Fall. It is beautiful and, even if you do not know it .. So full of life!//D12//

O: Smukke træer, som bladene falde af
V: Køligt
T: Morgen
P: Hvid kjole


Det var morgen i The Forest, de sidste fugle sang. Så morgenen kunne begynde ordenligt, de ville snart flyve væk fra skoven. For at søge varme når sneen skulle komme. De sad på de tykke grene, som tilhørte de næsten nøgne træer. Mon træerne frøs når det var vinter?
Bladene fløj med vinden, de faldt ned af træerne. Ned mod jorden, efter de havde snurret rundt i luften. Ingen af bladene var ens, de havde alle forskellige nuancer. De dansede rundt imellem hinanden, som de bød hinanden op til dans.
Nogle af bladende lagde allerede på jorden, de lagde i bunker på jorden. Og rislede når vinden fik fat i dem, og skubbede dem rundt. Som en eller anden fårhyrte dominerede vinden bladende rundt.
Cosette vågnede op, hun havde lagt imellem bladene. Men fuglene havde vækket hende, med deres vidunderlige sang. Hun satte sig op og kørte en hånd igennem sine blonde lokker. Et gab slap ud over hendes læber, og hun strak sig. Cosette tørrede søvnen ud af sine øjne, nu var hun frisk og klar til en ny dag. Hun rejste sig op, og børstede jorden af sin kjole.
Hun tog en dybindånding og snuste den dejlige duft ind af naturen. Cosette åndede lettet ud igen. Og begyndte sin spasere tur, hun var ikke længere bange for landsbyen. De kunne rende hende, de betød intet for hende mere. Det havde de aldrig gjort.

Hun kom til udkanten af skoven, da hun så noget spændende. En vampyr, det var ikke så spændende da den først så hende. Hun duftede så godt for en vampyr. De elskede hendes blod, kun få havde duftet det. Men Cosette var hurtig i skoven, og løb afsted med fuld fart. Hun blev bremset af en mand, han var meget høj og muskuløs. Hun kiggede op på ham, vampyren stoppede bredt op da den så ham og vendte om på sine hæle og løb hurtigt væk.

Det var morgen.
Fuglene sang så smukt, imens de legede rundt på himlen. Det var som om at de blærede sig engang imellem, med at de kunne flyve.
D12 bemærkede skam alle disse naturskønheder, men han skulle fokusere. Han havde fået besked på at en vampyr skulle holde til ude i denne skov. En vampyr der havde haft angrebet en gruppe børn på en legeplads. De fleste ville syndes at det var en forfærdelig ting, men D12 kunne ikke rigtig se det forfærdelige. Det var jo bare børn? Det havde da også været forfærdeligt hvis den havde angrebet voksne ikke sandt?
D12 kom til en lysning, hvor en flok kronhjorte holdte til. De blev forskrækket, da han uden hensyn til dem, løb ud i lysningen, for at komme hen til den anden del af skoven. De løb forskrækket væk, men D12 ignorede det. han havde ikke tid til at beundre hjorte.

En ung pige med lyst hår, kom løbende hen imod ham, men stoppede op så snart hun så ham. Han kiggede hurtigt ned på hende, men rettede blikket fremad, da hans offer pludselig kom løbende frem ud af skyggerne. Så snart den så ham, tog den benene på nakken og stak af.
D12 glemte helt pigen og løb efter vampyren. Han tog sin pistil op ad bæltet og skød den i ryggen. Den væltede om på jorden, med et skrig. Den var lammed, nu skulle han dræbe den.
Med en kold bevægelse tog han en dolk op og puttede den i dets hjerte.

Cosette vendte sig om med en hurtigt og smuk bevægelse.
Hun kunne have gjort det af med den hurtigere end ham, men hun var ikke typen som dræbte. Det var hun for god til, men også fordi at dræbe ikke gjorde hende bedre end de andre. Fuglene stoppede med at synge da vampyren havde skreget sit sidste skrig. Cosette blev ved med at kigge på ham, med store øjne hun var ikke bange blot nervøs for om han ville angribe hende.
Det var som om vinden blev stille, der kom ikke en eneste lyd. Som i film når man kunne fornæmme noget eller at der var sket et eller andet. Cosette åndede lettet ud, og betragtede ham blot.
"Hej.. Hvem er du?"
Hun spurgte stille og roligt, hun ville ikke bare risikere at ende som vampyren.

Han rejste sig langsomt op, med dolken i sin hånd, da vampyren havde skreget sit sidste skrig. Han tørrede dolken af i sin uniform og puttede den tilbage i sit bælte.
*Godt D12, den fortjente det den satan,* sagde han herre tilfredst.
D12 fortrak ikke en mine, da han hørte sin herres ros. Han fortsatte med at kigge koldt på den døde vampyr.
En stemme bagfra, fik ham til at vende sig om. Det var pigen fra før.
"D12," svarede han kort og kiggede på hende med et udtryksløst blik. Han kunne mærke hvordan hun betragtede ham. Det var han van til, da det ikke var normalt at se hans slags. I hvert fald ikke en mand med uniform.

"D12?"
Hun kiggede på ham med et bekymret udtryg i sine øjne. Hun kunne ikke lide den måde han kiggede på hende, det var ikke en dejlig følelse.
Hun var speciel i sig selv, fordi hun var blanding. Ingen kunne sætte en finger på hvad hun var, men det var kun fordi hun var en blanding.
Hun gik et skridt nærmere ham, hun var nysgerrig.
"D12 er da ikke et navn?"
Hun sprugte stille og nysgerrig.

Han løftede forvirret på et øjenbryn.
Han vidste da godt at D12 ikke var et navn. Det var hans skabelses navn. Ikke navn. Han havde aldrig rigtig fået et navn.
"Nej, ikke rigtigt," sagde han og smilte skævt. "Det er et skabelsesnavn."
Han kiggede hende i øjnene. De var fyldt med mystik, der også var charmerende.
*Hvorfor er der altid en pige i nærheden,* sagde hans herre irriteret.

Cosette tænkte sig om, det var da synd for ham.
Hvis man ikke havde et navn, men blot et skabelses navn.
Var han skabt?! Hvordan kunne det lade sig gøre?! Hun spærrede øjne op, og kom med et forsigtit smil
"Så kalder jeg dig Kirt."
Hun nikkede bestemt og smilte lidt mere.

Han satte forvirret hovedet på skrå.
"Kirt?" sagde han, med et uskyldigt blik.
*Sikke et latterligt navn,* sagde hans herre irriteret. *Nej vent, hey! Det var det menneskenavn jeg ville have givet ham?*
D12 ignorede sin herres komentar og gik lidt tættere på Cosette.
"Hvorfor kalde mig Kirt?" spurgte han.

Cosette smilte tilfred for sig selv.
"Fordi det er et pænt navn, uskyligt og passer til dig."
Hun smilte til ham, og hendes øjne strålede af venlighed. Hun vidste at hendes humør kunne smitte, og enlig viste hans uskyldige øjne sig for hende.

Hendes venlighed smittede af på, uden at han vidste hvorfor.
"Men... du har lige mødt mig?" sagde han forvirret og fjernede sit uskyldige blik, da han kom i tanke om at han ikke måtte vise udtryk for sin herre.
Han trådte nogen få skridt tilbage, da det gik op for ham at han var gået for tæt på hende. Han kunne dufte hendes parfume. Den duftede sødt, på en dejlig måde.
"Det er underligt at give mig et navn," sagde han og kiggede ned i jorden.

"Alle fortjener et navn, tro mig jeg gør det af venlighed."
Cosette smilte og talte sandt, hun ville bare være venlig.
"Jeg syntes der normalt at kalde en person et navn Kirt."
Hun kaldte ham ved hans nye navn.

Han kiggede op på hende, med et løftede bryn.
"D12," rettede han og kiggede alvorligt på hende.
Han kunne dog ikke beholde det alvorlige blik ret længe, da hendes venlige smil smittede.
*D12, kom så væk derfra!* vrissede hans herre.
D12 tog sig til sin høresnegl.
"javel herre," sagde han og kiggede på Cosette, med sit alvorlige blik.

"Kald dig hvad du vil, det ikke mig som dræber andre!"
Hun talte godt for sig, Cosette kunne være sød som en sommer dag, men også hård som et lyn.
Cosettes øjne havde ændres sig til det samme blik som hans.
"Men leg du bare slave, og lade en eller anden sygtosse styre sit liv!"
Hun vidste at hun var hårdt, men hvis han ingen følelser havde så ville det jo ikke ramme ham.

Hendes forfærdelig kommentare rørte ham ikke. I stedet fortsatte han med at kigge på hende, med et blik der kunne få alle til at bøje sig for ham.
En fugl lettede stemningen ved at synge sin søde lille sang. Dog hjalp det ikke på D12. Han kunne ikke få hendes spydige ord ud af hans hoved. Selvom det ikke rørte ham, kunne han ikke lade være med at tænke over det.
Han var en slave. Det vidste han udmærket godt. Men det var jo ikke ham, der ville dræbe, men hans herre.
"Jeg gør bare hvad jeg får odre på," sagde han og kiggede ned på sit bælte, for at tjekke til sine våben. Han rykkede det på plads, da det sad skævt.

Hans hårde blik rørte hende ikke, hun var ikke bange for ham.
Hvorfor vidste hun ikke, nok fordi hun at hun udemærket vidste at han ikke ville rører hende. Cosette var blevet overraskende god til at forsvare sig selv, og vidste ligepræcis hvordan det skulle gøres.
Dog var der noget overham jo, han var jo ikke som de andre. Han var skabt, men sikkert udfra et menneske. Så var han jo ikke helt usårlig, for selv alle skabinger havde deres svagheder.
Cosettes blik kiggede på ham, og tvang hans øjne til at kigge på hende. Hends kolde blik ville overraske nogle, de va kolde som is.
Cosette var nu ikke altid sådan, for det meste var hun glad og livlig. Men til tider kunne hun skam også være vred. Og så ville man ikke være i hendes fjendes sko, han havde ingen ideer om hvad han var oppe imod.
Cosette knurrede lidt, det var hendes dyriske side som kom frem.
Hendes leopard side, den fik hendes leopard tænder til at komme frem bare kort og så var de væk. Men nok til at få et vampyrisk syn på hende.
"Ja som en slave! Fatter du ikke at din åndsvage fæsser, bare udnytter dig til hans fordel? Du laver alt, imens han sidder og drikker kaffe? Det jo ikke fair? Kan du ikke se det?!"

Nu var det nok!
Nok kunne han ikke fornærmes, men hun skulle ikke fornærme ham og hans herre.
"Vil du så vare din mund!" vrissede han.
Han kunne mærke noget inde i sig. Noget der boblede om at komme ud. Det måtte være vrede.
Det var underligt for ham, da han aldrig havde været vred før. Han havde aller højst været små sur over vampyrenes opførsel.
"Min herre gør det faktisk for at hævne sin familie!" fortalte han. Hans øjne lyste af vrede, over at hun havde fornærmet hans herre. Hans herre var en god mand, selvom han havde lavet eksperimenter på en død menneske krop, for at han skulle bruges til at dræbe vampyre.
"Så jeg vil ikke tillade at du fornærmer ham!"

Et hånligt grin unslap hendes læber, da hun gik et skridt tættere på ham.
Langsomt bvægede hun sine arme overkors, og hævede et bryn.
"Ja måske med så kunne han lette sin dertil inrettede og gøre det selv!"
Hun råbte hendes mening op, og var helt igennem ligeglad med om hun fornærmede en professer, det var jo bare en eller anden skør mand.
"Hør en shapeshifter dræbte min mor, skal jeg så også gå rundt og dræbe alle dem?"
Hun syntes pludselig at professerens grund var latterlig, for hun kunne bruge den samme grund om at slå shapeshiftere ihjel. Også selvom mange af dem var venlige og søde, men hun manglede stadigvæk at finde sin far.. Og en anden shapshifter som ville hævne sig på hendes mors morders død.
Det rislede inde i busken, sikkert bare et lille dyr. Så Cosette reagerede ikke på det, hun kiggede stadig imod manden. Da en stor sortulv sprang frem fra buskasset, den knurrede vildt og vrissede af Cosette. Den viste tænder, de skarpe tænder som skinnede i solens lys. Savlet på tænderne reflekterede.
Cosette trådte lidt væk fra manden og kiggede den store ulv i øjne. Det var den ulv som ville myrde hende som hævn.
Ulven så sin chance og sprang på Cosette, den væltede hende og ville gøre klar til at bide hendes strube over.

Hun grinte hånligt, og sendte kuldegysninger igennem hans krop.
"Ja, det kunne du da godt gøre? Det er der da ingen der forhindre dig i?" svarede han, med en forvirret stemme.
Hvorfor spurgte hun om det? Det var et latterligt spørgsmål. Hun bestemte da selv over sig selv, om hun ville hævne sig ved at dræbe.
En raslen inde fra busken, fik ham til at dreje hovedet.
Et par skarpe tænder, med savl hængende over sig, reflekterede i solens stråler. D12 slog øjnene op, da han kunne se hvilket lumsk blik den havde på Cosette. I dets øjne lyste noget han havde set før. Hævn.
Som et lyn sprang den hen på Cosette og slog sine tænder om hendes strube.
D12 skulle til at fjerne den, da odren fra hans herre susede igennem hans øre.
*Lad hende dø D12. Det er ikke vores problem,*
D12 kunne ikke lade det ske. Så han fortsatte med det han var i færd med. Han tog hårdt ulven i nakkeskinnet, så den slap hendes strube. Med en hård bevægelse kastede han den ind i træet. Dets hyl af smerte kunne høres i hele skoven. En flok fugle, der havde siddet fredeligt på jorden, fløj forskrækket op i himlen.

Ulven peb af sine skader, og luntede væk ind i skoven. Fluglene fløj tilbage på deres gren, da ulven var væk fra området. De kiggede forvirret rundt.
Cosette satte sig op, og tog sig til sin hals. Den var meget øm, eller enlig ikke hun kunne bare mærke det klistrede flydende blod. De sad på hendes fingre, vamppyrerne ville snart dukke op i masse hvis. De elskede hendes blod, og lugten af det var langsomt begyndt at svæve rundt. Og hende duftspor, med den milde morgenbrise.
"Light og life.."
Mumlede Cosette, og holdte fokus i blot nogle minutter.
Såret var healet, og kun blod sad på hendes ellers nydelige hals. Cosette kiggede på sin hånd, den bar hendes blod. Klistret og mørkerødt, hvordan kunne vampyrer dog drikke den slagt? Det måtte da smage forfærdeligt?
Cosette rejste sig op, hvorefter hun børstede skittet af sin nydelige kjole. Hun kiggede på ham igen, hvorfor havde han dog reddet hende?
"Hvorfor gjorde du det?"
Hendes stemme var ikke kold, men forvirret og nysgerrig. Hun forstod ikke hvorfor han havde gjort det? Måske var der alligevel noget menneskeligt inden i ham? Hvem vidste, det var der sikkert ingen der gjorde. Men Cosette kendte hendes fornemmelser, og de var ofte meget rigtigte. Hun kørte hurtigt sin fod hen over det smukke grønne græs, det ville snart være væk. Vinteren var ved at nærme sig, snart ville træerne stå helt nøgne.

Han kiggede imponeret på hende, da hun mumlede nogen ord og hendes sår på halsen forsvandt, som et skinnende lys.
Det havde han aldrig set før. Det var fantastisk. Han kunne selv heale, men ikke på den måde. Hans skulle han ikke hviske nogen ord, men bare vente få minutter også var sårende væk. Præcis ligesom en vampyr.
Han bemærkede blodet på hendes hænder og rynkede på næsen.
Tænk at vampyrene elskede det stads. At de levede af det. Det kunne han slet ikke forstå.
"Hvorfor gjorde du det?" spurgte hun, med en stemme der ikke længere var kold, men forvirret og nysgerrig.
Han sukkede og kiggede hende i øjnene. De var ikke længere alvorlige, men blide og rolige.
"Jeg er skabt til at dræbe," sagde han stille. "Men, et eller andet sted i min krop er der et hjerte."
Han var ikke helt sikker på det han lige havde sagt.
Et hjerte.
Den ting der holdte ens krop i live. Sådan et havde han. Det vidste han. Men, om det var derfor han hjalp, kunne han ikke rigtig svare på.
Der var noget menneske i ham.

Cosette smilte da han sagde der var et hjerte i ham.
Hun gik med smukke glidende bevægelser hen til ham, og kiggede ham i øjne.
Hun vidste der var følelser inden i ham, de var blot blokeret.
Der lå ordre, og professerens magt ovenpå.
Men hun vidste at når han først havde brudt det punkt. Så ville hans følelser komme frem som blomsterne om foråret. Alting tog sin tid, og dette kunne komme til at tage sin tid. Men han var godt på vej, ellers havde han ikke reddet hende idag.
"Hvad føler du ligenu."
Hun kiggede op i hans øjne, med et venligt smil. Hun ville gerne hjælpe ham, bare med at finde hans inderste følelser. Og få dem ud, så han kunne føle som alle andre.
Cosette bed sig forsigtigt i underlæben, imens hun ventede på svar og reagsstion.

Hun gik med glidende bevægelser hen imod ham. Det fik ham til at sætte hovedet på skrå. Der var et eller andet i hendes øjne, der fortalte at hun ville opdage noget eller få noget frem. Og hun ville ikke give op, før det var lykkedes hende.
"Føler?" spurgte han forsigtigt.
Han vidste ikke hvad han følte lige nu.
Der var så mange tanker, der kæmpede mod hinanden oppe i hans hoved. De ville alle have en chance for at blive hørt, men han skubbede dem væk med sin herres odre.
"Det.. Det ved jeg ikke," svarede han og kiggede tilbage i hendes smukke øjne.
Hun ville have hans følelser frem.
Det kunne han se på hende.
Men det var umuligt.

Hun lagde sine arme sit bryst, og kiggede stadig op på ham.
"Ja føler."
Hun smilte til ham, og tog hans ene hånd.
"Nu skal du bare se."
Hendes øjne lyste livligt op, og hun trak ham med sig. Hun kom over til det lille sted, i skoven hvor det lagde bunker af blade. De blade som var faldet af træerne, de lagde på jorden med deres smukke farver. Bade gule, røde og orange nucaner.
Hun fik ham væltet ned i bladene, hvor han tabte sin høresnegl. Cosette grinte sødt og kærligt.

"Nu skal du bare se," sagde hun og tog hans hånd.
Forsigtigt førte hun ham ud til en lysning, hvor bladene var faldet af træerne. Det var tydeligt at vinteren var på vej.
D12 spærede øjnene op. Han havde aldrig set noget som det før. Et af bladene var på vej ned fra sit trygge træ. Den skulle ikke længere være oppe ved de andre blade.
Han skulle til at sige noget, da Cosette skubbede ham ned i en bunke blade. Bladene fløj rundt om ham, med en legesyg bevægelse.
Hans høresnegl faldt ud af hans øre og landte på jorden, under et af bladene. Han kunne ikke længere høre sin herre.
Med et forvirret blik, kiggede han på Cosette der grinte kærligt.

Cosette var næsten altid glad, næsten altid!
Ligenu havde hendes elverside taget kontrol, og den var livlig og glad.
Hun grinte kærligt, og satte sig op med bene i skrederstilling. Hun kastede bladene op i luften. Og hendes smukke glade latter fyldte skoven, og gav ekko dybt inde.
Bladene landede ovenpå deres hoveder og dalede ned til dem.
Det var vidunderligt smukt, fugle sang inden de gjorde klar til at forlade os i en kold vinter.