The boogie-man \\Stella

Regnen piskende endeløst byens murevægge, men det var intet så prægtigt og dominerende på den kuld sorte natte himle, som de høje lyde fra de formidable tordenskrald og lynudbrud som gav deres højlydte unikke skumle stemmening i den mørklagte nat. Regnen slog ned mod jorden i hån og hjerteløshed mod de stakkels skabninger der fandt sig udenfor nogen trygge varme mure, men det var ikke det eneste problem nattens udeboende i Rotten Root District måtte kæmpe mod, også den biske og kolde vind føltes som et iskøligt spanksrør mod ens afdækket hud, fandt man sig så uforberedt at mangle bare en centimeter stof på kroppen, men selv ikke de uendelige vandmængder eller dødelige kulde var ene om at forpeste byens gader, også det mentale og indbilske spillede en rolle i denne lumske nat, de lavmelde lyde, de skræmmende skygger der danset rundt, og følelsen af at mørket hvert sekund kunne snuppe en og tage sig i dens ubehagelige favn, og i en verden med skabninger som dæmoner og vampyrer kunne man aldrig føle sig sikker ved den skjulte nat. Man kunne føle øjne og uvenlige blikke rive sig ned i ens nakke, for hvert skridt ned gennem de lige så uvenlige gader, et nabolag bygget på fattigdom, tyve, udskud, bedragere, og alkoholikere, ikke et ferie paradis når nattens hjerteknusende mørke kastede sig indover landskabet, og efterlod ens sjæl i fortvielse, og ensomhed, hvis ikke man havde den betryggende fornøjelse af at have rigdom nok til at sove og være indenfor på sådan en aften som denne.

Stella kom gående. hun havde en taske over skulderen. hun var på vej hjem ad. hun var ved at være død træt f sit job. det morede hende ikke mere, at kunne få mænd til alt. det belv nemlig kedelig i længden. Hun ville heller finde ud af sin fortid. måske få sig et normalt liv, istedet for at sælge sig delv. men lige nu kunne hun jo ikke andet. folk kendte hende som midnight Moon

Gennem de mørklagte gader kunne nogen store militær støvler lydes som en svag torden som fra den åben natte himmel. De mægtige fodtrin med den brutale gangart fik den store kæmpe, med en brystkasse som en klippevæg og overarme som halve træstammer, til at fremprovokere sig selv og sine udsigter for aften, han var ikke på spaser tur, hans dødbringende målrettethed var så skarpt det kunne komme gennem stål, og den grænseløse beslutsomhed kunne spores i den voldsomt udsende dæmons ansigt. Dæmonen var tidligere race leder, tidligere dæmon race leder, så det døde udtryk i de kul sorte øjne uden farve eller pupiller, kom ikke af ingenting, hans kraftige bevægelse antydet til den iskolde og brutale personlighed, som passede perfekt på denne mand.

stella sang mens hun gik rundt. for hun havde endelig fri og nu ville hun finde sig et andet job, måske som en sangerinde, eller danserinde, det vidste hun ikke helt endnu. eller måske ville hun være forfatter, hun vidste bare hun ikke ville sælge sig til mænd igen, for man hvor nogen kunne væreækle, især når de bare tog fat i hende, uden at sige hvad de ville hende.

Rafael havde en læderjakke uden på de bredeskuldre, og indenunder den praktiske sorte læder jakke, var der en blød elegant sort silke skjorte, som man lige kunne spotte gennem den åbne jakke. på benene havde han cowboy bukser, og på fødderne de omtalte militær støvler. Rafael havde tanker at tænke, hvor vidt han skulle hænge Isabella op med fiske kroge eller .. eller .. eller.. eller.. mulighederne var mange, men først skulle han lige have den flødekage kælling mellem fingerne, også selvfølgelig få Tristans ansigt til at ligne en smadret tomat der fik et møde med en sten væg, hvis Tristan prøver at stoppe ham.. okay, det ville Rafael ikke gøre, Tristan var vigtig for Camille, og selvom Rafael ikke kunne lide det, måtte han finde en mere fredlig løsning på at få Tristan og Camille til at se det eneste rigtige at gøre er at hugge hoved af Isabella

Stella så på en butik med kjoler, fordi hun ville købe sig en ny, da hun ville begyndte at synge, da hun ville være sangerinde. Stella så rundt og så en mand. hun vidste ikke om, det var en venlig mand, eller en ond. Hun dækkede sin ryg, fordi hun bar et slavemærke på sin ryg, og det ville hun ikke have andre så, for så fik hun var et slavebånd om halsen igen

Rafael var ikke her for at smide slave bånd på nogen som helst, men det kunne stelle selvfølelig ikke vide. Rafael gik bare søvnløse skridt mod hende - mest fordi han skulle den vej. Og den store dæmon gad ikke en lade andres tilstedeværelse bestemme hvilken vej han skulle gå.
Rafael kunne lide hendes udsende, smuk som en drøm, så forførrende at selve hans værdighed var igang med at snige sig ud af kroppen, hun var så smuk ... som en Succubus. Rafael lod en dybindånding kræve natte luften til sig, oh ja, selvfølgelig kendte han til Succubus dæmoner, man var ikke dæmon og totalt idiot på samme tid. Rafael forsatte uforstyrret mod hende

Stella blev nervøs jo tættere han kom. hun så på den smukke røde kjole og kiggede på prisen. hun stivnede helt, den var jo dyr. hun tog sin pung frem og tjekkede den. damt også, hun manglede 1000 kr for at kunne købe den kjole. hun lagde sin pung i tasken igen, og gik hen tog en bænk og satte sig der og tog et æble frem fra sin taske og bed i det.

Pigen en stykke væk havde travlt med at rode ved hendes taske og pung, hun havde nok små problemer med at få penge til at passe, som et egn der mangledet nødder til vinteren. Rafael forsatte mod hende, og da den første bid fra æblet kom på indersiden af hendes smukke læber, sagde han relativt højt, så hun kunne høre det, selvom han stadig var nogen meter derfra "Frøkenen er ude sent"

hun fik æblet galt i halsen og hostede og så på ham. "Mit gamle job sluttede først for en time siden, og jeg elsker at gå ture" sagde hun. "MEn elskerogså at synge, danse og især at stå på skøjter" sagde hun

\\vent lidt ´hun fik æblet galt i halsen og hostede og så på ham.´ var de ikke nogen meter fra hinanden? \\

//hun fik et chok, da han sagde noget til hende, og fik så æble stykket hun havde i munden, galt i halsen, og så så hun på ham, for at svare ham//

\\Okay, fik det indtryk hun spyttet æblet på ham, hvilket er cool nok, men bliv bare forvirret over hvor de var iforhold til hinanden af det. ^^\\

En lille trækning kom over hans læber af synet af hendes overraskelse, men han bliv også selv overrasket.. af hendes enorme talestrøm, han havde forventet et svar ja, men ikke en hel roman om hendes liv, og hvad hun kunne lide at bruge tid på, havde hun taget fejl af ham og en katte killing der nusset sig op af hende? han nikkede bare anderkende som svar, og sagde "En ære at få indblik i deres liv frøken. Dans, sang, og skøjter er intet for et maskulint hjerte, men dejligt at høre de finder nydelse i det"

Så burde du prøve at udføre jernlotussen, mange skøjteøbere i par har mistet hoved ved den, sidst jeg prøvede den, forvred jeg min ankel" sagde hun og grinede.

jernlotussen? Rafael havde prøvet mange ting i sit liv.. at leve siden romertiden også ikke have prøvedet en del var lidt svært, og Rafael kunne faktisk danse meget godt, men skøjte havde han aldrig brugt et øjeblik på, det virkede ikke gentlemands agtigt, og man kunne ikke dræbe nogen med det, så han følte ikke det var hans stil, men denne jernlotussen lød nu ikke dårlig. "Så må sang være deres mindst farlige aktivitet frøken?" han holdt en pause og forsatte "Tvivler stadig på skøjter er min stil, udover det er jeg rimelig glad for kvinder beholder hovedet på skuldrene, og ikke mellem hænderne"

Jeg skal udføre den senere, for jeg lovede en lillepige det, hun havde set mig træne, og kjolen jeg kiggede på var til den skøjte konkurrence, men jeg har ikke råd, så jeg må vel omsy en af mine kjoler" sagde hun

Så hun ønskede den der kjole hun havde kigget på .. jamen, det var da rimelig logisk. det slog bare rafael at hun ville have den til noget bestemt, han var så van til kvinder, alle former for kvinder, ville have de kjoler og sko de så på, bare for at have dem. "Deres lille pige? er de frøken eller frue?" han holdt en pause, og forsatte "Deres datter vil gerne se dem udføre en handling der kan koste dem hoved? de må da udentvivl være dæmon" sagde han med en smil

jeg er frøken, pigen er en lille syg pige, som jeg holder meget øje med på børnehjemmet, hendes forældre blev dræbt, fordi de var slaver, ligesom jeg er, men folk dømmer ikke ret meget mere, nogen spørger hvad en nat koster, og hver gang sender jeg dem hen til min herre, som afslår dem hver gang" sagde Stella blidt.

Rafael reageret ikke rigtig på ordet slave, han havdet intet mod folk have slaver, eller slave handlere, men hans veninde... Camille, hun var større modstander af slavehandlere end at få livsmorhalskræft, så selvfølgelig ville Rafael være rar mod slaver, og ikke den største fan af slavehandere, men kun fordi det var et spørgsmål om ære for ham, fordi Camille havde noget mod at folk var slaver, hvis hun stoppede, ville han også. "Hvem er din herre? og hvorfor bliv du slave?"

jeg holder min herres navn hemmeligt, og jeg blev slave fordi min fader solgte mig, fordi min mor var dæmon, han var selv menneske, han holdt af mine søstre, men ikke mig, så han solgte mig" sagde hun og så væk

Rafael kunne godt bruge noget retfærdighed ved siden af sin Isabella jagt, og stikke denne dæmons herres hoved ned i en gang kogende vand og se kødet boble. Det kunne sætte hans tanker på andre ting end det som han havde tænkt på hele ugen. Og måske havde Camilles ret i de ting hun troet på, det ville kun være en bonus. Rafael gik meget tættere på hende, og sagde "Hvis de siger hvem deres herre er, vil jeg skaffe dem kjolen. Hvis de ikke ønsker at tage mod min venlighed vil jeg voldtage dem og efterlade dem til deres herres retfærdighed. Tag ikke en venlig ventre hånd forgivet, måske slår den højre"

hun blev vred og stak ham en lussing. "MIN HERRE ER INTET UDYR; HAN BEHANDLER MIG GODT; HAN REDDET MIG FRA EN ONDERE MAND!" skreg hun rasende, hun nægtede at nogen snakkede ondt om hendes herre. hun tog sin taske og gik hen til butikken igen.

måske nægtet hun at nogen talte ondt om hendes herre, men .. Rafael havde også ting han nægtet, og hans gentlemand stil forsvandt lige så hurtigt som hans tålmodighed slap op. ud af Rafaels ryg kom der store sorte vinger der ligende noget fra de væreste gysser film. vingerne havde fuldt ham hele hans lange liv, og det kunne ses på deres frygtingyende udsende. og ud af hans pande kom der nogen store brutale horn frem, og tors han var ret stor i forvejen bliv han lidt bedre over skuldren, og voksede med et hoveds højde. han fik en hale der piskede rundt, som var det en læder pisk, der kærtegnede luften, med endeløse og ondskabsfulde sadistiske smæl. hans tænder bliv lange og som jagt knive, og skarpe som intet mindre, men det mest hjertebankende ved denne forfærdelige skabning var de lange klør som voksede hvor han engang havde hænder, lange spinkle finger der kunne prikke sig gennem knogler, kød, og væv som en. endnu engang undslap en stemme hans læber, så dæmonisk og sadistisk at Lucifer ville finde din plads grædende under sengen af disse ubarmhjertige toner "Stakkels ham" Med de ord vendte Rafaels store krop mod kvinden, og lod støvlerne lyde som en pissed hær på kampstigen. Rafael kastede sig mod kvinden, og slog en knyttet næve så kraftig som en lastbil med 250 kilometer i timen på siden af hendes kind.

stella rystede skrækslagen af ham. hun var bange for om han ville slå hende ihjel. "Min herre holder af mig, det er derfor jeg ikke taler ondt om ham, han er sød og kærlig, og han ser mig ikke som en slave, jeg ved at jeg slog Dem, men De gjorde mig så vred, jeg bryder mig ikke om at folk siger onde ting, det har jeg aldrig gjort, såslår jeg fra mig" sagde hun. tårer kom frem i hendes øjne, og løb ned af hendes kinder. hun var jo forelsket i sin herre, og ville leve ved ham.

Stella sank på knæ og rystede meget, som om gamle minder kom frem for hende, minder om slag og tæv, om afstraffelse. hun satte sine hænder i jorden, og hendes lange sort krøllede hår faldt ned i hendes ansigt. Hendes skuldre rystede, hvilket var et tegn på at hun græd, men hun hyperventilerede også.

Hendes ynk og underkastende toner, det mildet Rafael, som at nusse en sur kat med en blid og kærsom fugle fjer. For kun et par dage siden havde Rafael åbnet hendes hjerneskald og lod hjernevæsken røge ned af hendes kinder sammen med tårene, men Camille kunne ikke engang lide han brækket nakken på det der Dé Minion barn, så slet ikke en ren person som en tilfældig gudinde smuk slave. Rafael kunne stadig mærke sin håndryg klø og da hun faldt på knæ foran ham var det som at vifte en bøf til en sulten løve, men et slag.. ikke mere.. de leget byttekøbmand det var kun retfærdigt. fuck det var hårdt for ham, for modsat Camille kunne han ikke se hvorfor, hvorfor man ikke hang sine modstandere op i tærene med fiske kroge, og hældte pis ned af deres åbne sår på ansigtet imens. Rafael lod hånden glide mod hende igen, denne gang bare så kærligt og mildt som en elsker til sin pige, og tog et fast greb på hendes skuldre, og mens han stod der sagde med en .. stadig dæmonisk stemme, bare mindre glødende sadisme. "Lag mig hjælpe dem op frøken" Rafael var ikke svag i hans egne øjne, det her var svagt ja, men han måtte holde sit løfte til Camille, for enhver pris, ære var vigtigt for ham. Rafael ventede ikke på hendes tilladelse, og blidt tog hendes spinkle dejlige hånd, den var så blød som silke, og hvis hans dæmon form kunne smile ville den svagt gøre det nu. Rafael førte hånden op til sine læber, og romantisk gav dens håndryg et sensult kys, inden han kiggede ned på hende, for han ikke ikke rive hende op derfra, så håbede hun ville rejse sig.
Rafael kunne tælle på en hånd de gange han havde stoppede sin uendelige vrede, når først den var startet, men hun skulle ikke træde på hans værdighed mere, for selv ikke Camille ville overleve at gøre det to gange, så hende her ville han slet ikke. og hvis man skal se realistisk på det.. bliver man ikke dæmon leder hvis man er svag.