Please, please, please Valentine...

Så. Det var gjort. Ingen vej tilbage nu. Et eller andet sted var det egentlig et rent mirakel, at han havde kunne holde til det med alt skrigeriet i baggrunden… men det var som om, at tankerne lynhurtigt var røget et helt andet sted hen. Vagterne virkede derimod tydeligt utilpasse ved situationen, men vedblev dog med at holde fast i Katrina, selv efter at Valentine endelig trak sig igen. Metallet vristede han fri af den brændte hud uden et ord, og stod et øjeblik for at beundre sit værk inden, at han endelig talte igen. Roligere denne gang, men stadigvæk med en vis autoritet.

“Fjern hende. Tag hende med ud af byen, og efterlad hende. Levende. Og diskret. Jeg vil IKKE se hende her igen. Forstået?”

Begge vagter nikkede ivrigt “Ja, Deres Majestæt” og forsvandt så med Katrina. Så snart han var alene i rummet, lod han bronzestangen glide ud af hånden. Metallet landede på jorden med et hårdt bump, kun reddet af det tykke bordeauxfarvede tæppe, som skærmede for det sarte marmorgulv underneden. De blå øjne lod til at have fikseret sig på noget i distancen, stadigvæk vilde og opspærrede efter tumulten. Brændt kød hang stadig i luften, og han følte sig kvalm. Kvalt faktisk på trods af det ellers utrolig lette outfit. Hænderne fløj op, lynhurtigt, og greb fat om den massive gyldne krave, der omgav halsen. Hev og sled i smykket, imens vejrtrækningen blev mere og mere panisk, indtil det endelig gav sig. Uden omtanke for dyret der stadigvæk befandt sig i rummet, kylede han kraven fra sig, og mærkede til sin egen store lettelse, hvordan luften øjeblikkeligt synes lettere at få ned i lungerne. Alligevel var det en lettere, skælvende hånd, som endnu engang fandt vej op mod halsen. Fingrene lagde sig mod den varme ud, og gled åh så nænsomt videre om nakken, hvor de lagde sig. Forsigtigt pressede de sig vej igennem det lyse hår, indtil de nåede, hvad de søgte. Mærket. Elona’dal… bare med et lille twist selvfølgelig. Han lukkede øjnene. Genkaldte sig den hvidglødende smerte, der havde raset gennem kroppen i dagevis efterfølgende. Den lille, udhungrede krop, der havde kæmpet så hårdt med at heale det, som i virkeligheden var skabt til at slå ham ihjel. Indtil han havde fundet en måde at stoppe det naturligvis… men ikke uden konsekvenser. Det havde taget lang tid at komme ovenpå, og nogle gange kunne han ikke lade være med at tænke, om han mon nogensinde blev helt sig selv igen… eller om de havde taget noget fra ham for altid?

“... Deres Majestæt?”

Øjnene for op. Fikserede sig ved den nyankomne, som øjeblikkeligt krympede sig ved intensiteten af det blå blik. Hånden fjernede sig fra nakken. Fjernede i stedet den enkelte vildfarne tåre, som havde fundet sig vej.

“Deres Majestæt, je-jeg ville bare-...”
“Jeg vil ikke forstyrres.”

Og væk var han. Uden yderligere bemærkninger trak Valentine sig tilbage til sit private kammer, hvor han forblev låst inde resten af dagen. I sengen. Alene. Og med en dundrende hovedpine.

—------------

Transporten af Katrina ville foregå diskret som lovet. Munden ville blive kneblet, en sæk smidt over hovedet og resten af kroppen lagt i lænker, inden hun blev smidt ind bagerst i en lukket vogn, sammen med en håndfuld vagter. Turen gennem byen foregik i stilhed, og det var næsten mørkt, da de endelig nåede udkanten. Foran dem befandt sig nu kilometervis af øde territorium. Til højre, med lidt god vilje, fandt man Doomsville, til venstre begyndelsen på Forest of Mother Nature, og bag dem lå uendelig mængder skoldende hedt sand, bestående af The Burning Desert. Vagterne ville løslade Katrina fra alt, hvad der hed lænker og reb, inden at de smed hende i sandet.

“Ved hans Majestæt Kong Valentine Avari Bousquet’s ordre er De hermed bandlyst fra at nærme Dem Sunfury igen. Vid at skulle De trodse denne ordre så idømmes De fængsel på livstid - eller indtil passende straf er fundet.”

Efter dette ville vagterne pakke sammen igen, og sætte kursen tilbage mod Sunfury. Tilbage på slottet blev fangevogterne særdeles usikre over Beldragons reaktion. Derfor fik de hurtigt slået englen ud, takket være den hårde fra bagsiden af et sværd. Så snart han var bevidstløs, ville han blive ført til en isoleret celle, og lænket både på hænder, fødder og eventuelle vinger. Der var ingen naboer at finde til cellen og ingen vinduer. Her ville han forblive det næste lange stykke tid. I live, men kun lige. De andre ville derimod blive løsladt efter et par dage med ordren om fortsat at holde handels-klanen ude af byen. De ville ikke få svar på, hvad der var sket med Beldragon eller Katrina, men blot få at vide, at de begge var blevet skånet på kongens ordre.

// Out //

Da han vristede metallet fri af hendes forbrændte hud, sank hun sammen med et sidste skrig. Hele hendes sind var i oprør og hun kæmpede med en kvalme der var langt stærkere end hun før havde prøvet. Selv ikke da Valentine og Juniper dryppede deres blod i hendes sår, havde været så slem som denne, men det var tæt på..
Så da vagterne slæbte hende afsted, var hun som en slaskedukke i deres arme.
Kat kom lidt mere til sig selv, da hun mærkede det varme sand under sig og drejede hovedet, så hun så på vagten der talte. Ordene fik hende til at blegne og stivne. Hun kunne ikke gøre andet end at se efter vagterne, da de havde pakket sammen og vendte tilbage til byen.

I en stund kunne Kat ikke andet end at stirre på byporten. Derefter rejste hun sig lidt vaklende og gav sig til at gå i retningen af Doomsville. Hun havde en ide om hvordan hun kom dertil, for så at tage videre mod Aquerne, hvor hun håbede på at hendes mor ville hjælpe hende.

~ ~

Da Beldragon kom til sig selv, fandt han sig i en mørk celle. Han kunne mærke at han havde lænker om både hænder og fødder. Derfor satte han sig ned og prøvede at få kroppen til at falde til ro. Efter nogen tid, kunne han igen fornemme Kats følelser. Hun var et godt stykke fra byen, men hun var i live. Han sukkede af lettelse og vente tilbage til sig selv. Nu skulle han bare finde ud af om han selv havde en chance for at slippe ud af byen i live. Klanfolkene var med garanti i fuld gang med at forlade byen.

Dæmonerne var forfærdet over at se hvordan Beldragon blev behandlet, men de var trosalt kloge nok til ikke at gøre ham kunsten efter. Derfor forlod de stille og roligt slottet da de blev løsladt et par dage efter. De fandt et godt og vel tomt handelshus. Der var nogle få vare tilbage, og de sidste klanfolk var ved at læsse den sidste vogn. Dæmonerne spurgte om de andre medlemmer havde set noget til Kat, men ingen af de tilbageværende var sikker. De havde godt nok set en vogn med nogle vagter forlade byen, for så at vende tilbage i et bedre humør.
Så da det sidste var pakket ned, tog de af sted og overlod nøglerne til nogle af Sunfurys beboer, der havde arbejdet i handelshuset. De ville undersøge området på vej til Doomsville, i håb om at de kunne finde Kat.

//Out//