden, at hun klodset væltede ned ved siden af stolen, hvor Natalie befandt sig, så hun sad klemt mellem møblet og hunden, som havde placeret sig ved deres side. Den lille barneskikkelse lod dog ikke til at være sønderligt imponeret over englens reaktion, og himlede blot med øjnene inden, at hun atter lod opmærksomheden falde tilbage på Sean. I virkeligheden var hun mere imponeret over hans reaktion. Det måtte være første gang, at det virkelig var lykkedes hende at se en del af det gruopvækkende mørke, som uden tvivl gemte sig under den polerede overflade. Noget hun ville have fundet særdeles fornøjeligt, hvis omstændighederne altså blot havde være en kende anderledes. Dæmonen fandt det næppe passende, hvis hun morede sig over hans ødelagte ejendom, mens hendes egen lå i ruiner. Derfor nøjedes hun med at stille thekoppen forsigtigt fra sig for ikke at spilde, skulle lignende reaktion finde sted igen, hvilket allerede havde fået hende til at spjætte én gang for meget.

Forslaget var mildest talt… chokerende. Men… bestemt ikke på nogen dårlig måde. For selvom det bogstavelig talt var et decideret blodbad, som var blevet præsenteret, så mærkede Natalie kroppen vågne igen på ny. Langsomt gled den fysisk ud af sin behagelige, varme døs der havde lagt sig efter kampens hede tidligere på natten, og hen mod noget der mindede om ren og skær iver. Ikke at hun lod det skinne igennem. I stedet gled hun fri af sit tæppe, og længere frem i stolen, med et tænkende udtryk. En pause der tillod hende at lytte til Genevira, som i mellemtiden kom på banen med sin mening. Hun støttede Sean. Selvfølgelig. Natalie vendte informationerne igen og igen, men resultatet forblev det samme.

”Doomsville er en uhyre vigtig asset for os. Fortsætter oprørerne meget længere, vil arbejdet lagt i byen ikke blot være spildt men højst sandsynligt gå fuldstændig tabt. Deres position som leder vil uden tvivl blive betvivlet efter denne nat, men ikke desto mindre støtter jeg Dem og Deres forslag, Lord McGivens. Hvad angår dæmoner – og vampyrer – tænker jeg, at dette ligeledes vil fungere som en udmærket mulighed for at sikre føde til længere tid på blot en enkelt nat. Desuden bør vi se det, som en mulighed for at udvide territorierne, og styrke de alliancer i byen hos dem, som skulle vælge at støtte op om vor handlinger denne nat. Hvad angår alliancer der skulle finde på at stritte imod, må dette tackles senere… Desuden… Hvad angår Deres bekymringer for unødigt spildt blod, Miss Allaire…” Natalie vendte omsider blikket mod vampyren. De glødende øjne bar et faretruende glimt, og selvom et makabert lille smil havde fundet vej, så var stemmen stadigvæk alvorlig. ”… Så et par ekstra liv tabt hist og her ikke det, som jeg vil bekymre mig mest om i nat. Skulle det ske, at vi får grund til den mindste tvivl angående folks uskyld, vil det næppe komme dem til gode de næste par timer… medmindre selvfølgelig, at De fandt Dem selv villig til at stå inde for disse særligt udvalgte, når tiden kom dertil. Er det en opgave, som De agter at påtage Dem, Miss Allaire? Lege bøddel for Deres egne tilhængere blandt byens udsatte?”.

Dæmonen lagde hovedet på skrå, og kneb øjnene en anelse sammen. Katteagtigt. Granskede vampyren for tvivl. For svar. For hun var nysgerrig. Hendes spioner havde rapporteret meget om Geneviras færden i byen det seneste stykke tid – og om den fanskare, som syntes at vokse dag fra dag, og som nærmest manisk fulgte hende rundt i gaderne, når hun legede sendebud for herskeren. Ærlig talt var Natalie et eller andet sted i tvivl om, hvor meget der var skuespil, og hvor meget der var ægte efterhånden. Men forhåbentlig havde både Sean og Genevira selv helt styr på den slags. Forhåbentlig. Og selvom hun fandt kvinden dygtig til sit arbejde, og Sean helt sikkert fandt hende et særligt nærtstående bekendtskab, så standsede det bestemt ikke den lille dæmon fra at grave lidt op i tingene.

Sean trak vejret dybt i stilheden. Geneviras ord var som han forventede dem. Både en støtte til forslaget - hvad andet kunne hun gøre, når det kom til stykket? - men også en formaning om ikke at slå FOR mange ihjel. Han forventede intet andet af hende. Hun havde ikke umiddelbart den samme blodrus, som mange af mørkets væsner med glæde hengav sig til. Lige nu irriterede det ham en anelse. Han følte sig...Klar. Klar til at være mere end en pyntefigur på kagen. Klar til at vise byen at man ikke bare irriterede en dæmon til denne trådte tilbage, men at det ville få fatale konsekvenser. De var dæmoner! Selvfølgelig skulle enhver modstand knuses, uanset hvad folk sagde bagefter. Hvem kunne blive overraskede, når det kom til stykket?
Ærlig talt var Sean pisse ligeglad med hvad folk ville sige og gøre bagefter. De skulle nok klare sig. Og med tiden ville folk glemme, og alt ville blive normalt igen. Det var det gode ved menneskernes korte livstid, og deres konstante tilpasningsevne.

Nej. Det var langt mere vigtigt hvad Natalie ville sige. Se Seans mørke blik hvilede på hende, mens hun så ud til at tænke sig om. Og hun skuffede ham ikke. Ja, der var et sekund hvor han var tilfreds med sin såkaldte leder. Et sekund, hvor han kunne se dem arbejde sammen og være sammen om at holde magten. Hvor han - for det ene sekund - kunne se sig selv tale for hendes sag.
Ved Natalies ord, var det som om Sean voksede en centimeter. Hans bryst pustede sig op i tilfredshed. Han knyttede hænderne for de ikke skulle ryste. Ryste, af indestængt energi der blot ventede på at blive sat løs. De skulle have styr på de sidste detaljer. Han måtte være tålmodig. Men der var intet han hellere ville end løbe ud af døren, forvandle sig og gå amok i et blodbad. Komme af med alle frustrationerne.
Sean trak vejret dybt igen, som hans blik gled over til Genevira et kort øjeblik. Så rømmede han sig.
"Hvis det er dit ønske, Natalie, at vi gemmer nogle af individerne til et lager for vores egne og nærmeste allierede, er det ingen dårlig ide. Med alt respekt...Vil jeg ikke kunne holde tilbage i starten. Så starten vil være fri leg..."
Voksede hans smil ikke lidt?
"...Og dernæst kan vi samle resten af de forvirrede kakerlakker op og smide dem i folks kældre til føde. Men lad os være ærlige. Folk vil gå amok. Uskyldige vil ende i krydsilden. Vi har ingen måde at sikre at alle vi får fat i, faktisk er skyldige, eller om folk lyver"
Det føltes irriterende at snakke rationelt om blodmad. Om massakre. Det var noget der skulle udleves, ikke noget man snakkede om og planlagde. Uroligt skiftede han vægten fra det ene ben til det næste.
"I to kan snakke om resten hvis I vil. Jeg går ikke ud fra I skal bruge mig til mere lige nu?"
Han virkede distraheret. Ordene forlod hans mund, men hans tanker var et helt andet sted. Hvordan ramte han bedst flest mulige? Hvem kunne han sætte løs, som faktisk ville sørge for det blev gjort? Vagter og soldater ville tøve. Byens befolkning var deres bekendte, deres liv, deres sted. Folk ville reagere af frygt, ikke fordi de var enige i det der skulle ske. Han ville ikke blande sin klan ind i det. Tværtimod ville han sende besked om at de skulle gemme sig, og ikke komme frem før om nogle dage.

Hvad Sean og Natalie måske ikke helt havde greb om var Geneviras egen ikke blot iboende blodtørst, men evnen til at retfærdiggøre stort set alt overfor sig selv, hvis det var nødvendigt. Natalie von Tenebris så i hvert fald på hende, følte Genevira, som om hun forventede at tage hende i en løgn, et øjeblik af for voldsom blodsødenhed. Der var noget provokerende overlegent i det lille dæmoniske barneansigt, men Genevira, der var vant til at indordne sig, og at blive trådt på af overklassemennesker generelt, bøjede blot respektfuldt hovedet. Talte til hende i en tone, der aldrig hævede sig over en blid forsigtig hvisken. Delvist fordi, hun stadig frygtede, hvad denne kvinde, kunne gøre ved hende, hvis hun ikke gjorde, men hun mærkede også noget andet, trangen til ikke at blive hylet synligt ud af den. Hun var ikke nogen…Daisy eller hvad hun så end hed, hende englen, som Natalie slæbte med sig overalt, Genevira tog faktisk sit job seriøst og lå ikke og klynkede på gulvet.

Desuden havde meget ændret sig siden hun og Lady von Tenebris var taget til og fra Dragon´s Peak sammen. Hun havde fundet et mål. Og hun følte sig sikker i sit arbejde. I sig selv.

”Naturligvis har De ret, my lady. Nogle må dø for at andre kan leve og i en presset situation, kan vi ikke nødvendigvis finde ud af nøjagtig, hvilken side alle er på. Ej heller vil jeg på noget tidspunkt sige, at de folk, der har fundet støtte eller tryghed i mig på den ene eller den anden måde alle sammen er moralsk rene. Nej, snarer vil jeg sige, at der næsten med garanti er dem, der har valgt at finde en form for sikkerhed i at spille med, men egentlig ikke støtter op om styret. Om disse mennesker så er decideret imod os eller blot indifferente er svært at sige.” For første gang mødte hun Natalies blik. Det togt alt hendes viljestyrke ikke at krympe sig. Flytte sig. Undskylde.

”De af ’mine’, der dømmes til døden, agter jeg, med Deres og lord Mcgivens’ tilladelse selvfølgelig, selv at tage hånd om. For dem er det vel en nåde. Retfærdighed. Hvis resten af folkene har brug for en forklaring så kald det en renselse. Om De ønsker kan vi sikkert få dem der er loyale nok til at gøre en del af arbejdet for os,” sagde hun med en ro, der formåede at forbavse selv Genevira selv. Med det sagt bøjede hun atter hovedet.

”Jeg går ud fra, at det var det?” spurgte hun de to ledere i lokalet.

Var det… stolthed, som hun fornemmede glide over dæmonen? Selvom det lå skjult godt under den maskerede facade, så var der gledet et nyt udtryk over kroppen, som hun ellers ikke kunne vove at påstå at have set meget af hos Sean. Tanken om, at det var hendes ord, som faktisk havde frembragt denne positive reaktion, fik dog hendes eget lille smil til at vokse en anelse. Lidt betød hendes ord da trods alt stadigvæk, selv efter alle deres skænderier og magtkampe. Egentlig forventede hun intet mindre af sin race, men Sean havde altid været… anderledes… hvad den slags angik. Natalie fastholdt sit observerende blik rettet mod Sean, og svarede efter blot et øjebliks betænkningstid. Noget sagde hende, at dette ikke var, hvad manden ønskede at bruge sin aften på. Natalie var derimod forholdsvis vant til at bruge lang tid på planlægning og strategier før, at hun lavede selv den mindste bevægelse. Men, denne aften kaldte på mere end blot ord. Så det lod til, at Sean fik sin vilje endnu engang.

“Ønske er nok så meget sagt. Idéen er favorabel, men ikke nødvendigvis den mest realistiske, hvis blot man overvejer aftenens hidtil og kommende forløb…Skulle det ske, at et par uønskede individer overlever natten, så kan vi altid få stablet et mindre lager sammen på ganske kort tid. Men føde til resten af året bliver der næppe. Ikke desto mindre, så hold Dem endelig ikke tilbage for min skyld, Lord McGivens.”

Natalie foldede tålmodigt hænderne i sit skød, imens hun ihærdigt ignorerede den klistrede fornemmelse, som det blodige kjolestof efterlod mod hendes hud. Noget havde ændret sig hos Genevira. For selvom kvinden stadigvæk bar en respektfuld attitude, mod begge lederne i rummet, så fangede hun en snert af noget fremmede, da vampyren pludselig valgte at møde hendes blik. De unaturligt lysende, dæmoniske øjne borede sig ind i Geneviras mørke, som kvinden med nyvunden selvtillid talte om sagen for “sit folk”. En selvtillid der bestemt klædte et stærkt væsen, som hende, men som Natalie agtede at holde på et niveau, hvor hun stadigvæk blev mindet om sin plads i livet. Alligevel mærkede hun, hvordan ansigtet lagde sig i noget mere afslappede folder, som hun svarede vampyren.

“Nuvel. Så længe Deres generøse projekt ikke kommer til at stå i vejen for vor oprindelige plan, så ser jeg ingen grund til, at De ikke skulle være i stand til at håndtere Deres egne… kreationer. Men jeg bør advare Dem, Miss Allaire, at præcis som Lord McGivens, så agter jeg ikke at holde mig selv tilbage… skulle der være den mindste tvivl i sidste ende, så vil selv Deres nåde ikke kunne redde dem.”

Det var med vilje, at hun lagde tryk på alvoren i den sidste del af talen. Det sidste, som dæmonen ønskede var, at de endte i en eller anden ligegyldig hårdknude på grund af noget så sølle, som et simpelt bondeliv… eller to. Specielt når deres fokus burde ligge på at rense byen, på hurtigste og mest effektive vis. Og det var aldeles ikke at gå fra hjem til hjem for at udspørger hver enkelte borger i Doomsville. Nej, unødvendige dødsfald var en uundgåelighed, som de alle burde være 100% indstillet på inden, at de kastede sig hovedkulds ud i kampens hede. Det varede dog ikke længe før, at folkene i rummet virkede forholdsvis enige om at komme videre i teksten. Natalie havde blot et enkelt spørgsmål tilbage, som hun rettede mod Sean.

“Jeg er fint tilfreds med planen. Har De planer om at samle borgens mandskab, Lord McGivens? Eller gælder invitationen kun… særligt udvalgte?”

Natalie havde kort overveje at sende bud efter byens dæmoner, men vidste udmærket, at det i sig selv ville risikere at afsløre gruppens motiver langt tid før, at de overhovedet selv nåede byen. Derfor lod hun det for høflighedens skyld være op til Sean, da det trods alt havde været hans idé til at starte med, hvorvidt han ønskede flere væsner involveret i nattens aktioner - hvad enten det var hans egne ansatte eller deres racefæller. Natalie havde ingen kvaler ved brugen af nogle af dem, velvidende at natten helt sikkert kunne koste liv på begge sider. Marcus kunne sådan set også bruges, men allierede var ikke ligefrem noget, som de to dæmoner havde haft mulighed for at fremlægge i ro og mag. Derfor tav hun, men besluttede at holde øje med lederen, skulle de ende nær hans territorium. Imens Sean fik en chance for at overveje sit valg, gled Natalie helt fri af stolen, og de bare fødder landede på stengulvet med et stille bump. Egentlig kunne hun godt have tænkt sig et tøjskifte inden, at de begav sig videre ud i byen, da hendes natkjole helt bestemt havde set bedre dage. Men noget sagde hende, at tøjet nok ikke ville holde længe uanset, hvad hun fik skiftet til. Noget dramatisk havde været at foretrække, men det var en god ting, at hun gik mere op i resultaterne i sin påklædning. Oftest i hvert fald. Poppy var endelig ved at få skrabet sig på benene igen, imens Tempus prustede frustreret i baggrunden.

Han fik ikke fat i hvad de to kvinder helt præcis snakkede om. Noget om...Nogen der måtte dræbes, andre der ikke måtte, eller som skulle gemmes i hvert fald...Erh. Han var ligeglad. Hvis Gene ville udsige sig dom over sine egne, måtte hun smutte ned i byen og samle dem. Byens vagter - ja, nærmest alle vel - vidste Gene arbejdede for Sean. Hun havde før bevæget sig rundt og uddelt ordrer fra ham. Hvis hun insisterede på at folk i bestemte huse, eller et bestemt område, ikke måtte røres...Ja, så skulle de fleste nok lytte til hende. I det mindste ville han vide præcis hvor hun var, og hvad hun selv lavede, skulle det blive relevant. Men han gad ikke selv være stik-i-rend-dreng, hvis hun tilkaldte ham, fordi nogen ikke lystrede. Det var en problematik hun selv måtte løse i nat. De fleste der kom til ham ville nok nærmere risikere livet, end så meget andet.

Hånden hvilede allerede på dørhåndtaget, da Natalie spurgte ham direkte. Han havde ikke set på hende, men kunne instinktivt fornemme at spørgsmål - de nye ord, han ellers ikke havde lyttet til - var rettet mod ham. Han trak vejret dybt igen, før han drejede sig halvt om mod de to kvinder. Natalie, mest.
Han måtte holde på sig selv. Han måtte ikke miste alt på en nat. Han havde planer for fremtiden. En plan Delilah gik rundt med i maven.
Hånden strammede om håndtaget, så knoerne lyste hvidt. Selv stod han stille som en statue og kiggede mod gulvet et øjeblik, som han overvejede hendes spørgsmål. Så gled det mørke blik op på Natalie igen. Han rømmede sig lidt.
"Ja, du har ret. Vi bør konstruere en undskyldning for alt der sker nu. De fleste adelige er allerede samlet på borgen. Jeg vil hidkalde til et hastemøde for alle interesserede, og spinde dem en historie om at vi skal beskytte byen og rense den for alt den uro. En gang for alle. De er sjældent interesserede i mere end deres egne sager, og de fleste af dem står i brænd nu. Jeg tvivler på nogen ville gøre større modstand, og dermed har vi sikret deres medhold og ressourcer. Sikkert også flere af deres vagter, og de huse der endnu står. Hævntørsten må også være stor for dem. De har mistet meget i nat, og har brug for en hersker der reagerer" bemærkede han let. Stemmen var fjern, for ham selv. Men det gav mening. Hans ord gav mening.
"Dermed har jeg opbakning til at samle byens soldater. Jeg vil efterlade en gruppe til at beskytte borgen og alle herinde. I tilfælde af modreaktioner, og for de adeliges skyld. De vil få samme selvretfærdige historie, og være tvunget til at udføre arbejdet. Jeg vil fortælle dem....At vi vil fange alle, der virker til at gøre modstand eller som vi ved er modstandere af herskeren. Men også at vold er uundgåeligt og der ikke vil være straf for alt der er sket i nat. Værende vold...Eller drab. Og at alle i byen, der ved noget, eller kan fange de samme urostiftere, vil modtage en belønning. Dermed er byen sin egen redning, og sin egen udrensning. Og så kan jeg jo ikke styre om der er grupper af dæmoner eller andre i hele byen, der deltager på deres egen måde"
Det sidste blev sagt med et selvfølgeligt smil. Han havde altid anklaget Natalie for ikke at tænke strategisk nok. Han arbejdede sammen med hende, netop for at være en større hjerne bag det hele. Så måtte han også give en sammenhængende plan.

Sean trak vejret dybt igen, før han åbnede døren.
"Så undskyld mig. Jeg har mange at snakke med, før aftenens underholdning går i gang. Genevira, vil du sammenkalde de øverstbefalende af byens soldater ude foran borgen, mens jeg snakker med de adelige? Jeg skal nok selv adressere dem. Derefter er du fri til at opsøge dem, du selv har en interesse i. Og Natalie....Du gør hvad du gør"
i princippet kunne han ikke beordre Natalie rundt. Så det lod han være med. Hun kunne skifte tøj, få styr på sig selv, før hun gik i gang med det hun ønskede af natten. Eller noget helt andet eller tredje.

Derefter forlod han værelset. En tjenerinde, der stod i service til ham på en bestemt måde, blev sendt ud af borgen. Via kloakken fandt hun vej til klanen, der fik besked på at hjemkalde alle i byen og gemme sig.
Selv skred Sean igennem gangene, før han stillede sig på trappen i den store entre og påkaldte alle adelige i huset. Selvfølgelig, først og fremmest manden der stod i spidsen for de forskellige familier. Seans dybe stemme rungede i det store lokale, som han følte med dem. Som han kort gengav alt den besvær de havde haft. Hans blik ledte efter Gray et øjeblik, usikker på om hun var ramt og om hun var her. De to havde også haft aftaler og små planer, mon hun ville støtte eller hade alt der skulle ske nu? Ikke at en adelig familie blandt dem alle kunne gøre meget.
Til sidst fortalte Sean om planen. Om at han ville søge hævn, og stoppe alt uroen en gang for alle. At de alle havde fået nok. Så han bad om de adeliges støtte, denne aften mere end nogensinde. Og som stilheden sænkede sig, og de mange øjne stirrede op på ham, stod Sean stille som en statue og mødte alle deres blikke. En efter en, til deres blik gled ned. Endelig trådte den første mand frem, trådte op på det første trin på trappen, og løftede armene. Erklærede sin støtte. Og flere fulgte trop.
Med et taknemmeligt nik, forlod Sean trappen og søgte udenfor...

”Forstået, Lady von Tenebris,” bekræftede hun. Sagte, respektfuldt. Godt nok havde Genevira åbenlyst oparbejdet en vis indflydelse på folket, men der var ingen grund til at presse tingene overfor folk, der tydeligvis altid ville være ens overordnede. Sådan mistede man hovedet og Genevira følte sig ærlig talt lav nok i forvejen.
Hun lyttede til Seans ord i alvorsfuld tavshed, men havde ingen indvendinger. Hvis hun havde haft dem, var hun heller ikke længere sikker på, at det på nuværende tidspunkt var hendes sted at sige noget. Han var sat på at gå ned af denne vej og det var tydeligt, at ingen, måske end ikke guderne selv, ville have kunne stoppe ham, hvis de havde forsøgt.
Det var en hel lettelse, da hun fik sin opgave. Et konkret holdepunkt i, hvad der efterhånden føltes som en malstrøm i hendes indre. En slags redningskrans. Hun nejede kort og forsvandt så ud af lokalet med lette svævende skridt. Der var tider til at løbe og dette var endnu ikke et af dem. Til trods for, at der skulle fart på, ville et decideret hastværk blot fremstå uprofessionelt. Nej, hun måtte udstråle den ro, hun selv var ude af stand til at finde i selv. Lige nu var hun selv og Sean støttepiller for resten af borgens beboere og hun måtte vise sig fra sin bedste side. Også selvom hun mere eller mindre følte, at noget efterhånden havde grebet hende om anklen og var ved at trække hende ned gennem gulvet. Hun havde familie her. I byen. Hun kunne ikke bare stå og se til, imens de blev føjet til listen over folk, hvis blod, hun havde på hænderne. Nej, hun måtte få dem ud. På en eller anden måde. Om de så ville lytte til hende eller ej.

Det var med en sær ude af kroppen oplevelse, men med en fasthed det et øjeblik undrede hende, at hun overhovedet kunne præstere, at hun fik sammenkaldt borgens soldater og kort informeret dem om, at herskeren om kort tid ville adressere dem i egen person.

Med det forsvandt hun. I første omgang op på sit værelse for at skrabe nogle af sine penge sammen. Hun fik skrevet en note. Med rystende fingre. Håbede at det var nogenlunde læsbart. Tanken om at skulle stå ansigt til ansigt med sine forældre og forklare dem situationen var for kvalmende til, at hun kunne håndtere det. Men hendes far kunne læse. I hvert fald en lille smule. Forhåbentlig ville dette være nok til at redde dem. Hun lagde pengene på deres dørtrin, bankede på og forlod så det frygtede hus med alle dets minder, så hurtigt hendes ben kunne bære hende.
Hvor bar disse udødelige fødder hende hen? Midten af Rotten Roots markedsplads. For det var her hun besluttede at tale til sine egne. De udstødte, de glemte, de grå. Dem der ikke havde noget. Andet end det hun gav dem altså. For var hun ikke netop hånden, der gav? Deres lysende stjerne midt i tågen?

Som forventet kom de uden, at hun havde kaldt på dem. De havde en tendens til at lægge mærke til, hvor hun var og bare følge med. I små forsigtige grupper først, men snart havde folk samlet sig. Hendes. Det var svært for hende at skelne disse forhutlede pinte individer fra hinanden, men det betød egentlig ikke så meget.
De stirrede udsultet på hende. Rakte ud for at røre hende. Hendes hænder, hendes ansigt, hendes kjolestof.
Der var noget afventende over dem. Anspændt. Hvad havde hun til dem i dag?
Well….i dag blev første gang, at hun bad dem om noget. Direkte i hvert fald.

Hun tog en dyb indånding og så talte hun. Ordene flød forbavsende ubesværet. Og selvom hun havde en fornemmelse af, at hendes evne kun egentlig virkede på en til en og med direkte øjenkontakt, skadede det vel ikke at skrue lidt ekstra på det hele.


”Som I alle ved, har byen, vores hjem, der hvor vi burde kunne føle os sikre, de sidste år været plaget af uro. I nat får det en ende! I nat, skal De der har plaget jer, plaget os, endelig stå på mål for deres handlinger! Og de vil blive dømt, for hvis deres hjerter er tilsmudsede vil vi se det! Vi skal vaske dem af os og når dagen gryer, vil I ikke længere leve under deres angstens skygge. Jeg ønsker, at vi sammen kan træde ind i en ny ære af fred og velstand. En tid, hvor I ikke længere er plaget af de fås handlinger. Men jeg har brug for jeres hjælp. Nok som jeg elsker jer alle, kender i hinanden bedst. Bring mig, hver og en I har set eller hørt forsøge at undergrave vores fælles fred og sammen skal vi veje om deres hjerter er sande. Dette bliver hårdt for nogen. Disse kan være jeres naboer, endog jeres venner. Men dette er i en højere sags tjeneste,” ,” erklærede hun. Der var et øjebliks stilhed. Blot et øjeblik, der føltes som en evighed. Og så gik det løs. Folk forsvandt ned ad gader og stræder og snart begyndte larmen.

Og der alene midt på den affolkede markedsplads stod Genevira Allaire tilbage og havde aldrig følt sig så elsket.

Hun lyttede. Sugede de velformulerede ord til sig, der langsomt mundede ud i en plan, som de alle kunne drage nytte af. Natalie måske mest af alt. For hun havde foran sig en hersker - en undersåt eller “partner” om man ville - villig til at tage ansvar for sin del. Sean var der ikke frivilligt, det vidste hun godt. Stod det til dæmonen selv havde han sikkert gemt sig i skyggerne, og valgt at drage nytte af uroen i byen på en helt anden måde end, hvad han blev tvunget til som hersker. Men tvunget af sit løfte og som en mand af orden, det meste af tiden, så dæmonen formentlig ikke meget andet valg end at gennemføre det arbejde, som hun havde sat ham til. En tikkende bombe uden tvivl. Det var en mere eller mindre umulig opgave at tøjle en dæmon så gammel og magtfuld som Sean uden, at det gav problemer undervejs. Og selvom de befandt sig i en umiddelbar fredelig fase i deres forhold, så var Natalie mere end klar over, at det meget hurtigt kunne vende. Så det var med at smede, mens jernet var varmt. Barneansigtet formede sit eget lille smil, som svar på Seans ord, og nikkede blot inden, at hun betragtede ham ile ud af døren. Flere behøvede de vist ikke lige nu. Planen var lagt. Nu var der blot at forberede sig.

Efter at både Genevira og Sean var forsvundet ud gennem døren, tillod Natalie sig at lade englen færdiggøre sine pligter. Sårplejen blev skippet til fordel for en hurtigt vask, med intentionen om at fjerne det værste blod og skidt. Stadigvæk fanget i den forhutlede natkjole, tog hun dog en hurtigt beslutning, og derfor kunne man få øjeblikke senere spotte gruppen siddende på ryggen af den enorme kerberos i fuld fart ned gennem gaderne i Terrorville. På vej ud gennem slottet, som ikke var foregået gennem hovedindgangen af åbenlyse årsager, var det lykkedes dem at undgå dem enorme folkemængde, som havde samlet sig i forhallen. Uden tvivl gruppen, som Sean planlagde at overtale. Selv havde Natalie et par stykker, som hun skulle have overbevist om nattens planer.

Hjemmet var som… forventet. Røgen stod stadigvæk op fra skroget af det halvvejs nedbrændte hus, som det kun lige var lykkedes regnen at slukke. Talrige ansatte og slaver var allerede i fuld gang med at redde ting fra huset og vurdere skaderne inden, at nattens næste regnskyl meldte sin ankomst. For nu kunne de leve med, at vinden rev asken med sig. Natalie gled ubesværet ned fra Tempus, og fortsatte målrettet ind i det ustabile træværk. Hun havde brug for at blive taget seriøst. Hendes fremtoning led allerede kraftigt under hendes unge fysik, og det sidste hun havde brug for var at blive nægtet respekt på grund af sølle påklædning. Så imens folkene gik i gang med at samle en bunke af overlevende tøjdele, som hun kunne bruge den nat, gav hun ordren. Beskeden om at samle Doomsville’s dæmoner blev hurtigt sat i bevægelse, da en mindre gruppe vagter kort efter forsvandt videre ud i byen.

Det var ikke mange. Ikke så mange, som hun havde håbet i hvert fald. Men én efter én begyndte ansigterne at dukke op. Nogle mere genkendelige end andre, men ikke desto mindre stod nysgerrigheden malet i hvert og et. For officielt var dette første gang, at dæmonernes leder havde kaldt til møde. I hvert fald i Natalies regeringstid. Selv stod hun klar til at møde dem. Iklædt [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] som det var lykkedes at redde (dog en anelse askegrå i kanterne), samt et par sorte støvler og med håret snøret op i en stram knold, knejsede hendes skikkelse lille skikkelse i hullet, som engang havde udgjort størstedelen af hendes legeværelse. Krateret var nok 3-4 gange større end hende selv, men da hun stod helt ude ved kanten oppe på 1. salen, burde ingen øjne have svært ved at finde hende. Selv spejdede de nu mørkeblå øjne ud over befolkningen under sig, og da hun omsider fandt antallet passende, begyndte hun at tale. Højt og tydeligt skar hendes ord igennem. Uroen der var begyndt at opstå døde ud, og for en stund blev der lyttet.

“Dæmoner! Hør mig! For I er hidkaldt med et formål! En udrensning af byen vil finde sted i nat. Dette er et faktum. Alt for længe har byen emmet af uro fra ukendte kilder, og i nat vil det få en ende. Se jer omkring! Bygningen under mig er blot en brøkdel af de skader, som byen har måtte lide under. Som vi har måtte lide under. Det er derfor besluttet, at gerningsmændene må straffes. Hårdt. Det er her jeres rolle begynder! Søg ud i byen, og tag ordet med jer! Find dæmonerne! Venner, bekendte og allierede som I tør lægge jeres liv i hænderne på! Og når tiden kommer… når signalet lyder… så lad dommen falde! Lad dem mærke, hvad dæmonerne er i stand til, når vi samler os! Stå ved min side i nat, og I vil blive fyrsteligt belønnet! Tab vil ske. Det vil selv ikke jeg kunne ændre på. Men os ikke dvæle ved det uundgåelige. Lad dette i stedet være muligheden for at brede jeres vinger, hvæsse jeres kløer og stille sulten som aldrig før! Jeg beder dette af jer som dæmon, men ikke mindst som jeres leder. Bring mig de skyldige, eller lad dem mærke vreden ved egen hånd. Vid at jeg har jeres ryg, som I bærer min ordre! Så gå! Lad os starte, hvad der har været ment for os SÅ længe! Spred jer og tag hævnen med!”

Det var en fryd at se, hvordan de skeptiske udtryk gled bort. En ny form for summen blandede sig under hende, og snart genlød flere begejstrede tilråb. Tydeligt for enhver var dog stadigvæk enkelte ansigter som fastholdt et fjernt udtryk til den bitre ende. Som leder for en race af utrolig selvstændige og kaosfyldte individer var Natalie klar over, at hun aldrig ville kunne vinde fuldstændig, hvad angik respekt. Alligevel anså hun det som en succes, da hujen og begejstrede tilråb blandede sig mellem dæmonerne, som de forsvandt videre ud i byen. Om det var udsigten til festmåltidet der ventede dem eller chancen for at te sig som vilde børn der vandt mest, det skulle hun ikke kunne sige. Men det tog ikke lang tid før at pladsen foran huset atter var ryddet. De fleste af dæmonerne havde vendt snuderne mod hjertet af byen, men flere havde alligevel valgt at tage en anden retning. Formentlig for at stikke halen mellem benene og forlade byen imens der stadigvæk var tid, eller for at hente forstærkningerne der gemte sig i andre dele af byen. Ikke desto mindre sprang Natalie ned fra sin plads i huset, og virkede næsten til at svæve et øjeblik før, at hun landede ubesværet på stenene foran huset. Dernæst kravlede hun så atter op på ryggen af Tempus. Resten af husets ejendele måtte beskyttes, og de få vagter og slaver der ikke allerede befandt sig ude i byen fik derfor strenge instrukser på at forblive ved palæet. Poppy var desuden ingen hjælp i sin nuværende tilstand. Hun efterlod derfor englen, sammen med resten af husets folk inden, at hun vendte snuden mod borgen endu engang.

Outfit: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] og bukser i samme farve, samt brune læder støvler. Minus armbåndene.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] – hun har en dolk i hver side af bæltet, sammen med en pung i højre side

Taliia kunne ikke sove og var derfor gået en tur rundt i byens gader. Hun havde selskab af et par vampyre og dæmoner, som alle fire var medlem af Blackfireklanen. De snakkede om situationen her i byen og hvad de skulle gøre hvis situationen blev være. Der var også indløbet rygter og fortællinger om at nogle af de adeliges boligere var brændt ned her i nat.

De var kun nogle få meter fra handelshuset, da et par unge dæmoner kom løbende og i hast fortalte hvad de havde hørt fra andre dæmoner. Taliia blev næsten hvid i ansigtet over at høre hvad der skulle ske.
"Handelshuset skal lukkes omgående. Opaler og andre værdier skjules eller låses inde hvor vi kan, til vi kan få dem ud af byen. Hvad fattighuset angår, så skal vi sørge for at der er fornødenhedder nok til dem som søger tilflugt her." Hun så rundt på de seks, som alle nikkede inden de forsvandt for at vække resten af folkene. Selv løb hun ind i handelshuset for at se om Kat havde sørgede for skjulesteder til opalerne. Hun sukkede af lettelse, da hun fandt aflåste jernkasser forskellige steder. Nogle nedgravet, andre bygget ind i væggene. Derefter gik hun i gang med at undersøge handelshusets mange vare, for at beslutte sig for hvilke skulle skjules og hvilke der bare skulle pakkes i trækasser, så de kunne transpotere dem ud af byen, når det blev muligt.

I løbet af de næste par timer blev handelshuset en stor hvepserede. Folk styrtede rundt og pakkede vare væk, samt forberedte fattighuset til det mylder der ville komme.

Outfit: ærmeløs longcoat, med et rygmærke der matcher mærket på hans handsker, nogle ringe på hans fingre,(se profil for handsker og ringe) en daggert på hver side af hans hofte, og en taske med mad i.

Det var måske ikke hans kamp at kæmpe.
Ej heller havde han nogen tilhørs forhold, til hverken den lokale ledelse, modstands bevægelsen, dens bagmænd, eller nogen af de lokale handlende.
Og for det ikke skulle være løgn, så var vejret heller ikke lige i hans smag, men nu hvor regnen var stilnet af for en stund, kunne han tillade sig selv, at komme lidt udenfor, uden at risikere sit liv alt for meget.
Til at starte med var Dust kun kommet til byen, for at gennemføre en handel, men han nåede ikke så langt, at han nåede at møde sælgeren, før kaos brød løs i byen. Og på grund af det pokkers regnvejr, havde han midertidigt været nød til at gemme sig et sted, hvor han uforstyrret kunne være i ly for det, ind til vejret var stilnet af igen.

Imens han havde ventet, på sit gemmested der var at finde, ikke så forfærdeligt langt fra Seans hjem, kunne Dust høre lydende af strabadserne, der foregik udenfor, og det var under denne vente tid, at han havde taget valget, der havde ledt ham til, hvor han stod nu. Dust havde fundet en åben plads, som han nu stod i midten af, hvilket gav ham frit udsyn i alle retninger, på en afstand op til omkring de 30 meter. Luften på pladsen sitrede kraftigt af elektricitet, grundet Dust der skabte ladningen, for at gøre sine lyn angreb nemmere, såvel som mere energi besparende at skabe.
Den høje luft fugtighed gjorde det endda nemmere for ham, da væske trossalt var mere ledende end luft, omend det kun var en mindre detalje, og til større fare, da det gjorde det langt svære at bedømme, om en ny gang regn var på vej. Som han stod der midt på pladsen, angreb Dust alle der våvede at løbe i retning af ham, i forsøget på at angribe ham, med et lyn skabt i hans krop og sendt ud gennem hans arme, alt dette skabt med så lidt energi forbrug som muligt. Næsten ingen nåede inden for 10 meter af ham, og de få der havde prøvet at angribe ham, lå døde på jorden rundt om ham, som en advarsel for andre om, at de nok burde droppe det, hvis deovervejede at prøve.

Den eneste grund til at Dust stod midt i det hele, og dræbte de få væsner der prøvede at angribe ham, var fordi han ønskede at komme af med sine frustationer. Normalt ønskede han intet med andres kampe at gøre, men siden denne kamp, var faldet lige ned rundt om ørene på ham, og det virkede som om det hele var i kaos, følte han at dette var en god mulighed for ham, for bare at brænde sin vrede af, på fremmede væsner, mens der var en lav chance for, at han ville komme i problemer for det.

De forskellige officerer stod rank på rækker, på pladsen foran borgen. Bag dem, gennem den halvåbne port, kunne man stadig se de lyse steder i byen, hvor brændende bygninger lyste op i natten. Luften lugtede tungt af røg. Sean stod stille foran den store dobbeltdør ind til borgen, studerede natten foran sig og fandt en underlig form for energi i lugtene og lydene omkring ham. Et kaos. Folk der ville angribe byen fra flere sider. Hans folk skulle ikke gå efter de vigtige i byen: Handelsfolk, præster, læger og den slags skulle gå fri. De ville få brug for dem til at genopbygge byen bagefter, og anklager mod dem måtte behandles retfærdigt. Med det sagt...Kunne Sean ikke garantere for alt og alle i byen i nat. Det ville blive et sandt kaos...Og han glædede sig til at se hvad der skete. Han glædede sig til at slå sig løs, og samle stumperne bagefter.
Folk undervurdere dæmonerne. Undervurderede ham. Ikke mere.

Ikke uden et svagt smil, trådte han ned foran sine officerer. Med hænderne samlet på ryggen gav ham dem et hårdt blik. Ingen turde møde hans blik direkte. De fik samme snak, men med en lidt anden vinkel.
"I aften er byen faldet. Den er ikke længere i vores fulde kontrol, og alle risikerer at blive ofre for dette kaos, som oprørerne har udsat os alle for. Alles sikkerhed er i fare. De adeliges, de fattiges...Jeres familie og venner"
Ordene rungede ud over pladsen. På trods af larmen i byen, der kunne høres i baggrunden, var hans ord alligevel klare og tydelige. Og de gjorde indtryk.
"Det er med adelens støtte i ryggen, og efter lang tid hvor jeg har kæmpet for mere fredelige løsninger...At jeg har fået nok. Vi har alle fået nok. I nat vil vi tage byen tilbage. Jeg vil ikke lyve for jer. Det bliver hårdt. I vil være trætte, og I og jeres mænd vil blive afprøvet på nye måder. I vil være nødt til at krydse grænser. Men vid at I gør det for alles sikkerhed. Officer Bentel - din team skal sørge for soldaternes loyalitet. Selv blandt vores egne kan vi ikke tåle modstand, specielt ikke nu. Officer Wildly, du har ansvaret for alles familier. Få dem samlet og bragt i sikkerhed. Få dem eventuelt ud af byen, bare for en nat eller to. Sæt telte op uden for byen til dem. Officer Gregg, sørg for lægetelte..."
De blev fordelt. Og når ordrerne var givet, blev de alle sendt afsted.
Undskyldningerne var spundet. Folk var sprunget, næsten for travle til at tænke to gange over noget som helst.

Sean selv stod stille, mens hans officerer løb i forskellige retninger. Lidt efter var pladsen tom, og de næste mange timer ville de kæmpe for at opfylde alle Seans krav og ordrer. Han burde blive. Han burde til rådighed ved spørgsmål, og for at give nye ordrer alt efter hvordan det hele udviklede sig. Han var byens hersker og den højeste general. Men hans blod kogte. Hans sind var ustyrligt. At stå stille var det eneste der holdt dæmonen for at sprænge sin krop og flyve ind over byen i sin skikkelse. Den tunge vejrtrækning. Varmen der udstrålede fra hans krop. Ingen turde forstyrre ham, alle gik udenom.
"S-sir? De aahh...De burde måske også komme i sikkerhed? Som vores hersker, hvis der sker Dem noget...Vi er jo dine personlige vagter..."
En mand kom forsigtigt han til ham. Sean stirrede på manden et øjeblik, som om Sean ikke rigtig forstod ordene. Så brød en dyb latter nattehimlen.
"Sker mig noget? Kære mand. Jeg er monsteret. Der sker mig intet. Jeg vil som minimum selv se på det jeg har skabt. beskyt borgen"
Et klap på skulderen, og så vendte Sean sig mod byen og gik imod den.

”Det bliver nemmere for os begge to, hvis du bare fortæller mig, hvad du ved.” Hun holdt en hidtil ukendt kvindes ansigt i sine små dødningeblege dukkehænder. Omkring dem var lugten af mange forskellige typer blod tung. Næsten kvalm i sin overvældenhed selv for hende. Distraherende. Det plettede hendes støvler og sømmen på hendes lange kjole. Tilståelse havde der været mange af. Nogle sikkert mindre sande end andre, men om ikke andet var der efterhånden statueret et klart og tydeligt eksempel. Havde du gjort noget undslap du ikke. Og Gene havde da også fundet ud af, at hendes evne var god til at få folk i tale. Hende her. En trætudseende elverkvinde, øjensynligt et sted i trediverne, men kunne principielt være langt ældre, uden at Genevira ville ane det, lod til at vide et eller andet. Noget. Eller måske trak hun bare tiden ud før de uanede mængder af folk, der efterhånden havde sluttet en tæt ring om de to, ville flå hende i stykker, som de havde gjort så mange af de andre, der var blevet vurderet forræderiske overfor byens sikkerhed.

”De sagde til mig, at de kunne hjælpe. Min søn blev syg…efter alt det dårlige vejr og…der skete ikke noget! Herskeren gjorde ikke nok!” Et gisp gik gennem mængden ved lyden af denne tydelige mangel på respekt. En mangel på respekt, der ikke ville have raget nogen en disse for et års tid siden, men nu var uhørt at ytre i påhør af den lille vampyr, som de alle havde lært at idolisere i større eller mindre grad. Hende der nu insisterede på at rense dem.
Kvinden fornemmede det. Hvordan de små fingre pludselig syntes at stramme grebet faretruende om hendes ansigt. Var ikke sikker på om dette var en ubevidst handling af irritation eller en advarsel om, at hun burde forklare sig selv. Hurtigt.

”Jeg troede de folk kunne hjælpe. De sagde, at de kunne kurere min søn, hvis bare jeg hjalp, at ting ville blive bedre, når den nuværende hersker var afskaffet! Men min søn døde og de gjorde intet. De forventede, at jeg bare ville fortsætte…”

Genevira afbrød hende i en sørgmodig, men udmattet tone. En hovedpine var begyndt at nage hende et sted ved hendes højere tinding og hun vidste, at det kun ville blive værre. Hendes evne arbejdede på højtryk i nat. Hun havde kvalme. Men hun havde ikke råd til at se svag ud. Ikke endnu. Hun måtte hvile senere

”Og har jeg da ikke netop bragt jer medicin? Har jeg ikke hjulpet jer? Du tænkte ikke, at jeg kunne have hjulpet? At herskeren kunne have hjulpet? Hvis du var kommet til os i stedet, havde du stadig haft din søn.” Ikke noget måske. Beskeden var nødt til at være tydelig.
Kvinden græd og Genevira tørrede forsigtigt hendes tårer bort.

”Jeg vil råde dig til at grave det frem af din hukommelse. Alt hvad du ved. Lord Mcgivens kan få brug for det.”

Hun gav slip på hende. Lod sine folk samle kvinden op med en forbavsende forsigtighed, hun havde potentielt værdifuld viden og skulle derfor behandles med en vis mængde respekt, og derefter genne hende over til en lille gruppe af folk, der alle syntes potentielt at kunne være nyttige i at finde en løsning på problemet.
Genevira ville have rejst sig, men fandt pludselig, at hun vaklede. Sorte pletter tog et kort sekund form i udkanten af hendes syn og verden syntes at dreje rundt.
Nu var hun færdig, tænkte hun. De havde set hende uden styrke, men bedst som hun troede, at de alle ville vende hende ryggen greb et hav af hænder ud for at gribe hende. Holde hende oprejst. Stabilisere. En rakte hende sit blodige håndled og det tog hende et øjeblik, at fatte, hvad hun ville have hende til at gøre, men da det endelig gik op for hende, drak hun ordløst. Tvang sig selv til at give slip, før hun kunne have slået denne navnløse kvinde ihjel.
Og så tilbage til arbejdet.

Der lød et knæk. Kroppen faldt tungt sammen foran hende, og de slørede fangearme gled tilbage mod jorden, hvor de lod sig genforene med skyggen. Natalie stirrede på manden. En elver. En fed en af slagsen, med et rødmosset ansigt som tegn på lidt for mange år med lidt for meget af det gode liv. Påstod at han havde været i Doomsville på gennemrejse. Vigtige varer til endnu vigtigere folk. Det viste sig ret hurtigt, at han var ligegyldig. En grådig våbensmugler der havde set sit snit til at sælge til højestbydende, da han havde hørt om de desperate borger som hærgede gaderne. Han havde ikke engang været her særlig længe. Et par dage højst. Alligevel skulle det vise sig at være én dag for længe. Hun fangede hans tomme, døde blik. Så fulde af liv for blot et øjeblik siden. Tiggende og bedende for sit liv, skrigende som den gris han lignede, havde hun gjort en ende på hans lidelser. Hun måtte videre. Denne nat var ikke tiltænkt ham, eller hans slibrige sag af en sjæl, som hun stadigvæk mærkede kvalmen efter at have indtaget. Nej. Den omhandlede langt mere.

Natalie løsrev omsider blikket fra elveren, og så op tids nok til at fornemme, hvordan et stykke af en tarm, pludselig kom flyvende forbi hende. Dæmonen drejede hovedet, og betragtede så, hvordan bunken med henrettede der havde hobet sig op indtil videre, var i fuld gang med at blive maltrakteret. Tre sæt kæber havde set deres snit til at gå på rov, og stod nu begravet i diverse kropsdele, med blod smurt ud over det meste af den hundelignende krop. Hun sagde intet. Betragtede blot dyrets to hoveder slås om hver sin halvdel af en forædt kvindekrop indtil, at kroppen pludselig delte sig, hvorefter ædegildet lystigt fortsatte. I det mindste betød alt dette, at rengøringsarbejdet forhåbentlig ville gå en smule nemmere, når tiden kom dertil.

“ My Lady. Vi har fundet en mere.”

Den lille barnekrop vendte sig øjeblikkeligt ved lyden af den velkendte stemme, og fik hurtigt øje på Thrax, hendes loyale bodyguard. Bloddæmonen stod med armen omkring halsen på en simpelt udseende mand, som sprællede voldsomt i et forsøg på at komme fri. Ud fra den tiltagende blå farve på mandens læber antog hun, at luftmanglen var den største grund til hans panik. Natalie viftede let med den ene hånd, og dæmonen slap sit greb. Manden faldt øjeblikkeligt på knæ, imens han tog sig til halsen og hostede voldsomt. En lyd bag Thrax fangede hendes opmærksomhed. Det glødende blik spottede pludselig en mindre familie, omringet af en lille gruppe fremmede dæmoner. En mor med et spædbarn i favnen, samt to små børn ved hendes side. En pige og en dreng. De så alle tre ud som om, at de havde set et spøgelse. Eller måske blot en dæmon i aktion. Pigen skreg “Papa!”, hvilket fik lynhurtigt sendte hende i jorden, takket være en lussing fra en af de fremmede dæmoner. Natalie fjernede sin opmærksomhed fra flokken igen, men dog kortvarig distraheret af nogle hidsige glimt i det fjerne. Det virkede som om, at lyset kom og gik hele tiden. Hun fandt det unødvendigt at undersøge for nu. I stedet rettede hun sin fulde opmærksomhed mod manden foran sig, som endelig til lod til at have genvundet lidt af sin stemme. “L-Lad… Lad min familie gå.”

Natalie sagde ikke noget. Tilbagelagde blot de få skridt, som udgjorde afstanden mellem dem inden, at hun rakte ned og greb fat om mandens ansigt. Med en forbløffende mængde styrke, hvis man tænkte på kroppens unge udseende, løftede hun ubesværet mandens ansigt op således, at det befandt sig lige ud foran hendes eget. Fingrene borede sig med lethed ind i den bløde hud. Menneske. Simpel og svag. Fødekilde. Ikke meget mere værd end det. En enkelt dråbe blod fra mandens kind faldt til jorden, og blandede sig med resten af sølet spredt ud over de mørke brosten. Hans øjne var store. Desperate. Fødderne kæmpede med at finde fæste, takket være det glatte underlag, og dæmonens lave statuer. Alligevel gjorde hun intet for at hjælpe ham. Selv ikke, da djævlehalen pludselig befandt sig få millimeter ud fra mandens ene øje, og selv den mindste bevægelse truede med at sende halespidsen direkte ind i det gelelignede ydre. Stemmen var en hvislen. Intet mere. Men beskeden kom klart igennem. “Så foreslår jeg, at De får tungen på gled. Ellers får vi hurtigt set, hvor langsomt jeg kan grave mig vej gennem Deres kranie før, at De mister bevidstheden. Og så er Deres familie selvfølgelig næste i rækken. Forstået?”. Moren bag dem skreg i desperation, som manden forsøgte at finde ord. Men ikke hurtigt nok. Lyden af øjet der punkterede, blandede sig med familiens skrig. En samling lyde der forsvandt videre ud i natten, sammen med resten af de skrig der genlød gennem byens gader. Næppe noget ville kunne høres mere end et par gader væk, takket være det kaos der omgav dem. Asken faldt ned om ørerne på dem som sne, og blot få meter væk var flere bygninger stadigvæk ved at blive fortæret af flammer. Men ingen lod til at gøre noget for stoppe det. Heller ikke Natalie. Hun holdt sin position. Arbejdede sig langsomt, men sikkert igennem rækken af udvalgte, imens skarpe øre og øjne omkring hende, holdt udkig. Ud fra mængden allerede, så det ud til at blive en meget lang nat. Hun kunne ikke lade være med at smile ved tanken.

Byen åbnede sig for ham, i alt dens kaos. Hans elskede Doomsville. Længe havde han boet i byen. Selv da han prøvede at opbygge sig et liv i Dragons Peak, havde han ikke følt sig hjemme og tilpas - ikke før han vendte tilbage til Doomsville. Hans liv havde været her i mange mange år. Først og fremmest i hans klan, som han tidligt overtog. Siden i hans uofficielle modstand til Sakref, og deres lille dans. Sakref havde accepteret hans tilstedeværelse, måske med tanken om at der altid vil være en kriminel klanleder, og Sakref foretrak en med sans for orden...Og en han kendte. Det havde været sjovt. Sean savnede de år...Men selv hvis han opgav byen, opgav at lede den, ville der gå årtier før folk glemte hans ansigt og navn. Han måtte opfinde sig selv igen.
Eller bare blive her, og vedblive at være herskeren. På godt og ondt. Kun med modstanden mod Natalie til at give hverdagen lidt krydderi, give ham en autoritet han kunne modarbejde på sin egen måde.

Røgen, ilden, asken. Skrig, lyde af metal og våben, af folk der løb rundt som rotter. Alle de dødelige og udødelige der løb rundt mellem hinanden i et kaos. Alle havde deres egne mål i aften. Byen var badet i blod. I kaos. Flere udnyttede det. Tog livet af en livslang rival, overtog en anden persons værdier, hankede op i børnene og flygtede...
Da Sean nåede fordi Elona'dals kirke, søgte folk tilflugt der.
Sean stoppede op. Ingen ramte ham, ingen løb ind i ham, alle undgik ham. I sin stilhed så han bare op på den høje bygning, med dens præster og præstinder i kåber, der prøvede at presse så mange folk ind i sikkerhed som muligt. Uden spørgsmål. Uden at skelne mellem skyldige og uskyldige.

Som han trådte ind gennem den store jernport, og gik op mod bygningen, blev folk langsomt opmærksomme på hans tilstedeværelse. En underlig stilhed lagde sig over folk, som de flyttede sig fra ham. Folk stod i en desperat kø for at komme ind, men delte sig for ham, da han kom gående. Så ned i jorden, klemte børnene hårdt ind til sig. Stille. Og som overpræsten så hans ankomst, gik der et panisk udtryk over manden. Manden, der før havde været med til møder med herskeren om byens ve og vel. Præsten greb nervøst fat i sin kåbe, som han vendte sig mod Sean med et nervøst udtryk. Stillede sig ind foran ham, så Sean ikke fortsatte ind i kirken.
Seans kolde blik gled ned på præsten foran sig. Manden krympede sig, men forblev hvor han var.
"My Lord. Jeg kondolerer for byens tilstand, og for al den skade og død der måtte være i disse øjeblikke...Men jeg beder Dem. Kirken...Det er den eneste håb mange har i denne mørke nat. Adelige, som fattige. Vi har lovet dem sikkerhed i dette kaos. I hvert fald til i morgen, hvor de kan blive ordentlig udspurgt....Jeg beder dem..."
Seans hoved gled en anelse på skrå, som han nedstirrede præsten foran sig. Det eneste Sean tænkte på var alle de kedelige møder om byens religiøsitet. Han havde accepteret det, fordi folk skulle tro på et eller andet. Tro gav håb og velvilje. Gik det gode frem i folk - oftest. Med det rigtige forbillede. Men selv havde Sean aldrig været troende.
Han huskede Genes ord om at byen burde tilbede ham som en guddom. Hvordan han havde hadet ideen. Men ville byen egentlig ikke være et bedre sted? Et fysisk forbillede, færre ville turde gøre noget de ikke burde?
I aften var der noget ved ideen der tiltrak ham. Og fik ham til at stille spørgsmål ved det kloge i, at Gene havde fået andre i byen til at tilbede hende i stedet. For ham, lød undskyldningen. Men han delte jo aldrig sin magt med nogen.

Sean trådte tilbage fra kirken. Gik baglæns, til der var mere plads omkring ham. Præsten virkede til at ånde lettet op.
Sean løsnede sit bælte, med sit sværd, og lagde det ved siden af sig. Skubbede sine læderstøvler af. Trak skjorten af, løsnede bukserne og lagde tøjet i en bunke ved siden af sig. Den skulpterede krop, med dens hårde muskler og utallige ar, stod foran dem. Smuk og skræmmende på en gang.
Og så ændrede den sig. Voksede. Blev højere, blev tykkere. Huden strammede sig over de voksende muskler. Blev mere dyb rød. Håret blev mørkere og tykkere. To små horn voksede ud i panden, tænderne blev sylespidse, to store vinger voksede ud af ryggen og en hale gled let hen over jorden, mellem hans ben. Tøjet ville være splittet til atomer, i stedet lå de flåede underbukser om hoften på ham og gav en anelse privathed til den del af kroppen.
Folk skreg.
"DEl'sharka! Det er Del'sharka!"
Troede folk virkelig på det? At han var den onde guddom Del'sharka, på denne mørke nat? I deres tågede sind. Deres dumme sind. I nat ville han være deres dommer, det kunne de trygt stole på.
Præsten var som forsvundet. I stedet trådte Sean frem og greb fat i de støttende bjælker omkring døråbningen til den religiøse bygning. Hans negle var blevet til kløer, som borede sig ind i det hårde træ. Splintrede det. Med et hvæs fra den ru stemme, rev han dem i stykker. Rev, til de knækkede og noget af bygningen faldt sammen. Folk skreg, folk løb. Sean var ligeglad. Den grimme bygning skulle forsvinde. I sin vrede og vildskab ignorerede han den stikkende smerte fra den religiøse bygning. Symboler i de ellers flotte vinduer, der blev knust under vægten, sammen med folk der var fanget indenfor. Voksne og børn, knust eller spiddet af væltende træ. Kun de religiøse symboler undgik han. Kun folk, der knugede Elona'dals hellige genstande ind til sig, gik han udenom. Deres fysiske tilstedeværelse føles som en stikkende smerte i hans indre, og gjorde ham blot mere vred, som han trådte op på den voksende bunke af splintret træ, og den voksende pøl af blod og døde lemmer.
Til sidst stod han på toppen af bunken. Elona'dals hjem var hævet lidt op over byen, ikke så højt som borgen, men stadig lidt. Og der slog han vingerne ud og satte i en dyb, ru latter. Derfra kunne han se lynene fra andre kampe i byens indre. Skyldig, eller uskyldig? Hvem bekymrede sig om det? Han var uovervindelig. Selv det ellers så hellige og irriterende Elona'dals hjem var ødelagt, knust under hans fødder.

---------------------

Timerne gik. Flere hjem blev brændt ned, denne gang over hele byen. Med eller uden folk fanget indenfor.
Folk blev taget til fange, eller genet ud af byen i sikkerhed. Soldater stod ved alle ind og udgange - medmindre man kunne nogle hemmelige veje - og sørgede for at ingen flygtede, hvis de virkede skyldige. Skyldige i hvad? Efterhånden som natten trak ud, skyldig i hvad som helst.
Lugten af røg og død virkede til at være om hvert en hjørne i byen. Og som solens stråler skar sig over horisonten, og lyste byen i de første spæde stråler, mente Sean det var et godt sted at stoppe. Symbolsk, på alle måder, og gerne meget passende i hans egen dramatik.
Der ville være meget arbejde at se til. Men som Sean vendte tilbage til sin menneskelige skikkelse, og fandt tilbage til borgen, orkede han det ikke. Først ville de sove og komme sig. Så kunne de planlægge fremtiden for borgen. Natalie og Genevira måtte også have travlt med at få styr på alt i deres ender.

//Out
Jeg slutter her. Natalie og Genevira er velkommen til at fortsætte så længe de vil.
Andre er velkommen til at komme med en reaktion på ødelæggelsernes slutning, eller bare til hele natten generelt.
Jeg opfordrer til individuelle emner, hvis folk gerne vil opleve natten mere i dybden selv.

De nåede til et punkt, hvor der ikke var flere, der skulle dø. Rent realistisk set. Blodrusen var overstået og Genevira så vel som hendes folk stod et langt øjeblik og så helt desorienterede ud. Hun så på ligene, synderflåede legemsdele, brækkede knogler, ansigter hun ikke genkendte. Det vendte sig i hende. Pludselig var det tydeligt, hvad de havde gjort. I kampens hede havde det været nemt at glemme det. Undertrykke det. Det var et job, der skulle gøres. Nu stirrede det hende op i ansigtet. Bogstavelig talt. Alle de udslukte øjne udgjorde en ret…hjemsøgende visual.
Hun tog et par dybe indåndinger for at genetablere  sig selv i virkeligheden. Dette havde været en nødvendighed. Det var jo ikke fordi, hun havde foretaget sig det her for sjov! Hun var nødt til at holde fast i, at hun havde gjort dette af en årsag. Ellers ville det ende med at gå helt galt.
Det gibbede ubehageligt i hende, da en hånd gled ind i hendes. Forsigtigt, omsorgsfuldt. Som var hun en genstand, der nemt kunne gå i stykker. Et objekt, der skulle behandles med tilbedende respekt. Genevira drejede hovedet og fik øje på den samme kvinde som tidligere havde tilbudt hende sit eget blødende håndled. En ung kvinde med kort mørkblond viltert hår et fregnet ansigt og spøgelsesblegt blå øjne stirrede tilbage på hende med et lille sørgmodigt smil.

”Jeg ved godt det gør ondt. En af dem var min far. Det er rart at se, at De kan græde for os.” Genevira selv anede ikke, hvor hun skulle begynde med at pakke den sætning ud. Hun havde slagtet den her kvindes far og kvinden virkede helt afslappet omkring det? Som om det var uundgåeligt. Næsten positivt, at det var fundet sted? Hun havde heller ikke selv lagt mærke til, at hun græd.

Hun klemte om kvindens hånd, rankede sig så og så udover resten af flokken.

”Find blomster. Nok var de forrædere for styret, men vi har renset deres sjæle i nat og de vil gå til, hvad end der er efter dette liv bedre, end de var. Det sidste vi kan give dem er en passende begravelse.” Folk spredtes for alle vinde. Undtagen kvinden, der blev tilbage og talte sagte til Genevira, som om hun fortjente at blive beroliget. Som om hun ikke kunne have drænet hende for blod kort forinden. Alligevel var det rart, at hun var der. Så hun lod kvinden tale. Fandt ud af, at hun hed Gilly og at det var hende, der havde besluttet sig for det liljesymbol, som Genevira åbenbart burde have lagt mærke til. Nu, da Gilly pegede det ud, kunne Genevira godt se at mange bar blomsten i en eller anden form. Broderet på tøj eller tøret og siddende i brystlommer og lignende.

”Så vi kunne kende hinanden. Og desuden er en lilje ren og symbolisere evigt liv. Ligesom Dem,” forklarede Gilly begejstret.
Det vidste Genevira ærlig talt ikke helt, hvad hun skulle sige til. Om det var rørende eller disturbing. Så i stedet smilede hun bare lidt forsigtigt, tøvende.

Resten kom tilbage med favne fulde af blomster. De havde sikkert neglet dem fra diverse haver midt i alt kaosset. Hun fortænkte ingen i det i aften.
Og sammen stedte de tavst de døde til hvile. Når ligene sikkert senere skulle brændes, ville dem der blev sendt ud for at gøre det mødes af et blomsterhav på torvet i Rotten Root.
Dernæst, før Genevira kunne nå at protestere, blev hun løftet af hvad der virkede som tusinder af hænder. Og båret hjemad. Byen virkede underligt stille omkring dem. Efterdønningerne af raseriet. Solen ville forhåbentlig stå op på en fredeligere by.'

//Jeg outer også her ^^//

Selv byens mest dunkle gader bar en mystik gennem kattens øjne, det var let at tilvænne sig at glemme det forundrende i at besidde dyret. At beskue en verden fjern fra en var blevet normen for Lady Gray. Men på denne nat var gadernes turbulens en anden. Vrede var ikke uvant at komme på især når de ikke mistænkte observation. Men denne nat var selv luften anderledes, frygt, vrede, en vrede der vil besidde hensigter efter noget dumdristigt måske. Ved de første par syn af fakler og ild havde hun lyst til at blive lidt endnu, kaos var Lena vant med i Gray slægtens adskillige begivenheder af forskellig grad ære, men et rus af denne luft var uvant. Var hun det rette sted måske havde hun undret sig over, for at gøre hvad hun gør, samle viden og angive uorden til myndighederne. En kat ville se mere end de fleste, et par ansigter allerede noteret som mere end ignorante følgere. Sær må den stenstille sorte kat have set ud for en tid, desuden for fint kæmmet til denne del af byen. Så langt havde hun ikke planlagt at vandre i dag, men ånden af kaos havde vakt uro. En lady af god skik og sund fornuft havde for længst fjernet sig fra faren og kendt sin plads. Men en den fine lady lå i dvale, sikkerhed i sine gemakker og i Lavinias form var hun fri fra andres blikke. For en tid kunne hun observere uden et tilbagespil. Ja hun kunne være nyttigere her end i sin Terrorville manor, returnere med yderligere intel når dæmonkroppen kaldte hende tilbage.

Men mylderen bredte sig i fuld færd, tættere og tættere på hjemmet, et opgør af mere alvor end forventet var i gære. Et moment af historie måske som Lena ikke blot kunne beskue som flammer begyndte at rejse sig fra huse tæt på hendes og to mænd med for megen elendig brygget øl stank havde forsøgt sig at skaffe en ny hat af den fine pels hun bar. En pels fuld af aske som hun fandt sig løbe gennem Terrorvilles gader, hjem til, hvem ved hvor meget sikkerhed. Men hjem var hun nået til et endnu urørt område, men franatisk evakuering allerede i gære, Lavinia skræmt gemt i hendes favn som fruen vågnede i egen krop.

Nyttig kunne Lena ikke gøre sig i flammer når de kom og kattenes helbred kunne hun ikke risikere. At følge de resterende her måtte være sikrest, gemme sig i mængden. Men de måtte ligne en skydeskive, adlen skræmt fra vid og sans, menneskeliggjorte, sårbare. Det var ikke hvad en vred hob vil se, de urørlige pludselig afskaffelige, blot som dem i finere klæder. Lena fandt sig med lidt tid til et anstændigt garderobeskift, ja en vinrød aftenkjole med fuld skørt, blonderoser og perler fra renden til handsker og til håret, var heller ikke ideelt. Så hun dækkede sig med en sort fløjlskappe, den simpleste af slagsen en Gray kunne tillade sig at eje og håbede på at mørket vil skjule den detaljerede brodering af skovmotivet i silketråd. Hun samlede Lavinia, Erica i en flettet kurv og lod dem gemme sig i en mangefarvet kåbe hun ikke kunne efterlade.

Adskilt fra de allerede evakuerede familier tog hun hastige skridt, blikket nede. Så skjult som muligt fra folkets blikke. Stadig fornærmet som en ilde klædt flok mænd nær havde blokeret hendes vej som om de ejede stedet. I god teatralsk maner havde den usædvanligt beskedne skikkelse af Lady Gray krummet sig sammen hostet i nød indtil en passage var ledig. Hastige skridt og lidt mistanke havde været planen, folket havde bragt dette på dem selv og ynk vil ikke gavne hverken unge drenge med for meget energi eller gadebørn givet fakler, sendt til at kæmpe en sag uden håb. At skjule nå borgen hurtigst muligt, derefter ligge en plan for hvad der skulle komme, det kunne være den eneste prioritet. Indtil en lille grå killing var løbet fra stalde I brænd. Den bange skabning beroligede sig straks som Lena samlede ham op. Og som Lena nåede at høre afsluttende ord på herskerens adressering, var kurven, kjolelommer såvel som en skulder fuld af Doomsvilles katte.

I borgens tilflugt fandt Lena sig endelig et hvilesteds om færden i katteform og ubelejlige revolutioner nu havde det med at kræve. Herskerens ord havde tydet på mere tilbageslag end de forventede. Nogen af dem, havde hun selv forslået herskerens løsninger var hun ikke sikker på. En mere pragmatisk og mindre… makaber tilgang var mere i hendes smag men hvad der ventede byen i nat var i sandhed historie der venter på at blive nedskrevet. Hvordan den vil blive nedskrevet, vakte hendes interesse, og hvordan ordenen skulle genopbygges. Mulighederne, de gav næsten en sans for eufori for dæmonen men Lord Mcgivens måtte konsluteres efter nattens begivenheder er over. Ja folket har bragt kaos på dem selv. Troet på ignorante kilder, ja de måtte håndteres med hårdere hånd fra nu af. Ignorante proletarer der brændte deres egne broer og levevis kunne hun ikke begræde. Men deres tab vil skabe en ny orden, en hun havde til hensigt at have del I. Men søvnen var ved at sætte sig nu, fra aftenens uheldige færd eller de adskillige katte nu omkring hende i en skummelt præcis cirkel. Dyrene, Doomsvilles katte, de vil nu også lide i nat, miste ly… for det var Lady Gray sørgmodig.