Could use some help ~ Sean

Han blev forvirret af hendes reaktion. Han havde set hun var blevet trist...Men han brød sig ikke om det hun gjorde.
Han ville ikke have penge. Han havde nok i forvejen. Ingen skulle bare tage hans øl. Og til sidst, ingen skulle bare gå som om han var et stykke skrald, i stedet for at snakke, at kommunikere, om tingene.
Han rejste sig hurtigt, lod pengene ligge og fulgte efter hende. Hun nåede ikke langt, før hans hånd lagde sig om hendes skulder og fik hende til at sænke farten.
Med et svagt smil snuppede han øllen ud af hendes hænder, drak hvad der var i og smed krusset væk.
"Hvilken løsning søger du?" spurgte han da og gik nu ved siden af hende, om hun kunne lide det eller ej.
"Sorgen går dig på, alt dette med din slægt går dig på! Og du bryder dig ikke om det, det kan jeg se. Men hvilken løsning søger du?" han fornemmede en dyster stemning. En opgivende en. Og det ville han ikke finde sig i.
Han havde altid...prøvet at hjælpe folk, der ikke vidste hvad de skulle og som følte sig modløse. Og han håbede på at gøre det igen, for han kunne ikke fordrage at se folk sådan, når han viste at de sagtens kunne være stærke og styre mod deres mål. De skulle bare selv indse deres styrke og muligheder.

Hun bed sammen, og trak vejret dybt flere gange for ikke at lade tårer trille ned af hendes kinder.
Hun så ned, og væk fra ham.
''fred. Død.'' ordene var som slag, og det var hun ville have det til at være.
Slag, mod den ligeglad attitude han holdte sig. Om det virkede eller ej, hun ønskede ikke at han skulle stille spørgsmålstegn ved hendes holdning.
''jeg vil bare væk...'' mumlede hun så, og rev sig fri.
Hun begyndte at gå igen

Han holdt hende ikke længere, men gik med hende hvor hun end gik hen.
Han viste ikke han irriterede hende...Han viste ikke hvor ligeglad han virkede. Han viste bare han faktisk ikke var det...længere. Måske tolkede folks hans evige rolige attitude som ligegyldighed? fordi han altid var så rolig...Han viste det ikke.
og selv om ordene kom som slag, slog de ham ikke. Han havde ventet en lidt hård...udtale. Nogle lidt hårde ord.
Han overvejede hvordan han skulle gribe tingene an...
"Nephthys..." sagde han endelig. Det var første gang han sagde hendes navn og enlig tænkte over det
"...Hvad skulle det hjælpe? Du får fred. Men er døden virkelig den eneste udvej? er det den udvej du ønsker at tage?" han nævnte intet om slægten. Hvis han var i hendes sted ville han også være ligeglad med slægten. han ville nok mest...ønske fred. Død om nødvendigt. Faktisk...følte han næsten at han forstod hende.
"Hør her...Giv mig en chance for at hjælpe" han stoppede op og håbede lidt hun blev længe nok til at høre på ham.
"Giv mig lidt tid til at overbevise dig om det modsatte. Om at døden ikke er en løsning. Men en udvej. Overbeviser jeg dig ikke, vil jeg lade dig gøre hvad du vil. Men giv mig i det mindste muligheden...Og hvis ikke, så gå. Gå og lad folk være ligeglade med dig, være ligeglad med dem og det hele. Bevis du ikke har styrken til at fortsætte længere..." han var håbefuld, omend kun lidt. hun var langt nede...han mærkede det. og det i sig selv var mere et slag end hendes ord. Måske var der virkelig ikke meget håb for hende?

Hun bed sammen, vendte sig om så på ham.
''ti år! hvordan skal du overbevise mig, efter ti år!?'' hun råbte det næsten, rystende.
Hun var på randen til gråd, på randen til at give op på stedet,
Hun kunne ikke mere, og hvis han overhovedet kunne hjælpe, så skulle det være hurtigt..

"ti år!" sagde han, men uden at råbe. Bare roligt, som om han tog det til sig.
"Ti år, år jeg ikke kender og hvor jeg ikke ved hvad der er sket.
Men jeg ved...Jeg ved du har styrken til at vende det. Du har styrken til at dø. Så må du også have styrken til at leve" han blev stående hvor han var. dette var gyngende grund. Et forkert skridt og han kunne have mistet det hele...Hun lyttede og det var et godt tegn.
"Jeg skal nok overbevise dig. Men jeg har ingen hidsige midler. Du kan bruge din energi, din vrede, på at afreagere fysisk, men ellers fåregår dette ved ord.
De ti år er gået, Nephthys. De ti år er slutte. Du har nok oplevet mange ting, mange dårlige ting. ting som du aldrig skulle ønske at se, føle...mærke.
Men det er slut. Du er den eneste der er tilbage. Tror du ikke der en mening med det?
Tiden går kun fremad nu. og kun du kan ændre din fremtid.
Men jeg vil hjælpe dig. Hvis du tillader..." han viste ikke om han havde sagt de rigtige ting. Om han kunne overbevise hende...Men han håbede han havde.
Hun ville kunne se det i hans blik. Han håb...Han ønske om oprigtig at hjælpe hende...

mærke.... ååh, han skulle bare vide hvad hun havde mærket. Hvor meget hun havde mærket at hun var den eneste overlevende. den eneste der var tilbage.
"jeg har kendt nok til denne verden, nok til at vide at den ikke er mere værd, end jeg er. i slår alle ihjel, ingen overvejer hvor de døde ender.
ingen af jer tænker på hvad der sker med de efterladte. i sælger dem, til bordeller! jeg ville ønske at jeg var død sammen med dem!" hun så ned. hun hev efter vejret, mens hun hostede. det sved i hendes hals, og gjorde ondt i munden. anstrengelsen ved at tale var utrolig.

Han så alvorligt på hende. Det irriterede ham at hun sagde "i" når han intet havde med at gøre. Men han gik ud fra at det var sådan hun så det. Alle andre var skyld i det. Og det havde hun vel ret i.
Han overvejede længe sit svar, men ikke for længe.
"De folk du har mødt...Har nok været sådan. Nogen behandler folk som skidt og dræber uden at tænke...Som du har set har jeg selv en tendens til at bære døden med mig.
Jeg lever af at folk dør. Jeg er dæmon, kære shapeshifter. Andres død er mit brød. Men det betyder ikke jeg er ligeglad! Lad mig vise dig at nogle faktisk kæmper imod det. At nogen ikke er ligeglade. At her ikke kun er de kolde og nyttesløse folk.
Du behøver ikke arbejde i et bordel, hvis det er dig der er solgt dertil. Jeg vil købe dig fri, men ikke for at bruge dig. Jeg har penge nok. Og giver dig friheden tilbage. Jeg har penge nok til at hjælpe dig med mad og husly, hvis du ønsker det. Og hvid du føler dig helt nyttesløs eller som en snylter, kan du nogen gange hjælpe mig...Det er hvad jeg har at tilbyde. Et nyt liv. Eller et forsøg derpå. Prøv det. Sig ikke nej først, tænk over det. Du vil få din frihed igen.
Og jeg vil vise dig folk...Jeg kender bla. en ung kvinde som kæmper for folks rettigheder" han kunne ikke andet end forklare hende hvad han havde at tilbyde. Og hvilke andre slags folk der var. Kvinden han tænkte på var Camille. hun kæmpede for at sætte slaverne fri. Og meget mere.

"jeg skulle være død med dem!" hun så væk og gned sine tårer væk fra ansigtet.
"jeg skulle være død... Istedet valgte mænd som dig at bære mig ud af bygningen....!"
hun gned nu endnu flere tårer væk, inden hun begyndte at gå igen.
hun havde ingen grund til at lytte til ham. ingen grund til at lade ham hjælpe.
han var en fremmed. som hun skyldte sit liv. hun ville ikke skylde ham mere.
Hun skyldte ham allerede sit liv, hun var virkelig ikke villig til at lade hende købe fri. Hun ville ikke stå i mere gæld til ham.

Hun var stædig. Og holdt viljefast på sine fortabte tanker, i stedet for at lytte til fornuften.
"Folk som mig? Hvad er jeg da, siden du forbinder dem med dig? Jeg har intet med din familie eller slægt at gøre. Jeg aner intet om hvad der er sket. Jeg har intet med det at gøre." Hun var sikkert ligeglad. Som hun havde været med alt andet han havde sagt. Men han havde lovet hende hun bare kunne gå, hvis hun valgte dødens glemsel og fulgte derfor ikke efter hende. Det var jo hendes eget valg.
Men måske søgte hun efter nogen af give skylden?
"Jeg troede du ville hævne din familie!" udbrød han så.
"Ikke på hvem som helst, ikke på alle mænd du ser...Men på dem der gjorde det! Men det har du måske hverken vilje eller styrke til?" Og så sagde han ikke mere. Det var tabt. Hun gad ikke. Han havde tilbudt det, men hun havde på sin egen måde sagt nej.
Og så kunne han intet gøre. Han ville hellere lade folk gå deres egne veje, end tvinge dem til ting.
Han vente sig om og begyndte at gå tilbage, dog opfyldt af tanker...

''hævne dem..? hvordan skulle jeg kunne det..?''
hun stirrede på ham, da han vendte ryggen til hende.
Hun satte sig ned, direkte på jorden. Hun så ned i sine hænder, og lukkede så øjnene.
*jeg kan ikke engang hævne migselv. hvordan skulle jeg hævne dem..?'*
hun bed sig hårdt i læben for at undgå at tude endnu mere

han stoppede op da han hørte hendes stemme. Han vente sig om mod hende igen og blev overrasket over at se hende sidde på jorden, stirrende på sine hænder med lukkede øjne. Han viste ikke hvad hun tænkte. Men han havde åbenbart ramt rigtigt. Denne gang.
"Nephthys...jeg er lejemorder" sagde han og tillod sig et lille smil, i håb om det indgød håb for hende. Eller lidt tryghed...han viste det ikke. Kun måske.
"Jeg er van til at...jagte folk" han sagde jagte, ikke dræbe. hun havde jo allerede påstået han var en uforbederlig, dum satan. indirekte.
"Hævn betyder som oftest død over nogen. Kunne du ikke noget med ild? Jeg er sikker på vi kan finde dem og skaffe dem af vejen på en passende måde" sagde han

hun så bare ned, og derefter op på ham.
''jeg ønsker ikke at skade andre... Den største straf de kan få er tilgivelse...'' hun så ned igen,
''jeg ønsker mig bare et rigtigt liv.. Hvilket jeg ikke kan få. Så hvorfor prøve? Jeg er vokset op alene, og jeg dør alene. End of story... Jeg er glad for at du ville hjælpe. men der er intet at hjælpe med,....'' Hun så ned på sine hænder

(skal lige nogle ting, så undskylder på forhånd hvis jeg svarer lidt sent)

Han gik hen til hende og satte sig ned foran hende, dog så der var mindst en meter mellem dem. Han ville ikke mase på hvis hun helst ville være...væk fra ham.
"Dit liv er kun slut, den dag du dør" sagde han
"Og set i mine øjne er du ikke død endnu" han så tænkende på hende et øjeblik.
"Jeg er Sean McGivens. En frygtelig dæmon. Mit liv har været fuld af modgang, en psykisk syg mor og en forventningsfuld far. Min storebror er den eneste der betyder noget for dem. Så jeg stak af. Jeg har i teorien heller ingen familie. Og har aldrig haft det" han lagde hovedet lidt på skrå.
"Jeg stak af for at lave om på mit liv. Derfor tror jeg på du kan det samme. Starte dit nye liv. Du behøves ikke være alene mere" han viste om det havde nogen virkning. Men han viste at godtog hun ham, ville han støtte hende.

''jeg kender dig godt... Min kusine var du sammen med på et tidspunkt... eller du var tæt på at være sammen med hende...'' hun trak på skuldrene.

''mit liv er ikke slut, det ved jeg godt. Men der er ingen mulighed for mig. Der er ingen kærlighed for mig. Ingen familie der venter. I realiteten kunne de være i live lige nu, og jeg ville stadig være alene. Sådan er det...'' hun så på ham igen.
''jeg ved godt at du vil hjælpe.... Men med hvad? Jeg har et hjem, jeg har penge til at overleve for... Jeg er bare alene...'' hun så på ham igen, nu tavs.

Hendes...kusine? Hvad mente hun med det? hvem var hendes kusine?
"Hvem er din kusine?" spurgte han forundret. Nuvel. Hun havde åbenbart kørt et...spil. Lad os se om den store dæmon overhoved har menneskelige følelser! Han havde det lidt som om han tog røven på ham.
"Nuvel, hvis du har hjem og penge..." han rejste sig op igen og børstede skidt af sine bukser.
"...Må mit selskab vel ikke betyde så meget. Kan du ikke se det er det jeg tilbyder? Hvorfor være alene, når man kan lade være..." hun virkede som om hun havde forandret sig. gået fra en svag tille shapeshifter, til en af de lidt mere bestemte og stærke af slagsen. Han ville ikke sige han havde undervurderet hende. Han viste hun havde det i sig.
Men hun kunne tydeligvis ikke se hvad han prøvede at tilbyde...Og han gad ikke blive til grin. Lidt værdighed havde han dog.

''hun kaldte sig selv mange ting inden hun blev slået ihjel... Lyssa. Lyssaria... Daenerys... Isis..'' hun så på ham.
''hun arbejdede på Dream Girls.. som jeg også gør. det er mit hjem.'' Hun så på ham.
''og dit selskab lyder som langt mere end blot selskab... Min kære ven, som lejemorder, tror du selv at jeg ville lade mig selv blive så sårbar igen?'' hun rejste sig også og tørrede tårer væk

lyssa...Daenerys...Ja, han måtte indrømme det lød bekendt.
Han trak på skuldrene og så lidt på hende.
"Tror du virkelig jeg er ude på at dræbe dig?" spurgte han. Han virkede ikke helt så imødekommende nu. Hvordan kunne han det?
"Jeg bliver hyret til hvad jeg skal. Ingen er kommet til mig med dit navn. Og hvis vi havde indgået et forlig, et bekendtskab, tror du så jeg ville?Jeg har også en ære en holde. Jeg vælger selv hvem jeg vil dræbe" han smilte lidt til hende, tydeligvis afslappet igen.
"Men det må du selv om. Jeg har hjulpet dig en gang. du behøves ikke stole på mig. Det er der ingen andre der gør. Fortsat god dag!" han vente sig om og begyndte at gå. Selv om han nok virkede afslappet, kørte hans tanker på højtryk. Hvor var hans afstandstagen blevet af? Han havde virkelig..gjort sit bedst for at få hende til at tro på ham, og så stod hun der, kold.
Men hvad? Måske blev man bare sådan. Hun var måske bange for folks selskab og det kunne han ikke fortænke hende i...
Et smil gled over hans ansigt. Han havde nu heller aldrig bundet sig til nogen og kom heller aldrig til det! Dog var der nogen han helst ikke selv ville dræbe...det kunne nok ikke helt undgås.

''jeg mente ikke at du ville dræbe mig, Sean... Ellers havde du gjort det, da du dræbte mændene i gyden..'' hun så bare på ham, indtil han vendte sig, og gik.
Hun så lidt ned.
''jeg frygter bare at dit selvskab kunne udvikle sig til langt mere.'' hun så bare ned.
''og det må aldrig ske igen.'' så begyndte hun at gå, indtil hun opdagede at hun var fulgt efter ham.
Dum som hun da ellers var.
Hun stoppede op, da hun knap kunne se ham i de dunkle gader.
Hun satte sig op af en mur, som en tigger, og lukkede øjnene.
Hun havde talt mere med Sean, end nogen anden i hele hendes liv.
Og alligevel... Føltes det rart.
Hun lukkede øjnene over den brændende smerte hun havde i mund, hals og bryst. Det krævede meget at snakke, med kun en halv tunge. Og nu var han ude af syne.
Om han stadig var i nærheden eller ej, det kunne hun ikke vide. Hun kunne knap vide om han ville huske hendes navn om nogle minutter, hvis han da stadig huskede det i dette øjeblik.
Hun sukkede og pillede lidt ved Lyssa's forlovelsesring... Den som hendes ægtemand havde købt til Lyssa, som de fandt i hytten, på hendes lemlæstede krop.

Nephthys så ned, og krøb bare sammen om at muren. Klokken var vel godt og vel to eller tre om natten nu. Bordellet ville være låst af, så der var ingen mulighed for at komme hjem i aften.
Hun sukkede stille, og satte sig til rette, da det så ud til at hun skulle sove der i nat.

Han havde hørt hende. Men alligevel gik han. Han ville give hende tid til at tænke over tingene og slappe lidt af. I stedet for at blive til grin noget mere!
Selv fandt han sig hurtigt en kro og skaffede sig et værelse for natten..Eller vel nærmere dagen, på et eller andet tidspunkt skulle han vel sove! Men det kunne ikke blive nu.
Udvikle sig til mere? Havde hun ment...et forhold, af en slags? Jamen det var fuldstændigt udelukket! Han følte sig ikke tiltrukket af hende.
Han smilte for sig selv og bestilte et glas vand, som han hurtigt drak.
Desuden...Hvis hun virkelig var bange for det...At få et for betydningsfuldt forhold til ham...Han kunne jo ikke vide hvordan hun ville se på det. Men så kunne man vel være bange for alt, ikke? livet var fuld af chancer...
Han bandt sig ikke til folk. det ville være farligt for dem og for ham selv. Han kunne ikke tillade sig selv at have sådan en...ting. Aldrig. Han var incubus. troede han virkelig han kunne få en normal hverdag? Eller have så meget som en kæreste?!
en underlig vrede fyldte ham.

Der gik noget tid, før han forlod kroen og gik tilbage. Hun var sikkert gået nu, men han ville lige være sikker, for bordellet var lukket.
Da han kom tilbage, viste han ikke om hun stadig var der...

Efter flere timer sad Nephthys stadig op af muren.
Der vare flere steder på hendes bare hud hvor hun var gået hen og var blevet blålig af kulde, men det så nu ikke ud til at generer hendes 'søvn.'
Hun sad ret op og ned og sov, med knæene trukket op under sig.

Sov var vel for meget at sige, hun døsede. Dagdrømmeri kunne man næsten kalde det.
Hun sov sjældent rigtigt, og hun havde valgt for længe siden, at det bare var sådan det var.

Hun havde aldrig ment et forhold... Men selv venskab ville være nok til at hvis venskabet gik fra hinanden ville hun være alene endnu en gang. En chance hun bare ikke tog længere.
Til det var bordellet perfekt.
Hun arbejdede der heldigvis kun som servitrice. Hun havde aldrig rørt en mand, og gud nåde og trøste hende hvis hun gjorde.

Hun rykkede lidt på sig, stadig døsig.

Han nærmede sig og så hende som hun sad der.
Han valgte at gå helt hen til hende og lagde en hånd mod hendes kolde hud. På hendes arm.
"Nephthys?" spurgte han blidt og ruskede lidt i hende for at vække hende. Hun var helt blå nogle steder. Han rynkede øjenbrynene.
"Det er bare mig, Sean. Igen" smilte han til hende, da hun var lidt mere vågen.
"Vil du ikke sove et varmere sted? din hud er næsten helt blå" det undrede ham lidt. hvis hun havde penge...og et hjem, hvorfor gik hun så ikke hjem? eller kaldt hun bordellet for sit hjem?
Og pengene...havde hun da ikke penge nok til at låne en seng på den nærmeste kro?

hun åbnede øjnene lidt da nogen ruskede i hende.
''mmh?'' hun prøvede at fokuserer men det gik ikke specielt godt.

Så sagde han at det bare var ham. Hvem skulle det ellers være?
Var hendes hud blå? Det undrede hende ikke. Det var ret normalt af at sove udendørs.
''der sker ikke no...'' hendes stemme døde hen, da hun igen døsede hen.
Hendes hoved faldt slapt ned og ligge med støtte på hendes ene skulder

Sker intet? Altså!
Han trak hende op og lagde hendes ene arm om nakken, mens han lagde en arm om hendes liv.
Og trak hende på den måde med tilbage til kroen, om hun ville det eller ej.

Da de trådte ind, så kromanden dem straks.
"Værelse...Lidt varm og noget varmt?" Manden nikkede og Sean trak hende med ovenpå, fandt sit værelset. Han slap hende med den ene hånd da han låste døren op.
Med armen om hende igen bar han hende halvt med ind og lagde hende til sidst på sengen.
Manden kom lidt efter og stilte vandet fra sig, sammen med lidt varmt mad og nogle dunke med varmt vand. Sean nikkedes om tak og han gik igen.
Han tog dynen og lagde over hende, mens han lagde dunkende rundt om hende, under dynen, men uden de ramte hende. Så de kunne sprede varme indenunder dynen Nogle grever normalt kun brugte, men alligevel.
"Nephthys?" spurgte han roligt.

der gik omkring syv minutter, fra at han havde snakket til hende, før hun spærrede øjnene op.
Hvor fanden var hun!?
Der var ulideligt varmt under dynen. Hun krøb hurtigt op og sidde, i ren forskrækkelse, over at han sad og så på hende.

Hun stirrede forskrækket på ham, og derefter begyndte hun at mumle panisk. Og uforstående.
Ingen ord gav mening, det var ren sort snak.