Walking in the Air ~Nepthys~

Hun stoppede op.
''og hvad skulle jeg tale om?'' hun vendte sig og så på ham.
Hun bed igen sammen.
''om hvor meget jeg hader at tale sådan her?'' hun slog armene ud.
''om hvor meget jeg hader at folk glor som om jeg er psykisk syg!?'' hun knurrede det næsten.
''ellers tak, sir. Jeg har du udemærket med ikke at tale.'' sagde hun bare.
Et kort øjeblik var hendes øjne som en ulvs, indtil hun så væk, og gik ned af gangen igen

han kiggede undrene på hende og kunne ikke forstå hende, hvorfor hun hadet ham, eller hvorfor hun fortrak at skulle være stille for evigt, men at hun kunne lære ham og tale på en metode uden at det kunne fornærme hende.. det kunne hjælpe så meget..

han gik over til hende og tog fat i hendes hånd ''så lær mig og tale på en metode så uden at snakke via stemme istedet'' sagde han kort og kiggede undrene på hende ''for jeg er sikker på at du ikke skulle være den eneste med dette, og dermed kan jeg snakke med andre som har det som dig, hvis du blot kunne lære mig det'' sagde han kort og lidt iriterret over at hun heletiden skubbede ham væk, holdte afstand fra ham som om at han var en fjende for hende eller ville gøre hende ondt. . .

´da han tog fat i hende skærmede hun sit hoved med sin arm, som om han ville slå hende. Hun skælvede lidt inden hun endelig svarede ham

''jeg kan ikke lære dig det... jeg kan ikke engang selv..'' sagde hun bare inden hun så ned.

han kiggede undrene på hende, og begyndte og spekulere på hvordan han så skulle tale med hende uden at såre hende, men lod på blikket på hendes ben, samt den hånd han havde tag fat i, som var dekoreret ''er det dig som har lavet alt dette'' sagde han og kiggede på hendes hånd med et lidt overasket blik, han havde ikke forvented nogle så ung kunne lave noget så flot

hun nikkede stille.
''det er det jeg bliver betalt for..'' mumlede hun.
Hun så ned af sig selv.

han syntes det var smukt og kiggede så der efter om han nu havde ødelagt der hvor han havde tidligere taget fat ved, men intet skade havde sket.. ihvert fald ikke på det hun havde lavet, og der efter på hende ''du må undskylde jeg har tog fat i dig, men viste bare ikke hvorfor du fortrækker at være stille, og.. hvordan gjord du det med øjne'' sagde han kort og kiggede på hende undrene ''er du også en demon?'' sagde han halv lavt for at sikre ingen kunne høre ham. . .

''dæmon?'' hun grinte det næsten. Hun smilede forsigtigt.
''nej, sir. jeg er ikke en dæmon.'' sagde hun roligt.
måske var dette en mulighed for hende at vise nogen hvad og hvem hun var...
''kom med...'' hun hev ham med ind i hans rum, hurtigt

han kiggede undrene på hende og lukkede døren efter sig for at sikre ingen skulle komme ind og se hende, han satte sig der efter på stolen og kiggede på hende med et lidt undrene blik ''undskyld, jeg ved ikke hvad der går af mig, jeg er vist nok lidt skør og kalde dig en demon'' sagde han kort og sukkede kort hvor efter han kiggede på hende.

''nej, det er ret logisk.'' sagde hun bare.
Hun smilede undskyldende til ham, og begyndte roligt at skifte form fra menneske til ulvinde.
Kort efter sad hun afventende på gulvet, og kiggede på ham. Ved siden af hende lå hendes tøj.

han sukkede kort da han før kiggede på hende var hun menneske så blinkede han og så nu en ulv for sig, som om at pigen havde ændret sig fra menneske til ulv og det er jo ikke muligt.. var det!?. . .

hans tanker om hende undret sig da han nu så en ulv for sig og kiggede mod døren og der efter tilbage på hende med noget så store øjne, da døren stadig var lukket, hendes tøj som lå på gulvet og en ulv som nu sad og kiggede på ham, mere mærkeligt kunne han ikke finde det, men så igen han havde oplevet en demon som var.. venlig. . . og nu en ulv som sad for an om, spørgsmålet var bare om hvad hun vil gøre, for et menneske kan da ikke ændre sig til en ulv.. kan det? han satte sig på hug for an hende, ''Nepthys'' sagde han kort for at se om det nu var hende eller ej...

Ulvinden bjæffede kort da han sagde hendes navn.
Den rejste sig og gik hen til ham og hoppede op med forpoterne på hans lår.
Den så på ham med de samme gyldne øjne som Nephthys havde som menneske.

Så bakkede ulvinden ned fra ham, og væk.
Hun bakkede hen bag en omklædningsskærm.
Hun havde taget sit tøj med derhen.

Skyggen fra ulvinden mod skærmen, blev til en kvinde.
Hun tog sit tøj på igen, tavs

han kiggede overaskende på hende, som om at det noget han ikke helt havde forvented, hvor efter han kiggede på skyggen ''så, hvad bliver din slags så kaldt, for menneske kan du da ikke blive kaldt'' sagde han og kiggede lidt undrene på skyggen af hende hvor efter han undret sig lidt over at hun kunne ændre sig fra ulv til menneske som hun lystede, tanken kunne være fantastisk men så igen så måtte dette jo være fantastisk at kunne. . .

''shapeshifters..'' sagde hun stille, og kom frem igen.
Hun så lidt ned og satte sig foran ham på gulvet.

hun stirrede på sine hænder, tavs

han kiggede undrene på hende og satte sig ved siden af hende ''mit navn er ventor, og undskyld mange gange men jeg syntes du ser fantastisk ud, og med dette mener jeg en hver form du tag dig'' han kiggede roligt på hende og prøvede at være lidt opmuntrende ''og det du kan lave på din hud er fantastisk, jeg har aldrig set noget ligne'' sagde han med blikket på hendes ansigt.

''det er det jeg er her for...'' mumlede hun stille. Hun så ned endnu, igen stille.
''jeg går ud fra at du er menneske, siden du ikke kender til os?`'' hun så op på ham.
''menneske, og jæger.'' det sidste ord blev sagt i direkte foragt.

han kiggede undrende på hende og forstod nu at hun ikke brudte sig om ham fordi han jagtede dyr for deres kød og skind ''jeg jager for at skaffe føde, og intet bliver lagt til side hos byttet, knoglerne bruger jeg til hunde som får nærring af det, blodet giver jeg til aboteket for at kunne forske mulighed for at rede liv, alt vil ikke gå tabt af det jeg jager, og havde jeg vist at der kunne være shapeshifters i de dyr jeg har jagted havde jeg aldrig jaget dem, jeg havde jagted dyr som er dyr og ikke magiske væsner, og slet ikke nogle som er så unik som du er'' sagde han kort og kiggede undrende på hende ''jeg vil ikke jage pga skind og ligge resterne, jeg bruger hvert et enkelt strå fra det liv jeg tag'' han kiggede roligt på hende og sukkede

''ikke desto mindre tager du liv, og giver intet retur.'' knurrede hun kort, og rejste sig.
Hun så ned, stille, og rystede på hovedet.
''tak for snakken, sir..'' hun så ned, og begyndte at gå igen, uden rigtigt at sige mere

han sukkede og kiggede på hende ''det jeg giver dem er et paradis, ved hjælp af dette som giver dem muligheden for at gå ind i den åndelige verden, uden smerte, uden sorg, og uden ensomheden'' han lod sin jagt kniv vise frem med old elviske skrift på som giver væsner direkte mulighed til den åndelige verden ''jeg fik den af min far som også var jager og som kom her fra, men hvorfor ved jeg ikke, han sagde at den stod for at sætte dyret fri, og hvis dette nu er sandt giver jeg dem deres perminente frihed'' han kiggede lidt trist på hende og sukkede kort ''og det var så lidt'' sagde han og kiggede på kniven kort. . . og lagde den i sit hylstre.

''tror du på enhver gammel galning du møder på din vej!? Den kniv fører ingen steder!'' knurrede hun.
''udover til den død vi alle vil møde en dag.'' hun smækkede døren efter sig, så det rungede i hele rummet.
Hun bed sammen i forsøget på ikke at skrige, og satte i løb ned af gangen.

en enorm vrede fyldte hans sind efter hun kaldte sin fader en galning og mindet om sin far og sin mor brændt på bålets flammer da han kun var 8 år og se sine forældre brænde, hans sind kom nu tilbage i rummet som begyndte og brænde mere og mere ind i rummet hans blik fokuserede på hende mens stemmen fortsatte med at kalde sin far en galning vreden fortsatte og fortsatte han ville ikke myrde hende, hun var stadig et menneske.. i hans øjne. . . og vreden fortsatte mere og mere mens flammerne steg højere og højere han rejste sig op og ville gå ud af døren uden at spilde et eneste øje blik på flammerne som var om ham, han viste overhovedet ikke hvordan de kom, men blot at han ville forklare hende at hans far ingen galning var, og hvor vovede hun og kalde ham dette... vreden steg ham til vejres og det samme gjorde luften så han nået dårligt nok og tag fat i håndtaget til han næsten manglede luft pga ilt mangle i rummet. . . . og røgen som nu steg ud af døren begyndte. . .

Nephthys, som den eneste, havde lugtet røgen, og skyndte sig tilbage. Ilden slikkede op af døren da hun åbnede den. Uden tøven fik hun den til at forsvinde, i den blå luft, al ilden forsvandt da hun lukkede sin hånd.

Hun sukkede opgivende, tog fat i Ventor, og tog ham op på sine skuldre. Der fra bar hun ham ned i de private rum, pigernes rum.
Hun bar ham ind i sit private værelse, og fik ham lagt på sengen.
Hun var på en og samme tid rasende, skræmt, og på randen til gråd

der gik noget tid før ventor vågnede men vågnede med at være næsten halv sort på sit ansigt pga røgen han kiggede lidt fortåget rundt for at finde ud af hvor han var mens han hostede, han hadet personligt at være så svag, så han tvag sig selv med at prøve at sætte sig op men resultade var bare mere hosten da røgen havde lagt sig tæt ved hans lunger, han prøvede og kiggede forvirret rundt for at finde ud af hvad der var sket, om det hele bare havde været en drøm eller virkelighed. . .

''her.'' hun rakte ham et glas vand, inden hun trak sin natkjole endnu tættere om sig.
Hun så ikke på ham. Hun satte sig over ved sit spejl igen, og begyndte at fjerne sin makeup fra ansigtet

han kiggede på glasset og tog en slurk hvor efter han slog halvt øjne op ''så.. brænden var ikke en drøm, de må havde været tættere end jeg troede. . .'' han sukkede og prøvede og rejse sig op hvor efter han gik halv forvirret mod døren. . . han ønskede ikke og blive længere hvis de folk som fandt ham efter at havde slået hans forældre ihjel og nu kom efter ham kunne han ikke risikere og blive her... hans blik lod på hende og der efter tilbage på døren mens han i alt forvirring taber glasset. . .

"sæt dig ned inden du skader nogen Forossie." sagde hun bare.
"og da du startede branden sørgede du får at min chef nok vil tage min løn i de næste sytten år."

hun rejste sig og gik hen til ham, og lagde en hånd på hans skulder.