From the ashes -(Lori)

Tid: Ikke længe efter Doomsvilles oprør
Vejr: Overskyet, køligt forårs vejr
Sted: Angerfort District, ved ruinerne af en gammel boghandel
Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

En almindelig dag I Doomsville var efterhånden fuld af askebesatte vindstød og fortvivlelse I alle hjørner. Muligheder vil opstå, muligheder vil gå tabt. Kaos kunne brede sig igen hvis tilladt, desperation førte de uheldige I fordærv… de vil søge komfort I yderligere nonsens og se bort fra en længere udsigt end næste måltid. Som nobel kunne Lena ikke ligefrem relatere til sådan upålidelig en eksistens, dog havde hun læst romaner om fattigdoms kår og have observeret en del af underklassens traditioner i katteform, tjah en forkælet lady med en et kompleks om egen kontrolevne vil jo betragte det som ekspertise.

Det var nu ikke udstillinger af common folks liv hun var ude efter i dag. Nej det var katte, hvis nogen forsøgte sig med endnu en trussel mod byen eller hende, vil hun ønske at se og indberette sådanne ubelejligheder, nemmere i kattens form var spionage end i hendes nuværende præsentation af nobel pragt. En spadser dragt i Gray bordeaux fløjl, druer broderet i ametyster og perler, skørte ender i stof blade belagt af smaragder. Det lange hår bundet op i et perlenet og vinbladshat, blonde handsker med katte i rosen haver. På hendes skulder befandt Archibald sig, en lille grå killing hun i sikre dagslys stunder ønskede at tilvænne byen igen. Det var sikkert igen, for nu… i dagtimer hvert fald, sikrere end før… for hende hvert fald.

Gaden hun befandt sig på var hun bekendt med men for en stund havde lady Gray næsten troet sig vildfaren så uigenkendeligt her var. Hvilken skam, hvilket rod de havde skabt… barbarisk virkelig hvad byen havde gjort mod sig. Brutal en skønhed så hun dog i kaos, også Doomsvilles for af aske gror roser så smukt og af flammers tilintetgørelse? Hvem ved hvad rejse sig vil. Men et bedrøveligt syn var stedet her og nu måtte dæmon ladyen erkende som hun nåede frem til resterne af en bekendt bygning.  Den gamle boghandel var ikke mere end en aske sky og forfaldne mure. Det havde været komfortabelt et hjørne førhen, hvor hun vil drage hen i stunder af mørke. Når den nu afdøde ægtemand var blevet uudholdelig på sine skrukke dage. Når litteraturens verden af Gray biblioteket ikke lod en undslippe lyden af piskesmæld og arvinge planer. Det havde vist sig sviger søsteren havde gjort det samme for at undslippe sin husbonds patetiske raseri, draget herhen. Det var her deres venskab endda havde påbegyndt sig. Lena så sig rundt, en sær nysgerrighed gav næsten lyst til at udforske ruinen, poetisk et syn hun vil være så nobelt skinnende i askeskyen, potentialet til et hjemsøgt maleri… dem havde hun efterhånden havde en samling af. Langsomt bevægede hun sig blandt imellem bygningens rester hvor hun bedømte sikkert.

Det var længe siden Lori havde været tilbage i Doomsville! Og efterhånden var han begyndte at undre sig mere og mere over, hvorfor han egentlig var kommet tilbage? Hvad var han taget tilbage til? Han havde jo i virkeligheden intet her i byen.. ingen familie.. de venner han havde haft, var rejst for længst! Reign.. Vienna.. jah.. dem alle. Selv Kace havde han intet hørt fra siden den aften, hvor han havde set Loris dæmon form.
Så hvem havde han ellers? Joh.. Dr. Trott, han var her stadig, men Lori havde ikke kunne få sig selv til at komme "brasende" og lave om på hele hans hverdag, efter SÅ lang tid. Han havde været forbi huset, men efter at konstatere at Dr. Trott havde klaret sig, og nu levede i huset, havde han ikke ville brase ind i det hele.

Så hvad var han egentlig rejst tilbage efter? Sean?... Ham havde han ikke talt med, siden LÆNGE inden alle disse katastrofer, og inden Lori var rejst.
Så det var bestemt ikke byens hersker der trak i ham. Snarere det modsatte.. faktisk var han en af grundene til at Lori havde overvejet at blive væk! Og måske skulle han ha gjordt det!
Men sket var sket! Nu var han her, og han han måtte bare få det bedste ud af det. heldigvis var han vant til at klare sig selv! Og han havde stadig penge i banken, forhåbentlig!

Det var med raske skridt at han gik ned af den gade, han havde begivet sig i SÅ mange gange! Mod det sted,der tidligere havde været hans andet hjem! Hr. Mortys Boghandler, der efter Mortys død, havde været Loris. Han havde ikke været forbi den siden han rejste, men denne del af byen, havde været hårdt ramt, og han var ret sikker på det han ikke skulle forvente sig for meget.
Han kom til RUINERNE af hans gamle butik. For det VAR virkelig ruiner. Der var nærmest ikke en eneste ting tilbage, ikke andet end nogle murbrokker, og træ.
Dog var der noget, der bestemt ikke hørte til mellem ruinerne. En ung kvinde.
Han stoppede op uden for ruinerne. "Dette ligner ikke ligefrem et sted, for en ung kvinde af deres klasse" nævnte han roligt

En stemme afbrød pludselig dæmon ladys søgen efter jah hvad? Et moments dramatisk forundren over aske og minder?

Hun beskuede manden en stund op og ned, ikke en hun kunne placere ud over svag en familiaritet. Han så ung ud, yngre end hun selv i ydre hvert fald men hans ord indikerede en hvis distance til ungdom. Med tør en klang adresserede hun ham.

”Men de er her selv, sir?”

Var han blot en bekymret borger? En mærkværdigt rolig en af slagsen. Mon han bare var tilvant ruiner og skuffelser?


” Jeg kan forsikre dem om at jeg I sikker stand, men deres bekymring er… pænt af dem. Jeg viste blot Archibald rundt i gamle minder… Ja med mindre der er en sjælden ruinfeber pandemi kørende jeg ikke har hørt om er vi sikre”

I samme stund fandt killingen det dog morsom at forlade den sikre position på hendes skulder og jagte et støvkorn. Imellem stenbunkerne, blandt papir resterne og ud af bygningen omkring den fremmede mands ben for han.

”Archibald vi har talt om det her...”

Hun omtalte katten i sarkasme som vil hun en dæmon før hun vendte sig mod den fremmede mand, nu omringet af en killings leg.

”Beklager, han er… har endnu ikke nået til akademiet for katte manerer”

Lori smilede roligt da der blev nævnt at han selv befandt sig mellem ruiner. Men smilede roligt. "Jeg her gode grunde" forsikrede han blot.
Det var jo ikke løgn! Lige nu stod de midt i murbrokkerne fra hans gamle boghandel. En butik der havde været en del af hans liv, i stort set alt den tid han havde været i Doomsville!... først havde han arbejdet der som elev for Morthy, butikkens ejer, og ven af fru. Claer, hans gamle udlejer. Begge mennesker, begge sovet stille ind af alderdom. Det virkede som så evigheder siden... og samtidig stod minderne så Tydeligt for ham.
Efter Morthys død, havde Lori arvet det hele. Butikken, og alle hans værdifulde borger.

Hans blik gled ned mellem alle murbrokkerne, og brædderne. Mon der var noget tilbage at redde?
Hans blik blev dog i stedet fanget af den livlige killing der nu løb rundt om hans ben.
Et roligt smil bredte sig på hans læber, som han satte sig ned på hug, og støg killingen over ryggen.
"Ingen grund til at beklage" konstaterede han blot.
Han så mod kvinden igen.
"Gamle minder sagde de? Må jeg spørge hvilke minder de mon har fra netop dette sted?" Spurgte han også med en smule undren. Han mindedes hende ikke.

Den fremmed mand tog sig roligt an, en kontrast til de fleste man stødte på fortiden. Mon kaos var en gammel ven for manden? Mon ruinerne var en befrielse fra noget? Ikke at hun kunne bebrejde ham som sådan, var dette tilfældet. Nu var det ikke fordi hun kunne erklære sig selv befriet, efter ægtemandens død, ikke helt. Men ikke længere drømte hun om at stikke af i en kats from og lade sig visne. Det kunne håbes, at branden havde taget nogen med sig, nogen af dem som ønskede påminde hende det tragiske ægteskab. Mon den fremmede mand bar på hemmeligheder? Bag det rolige ydre? Han var ikke adelig men heller ikke udsultet af stand. Et smil bar han, men sådanne kunne forfalskes. Hans ord gav ikke meget væk, med udspurgte hendes intentioner… mystisk.


”Skal jeg tage deres gode ord for det? Gode grunde har utællelige definitioner, afhængigt af hvem man spørger, ikke sandt?”

Mandens reaktion til Archibald var dog en betryggende faktor, en galning kunne han stadig risikere at være, men kattefjendsk kunne højest sandsynligt krydses af listen. Et halvforvirret smil undslap hende.

”Archibald er en særdeles energisk sjæl… til tider beundrere jeg ham… alt den litteratur man kunne få konsumeret…”

Hun bevægede sig tættere mod den fremmede og sin kat, i færd med at danne bekendtskab.


”Minder? Fra en boghandel? Jah det sædvanlige en nu opsøger boghandler for, flødekager naturligvis.”

Monoton en tørhed befandt sig i ladyens væren for en stund, indtil hun i en vis længsel trak på skuldrene.

”… et sted at drage hen… det er hvad bøger tillader, ikke sandt?”

Fingrende strøg roligt og blidt over killingens glatte og bløde pels, med lange lette strøg. For et kort øjeblik fløj hans tanker tilbage. Tilbage til den gang Reign og og Django havde boet hos ham. De mange stunder hvor han havde siddet og klappet ham.
Han kom dog hurtigt tilbage til virkeligheden igen. Hans glippede med øjnene et par gange, og var nu tilbage i den virkelige verden.
Det var bestemt ikke unormalt for ham det her! Siden Hans tilbagekomst til Doomsville, havde hans tænker og ikke mindst minder kørt på højtryk. Måske fordi der var SÅ meget der havde ændret sig i den tid han havde været væk. Selvom det blot drejede sig, om et par år.

Hans blik gled op på kvinden da hun spurgte om hun bare skulle tage hand forklaring om gode grunde, for gode ord.
Han trak på skulderen. "Tja.. alle har vel deres grunde til ting.. gode eller dårlige, det er vel som du selv påpeger en vurderings sag" det var ikke meget mere forklaring han kom med.

Han trak lidt på smilebåndet over hendes kommentar om kattens livlige væsen. Ja, tænk hvem der havde så meget energi, og gåpåmod?
En blød latter gled over hans læber, da hun kom med en morsomhed, omkring hvad hun dog kunne have af minder her fra.
Han rejste sig roligt på.

Det var tydeligt at høre, at denne kvinde havde en kærlighed til bøger. Noget han jo kun kunne genkende fra sig selv.
Han nikkede roligt. "Jeg kan kun give dem ret... der findes ikke noget mere fortryllende, end at begive sig ind, i en helt anden verden" han trådte lidt tættere på ruinerne, og strøg en hånd over en bjælpe, der på mirakuløsvis stadig stod.
"Jeg tror ikke engang jeg har talt på, hvor mange forskellige verdener og eventyr jeg hat været i, på dette sted" det var et varmt, men samtidig nærmest vemodigt smil der var på hans læber.

Han så mod kvinden.
"Det er vidst på tide at jeg præsentere mig" nævnte han, inden han bukkede kort og høfligt.
"Mit navn er Lori.. jeg er den tidligere ejer, af denne butik" afslørede han roligt.

En vurdering af manden kunne Lena ikke nå frem til, en smule spøjs var samtalen vel men kunne ikke måle sig med en almen middag ved Gray familien. Hans manerer virkede såmænd venlige nok, på en proletarisk facon. En blidhed i sin interaktion med katten bed hun mærke i. Spøjst… hvordan hun selv afskyede den anklage. Blidhed… barmhjertighed… var både svagheder og pointer af charme for Edwin Gray, den småfugle besiddende fader hun elskede. Men at hun skulle have nedarvet hans gunstige natur, bar præg af en trussel mere end et kompliment. Manerer var en ting men en sund mængde af kynisk fornuft bør en Gray bære med sig.

Det var nu ikke at den fremmede mand mindede hende meget om Edwin, nej manglen på skælven og dæmon angst var én giveaway. Men der var denne ubelejlige svaghed for de der besad naturlig sødme, som plagede dæmonfruen. Archibald anså den fremmede for en ven, og hans ord var ikke usande.
Hun smilede let i dæmonisk melankoli…

”… en kan leve tusind af liv i bøgernes verden og lade livet om og om igen…”

Nært dystert drømmende var ladyens stemme som hun omtalte døden som en gammel ven. Romaner lange debatter kunne nedskrives om Lady Grays sære samt komplicerede litterære forundringer. Men der var en tid… på dette sted hvor tragedierne havde bragt en komfort.

Loris tilknytning til stedet var logisk. Hvad undrede hende en smugle var introduktionen. Var Lori blot et fornavn? Et sært valg at introducere sig til adelige på sådan vis og sidste gang det fandt sted blev hun nær myrdet i eget hus, men var det mandens agenda vil hun dog være overrasket.

”Har de et efternavn, Lori eller gik det op i flammer med resten?”

Hun smilede uden for megen alvor, men nysgerrig nok var hun. Trods alt var et overblik over byens gøren en del af hendes ansvar. Hun nejede dog som hun vil til en lord, et halvfortvivlet blik stadig på sin killing, i færd med at rulle sig i forbrændte papirrester.

”Madelena Gray, repræsentant af Doomsvilles råd, connoisseur af litteraturen… og dette er min kat Archibald… selvudpeget lord af aske.”

En forundring var at finde hos Lori, da hun omtalte bøger, og ikke mindst døden på den måde.
Hun virkede som en belæst og kløgtig indenfor området, og det var ikke ligefrem hverdag, at man oplevede en kvinde med sådan en viden, ikke at det gjorde ham det mindste! Tværtimod! Han mente, at mange flere kvinder, skulle have lov til at lære at læse, og uddanne sig. Desværre ikke et populært syn på tingene. Selvom man skulle tro, at de var noget langt, så mente fe fleste.. særligt mænd... stadig, at viden var noget der var skabt for mandens skyld, og at kvinden ikke havde behov for viden, for at passe sin plads i køkkenet, og med at passe børnene.

Det var nok også fordi det hørte til sjældenhederne, at han fandt det ekstra fascinerende, når han så måtte en belæst kvinde.
Lori smilede let, da hun spurgte efter hans efternavn.
"Jeg ville gerne give dem det, hvis jeg vidste hvad det var... men ser de, jeg var blot en forældreløs dreng, ser blev adopteret.. jeg kan ikke huske mit rigtige efternavn, og mine adoptivforældres navn.. føler jeg aldrig rigtig at jeg levede op til" sagde han med et træk på skulderen. Lori havde aldrig tænkt over det med efternavn. For ham havde det aldrig været vigtigt.. men han kunne sagtens se, at for hende, en adelig, var efternavnet nærmest vigtigere, end fornavnet.
Efternavnet, var det, der fortalte hvem du var, og om hvor din du var ofte. Det efternavn blev en form for arv, som dine børn og børnebørn, kunne leve af.
Frøkenen her, var sikkert også ud af en eller anden slægt.

Han gav et let buk, da hun forklarede hvem hun var.
"Jeg har hørt en smule om familien gray" konstaterede han. Han trådte ind i bunken af alt rodet. Måske i håb om at finde ET eller andet der stadig kunne bruges. Men det var ikke nemt, murene var vældet, der stod halve vægge, og bjælger tilbage. Og de børger der ikke var blevet stjåle.. sikkert for at bruge, som optænding og brændsel i pejsen, under al den nød der havde været.. de lå nu her på jorden, ødelagte af vind og vejr.
"De har 3 brødre... så vidt jeg erindre?" Spurgte han roligt. Han bukkede sig, og rakte ned for at flytte et brædt. Under brættet fiskede han en gammel pibe op. Sikkert var der Loris egen, eller også tilhørte den, den nye bestyre af butikken, hvem vidste? Det var ikke nemt at se noget som helst, ikke engang skabe sig et billede af, hvordan butikken havde set ud.. heldigvis, stod det billede printet ind i hans hoved.

Gray familien værdsatte dannelse og æren i at lade kvinder uddanne sig så vidt muligt. Deri lå et aspekt af Gray værdier som Lena værdsatte. De havde deres… forældede ideer og ligeså havde Lena for vore læsere… men hun var trods alt blevet opfordret i et udforske akademiske studier inden ægteskabet. Der var de Grays som først stiftede familie oppe i de par hundrede år, så hendes eksperiment med Ludwig ægteskabet i hendes tyver, kom bag på mange. Det var nu ikke en kærligheds affære, nej tvært imod. Hvis noget var det i sig selv et akademisk og finansielt eksperiment der skulle komme til familiens gode. Men deri ligger en hel anden historie. Nej Grays for alle sine skandaløse bedrifter var stolte af deres viden. På trods af at adlen vel havde flere uddannede kvinder en de fleste sociale lag, var der de familier der foretrak deres døtre undlod udsætte sig for mange ideer. Lori uden andet navn, virkede belæst hvert fald… ikke en adelsmand men med ressourcer nok til litterær dannelse, hvilket vakte en vis interesse.

Selvsamme gjorde jah… den usædvanlige fortælling om navn, blod og familie.

”Det lyder… ensomt, Lori uden efternavn.”

Der var en melankoli i hendes stemme, ensomhed var vel ikke ukendt for dæmonladyen selv. Ikke her i Doomville. Navn, titler og ægteskab… ingen af disse kom vel heller ikke garanteret med lykke og kammeratskab.

Som Lori ledte rundt i de tilbageværende ruiner, valgte hun stille hen at hjælpe til. Skubbe rester til side med sin stok og forsøge at finde rundt i de gamle papirrester. At familien Gray var et velkendt navn for Lori var ikke så overraskende, havde man læseevner, var mange adelige familier måske nok genkendelige ved navn. Hvor hurtigt han korrekt pointerede hendes antal brødre var… imponerende. De kunne have mødtes vel? Caleb bedrog sig blandt mange samfundslag i fuldskab, i mere eller mindre anstændige omstændigheder. Abel… havde vist sig mere rebelsk end forventet, i sit ægteskab med en elver af spøjs baggrund og… hvem ved hvad Jonah, familiens skuffelse, nu fortager sig. Enten det eller var manden meget observant. Ikke at det var umuligt for en almen handelsmand at danne overblik over potentielle kunder, men om det var tilfældet, var hun ikke sikker i. Men havde Gray familien store udgifter betalt til en Lori uden efternavn, havde hun en ide om at hun vil have vidst det. Hun noterede hans ord, han fascinerede hende sådan set nok til at fortsætte samtalen. Han havde endnu ikke givet hende grund til mistillid, men de observante kunne være farlige… så meget var hun klar over fra egen faring som den evigt observerende kat i din have.

”De tager ikke fejl, jeg beklager meget hvis de er stødt på dem. Jeg lover dem vi ikke meget har tilfælles. I sandhed er jeg ikke sikker på om nogen af dem vil genkende en bog. Jeg beklager endnu mere hvis de er stødt på min yngste brors poesi.

Hun lød munter, drillende som søskende nu var, men om Abels poetiske tendenser var der alvor. Den sukkersøde naivitet ved sin yngste bror havde altid drevet den kyniske lady til vanvid. Hun smilede dog, før hun satte fokusset på Lori.

”Hvad med dem? Hvad bringer dem tilbage til Doomsville? Har de familie tilbage?”