Say What?....Hvem skal bøde for hvad? ~ Tristan C.W.

"Eller de er faldet for mig" Svarede han drillende overlegent og flexede sin højre overarm med et pirat agtigt ansigtsudtryk.
Ved de næste ord måtte han dog spærre øjnene op og kigge på Camille. "Kaldte du lige nogen en kælling? Hvad er det dog denne verden gør ved dig" Han kom helt til at grine og rodede lidt i det allerede pjuskede orange hår.
"Så han har været her i to døgn.. Hvor har han boet henne ? " Han rystede grinet af sig og fortsatte deres samtale. Det var ikke hver dag man hørte Camille kalde en anden person 'kælling'.
Et suk lød derimod fra ham da hun begyndte på sit skat igen... Der var bare altid noget under der.
"Nånå, jamen så går jeg ud fra at han nok ikke lader sig styre så let ? Fiiint så må jeg jo klare det selv" Drillede han hende og fandt ved samme lejlighed hendes hånd med sin egen.

Hun rystede på hovedet, for at drille ham...men også fordi det irriterede hende en lille smule at han havde ret.Han havde bare skulle åbne den flabede mund af hans...eller rede dem fra kaos, eller synge lidt...såååå faldt de som fluer.Et held for hende at han var, bare en smule kræsen med det modstte køn, ellers ville hun havde druknet i et harem.
Camille trak let på skulderne...ja,det var ikke hver dag hun kaldte nogen en kælling, men det var sandelig heller ikke hver dag nogle overfusede hende på mystiske måder og beskyldte hende for at ville gafle deres kæreste. Og det var nok meget heldigt, for hold da op hbor Camille var blevet vred... Og havde også gerne taget et par omgange i bokseringen med Dawv, men hun smuttede, da hun havde indset at det var en fight hun ikke stod til at vinde.
Hun kunne lide tanken om Zean i en familie...det fortjente han, men...med en god pige!

Camille grinede let..." nååå så den klar du selv, ja...det bliver da sjovt at se.Jeg køber en billet til forstillingen....og apropos det...en billet til forstillingen, så vil jeg da råde dig til at få bygget en eller anden slag væg i dit soveværelse...hvis ehm ... Elyas skal sove hos dig" sagde hun og smilede ud i luften, da hun lod sin hånd glide ind i Tristans.
Det var dejligt...og føltes rigtigt, en følelse af at alt var på plads.

Tristan kiggede lidt opgivende ned på det blonde hoved og rystede på hovedet. Lige meget hvad han sagde ville han jo ikke kunne sætte hende på plads lige nu. Han trak på skulderen og smilede varmt ned til hende. Det havde nu heller været sjovt hvis han kunne - hvilket han ellers havde nemt ved når det kom til så mange andre piger.
"Åh tro mig, jeg er skam igang med at sætte op... Hvis jeg fik en teenager boende så skulle vi nok begge have vores alene tid og hver sit personligt rum ... Af flere grunde" Svarede han og blinkede til hende inden han fortsatte. "Men jeg har kun to soveværelser til rådighed så enten skal jeg have en tilbygning, eller også må han dele med Luck.. Det bliver nok det sidste... SÅ mange penge har jeg slet ikke"

Tristans hånd fik et lille klem og Camille lagde hovedet lidt på skrå.
" Ja..nu må vi se hvad den unge mand har af planer." Hun spidsede læberne og havde fem sekunders pause før hun forsatte..." kender du det...det er bare en fornemmelse, men jeg tror at han vil drages mere mod dæmoner, end mod en dusørjæger...og en fe" sagde hun tørt, og kom til at grine lidt.
Hvis nogen var et mixed par, måtte det være hende og Tristan, hvad de snart ikke havde af titler og underlige labels klistret på dem.Selv var hun tilknyttet hele to klaner ...og det vidste hun så ikke helt om hun burde oplyse Tristan om, men lige nu havde hun vidst belemret ham med rigeligt for en enkelt aften.
Så måtte hendes Things I really should tell Tristan liste vente til en anden god gang.
De gik videre og foran dem dukkede et mere eller mindre mørklagt telt op.
Camille kiggede nysgerrigt ...hvad mon det kunne være?

Tristan måtte modvilligt nikke. "Teenagere skal altid vælge hvad der er værst for dem ved du ! Ikke at jeg skulle snakke der... puha..." Smilede han, men kunne ikke lade vær' at tænke at hun nok havde ret.. De var jo ikke drengens forældre og kunne ikke bestemme hvad han skulle vælge på samme måde.
"Vi må vel bare prøve at forklare ham hvad der er rigtigt og forkert for ham... Ellers for han bare nogle bank!" Han grinede ved det sidste og kørte en hånd igennem sit allerede rodede hår.
Det føltes som alt for lang tid siden han havde kunne gå med Camille i hånden og ikke tænke på noget andet. Alt for længe.
Længere fremme skød et mørklagt telt frem. Et telt der helt klart fangede hans nysgerrighed.. Og sikkert også hendes. "Hvad er det?" Sagde han så og nikkede i retning af teltet.
"Det ligner en form for... Spåkone ... Eller noget i den stil?" Han forstillede sig sådan en gammel sigøjner i farverigt tøj og en glaskugle, men sådan var det nok ikke i denne verden.

Camille halede dem mod teltet. De var begge nysgerrige af natur ,så naturligvis måtte de lige tjekke ud hvad præcis teltet havde at byde på. Inden Camille kunne nå at trække et tungt støvet lærredes klæde der agerede 'dør' til side , tronede en gammel krumbøjet kone frem i åbningen og vinkede dem inden for .

Hendes rynkede læber fortrak sig i et venligt smil , da konens blik lå på Tristan, og hun så næsten anerkendende ud, som hun kendte til ham ?
Så tog hun et kig på Camille, og blev helt mørk i blikket da hun sagde med kølig stemme " Aliquam et amorem vestrum minimum valent. Gladio erunt vestri ...Camille. "
Camille så lidt måbende på konen trak automatisk i Tristan for at få ham bagud. Det var lidt creepy at hun kendte Camilles navn,
Syntes hun alligevel.

Konen luntede tilbage til et lille bord placeret mellem et par luevede røde stof sofaer , løftede sin te kande og pegede på nogle krus, imens hendes blik igen havde fanget Tristans øjne.

Det var aldrig nogen overraskelse at fange Camille i et være nysgerrig, bestemt ikke, og Tristan lod sig hive med ned under et form for sort tæppe der hang fra boden. Tristan fik det støvede sorte tæppe i ansigtet og måtte hoste lidt, så han var ved at gå ind i en gammel dame der pludselig stod foran ham. Han måtte tage et skridt tilbage da hendes lugt nåede til ham... edrw...
Han hostede lidt mere og fik fat i sig selv igen. Kvinden virkede en smule... bekendt... men han kunne ikke sige hvor det var fra.
Han skulle lige til selv at sige noget, men hun afbrød ham da hun kikkede ned på Camille.

"Aliquam et amorem vestrum minimum valent. Gladio erunt vestri ...Camille." Tristan spærrede øjnene op og kiggede fra Camille til damen og efter hende da hun gik. "Hey... hun kendte dit navn... Kom nu vi skal finde ud af hvad hun sagde!" Udbrød han spændt og ænsede ikke Camilles modvillighed da han trak hende længere ind i boden.

" j-jeg tror det er en rimelig dårlig ide, Tristan" vrissede hun, men Tristan havde måske set de små beige farvet kager med kulørt krymmel på, der også stod på bordet, for han synes ikke at høre hende.
Konen slog ud med hånden og bød dem at sidde.
Tæt på kunne man se , at adskillige tænder manglede og hun heller ikke så ...helt renvasket ud.
" Det var noget med et sværd...jeg synes vi skal gå." Forsøgte Camille igen, imens teen blev skænket op til dem alle tre.
Det gik ikke lige som hun ønskede, og da konen delte kage ud, vidste hun slaget var tabt.

"neeej , se bare... der er kager!" Blev han ved og savlede næsten over kagerne der var stillet frem for dem. Det gik pludselig op for ham at han ikke havde spist endu. Med et hev han Camille ned at sidde og trak på skulderen. "Måske... Men Amorem... Der var noget med kærlighed, du plejer da at være den helt store romanti---" Han tabte sætningen da noget kage blev sat ved siden af ham og tog en ordenlig mundfuld. "Tak" mumlede han med munden fuld af kage.

Efter hurtigt at have tygget sig igennem første bid kiggede han hen på konen igen, og anstrengte sig for ikke at komme med et frastødt blik. "Så... Hvad betød det du lige sagde... Latin ikke ? " Han tog en bid mere af kagen og kiggede hen på Camille med et smil.

Konen nikkede....og smilede , med den krogede næse syntes Camille næsten at konen lignede heksen fra snehvide eventyret.
" I er ikke herfra..." Startede hun med en lidt tør knagende røst og så fra den ene til den anden inden hun forsatte..." du ....du vil vinde stor hæder og blive hyldet som en royal" sagde hun henvendt til Tristan...og fik dermed Camille til at fnise.
Du gode gud...Tristan ville elske den gamle madamme der....han ville ikke tale om andet.Hun rystede svagt på hovedet, og konen sendte hende et strengt blik som modgift.
" Dragekongen" mumlede den gamle og nikkede anerkendend til Tristan.
Så trak hun vejret tungt og så på Camille, som var hun et stykke arbejde hun helt ville undgå.
" Find din yngste kærlighed....og du vil sejre...sværdet vil blive dit"
Sagde hun...og tilføjede med et sammenknebent blik" og vær lidt taknemmelig"
Camille sad og måbede....Tristan fik kongestatus og anerkendelse...og hun...hun fik skideballe?

Tristan lyste som et lille barn der lige havde fået en guldstjerne. "Yes! Jeg vidste at mine kampe nok skulle give pote ! Hvad siger du så, frk "Find din første kærlighed" Drillede han lavmlt han imod Camille og fnes da hun fik ballade.
Det så ud som om damen ville sige noget mere uddybende til Camille, men før hun nåede det kunne man høre en underlig lyd et sted bag bodens bagerste væg og hun skyndte sig med en hast af bandeord ned imod enden af boden, hvilket gav dem mulighed for at snakke.

"Hey... hvad tror du hun mener... med at du skal finde din yngste kærlighed ? Du for ikke lov at stikke af med en gammel skolekæreste" Det sidste smilede han kærligt, men det første havde været seriøst. Han havde for lngst slugt sit stykke kage og spejdede nu en smule efter fadet med kage lidt væk.

Camille ville helst have vendt om, og at spåkonen vidste hvem de var , var på ingen måde betryggende. Det sidste hun manglede var en gammel kroged kone til at indvige Tristan i hendes nyopstået blod afhænighed...alene tanken gav hende kvalme.Hun skulle bare finde en måde at komme ud af det på...både spå kone ...og blodet.
Hun så på Tristan og forsøgte at smile....nogen gange var han bare så dejlig ligetil.
" Jeg aner ikke hvad hun ævler om.. Jeg har kun Castel som gammel kærlighed...og...like you say...hun sagde yngste kærlighed,det giver jo ikke nogen mening? "

Camille fik et tænkende udtryk over sig...yngste kærlighed? I hvad...tid?? Alder?? Det var da forvirrende!

Konen tyssede på noget i en krukke...og tog en bille af en slags og stak derned.Camille kunne se en lang sort tvedelt tunge snappe op af ler krukken og hapse billen.Slt i slt et temmeligt uvelkomment og ulækkert syn.
Camille var ikke til krypdyr....eller biller, no way...en lille miniature drage var helt okay....men hun tvivlede stærkt på at krukken indeholdte det.

Konen vendte tilbage..og tog plads...." børn....i får et spørgsmål hver...dette tildeler jeg jer, brug det med omhu"

Hun så på Tristan...

"Som jeg sagde, ingen for lov at stikke af med Castle" Fastholdt han og missede på en eller anden måde at se hverken krukken eller hvad der var i den. Egentlig var han rimlig uopmærksom lige nu. Ingen faresanser hos ham dæmrede, som de gjorde hos Camille.

Hvordan kunne de bruge et spørgsmål either way? Han vidste ikk ehvad han skulle spørge om. Hell. Han vidste ikke rigtig hvad han ville vide.

"Dig først" Han kiggede over på Camille. Ville hun spørge om noget? Og kunne konen her svare overhovedet??

Camille gengældte Tristans blik, og et øjeblik var det som hun forsvandt i de gyldne øjnes farve.Hun havde 1000 spørgsmål hun gerne ville stille...til konen...men om hun havde lyst til at kende svaret , se det var jo en hel anden snak.
Man skulle ikke udfordre sin skæbne, og gjore man ikke lidt det, ved at kende den på forskud? Hun fandt i hvert fald sine egne syner om fremtiden ...energidrænende, men de omhandlede også altid ulykker af meget slem karakter....og tænk hvis hendes privat liv også skulle det?
" Bare fortæl mig en god ting om min fremtid" Camille så udfordrende på konen...nu havde hun da frit spil til at opdigte noget.Konen talte , og hendes øjnene blev nærmest helt sorte imens hun fremsagde sætningerne...

" The young fairy fair at heart, shall seek the sword and never do part.
Where your heart has sworn to love and protect, with the Excalibur you will connect"

Camille gloede dumt...først på konen og dernæst på Tristan, som hun hviskede til ..
" Alligevel sjovt at hun lige skulle nævne det, ik? Excalibur". Hun rejste sig halv op og greb ud efter Tristan..." skal vi ikke bare komme ud herfra? Hun giver mig...myrekryb"
Camille nikkede mod konen,hvis øjne stadig så store og sorte ud...og hun lignede en der faktisk ikke var helt tilstede, nu og her.

Escalibur .... Ja osse fe tingen osse. Det virkede jo næsten som om konen talte som hun vidste det, men Tristan havde altid ment at spåkoner kom med en masse ord i håb om at bare nogen vill passe.
Han lagde hovedet lidt på skrå og lændte sig over imod Camille da hun sagde noget. "jo en smule" viskede han tilbage. Han rakte hurtigt ud efter hende da hun rejste sig og satte hende ned igen med et flabet smil.
"vent vent, jeg har ikke fået min spådom endnu!" svarede han. "vi går bagefter!"

Så lænede sig lidt tilbage og skød sine lysebrune øjne hen på konen. Hendes øjne var blevet store og sorte og han var i tvivl om hun ville høre der hvis han stilte et spørgsmål. Der var så mange ting, men de fleste ville han selv svare på.
"okay jeg har et. Også selvom jeg altid har fået at man ikke må stille det spørgsmål" smilede han og blinkede til camille.

"Lad os se om du kan fortælle mig hvornår jeg skal dø?" han smilede skævt og afventede spåkonen.

Camille ,der regnede med han rakte ud efter hendes, for at komme op og stå så de kunne smutte...måtte se sig trukket ned i sædet endnu en gang, og det faldt slet ikke i god jord.Men Tristan havde sin egen mening om det og hans flabede smil, var bare ikke til at diskuterre det med.
" Okay.. Så stil dit spørgsmål" rullede hun med øjnene og sagde...ikke at hun forstod ham, for konen foran dem, lignede nu mere en der var i fuld sving med at lade sig besætte, af et eller andet meget ondt...hendes øjne var store og nærmest sorte...havde hun set sådan ud da de trådte ind? Nej...det menet Camille nu ikke.
Tristan stillede sit spørgsmål....og Camille mistede al sit ansigtsblod på under et halvt sekundt.
" Er du komplet sindsyg" hissede hun af Tristan og sad fastfrosset, imens grusomheden af hans spørgsmål, begyndte at trænge ind.
Det var da det eneste spørgsmål hun nægtede at høre om, vide noget om eller overhoved skulle forholde sig til.

De tørre og let sprukne læber begyndte at bevæge sig på konen...først uden lyd, men så var det som. Fire fem stemmer talte på damme tid..
" Mortem tuam eveniet"

" Silence" skreg Camille og fik afbrudt konen, samtidig med at kagefadet ramte hende lige midt i ansigtet.* slam* en lille telekinesisk back up.

" Så det nok Tristan ! hvad fanden vil du opnå med den dommedags profeti der?"
Denne gang lyste vreden ud af hende, da hun tog flugten ud af teltet.
Det var muligt at han ikke tillagde ordene nogen særlig betydning, men uanset om den gamle ikke kunne kende en frisk tomat fra en rådden banan, ville hun ikke sidde der og lege med en spådom omkring hans død.

Det gik meget hurtigt. Det ene øjeblik røg der nogle latinske ord ud som han forstod som starten på hans spørgsmål, men med et skreg Camille ved siden af ham og et kagefad ramte hårdt kvinden i ansigtet og han famlede bagover.
Han rejste sig hurtigt op en smule rød i hovedet og vrissede vredt tilbage.
"Det er mit liv og jeg kan ønske og gøre med det hvad jeg vil! Hvorfor er dte så slemt at jeg vil have en spåkones bud på hvornår det ender?" Svarede han i samme toneleje som hende.

Men så snart hun var stormet ud af teltet måtte han alligevel sukke opgivende og føle sig tung om hjertet. Han havde sin ret til at spørge hvem han ville om hvad han ville, men han vidste osse godt at hun ikke ville høre sådan noget.
Sagen var bare den at han ikke ville leve for evigt. Det blev mere og mere klart for ham og han kunne ikke få alt han ville have. Han ville gerne leve et langt liv og blive en gammel mand med skæg, og han ville hellere end gerne leve det liv med hende, men han ville osse godt have en udødelig sjæl. Være en kommende generationer ville snakke om langtid frem, og det fik man ikke ved at være forsigtig med sit liv og blive en gammel mand.

Han sukkede igen og stormede ud af teltet.
"Camille! Vent nu lidt!" Råbte han ud i mængden, men nåede kun at se en flig af det mørke stof. Hans stemme var ikke vred mere, og mere erkendende undskyldene.

Det i forvejen høje blodtryk fik han fordobblet med hans svar...eller lille modangreb..
" det er mit liv, og jeg kan ønske og gøre med det hvad jeg vil.."
Og imens hun stormede ud, lignede hendes tanker en flok hovedløsehøns der bare rendte rundt og skreg i tilfældig retning.
Var det hvad han ville? Tage en eller anden kamikaze kamp eller ekspidition og hæste en masse ære...og så gå ud med et brag? Hele snakke. Om tyrefægtning væltede ned over hende igen.Selvfølgelig var det hvad han ville...og altid havde ønsket.
Han havde haft en agenda lige fra begyndelsen.....ligge arm med dem alle- og vinde.
Og camille....hun var en biting, noget uforsigeligt der var kommet i vejen....måske fået ham til at tage en kæmpe omvej, men egenlig ikke til at ændre hans mål.
Et stykke fra teltet satte hun farten ned.Hun vidste Tristan var fulgt med...og var et sted nær ved, for hun havde kunne høre hans stemme.
Et øjeblik følte hun sig som en del af en film.En gammel film....Vilde orchideer.
En film med mystik, forskellige forventninger , spændninger,begær og et eller andet farligt....musikken klæbede til hende og et par arme hun ikke kunne se hvem tilhørte, satte en sort rose i hendes hår.Hun snurrede et par gange rundt om sig selv...for at finde ham, Tristan....men det eneste hun så var hvidt mod hvidt...næsten som et hospital, hvis det ikke var for rytmerne og de æggende dansetrin der domninerede gaderne og alt omkring hende.

"hey.." mumlede han da hun ikke satte farten ned. Han kunne ikke se hvordan det kom som en overraskelse for hende at han havde tænkt sig at gå ud med et brag. Havde han ikke sagt det fra starten ? Han var en tikkende bombe der bare ventede på at tage sine nærmeste med i faldet.

Han nåede tættere på, men synes hele tiden at der var folk der vadede forbi. Hvide klæder over det hele og blinkende lys. papirlanterne svævede over hovedet på ham og mennesker grinede og råbte rundt omkring.
Endelig synes han at kunne nå en flig af hende og fik fat i hendes håndled.
"Camille vent nu lidt!" Prøvede han og hev hende så godt muligt ind i til sig.
Han havde armene rundt om hende og hendes ansigt begravet i sin brystkasse.

"For at være ærlig, så ved jeg ikke hvad du vil have mig til at sige... Du ved da at jeg tænker over sådan noget?"

Lettelsen brusede hende over og gjore hendes oprørte sind dejligt svalt, da hun med et befandt sig ind mod Tristan.
Hun var altid tryg der.Det vidste hun.Aldrig ville han ...gøre hende ondt, eller svigte....men følelsen var kort, da hun løftede sit blik og så op i hans øjne imens hun halvt om halvt snøftede og skældte ud.." Du er tyren" ...hun så med bange øjne på ham..." Kunne du ikke bare være tilskuer, for en gangs skyld....undlade at skulle stå midt i det hele? " hun lagde panden mod hans bryst og mumlede " Undskyld...men jeg troede det var hele pointen med at forlade Deploratus, at holde os i live..."
Hun tak sig lidt væk...løjede stemningen der nærmest duftede af begravelse.
Måske var de hende? Hende der var ved at dø?

Han trykkede hende ind til sig uden at sige noget. Var han tyren? Han var ikke sikker. På en måde var han vel. Han kunne bare ikke tage tanken om at glide hen i glemsel.
Han så ned på hende med et beroligende blik.
"Det var det! Du ved da at jeg ikke planlægge at daffe af noget tidspunkt tæt på. Du ved at jeg gerne vil skabe en familie for mig selv først, og jeg vil gerne holde dig i live. Lige meget hvad der sker okay?" Han gav hende et lille smil og gav hendes hånd - som han havde fundet - et klem.
"Men du ved godt jeg ikke kan være tilskuer. Det ville ikke være mig at stå og se på imens kampen udfoldede sig." Måtte han indrømme og gav hende et let kys på kinden.

" Hvornår er noget nogensinde gået som vi har planlagt Tristan?" Spurgte hun stille...så mange ting synes altid at trække dem i forskellig retning, uanset hvor meget hun ønskede det bare var dem.
Hun ønskede bestemt ikke at være årsagen til en scene, lige her midt i en fest på kogepunktet, så hun rankede ryggen- og tog sig sammen.
Måske var hun sortseende, men hans ord ' holde hende i live, uanset hvad der sker' klingede bare ikke så godt.
Hun havde grænser for hvad hun ville- og hvad hun kunne....og jo...drømmen om fremtid og det hele med ham, med Tristan var svær at slippe...men hun kunne jo ikke så godt binde mande til en stol , så han ikke rendte sin vej, vel?
Ikke at hun ikke kunne finde på det,deeet kunne hun sku godt- men hun vidste at han ville ødelægge stolen og komme fri, just the same...så nogle kampe skulle man holde sig fra.Hun klemte hans hånd tilbage....og et lille smil kom frem, da han kyssede hendes kind.
" Ja...jeg ved det godt...jeg kan ikke pille din jæger og kamp mentalitet ud af dig" sukkede hun anklagende, men det var jo ham , Tristan var sådan....og det skulle ikke være anderledes.
Hun rakte hånden op og pillede rosen ud, den mindede hende om et varsel...normalt kunne de være smukke nok, sorte roser...men ikke i dag.
Camille trak Tristan afsted imod andre boder og dansende mængder og var begyndt at ' trække vejret igen'.
" Hmmm...kærlighed...spåkonen talte om...kærlighed....Castle var min første, men bestemt ikke den yngste" Camille gav hans hånd et klem og drilleð ham lidt.." du er min mest umulige kærlighed....men Eric...og øh..Mira , Mira er min yngste...måske er det hende hun hentyder til? Eller Valentine gården?"
En dårlig samvittighed listede sig kort ind over Camille...hun måtte se at komme derud,det var virkelig for længe siden.

"Er det ikke charmen ? At det aldrig går som vi vil have det?" Smilede han og trak på skulderen. Det var nu ligemeget for ham, tingene virkede gode nu. På trods af at alting altid gik i alle de retninger de ikke skulle gå så klarede de sig da godt. De var ikke døde eller endt sammen med en eller anden dæmon dreng. Han lavede en grimasse ved tanken.
"Hvor har du den fra?" Spurgte han pludselig da han fik øje på den sorte rose, som hun trak ud af sit hår.Den havde ikke været der før havde den? Sorte roser voksede faktisk ingen steder i naturen og han havde altid forbundet dem med et tegn på sort magi. Han rystede hurtigt på hovedet. Hvorfor tænkte han på det nu? Det var sikkert bare en glad forbipasserende der havde delt farvede roser ud. hva så ?

"Jeg er opvokset med den, og prøv ikke at lyve dig ud af det... DU elsker den jo" Drillede han muntert og prøvede at skubbe de triste tanker til side. De hørte ikke til her. Ikke nu.

"Den mest elskelig er mig!" Afbrød han påtaget fornærmet.
"Du spåkonen sagde kærlighed tænkte jeg mere romantisk kærlighed, men du har nok ret i at det godt kunne være andet. Som kærligheden for en lille pige" Han så tænksom ud. "Men Mira kunne vel ikke vide noget om det svær kunne hun?"

" Jo...alt andet ville nok være for kedeligt" medgav hun , men en lille del af hende var alligevel begyndt at længes efter noget mere normalt.Noget hvor der ikke hele tiden skulle kæmpes om alt.Men hendes lod i livet havde en anden vægt, det var hun efterhånden begyndt at indse.Men derfor trængte hun nu til det alligevel.
Camille besluttede, at når hun sagde farvel til Tristan, så ville hun tage ud på Valentine gården og opholde sig lidt tid der.
Mira og Eric var det tætteste hun kunne finde på normal her, ingen væsner på gården og ingen kampe.Bare afslapning,hygge og lidt lektielavning med Mira....helt normalt faltisk.
" Øhh....rosen? En eller anden random forbipasserende" svarede hun og så på rosen i hendes hånd.
"Jeg mødte en vampye en dag...Cortez, han gav mig en også.Underligt som de uddeler sorte roser her" mumlede hun og lod den dumpe ned på gaden.Hun ville ikke have den.

Et smil legede på hendes læber..og hun greb fat med hænderne på hans overarme og nussede blidt..
Hun ville ikke ændre spor ved ham...intet...kun at han ikke altid var væk og efterlod hende på egen hånd.Det var jo dømt til at få en som hende i problemer, men....nu gad hun ikke tænke på det lige nu.Planen var lagt....hun ville tage ud til Mira og Eric, men lige nu var hun her....med Tristan.Hun nev ham blødt i den ene arm.." Nå...så dét tror du hva, at jeg ligefrem elsker det? Gud...du TROR godt nok meget, skat.....men...måske har du ret...lidt" drillede hun ham og slap så holdet i ham.
De gik en smule videre....og Tristans ego synes også at ville have et ord indført i samtalen, og det fik hende til at le.
Camille standsede op, lod sine arme lægge sig omkring hans hals, hvis også han var standset, og trak sig ind til ham..." Du er absolut den mest elsklige.....men også den mest snaksagelige" camille slap ham og trak sig væk, for igen at begynde at gå..." Men hvor pokker sidder din volumen knap? Dét kunne jeg godt nok godt tænke mig at vide!"

Han kiggede efter rosen der ramte jorden. han nåede lige at fange et glimt af en der samlede den op, men de var gået videre og han kunne ikke se hvem det var.
*Kedeligt ja...* Tænkte han. En eller anden dag ville han vel også have en normal stund med familiehygge og julegaver, men lige nu kunne han ikke sidde stille længe nok til det. Livet var for kort til at bruge det på at være normal nu. Det kunne man gøre når man blev gammel.

Han stoppede op og smilede til hende da hun trak sig lidt ind til sig og nåede lige at give hende et hurtigt kys inden hun trak sig væk igen.
"Ha ! Volumen ! Den sidder nok omtrent samme sted som din. Et sted jeg ikke har fundet endnu" gav han igen og tog fat om hendes hånd igen.

"Nå... men hvor har du lyst til at gå hen?" spurgte han til sidst og kiggede rundt. Der måtte være noget at lave et sted.