Aften a long time - Sean

Sean kom med et let lyd, der kunne tolkes som et let grin.
"Det er nu ikke noget jeg indrømmer åbenlyst" svarede han let.
Ja, Sean var kriminel. Det havde han altid været. Det havde været den nemmeste vej til penge, til en form for magt og til muligheder. Han havde hurtigt fundet ud af at han havde evner inden for det. At han var incubus var selvfølgelig en del af det, og som han havde udnyttet fuldt ud. Resten havde han lært, både fra andre og via forsøg og fejl. Der var også noget...Tilfredsstillende...I at slippe afsted med ting. I at drille de såkaldte autoriteter omkring sig. Vagter der aldrig fangede ham, detektiver der aldrig kunne sætte et sidste navn eller ansigt på. Fjender, der aldrig helt kunne overvinde ham. Eller herskere der ikke kunne nedlægge ham, fordi han var så forbundet med både over- og underverdenen, at blot tanken om at fjerne ham for stedse ville vælte korthuset og skabe kaos. Hellere kende sine kakkerlakker i kloakken, ikke?
Gene vidste også godt han lavede lidt af hvert. Og alligevel havde hun aldrig sagt noget til ham. Hun accepterede det bare, eller lod ham i hvert fald være.
Så...Man kunne diskutere hvor meget han gik imod autoriteter, mere end han bare fik lov til at gøre som han ville.
Det var lidt underholdende at tænke på. Sakref havde også bare ladet ham arbejde. Ingen havde nogensinde aktivt prøvet at stoppe ham. Ikke reelle og organiserede trusler på niveau med herskere og vagtkorps i hvert fald.
"Det er du vist i forvejen" svarede han drillende tilbage.

Sean lænede sig lidt tilbage.
"Tænk over det. Det er ikke noget der haster. Du kan også sagtens få opgaver, så du ikke skal stå i butikken hver eneste dag. Men det kunne give noget at vende tilbage til"
Og ikke mindst...Kunne Sean beholde Lori i Doomsville. De ville ikke kunne bo sammen - officielt - eller gå romantisk rundt i byen. Det meste af byen havde nok glemt Seans små eskapader, især oven på borgerkrigen. Men at starte forfra, og så med samme mand, var lidt at skyde sig selv. De var nødt til at holde sig for sig selv, hvis de ville den slags. Men de kunne stadig arbejde sammen og ses som venner og samarbejdspartnere i byen. Selv om visse adelige nok ville have travlt med at overveje hvem Sean brugte tid med, som ikke også var adelige...
Og se nu der. Sean tog munden for fuld. Det var slet ikke sikkert de havde så meget en fremtid sammen. Intet var sikkert endnu, bare fordi de havde indrømmet et par ting. Alligevel var det rart at tænke over sådan en fremtid...
En rart fremtid. Og ikke bare ensomhed og kolde vægge på en borg, herskerende over en by han egentlig var ligeglad med at herske over.

Sean så på papirerne på bordet igen. Ja, de måtte hellere komme videre. Der var meget at se på, trods alt. Det nyttede ikke at trække tiden.
Sean skubbede det næsten tomme glas væk og trak de nærmeste papirer tættere på sig. Velvidende at om kun et øjeblik ville han være så fordybet i sine egne tanker, at Lori sikkert ikke ville kunne trænge igennem alligevel.
"Ja...Lad os få færdiggjort dette først. Der er en mand vi skal have slået ihjel"
Tanken fik kun smilet til at vokse hos Sean. Åh...På det sidste var han blevet meget mere blodtørstig...Men nu kunne han også endelig slå sig lidt løs.

Lori sende Sean et kort fornermet blik, dog med et smil på læben, da Sean konstaterede at Lori VAR kriminel.
Men Sean havde jo ret! Han havde han måske ikke selv forstået Sean, sidste gang, at de skulle ryde huset med Brunso's mænd afvejen.

Han nikkede lidt ved det Sean sagde. Det ville give mening. Han ville have noget stabilt, men ville stadig kunne komme ud og bruge sine evner, og få forløsning for sin "kedsomhed"
"Jeg skal nok tænke over det" lovede han.

Det næste emne der blev taget op, var jo endelig hans egen skyld, men det var ikke fordi det fristede.
Han tog sig en dyb indånding, og sukkede tungt, inden han rejste sig fra stolen, tog fat i nogle papirer, og kiggede slev lidt på dem ingen han begynde.
"Okay... som du ved er Brunso bloddæmon, og hans stræber efter at blive Archdemon... normalt er han meget fattet og kalkuleret, og ikke mindst så er han udregnede.. men på det sidste er han blevet mere og mere ustabil, og utilregnelig. Hans humør svinger, og han er svar at komme ind på." Dette havde Lori om nogle fået af føle da han var vendt tilbage, det ene øjeblik virkede det til at manden troede på ham, og det andet blev han halvt banket, for at Brunso kunne få svar ud af ham.

Lori fortalte med at forklare om hvor mange mænd der var i lejeren, hvilket var tæt på en 100 styk.
"hvad jeg har kunne erfare, så er de forskellige dæmoner delt ret meget op i lejeren.. åbenbart holder hver dæmon art sig mest til hinanden.. det vil sige at blod dæmonerne og sjæledæmonerne ikke ligefrem omgås hinanden, med mindre, altså at der er en opgave de skal være fælles om.. vores art" Lori så på Sean og antydet til incubus dæmonerne
"Er ikke ligefrem i overtal i lejeren..  de fleste af dem der er, er kvinder, og de bliver brugt til en del andre ting end at være soldater, trods de også bliver trænet i kamp"
Det var egentlig lidt sørgeligt. Skønt Lori godt vidst, at det som incubus dæmoner var bedst til, var det mere kropslige og fysiske, og at skabe nydelse, så var det trist at mange så dem som om, at de ikke kunne ret meget andet.
Men dette var jo langt fra tilfældet.
Se nu på Sean.
Hans blik kunne ikke undgå at glide mod manden.
Denne mand var en incubus.. men havde om NOGLE bevist, at den dæmon art kunne LANGT mere, end blot at skabe nydelse for andre.
Lori havde dog også overvejet, om Brunso bevist ikke lukkede alt for mange incubus dæmoner ind? I princippet krævede det blot nogle få, der brugte deres naturlige evne til at forføre, til at overtage hele lejeren, og få alle de andre dæmoner på deres side.

Loris skød det ud af hovedet, og fortsatte.
"Hvad lejeren angår... så er jeg bange for at den er tæt på at være uigennemtrængelig... I hvertfald hvis målet er, at ramme Brunso"
Lori greb et tomt dokument, og en blyant, og begynde at skitsere.
"Lejeren er bygget på en sådan måde, at ALT ligger rundt om Brunsos hytte. Man skal forbi over halvdelen af Brunsos hær for at komme ind til Brunsos midte, og selv der vil man blive mødt af vagter der overvåger den. Det er ikke til at snige sig forbi, uden at blive opdaget af minimum 10 mand... desuden har han vagter der patruljere kloak systemerne i en kilometers strækning, og der er ikke blot et hold.. der er ikke ret mange gemmesteder, så man vil være til åben skue, når først man begiver sig der ind..." Lori sukkede lidt.
Det virkede til, at lige gyldigt hvilken plan de kom op med, ville det være tæt på umuligt, at ramme Brunso indefra.

Lori stod lidt, hans hænder knyttede sig. Han ville helst ikke forslå dette til Sean.. men som han så det lige nu.. var det den eneste løsning Lori kunne komme på, uden at det var nød til at komme til en egentlig kamp.
"Jeg ved godt at du ikke syntes om det men.." Lori vende blikket mod Sean, og så på ham, nærmest undskyldende, men nærmest også bedende.
"Sean... den bedste og mest sikre løsning er... at jeg gør det"
Han vidste at Sean ville være mod denne plan, men der var på det nærmeste ingen andre muligheder.
"Jeg er den eneste der har muligheden for at komme ind.. og endda helt ind i Brunso's hytte.. en hver anden vil blive stoppet, og udspurgt!.. og der vil ikke være en sikkerhed for at missionen lykkedes" han så ned på papirerne igen.

"Vi kan forsøge os med at lokke ham ud, men det vil føre til kamp, og mange risikere at miste livet, og ikke engang her kan vi være sikre på, at få ramt på ham.."
Lori lod en hånd glide over og lægge sig på Seans, på en måde for at berolige ham.
"Jeg kan klare det her!.. du er bare nød til.. at du stoler på mig"
For det var vel egentlig det vigtigste? At Sesn stolede på at Lori kunne klare det!

Sean nikkede svagt og studerede planerne over lejren, og Loris kort til hvordan man kunne komme ind og ud. Alle mænd, der anså sig selv som vigtig, ville have hemmelige tunneller eller stier. Sean havde en del af dem i kloakkerne. Små kloak-huller, som ingen rigtigt brugte. Godt nok krævede nogle af dem at man kravlede på alle 4 igennem sølet, men når spørgsmålet var om man skulle leve eller dø, var selv det en bedre mulighed. Og noget ingen ville forvente. Omvendt havde han folk der patuljerede rundt i kloakkerne, forklædt som arbejdende folk der stod for at vedligeholde de selv samme.

Brunso havde tænkt sig om. En del ville ikke tænke over så meget, som Brunso gjorde. Var det en svag beundring? Hvis Brunso havde kunne bruge den energi til andet end at udøve krig mod Natalie, ville Natalie have en stærk allieret. Brunso virkede næsten lige så paranoid og forsigtig som Sean gjorde. Underholdte Sean ikke tit sig selv med hvordan han ville bryde ind i sine egne steder? For at finde svaghederne i hans egne områder. For at imødekomme hvad end folk kunne finde på. Og alligevel ville man aldrig kunne gardere sig fuldstændigt. Før eller siden ville nogle finde svaghederne.

At holde dæmonerne adskilt på den måde, ville ikke opfostre sammenhold. Det ville få dæmonerne til at spille imod hinanden. At komme ind sådan et sted ville kræve en forstyrrelse, der tog alt opmærksomheden. At spille de forskellige dæmoner imod hinanden var en oplagt mulighed. Og med så mange urolige dæmoner, og Sean i forklædning, ville ingen tænke over hvem han var eller hvor han kom fra - generelt set. Der var selvfølgelig vagterne rundt om Brunso, der ikke ville reagere på den slags. Og i værste tilfælde ville urolighederne lokke Brunso ud i det åbne, hvor Sean ikke ville have ham.
Sean var uenig i Loris logik, dog. Intet var umuligt. Men skulle bare finde mulighederne. Og en ting var sikkert - Sean ville ikke kunne klare det hele alene. Han have brug for hjælp til at skabe distraktioner undervejs.

Ved Loris sidste ide, så Sean hurtigt op på manden ved siden af sig.
"Nej"
Han afbrød Lori.
"Du skal ikke tilbage til det der. En mand, du har tilladt at gøre sådanne ting..."
De fleste ville ikke have styrken til at modstå sådan en mand, og rent faktisk gennemføre det. Van til at blive underkuet og måske småbange for manden, ville de fleste ikke engang turde at tage en kniv eller andet med sig. Tænk hvis de blev opdaget og slået ihjel?
Selvfølgelig var Lori bedre end det. Og Sean ville gerne tænke på ham som stærkere end det. Men tvivlen nagede ham. Og mest alt, bekymringen for at Lori ikke fik gennemført det, eller netop fik det gennemført og ikke kunne komme ud igen. Uanset hvordan Sean så på det, var det for stor en risiko for Lori.
På trods af Lori kunne komme ind. Helt ind til Brunso. Og havde klaret sig ind til nu.
"Jeg har lige lovet dig at du ikke skulle tilbage. Så sender jeg dig heller ikke tilbage, til et scenarie der er med stor risiko for at du ender op død"
Sean rejste sig fra stolen.
Han stolte ikke på Lori kunne gennemføre...Og det virkede til at Lori ikke stolte på Sean kunne finde ud af det. I virkeligheden stod de her og modarbejdede hinanden, sikkert igen fordi der var for mange følelser i det.
Sean trak vejret dybt og fandt et mere mildt ansigt frem.
"Vi modarbejder hinanden. Jeg vil ikke miste dig, eller risikere der sker mere med dig. På trods af jeg objektivt set aldrig ville have tøvet med at sende dig. Alt logikken foreskriver det burde være dig...Men det kan jeg ikke"
indrømmede han. Det var Seans sandhed.
Han så ned på papirerne igen.
"Jeg vil finde en vej. En mulighed. Må jeg få papirerne?"
Det var nok nemmere han lagde sin egen plan derhjemme, frem for det her.
Det havde intet at gøre med Sean ikke stolte på Lori. Men på at Sean ikke ville sende ham tilbage, og ikke ville risikere at miste Lori undervejs.

Lori blev nærmere anspændt og små irriteret over Sean, som han sagde nej.
Han fik nærmest følelsen af at vælte en teenager, der havde fået nej af sine forældre til at feste med sine venner. En følelse af uretfærdighed, men at man også godt selv vidste at det nok var den bedste beslutning.
Han satte sig lidt tungt ned på stolen.
Der var noget irriterende autoritært over Sesn. Denne her leder der blot gjorde, at folk villigt eller modvilligt adlød ordre, og Lori vidste også godt, at det var den eneste mulighed.
Gik han mod Sean, og videre med sin egen plan, så ville de nok ikke være de bedste venner bag efter.. og hvis han blev ved med at plage Sean, ville de måske ende med at blive uvenner.

Måske handlede det også på en nyfunden tro på egne evner.. og måske var han også begyndt at tro lidt for meget på egne evner. Sean havde jo ret! Denne her mission, kunne risikere at blive hans sidste.
Brunso var jo ustabil, det havde han selv lige fået at føle sidst han var det.

"Du er chefen..." mumlede han lidt, i en lidt opgivende stemme. Han vidste godt at det ikke nuttede noget, at diskutere mere ned Sesn.
Lori nikkede svagt til det, da Sean konstaterede at de medarbejdede hinanden. Han rejste sig fra stolen, og humpede lidt over til Sean.

"Undksyld... jeg tror bare.." han så lidt ned, og kløede sig i nakken.
"Det hele har afhængt af mig... og jeg har brugt tæt på et år, på det her...jeg har nok bare ikke helt forstået, at det er slut nu" erkende han.
Sandheden var dog også lidt mere. I virkeligheden følte han sig en smule snydt. Lori havde været den der rejste frem og tilbage, den der havde skulle spille dobbelt spil. Han havde måtte tåle en masse ting, lun for at komme tæt nok på.
Han havde været nok en af de vigtigste brikker i denne sag... og nu hvor det skulle have sin ende? Så ville han ikke engang komme til at blive en del af den?
Han vidste jo godt, at Sean selvfølgelig tildelte Lori en stor del af æren for at de var kommet her til.. men det var som om Lori ikke rigtig kunne færdiggøre opgaven.. uden at han i hvertfald fik lov at være med.

Lori trådte hen til Sean, og med en rolig bevægelse, lagde han en hånd mod Seans kæbe.
"Du mister mig ikke.. jeg er lige her.. og jeg går ingen steder" han sende Sean et beroligende smil. For det var sandheden! Trods hans iver efter at være med til at gøre Brunso færdig! Så var der faktisk ikke ret meget han heller ville, end at blive her, sammen med Sean.
Det ville vel også være lidt for tragisk, hvis Lori skulle gå hen og komme til skade, eller i værste tilfælde dø, når nu de endelig havde fået taget hul på hvordan de havde det.
Det lød næsten som plotter på en dårlig roman.
Måske når alt dette var overstået, ville Lori have roen til at læse igen? Det eneste han havde læst det sidste år, var om bloddæmoner, Archdemoner, sjæle dæmoner og så videre.. og så havde han læst mere om ritualet..
Han trænge virkelig til noget helt almindelig skøn litteratur. Bare at sidde i sin lænestol foran kaminen, med en god bog i hånden, mens Sean var i gang med alle sine papire, og Isthar løb rundt og legede....
Hvad skete der lige der?!
Stod han virkelig og forstille sig en fremtid? DERES fremtid?! Og hvorfor var den så... almindelig?
Var der noget hverken Sean eller Lori var, så var der almindelige.

Han stod midt i dette virvar af underlige tanker, da Sean spurgte om han måtte få papirerne, og det tog lige Lori et par sekunder, og et underligt spørgende blik rettet mod Sean, som om han ikke helt havde hørt hvad han sagde, men alligevel ende han med at svare lige efter.
"Ja.. ja selvfølgelig" Lori vende rundt, og gik over mod bordet, han begynde at pakke papirerne sammen, da han pludselig stoppede op med det ene i hånden, mens han så studerende på det.
"Måske er der noget her.. jeg havde helt glemt det" sagde van med en nærmere forundring over, at han kunne glemme sådan en detalje.

Lori vende sig mod Sean.
"Brunso forlader kun meget nødigt lejeren, men da han jo er en blod dæmon, og han jo ikke ligefrem kan æde sine soldater, uden at hans hær også svinder ind.. så får han leveret sin... mad.." Lori gik over til Sean igen.
"Det her er de gange jeg har observeret at der bliver leveret en af slaverne fra det sorte marked.. Brunso spiser, og resterne bliver båret væk, og efterladt et sted.. måske det kunne give en mulighed for at der er en der kan komme ind" foreslog han.
Han rakte Sean sedlen.
Måske ville de kunne klare det på den måde. Men det var ikke sikkert.

Sean forventede at Lori ville blive sur. Skælde ud. De ville blive uvenner. Men Sean ville ikke give sig. Han havde lige lovet Lori at han kunne blive hjemme, så ville han ikke bare sende manden afsted igen.
Et svagt og skævt smil gled over ham ved Loris kommentar. Virkelig? Gav Lori sig bare?
Selvfølgelig, hvis de skulle arbejde sammen fremadrettet, så VAR Sean chefen. Men han håbede nu også på at være mere end det.

I stedet slog Sean armene om Lori, da han kom over til Sean og satte sig. Det var rart, at være så tæt på. Og Sean kunne godt se hvor Lori kom fra. Så måske lå kompromisset i at de begge måtte afsted? Måske Lori kunne åbne nogle døre for Sean, eller lede Sean indenfor...
I et øjeblik nød Sean bare tætheden, og det virkede til at Lori også var fordybet i tanker. I hvert fald var det en lidt forsinket reaktion der kom fra ham. Modvilligt lod han Lori gå, før Sean selv hjalp til med at samle papirer og kort sammen.
Sean så på det Lori rakte ham og vurderede det lidt. Det var en indgang...Ud over Sean ikke var en svag slave der kunne gives videre. Men med det rette tøj...Bloddæmoner havde brug for god næring, og en stærk mand gav noget bedre end en svag en. Slavehandleren kunne lade som om Sean var et menneske. Dæmoner havde ikke evnen til bare at vide hvilken race andre var. Ingen ekstra lugtesans eller fornemmelser for den slags, medmindre folk direkte viste det.
"Så...Jeg skal lege slave?"
Måske Lori bare havde ment Sean kunne udnytte ideen på en anden måde. Men dette virkede oplagt. Sean kunne komme tæt nok på til at skade Brunso. Slå ham ihjel, imens han eller lige inden han ville spise. Sean skulle bare lade manden tro han havde overhånden og var den store, stærke dæmon. Ikke nemt, men Sean så næsten frem til sådan en udfordring.
Brunso skulle bare ikke have vækket mistanke inden da. Hvilket betød Sean måtte rejse snarest, inden Brunso tænkte over hvor Lori var, og måske endda hans spioner tænkte over hvor Sean var...
Hvilket betød de måtte lade som om Sean var kommet til skade.

Sean så tænkende frem for sig i en stund. Og nikkede så svagt for sig selv.
"Okay...Det er en mulighed. Måske vores bedste frem til nu. Du er nødt til at blive i Doomsville, for at få Brunsos folk til at tro jeg stadig er i Doomsville. Vi må opdigte at jeg kommer til skade. I virkeligheden forsvinder jeg fra byen, rejser til Dragons Peak og lader mig sælge som slave. Menneskeslave. Og når Brunso er inden for rækkevidde, slår jeg til. Det eneste problem er hvordan jeg kommer ud igen...Men måske chokket i det hele, og inden folk rigtig forstår hvad der sker, kan hjælpe mig der. Spiser Brunso alene eller er han også omringet af folk der? Jeg mener ikke vagter uden for en dør. Fysisk, inde i lokalet med ham?"
Han så over på Lori igen.

Nærheden med Sean var rar.. nej.. ikke bare rar. Den var velkendt, varm og beroligende. Som om hele hans krop slappede af, men samtidig.. så var den energisk, en nærmest automatisk hungre efter mere.
Sean var stor og stærk, men det var ikke kun det der gjorde det, hvad det ellers svar, kunne Lori ikke helt beskrive, men ihvertfald, så fik Seans arme altid Lori til at føle sig sikker og tryg. Som om intet kunne nå ham eller skade ham, så lange han var her.

Lori betragtede Sean lidt som han kiggede på papiret. Og han kunne ikke lade vær med at komme med et ligefrem drilsk smil, da Sean spurgte ind til om han skulle være en slave.
Tanken var absurd, og derfor lidt komisk.
"Jeg kunne nu godt forstille mig dig, være bundet, og klar til at spise"
Det var tydeligt på Loris stemme, at han måske ikke lige mente i denne situation, men nok nærmere noget lidt mere.. intimt.

Som Sean begynde at forklare, lyttede Lori opmærksomt med. Han var lettet over, at trods han skulle blive tilbage i Doomsville, så ville han stadig være en del af planen. Han ville stadig have en rolle, og han skulle ikke bare sidde på sidelinjen, og vente på at tingene skete.
Dette lød til at kunne lade sig gøre, og det var den bedste plan de var kommet frem med endtil videre.
Han så lidt tænksom ud.
"Måske kan jeg giver dig noget mere tid.. jeg sender en besked afsted til Brunso om, at du er kommet til skade, og at du har bedt mig om at hjælpe dig med nogle vigtige ting... f.eks. at tale med Natalie i dit sted.. det vil give dig mere tid, inden nogle fatter mistanke... og Brunso vil tro at du stoler nok på mig, til at lukke mig ind i jeres indbyrdes affære.. Han ville med glæde vente længere tid på at jeg kommer, hvis jeg så kan vende tilbage med oplysninger om Natalie og dine planer"
Han så lidt ned.
"Men ja... spørgsmålet er hvordan du kommer ud.." han bed sig lidt I læben.

Han rystede på hovedet da Sean spurgte, om Brunso også havde selvskab når han spiste.
"De eneste gange jeg har været i selskab med ham når han spiste var... ja.." af ren refleks, tog han fat i skjorten og lukkede den lidt mere til.
Dmja de eneste tidspunkter Lori havde set ham spise, var når han spiste fra Lori, eller i hvertfald drak fra ham. Han vidste at med nogle af slaverne, havde han også valgt at tage større bider.
Han rømmede sig og så på Sean.
"Når der kom mad til ham, skulle alle altid gå.. Han spiser kun alene"
Og heldigvis for det! Det var nok de færreste der kunne holde ud at se en bloddæmon spise. Hvad Lori havde hørt, og kunne fornemme når han så undersåtter tøre op efter liget, og Brunso der altid behøvede et bad, så var det en noget svinene affære.

Nu Lori tænkte over det, havde en EN gang set Brunso spise fra nogle. En "forræder" som han kalder det. Manden blev værker halshugget, hængt, eller et svær i maven. I stedet blev han holdt fast, mens Brunso bed træben over op ham.
Det havde været et voldsomt syn, men som Brunso sagde. Jo voldsommere og mere smertefuldt det ser ud.. Jo mindre har andre lyst til at prøve noget, der kunne give dem samme skæbne.
En klump blev sunket, lidt for at mærke at han altså stadig havde sin hals.. men ja.. uden tvivl ville hans være blevet den næste.

Lori sad lidt og tænkte. Var der andre ting, som Sean ville kunne bruge? De havde stadig et problem i, at de også skulle have Sean ud igen.
Han så op på Sean.
"Måske du bør vide, det er ikke alle der stadig følger Brunsos vision... I min tid hos ham, har jeg flere gange talt med en af de andre incubus dæmoner.. en ung dæmon ved navn Laila.. hun troede hun skulle være en del af noget stort, at vi dæmoner endelig skulle få langt mere at sige, end det er nu, med Natalie op toppen, men hun opdagede, at selv Brunso gør forskel på dæmon arterne, og i stedet for at blive kriger som hun havde forventet.. fungere hun nærmere som en glædes pige, der er der for at give de mandlige dæmoner afløb for deres lyster.. det var også hende der tog sig af mig og.. mine sår denne gang.. hun har aldrig sagt noget til mig, før denne gang hvor hun hjalp mig.. hun spurgte hvorfor jeg blev ved med at komme tilbage.. jeg måtte finde på en undskyldning om, at jeg skylde Brunso mit liv, og at jeg ikke havde betalt men gæld af endnu.. hun hentydet til, at hun ville væk.. men da hun ikke har andre steder at tage hen, pluds at hun er bundet af en kontrakt.. så kunne hun ikke"
Egentlig havde han ret ondt af hende, og den aften han tog tilbage mod Doomsville, skreg alt i ham, om at tage hende med. Men det ville kunne have bragt missionen i fare, hvis nogle opdagede det.

Sean så drillende på Lori.
"Åh ja? Det plejer nu ellers at være omvendt"
Tanken gjorde ham legesyg, og i et øjeblik overvejede han at lade planer være planer og i stedet samle Lori op i sine arme og bære ham med over til sengen. Men den slags måtte vente...For nu.
I stedet klædte han Lori af med øjnene, før han måtte tvinge sig selv til at kigge tilbage på bordet foran dem. Hvis alt gik vel, ville de få alt tid i verden til at gøre den slags igen. Det var vigtigt de fik styr på dette her.
Desuden var Lori såret. Han havde brug for at hvile sig og komme sig, før de slangede sig om hinanden i hvad der før i tiden både kunne være langsomt og rart, men også legesygt og vildt.
"Ja...Det er en god ide. Jeg kan lave nogle officielle breve du kan rende rundt med, så det ligner du faktisk udfører arbejdet for mig"
Så nu skulle Sean bare opdigte en skade, der var slem nok til at han måtte blive indenfor i et stykke tid. Helst offentligt, så der var flere til at sprede nyheder. Men uden han reelt kom til skade. Så det skulle bare se voldsomt ud...
Blod kunne man jo altid skaffe. En markedsplads skulle kunne gøre det. Helst ved højlys dag, selvfølgelig. Nok folk til at skabe et kaos, hvor ingen kendte sandheden fra løgnen. Han måtte lade som om han havde en skade på benet, brækket det måske. Måtte køres hjem.
Ja, det var det mindste af det hele. At liste sig ud af byen bagefter var heller ikke et problem.
"Hvis han spiser alene, giver det mig lidt tid til at finde en måde at komme ud. Det skal jeg nok finde ud af" bemærkede Sean selvsikkert.

I stedet så Sean over på Lori, da han forklarede om nogle af Brunso folk - og især denne Laila. Det var tydeligt Lori bekymrede sig for hende. Men Sean havde ikke tid til at finde og tage tilfælde dæmoner med sig tilbage. Han havde travlt nok med at komme ud i det hele taget.
"Kan de være en hjælp? Og ellers...Skal de naturligt finde noget nyt at lave bagefter. Jeg kan sørge for at Natalies folk rækker ud efter dem og giver dem en ny mening i deres hverdag"
Hellere Natalies folk, end folk som Brunso, trods alt.
Hvis man kunne stole på dem, kunne de være med til at skabe uro samme aften, så Sean havde nemmere ved at komme ud uskadt. Men det krævede de ikke talte over sig.

Lori tak lidt på smilebåndet over Seans kommentar.
Det var næsten lidt underligt at de var aå afslappede overfor hinanden. Rart.. men også lidt underligt. I så lang tid, havde Lori prøvet på at lægge disse følelser væk, gjordt alt hvad han kunne for at lægge låg på dem, i overbevisningen om, at de ikke var gensidige.
Og pludselig, var det hele, næsten som det havde været før hen.
Men selvfølgelig var det en langt mere rar følelse end at skulle gå og holde låg på sig selv og sine følelser, og især ens lyster.

Lori nikkede da Sean nævnte at han kunne lave nogle officielle breve, som Lori kunne levere rundt, i hverfald for at få det hele tiden at se lidt mere ægte ud, og så Brunso ville tro på at Lori rent faktisk, var blevet indviet i nogle af Seans forretninger. Det ville forhåbentlig give dem noget mere tid, og det ville give dem, en større fordel, hvis ikke Brunso gik og var utålmodig, og måske sende nogle afsted efter Lori, eller holde ekstra øje med Sean.
Hvis Sean var "skadet" og det var Lori der klarede forretningerne, ville Brunso's mænd have mere travlt med at holde øje med Lori, end med Seans hus, og det ville give dem en klar fordel.

Lori trak lidt på skulderen da Sean spurgte om de dæmoner der ikke var ville med Brunso mere, kunne være en hjælp.
"Jeg ved det ikke... for jeg ved ikke hvordan jeg skulle skabe kontakt til dem.. alt hvad der hedder breve, går gennem Brunso først. Så jeg ville ikke engang kunne give dem besked, ender beskeden i de forkerte hænder, så ville du være afsløret med det samme" sukkede han lidt.
Trods han kunne se fordelen med at lave noget ballade, ville det være for farligt, at prøve på at skabe kontakt til nogle af dem. Og hvis de fik kontakt.. hva så hvis Lori tog fejl, og de i stedet gik til Brunso?
Nej! Det ville være alt for risikabelt.

Sean nikkede lidt. Nej, de ville ikke kunne levere besked, men egentlig passede det Sean fint. Selv om ballade og uro var at foretrække, så var det bedre ingen vidste noget, end risikere nogle sladrede eller opfangede noget.
Sean fandt sig en speciel position. Det var en farlig mission, der sagtens kunne ende med han blev fundet og forsøgt slået ihjel - eller tortureret, imens Brunso måske ville afpresse Natalie. Noget der næppe ville være en fordel for Sean, da hun sikkert hellere så ham død end at opgive noget. Sådan var dæmoner, og det var hvad han selv ville gøre.
Og alligevel...
Fik det hans hjerte til at slå hurtigere. Han glædede sig. Endnu en plan han kunne bringe ud i verden. Endnu mere manipulation, og denne gang med det bedste af det hele - at ændre folks liv, og slå nogen ihjel. Den magt der lå i at have andres liv i sine hænder, bogstavlig talt. Sean smilte svagt for sig selv. Dette var en udfordring, men han var overbevist om han kunne leve op til den.
Der var kun to personer der måtte indvies. Natalie skulle vide hvad der stod på spil, så han ville give hende besked. Kun hende. Og håbe hun ikke talte over sig...Hvad der nu heller ikke var hans indtryk af hende.
Og Gene. Hun behøvede ikke vide det hele, men hun skulle vide han ikke var til rådighed, men gerne måtte spille på at han måske lå skadet derhjemme.
Og så selvfølgelig hans husholdning, der også skulle spille med. En butler og en tjenerinde. Delilah og børnene. Isthar sagde jo ikke så meget endnu, og han hang ikke særlig meget ud med Delilah og børnene. Det undrede ham ikke, hvis de tit ikke vidste hvad hinanden lavede eller hvor hinanden var.

Sean så hen på Lori. Planen var sat og skulle bare sættes i aktion. Sean ville give besked allerede når han kom tilbage til byen. Sende for en portion frisk blod.
Hvis Lori tillod det, ville Sean trække ham ind i et kram. For at have ham tæt. Fordi han kunne og måtte nu...Ikke?
"Du må tage med mig ind til byen, eller komme snarest. Vi kan lige så godt sætte planen i værk så hurtigt vi kan. Den virker ikke uden du også er der" sagde han i en let stemme. Med de ting planlagt, kunne Sean tænke på andre ting. Såsom Lori.
"Men lad os tage et øjeblik...Til at finde ud af hvad vi to gerne vil?" foreslog han kort efter og så på Lori med et lille glad smil. Seans blik var overraskende mildt og varmt, taget i betragtning af de til hverdag altid havde noget køligt og distancerende over sig.

Det virkede til at planen var sat. Lori var ikke fan af at Sean ville sætte sig selv i fare, men han vidste også at han ikke kunne sige så meget..
Havde han ikke selv lige ville gøre det samme? Så kunne han vel heller ikke brokker sig så meget over, at Sean ville gøre det samme..
Han håbede bare på at det helle ville komme til at gå godt!

Han lod Sesn trække ham ind i et kram. Og han lod selv sine arme bevæge sig rundt om Sean, og gengælde krammet.
Ja!.. det var her han havde det bedst! Og han havde savnet det.
Det måtte han vel godt erkende nu? Der var ikke flere hemmeligheder, undertrykte følelser. Endelig kunne han bare være i det, og skulle ikke tænke over så meget.
Eller.. det troede han.
For nu nævnte Sean at Lori var nød til at tage med tilbage til byen. Han overvejede det. I virkeligheden var der jo ikke så meget der ville holde ham i her i hytten... Han var jo egentlig mest taget her ud, fordi at han ville vente med at dukke op, for at især Sean ikke skulle se hvordan han så ud.
Han nikkede lidt.
"Jeg tager med tilbage... du har ret, vi kan lige så godt få gang i det hele" medgav han. Sean havde jo ret, de kunne lige så godt ko me igang! Jo vær jo bedre!

Det næste Sean sagde, fik dog Lori til at trække hovedet lidt væk, for at se på ham.
"Hvad vi vil?" Gentog han spørgende. Han var ikke sikker på at han vidste hvad Sean mente..
Mente han... med hinanden? De havde jo lige talt om hvad der måske skulle ske for Lori når alt dette var slut, så... hvad mente han?

Sena nikkede let. I så fald kunne de jo bære kasserne ud igen...
Men der var ingen der sagde Lori skulle rejse lige med det samme. Der var intet til hindre for at Lori kunne blive i hytten et par dage endnu, imens Sean fik styr på de sidste detaljer. Pointen var bare at Lori ikke kunne gemme sig i hytten, hvis planen skulle lykkes.
"Du kan også tage et par dage, imens jeg får styr på det hele. Jeg mente bare at jeg ville få brug for dig om ikke så længe" bemærkede han. Han ønskede ikke at presse Lori for meget, især ikke når Lori havde så mange sår han skulle komme over sig.
Og måske også lige skulle forstå at missionen snart var slut.

Sean så på Lori i sine arme. Let gled hans ene hånd op og ned af Loris ryg, imens han prøvede ikke at ramme de områder der måske var ømme.
Hvorfor skulle Sean snakke? Hvis de bare kunne stå sådan her i et par timer...Dage...Uger...Så ville Sean være glad. Der var en ro sammen med Lori. Selv om de tit kunne skændes og misforstå hinanden, så følte Sean sig også meget mere rolig sammen med Lori. På trods af Sean altid påtog sig al ansvaret for alt han arbejdede med og var en del af...Havde han brug for tidspunkter hvor han også bare kunne slappe lidt af.
"Jeg tror...Jeg er i tvivl om hvad vi vil, rent personligt. En ting er om du overvejer at arbejde for mig. En ting er...At vi lige har indset vi har spildt tiden, når vi begge i virkeligheden gerne vil være tættere på hinanden. Denne gang...Kan ví ikke gøre noget stort og officielt ud af det. Både fordi jeg foretrækker roen i at vi bare er os selv og ikke et offer for offentlighedens blikke og vilde ideer. Men også fordi jeg er nødt til at forsvinde lidt i folks bevidsthed i et stykke tid. Oven på borgerkrigen og skiftet til herskerinde...Jeg er stadig den store farlige ulv hos mange. Manden der fejlede og kun var ødelæggende for byen. Hvis jeg skal kunne hjælpe Genevira hvor jeg er, skal folk glemme mig lidt igen. Nok til at jeg kan deltage i fred og være en fordel for hende. Men samtidig..."
Sean holdt inde et øjeblik.
"...Samtidig vil jeg gerne se dig. Være sammen med dig. Men oven på vores fortid sammen, og alt det der sker nu...Jeg må indrømme jeg er i tvivl. Om hvad du vil, og hvad vi sammen skal" han sukkede svagt. Det var mange ord for at udtrykke en ting: At han var lidt forvirret og usikker på hvor de havde hinanden lige nu. Men hvis der var et ord der aldrig kom over Seans læber, var det et ord som usikker.
Og samtidig var han bekymret for om han gik for hurtigt frem. Om de ikke bare burde færdiggøre missionen først, og så tage tingene stille og roligt. Det var jo ikke fordi de havde travlt. Men Seans hjerne havde det godt med kasser. Og hvilken kasse passede Lori i?
Han var ikke sikker. Sikker på hvor han egentlig havde Lori henne lige nu.

Lori rystede lidt på hovedet, da Sean havde sagt at han vare kunne blive i hytten nogle dage.
"Jeg har alligevel nogle ting, som jeg skal have styr på i Doomsville.. blandt andet, hvor langt de er med at få genopbygget mit nye hus... og jeg er også nød til st informere Trott om nogle ting" Lori stod stille lidt tid, mens Sean snakkede videre. Så han havde mente mellem de to.
Han lyttede til hvad Sean forklarede. Og det gav god mening at de ikke kunne være offentligt sammen.
Det var heller ikke fordi det var gået fantastisk sidst.. folk havde KUN "accepteret" Det, fordi Sean var deres hersker, og fordi de var bange for at miste hovederne, hvis de sagde eller gjorde noget imod det. Lori var endt med at blive mål, for måder at skade Sean på. Og det gik ikke. Lori vidste godt, at en ag Seans svagheder, nok var Lori.. og at Loris svaghed, var Sean. Også selvom han helt ikke ville indrømme det.

Til sidst trak Lori sig en smule væk, han bevægede sig hen til bordet, som han lod sine hænder støtte op af.
Ja.. hvad ville han egentlig? Han kunne kun være enig i det ting Sean sagde. Deres fortid taget i betragtning, så var deres følelser for hinanden kompliceret. De ville være tåber, hvis de regnede med, at se bare kunne starte op, hvor de slap. Det ville være at tro på, at intet af de der var sket mellem dem, og for dem begge hver især, ikke spillede nogle rolle, og ikke havde en betydning for deres fremtidig forhold til hinanden.
Lori sukkede lidt. Han havde ikke lyst til at såre Sean. Men havde heller ikke lyst til st stå og love en hel masse.

"Du har ret.. vi kan ikke være offentlige med vores forhold til hinanden.. og det er ikke kun lige nu" han havde blikket mod Sean.
"Det kommer vi nok aldrig til... det er for stor en risiko.. efterhånden så ved alle, der kender til vores tidligere forhold, at vi er en svaghed for hinanden.. og der vil altid være nogle der vil prøve på at udnytte det... sidst var det Natalie.. denne gang, var det Brunso.. og til dels også Natalie igen... du var aldrig kommet til mig den aften, efter jeg vende tilbage til Doomsville, hvis ikke Natalie, havde bedt dig om, at udnytte det forhold der var mellem os... Han vidste jeg ville have svært ved at lyve for dig, og have svært ved at sige nej til dig"
Det var jo sandheden. Folk udefra, ville altid prøve på, at spille dem ud mod hinanden, og især hvis de viste deres følelser frem åbent.
Normalt ville det nok havde naget ham, at de skulle holde deres følelser for hinanden som en hemmelighed.. at de skulle holde dem skjult.. men set i bagklogskabens lys.. var det nok den eneste rigtige beslutning.

Han så lidt ned for sig. Hvordan skulle han forklare de her ting, uden at Sean ville misforstå? Uden at Sean skulle tro, at Lori ikke ønskede det her lige så meget som Sean?
Han bed sig lidt I læben, inden han endelig vende blikket op mod Sean igen.
"Jeg har det på mange måder som dig.. jeg ønsket også at være sammen med dig, se dig, og være tæt på dig... og jeg ønsker ikke at lægge skjul på de følelser mere..
Jeg ved at jeg har skubbet dig væk fra mig! At jeg har taget afstand, og virkelig gjordt alt for at poientere, at jeg INGEN følelser havde for dig mere men... det var jeg nød til.. jeg havde kæmpet så hårdt, og længe for at komme videre, for IKKE at tænke på dig, og savne dig hele tiden.. og i sidste ende, endte jeg blot med at fylde tomrummet ud med noget andet.."
en nervøsitet spredte sig hos ham, og han frygtede at det her kunne ende med det stik modsatte af, hvad han ville.
Han trådte atter over til Sean, og lod sine hænder fange Seans.
"Der er sket så meget de sidste år.. for os begge.. måske.. er det ikke meningen vi skal have en plan?.. måske.. er det bare meningen at vi skal nyde hinanden, og så lade alt det andet komme.. når det føles rigtigt" han så lidt spørgende, og måske også en smule udfordrende.
"Hvia ikke vi var begrænset af at kumme være offentlige.. hvis du skulle være 100% ærlig.. ville du så alligevel være klar til at gå her fra, som offentlige partnere? Flytte sammen og alt det?.. ville du være klar til det lige nu?"
Han ønskede at høre Sesn svar. For samtidig, var han også lidt nervøs for det.. hvad hvis Sean sagde ja, og Lori var den der ikke var klar?
For det var han ikke! Hans følelser for Sean var stærke, og han holde ubeskriveligt meget af ham, og han ønskede at sammen med ham, bruge tid med ham, være tæt med ham, have sex med ham, så ofte det kunne lade sig gøre, eller bare ligge i sengen og holde om hinanden. Ja han ville gerne det hele.. men samtidig var han nød til at indrømme, at han også havde behov for plads, tid, og ikke mindst.. då havde han behov for, at han ikke havde brug for Sean, i en lige så høj grad, som før.

Trott igen. Det var utroligt at Sean efter så lang tid stadig mærkede noget uvilje i sig, bare ved at høre navnet. Måske var det bedst at møde manden igen og få lagt nogle grænser. Især hvis han skulle være sammen med Lori på fast basis. Hvordan kunne et simpelt menneske gøre ham så...Frustreret? Der var ingen logik i det.
Ud over at Sean godt vidste hvorfor.
Han nikkede let til Loris ord. Det var Loris beslutning og den gav mening. Lori skulle også have styr på nogle ting, før den sidste del af planen kunne gå i gang. På den måde virkede det hele heller ikke FOR iscenesat. Eller gjorde det?

Sean studerede Lori, som denne fik formuleret sig. Han kunne sagtens fornemme at Lori gerne ville det her, og de nok gerne ville det lige meget. Men det var en befrielse at vide var på samme niveau. Den ene ønskede ikke mere end den anden. At gå fuldt ud på et hemmeligt forhold med det samme ville være dumt. De havde begge ændret sig på det sidste, og de kunne aldrig flytte sammen igen. De måtte lære hinanden at kende igen, og se om et nyt forhold gav mening - eller om de bare skulle være venner med fordele. Især hvis de også skulle arbejde sammen fremadrettet - alt efter hvad Lori besluttede, selvfølgelig.

Da Lori kom over og tog hans hænder, lyttede Sean fortsat tålmodigt. Da Lori var færdig, kendte Sean allerede svaret på spørgsmål. Let viklede han sin ene hånd ud af Loris. Lod den hvile kærligt mod Loris hals og lod tommelfingeren glide hen over kinden.
Hvis Sean nogensinde kunne blande personlige forhold og arbejde, kunne Lori blive en virkelig stærk spiller for hans klan. For alt det arbejde klanen gjorde. Og de sammen kunne blive et stærkt par, der mere end skjulte et seksuelt forhold fra omverdenen. Det ville være umuligt hvis ikke nogen til tider så dem sammen. Ikke som partnere, men bare i byen, i den fremtidige - måske - butik, eller i en af deres hjem. Og folk ville nok tale, deres fortid taget i betragtning. De skulle bruge energi på at fjerne mistænksomheden og skadelige rygter. De måtte være stærke. De måtte spille på folk omkring dem og lave deres egen sandhed.
Og med Lori var det måske en mulighed.
Sean nikkede svagt, da han lod sin hånd falde.
"Ja. Det lyder godt" bekræftede han let og med et svagt smil.
"Nej. Jeg ville ikke være klar. Det ville være for meget, oven på det hele. Jeg tror det er bedst vi tager den stille og roligt, og finder ud af hvor vi har hinanden. Som du selv siger, så er der sket meget. Vi er nok ikke de helt samme, som vi var dengang"
Det gav dog en ro, at Sean vidste de begge havde det på den måde, og at det var deres plan. Han havde en bedre fornemmelse af hvad de havde, og ikke havde, sammen. Hvor grænserne eventuelt ville gå, selv om der lige nu ikke var nogle. Og det var helt fint.

Sean rankede sig og med et kort rul med skuldrene, var det som om han trådte ind i en helt ny stemning. Arbejde.
Blikket gled tilbage på bordet, før han begyndte at samle dem sammen igen. Han ville gerne gennemgå dem et par gange mere, før han kom ind. Især efter en udvej. Der var veje og tegn han skulle lære udenad, for at dette kunne fungere.
"Godt. Jeg har en del at nå i byen. At rive en dag ud af min uge..."
Han så på Lori med et lille smil. Det var ikke fordi Sean fortrød han kom her. Langt fra. Men han havde også efterladt en del af sit arbejde, der nu led under endnu en dags forsinkelse. Og så de nye planer.
"...Så jeg stemmer for at komme tilbage til byen. Skal vi rejse sammen, så venter jeg på dig. Eller du kan få lov til at pakke og rejse i dit eget tempo" spurgte han.

Det var faktisk lidt underligt, at de begge virkede lettede over, IKKE at ville sætte noget bestemt label på det de var, at de ikke ønskede at haste tingene.
De fleste ville nok føle sig utilfredse med den beslutning. Mange ville helst have rene linjer, være 100 % sikker på, hvad de var, og hvad de skulle kalde det.
Men det var nok endnu en grund til, at Sean og Loris situation var anderledes.
Der var ingen ag dem der helt selv var sikre på hvad de var.. de vidste bare at de gerne ville være sammen!
Desuden.. de var dæmoner! De havde alt den tid i verden de havde brug for.

Så det var en lettelse, da Sean bekræftede, at han havde det på samme måde. Det var rart, at de i det mindste var på samme niveau. Både med at de gerne ville ses, være tæt på hinanden og den slags, men også med, at de ikke havde travlt. Og måske var det, faktisk det sundeste valg de havde taget.

Som Sean lagde sin hånd mod hans hals, og kærtegnede Loris kind, lukkede han kort øjnene, nød berøringen. Hvorfor føltes det som en evighed siden?
Han nikkede til det Sean sagde. Og det var rart at de var enige om at se hvor de havde hinanden henne.

Lori kunne dog ikke helt lade vær med at trække lidt op smilebåndet, som Sean gik tilbage i sit arbejdssind igen.
Han gengælde Sesn smil, trods Sean var ved at forklare at det med at tage en dag ud af ugen, for at rejse her ud, forsinkede alle hans opgaver.
Underligt nok, fik et faktisk Lori til st føle sig lidt speciel.
Lori begav sog over mod sin seng, for at tage tasken der lå på den, nærmest som svar på Seans spørgsmål, om han skulle nå at pakke.
"Sådan som jeg har levet det sidste år, så er min taske altid pakket" konstaterede han, godt nok med et grin, men der var noget trykket over det.
Sesn vidste jo godt at det havde været hårdt. Ikke bare det at skulle holde missionen hemmelig, og ikke mindst udføre den. Men bestemt også alt rejserriet.. det tog ca 15 dage hver vej, og Lori havde brugt ufattelige meget tid på de ture.

Han gik over til sin kommode.
"Lad mig blot finde noget mere rejse venligt, så er jeg klar"
Han hev noget tøj ud af skabet, noget der ville nære en del bedre at ride i. Nok ikke så køligt som de han havde på, men til gengæld ville han ikke ende med at få sår fra sadlen.
I en let og enkel bevægelse hev han skjorten af, hvorefter bukserne røg.
Der var ikke meget at skjule mere. Sean havde allerede set alle mærkerne, og der var nok ikke så meget af hans krop, som Sean ikke allerede havde set.


Ham greb skindbukserne, og begynde at trække den på. Puha, han svedte allerede.

Med papirerne placeret på kanten af bordet, vendte Sean sig. Med armene over kors stod han og holdt øje med at Lori fik pakket - og nød synes af en Lori der skiftede tøj. På trods af mærkerne og sårene, der stadig gav ham en knude i maven. Af vrede, og måske lidt af skyldfølelse stadigvæk. Men han så ikke væk og fokuserede i stedet på de han godt kunne lide at se på...
Til sidst rettede han sig dog op. De skulle have pakket. Ingen grund til at lade ressourcerne blive her og blive dårlige. De kunne lige så godt pakke vognen igen. Så i stedet begyndte Sean at bære kasserne udenfor igen og pakke vognen på ny. Sikke et dobbeltarbejde.
"Skal du have det dyr med?"
Han hentydede til det nedlagte dyr Lori havde hængende. Det ville nok ikke have så godt af at hænge i en varm hytte i hvem vidste hvor længe...

Til sidst, når alt var pakket og klaret, og hytten klar til at blive forladt for en stund, ville han finde hesten frem igen. Den virkede en anelse træt, og Sean kunne godt forstå den. I det mindste havde den lige fået forfriskninger, og den skulle nok klare turen hjem. Med velkendte bevægelser, der havde gjort den slags mange gange før, spændte han hesten fast til vognen igen.
Når alt var pakket og klaret, gik turen tilbage mod Doomsville. Med samtale, med stilhed, eller alt derimellem.

"Hvor skal du af?"
Spurgte Sean da de nærmede sig Doomsville igen. Byens mur og hustagene blev større og større, og til sidst kunne de også se mængden af folk der bevægede sig ind og ud af portene.

Lori fik kastet noget nyt tøj på.
Hans bilde med de 2 daggerts blev spændt om livet, og han hjalp til med at få kasserne ud i vognen igen. Dobbelt arbejde, men det hele ville blive for gammelt, hvis det bare var her. Ham kom jo nok til at skulle bruge noget tid i Doomsville nu, så det ville være dumt at lade det stå her.

Han så over mod vildsvinet ser hang på krogen lige uden for huset. Det havde han helt glemt. Han havde jo haft en tanke om at få noget at drikke, og iklæde sig noget lettere tøj, inden at han ville begynde at ordne det, men så var Sean kommet, og han havde glemt alt om det.
"Ja.. det havde jeg glemt alt om" konstaterede han, som han bevægede sig over for at tage det ked af krogen, og lære det over til vognen.

Da alt var pakket, fik han indfanget den brune hest, der ellers nød græsset, og selskabet af sit nye bekenskab. Sadlen blev rundet frem, sammen med hovedtøj, og det hele blev lagt på, samt hans taske blev spændt fast, bag på sadlen.
Og i en let bevægelse, sad han nu på ryggen af hesten, der rystede sig en del, for lige at vende sig til at have saddel og hovedtøj på igen.

Turen mod byen, var en blanding af stille, og en smule snakken, når der lige var noget at vende.
Normalt ville Lori nok have redet turen i et lidt mere rask tempo, men de måtte selvfølgelig tage højde for at de havde en vogn med.
Efter noget tid, kom byen til syne, og den ellers så fredfylde atmosfære, med ingen andre lyde end fuglefløjt, hestenes horve og når der en gang i mellem kom en prusten fra dem, og så vinden i træernes blade, blev nu erstattet af en masse råben, snakken, vigne der kørte rundt, heste der blev redet og handelsmænd der stod ved deres boder og råbte op om det bedste tilbud.
Normalt var det ikke lyde der generede Lori. Han var jo vant til det. Men efter dage i sin hytte, kunne det samme tider være overvældende. Men han vænnede sig som regel til det hurtigt igen.

"Tja.. jeg ved ikke om mit nye sted er færdigt endnu, så vi må hellere stoppe ved det gamle" sagde han, og trak en smule i tøjlen, for at få hesten til at dreje ned af den vej de nu engang skulle.
Han prøvede virkelig på, ikke at nævnte Trott for meget. Han vidste Sean ikke var fan, og der var jo ikke nogle grund til st skilte med, at Lori PT faktisk boede HOS Trott, og ikke omvendt.

Da de nåede til huset, hoppede Lori af, og trak hesten med mod en gyde.
"Vi kan blot sætte tingene her.. så bære jeg det ind.. jeg ved ikke om..... Trott er hjemme" konstaterede han. Lori havde foræret Trott huset, så han kunne ikke bere hive hvem som helst med ind, og Sean var nok en af de sidste Trott gerne ville se.. og så selvfølgelig omvendt.
Loris minder gik kortvarig tilbage til den gang han havde haft Reign boende... eller Kace..
Loris blik gled kort hen på Sean.
Nu han tænkte over det.. havde Sean været lidt negativ hver gang Lori havde haft et menneske boende?...
Men nu var Sean generelt heller ikke den store fan af mennesker.. så måske var det, det der spillede ind?

Han skød tanken fra sig, og begynde i stedet, at tage nogle af kasserne af vognen.

Da de var færdige, så han på Sean.
"Hvornår vil du have vi ses igen?... jeg tænker du har nogle ting du skal have på plads, inden vi kan fortsætte med planen?" Lori sørgede for ikke at tale for højt. Skulle der nu være nogle der holde øje med dem allerede, så skulle de nødig høre hvad de talte om.
Det var en af fordelene ved at Brunsos mænd kun bestod af dæmoner.. da de ikke havde stærkere hørelse.

De gjorde holdt ved Loris gamle hus. Sean havde haft nogen til at holde øje med i tiden efter Lori stort set var forsvundet. Men efter at kunne konstatere at kun Dr. Trott begav sig ind og ud af huset, holdt Sean op med at spilde kræfter på det. Han havde ikke opsøgt huset uden Lori. Det vækkede minder. Minder fra sidst de var sammen og alt var anderledes. For dem begge to.

Han kiggede over på Lori og hoppede ned for at hjælpe med at læsse af. Lori var stadig såret, også i foden, trods alt.
"Det er jo ikke fordi jeg falder død om ved synet af ham. Selv om det omvendte måske kunne ske" bemærkede Sean halvt i dril, og et svagt skævt smil. Stadig. Han brød sig ikke om doktoren. Brød sig ikke om læger generelt, selvfølgelig. Derfor havde Sean lært så meget han kunne, for at passe sine egne skader når de opstod. Og en butler der havde lært at sætte knogler sammen igen... I sin tid. Den nye kunne nok ingenting. Sean måtte se at få ham oplært bedre i det nye hus.

"Ah"
Sean så lidt frem for sig, før han så op og ned af gyden som for at dobbelttjekke de var alene.
"Giv mig to dage. Men du er velkommen når som helst, det skal jo helst ligne sandheden - at du ikke vil være væk fra mig" drillede han, denne gang lidt mere engageret.

Som ved et trylleslag gik husets bagdør op. Og i døråbningen stod et menneske med det karakteristiske krøllede hår, skægstubber og krøllet tøj der lignede at manden havde sovet i det. I hånden var der en forvokset køkkenkniv. Sikke et våben...
Manden så helt forvirret ud.
"Lori?"
Det var ingen mindre end deres kære Dr. Trott. Sean trak vejret dybt og tog den sidste kasse af vognen, og satte den fra sig næsten demonstrativt hårdt.
"Og...Dem?"
Trott så om muligt endnu mere forvirret ud.
"Vent...Jer to? I gyden? Men...Hvad? Hvorfor?"

Lori himlene en smule med øjnene da Sean sagde, at han jo ikke ville faldet død om, hvis han så mennesket.. men virkeligheden var det nok heller ikke så meget Sean han prøvede at tage hensyn til..
Trott var sød med... ja sandheden var at han var lidt af et skravl.. Lori havde prøvet på at lære mennesket hvordan han forsvarede sig selv, og nogle enkelte ting havde han da lært, men han tvivlede nu på, at Trott ville kunne klare ret mange typer. Og en mand som Sean, kunne de fleste blive bange for, blot ved at se på ham.
Han kunne ikke undgå at studere Sean en smule. Ja folk skulle bare vide, hvor blød og kærlig den mand egentlig kunne være.

Lori ventede roligt, som Sean tænkte over hvor længe han skulle bruge, og da kommentaren om, at det helst skulle se ud som om, at Lori ikke kunne undvære ham. Smilede han skævt.
"Jeg mistænker lidt at du siger det, kun fordi du ikke vil have at jeg bliver væk" drillende, som han skulle lige til læne sig ind, og placere et hurtigt kys på Seans kind. Men så langt nåede han ikke. Bagdøren til gyden gik op, og der stod, af alle... Trott. Syntes af manden, fik Lori til at trække sig hurtigt.
Mennesket vidste endnu ikke noget om Sean og Lori. Det sidste han havde hørt, var da Lori fortalte om den mission han skulle til at starte op for Sean. Og Trott havde ikke just været fan af Loris beslutning om at sige ja.

Lori rømmede sig lidt, og så kort på Sean, der allerede var begyndt at spille lidt med musklerne.
Han sukkede en smule.
"Jeg skal nok forklare det hele August..." forsikrede han, som han var lidt i vildrede over, om han skulle gøre det nu.. eller han burde sige farvel til Sean, og derefter forklare sig for Trott.

Det hele var af vognen, og Lori så lidt på Sean.
"Uhm... vi ses senest om 2 dage?" Det var nærmere et spørgsmål end en konstatering. Egentlig ville han helst have sagt ordenligt farvel men det var måske ikke lige tiden og stedet til at omfavne hinanden foran Trott, det ville blot få mennesket hjerne til at koge over, og der ville være em milliard spørgsmål sol Lori skulle svare på bag efter.

Sean var ikke sen til at gribe stemningen. Han fornemmede tydeligt Loris pludselige tøven, og forsøget på at få afsluttet hvad end denne lidt akavede stemning gik ud på.
Så Sean kvitterede med at gribe fat i Lori og hive ham ind til et hurtigt, men ikke mindre, passioneret kys.
Hvilket blot fik Sean til at ønske sig mere. Men for ikke at være den store slemme ulv i dag, slap han Lori ret hurtigt. Ikke uden et drillende smil.
"Jeg tager hjem. Du kommer når du vil. Men er du der ikke inden i overmorgen, så henter jeg dig selv. Vi har ting vi skal nå"
Og med de ord vendte tog han trækhesten og førte den væk med vognen. Den skulle trods alt afleveres til sin rigtige ejer.

-------

Trott stod stadig med sin køkkenkniv, der i øjeblik udgjorde et alternativt forsvar til den tumult han havde hørt udenfor. I gyden, op af sit hus - det kunne være hvad som helst! Og egentlig burde han nok have ignoreret det, og højt tjekket om døren var låst. Men han havde haft en svag fornemmelse af det måske var Lori...Og hvad hvis Lori var såret?
Men da han så det bare var Lori og Sean, sænkede han kniven igen. Hans trøje hang skævt og bukserne var krøllet. Han havde rigtigt nok sovet sent i dag. Især fordi det virkede som om nogen hentede ham hver nat, efterhånden.
Og forvirringen var også stor. Lori og Sean sammen...De arbejdede vist sammen? Men hvad lavede de så her? Hvad var der i kasserne?
Trott kiggede på kasserne som om de indeholdte alt fra stoffer og tyvesager til kropsdele. Det døde vildsvin gjorde intet for at berolige hans vilde tanker.
Han forstod intet. Og forvirringen blev værre af at Sean trak Lori ind i et hurtigt kys, før han gik. Ubevidst greb han hårdere fast i kniven.
Men han forblev stille imens Sean gik sin vej med hest og vogn. Han kiggede efter manden et øjeblik, før han så tilbage på Lori med forvirringen og spørgsmålene tegnet i ansigtet. Der var så meget han ikke forstod...Hvor skulle han overhoved starte?

Lori sende Sean et smil og et nik, da han sagde, at hvis Lori ikke var kommet om tog dage, så ville Sean komme og hente ham.
Han blev dog noget overrasket over kysset! Han havde ikke ligefrem regnet med at Sean ville gøre den slags, foran andre. Og selvom Lori selvfølgelig nød det, så bandede han også Sean lidt væk, i sine egen tanker.
For det her havde lidt gjordt hans opgave med at forklare sig, lidt sværere.
Lori så efter Sean som han trak afsted med hesten, og forsvandt ned af gaden.
Det var lige før, at Lori havde haft overvejet, at spørge Sean om han ikke bare skulle gå direkte tilbage sammen med ham.
Men det kunne han ikke rigtig.. for nu vende han sig nemlig mod Trott. Han små sukkede lidt for sig selv. Det her blev nok ikke det nemmeste i verden.

Lori så lidt ned på kasserne.
"Gider du hjælpe med at få de her forsyninger ind?... så skal jeg nok forklare" lovede han, inden han selv, tog fat i de første kasser, og bar dem hen imod døren hvor Trott stod.
Han kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet
"Bare rolig! Det er dødt alt sammen" sagde han med en helt bestemt drillende stemme. Trott lignede jo nærmest en der troede, at Lori var ved at bære et parteret lig ind i huset.

Hvis Trott flyttede sig, ville Lori bære kasserne han bar, inden for, og ud i stuen, hvorefter rhan ville hente flere kasser. Mens han gik der, overvejede han hvordan hsn skulle forklare sig.
Sena havde jo på en måde allerede afsløret dem, men.. Lori ønskede at fortælle Tortt, det hele. Så han forstod det.

Det tog et øjeblik før Trott forstod han skulle hjælpe - og desuden fjerne sig, så han ikke stod i vejen for Lori. Med hurtige bevægelser flyttede han sig udenfor, lagde kniven balancerende på en af kasserne og løftede - med benene, ikke ryggen! - en af kasserne. Det gik ikke lige så let, som det lignede at det var for Lori. Sikkert indenfor lagde han kniven på plads, før han gik ud for at hjælpe igen.
"Hvad...Uff - er der i de her kasser?" spurgte han. Lori havde sagt forsyninger. Til hvad? Køkkenet - eller andre tvivlsomme ting? Han vidste jo godt Lori og Sean arbejdede med knap så lydige ting, så hvem vidste om han lige nu var medansvarlig i en eller anden stor sag om...Et eller andet? Smuggling, måske?
Men han skyldte Lori tvivlen. Han havde fået meget af Lori, der til gengæld aldrig havde gjort Trott noget. På trods af de havde delt hus i en periode, og Trott havde kunne gemme sig under Loris navn og sted som slave, til han havde modet til at tage ansvar for sig selv igen. Alligevel gemte han stadig halsbånden på sit værelse. Mest for at huske på hvor langt han var kommet. Han havde ikke brug for at gemme sig mere.

Indenfor hvilede han sig med en hånd på stuebordet. Selv et par kasser var nok til at trække de første sveddråber frem, så han lod Lori om at færdiggøre arbejdet. Vildsvinet skulle nok...Var det til huset her? eller til andre? Det burde parteres og sørges for, inden det blev dårligt. Det kunne tage flere timer! Og hvis det blev røget eller saltet, kunne en enkelt vildsvin brødføde Trott hele vinteren...
Han så over på Lori igen. Trak vejret dybt en enkelt gang.
"Godt så...Jeg sætter te over. Bliver du lidt? Jeg føler der er noget at snakke om"
Som de altid gjorde. Snakkede. Men selv om der var lidt lomme-filosofi og hjemme-terapi over det, var det noget Trott nød. Om ikke andet, en lille mulighed for at betale alt Loris hjælp tilbage, bare ved at lytte og snakke. Og snakken i sig selv var nu også hyggelig.

En smule fanget i egne tanker, satte han en kedel over og tog en halv skive småtørt brød og tyggede på det imens.

Trott hjalp til, og det var meget rart, han vidste dog godt, at Trott nok ikke ville kunne være en lige så stor hjælp med disse kasser, som Sean f.eks. havde været. Men det var nu heller ikke så underligt.
Sesn var en dæmon, og havde betydeligt mere styrke end et menneske, og ja.. så var Trott måske heller ikke det helt store muskelbund af et menneske heller.
Lori kunne ikke helt lade vær med at grine, som Trott nærmest udmattet spurgte hvad der dog var i kasserne.
"Der er mad, bandager og den slags.. det var meningen at jeg skulle bruge det ude i hytten..men grundet omstændighederne, så måtte jeg drage tilbage til [colorbyen... så jeg tænkte, at du lige så godt kunne få dem her hjem" sagde han roligt mens han bar de sidste kasser ind.

Han fik sat de sidste fra dig, og strakte ryggen lidt, som Trott bød på the og gik ud for at lave den.
"Faktisk... så tænkte jeg, om jeg måske måtte blive her et par dage?"
Han talte højt for at kunne nå Trott der allerede havde bevæget sig ud i køkkenet.

Lori gik over for at tømme nogle af kasserne. Han burde også få ordnet det dyr. Men det måtte nok vente, til han og Trott havde fået snakket.
Det var trods alt nogle ting de skulle drøfte. Ikke så meget at Lori egentlig skyldte Trott en forklaring, men alligevel lidt.
Lori havde i lang tid haft ansavert for Trott og hans sikkerhed.. og det ansvar levede han inke op til, I en lang periode. Og han ønskede ikke at der skulle være onde ord mellem dem.
Men der her vat også et ømt emne! For han vidste hvordan Sean og Trott havde det med hinanden.

Da Trott endelig kom ind i stuen igen, havde Lori sat sig en lænestol. Han så lidt på Trott.
"Hvordan har du det ellers? Nu er det jo længe siden at jeg har været hjemme" erkende han selv

Mad, bandager og lignende...Det var jo faktisk praktisk! Og noget Trott nemt kunne få brug for, hele tiden.
Beroliget fik han lavet the. Eller i hvert fald sat den over. Han fandt nogle krus og gjorde en kande klar med en forfriskende urteblanding han selv havde lavet. Han gik ind i stuen med krusene, da han stadig ventede på at vandet ville koge.
"Du må altid være her. Du må altid sove her, også selv om jeg ikke er hjemme. Du åbnede dit hjem for mig...Og nu har du endda givet mig dit hjem...Det mindste jeg kan gøre er at lade dig komme her, når du har brug for det" forsikrede August, som han stillede krusene fra sig på bordet. Stuen bag stadig præg af at August til dels sjældent var særlig meget hjemme selv, og dels at når han var, var det fordybet i bøger af alle slags.

Han så over på Lori et øjeblik, som han selv satte sig på kanten af sofaen. Vandet kogte jo nok om lidt, så skulle han alligevel rejse sig igen. Han rev det tørre stykke brød mellem sine fingre itu og puttede langsomt stykkerne i munden, imens han overvejede sit svar. Så trak han endelig let på skuldrene.
"Det går godt. Jeg har travlt...Jeg har måtte udvide klinikken. Tænk sig jeg har råd til den slags nu?" Han smågrinte lidt ved tanken. Ham, der knap nok havde haft råd til mad i starten! Nu havde han faktisk en pænt lille overskud, han brugte til at sikre at klinikken kørte som den skulle.
"To etager, og jeg har måtte hyre en sekretær til at hjælpe mig, og med at holde styr på det hele. Stedet er for stort nu, patienterne for mange. Jeg kan slet ikke overskue det hele selv. Og jeg har slet ikke fortalt..."
Han skyndte sig at sluge et halv-tygget stykke brød.
"...At herskerinden har givet mig et job! Jeg skal finde frem til eftertragtede eksperter vi kan lokke til byen, for at styrke byen akademisk og lokke både viden og de rigtige folk til, studerende...Gøre byen et eftertragtet sted til at forfølge videnskab" han så frem for sig et øjeblik. Ham, der knap nok selv var en ekspert på noget som helst, men bare en læge! Udnævnt til så fornem en position...
Hvilket ærlig talt gjorde ham skrækslagen. Kunne han foreslå de rigtige mennesker på flere emner? Og ville de overhoved til Doomsville? Doomsville akademiske fremtid hvilede på hans beslutninger og vilje lige nu!

August sprang op, da kedlen gav en høj hyletone af sig. Med hurtigt skridt skyndte han sig ud i køkkenet for at tage den af varmen og hælde vandet på kanden. Bagefter tog han kanden med ind i stuen og stillede også den på bordet. Urteteer havde bedst af at trække lidt, og desuden var den alligevel for varm til at drikke med det samme.
I stedet faldt han ned i sofaen igen.
"Og dig?"

Lori smilede roligt ved Trott's ord. Det var en rar tanke. Der var trods alt en del minder i dette hus. Ja det var godt nok minderne der i virkeligheden fik ham til flyttr, og forære huset til Trott. For selvom her var mange gode minder, så var der også mange dårlige.. minder om folk der var forsvundet fra hans liv. Hans udlejer, hans gamle chef, Vienna, Reign, Kace... og indtil for ikke så længe siden Sean.. ja listen var lang, og det havde været hårdt.
Og selvom huset var fuld af dejlige meninger, netop med disse personer, så gjorde det også ondt at tænke på.

Han kunne ikke engang selv huske, hvornår han havde været oppe på værelset på 1 sal. Det gjorde simpelthen for ondt.. selvom det havde været hans eget værelse en gang, så havde Reign også boet der, jah... der var egentlig bare sket så meget.
Han vende blikket mod Trott.
"Du skylder mig ikke noget August.. det troede jeg, at jeg havde forklaret dig" der var et roligt smil over hans læber.

Som Trott fortalte hvordan det gik for ham, så Lori overrasket og imponeret på ham. Ja Trott klarede sig virkelig godt! Også uden Lori. Og det var bestemt rart at høre.
Han så lidt drillende på ham.
"Waow, det må jeg sige, Du er ligefrem blevet en finere herre end jeg er"
Det var egentlig ikke helt løgn. For Lori var nok gået lidt i den modsatte retning. I stedet for at blive vigtigere i byen, så havde han valgt at få længere ned af den mere kriminelle løbebane.
Men lige den detalje, behøvede han nok ikke at fortælle Trott.


Lori ventede roligt som Trott hentede theen. Da Trott kom tilbage og satte dig i sofaen, var det med spørgsmålet som jo ikke kunne undgået, taget hans eget i betragtning.
Lori sukkede stille for sig selv. Okay, de kunne vel lige så godt springe ud i det.

"Okay.. August, det er rneget vigtigt, at det jeg fortæller dig nu ALDRIG kommer videre" startede han ud, og så lidt bestemt på Trott.

Han lænede dig lidt frem, og foldede sine hænder foran sig.
"Måske husker du, at jeg fortalte dig om, at Sean havde bedt mig om jeg udføre en mission for ham... og jeg sagde ja" Lori rettede lidt på sig i stolen.
"Den missionner snart slut.. de sidste detaljer er ved at være på plads, og endelig kan jeg få en mere normal hverdag så.. det er jo godt men... I den tid jeg har arbejdet sammen led Sean, har han og jeg selvfølgelig brugt mere og mere tid sammen... og.." han bed sig kort i læben. Inden han sukkede lidt rundt.
"Jah, du så od jo selv der ude.." konstaterede han blot.

"Vi ved endnu ikke præcis hvad vi er men... vi ved bare begge to, at... vi ikke har lyst til at nøjes med at arbejde sammen.. at vi gerne vil være tæt på hinanden og at... vores følelser ikke har ændret sig.." Der kom arkendendelsen. Han vidste ikke hvordan Trott ville reagere på det. Og han vidste ikke helt hvorfor, men det gjorde ham faktisk lidt nervøs.

Skylde eller ej...
August ville altid føle han skyldte Lori noget. Lori havde købt ham som slave, men behandlet ham som alt andet end det. August havde selv valgt at lege slave for at beskytte sig selv, og langsomt få et liv tilbage. Lori havde givet ham et sikkert sted at bo, mulighed for at gemme sig og mad på bordet. Uden Lori var August aldrig endt hvor han var nu. Og for det, var han for evigt taknemmelig. For evigt i en gæld han aldrig kunne betale tilbage.
Men han smilte bare let ad ordene, velvidende de for altid ville argumentere frem og tilbage hvad det angik. Og måske var det en af de mange grunde til at han kunne lide Lori, og følte sig godt tilpas i dæmonens selskab. Det, og den evige tiltrækning incubi altid ville have, selv på en så lidt seksuelt aktiv som August.

August grinte let af Loris kommentar, velvidende Lori lavede ting August foretrak han ikke gjorde.

Da han kom tilbage med theen og havde sat sig, lyttede han roligt til Lori. Han nikkede bekræftende til at han aldrig ville fortælle det videre. Hvor mange hemmeligheder bar han ikke allerede på? Hans arbejde havde automatisk taget ham i den retning. Til at holde på andres hemmeligheder. For at lære mere om folk, om racer og som læge. Ja, selv nogle af Seans hemmeligheder og fortid holdt han på, og havde aldrig sagt et ord.
Ligeså havde han aldrig fortalt nogen om de tætte samtaler han havde med Lori.

Ja, han huskede godt Lori var endt med at arbejde for Sean. En beslutning han ikke havde billiget, velvidende hvor såret Lori havde været da de brød som par sidst. Og velvidende det var farligt arbejde.
Men her sad Lori, i levende live. Kunne han på nogen måde overtale sin bedste ven til ikke at indgå i denne form for arbejde? Vende tilbage til en bogbutik, måske?
Mon Lori savnede den ro? Eller omvendt ikke ville kunne vende tilbage til det, rastløs, nu hvor han havde prøvet så meget andet?
August studerede Lori en smule, som denne snakkede. Det var næsten ikke til at se, men den måde Lori sad på og hans bevægelser...Var det ikke som om han måske var en smule øm visse steder?
Ikke at han ville spørge ind til det. Lori skulle nok fortælle ham hvad han måtte høre.
"Jeg er glad for den snart er slut" svarede han, da Lori var færdig. August savnede at have en varm kop the mellem hænderne, så han havde noget at fifle ved imens de snakkede. Denne snak omkring om Sean gjorde ham en anelse nervøs. Også fordi...Han virkelig ikke ønskede Lori skulle blive såret igen.
Han så lidt ned i gulvet et øjeblik før han svarede på resten.
"Med frygt for at du måske bliver sur på mig...Men er du sikker på det er klogt?"
Han så op på Lori igen. Han måtte vel agere samvittighed, bare for et øjeblik, på trods af han måske fik sagt noget Lori ikke ville høre.
"Sidste gang gik I fra hinanden og du var såret. Hvem ved hvad Sean finder på? Han er en...Usikker mand. Nu har jeg ikke snakket med ham længe, så jeg ved selvfølgelig ikke hvordan han har det i dag. Men at han har behandlet dig sådan en gang, betyder han kan finde på at gøre det igen. I sin egen ide om visse idealer, sikkert"
Jo mere han sagde, jo mere sikker blev han i sig selv og det kunne høres på stemmen.
"Lori, der er intet jeg hellere vil end se dig glad igen, og måske helst også i en mere stabil hverdag der ikke involverer farlige missioner med hvem ved hvad...Men...Jeg er bare usikker på om Sean er den person"
Han var faktisk en smule nervøs for hvordan Lori ville reagere på de ord. Så blikket gled automatisk nedad igen.