sean - scared of the dark

Han sukkede svagt.
"Du er ikke den eneste der har brug for beskyttelse. jeg prøvede at være din ven, men du skubbede mig væk hele tiden. til sidst måtte jeg beskytte mig selv. Hvis vi kan være venner nu, skal du nok undgå det" svarede han blot og lod næsten som om resten ikke var blevet sagt. han viste i hvert fald ikke havd han skulle sige til det.
"Nuvel...hvad er du så glad over?" han smilte lidt til hende. også for at lette stemningen.

Hans ord fik hende igen til at slappe lidt af. Om det var selve ordene, eller den måde han sagde den på, det vidste hun ikke. Men straks forsvandt skrækken og den paniske følelse af at have klokket i det.

''jeg fik bare gengældt noget der skete for lang tid siden... Lad os sige at jeg opnåede... Indre fred.'' hun blinkede drilsk til ham ved de sidste ord.

''hvad laver du så herude? Sidst jeg så dig sad du og drak dværgøl?'' hun smilede prøvende til ham inden hun så på sine hænder, som straks skjulte igen.

"ærlig talt, listede jeg efter dig" svarede han og lod sætningen hænge lidt i luften, så hun kunne opfatte at han havde fulgte efter hende...Og set hvad der var sket. Og smilte til hende, på en meget mystisk måde, men som også sagde at han viste mere end hun troede.
"Jeg undre mig bare over hvorfor du ikke vil fortælle mig det. Hvad du enlig skulle. Har du måske ikke fortalt mig din historie? Det er svært et støtte dig, hvis jeg ikke ved noget, ved du nok..." Han nævnte intet om manden han havde lukket inde i en kælder. Hans tilstand var sikkert kritisk og han blev nok nød til at vende tilbage hurtigts muligt, i tilfældet af han faktisk skulle dø. Ingen kunne tåle at miste så meget blod.

Han havde set hende... hørt hende! Hun så ned, mens hun overvejede situationen.
''han slog min familie ihjel... løj for mig, overbeviste mig om at han intet havde med det hele at gøre... han lod som om han var min ven.. som om han kun ville mig godt...'' hun kunne mærke klumpen i halsen.
men græde ville hun ikke. ikke over ham.

''han voldtog mig.. tvang mig. fortalte mig at det var den eneste vej frem i livet - sex.'' hun stirrede bare på sine hænder.
''han fortjener ikke at overleve det sår. han fortjener at mærke hvordan min bror havde det, da han lå og forblødte!'' hun bed sammen, inden hun lukkede øjnene lidt. Hun kunne mærke gråden i halsen, og tårerne der sved bag øjnene

8smutter i bad, just so you know it)

Han tøvede lidt, men tog så hendes hånd i sin. Hendes hånd var kølig og stadig dækket af en smule blod.
"Jeg så det. Jeg hørte hvad i sagde. Jeg er dog glad for du selv fortæller mig det" han så lidt på hende og håbede han på en måde, hjalp lidt. selv om han ikke turde holde om hende, bange for det blev for meget for hende?
"Manden...døde ikke helt. Men jeg har ham. Han kan ikke flygte, forsvinde..." han så lidt på hende.
"Jeg vil bare stille ham nogle spørgsmål, for min egen nysgerrigheds skyld. Men bare rolig..." han smilte lidt.
"...Jeg har ikke tænkt mig at være sød. Desuden...Skal jeg nok lade ham forbløde til sidst, hvis du ønsker det..." han viste ikke hvordan hun ville reagere på det. Men hvis han ikke havde taget manden, ville en anden havde hjulpet ham og han ville sikkert have overlevet og enden fundet nogle der ville hjælpe ham med hævn eller flygte. Det kunne han ikke nu.

Hun så ned på deres hænder, men valgte ikke at reagere på det som hun normalt ville - trykket sig ind til ham og hulke.
Nej, hun så bare på deres hænder.
''så han er ikke død..'' mumlede hun bare, som om hendes verden ganske langsomt krakelerede.

Han rykkede en anelse tættere på, i håb om hun ville gøre det, lænede sig ind til ham og være enden glad eller græde.
Han så lidt på hende, hun så ret forladt ud.
"Ikke endnu..." han sukkede svagt.
"...Men han vil være det. Ingen midnat....og af dit sår. ER du klar over hvor meget han blødte?" han så lidt på hende og smilte svagt.

Forstod han ikke? Manden der havde udslettet hende som menneske, var stadig i live.
hun bed kort sammen for ikke at græde - forbandet være følelser!
Da han rykkede sig tættere på hende så hun kort op på ham, inden hun så ned igen.
Hvad var det han ville? Humøret var i hvert faldt ikke til gættelege.

''klokken er ved at være mange...'' mumlede hun, inden hun krøb lidt sammen, en anelse tættere på ham.

Han sukkede.
Og lidt efter stod han op.
"Du er ikke nem at blive klog på. Jeg gætter på vi nu skal lege fremmede for hinanden igen, ikke?" han så lidt på hende og rystede på hovedet. Hvorfor opgav han ikke bare? Han kunne åbenbart ikke...have et normalt forhold til hende. Hun gav i hvert fald ikke indtryk af hun ville.
"Glem jeg prøvede at være sød. Jeg vil nu holde mit løfte. Jeg vil stille ham nogle spørgsmål og sørge for han dør. Jeg skal sørge for han bliver placeret, så du kan se han er død. Og sørge for ingen fjerner ham, før du har set det. fortsat god aften"
Og så gik han.

''du ved at det ikke er hvad jeg ønsker... Jeg vil bare... Jeg ved ikke hvad jeg vil! Jeg troede at du var hvad jeg ville - men jeg tog fejl. Jeg vil ikk noget... Jeg dur jo ikke tid noget... Se på mig, så snart du bare prøver at være venlig så bakker jeg baglæns igen! Jeg er ked af det, men jeg er ikke typen du kan være ven med..'' hendes enetale havde ikke været særlig højlydt, me alligevel kunne man høre de små knæk af gråd.

''farvel..'' hun rejste sig, og gik modsat af ham. det var vel bare nemmest at hun blev væk nu..

han følte sig virkelig irriteret. Hvorfor snakkede hun evig og altid sådan om sig selv?
Han vente sig om, efterhånden en smule vred.
"Neph, hvorfor bliver du ved med det der?! Det er lige meget hvad jeg siger, er det ikke? Du ser altid ned på dig selv, lige meget hvad jeg siger eller gør. Vil du ikke nok stoppe? Det irritere mig gevaldigt! Jeg vil ikke være din kæreste, men jorden går ikke ned. Jeg vil være din ven, men betyder det overhoved noget for dig? du opføre dig som et lille barn. Kan du ikke få det du vil have, bliver du sur og teer dig, til tingene begynder at ske som du vil have dem!
jeg tog manden for at forstå dig bedre. For at vide hvad der skete helt præcis. Men ved du hvad? Jeg er efterhånden skide ligeglad....Kom, du kan tage med mig hjem og gøre arbejdet færdigt, nu! Kom og dræb ham, og vær glad, hvis det lyster dig!" hans vrede skar tydeligt igennem.
"Det er jo tydeligt nok jeg ikke har nogen mulighed for at gøre dig det. Hver gang jeg nærmer mig, begynder du at tude og blive sur og tvær. Ikke sandt?" han slog ud med armene i en opgivende stilling. Så vendte han om og begyndte at marchere væk.

//sorry, er i dårligt humør i virkeligheden og kan ikke lige klare et emne, som også gennemskinner af dårligt humør//

Hun bed sammen over hans ord. Men han havde ret. Hun var barnlig. Men prøvede hun at virke voksen ville hun igen støde ham fra sig. Hun klyngede sig med næb og klør til den sidste rest af ham. Men hans vrede, hans irritation over hende, viste hende at hun måske slet ikke skulle være i nærheden af ham.

''Sean, jeg ville ikke dræbe ham. Og det vil jeg stadig ikke. Jeg ville skade ham, så han kunne forbløde. Et liv for et liv. At han stadig er i live, er mig i grunden ligemeget. Han vil snart være død, hvis ikke for min hånd - så for din. Du er velkommen til at udspørge ham - men hvis du bare holder en smule af mig vil du ikke høre de ting han har at sige.'' hun stod omkring 10 meter fra ham, men talte alligevel utrolig højt - som om hun selv var ved at miste tålmodigheden.

''jeg har bare ikke lyst til at lukke endnu en ind i mit liv og ikke vide om du bliver der eller ej.. Jeg har ikke plads til flere midlertidige.'' sagde hun stille, inden hun begyndte at gnubbe blod af sin ene hånd.

Han vente om, men kun denne sidste gang.
"Jeg vil ikke høre om voldtægten. Jeg vil høre om resten. Hvad tænker du enlig om mig?
Forresten...Jeg havde tænkt mig at være der. Du har aldrig troet mig, men jeg har prøvet. Hvor længe skal jeg blive ved, før du tror mig? Du vil ikke lade mig være der for dig, hverken midlertidigt eller hele tiden. For hver gang jeg prøver...du giver mig ingen chancer neph. Og det kan ikke blive ved. Hyg dig"

Bare denne sidste gang. Han ville ikke diskutere ting, som alligevel ikke ændrede sig. Lige meget hvad de sagde i aften, ville hun sikkert gøre det igen og igen...skubbe ham væk. Hvor måtte hun føle sig ensom! Og det var hendes egen skyld.

''det var ikke voldtægten jeg mente..'' sukkede hun opgivende.
Hun satte sig tilbage på bænken. Slaget var tabt.
Når han hørte om alle de ting hun havde gjort... Hun så ned.
Men, ville han ikke være ligeglad? Hun var rådvild.

Stille og roligt bed hun sammen, og prøvede at modstå trangen til at løbe efter ham.

Han viste ikke hvilke ting hun selv havde gjort. Han viste kun de ting hun selv havde fortalt.
Men hun kunne jo undgå han fik en tolkning af hendes handlinger fra en dødende mand, der sikkert ville sige hvad som helst, hvis hun selv ville fortælle dem.

Sean viste det dog ikke, men gik bare videre. Jo mere han gik, jo mere afslappet blev han igen. Han blev sjældent direkte vred, men denne gang havde han mistet tålmodigheden.
han sukkede svagt og satte kurs tilbage til det lille, slidte hus...

//hvad gør vi nu? Vil gerne forsatte hvis vi kan det?//

//Tja...enden skal jeg skrive en lang besked om hvad han gør og så springe frem til, når hun får liget at se. eller hun kan løbe efter ham af en eller anden grund eller...ja, ellers kan vi genoptage plottet i et nyt emne^^//

efter få minutters gang, da hun havde rejst sig, stødte hun på det lille gamle hus.
Duften af dæmon, blandet med blod hang tykt over huset.
Blodet var ikke til at tage fejl af, og ej heller var dæmonens duft. Hun så lidt ned, men nysgerrigheden overmandede hende.
Hvad ville han gøre ved manden?
Hun åbnede døren forsigtigt, og prøvede at være så lydløs som muligt

Man skulle på hvor man satte sine fødder. Man kunne ikke bare vade ind i et hus, i den tro man viste hvilken dæmon der var der inde. Det kunne være en hvilket som helst dæmon og det kunne være hvilken som helst blod.
Desuden havde Sean ikke været der så meget, at lugten af dæmon hang i huset.

Da hun åbnede døren og prøvede at snige ind, havde hun nok ikke tænkt på hos hvem, hun enlig prøvede dette hos.
Sean havde mange erfaringer, uendelig mange, med tyve, røvere, mordere, spioner...Og en hel masse andet. Han viste bedre end bare finde nogle folk, som ikke ville opdage hvornår hoveddøren var åben.
Sean befandt sig nede i kælderen, han stod foran manden, som lå blødende nede foran ham. Han klynkede svagt. Sean havde kun fået få sandheder og de var ikke nogen han råbte hurra for.
En anden mand kom hen til ham og hviskede ham noget i øret.
"...En fremmed kvinde er lige listet ind af vores hoveddør..." lød beskeden. Sean nikkede let og gjorde tegn til de bare skulle gøre som altid.

Og det gjorde de så.
nogle mænd bevægede sig væk fra selve husets stuer og ud i entreen. En mand gik foran de andre med overkrydslagte arme.
"Har damen ikke lært at banke på?" brummede han. Han virkede underligt venlig, trods han så hård ud.
Men det var heller ikke til at vide hvor længe han ville være så venlig.
Ud af det blå, dukkede der to mænd op bag hende og spærrede hende vejen tilbage.

''lige så vel so jeg burde banke på, burde i se at flytte jer. det er ikke høfligt at afskære en ung dame vejen, når hun ønsker at tale med bestemte personer. Men i er måske neandertalere, som jeres udseende taler for?'' hun så blot på manden med krydslagte arme og hævede et øjenbryn.

''jeg er her ikke for balladens skyld. Ikke fra jeres side. Jeg skal tale med nogen, så vær så venlig at flytte jer så jeg enten kan gå igen, eller få talt med den person jeg kom for.'' sagde hun med en klang der kunne minde meget om en succubus.

Manden grinte bare. Det var tydeligt han var skide ligeglad.
"Sig mig, hvordan er du opdraget? Man vader ikke bare i andres huse. Ingen du snakker om uhøflighed, burde du nok se på dig selv. Jeg bryder mig ikke om folk der vader ind i mit hus, uden at banke på først" han så lidt på hende og rystede så på hovedet. Denne mand var ikke til at løbe om hjørner med.
"Og hvem ønsker du så at snakke med, så meget at du løber lige ind i løvens gab?" spurgte han så.

''løvens gab? Ville nærmere sige den nyfødte killings blinde øje. Men du kan jo sige til Sean, at inden han endelig lader 'tændstik' forbløde, så vil jeg gerne have et par ord med dem begge.'' sagde hun, og så bare roligt på ham med øjne der viste ham at han slet ikke påvirkede hende.

Han grinte bare.
"nånå, vi har nok med en ung dame, som tror hun kan kontrollere hele verden!" svarede han bryskt.
"Men sådan spiller vi ikke her. Sean er travlt optaget med nogle ting og vi fik besked på ikke at forstyrre ham..." han så lidt på Nephthys, som om han overvejede hvor hun kendte hans chef fra.
så rystede han på hovedet, gav de andre et tegn, vendte ryggen til og forsvandt ind i huset.
Lidt efter hørte man ham råbe:
"Lad hende være. Cheffen tager sig af hende, når han er færdig" mændene forsvandt lidt efter lidt. Til sidst stod der en ung, ranglet dreng og så på hende. så rødmede han og forsvandt selv.
Nephthys var nu forladt til sig selv. Hun kunne gå i huset som hun ville. Mændene skulle nok lade hende være. Men vejen til kælderen var skjult og der ville hun ikke kunne komme ned uden mændenes hjælp...

Som altid endte hun alene.
Hun valgte at sætte sig i den ene stue - helt tom som den var. Og så ventede hun ellers på Sean.
Mens hun ventede så hun den unge drengs ansigt for sig - hvordan han havde rødmet inden han gik. Hvad var det med ham?

Endnu en gang prikkede en mand Sean på skuldren. Sveden gled ned over hans pande, da han en sidste gang sparkede til manden og fulgte ham ud. Ude fra cellen, var der ganske køligt og det var han glad for. Han strak sig og tog imod et håndklæde fra en af sine mænd. Han tørrede sveden væk og modtog lidt efter et glas vand, som han drak hurtigt.
Så så han rundt på dem, den ene efter den anden.
"Og hvorfor, om jeg må spørger, forstyrre i mig nu?" hans stemme var en anelse hård, så de kunne vide at han ikke havde sagt det for sjov. Han ville ikke forstyrres.
"Det er kvinden..."
"åh, hvad med hende? Kan i ikke smide hende ud? Er hun for stærk til mine dyre betalte mænd?" en af dem sendte ham et surt blik, men viste bedre end at modsige ham.
"Hun sidder et sted i huset. de lod hende være, men hun er ikke gået. Hun siger hun vil snakke med dig og...tændstiksmanden. Hun kendte dit navn"
Seans nysgerrighed var vakt. hvem kendte både ham og dette sted? ingen. en forklædt fjende som havde overvåget ham? Mere sandsynligt.
Han overvejede det et øjeblik. Skulle han lade hende vente?
Men så sukkede han. Der var stadig en time til midnat, han kunne gøre dette færdigt om et øjeblik. så havde manden også en mulighed for at tænke over sine svar.

Sean fulgte en af sine mænd op af kælderen. De tog udgangen, som viste dem ud i køkkenet. Nogle mænd sad og spiste lidt suppe. De nikkede som hilsen.
Sean så ned af sig selv og opdagede han havde blod over det meste af sin krop. ikke lige frem præsentabelt til en kvinde...Men hvad så?
På vejen hev han sin T-shirt af. Han havde en muskuløs overkrop, men den var fuld af forskellige ar.

Han hørte mændenes forklaring om hvad der var sket og gik så ellers på jagt. Han kiggede o to forskellige stuer, før han fandt den rigtige.
Han trådte ind og...stoppede op.
Nephthys? Var hun fulgt efter ham? Hvordan kunne hun være her?
Hun burde ikke være her!
"Nephthys...Der overraskede du mig" han smed sin t-shirt på den nærmeste stol.
"Beklager, jeg har ikke lige stadset mig op. Har ikke haft tid. Har faktisk ganske travlt, hvis jeg skal nå at holde mit løfte til dig..." han så lidt på hende og ventede ellers bare på hun tog initiativ til at sige noget.