Hunted Graveyard. \\Azazel

"Dé Minion" - Vagt kommandør Glatius

Lydene gentog dem selv gennem natte mørket, lyden af store stål støvler fra de skinnede riddere der løb af alt tøj og rammer kunne holde til, den evige konkurrence om at løbe hurtigere end de andre, for i disse grufulde øjeblikke, var der ingen ære at opfylde, og efter den mystiske velkomst til den lille landsby, da en skabning så mørk som natten, og så sadistisk som djævlen selv havde kastet sig fra et træ, og som en mester kok der flået jomfrue rejer, bliv deres venner og kampbrødre flået af de store gyser ligende klør, og efterlod en blodig masse som en snegl efterlod slim. I alt denne tumult havde vagt kommandør prøvet at kæmpe et brag kamp for at få Isabellas silke bløde fødder igang med at løbe, men ingen fornuft kunne komme til hende. og først da han lagde sig på knæ og sagde frøken foran hendes efternavn begyndte Isabella at bevæge sig. Natten opslugte de løbene soldater, og man kunne høre hvordan et høje skrig fra dem mens de løb af helveds til med næsen mod kirken.

Ak og Ve, endelig nået de ly søgende væsner frem til kirken, og man kunne se hvordan de hastigt fik smækket de store kirke døre i, og lyden af stål svær kom gennem luften, da alle trak deres elskede stål våben, og drejet sig mod døren, i forventning at helvedes største pinsler ville rive døren ned, men.. intet skete, ingen lyde, ingen banken, ikke så meget som et forsøg. Glatius var hurtigt på aftrækkeren, og fik de 6 overlevende vagter til at tjekke alle vinduer, og lukke dem, hvis ikke de var. Isabella, is dronningen med et hjerte lige så koldt og dukke agtigt, som hendes make-up dukke pyntet ansigt, sad nu oppe ved alteret, og kiggede stift på det, som var hun i en stirre konkurrence med selve gud.

Hvis nogen kom gående udenfor, ville de kunne se et par lig iklædt nogen store stål rustninger, men intet tegn efter det som havde gjort det.

Azazel sad på en af træbænkene i kirken, hun kiggede på den smukke ring som Victor havde givet hende da han friede til hende, hun sank langsomt ind i sine tanker, men hun var der ikke længe før hun blev afbrudt af et brag, *Kirkedøren* kirkedøren var åbnet og der kom nogen ind, hun nåede ikke helt af se hvem, da hun hurtigt gemte sig under kirkebænken hun havde sidet på. Der var meget støv under bænken, og hun hostede meget, og det blev bare værre og til sidst ville man kunne høre det tydeligt, en lav hosten, som om der var nogen der var ved at blive kvalt.
Hun holdt sig for munden så det ikke blev så højt, men det hjalp ikke, hun løftede hovedet op fra bænkens skjul, men man kunne stadig ikke se hende, hendes krop var stadig under bænken og hendes hovede var ikke helt over bænken.
Hun hørte fodtrin, der kom lige forbi den bænk hun var ved, de var på vej op ved altret, hun stak hovedet lidt frem, men man kunne stadig ikke se hende. Det var en kvinde, hun sad oppe ved altret, *Hvad laver hun, hun laver ikke andet end af stirre* hun kiggede op og ned af damen, bare for at se hvad hun var for en, hendes blik standsede ved kvindes ansigt som havde fået den store krigsmaling på, hun lignede en dukke, også den måede hun bare stirrede ud i luften på, "Hvorfor er hun kommet her ind* Azazels blik var klistred fast på kvinden, *er der andre* hun ville ikke tage blikket fra kvinden, i stedet lyttede hun om der var flere.

"Azazel, Jázex, Thor, Thomas, tænd lys" - Glatius
"Felix og Domin, søg kirken igennem efter brandbart væske" - Glatius

Glatius kastede ordre på de 6 vagter, trænet og loyale adlyd de hans ordre, mens han kommenderet dem rundt som var det hele Sakrefs hær der var samlet udenfor kirken de skulle gøre sig klar på, det var tydeligt han havde prøvede sin del af stresset situationer. Isabella sad bare sjæleløst, og lod ikke sine øjne glide væk fra alteret, som kunne hun faktisk ikke lukke øjnene, eller dreje hoved, hendes åndedræt var så små og sjældne som et lig, og når man endelig så en følelse på det islandskab der var kendt som hendes ansigt, var det en velkendt følelse kaldet ligegyldighed, som var hun tom og øde indeni. En tom krop.

Glatius gik med hastige skridt mod Isabella, og hans elite soldat blik fik fanget et par øjne der gemte sig under en kirke bænk, hvilket fik ham til at hæve det store spyd lavet af massivt sølv, dækket med hellige og elver symboler fra top til slut. "Kom frem!" Mandens bagside af den skinnende stål rustning gik i stykker, og nogen mægtige hvide engle vinger kom frem af hans ryg, mens hans øjne bliv så hvide og pirrende at se på, som et kamera glimt, bare et konstant et. "Jeg overlader ingen tilfældigheder. vis dit ansigt, eller find et spyd i dens sted!" Glatius var tydeligvis ikke en der gav kvinden særlig meget tænke tid, efter hans mening skulle alt gå hurtigt og effektivt nu.

de andre vagter var bare igang med at gøre som han sagde, tænde stearin lyssene rundt i kirken.

Azazel kiggede på stadig på kvinden, men kiggede væk da der var nogen der talte, der var andre end hende, *og en som har mit navn* hun lagde hoved på skrå, *Jeg troede jeg var det eneste der havde det underlige navn* hun kiggede hen hvor lyden af navne og kommandore kom fra og hun fik øje på en mand i rusting, hun vidste det var en mand, da hun hørte hans stemme.
Hun krøb lidt længere ind under bænken, da manden med rustiningen gik hastigt op mod kvinden, men han stoppede op ved hendes bænk, Azazel fik et chok da manden talte, og hun var ikke i tvivl om hvem han talte til, *Shit jeg er opdaget*
Hun kom lidt længere frem men var stadig under bænken, hun havde ikke lyst til at komme ud til en kæmpe stort muskelbundt selvom hun var dracoianer.
Men hun var nød til det, han havde et spyd og han lød ikke som en der havde særlig stor tålmodighed.
Azazel krøb frem fra sit skjul underbænken, med et koldt blik i øjne, kiggede hun direkte på manden i rustingen, og sagde ikke en lyd, hun skulle ikke sige noget der måske ville skade hende, i stedet pillede hun ved ringen, da hun var lidt nærvøs.

Glatius lod det fareturende spyd blive sænket, da han så det var en civil, men han undret sig over hvordan den spinkle smukke kvinde var kommet indenfor med det monstrum udenfor. Glatius var en maskulin mand, med et bryst der var så hårdt, at en klippevæg kunne blive jaloux på ham, og hans overarme var som to halve træstammer, som var dækket de tre lag solidt stål fra hans rustning, han var iforhold til mange andre engle en der kunne slås med dæmoner med rå styrke. normalt var dæmoner jo stærkest. Glatius holdte et skarpt øje på den ukendte kvinde, selvom han havde fjernet våbnet, så var det tydeligt han ikke stolet på fremmede der kom ud af ingenting. "Hold dem tre meter væk fra frøken Dé Minion, så vil vi have ingen problemer"

Man kunne høre en soldat, en kvindelig en, hun havde langt sort hår, som havde en masse ar på sit ellers kønne ansigt, efter en lang tid med kamp og problemer, hun hed Azazel, og sagde nu "Sir Glatius. Thor er forsvundet" Glatius kiggede sig kort omkring ved at dreje hoved, og man kunne nemt læse hans tanker *Han var her da lige før* i samme sekund kom en afdød krop faldene med et reb om halsen ned fra en mørk balkon i kirken, man kunne se liget svæve frem og tilbage, personen døde på stedet rebet foldet sig ud i sin fulde længde, og man kunne høre et knæk fra hans nakke.

Glatius trådte et skridt tættere på Isabella, mens Isabella selv, ikke engang drejet hoved af hvad der skete. Kirken var skummel, nogen steder var belyste af stearin lys, mens andre var efterladt i skyggerne. Liget der faldt ned var selvølgelig Thor. Glatius gav tegn til Felix om han skulle bevogte Isabella, mens Glatius selv begyndte at gå mod trappen til kirke tårnet, han ville signalere til landbyens folk de havde brug for hjælp, hvilket nok ville skaffe flere Dé Minion folk til området.

Azazel nikkede hun svarede ikke manden, han var meget maskulin, og hun ville helst komme i slåskamp med ham *Det kunne være sjovt, bare en lille slås kamp* hun smilte af sin tanke, men hendes smil forsvandt da en soldat kom hen til manden, hun var en pige, det kunne man tydeligt se på hendes former og høre på hendes stemme, hun sagde noget med at en vis thor var væk, *en anden soldat?* hun kiggede på pigen, hun havde langt sort hår og mange ar i hendes ansigt.
Men Azazels opmærksomhed fik hurtigt opmærksomhed for noget andet, og det gjord de andres også, et lig kom faldende ned med et reb om halsen fra en balkon, og hang frem og tilbage.
*Er det Thor?* hun rystede på hovedet *dumt spørgsmål selvfølgelig er det ham* hun kiggede på manden igen, men han havde flyttet sig et skridt tættere på kvinden ved altret, og det så udtil hun slet ikke havde bemærket noget, som hele verden bare var luft for hende nu *sikke en mærkelig måde at være på* Azazel kiggede på manden igen, han lavede et tegn, og en anden soldat kom hen til ham og kvinden, mens manden gik hen til en kirke trappen, *hvad skal han* hun ville gå med ham, men det var nok ikke en god ide, han ville sikkert ikke have hende med op, *jeg er nok ikke andet end en lille hamløs kvinde i hans øjne* hun kiggede i stedet op mod ham den anden mand som nu stod oppe ved kvinden. *Hvad sker der egenligt her* hun kiggede omkring *Krig?*

Felix stod tæt op af Isabella, men ikke for tæt, men kunne se hvordan han havde en æres frygt til hende, som var hendes koldhed skræmmende for ham, eller måske var det rygterne han og de andre soldater havde hørt om de folk hun havde sendt ind i den næste verden uden grund andet end underholdning, og hvordan hendes øde landskab i hendes øjne havde omfavnet mange inden de fik deres sidste sekunder i livet. Isabella selv havde aldrig selv taget et liv, det var mere hendes hensynsløse mening med andres liv som var skræmmende for vagten.

Efter Glaius havde gået et stykke op af trappen, og man kunne høre hvert skridt tydeligt, som et ekko, det var jo en kirke trappe af sten i store nærmest tom kirke, det gav en del genlyd, men pluseligt .. stoppede lyden, og en anden kom frem, som hvis man kørte en trillebør ned af en trappe, og efter nogen ti sekunder kunne man se Galius massive mande hoved rolle ned på bunden af trappen, efterfulgt af hans krop. der var inden skader på selve kroppen udover det adskildte hoved. en bare lidt trænet person, kunne se det ikke var skåret af, eller revet af, det var slået af, som en bokser der havde givet ham en knytnæve lige på næse.. okay, måske lidt mere end en normal bokser, at slå et hoved af var ikke en nem sag.

Vagterne kiggede rundt, de var begyndt at blive lidt skræmt, og nu uden en leder, stod de helt forvirret, og var lidt (meget) usikkere på hvad man gjorde i sådan en situation. Isabella leget stadig stirre konkurence med alteret.

Hun kiggede på manden ved kvinden, han så skræmt ud som om han havede set et monster, var han bange for kvinden, eller var han skæmt over det med ham Thor.
Hun smilte til ham, hun havde ondt af ham vis hende kvinden virkelig var ond.

Hun vendte sig om og kiggede mod trapperne ham den maskuline mand der var gået op ad trappen, man kunne høre hans trin højt i næsten hele kirken, men hun lagde hurtigt mærke til at han var stoppet med at gå, der var blevet helt stille det eneste man kunne høre var værktrækninger. Der kom hurtigt en ny lyd, men det var ikke fodtrin der var på vej op ad trappen, det var noget der var på vej ned af trappen, som små løb, og idet kom den maskulines hovede til syne ned af trappen rullende, og lige i hælene på hovedet kom hans maskuline krop.
Hun gik hen til hovedet så hun kunne se hvad der var sket lidt tydeligere, hun kiggede på hovedet og på kroppen, det så ikke ud som om han havde kæmpet imod, han havde ikke rigtig nogle ar på kroppen eller i hovedet, det så lidt uhyggeligt ud, som om hovedet bare var slået af.

Hun kiggede på soldaterne som kiggede rundt i kirken, de så skræmt ud, det var Azazel også begyndt at være, men det var ikke hendes natur at være bange, og en vrede lagde sig over hende, og dragen der sov inde i hende var vågnet, idet hun transformeret sig til en smuk blå drage.
Hun tog et sidste gik på soldaterne og gik så op af den kirketrappe som den maskulines mands rester havde rullet om kap.
Azazel kom længere op ad trappen, men stoppede lidt på midten ad trappen, da hun så en sort kutteklædt mand stå på den *Det må være den som havde dræbt manden* hun kiggede på ham, man kunne ikke se hans ansigt det eneste man kunne se var at han var skaldet. *hvem pokker er han*

Manden havde en grufuld sort kutte, og hans ansigt var mørkt som kuld, han havde intet hår på hoved, han var helt skaldet. Man kunne høre en svag dæmonisk væsen og knurren fra skabningen, så blodlysten og brutal den kunne fylde verdens havene med blod, det var sådan en mands øjne, som Azazel nu var fanget af, han var meget høj, og af samme mandlige form som englen, og hvis ikke man vidste bedre ville man kalde ham 200 kilo muskelbundt. Manden kiggede lidt tid på den majstiske blå drage, så skøn som en drøm. hans blik så overvejende ud, og hans fødder klar til at kaste sig mod hende, men det var som om nogen ord bliv spillet i hans hoved, som gjorde ham passiv og ufarlig, som en hund der var fortalt den ikke måtte bide katten.

Manden vendte sig ikke om, men gik baglæns op af trappen, og hvis Azazel angreb ville han forsvare sig selv, men hvis ikke det var nødvendigt kunne man læse på hans kropsprog, at han ville modstå fristelsen af at rive hoved af drage bamsen. Manden var dæmon, det var der ingen tvilv om, den provokende natur, den voldlige tone, og den dybe stemme, som bliv man pint i helved mens han talte til en, uden tvivl en dæmon. Da dæmonen var et godt stykke væk fra hende, lagde han sin finger op foran munden, som hvis en mor skulle fortælle sit barn det skulle være stille. også ventede han på hvad hun ville gøre, hvis hun angreb ham, ville han slås igen, gik hun ned, gik han op, råbte hun efter hjælp ville han kaste sig ned mod hende med en kraft som en lastbil i fuld fart ned af en bakke

Idet Azazel hørte han knurrede brølede hun af ham, men uden ild, det var ikke nødvendigt endnu kun vis han skulle angribe, og han så ud til han ville være hård at kæmpe imod, han var nærmest en mur som var lavet ad det hårdeste beton som man aldrig kunne bryde igennem, *nu kan jeg bedre forstå mandens hovede så ud som om det var slået af, for det var det* hendes øjne var blevet store, han var stærk det kunne hun mærke, men der var også en anden ting hun kunne mærke *han er dæmon* hun kiggede stift på ham, men der skete ikke noget, ingen af dem gik til angrep.

Hun lagde det store drage hovede på skrå da dæmonen gik baglæns, ville han ikke kæmpe eller hvad var det med ham, det lignede ikke en dæmon, *er han blevet skræmt, men af hvem, af mig det ville være latterligt* hun knep øjne sammen da dæmonen pludslig tog en finger op til munden som om hun skulle tie stille.
Hun rystede på drage hovedet som i hun ikke forstod hvad han mente, *den dæmon er mærkelig* hun havde blikket låst fast på ham, men gik også baglæns som ham, hun stoppede et skridt efter hun ville vide hvad han mente med at være stille.

Dæmonen stod stadig i en indre kamp, instinkt og lyst til at vende dragens involde ud af, mod at lytte til de ord, som holdt ham fra det, hun var ikke en Dé Minion lejesvend, hun havde ikke noget symbol, så dragen behøvede ikke at dø, og selvom hans blod sultene blik tiggede for brutalitet, så holdt han sig passiv overfor hende, og tog en tændstik ud af lommen, som han bukkede sig ned med, og man kunne nu lugte det.. der var spurt i kirken, alt stresset havde taget opmærksomheden, men som de stod der i trappen, kunne man nu nemt lugte den klokke klare lugt af alkohol, og dæmonen satte ild til siden af et trappe trin, og en tynd næsten usynlig ild flamme kørte ned af trappen, indtil den kom ned i selve kirken, for alkohol var ild lidende, og da det kom ned for enden a trappen, og nede for enden af trappen, lå der endnu mere alkhol i et meget tyndt lag over hele gulvet, så man skulle tro det var regnvand, men nej, det var det ikke, og i samme øjeblik, som en af vagterne fik set den meget hurtige ild flamme komme ned på gulvet, var det forsent, da flammen kom i kontakt med gulvet brød helved løs, og et svagt ild lag dækket nu hele gulvet dernede, men ikke på trappen, hvor Azazel og dæmonen stod, de kunne bare lugte røgen, som sikkert gjorde det latterlgit svært at se noget dernede nu, og mens vagterne råbte i munden på hinanden for at finde ud af hvor hinanden stod, sagde den store dæmon med en dyb lumsk stemme "Frue. spar os begge problemerne. lag mig passere ned og kræve mit bytte."

Azazel ånede sin varme og ulækre ånde på ham, og var klar vis han skulle angribe, hendes krop spændte helt af lyst til at slås, da dæmonen tog noget ud fra sin lomme, men hun rystede på hovedet da han tog en tændstik frem, Azazel gjord ikke noget andet end bare at kigge da dæmonen satte ild til trappetrine, men hun kom til sig selv da flammen slikkede sig op af hendes ben og hun brølede så selv den største drage vil krybe i skjul i sin dunkle hule, hun bed ud efter dæmonen og hvæsede.
Man kunne høre soldaterne råbe og løbe rundt og prøvede at komme ud, hun kiggede over hendes skulder og så hvor skræmt de så ud, *gad vide om kvinden stadig ikke gør noget* Hun vendte hovedt mod dæmonen da den sagde noget med en dyb stemme "Aldrig, du må passere mig først" det var ikke soldaterne eller kvinden hun ville beskytte nej, dæmonen irrteret hende.
Hun spyd ild mod ham, en stor flamme, og bed ud efter han kutte klædte ansigt.

Dæmonen sprang hverken tilbage, eller stod stille da det hav af koncenteret ild kom hen imod ham, han sprang uden tøven eller skam frem af, hvis den luder dronning ville stå i hans vej, ville han med glæde rive øjnene ud a hendes usle kranium, og fodder hende med dem. Ilden fik alt den sorte ansigts maling til at glide af, og man kunne sagtens se hans ansigt nu. Mandens solide arme, som så ud til at kunne trække et dobbeltdækker tog, bliv af alt sin voldsomme fryd kastet mod hendes ansigt, som var hun en jomfrue i en cowboy film der var spændt fast til tog skinnerne, mens og derefter fandt ud af at helten er på kaffepause, hvilket selvfølglige gav den stakkels spinkle cowboyer pige en slem hoved, mave, og alt muligt andet pine, da et monstum af et jern tog kørte tværs over hende med 200 kilometer i timen.. det var nok den bedste måde at beskrive den knytnæve fra den eks dæmon race leder der kom lyvende mod hendes drage ansigt, kastende ud af flammerne som action man i en film. flammer var ikke rart, men der var forskel på dæmoner og hus katte.

Azazel blev ved med at spyde ild, men stoppede da hun så dæmonen kom imod hende som om han var blevet kastet, han kom direkte mod hende med en knyttet næve som var rette mod Azazels ansigt, hun vidste ikke hvad hun rigtig skulle gøre, hun kunne ikke rigtig dukke sig, det ville ikke hjælpe hende mod dæmonen, der næsten allerede var ved hendes hoved.
Hun spyde ild mod dæmonens ansigt, *selvom han er dæmon, kan han vel ikke tåle alt* hun blev ved med at spyde ilden, og der var nogel knister der havde lidt blåt i sig. Hun overvejede at blive menneskeform igen, men det hjalp ikke helt heller, hun ville undgå hans knytnæve mod ansigtet, men han ville komme bag hende og havde fri adgang til kvinden ved altret.
Hun blev stående og kiggede på nævnen komme tættere på hende mens hun stadig spyde sin ild mod dæmonen.

Ilden lagde sig tygt og provokerende på hans hud, som havde han tunge kysset selve solen. Dæmonens sagde nogen hæse væsende lyde, mens den brand varme masse kærtegnedet hver eneste centimeter af hans krop, men så stræk som den sindsyge ild var hans kamp geist, som et bjerg der nægtede at bukke sig for den evige vind, dæmonen var ikke en almindelig svagrygget tøse dæmon, med en tidligere race leder, så havde man forventet dårligere end det bedste af sådan en æld gammel skabning? det ændret ikke på det faktum at næsen, og de mange 100 kilo muskel masse kom som et privat fly flyvende mod dragen med et eneste formål.. total udslettelse af hende. men han havde smerter efter ilden, men hvis en leder ikke havde prøvet at slåsse med Dracoianers flammer før, ville de aldrig komme til magten af ren brutal styrke og stålvilje, som dæmon samfundet krævet af deres ledere.

Azazel urolig da dæmonens knytnæve var rettet mod hende, hun tænkte om hun skulle undvige det og lade ham komme forbi. *Dette er ikke min kamp*
Hurtigt efter den tanke og inden dæmonen ramte forvandlede hun sig til sin menneske form igen, og pustede stille ud, og kiggede på dæmonen.
Hun løb ned af trapperne og hen til soldaterne der stadig løb rundt og var forvirret, hun kiggede op mod altret der hvor kvinden var sidst Azazel så hende, og manden der så bange ud, for at se om de stadig var der.

Isabella sad stadig som sømmet fast til kirke gulvet, selv med alt røgen og løbende soldater i rummet omkring hende, hun havde på et tidspunkt følt en soldats hånd på sine skuldre, hvor hun havde hørt vagten sige "Frøken Isa.." Vagten bliv stoppet af kvindens dukke ansigt bliv peget mod vagten, og klemte sin kulde ind i hans sjæl som et isbjerg ind i et skib, hvilket fik manden til at fjerne hånden, udviden om, at grunden til hun bliv sur, var at han skulle til at sige hende frøken Isabella, og ikke frøken Dé Minion. Isabella kiggede tilbage mod alteret, og vagten prøvede at modstå sin lyst til at prøve at finde døren gennem røgen, og stikke af.
Dæmonen gik med hastige skridt ned at trappen efter Azazel, han ville ikke finde sig i ilden, men han havde noget mere saftigt bytte iaften, Isabella, kvinden skabte problemer for hans veninde .. Camille. Han havde planlagt en mere stensikker afgang for Isabella, men efter at have hørt fra en betroet informations dealer at Isabella ville finde sin formelle røv udenfor sin beskyttet villa, så kunne man da ikke undgå at give missionen en chance.
Isabella kunne høre de store fødder komme ned af trappen, og endelig kom et .. smil frem på sine læber. også rejste hun sig op, og vendte sig mod dæmonen.

Azazel rystede på hovedet af kvinden der stadig sad op ved altret og hendes soldat var stadig der oppe sammen med hende som om hun var skibet og han kaptajnen.
Der var masser af røg og Azazel kunne ikke se igennem om der kom nogen eller nogen havde fundet udgangen, *de kan vel bare gå ud af kirke døren* hun gik ud i røgen og med det samme blev hun opslugt af dens beskidte masse, hun begyndte at hoste da støvet fra røgen drillede hendes hals og næse.
Azazel kiggede op mod altret hvor kvinden sad, der var ikke så meget røg oppe hos hende. Kvinden havde nu rejst sig og kiggede hen mod et eller andet Azazel ikke kunne se, hun vendt sig mod kvinden der havde et smil på læben *Hvad er det hun ser, men det er tydeligt hun har ventet ham eller hende* hun kiggede ud i røgen igen og prøvede at se hvad de var hun så.