Say What?....Hvem skal bøde for hvad? ~ Tristan C.W.

Hendes tanker vandrede...og de blandede sig med ældre minder, nutid og en ukendt fremtid.Hun huskede sit første møde med Tristan...i flyet...og de havde snakket om The Excalibur...og så meget andet.Hun havde klikket med ham lige fra første færd.
Han havde virket...yngre..dengang...nu var han mere ' mand' og så optaget af sine kampe og alt det der skulle tvinges i knæ.Verden behøvede fyre som ham...ellers ville ting glide den forkerte vej.
Hun behøvede ham bare også...problemet med det var at vreden var et langt tungere lod , end hun alene var på vægten.
Ham kyssede hendes...og kort førte han hende med til et helt andet sted, hvor kun de to var.
" Oh....samme sted? Jamen så er der da en region vi ikke behøver lede i" små lo hun og lagde sin hånd i hans.
" Hmm....hvad kan man her i byen? Bueskydning har jeg banket dig i, så det er ikke sjovt at gøre igen. Danse måske....long time since" mente hun, men alt ville egenlig gå nu....bare det ikke involverede tyre i en arena.

Han flettede sine fingre end i hendes og lagde hovedet lidt tilbage. Lystig summen fra glade folk rundt omkring. Han sukkede kort og himlede med øjnene af hendes kommentar om bueskydning. Det skulle da osse lige være det eneste...
Hendes hånd varmede rart om hans fingre i den kolde luft og han gav den et lille klem.

"Darling... du ved da at vi kan gøre lige hvad vi har lyst til lige meget hvor vi er. Så dansende ? Det skulle vi kunne klare" Smilede han og løftede sin arm op for at dreje hende rundt som når man dansede. Baggrundsmusikken fra forskellige boder var ganske vidst ikke ret høj, men dog hørlig og det var nok.

Da hun var nået rundt fik han armen rundt om livet på hende og hev hende lidt tættere på. Hendes duft ramte ham velkendt og dejligt idet hun kom lidt tættere på.

Et stort smil tronede midt i hendes ansigt, årh jo...hvis hun anstrengte sig kunne hun sikkert godt findet et par episoder mere, hvor stikket havde været hendes...men hun fandt nok tilfredsstillelse i hans reaktion, ved at bueskydningen blev luftet.
" Er det ikke en smule...kæphøjt.....vi gør hvad vi vil, når vi vil?" Spurgte hun og snurrede rundt, rimeligt fortrolig med hans moves.Det var kendte og trygge, selv om de stadig fik hendes blod til at piske rundt, når han ...som nu...halede hende tættere på.
Hun fik sine arme omkring livet på Tristan, og kyssede kort hans hals, inden hun slap og gled lidt ud igen.
" Der er mange der kigger" hun trak lidt ud i den sorte kjole..." de tror nok jeg er den sorte enke der prøver at ...fortærer dig...eller noget" smålo hun , da hun lyste op i gadebilledet på en helt forkert måde.
" Der findes SÅ store edderkopper i skovene her....do you know? Jeg har set dem"

Han kiggede ned på hendes mørke kjole og måtte give hende ret. Hun blendede ikke ligefrem ind i mængden, men hell det gjorde han heller ikke. Specielt ikke med det orange strithår.
Han kiggede underligt på hende. Edderkopper ? Hvorfor edderkopper? "Jamen dem kan vi da også tage ud og hilse på.... Selvom jeg nu personligt hader edderkopper...." grinede han og vidste ikke helt hvor kunne ville hen med det.

"har du egentlig lagt en plan for hvad du vil gøre når du finder Excalibur ?" spurgte han efter en kort pause og sparkede til en sten lige hvad sin fod.

Et lille skævt smil kom frem.." Nej tak, jeg ville sætte pris på vi undlod det.Men ...jeg var i skoven en dag og kom på en måde til at fare en smule vild....shyyy...det bar bare denne ene gang.Jeg mødte et underlig væsen der hed Nikrotan...halvt dyr halvt menneske....og han hjalp mig med at dræbe de gigantiske edderkopper.Hold op de var vamle...der skulle jeg have haft mit sværd" lo hun , og så efter den sten Tristan sparkede til.
Hun lod sin hånd glide ind i hans, og begyndte at hale ham over mod et øl telt, imens hun lod hans spørgsmål dreje rundt et par gange.
" Jeg kunne måske redde verden?" Sagde hun og lod som hun stak ham i maven , med hendes frie hånd, imens hendes øjne skinnede drillende.
" Men på den anden side er jeg er smule træt af min action rolle....jeg kæmper altid de andres kamp....og får intet igen.Er du chokeret ...jeg mener over hvor egoistisk jeg lyder nu?" Spurgte hun.Det var hun på en måde lidt selv.
Men det var som hun var en lille bil der var ved at hoste sig tør for benzin imens hun kørte rundt for andres sag.

Han gøs. Giga edderkopper blargh. "Personligt har jeg ikke mødt værre end en trold i skoven" Svarede han og grinede. "Selvom den nu heller ikke var til at spøge med. Stærk som ti mænd, men dum som en dør. En farlig kombination" Fortsatte han og rodede i sit orange har med sin frie hånd.
"Redde verden? Nårh ja... Jeg kunne vel godt bruge nogle kollegaer" smilede han drillende. Selvfølgelig vidste han godt at han var typen der ville redde verden, sådan var han! Han tog sig til maven og lod som om hun havde ramt ham "ouch..."

Han kiggede fremad og opdagede at de var på vej imod ølteltet. Nårh ja, det gjorde ikke ham noget, der endte de alligevel altid.
"Nej.. Jeg forstår godt du er træt af det.. At kæmpe andre kampe, mine kampe, men tror du ikke også stilheden ville kede dig?" Svarede han og vidste at han talte som han selv ville have det hvis hans liv ikke var fyldt med aktion.

" En trold? ....Er der da slet ingen grænser for hvad der eksisterer?" Hun tænkte et øjeblik tilbage til sin barndom.Dengang troede hun verdenen kun bestod af mennesker og den eneste ondskab, det eneste monster den havde at byde på, var Camilles egen far.
Ih du milde, hvor var hun blevet klogere.

Hun lo,mda Tristan lod som var han ramt.Han havde nu altid været sød til at spille lidt med på hendes fjollerier, på nær når han forsøgte opdrage en smule på hende.Stakkels fyr.Den opgave var en kamikaze mission.

Camilles udtryk ændrede sig gradvist, og blev mere alvorligt.
Hun så lidt på Tristan, imens hun egenlig undrede sig over at han ikke syntes det var egoistisk af hende, men istedet synes at forstå.
Han havde ret...på en måde.At hækle og stege frikadeller dagen lang, var jo ikke lige hende, men hun havde altid været mere familie orienteret end Tristan, selv om hun aldrig havde ville indrømme det, og slet ikke over for ham.
Hendes kampe var begyndte,da hun opdagede hvad faderen havde gang i i kælderen, da Camille kun var et stort barn, og jo...hun ville nok altid beginde sig i lidt ballade, men de andre ting burde da fylde mere...eller? Var det helt umuligt at have en normaliseret dagligdag? Hun var forvirret....vidste dårligt snart hvad hun kunne forvente af ' normal' , men sådan som hun levede...både al det fis med skyggedragerne og nu med en dødsdom over sit hoved, sat af sin egen svigerinde for det ikke skulle være løgn - det var det en smule ...hårdt.
Hun sukkede stille da de nåede teltet og trådte indenfor.." Balance....det hele handler om balance" sagde hun stille - og så var det jo egenlig bare bad luck at hun altid havde været en klodsmajor der snuplede og skrabede sine knæ.

"En bjergtrold faktisk... Det var i en skov lige efter vi kom hertil. Jeg havde aldrig set noget lignende." Han smilede for sig selv. Den havde dog næsten trampet på ham før den fik øje på ham, og pigen ved siden af ham. Han havde ikke rigtig set hende siden faktisk. Slet ikke. Men denne verden var jo også stor og han havde været langt væk. Et mørkt sted på et mørkt tidspunkt.

Han forstod godt at hun var træt af eventyr. De var ikke teenagere mere, og han måtte da indrømme at lidt mere vokse tanker begyndte at boble i hans bevidsthed. Han var bestemt ikke træt af eventyr endnu, men et sted i baghovedet havde han jo altid vidst at sandsynligheden var størst for at han nok aldrig nåede at få hvidlige skær i håret, og inden det skete var der da ting han ville. Slå sig ned, få en familie af hans egen. "Balance my ass... Du ved da godt jeg altid vil være lidt ude af balance" Han blinkede til hende og fulgte med ind i teltet og op imod baren, hvor der allerede sad 2 store mænd.

Camille forsøgte at bladre tilbage i erindringens bog, og se om der var en side der indeholder trolde? Hun mente ikke at have stødt på dem, heller ikke sammen med Crasie. Gud hvor hun dog savnede hende. Men camille vidste at Crasie var okay og nu i fuld kontakt med Cain, hendes søn. Det betød meget.
"Trolde? Jeg samlede på troldekugler i et armbånd , hjemme du ved. Hvis de virkelig var fremstillet af ægte trolde , så har det været et velbevaret hemmelighed , men det får da en til at tænke lidt. De eneste smykker hun havde med sig her, var hendes halskæde.
" Ja.. Du slingrer da værre en en blind beruset på et skate board "medgav hun og smilede.
En lang disk af mørk knastet træ , løb gennem hele teltet og efterlod en atmosfærde der mindede om en indendørs bar.
Hvorfor der ikke var pyntet med blomster og noget grønt ,men teltets vægge istedet var broderet med malerier, af øl drikkende væsner , forstod hun intet af.
Da de kom helt på, sendte hun noget det lignede en sort elver , bag baren et stort smil. Den havde da spidse tænder og mørkt hud. "To øl" bestilte hun og satte sig på en stol.
At se sort elveren fik hende til at tænke på Singal og det var ikke uden en stor bekymring. Singal var som svundet i jorden. At Camille havde dræbt hendes hund , ved et meget uheldigt tilfælde- under træning, set var sandt nok. Men hun ville sværge på at hun ikke rørt Singal , og hun håbede ikke den stærke stolte kvinde var skadet på nogen måde.

"Jeg må indrømme at man har kunne finde mere elegante navne til smykker end 'troldekugler" grinede han og rystede på hovedet. Han satte sig ned på en af barstolene og regnede med at Camille ville sætte sig på den anden.
Han nikkede til sortelveren. Det var underligt at se et væsen her i byen da det hovedsageligt var mennesker der boede her. Men så igen, det var også et øltelt.
"Tak, det vil jeg tage som en kompliment" Han rakte tunge af hende og tog imod sin øl. Han betragtede sortelveren igen. Han havde kun mødt én anden. En sortelver kvinde ved navn Singal. Hun havde hjulpet ham kort med at finde Camille igen, men det var lang tid siden nu og han havde ikke set hende siden.

"Har du set Castle for nylig ? " Han vidste at han ikke selv havde set ham. Hvilket var en skam. Før han blev en blodtørstig nar havde de dog været venner. Og var stadig på deres egen besynderlige måde.

// uh, en big fail med den sortelver.....undskyld, glemte lige hvordan byen var skruet sammen :O . Nå.....men øhm....nu lever vi så med den, og sørger for det aldrig sker igen //

Camille nikkede på hovedet, og trak diskret lidt ned i skørtet på den sorte kjole ,der havde det med at rejse nord på, når man som nu havde sat sig på en stol." ja...det er lidt sjovt...for de første kugler og smykker der blev lavet til serien , de lignede jo netop trolde, og heraf navnet....og de kugler bryder jeg mig slet ikke om.Dem har jeg ingen af....men alle dem af glas i forskellig kulør og med blomster ..og...nej....åh gud, du kommer ikke til at gå ud i kamp, Tristan....jeg tager livet af dig med ligegyldig snak inden !" Smilede hun .Det smykke der betød mest var alligevel hendes lille halskæde med camille blomsten som vedhæng, fra Tristan, hun ville formentlig aldrig glemme, da hun fik det.Hvor stort indtryk det havde gjort.
Med et varmt smil stadig på hendes læber, drejede han samtalen over på Castle.
" Castle? Hmpf. Vist ikke siden han forsøgte at springe Sean og jeg i luften, din lille vinunderlige søster, skyggedragen...whats her name...gjore jo manden sindsyg.Men ....jeg ved at han er okay igen, og at jeg ikke længere er målet for al hans ammunition"
Hun tog en tår af sin drink og imens hun kørte den lidt rundt mellem hænderne, så hun lige ud i luften, med et lidt tomt blik." Detner vist meget heldigt, for havde jeg Castle i røven, tror jeg ikke jeg ville leve meget længe." Hun drejde sig og så på Tristan..." han har altid været god....rigtig god, selv dengang.....men efter portal rejsen er han blevet sindsyg...den portal gør ting ved folk. ligesom mig der blev synks.....og det er vel også derfor- når alt kommer til alt- at Luck udviklede sig."
Hun savnede tigermissen, faktisk var hun lidt misundelig på Tristan der havde ham.
"Hmmmm....tilgengæld har jeg ikke hørt mere fra dragerne....så det ser ud til der er ro på den front"

//Arg, det går nok... Han har nok smuglet sig ind med den påstand at han var fra at meget sydligt land eller noget... Meget mørk xD //

Han sad bare og nød sin drink lidt imens hun snakkede. Smykker havde aldrig været hans interesse, men han lod da som om han fandt det interessant. Og kiggede måske lidt underligt på hende over at hun valgt at dele så mange detaljer omkring hendes 'troldekugler' med ham.

"Hun er altså helt okay... En smule forstyrret, men bare man taler fornuft ind i hende, så er hun god nok. " Svarede han lidt forsvarende. Hun var trods alt hans drage 'søster'. Omen han ikke selv var drage, så havde han fået titlen som det af en eller anden grund. Men han klagede ikke. "Jeg ved han er god... Grov i munden, men god. Jeg var hans boss remember?" Han smilede for sig selv og fandt sig selv savne den tid, også selvom de selv havde valgt at flygte derfra.
"Portalen ... Ja.... I guess... Men for at være ærlig så tror jeg verdenen på den anden side hvor vi kom fra.. Den er endnu værre nu" Han sendte hende et løftet øjenbryn, men også et skævt smil.
"Dragerne... Stilhed før stormen. Jeg har en fornemmelse af at der er noget stort på vej, men jeg kan ikke sætte min finger på hvad det skulle være. Med mit held bliver jeg helt sikkert trukket ind i det i hvert fald."

Camille valgte ikke at kommenterer på det, men trak blot på skuldrene og lavede en trutmund,
Hele drage sagen havde været en kile mellem dem og hun havde oplevet for aller første gang, at Tristan ikke helt ...forstod....hvad hun var blevet trukket igennem af han såkaldte søster...og så kunne man lige lægge Isabella oven i.Hun havde stadig en dusør ude på Camille- men hey....hun trak da stadig vejret og havde i sinde at blive ved!
Havde Tristan forstået hvad der skete, havde hun svært ved at tro han ville forsvare pigebarnet.....det virkede som han ikke kunne tage parti,men istedet forsvarede den ene over den anden.Camilles eneste synd , var at hun ikke ville ligge sig til at dø på kommando, og ikke havde ville afleverer stenen.Ikke før til sidst- og hun havde nærmest været parat til at dø.Hun var iøvrigt sikker på at så snart Tristan liiige så den anden vej, så ville de vælte hende....hun var kun fredet grundet Tristan, og hun brød sig ikke om det.

"Han er god.....men du er bedre!" Hun greb ud efter hans hånd og trak den op til sin mund, for at plante et hurtigt kys, i hans håndflade.
Når alt kom til alt....åndssvage søstre eller ej....så ville hun til hver en tid betro sit liv og alt hun havde kært til Tristan.

Hun slap dog hurtigt igen...." åh nej....Tristan....ikke mere drage eventyr til dig! Jeg lover dig, jeg sømmer dig fast til et...træ...eller noget...du får IKKE lov at lege mere med dem.De er....lusket og ikke til at stole på.Jeg forstår ikke hvor de ærefulde og vise drager er? Dem vi har , er så ...svigefulde."

Han forstod godt at Camille ikke var vild med hans drage søster, men hvad kunne han sige? De to forstod ikke hinanden. Og han foretrak at være Sweitz og bare holde sig neutralt imellem dem. God nok ville han ikke lade det komme i åben kamp, men så hvidt så muligt ville han ikke tage parti i det.

"Ja jeg ved det... Den bedste faktisk" Smilede han flabet og kørte en hånd igennem det orange hår. Han var lidt i tvivl om han stadig var en så god jæger som han en gang havde været. Han jagtede jo ikke væsner mere. Ikke andet end meget onde væsner... men det var også svært at være væsen jæger i en verden hvor væsner var i overtal. Hans tilværelse var blevet byttet meget rundt på kryds og tværs. Et smil blev sendt hendes vej da han modtog et lille kys.

Han grinede fornøjet og rystede på hovedet. "Du kender dem ikke... Du startede ligesom ud med at tage skyggedragernes mest betroede ejendel. Selvfølgelig var de ikke glade for dig. .. Men der er nu vise drager. Og meget gamle drager"

Et smørret smil blev smurt over hendes læber..." ja ja...du er den bedste"
Hans ego var ikke krympet , så meget var da til at slå fast.

Hmm...igen...når snakken faldt på drager.De ville sikkert aldrig se ens på det, og ihen kom fornemmelsen af at dragerne havde fået manipuleret lige lovligt meget med ham.
Camille vendte sig om, så hun facede ham og hendes blik lignede et en stålfast advokat værdig, en forsvar der fremlagde tydeligt beviser i sin sag, selv om alle Camilles var verbale.Hun kunne jo ikke trække en drøm frem som bevis materiale,desværre.
" Hør nu her knægt....jeg TOG intet og jeg STJAL da i hvertfald slet ikke noget.
Jeg kendte ikke en skid til den krystal....en mand rakte mig den i en drøm Tristan....en drøm! Jg kan da ikke styrer en drøm og selv ikke i drømmen tog jeg den....jeg blev den rakt og vågnede ligeefter med den i min hånd, komplet uvidende over hvad det var.Forstår du det....og så begyndte alle maridtene og truslerne ....og jeg anede hverken op eller ned.Så undskyld mig...jeg giver ikke en skid for dine drager" vrængede hun og så ret så trodsig ud nu.Ingen advokat blik, men en vred ung kvinde.
Hun havde slidt og slæbt og.....lidt ..på grund af de åndsvage drager, hvorfor kunne han ikke se det?

Han kiggede lidt overrasket på hende. Blev hun vred nu? Det var tydeligt at de aldrig ville blive enige. Som politikkere i hver sit parti, men det gjorde ikke den andens påstand mindre sandt vel?
"Jeg VED godt du ikke stjal den, men hvordan skulle de vide du ikke gjorde det? Havde det været din kæreste ejendel DE havde taget havde du nok heller ikke spurgt først vel? Glem ikke at jeg var på DIN side i den sag og at jeg hjalp DIG" Blev han ved og blev en smule irreteret på hendes vrede blik.

han brød sig ikke om nogen af hendes allierede og naturligt ville hun heller ikke brøde sig om alle hans, men stadig.

Hun sukkede og havde en ubændig trang til at vende det h ide ud af øjnene, men undlod dog.
" Fordi jeg fortalte dem det....derfor skule de vide det.Og glem nu kke at jeg på det nærmeste havde fået at vide at jorden ville gå under og jeg ille dømme både mig selv og modtageren af stenen til et liv i evig helvede, så...undskyld mig...at jeg ikke bare sagde ' vær så god, her får du hvad du vil ha' til den første lille pige der fortalte mig hun ville suge min sjæl ud med et sugerør" bjæffede Camille lidt surt.
Hun ville aldrig blive accepteret blandt dragerne, sådan var det bare.....når nogen pissede på hende, bed hun igen.
" Tristan ...hør nu her" hendes vrede begyndte at aftage så småt.Det var jo ikke fordi hun nød at grille ham her, men ...." Din dragesøster er ikke fem potter pis værd, hun er en lille møgunge der er forkælet og iøvrigt dræbende farlig.....det samme kan siges om din storesøster, og det ved du udmærket godt"
Hun ville gribe ud efter hans hånd....og forsøge ' nå ham....forstå ham mentalt igen' .det var meget ulig dem, det her.De var ikke altid på samme side, men denne gang var de dårligt i samme bog.
" Forklar mig...hvorfor har hun din loyalite? Jeg begriber det ikke? - og ja.....jeg ved godt du hjalp....jeg husker den aften....udmærket" sagde hun og slog blikket lidt væk.
Tristan var den eneste hun ville lægge sit liv i hænderne på, hun ville stole på ham til det sidste.
Den eneste...nej...Eric ville hun også stole på.Hun greb fast i sit eget hår og støttede hovedet i hænderne.Det hele var vist en smule rodet...her der og alle vegne i hendes tanker.

// indsamler emner * haps*