Please.. Help! //Zann//

Et lille smil kom på hans læber. Efterfulgt af et grin. Kort efter slappede han af igen. "Du tror det er fordi jeg vil ha sex med dig? Ja det vil jeg gerne men det er ikke derfor du bliver smidt ud. Det er for din flabethed og din tro at alle vil ha dig og du bare skal vifte med røven. Tror du det er så nemt? Du vil indse at folk ikke bare vil ha dig sådan uden videre. Jeg vil ha dig ja. Men ikke fordi du er lækker. Fordi du er sød og venlig. Fordi du er typen som tydeligt godt kan li at blive beskyttet. Jeg vil i seng med dig for at beskytte dig. For at få dig til at føle dig tryg. Hvis du ikke vil det så sig det. Så er der bare en vej ud. Tro mig der er flere på vej dræber du dem så kommer der flere. Jeg ved ikke hvorfor du har fået ligepræcis den gruppe efter dig men der er flere 1000 i hver by af den gruppe. Du vil ikke overleve uden beskyttelse. Men det er dit eget valg" Han smilede ondt. Håbede på han ramte et ømt punkt. Han var bedre end de fleste til at se træk. Den flabethed med lynlåsen. Og den måde hun bare gik rundt og så forførende på. Det var et tydeligt tegn på hun troede at alle var under hende. Men ikke Zann han var ligeglad. Det var ikke længere et spil efter hende. Det havde det faktisk aldrig været. Nu var det et spil efter ham.

Det var rigtigt det han sagde.. Hun havde kun prøvet at have sex med to som betød noget for hende. Hun havde jo heller ikke rigtig så mange venner, de fleste som havde været henne og snakke med hende, var nogen som bare ville have sex, så hun var blevet van til at det var det eneste folk ville, at det var det eneste de kunne tænke på, og det havde gjort sådan at hun ikke rigtig følte sig tryg ved at have sex.. I et øjeblik så hun trist ud.. Hun tænkte lidt over hvordan hun havde ødelagt sit liv på den måde.. *I seng med dig for at beskytte dig.. Isobel lyt ikke til ham, kan han ikke beskytte dig på en anden måde!!!* Denne gang synes Isobel at stemmen havde ret, han kunne ikke få hende til at føle sig tryg ved sex, så var der ikke en anden måde han kunne beskytte hende på, hvis ikke, ville hun gå der ud. '' I seng med mig for at beskytte mig, det kan gøres på andre måder!'' Hun ville ikke i seng med ham for at blive beskyttet. ''Desuden.. Du kender mig bestemt ikke! Jeg tror ikke alle vil have mig, jeg gør bare hvad der skal til for at overleve.'' *Hvis min tid er kommet så går jeg ud, og de vinder ikke uden kamp.!* Hun smilte lidt over sine egne tanker, ind til stemmen kom.. *Isobel nej!! Hvis du dør, så dør jeg!* Hun gad ikke høre på stemmen mere..

Langsomt rejste han sig roligt og gik hen imod hende. Hen foran hende og stod tæt til hende uden at røre hende. Kort så han hende i øjnene før et svagt smil kom. "Du har misforstået mig. Du er for anspændt. Du stoler ikke på mig. Det er det jeg vil opnå. En tillid som kun elskere kan have. Jeg ved det intet vil betyde for os begge. Og jeg er egentlig ligeglad om du vil ha sex med mig eller ej. Men du skal stole på mig uden at stole på mig vil du dø. Uden at stole på mig kan du ikke stole på mine skeletter. Uden at stole på dem kan de ikke beskytte dig. Du skal stole på hvis jeg siger du skal blive stående så gør du det. Ellers ender det jo helt galt." Roligt smilede han og lod en finger strejfe hendes kind før han roligt gik forbi hende hen og tog sin jakke på igen. "Vent her jeg ordner de vampyrer der er derude." Roligt gik han forbi hende. Og langsomt op af trapperne. Mens hans krop langsomt forandrede sig. Hans øjne blev hvide og hule. Hans jakke blev til en kappe. En sort kappe. Hans hvide øjne forsvandt og efterlod kun en blå prik. Hans arme blev tyndere. Og blå lysende tegn kom frem ned langs hans arme. Roligt fik han en hætte på. Hans hår forsvandt. Og han lignede et lig. Roligt åbnede hans brystkasse og en blå flamme kom frem. En voldsom kulde og kraft kom frem. Det var som om der kom stemmer alle steder fra. Dørene til de 2 rum som var under opbygning gik op. Ud af dem kom arbejdere. Af skeletter. Osse riddere med en smule af deres krop. Zann fik sine skeletter til at åbne døren. Og Zann gik op efterfulgt af sine krigere. Der var stille i lang tid. Døren blev lukket. Brag kunne høres. Lysene under jorden svajede svagt af vibrationerne af en kamp ovenover. Derefter stilhed igen.

Hun stod som forstenet efter han havde sagt det hele, og gik... Hun gled langsomt ned af væggen, og satte sig på gulvet, hun kunne godt selv havde klaret det, og hvis ikke ville hun dø, og hvad så? Han kunne da faktis være ligeglad, Hvis han ikke havde nogle følelser, så behøvede han da heller ikke at bekymmre sig om hende, han kunne da egentlig være ligeglad.. Hun hørte et brag da døren blev smækket i... Hun sukkede og så ned i jorden, hun ville bare hurtigst muligt have sin hævn, også dø bagefter.. *Måske er han til at stole på..?* Hun sukkede endnu engang.. *Isobel nej.. Det mener du ikke vel! Vi gør som vi altid har gjort! Vi gør hvad der skal til for at overleve, heller dem end dig?* Stemmen havde ret... Ingen i verden var til at stole på i følge Isobel. Hun havde altid sagt noget til sig selv, hvis hun var ved at dø, eller skulle gøre noget hun ikke brød sig om.. ''Hellere dem end mig..'' Hun mumlede det lidt for sig selv, og tænkte på alle dem hun havde dræbt, for selv at overleve, på dem hun dræbte, fordi hun ikke havde andet at lave.. Hun tøvede lidt, og ville vente til han kom tilbage, hvis han kom tilbage..

Langsomt ned af trapperne kom en mand gående. Efterfulgt af 8 andre. De gik lidt underligt. Og når de kom ned i lysningen kunne man se det var 8 døde vampyrer som gik igen. De var kun udøde deres hud ville rådne efter tid. Men deres tænder og gift vil stadig kunne bruges. De fulgte med de resterende skelet soldater ind i det ene rum. Derefter stod Zann foran hende igen. Tøvende rakte han hende en hånd så han kunne hjælpe hende op. "De kan ikke opdage noget er dødt hvis de ikke er døde helt. Så længe de stadig har kød på sig og jeg bruger mine kræfter til at holde dem i live så er du i sikkerhed så du skal af sted hvis du vil ud." Sagde han roligt mens han fortsat så på hende med et stift blik.

Hun tog imod hans hånd så hun kunne komme op.. Hun havde ikke rigtig nogle steder hun gad at tage hen, så hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare.. Hun tøvede lidt og så så på ham kort.. Hvis hun ville afsted så skulle det være der.. Hun så kort ned på sit armbånd, som han jo havde givet til hende, bagefter op på ham..

''Du har nok ret, jeg går nu..'' Hun så ned i jorden, og begyndte med at gå hen imod udgangen. Hun tønkte lidt over hvor hun skulle tage hen, ikke hjem.. Men måske ud og dræbe lidt, bare for sjov skyld..

''Endnu engang tak fordi du hjalp mig..'' Hun så stadig ned i jorden, da hun faktis helst ville undgå hans blik.

Han så stadig der hvor hun havde været. Der gik adskillige sekunder før der kom et suk. "Er han det værd? Ham du er ude efter? At ødelægge dit liv helt og få din hævn. Er det virkelig det der skal til før du indser at du ikke er alene i denne her verden? Du undre dig over jeg hjælper dig. Jeg har givet dig et svar men der er et til. Ensomhed. Dine øjne viser det. Det gjorde det allerede da jeg så dig første gang. Du er ensom. Du har aldrig haft en som vil hjælpe dig." Han vendte blikket mod hende "Du kan blive. Jeg beskytter dig og viser dig du ikke er alene. Men det kræver du stoler på mig. Og lader være med at lytte til din stemme. Hvilket er derfor du er ved at gå. Jeg er utrolig god til at se træk. Mine øjne kan se ting ingen anden kan se." Det skelet agtige ansigt blev hans eget igen og hans krop blev normal. Selv hans tøj blev det normale skoletøj som det lignede.

''Jeg vil vide hvorfor varulven lod mig gå... Jeg skal dræbe dem som slagtede min mor for øjnene af mig, dem som dræbte min far, jeg skal have min hævn, det er det eneste jeg lever for!'' Hun stod med ryggen til ham, så han ikke kunne se den ene tåre som faldt.. *Isobel! Lyt ikke til ham, du er ikke ensom du har mig!! Jeg hjælper dig igennem det her!* Hun ville ikke kune stole rigtigt på ham, hun kunne kun stole på sig selv, det havde hun fået af vide så mang gange, at det bare sad fast inde i hendes hovede, men hun kunne godt stole lidt på ham... Hun vendte sig over mod ham, og gik med truende skridt hen imod ham, selvom det ikke var meningen.. ''Når det bliver aften igen.. Så går jeg, hvis det er okay med dig..?'' Hun kiggede stadig ned i jorden, for at han ikke skulle se den skinnende streg, der var kommet efter den ene tåre som faldt..

Han sukkede svagt og så lidt ned. "Det var ikke meningen at få dig til at græde." Roligt rettede han blikket op igen. Den hvide sten om hendes armbånd blev sort igen. Det var et tegn på det måtte hun godt. Det var faktisk et tegn for hun måtte være her så længe som hun ville. Kort tog han fat i sin nakke og smilede svagt til hende før han gik ind i sit træningsrum. Man kunne høre ham sige lyde. Kampstøn. Og hårde bump. Han havde bare smidt jakken og skjorten og slog nu på en sandboksepude. Samt sparkede på den. Den kraft der røg på den fik den til at bøge sig godt og grundigt indad. Samt flyve frem og tilbage meget svagt men det var fordi han sparede på kræfterne. Han skulle jo ikke gå træt. Bare få sin frustration ud.

''Jeg græder ikke.. 'En' tåre slap bare ud..'' Hun tørrede forsigtigt sit ansigt, så man ikke kunne se at hun havde grædt.. Hun kiggede på stenen i hendes armbånd, som langsomt blev sort igen, så det var vel et tegn på at hun godt måtte blive, heldigt for hende, da hun ikke havde andre steder hun gad at være..

Isobel satte sig ind på sengen, efter han var gået ind i træningsrummet.. Hun lagde sig ned på ryggen, og så bare op.. Hun sukkede svagt og lukkede langsomt øjnene... Hun lyttede til hans larm inde fra træningsrummet.. han lød til virkelig at gå til den.. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre eller sige til ham når han kom tilbage..

Hun faldt hen i sine egne tanker, da hun lagde på sengen, med lukkede øjne.. Hun tænkte på sin hævn.. Hun skulle bare have den, om hun så skulle dø i forsøget..

Et kraftigt slag kom. Han var vred. Når han trænede tænkte han på sin vens ansigt dengang han genoplivede ham. Og han brugte alle sine kræfter på et sidste slag. Puden bukkede helt sammen. Kæden knækkede. Den fløj igennem rummet og ramte væggen hårdt. Næsten hele hulen rystede svagt. Langsomt gik Zann ud af træningsrummet. Roligt ind i soveværelset kun iført sine bukser og sine underbukser. Det var tydeligt han havde dem på for de kunne svagt ses i buksekanten. På en på 15.000 år så havde han forstand på tøj der sad godt på ham. Han havde et håndklæde om nakken. Han tog et nyt sæt tøj fra et skab bygget ind i stenvæggen. Hvorefter han gik ind på badeværelset og tog et karbad roligt. Med en neutral mine. Han tænkte stadig.

Hun hørte ham komme ind i soveværelset, så hun drejede forsigtigt hovedet.. Han gik godt klædt, af en gammel dæmon at være.. Hun smilte lidt for sig selv, og sp bare forsigtigt på ham.. Hun var ikke sikker på om han havde lagt mærke til hende, men det kunne egentlig også være ligemeget... Hun tænkte lidt på hvordan han havde opført sig inde i træningsrummet.. Han lød til at være sur over noget, måske var det hende, som havde gjort ham sur, og det ville hun jo lige tjekke... Hun åbnede langsomt døren ind til badeværelse, og kiggede ind, han lagde i karbad ret så rolig... ''Du er ikke sur på mig...'' Hun tøvede et kort øjeblik og så ned i jorden, hun vidste ikke hvorfor han skulle være sur på hende, men hun ville stadig tjekke det... ''Vel..?''

Et kort øjeblik vendte han blikket mod hende. Og vendte blikket fremad igen. "Nej jeg er ikke sur på dig jeg er sur på mig selv over jeg kunne være så tåbelig at tro min egen bedste ven ville være gavmild over at jeg genfødte ham efter at han var død." Han så op på loftet og lukkede øjnene. Mens han sank længere ned i badet og slappede roligt af.

Hun nikkede bare kort.. Hans ven havde nok tænkt noget af det samme som hende selv.. *Hellere dem end mig..*

''Det gør mig ondt...''

Hun kiggede forsigtigt hen på ham, da han sank længere ned i badet..

''Må jeg komme ind..''

Hun ville ikke vente på svar, så hun gik bare ind, og satte sig på gulvet ved siden af badet..

Han vendte roligt blikket imod hende. Sukkede svagt. Lod hende bare gå ind og satte sig. "Nej det gør ej." Sagde han roligt før han roligt rejste sig fra badet og lod sig dryppe lidt før han gik hen og tog et håndklæde som han roligt tørte sig med. Derefter tog han sine underbukser og bukser og tog dem roligt på. "gør som du vil du har jo nøglerne hertil så du bor her så meget du vil." Sagde han roligt og gik ud af badeværelset for at sætte sig i meditationsstilling midt i lokalet midt i stjernen. Hvor han foldede hænderne sammen og begyndte at fokusere. Eller rettere meditere.

Hun betragtede ham imens han tog tøj på... Hun fulgte ham med øjnene, da han gik forbi hende.. Efter han havde sat sig, kravlede hun på alle fire, hen til døren, for at se hvad han dog lavede.. Hun åbnede døren på klem, så hun lige kunne se ham... *Meditere han.....* Hun så undrende, og nysgerrig på ham.. Hun ville ikke afbryde ham, så hun var helt stille, mens hendes øjne nærmest borede sig ind i ham.. Hun sad nok i et par minutter, og bare så på ham.. Hun ville ikkre røre sig, da det måske kunne forstyrre ham, og det ville hun virkelig ikke...

Hendes øjne faldt langsomt ned på armbåndet.. Han kunne jo sagtens tage det tilbage, og hun forstod ikke hvorfor han ikke gjorde, da han lød til at være ret så sur på hende.. Men hun var glad for at han ikke havde gjort det endnu..

Stilheden voksede. Roligt blev nogle af lysende svagere. Og det blev mørkt og skummelt. Pludselig spærrede han øjnene op og al lys kom tilbage som et knips med fingrene. "Der er du." Han smilede og rejste sig. "Jeg troede jeg havde mistet dig. Men hvad har de gjort ved dig?" Han så ud til at tale ud i luften. Og det så ud til at svare ham for han begyndte at snakke som om han svarede ham. "I see. En forseglelse besværgelse. Så skal jeg bruge en paladin. Som jeg allerede har. En healer. En vampyr. En engel. Og så en meget stærk Necromancer. Der har vi heldigvis mig selv. Det vil kræve mange kræfter. Spørgsmålet er hvor jeg skal finde en healer som ikke er død. Englen er ligemeget og jeg ved hvor der er nogle begravede engle. Og en vampyr der heller ikke er død. Det bliver svært." Han så ned igen tænkende. "Jeg kan sikkert finde en healer et eller andet sted. Jeg skal bare bruge tid." Der manglede kun 2 ting imellem ham og hans mål åbenbart. En vampyr som var villig til at tage en bid af hendes udødelighed. Og en healer som kunne heale de resterende sår på ham han ville påkalde. Det var 2 svære ting. Men han ville nok godt kunne klare det. Bare han havde tid nok til det. Han skulle finde de 2 ting. Og det skulle være inden for de næste 2 måneder. På det tidspunkt vil solformørkelsen komme. Og han ville kunne påkalde sit ultimative udøde væsen.

Isobel så forvirret ud... Hun forstod ikke meget af det der skete der.. Men han skulle bruge en vampyr som var villig til at tage en bid af en eller anden. Hun var ikke helt sikker på hvad det vil gøre ved vampyren, men hun havde bestemt ikke tænkt aig at gøre det... Hun stolede ikke ligefrem på ham mere.. Han virkede mørk, og ligeglad med alle og enhver, så hun skulle faktis bare væk derfra... *Så Isobel... Du skulle havde gjort som jeg sagde du skulle, så var dette ikke sket...* Isobel rejste sig forsigtigt op, og gik forbi ham helt lydløst.. Hun ville ikke opdages af ham, da hun ikke vare helt sikker på hvad vampyren skulle bruges til, og han kunne jo nok snyde hende til at tro noget andet..

En voldsom kraft kom frem og næste øjeblik stod han foran hende. Ved foden af trappen. "Hvorfor går du?" spurgte han roligt med et ondt smil. "Festen er lige begyndt." De 8 vampyr skeletter kom frem fra den lukkede dør. "Godt nok er de døde men de kan bevæge sig lige så hurtigt som du kan plus jeg kan bevæge mig mindst lige så hurtigt som dig. Jeg troede ellers du stolede på mig. Sandheden er jeg har brug for din hjælp. Det gør ikke ondt. Du skal bare ofre en del af din udødelighed. Det burde jo være ligemeget eftersom du jo vil dø efter du har fået din hævn. Til gengæld kan jeg give dig din hævn. Jeg kan hjælpe dig. Du kommer ikke til at få smerte det lover jeg." sagde han smilende mens han så direkte på hendes blik.

''Jeg vil ikke hjælpe dig.. Find en anden...'' Hun satte sig hen i sengen, hun følte sig som en fange, det var ikke det hun forventede af ham.. *Hvad sagde jeg Isobel!!* ''Hvis jeg skal have min hævn, skal det ikke være med dig..'' Hun ville ikke ofre noget af sin udødelighed... Den skulle hun ikke af med, da hun ikke mere stolede på ham, så troede hun helle rikke helt på hvad han sagde til hende...

//sorry kort svar..//

Han så på hende lidt "Jeg ber om din hjælp ligesom jeg gav dig min hjælp. Det her handler om min sjæl. Mit liv. Min herre." Sagde han og så på hende før han sukkede og gik væk fra trappen så hun kunne gå hvis hun ville. Han ville ikke stoppe hende han kunne ikke stoppe hende. Han havde jo vist han ikke var den person han havde udgivet sig for. Eller rettere hans personlighed skiftede fordi han fandt sin herre.

Hun rejste sig op og gik hen i mod ham.. Hvis han ville lade hende gå, følte hun stadig at hun stolede lidt på ham...

''Okay... Hvis jeg hjælper dig, hvad sker der så med mig..? Vil jeg forandre mig? Miste min styrke sjæl? Et eller andet, vil jeg miste noget..?''

Hun kiggede undrende på ham... Hvis der bare var det mindste der ville blevet lavede om på hende, ville hun ikke..

Han så på hende. "Det er sådan en lille del af din udødelighed at der ikke sker noget ved din nuværende person. Du vil bare kunne dø. Du ved med alderdommen. Men først om flere tusinder år. Du mister ingen styrke. Intet andet forandre sig. Kun det." Han så på hende fortsat afventende på hendes svar.

''Det.. Nej.. Det dur ikke, det kan jeg ikke!''

Hvis hun skulle dø, så skulle hun ikke dø af alderdom... Det kunne hun, og ville hun ikke... Hun tænkte sig lidt om.. Måske kendte hun en vampyr.. En hun ikke kunne fordrage, som hun måske kunne narre til at gøre det...

''Jeg kender en... Kan det hjælpe..?''