The Fall of a Angel //afsluttet//

S En lille ubetydelig Landsby lidt væk fra Dragons Peak
O Faldene engle og dæmoner og skyggevæsner, all the Darknes.
V Det regner, så jorden er derfor meget mudret.
Tid 17,00
P http://vignette4.wikia.nocookie.net/assassinscreed/images/5/53/ACRG_Captain_outfit.png/revision/latest?cb=20150513141216
Uden hat xD
Emnepartner @Josette

Dayne, havde ikke set sig selv tilbage op til flere gange da han, havde reddet hans egen røv fra at Josette kunne angribe ham. Han, havde derfor holdt sig i bevægelse siden da, hvilket der kunne mærkes på ham. Hans søvn, havde heller ikke været bedre han, havde brændt sit hus i Aquener.  Han, havde skjulte sine spor så godt han kunne og, havde smidt alle hans familie dele væk. Dayne, havde dog ikke set at de var imod Dragons Peak, hvis han, havde viste hvad der var i vente, havde de slet ikke taget til denne lille landsby. Dayne sukkede svagt, hvorefter han bevægede sig op på dækket. Idet samme der lød et råbe. ”Land,” blive der råbte. Dayne kiggede frem, hvorefter skibet kom meget tætte på. Kiggede Dayne op, hvorefter han så op på landet. Det var alt for tæt på. ” VI STØDER PÅ LAND.” Blive der råbte, hvor der så lød det kæmpe brag i det samme de sejlede ind på landet med skroget, hvorefter han faldt over skibet.

Dayne kunne mærke vinden kaste ham over, hvorefter han greb fat i det. Han klikkede på en knap på hans handsker, hvorefter han holde sig fast. Dayne kunne mærke hans arm give efter, hvilket der gjorde han var nød til og kravle op. Han fik kæmpede sig selv op igen, hvorefter det begynde og regne. Dette her var ikke en ulykke nogen, havde bedt nogen af dem på skibet om at støde på land her. Dayne fik til sidste kravlede op, hvorefter han gik rundt for at søge efter overlevende. Der var dog ingen alle på skibet var døde, eller sådan så det da ud. Dayne bed sig svagt i underlæben, hvorefter han sætte kursen ind mod den nærmeste by, hvis han havde vidste, hvor mange agenter der var fra Jo der, havde han aldrig gået derinde.
Han nået lige præcis ind i byen, hvorefter han fik et slag i hovedet, hvorefter alt blive sorte efter ham, det næste han ville opdage var at han stod overfor Josette. Han rev sig frem, hvorefter han så på hende med vilde øjne nærmest, hvorefter han prøvede og være kølig, han gav et kort grin fra sig, hvorefter han så op igen da han, havde mærket to lænker som holde ham fast. ”Josette, jeg ville være glad, hvis du løsne mine arme, inden jeg river murerne ned.”

Påklædning

---

Rebekahs soldater havde opfanget skibet, og da det var gået på land. Så havde de gjort hvad der skulle gøres, bringe Josette engelen. Josette havde bragt ham ind til hende og Ramsays torturhus. Her var han lænket til muren med sine arme. Han lo af hende, men det måtte han nu selv om. Vildskaben i hans øjne gjorde hendes smil blev mere og mere legende.
"Oh honey." Startede hun ud og stod henne ved et af bordene med en masse forskellige redskaber. Let tog hun en kniv op og lod spidsen af bladet balancere henover hendes fingre. "Jeg advarede dig trods alt gjorde jeg ikke?" Spurgte hun med et skævt smil inden hun gik hen og satte sig på hug foran ham. Hun lod det kolde blad glide henover hans kind imens hun så ham i øjnene. Så sukkede hun let.
"Du sårede mig virkelig da du beskyldte mig for at tage dig for gode vare." Sagde hun så og så ham i øjnene. Som altid med Jo, så vidste man ikke om hun var sarkastisk eller talte oprigtigt. Det var sjældent hun stod i en situationen, hvor hun faktisk var i stand til selv at skældne med sig.
"Jeg prøvede faktisk at undgå det her.. at knække dig. Jeg havde ikke lyst til du skulle falde på samme måde som mig, men hvis du ikke snart bliver klogere, så giver du mig intet valg." Sagde hun og fjernede så kniven fra hans ansigt. Så rystede hun let på hovedet og rejste sig op.
"Du kunne prøve at 'rive' muren ned.. du kunne endda nok slippe forbi mig, hvis du var heldig. Men jeg ville kunne jage dig i bunde på selv min værste dag." Let trak hun på skulderen. Også kastede hun kniven ganske perfekt igennem luften. Så den ramte han i den ene skulder.
"Uh! Det her er jo ligesom at spille dart!" Udbrød hun glad overrasket.

Let lod hun et grin glide henover på sine læber inden hun fik over for at gribe fat om knivens skaft. Så drejede hun den lidt rundt, som om, at hun havde besvær med at få den fri - hvilket hun jo egentlig ikke havde. En af Ramsays lærlinge kom ind og så med store øjne på hende. De var ikke van til at se hende her uden Ramsay. Mest når hun fordi, at hun ikke havde fortalt ham, at hun var her. Let trak hun på skulderen og rev så kniven ud af hans skulder. Hun lod sin ene pegefinger glide henover blodet, og suttede derefter sin finger ren for den røde farve.
"Så, har du noget at sige.. så skal du gøre det nu, ellers når jeg er færdig med dig vil du ikke have en tunge. Og så bliver du en af de få stumme faldne engle." Spurgte hun ham med et nærmest diabolsk smil på læben. Josette havde tydeligvis ikke en god dag, ellers ville hun være en smule mere forstående og dog. Hun brød aldrig sit løfte.

Da Daynes øjne, havde vende sig til lyset så han over, hvor han hørte en stemme fra en kvinde som han ikke, havde haft andet ende et lille skænderi sidste de så hinanden. Oh honey. Da han hørte hende sige det fnøs han bare, "Jeg er ikke you Honey." Han så efter hende indtil hun kom hen og lagede den kniv på hans kind, han kunne mærke det kolde stål og høre hendes ord igen. Jeg advaret dig trods alt ikke? Dayne så på hende, og prøvede bare og lukke sig selv inde i hans egen boble, hvilket der gik godt. I alle de kampe han, havde været i var dette bare en anden måde og forhøre folk på, hans vildskab var der stadig. Du sårede mig virkelig da du beskyldte mig for at tage dig for gode vare. Da Dayne hørte det kunne han ikke lade vær med og grine, åhh hvor var dette åndsvagt. ”Så det gjorde jeg, ved du hvad jeg kunne ikke være mere ligeglad, kunne du ikke bare ha ladet mig være i stedet for og gøre så meget arbejde for at få fat på mig.” Lød det grinende fra Dayne af, hvorefter hans øjne så på hende, da han mærket kniven glide over hans venstre kind, hvilket gjorde han kunne mærke blodet faldet ned. Han så op på hende, hvorefter han prøvede og holde sig selv rolig hendes legende smil gjorde at han, vidste han ikke skulle få hende til og forsætte og udnytte det. Hendes legende smil, gjorde at han ikke kunne være rolig for sig selv og gjorde at han måtte skjule hans smerte med det.

Jeg prøvede faktisk at undgå det her. at knække dig. Jeg havde ikke lyst til du skulle falde på samme måde som mig, men hvis du ikke snart bliver klogere, så giver du mig intet valg. Da hun sagde det kunne Dayne ikke lade være med og grine, ”jeg er virkelig beæret over du ikke vil ha mig til og falde, på samme måde som dig, men hvad for dig til og tror jeg ikke dør inden jeg falder, eller om jeg overhovedet kan blive knækket.” Lød det svagt fra Dayne af, hvorefter han prøvet og komme ud af lænkerne de var vildt stærke det var der ingen, tvivl om.
Du kunne prøve at 'rive' muren ned.. du kunne endda nok slippe forbi mig, hvis du var heldig. Men jeg ville kunne jage dig i bunde på selv min værste dag Da Josette sagde det, sukkede Dayne og kiggede hende i øjne igen, ”ja det er måske rigtig, hvis jeg ikke myrdet mig selv inden.” Hans ære ville dog ikke gi ham muligheden for og gøre det, hvilket var meget åbenlyst. Men ikke for Josette eller andre der ikke kende ham, hvilket var de fleste. Da hun gik væk fra ham og kastet kniven ind i hans skuldre hans venstre gav han et kort råb fra sig, at det var som og spille dart. Da hun kom tilbage og prøvede og trække den ud kunne man høre på ham at den, havde gjorde noget ved ham. Smerten var ikke en han, havde følte længere desværre. Hans vilde øjne så over mod en dreng som var kommet ind, han kunne se Daynes vilde øjne, hvilket gjorde at han skynde sig ude, kort efter hørte han Josette tale til ham igen, efter hun havde suttet blodet væk i det mindste, havde hun ikke bedt ham smage.
Så, har du noget at sige.. så skal du gøre det nu, ellers når jeg er færdig med dig vil du ikke have en tunge. Og så bliver du en af de få stumme faldne engle. Dayne så på hende, hvorefter han endelig fik sagt noget igen, smerten, havde stadig givet hans højre skuldre og side et chok, ”brænde i helvede jeg vil aldrig tjene dig.”

Hun så på lærlingen der stak halen imellem benene og gik ud.
"Jeg hader Ramsays dårlige lærlinge." Vrissede hun irriteret og vendte hovedet til siden. "Julien kom herind!" Råbte hun og hvis der var noget Julien ikke ønskede, var det at få Josette på nakken. Så han kom gående ind med blikket i jorden. Josette kiggede over på Dayne da han sagde noget.
"Vi besøger helved lige om lidt, men om vi brænder... er så lige det" Svarede hun med et skævt smil.
"Julien. Fortæl Rebekah. At jeg ønsker alle overlevende mænd fra det skib. Smid dem i fangekældrene til jeg har valgt hvad jeg vil gøre med dem." Julien gav et nik fra sig og smuttede ud igen.
"Du tror du kender spillet Dayne. Men du er spillet. Jeg er spillemesteren, og ingen kan slå mig i mit spil." Sagde hun så med et smil smidt på læben.
Hun lagde kniven hen på bordet igen, og kiggede hvad hun nu skulle finde på. Hun så eftertænksom ud. Mest fordi, at hun ikke var i humøret, hun ønskede ikke at torturere sine engle. Blot sætte dem på plads. De gode engle var blot uartige børn som skulle sættes på plads. Hun gik hen og slog ham i hovedet, for at gøre ham bevidstløs.

Når han vågnede op igen ville han vågne op til at sidde i et andet rum. Dog blot et andet rum i det fine tortur hus. Hun brugte det ikke særlig tit. Hvis det ikke var den første gang hun faktisk brugte det, hvilket det var. Josette havde bundet ham til en stol. Hun tog en klud og gjorde den drivvåd, så vandet nærmest prøvede at stikke af fra den. Hun lagde den i hans mund, og holdt ham for næsen. Vandtortur. Følelsen af at drukne med vandet der blot  fyldte ens lunger. Dog stoppede hun lidt efter, mest fordi, at hun ikke var i stand til at fuldføre denne form for tortur. Hun slap ham og tog kluden som hun kastede væk. Hun kunne hører Julien var på vej.

Hun slap tog en kniv op af sine støvler.
"Julien kære ,kom herhen." Sagde hun til den hvad, 15 årige dæmon. Da Julien kom havde han en af mændene med fra skibet. Manden havde et spyd i maven, som gjorde han ikke gjorde modstand. Josette nikkede til Julien og tog imod manden. Hun kiggede manden i øjnene og tvang ham til at blive stående. Lidt foran Dayne. Så skar hun Daynes ene hånd fri, og med en fri hånd, tvang hun den ene fra hans besætning ned på knæ. Så lod hun Daynes frie hånd omfavne kniven med sin ovenpå, for at tvinge den i hans hånd. Så førte hun hans hånd ind i manden foran hams hjerte. Josette slap Daynes hånd, og trak sig lidt væk. Dayne ville kunne se mandens liv forsvinde ud af øjnene på ham.

Dayne lyttet til hende og kunne ikke lade være med og grine, denne kvinde var slet ikke hende han, havde oplevet da han red sammen med og kæmpede med hende. Men sådan var disse ting, da hun sagde de besøgte helvedet om lidt og om de brændte måtte de vente og se.  Dayne så op på hende, hvor han så lyttet til hendes stemme anden gang, Julien. Fortæl Rebekah. At jeg ønsker alle overlevende mænd fra det skib. Smid dem i fangekældrene til jeg har valgt hvad jeg vil gøre med dem. Dayne kunne ikke lade være med og smile, hvorefter han så hen på hende. ”I vil ikke finde nogen halvdelen er næsten døde, hvorfor tror du jeg var så let og få fat på Josette.” Han lyttet dog efter, hvorefter han hørte hende tale igen. Du tror du kender spillet Dayne. Men du er spillet. Jeg er spillemesteren, og ingen kan slå mig i mit spil. Dayne kunne ikke lade være med og skære en grimase da hun sagde, det. ”Hvad mener du.” Lød det fra Dayne af, hvor Dayne så lagede sig tilbage mod den kolde mur. Han mærket kort efter et slag som slog ham ud af fatningen, hvilket der medførte at alt sortnet for hans øjne.

Han vågnede op og kunne mærke reb som holde ham fast til en stol, hvor han så kiggede op. ”Hvad er dette her, Josette.” Kom det fra Dayne af, hvor han så prøvede og kæmpe for at komme ud af rebene, hun var jo sindssyg. Han så bagefter Josette komme hen til ham, hvor han så fik kastet en klud i hans mund som havde en masse vand. Han kiggede op på hende, hvor hun bagefter holde ham for næsen. Han kunne mærke vandet som han nærmest kom ned i hans lunger, hvor han så prøvede og lukke hans øjne. Denne smerte var værre end et våben han kunne mærke, hvordan det lukkede af for hans vejrtrækning, derudover kunne han mærke hans ild lukke af, for hans vejrtrækning.  Da hun endelig fjernet det kastet han nærmest vand, op hvor han prøvede og få vejrtrækning under kontrol igen, det var den værste smerte. Den lukkede for hans ild, hans indre organer, han kunne mærke, hvor svag han var nu.

”Josette dræbe mig,” kom det svagt ud af hans mund, hvorefter han kiggede op på hende. Vandet, havde gjorde at han nærmest hoste ukontrolleret i et stykke tid, da han endelig var kommet tilbage til sine fulde fem, så han en som, havde overlevet sikkert med 4 mere.  Han så, hvordan jo Tvang ham til og side ned, dette måtte være hendes anden evne, hvilket var meget mærkeligt, han så en fra besætningen, blive sat ned, hvorefter han mærket at Josette skar Daynes ene hånd fri, han, havde ikke kræfter til og kunne trække hans hånd tilbage. Han mærke Josette tvinge ham til og støde kniven ind i ham, hvilket han prøvede og kæmpe imod men hun tvang hans hånd frem og gennemboret mandens hjerte, eller englens. Dayne træk derefter ned ud, hvor han bagefter, greb fat i dæmon drengen og brugte hans kræfter til og spidde ham. Der efter så han sit snit til og løbe væk, hvis bare han kunne komme ud af huset var det, en lettelse."Bare hold dig væk Josette," lød det fra Dayne af Han kaste dog kniven bagud om den snittet Josette var han ligeglad med, han ville bare væk. Han fik kæmpede sig selv frem så hurtigt han kunne, med alle skaderne. Hans krop stoppet ham dog, inden han nået og komme særlig langt så snart han nået døren ud, faldt han sammen, hvor det bagefter gjorde at han fik blackout.