Let's deal (Juniper)

Der var noget ved Sean der morede hende. Noget helt fundamentalt ved at se, hvordan pligten langsomt lod til at svinde bort fra ham og noget andet trådte frem i hans udtryk og kropsholdning, som han virkede til at give slip på noget. Noget tungt. Det var egentlig ikke fordi han havde virket anspændt ind til nu. Nej, han lod til at bære sin status med en afslappet selvsikkerhed, som det på en eller anden måde lykkedes ham ikke at blive arrogant med. Flere hundrede års erfaring, som Juniper trods alt ikke kunne prale af, velsagtens.
Og så kunne han danse viste det sig. Hun burde ikke være overrasket. En adelsmand der trådte sin dansepartner over tæerne til baller, fordi vedkommende havde to venstre fødder kom ikke ret langt socialt.
Selv havde Juniper ingen problemer, undervisningen på Perleøen, der lagde sit fokus på meget mere højtidelige mindre løsslupne trin end disse, som de kastede sig ud i nu, havde vænnet hende til at danse. Ikke at forglemme de utallige festligheder i forældrenes og sidenhen hendes egne boliger.
Dansen gav hende noget, som kamptræningen havde gjort det, da søskendeflokken var helt små. Det tillod hende at glemme sig selv. Bare lade kroppen arbejde for sig selv. For en tid var selv sulten næsten kun en fjern stikken et sted langt væk, næsten glemt. Da hun var yngre, havde hun tænkt, at hvis hun havde kunne danse til hun gik til grunde, ind til der ikke var mere tilbage af hende, ikke så meget som et glimt faderen kunne trække tilbage til livet, så ville det passe hende fint. Så hun faldt hurtigt i et med musikken, imens alt andet smeltede bort, hendes ellers underligt mekaniske bevægelser pludselig løftet til noget andet, mere levende end før.
Hun lod ham føre. Det var nu engang sådan det var, men som hun hvirvlede bort fra ham trak hun flere med ind i dansen kun for så at vende tilbage til ham i en vind af kulørte skørter og lyset fra gnistrende ædelsten. Og hun lo. Helt oprigtigt.
Da musikken skiftede sendte hun ham et smil og langede en slank hånd ud efter endnu et glas vin.


”Så det kan De altså også,” sagde hun med et glimt i øjet, blinkede til ham og tog en slurk af sit glas.

”Jeg tror De vil finde, at vi kommer til at passe hinanden ganske fint.”

Som dansen forløb, og som Sean registrerede at Juniper slappede af og hyggede sig, og folk omkring forstod hentydningen og selv begyndte at danse...
Da kunne han selv begynde at ignorere omgivelserne. Bare være. Bare danse. Bare mærke hvordan kroppen blev drejet og bevæget, som han ikke altid fik den bevæget mere. Kamptræning kunne være så mekanisk. Mange danse var så formelle. Arbejdet var meget stillesidende.
Men når alt kom til alt, havde han opnået alt ved hårdt arbejde. Ved at træne og udføre fysisk hårde kampe. Hans krop havde ikke glemt det, som den lette dans kom naturligt til ham efter et øjeblik. Som anspændtheden forlod hans stive skuldre og gjorde hans krop levende igen, samtidig med varmen og den begyndende svedighed.
Det lettede også på humøret. Og fortalte ham at hans nære fremtid var tæt på, den livsstil som gjorde han glad og tilfreds snart indenfor rækkevidde. Kunne han overhoved huske hvordan man levede sådan? Lægge alle de fine manerer fra sig, og kun bruge dem efter behov?
Han var helt sikker i sin sag. Han ville dele seng med tilfældige fremmede omkring sig. Møde anderledes personer, der måske eller måske ikke kunne udnyttes til det arbejde hans klan gjorde. Han ville lede sin klan og opdrage sit kommende barn - et ønsket barn, der skulle lære at være en magtfuld dæmon.
Alle disse følelser og ønsker kombinerede i dette øjeblik, med en ganske tilfældig dans, i en ganske tilfældig situation. Næsten som om Junipers tilstedeværelse i sig selv gjorde ham...Utålmodig...På fremtiden.
Han kunne næsten ikke vente.
Men det måtte han. Ligesom dansen ville nå en naturlig slutning, og de trak sig fra de andre dansende par, der insisterede på at musikken skulle fortsætte.

Sean trak vejret dybt. Hjertet slog livligt i hans bryst og vejret var en tand mere overfladisk, som han selv druknede en voksende tørst i alkoholisk væske. Stærk, brændende, befriende.
Og smilet var stort i aften, som han studerede sit kvindelige selskab foran sig.
"Jeg er sikker på De vil se jeg kan lidt af hvert" bemærkede han selvsikkert, og ikke uden et flirtende smil.
"Og Dem, Juniper. De kan også lidt af hvert. Jeg ville i hvert fald være ked af tanken om, at dette ville være den eneste hyggelige aften sammen" tilføjede han sigende, som han løftede sit glas i en skål og drak.
"I simple Doomsville er hårde drikkevarer og simpel musik vores form for fest. Jeg er sikker på det er ganske anderledes hos Dem selv. Måske De kunne berige mig med sådan en oplevelse en dag?" foreslog han let, som han lænede sig op af bardisken foran sig, kun for at dreje hovedet og se på hende. Selvfølgelig ikke kun fordi det i sig selv kunne være hyggeligt, men fordi forbindelsen mellem dem kunne være en styrke i den fremtid, som Sean forestillede sig selv i.

Hun studerede Sean et øjeblik. Simpel musik og hårde drikkevarer. Tja, begge ting var vel langt henad vejen nødvendigheder for en fest. Så reelt havde Doomsville vel bare strippet fester ned til deres absolut minimum af, hvad der var nødvendigt. Uden at Juniper vidste specielt meget om byen virkede det in character for både den og dens beboere. Hvorfor gøre en helt masse ud af noget, når mindre kunne opnå samme resultat? Virkede til at være et generelt spørgsmål, i hvert fald blandt den mere jævntstillede del af befolkningen. Alt var anderledes hos adlen, alt var altid anderledes hos adlen, men noget sagde hende, at dem kærede Sean sig, på trods af mandens stilling som hersker, ikke ret meget om. Han var livet op hernede på en eller anden måde. Det forekom ham naturligt at befinde sig her, selvom det var en kro, hvor de fine samledes, så virkede det ikke som noget størstedelen af selv Doomsvilles finere befolkning ville give sig til. Bare sådan spontant at starte en fest hvem som helst kunne vade ind og slutte sig til. Ingen gæsteliste? Hvilken rædsel.

”Åh en Graceling fest er skam en fest som ingen anden, my lord. De vil være en forandret mand, når De kommer tilbage.” Det var mest en joke, men så igen…Hvis der var noget, Cornelius gik op i, så var det sine fester og at se dem sammenlignet med en almindelig en ville omtrent have sendt Junipers adoptivfar ud i en depressiv episode Og med den energi han lagde i det, kunne Juniper næsten ikke fortænke ham i sine dramatiske reaktioner på forklejnelse af hans bestræbelser. Også selvom alting nær var endt i kaos første gang han opdagede glæden ved fyrværkeri.
Hun blev trukket ud af sine minder om, hvad er nær kunne have været Silvanstis endnu tidligere nedbrænding ved lyden af et overlegent fnys.

”Forandret, fordi vores hersker ikke længere har hænder måske?” ?” lød det drevent fra et eller andet sted til højere for hende. Juniper vendte sig og sendte en mand, der nok var en håndfuld år yngre end hende og havde fået størstedelen af sit mod fra alkohol og måske en anelse fra, at han kunne ’stille hende til ansvar’ foran byens hersker, et blik der kunne have ætset ham.

”Hvilken en væmmelige anklage på en ellers behagelig aften.” Hun vendte sig mod Sean.

"Jeg håber ikke De bliver skræmt væk af den slags…trivielle rygter. Fabian eller…hvad end hans navn er, jeg forglemmer mig er jeg bange for, er kun bitter fordi mine forældre opkøbte hans forældres forretning sidste år. De burde takke os, hvis jeg skal være ærlig, det blev kørt elendigt."

Hun vendte sig tilbage mod knægten og sendte ham sit allersødeste smil.

”Og hvordan går din mors affære?”

En fest der kunne forandre ham? Mon dog. Han havde oplevet meget. Set meget. Overlevet meget. Der skulle meget til at ryste ham i hans grundvold, meget til at skabe en evig indflydelse på hans personlighed, så forankret den efterhånden var. Nej, et eller andet sted var det mere tidens indvirkning end så meget andet der påvirkede ham.
Det, og hans talrige forhold, der ofte gik i stykker af tiden selv. Han havde ikke set Dannika i lang tid, og kunne vel derfor i sig selv se sig som ene og alene igen. Hvilket vel også var at foretrække. Selv om forhold kunne være sjove, var han i tvivl om at han nogensinde kunne fordybe sig 100% i et igen. Folk forsvandt jo med tiden. Det gjorde de altid. Det var konsekvensen ved at leve evigt - uanset om man fandt en anden udødelige eller ej. Hvem gad hænge op ad hinanden hele tiden? I en uendelighed?
sjælefrænder fandtes ikke. Den eneste ene, som nogen snakkede om. Det var en ting for dødelige, for de havde ikke tid til andet. Deres liv, så flygtig det var, fyldt med belejlige løgne.
Han var så langt mere end en simpel dødelig.

Midt i sine dybe tanker, midt i samtalen med Juniper -
"De må invitere mig til en af Deres fester en dag, hvis de er så fantastiske. Det ville være ærgerligt at misse" svarede han med et smil - før deres samtale blev forstyrret.
Noget Sean på ingen måde havde overskud til. Noget han på ingen måde ønskede. Her stod han, hersker og archdemon. Med et velvalgt selskab, uanset hvad folk havde at sige eller tænke om det. Og så kom en lille knægt over og forstyrrede dem? Fornærmede hans selskab?
Nej.
Folk glemte til tider hvilket væsen han var. Eller blev dumdristige, som ved indtagelse af alkohol. Men det var ligegyldigt for Sean.
Stille rettede Sean sig helt op fra disken, og tronede sig mindst et hoved højere end knægten foran sig. Den mørke aura indtog deres nærmeste omgivelser og fik knægten til rent instinktivt at tage et skridt tilbage. De mørke øjne kiggede koldt på knægten, der virkede til at blive endnu mindre foran Sean.

Sean trådte et skridt frem, og hvad end knægten havde af yderligere fornærmelser eller vrede mod Juniper, forsvandt ordene i halsen på ham.
"Kan du ikke se jeg hygger mig i selskab med denne kvinde?"
Ordene var som en lussing til et barn, der fik skæld ud af sine forældre. Knægten blinkede forvirret og skræmt, så frem og tilbage mellem Juniper og Sean - selv om Sean nok fik det meste af opmærksomheden når det kom til stykket. Flere ord blev kvækket, uforståelige.
"Jeg er ligeglad med dig. Jeg er ligeglad med din forretning. Men du vover at træde frem, tilmed fuld, og kaste fornærmelser til mit selskab - og dermed også mod mig, som hendes nærmeste selskab?"
Det sorte sværd hang ved Seans side. Der hang altid et sværd. Før i tiden havde det været et specielt sværd, givet af Delilahs far, da Sean arbejdede for hendes familie. Tilbedt, nærmest. I dag var det et endnu mere specielt sværd, kunne man tro det: Metallet var helt sort, som ingen andre var det. Det skinnede i lyset, næsten opslugte lyset omkring sig. Og for Sean var det levende. Med en vilje af sin egen. På trods af han endnu ikke var helt enig med sværdet, at de endnu ikke var blevet bedste venner, havde sværdet indtaget en form der passede Sean bedst. For det kunne ændre form, alt efter hvem der holdt det.
Ja, Vetis havde i sandheden givet ham en gave, af en eller anden årsag. Ikke at han havde set den mand længe, hellere. Ikke at det betød noget.
Sværdet gled stille ud af sin skede ved Seans side. Med et hurtigt skridt fremefter gled sværdet igennem kroppen foran sig. Så let, så nemt, næsten uden en lyd, styret af den dæmoniske styrke fra Sean. Skinnende af blod på den anden side af knægten, som øjne fulde af smerte og forvirring stirrede op på Sean.
Samtidig stoppede musikken. Samtidig stoppede dans og snak. Hele kroen blev stille, som Sean trak sit sværd fri og kroppen faldt blødende til gulvet. Knægten ville forbløde om et øjeblik.

Åhh...Sådan en befrielse.
Sean trak vejret dybt.
Dette var hvad han nødt. Ikke at sidde som en kagefigur på borgen og udfylde papirer og høre på brok hele dagen. Men at styre hans klan. Tage jobs. Stjæle ting. Manipulere folk. Og slå ihjel, for den rette pris. Fordi han kunne. Fordi det var en anden form for magt, som passede ham meget bedre. Som archdemon havde han en styrke som få, og hvad bedre end at bruge den til det han selv fandt underholdende? Hvorfor give efter for verden omkring ham? Han var sin egen gud. Sin egen hersker. Han havde ingen måde en grund til at bruge den styrke til at gøre bestemt for sin omverden. Han var trods alt dæmon - englene kunne gøre alle de såkaldte gode ting.
Et skrig flænsede luften. En kvinde løb over og kastede sig ned i blodpølen af en døende krop. Hun kiggede op på Sean med tårerene løbende ned af kinderne.
"Min...Min søn! Hvo....Hvordan kunne du?"
Blikket gled over til Juniper et øjeblik, før hun trak knægtens hoved ind til sig. Men Sean havde mistet interessen, og festen var vist slut nu. Selv om han var hersker, ville dette give konsekvenser senere. Og ikke nogle, han bare kunne få Gene til at fjerne så nemt.
Han trak vejret dybt, men denne gang af andre årsager end lettelse: Han begyndte at føle presset igen. Som hersker. Som den fangede fugl han følte sig.
Han fiskede en klud op af lommen, tørrede sværdet af og satte sværdet på plads. Kluden blev smidt hvor han stod, som han vendte sig om mod Juniper og krofatter. Ingen vidste hvad de skulle gøre. Alle var chokerede og bange.
Sean trak pungen med mønter fri og satte den på disken.
"Som betaling for rengøring og fornyelse af gulvet. Blodpletter er så svære at fjerne"
Og med de ord så han tilbage på Juniper.
"Jeg er bange for festen her er slut. Måske vi burde gå tilbage til værelse, eller endnu bedre, måske helt forlade kroen?" Foreslog han let. Det faldt ham end ikke ind at Juniper måske ikke satte pris på hans handlinger.

Egentlig lod knægten til at ville sige noget mere, men da han lagde mærke til Seans ansigtsudtryk, var det som om ordene satte sig fast i halsen på ham og han stod der og stirrede med et tomt glasagtigt udtryk, der mest mindede Juniper om de friskt døde fisk, hun kunne finde på markedet i Aquener.
Det var ret tydeligt, at han ikke havde regnet med at blive irettesat og nu anede han ikke, hvad han skulle gøre af sig selv. Juniper kunne næsten ikke bebrejde ham, hans pludselig stumhed. Luften omkring Sean var på det nærmeste elektrisk af hans irritation. Juniper bildte sig ikke reelt ind, at hans irritation havde noget med de fornærmelser, der var blevet slynget efter hende at gøre, men tanken var alligevel på sin vis underholdende. Det ville da heller ikke have været første gang. Hun havde det med at tiltrække drama, men også at have indfanget nok folk, der var villige nok til at forsvare hende, om så det ville ende i blodsudgydelser. Selv plejede Juniper sjældent at behøve at løfte en finger. Det gjorde hun heller ikke nu. Hverken for at frelse sin fornærmer eller for at hjælpe Sean med hvad end, han havde af planer for den unge mand. Han lod selv til at have udmærket styr på det. Så Juniper tog en slurk vin og vippede utålmodigt med foden mod den underste del af sin stol. Stirrede på optrinnet med en intensitet, der nok bedst kunne sammenlignes med en, der i uhyggelig grad var blevet investeret i et teaterstykke og ikke i to reelt levende væsners gøren og laden.

Sværdet? Hvad var det lavet af? Hun var ikke ligefrem ekspert, men våbenkyndig nok til at vide, at det ikke var normalt. Det kunne det umuligt være. Det var så mørkt at det forekom hende at sluge lyset. Et særligt…dæmonsværd af en art? Givet til ærkedæmoner? Men Natalie havde ikke et, så måske ikke. Et øjeblik følte Juniper en sær næsten overvældende trang til at røre ved det. Det så så glat ud. Hun holdt sig i skindet. Vidste, at det sandsynligvis var samme impuls, der drev hende til den ubærlige trang til, at putte ting i munden, som hun ikke burde gøre.

Og så skete det. Han behøvede ikke engang trække sværdet, før det, tilsyneladende af egen vilje, gennemborede knægten, der i sit sidste øjeblik kun lignede et forvokset barn. Juniper lagde hovedet på skrå, stirrede på hele scenariet med en næsten akademisk fascination, totalt upåvirket af den hulkende mor, der lod til nytteløst at forsøge at holde sammen på sin hastigt døende søn.
Hun nikkede til Sean, rejste sig, som om de blot lige havde besluttet at afslutte et tesselskab. Hun Tilbød ham sin hånd og sådan ville de, hvis han tillod det, således forlade kroen.

Den kølige luft der slog dem i møde, som den lune sommeraften omsluttede dem, var forfriskende. Kroens luft havde virket tung, og lugtet tungt af frisk blod. I sin tid, med Caroline, ville vampyren sikkert have elsket blodet. Al den sjov han havde haft med tidligere udødelige. Oftere vampyrer end dæmoner, skulle sandheden frem. Måske passede vampyrer bedre til hans personlighed, end gamle kedelige dæmoner. Mange dæmoner, trods blodsudgydelser ikke var dem fremmede, dvælede i politik og manipulation. Præcis som ham selv. Men vampyrer...Vampyrer levede af blod. Af drab. De havde det ofte sjovt på en helt anden og forfriskende måde.
I hvert fald dem han havde kendt. Og som han savnede. Dette var, om ikke andet, en lille bid af fortiden. At genleve et minde, selv om det ikke var en vampyr der stod ved hans side. Med en hånd om hans arm.
Det mørkegrå blik gled hen til Juniper. Hun var smuk. Og der var noget ved hende han ikke kunne placere. Præcis som han foretrak det: Hans selskaber skulle helst bære en del af det samme mørke som ham selv, ellers ville natten aldrig blive spændende nok.

Han fjernede armen i en glidende bevægelse, der endte med at han stod med hendes hånd i sin. Med et let buk kyssede han let hendes hånd, før han rettede sig op igen. Som han slap hende, gled en hånd igennem det viltre mørkebrune hår.
Aftenen havde været forfriskende og hård på sin egen måde.
"Jeg er bange for der ikke er nogen naturlig fortsættelse på nattens underholdning. Så mens legen er god...Vil jeg trække mig. Føl Dem fri til at blive boende, spise og drikke på min regning. Jeg har nogle problemer jeg skal have til at forsvinde..."
Blikket gled over til krodøren et sted bag dem. Han havde allerede et par ideer til hvordan problemet kunne gå væk. Intet hans klan og en pose penge ikke kunne ændre.
"...Og tanker at samle. Jeg er sikker på De forstår. Men!" hans ene hånd gled dramatisk i vejret, efterfulgt af et svagt smil og løftede øjenbryn.
"Jeg ser frem til en invitation til næste gang" forsikrede han, og holdt hende til et løfte, hun aldrig havde givet.
Medmindre hun havde flere ord at dele, ville han med endnu et svagt buk, ganske enkelt vende ryggen til både hende og kroen og gå mod borgen. Ikke direkte - han ville nok vende hjem til sit private hus først. Selv om det var fyldt med en kvinde, der bar hans barn, og hendes andre to børn. Men hans eget personlige værelse og bibliotek var hans eget, og der ville han kunne dvæle ved fortiden, som en gammel dæmon gjorde det bedst. Han var ganske enkelt i det humør, uden nogen til at kunne distrahere ham.

Det var fristende et øjeblik. At tage imod tilbuddet. Simpelthen at byde sin nye forretningspartner farvel og så spise og drikke til hun på et eller andet tidspunkt ville kollapse i en seng et sted. Ikke nødvendigvis sin egen. Men var der noget Juniper var god til, så var det at fordufte hurtigere end dug for solen, når det begyndte så meget som at trække op til, at stemningen kunne vende sig imod hende på nogen måde. Og det enkelte blik hun havde modtaget fra den afdøde knægts mor var nok til, at selv den evigt sultne dødssynd tænkte, at hun hellere måtte holde lav profil ved ganske enkelt at fjerne sig selv fra situationen ind til folk glemte, at hun på nogen måde havde været så meget som til stede på et ulykkessted. Endsige involveret. Sådan havde det nu engang været i mange år efterhånden. Juniper Graceling forsvandt nok som alt gik galt et sted og dukkede så nogen tid efter op et nyt sted, for at ruinere livet for endnu en stakkel.


”Jeg tænker at tage hjem. Jeg har trods alt glædelige nyheder at overbringe til mine forældre. Det var rart at møde, Dem, lord Mcgivens. Jeg er sikker på, at vores forretninger vil bære frugt. For os. Og for selve byen.”


Hun lo perlende, da han virkede til metaforisk set at nagle hende fast til et løfte, hun ikke reelt set havde afgivet. Påståeligt. I en anden situation ville hun måske være blevet vred over det, men sagen var den, at hun ikke ville have noget imod at se ham igen. Hun havde sine betænkeligheder med mænd og det, at han var en incubus kunne have fået røde flag frem, hvis det ikke var fordi han heldigvis besad en mængde klasse, der heldigvis var ovre nogle af de mere vamle typer, hun gennem livet var blevet udsat for. Og hun havde, oprigtigt, moret sig i hans selskab. Desuden var der meget, hun på sigt gerne ville vide mere om.


”Indtil næste gang så,” bekræftede hun og kyssede ham på begge kinder, som hendes familie havde for vane at gøre det med nære bekendtskaber eller forretningsforbindelser.

Og således gik dødssynden og dæmonen hver til sit.