Just a littel bite (Sajro and Emery)

Emne partner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] vil komme ind i emnet på et tidspunkt
Tid: solen er på vej ned, fuldmånen sker i nat.
Beklædning: et par brune hørbukser, hvid skjorte, læder jakke, bare fødder og en læder taske.
Race: Menneske
Omgivelser: få mennesker, de fleste er på vej i seng
Vejr: Skyfrit, flot solnedgang

”En sidste dans!” råbte en mand efter Phoenix i det hun gik væk fra baren hun havde været på. ”Hør, det har været en god aften, men nu skal jeg altså gå!” råbte hun over skulderen. ”Og jeg har mere end tjent nok her til aften.” grinte Phoenix for sig selv. Det Unge menneske var hverken prostitueret, slave og eller en ”elskovs pige”. Hun var en tyv, en god en af slagsen og havde begge hænder som bevis på det. ’mænd er simpelthen så nemme at holde for nar.’
Aftenens indkomst var endt ud i 5 Bronzemønter, og 2 sølvmønter. Hun for sammen da hun hørte skridt bag sig. ”Hey tøs.” snøvlede en lidt for fuld ældre mand. ”Skal du ikke have det lidt sjovt?” det gyste ned at hendes ryg, og myrekrybene bredte sig over det hele. ”Nej.” mumlede hun og satte farten op. Væk fra den ældre mand.
Hendes skridt gav genlyd igennem gaderne. De tommeboder og slidte stof, fik det til at ligne en spøgelsesby. ”Hvorfor så hurtigt?” Den samme stemme. ”HEY! STOP SÅ DIN SKØGE!” skreg manden af hende. LØB! Stemmen i hendes baghoved gav kommandoen og hun fulgte den. Tidligere havde den redet hende, så hun stolede blindt på den.
Hun landede let på sine bare tær, lod jorden og stenene føre hende. Højre, venstre, ligeud, frem, hurtigere. Phoenix adlød blindt. Stolede på sit instinkt. Det tunge åndedræt var det eneste der afslørede hende.

Efter en lidt længere løbetur var hun på vej ud af byens stræder og gader, og ind i et mere vildt miljø. ”Doomesville her kommer jeg.” sang hun for sig selv, og fortsatte sin nye færd.
Phoenix kendte ikke hendes familie, hun havde været alene lige så længe hun kunne huske… eller, siden hun havde forladt det ”børnehjem” hun var blevet anbragt på. Det sorte hår blafrede svagt i den kølige vind, det var så dumt at begynde den lange tur nu, men hun kunne jo heller ikke vende om nu. Hvis bare hun kunne finde en lade eller et læ-sted… måske endda en kro.

Efter at have gået et godt stykke, var månen blevet synlig, kunne hun mærke trætheden komme snigende. ”Hvorfor lige nu?!” hvæsede hun til sig selv. ”Kom nu din kæmpe nar!” stemmen gav genlyd i den kolde nat og kastedes mellem de store træer.

Beklædning: Et par sprækkede bukser og en halv skjorte.

Sajro havde bevæget sig ud i skoven for at gå på jagt, ikke den bedste dag at gøre det på, men heldigvis var de fleste folk smarte nok til ikke at bevæge sig ud i eller nær skovene når mørket faldt på. Var det grundet folk som ham, det troede han ikke, de var så få trods alt. Der fandtes dog andre væsner som med glæde tog for sig af den buffet der kunne opstå om natten. Hans tøj var ødelagt da han allered inden han tog hjemmefra havde forventet at han ville forvandle sig for at jage.
Han var gammel nok til at have en god nok kontrol over hvornår han forvandlede sig, men det betød dog ikke at han altid kunne styre sig selv. Det var også derfor at han ret hurtigt da månen begyndte at finde sig en plads på himlen, at han lod det indre dyr få lov til at tage noget styringen for at fange et bytte. Som lyden af hans knogle der brækkede, hans led der poppede og tøjets fibre der gav sig løftede et dådyr hovedet for at se hvor lyden kom fra før den satte i spring væk fra lyden.

Dådyret satte farten op af da lyden af grene der knækkede kom tættere på den sammen med de gule øjne som fulgte det. Dådyret havde heldigvis noget af et forspring stadig, og varulven som fulgte efter blev også forsinket af at knække grene og vælte nogle af de træer som han ikke nåede, eller gad, at flytte sig for. Dådyret blev mere og mere panisk som den løb, og den blev ved med at løbe indtil den så noget nyt, den drejede hovedet mod det ukendte væsen den så, en ung kvinde. Det var det øjebliks forsinkelse der forsejlede dens skæbne. Dådyret satte farten lidt ned for at se hvad det var, og lige som den gjorde det kom varulven springene ud af mørket.

Dådyrets øjne spilede op kort før de blev fuldstændigt blanke, da varulvens kæber lukkede sammen om dådyrets krop. Det var dog en hurtig død, som varulven greb fast i dådyrets krop nåede hovedet simpelthen ikke at følge med. Den pludselige og meget voldsomme bevægelse den blev udsat for var nok til at brække nakken på dyret.
Varulvens jagt var en succes, måltidet var sikret, og den rejste sig fra at gå på alle fire til at stå oprejst, den målte nær 4 meter fra jord til toppen af hovedet. Lyden af knogler der brækkede lød igen, som kæberne på dette monster begyndte at lukke sig sammen om dådyret, ribben og rygsøjlen gav sig hurtigt, og lugten af blod bredte sig. Med et pludseligt ryk med hovedet vendte den også sin opmærksomhed mod kvinden der var tilstede. Den åbnede kæberne så dådyret rullede ud af dens mund og landede på jorden. Varulven tog tunge, langsomme, skridt i retningen af kvinden. Den sænkede, som den kom nærmere, sit hoved ned mod hende.

Lyden af knasende grene kunne høres ikke langt fra hendes sti. Phoenix blev dog ikke skræmt af det, hun vidste at der var dyr i skoven, og så længe man bare holdt sig fra dem, skete der ikke noget. Desuden var det jo ikke alle sammen rovdyr… vel?
Rendyrket rå frygt sneg sig over hende og kort efter, kom panikken og angsten. ”herregud Phoenix tag dig sammen. Du ikke bange for mørket.” Hviskede hun med skinger stemme og lukkede sine øjne. Da hun kiggede op, fjernede hun pandehåret fra de røde øjne. En genfejl som hun altid havde haft, som mange gange havde voldt hende store problemer. Kaldenavne som Dæmon barn, djævleyngel, monster og udyr var bare få af dem.
De søgte hen over naturen, men med det begrænsede menneskesyn og fuld månen, kunne hun alligevel ikke se meget andet end skygger og træstammer.

Grenene knækkede voldsommere og højere. Lyden af mange skidt kunne høres og frygten lammede hende. Hun kunne se skikkelsen overfalde noget andet. En ulv? Ulve var almindelige ikke? Hun kiggede op. Månen. Ulv. Nat. Hun lagde to og to sammen. VARULV?! Det isnede i hendes indre, og det føltes som om hendes hjerte var holdt op med at slå.
det var ikke til at bære lyden af halsen som brækkede, kæbernes smaskende lyde. Det føltes som om det kun skete i hendes hoved. Dyret… monsteret… blodet. Hun kunne lugte en svag dunst af jern og rådden jord. Lyden af flere knogler der knækkede, fik hendes hud til at krympe sig. Et skridt baglæns. To skridt baglæns.
Den så hende. Tåre begyndte at presse sig på i hendes øjne. Klumpen i hendes hals havde sat sig fast. Hun kunne ikke skrige, ikke tale, ikke gå. Det var som om hun var blevet fastfrosset til jorden. En tilskuer til et ”mord” på en teaterscene. Tryllebundet og forfærdet. De røde øjne kunne ikke andet en betragte det voldsomme opspil.
Den var på vej hen mod hende. Som var hun blevet stukket en lussing tøede hun op. LØB!! Stemmen i hendes hoved havde ret. Hun tog langsom et par skridt tilbage, vendte sig rundt og satte i løb. Det ville havde været for nemt at løbe af stien, dyret ville have fanget hende hurtigere. Så med den logik var hun løbet ind mellem træerne.
Hun halvt snublede flere gange og hun fik flænset sit tøj. Nogle buske havde endda revet hende på armene og benene så få dråber blod havde samlet sig. Phoenix havde ikke tid til at kigge på det, hun løb bare alt hvad hun kunne. ´lad mig være!´ skreg hun i tankerne.

Sajro vidste udemærket at han havde overladt en stor del af kontrollen til hans dyriske instinkter. Han ville ikke lyve og påstå at ikke var i kontrol overhovedet, at han selv bare var en tilskuer eller noget i den stil. Men derfor havde han stadig et inderligt ønske. *Lad være med at løbe...* tænkte han inderligt, han vidste alt for godt hvordan et rovdyr som han var, ville reagere overfor et bytte der begyndte at flygte. Det gjorde kun det hele mere interessant.
Han havde kun lige nået at tænke tanken før kvinden begyndte at bakke væk, og han håbede at hun ville fortsætte... Han skreg nærmest i tankerne af hende da hun vendte sig rundt og begyndte at løbe. Han vidste hvorfor, han forstod det også godt men han havde håbet hun ikke ville. Kort efter tog instinkterne over, lysten til ikke at dræbe var væk. Lysten til ikke at skade var forsvundet. Nu var der kun en lyst til at jage der var blevet efterladt.

Jagten havde været for kort ned af stien, så han smilede indvendigt af hendes valg af at flygte ind i skoven. *Mere spændende...* Tænkte han for sig selv, som han fulgte efter hende. Han reagerede også på den mest modbydelige måde han kunne. Som hun satte i hastigt løb, begyndte han at gå. Hendes korte ben kunne sikkert bære hende hurtigt, men det var ingenting i forhold til de lange skridt han kunne tage. Grundet træerne var en noget større udfordring for ham, og at han ikke tog denne jagt seriøst som han havde gjort med dådyret før, så forblev afstanden mellem dem, nogenlunde den samme som de bevægede sig dybere og dybere ind i skoven.

Jo længere de kom ind i skoven, jo flere kræfter og energi begyndte han at bruge. Han begyndte at sætte farten op, begyndte at knække store grene i stedet for at undgå dem, og de mindste af træerne de løb forbi skubbede han også blot til side. Langsomt kunne han se hvordan afstanden mellem dem blev mindre og mindre. Han roste hende også i hans tanker for hvor godt hun bevægede sig gennem den mørke skov, trods hvor lidt hun måtte kunne se med kun et menneskes øjne. Havde hun kigget bagud, havde hun lagt mærke til din skarpe tænder som reflekterede månens lys var løftet en smule i hjørnerne som hvad nogen måske ville tolke som et smil.

’FORTSÆT! Højre, duk dig! Ned! OP! LØB!’ Stemmen i hendes hoved fortsatte med at give hende ordre. Imens hun løb frem i blinde kun hun hører ulven. ’Hvordan fulgte en ulv dens bytte?’ Det gøs ned af ryggen på hende, da hun tænkte på den måde, men det skulle altså til nu. ’færd.’ Tanken ramte hende som et lyn. Hun mindedes noget om at ulve brugte deres lugtesans mere end de brugte øjnene, spørgsmålet var bare om varulve også gjorde.
Phoenix følte døden komme nærmere. Det havde hun døbt ulven, og hun lovede sig selv at give Døden en kamp til det sidste.
Den skuldertaske hun havde i læder indeholdt ikke kun hendes eget bytte. Der lå en lille spids kniv i. Hun greb efter den i tasken. Spidsen på kniven skar i hendes fingre da den stak hende. De slanke fingre reb om skaftet på den og løftede den ud af tasken. Imens hun løb og koncentrerede sig om ikke at falde, kørte Phoenix den over hendes håndflade. ’lad det virke.’ Bad hun til hvilken som helst gud der gad lytte.

Imens hun løb begyndte blodet at pible ned over hendes fingre. Det pumpende, friske, sunde blod dryppede ned i skovbunden og efterlod sig en lokkende færd. Hun samlede fingrene og dannede en lille ”skål” blodet kunne være i. da der var nok slyngede hun det ud til den ene side og drejede skabt til den modsatte. Blodet kunne måske få varulven til at sænke farten, måske ikke… Det havde hun ikke råd til at tænke på. Hun skulle være optimistisk, Snu, Bedre og klogere end varulven.
Hun blev ved med at holde hånden samlet og lavede små spor, dreje af. Undervejs fik hun øje på en stor af brækket gren. Hvis nu hun kunne få fat i en gren, og få kniven til at sidde fast i enden, havde hun en form for spyd. ’Hvis jeg skal ned, bliver det ikke uden en kamp, høre du mig Død?’ tanken gav hende styrke og en anelse håb og optimisme.

Phoenix havde ikke mere luft. Hendes skridt blev langsommere og sidestikket tog over. Hun gispede og hendes lunger skreg på ilt. Adrenalinen pumpede stadig og fik hendes hjerne til at arbejde over. Imens hun løb langsommere og langsommere fik hun fat i en gren der var på længde med hendes egen arm. Det var ikke meget, men døden nærmede sig. Det eneste hun ikke havde tænkt på var hvordan kniven skulle sættes fast. ’ubrugeligt!’

Med kniven i den raske hånd og grenen i den anden gjorde hun sig klar. Hun var færdig med at lege bytte. Nu måtte det briste eller bære.

Lugten af blod blev pludseligt voldsom, og hans første tanke var at hun nok havde flået sig på en gren eller noget lignende, så hanbegyndte så småt at følge lugten. Men modsat ulve, var han ikke totalt dyrisk, og modsat ulve havde varulve også et utroligt godt nattesyn, hvilket betød at det ikke var meget mere end 2 skridt i den forkerte retning før han indså hvad hun forsøgte på, og han vendte tilbage til at følge efter hende.

For ham var dette ikke meget mere end en leg på det her tidspunkt, uden den rigtige træning var det her ikke en situation der var til hendes fordel på nogen måde. Han blev derfor også meget overrasket da han nåede frem mellem træerne og så hende stå klar, og ventede på ham. Hans eneste tanke var at hun var løbet tør for muligheder, hun måtte simpelthen forsøge at tænke på hvad som helst lige nu, og hendes sidste værge var at forsøge at tage kampen. I en form for respekt for hende stoppede han op to, tre, skridt fra hende, og kiggede på hende. Dog begyndte han kort efter at bevæge sig rundt om hende, langsomt begyndte han at cirkle rundt om hende.

Pludseligt stoppede han op, vendte hovedet nedad, og kiggede direkte på hende, hans store øjne siddende over de skarpe tænder forsøgte at fange hende. Munden åbnedes let som han lod en dyb knurren rumle, som langsomt blev mere og mere til en snerren. Samtidigt med at han havde gang i at forsøge at skræmme hende, langede han ud efter hende. Den højre hånd, eller pote hvis man ville kalde den det, kom farrende imod hende. Et slag der nok ville føles som at blive ramt slået af en kraftig gren hvis den ramte. Han trådte også tættere på, bare et halvt skridt tættere på hende.

Væsnet var større end hun først havde troet. Den sparsomme pels over den senede krop og… tænderne. De syle skarpe rovdyr tænder… det lignede lidt nogen bare havde stukket tykke pigge i munden på væsnet. Det burde være ulovligt at rende rundt med den slags våben… specielt i munden. Hun sank en klump og tog sig sammen. Hendes gisp var blevet svagere og svagere, men ikke helt væk. ”Gå væk. Vil du ikke nok?” tiggede hun svagt og følte alt hendes mod synke ned i maven.
Frygten fik den 19-årige Phoenix til at ryste svagt. Han kom tættere på, som om han havde anerkendt at hun stod der, og lignede… hvad? En tåbe med en pind?
Blade og kviste knækkede under hans vægt da han begyndte at gå. Noget man aldrig skulle gøre ved et rovdyr, eller generelt i en kamp, var ikke at lade sig trænge op i en krog, eller vende ryggen til. Så hun fulgte hans bevægelser. Phoenix’ bare fødder føltes som isterninger. De kolde blade fik det til at rive i hendes lægge og op i hendes knæ.
hun stod i en let bredstående stilling, med fødderne forskudt. Mod et almindeligt menneske ville dette være en ganske udmærket stilling. Mod en varulv? Knap så god, men det måtte tiden vise sig.
Tankerne fór igennem hovedet på hende. ’tag det roligt, han slår dig ihjel hurtigt… ikke? Gad vide hvordan en varulv tænker? Kunne det ikke være meget sjovt at snakke med en varulv?’ tankestrømmen viste tegn på panik fra hendes side. Hun kunne ikke klare det længere, tankerne kunne ikke styres og hun have kun monsteret for øje. ”Så kom dog!” skreg Phoenix med en skinger stemme.

Da ulven stoppede op, fortrød hun inderligt at havde åbnet sin store kæft. ’Genialt, flot!’ snerrede den normalt hjælpende stemme, i hendes hoved. De gule øjne fast holdt hendes røde og hun kunne næsten ikke blinke i ren frygt. ’er det sådan dødens øjne ser ud?’ tænkte hun stille og accepterede hendes skæbne som død. Dog skete det ikke, lyden fra udyret fik hende til at gibbe sammen. Det hele var som i slowmotion. Udyrets blinken, poten der kom mod hende, hendes gisp. Slaget der ramte hendes overarm og skulder føltes som om en kæp blev kastet mod hende. Hun mistede balancen og måtte tage et halvt skridt til siden. I hendes forvirring havde hun løsnet grebet om kæppen og jamrede.
I det indså hun noget. Hun var ikke et bytte. Phoenix var et legetøj. ’Are you kidding me?!’ hun var fortabt, men en ulmende vrede begyndte at koge i hende. ”Er jeg ikke god nok til at være et bytte?! Jeg er simpelthen degraderet til at være et legetøj!?” al farven forsvandt far hendes ansigt. Havde hun virkelig gjort det. Havde hun sagt det højt? ’bing bing bing! Årets vinder af idiot-prisen går til… PHONEIX!’ tænkte hun for sig selv og sank klumpen i hendes hals. Hun løftede den arm som hun holdt den lille kniv i. Det var et sølle våben, bladet var ikke længere end blåt 3 centimeter.

Han havde ikke forventet nogen form for opråb fra hende, så hans blinkede et par gange med øjnene som respons på hendes ord. Dog var det ikke fordi han gav hende ret meget tid, efter han havde slået hende den første gang ventede han blot på at hun havde fået rettet sig op, og så kom der et slag med den venstre pote istedet for, stadig ikke med hans fulde kraft bagefter men i et forsøg på denne gang at få hende ned at ligge. Om han var blevet mere aggressiv fordi hun havde åbnet munden var ikke til at vide da det også bare kunne skyldes utålmodighed eller måske endda sult.

Uanset om hun undveg, tog slaget eller hvad der skete, så trådte han et halvt skridt bagud, placerede sin vægt på det bagerste ben før han satte af og farede fremad hurtigt, med munden åben. De mange skarpe tænder som alle var på længde med eller længere end bladet på hendes kniv blev vist tydeligt frem, og de fire store hjørnetænder var længere end en voksen mands finger. Det var tydeligt at målet var hendes overkrop eller mave, på den måde hovedet var vinklet, og på hvordan den forsøgte at få fat i hendes arme og ben, så der var frit tilgang til det bløde område lige omkring maven.

Det var dog her hvor Sajro begyndte at kæmpe indvendigt lidt mere for at få kontrollen tilbage fra hans mere dyriske og instinktive side. Han vidste at det ikke ville være nemt, han vidste det nært ikke ville være muligt, og at han måtte finde en måde at få det vendt til at være fordelagtigt for dyret. Den del af ham tænkte som et dyr, på overlevelse og at videreføre sin art.

De blinkende gule øjne. Var det muligt at væsnet rent faktisk opfangede hendes ord og kunne forstå dem? Det var alt hun nåede at tænke på, inden poten ramte hendes anden skulder. Hun holdt krampagtigt fast i kniven men snublede helt og landede på jorden. Bladene var kolde og fugtige. De klæbede til hendes tøj og enkelte steder hang de ved. Jorden under dem var kold og hård. Hun ville helt sikkert få et eller flere blå mærker hvis hun vel og mærke overlevede det her.

Phoenix var halvt oppe og sidde halvt oppe at stå da dyret trådte tilbage, ’Nej nu sker det. Det skal være løgn!’ Hun så de skarpe tænder og vidste det ville være slut, men Døden skulle bløde. Den var lige knap 3 skridt fra hende og hun vidste hvad der ville ske. Han ville bide hende midt over, så hun havde kun en chance.
Hun knugede kniven i sin hånd og mindedes hvor hun havde den fra. Kniven var anskaffet efter hun var blevet overfaldet første gang. Dette var mange vintre siden, og hun havde ”købt” den på et marked. Den fede mand der havde haft den var for optaget, til at registrere en lille pige, af en handel, der havde gjort ham rig. Kniven var den gang en nydeligt lille kniv, som var brugt til at skære små stykker kød af. Dens fine simple træskæft havde været i lyst egetræ. Den var stadig lige så skarp som den gang, men træet var blevet mørkt og havde hakker fra slid. ’svigt mig ikke.’ Tænkte hun. Mindet varmede hende og gav hende styrke nok, til at skrige et krigerbrøl.

’Snit den.’ Hun kastede sig frem af, løftede sin højre arm og kastede sig mod ulven. Højre side var helt blottet til ulvens gab og hun accepterede det var slut.
Hvis ulven valgte at bide fast omkring hendes krop, ville hun forsøge at snitte ulven i ansigtet. Ikke forsøge at slå den ihjel, da hun vidste at den kun kunne det ved brugen af sølv.
Hvis ulven ikke bed, ville hun forsøge at komme ind under hovedet på den og snitte den i brystkassen, igen ikke for at slå ihjel, men for at skade den

Hun havde åbenbart ikke tænkt sig at give op konstaterede han, som han hørte hende skrige og fare i mod ham, som han også kaste sig over hende. Han lagde ikke rigtigt mærke til kniven da han havde set den tidligere, og havde konstateret at han ikke havde noget behov for at se den som nogen form for trudsel. Bevægelserne var hurtige som hun kom tættere på, han åbnede munden så meget han kunne, og mærkede så det bagerste af kæberne ramme siden af hendes mave. Han havde nu kæberne rundt om hende.
Han mærkede kniven, men begyndte dog bare at bide sammen, ret langsomt endda, det ville strammes mere og mere, før tænderne ville begynde at trænge igennem huden.

Først mærkede han hvordan hans hjørnetænder borede sig ned i hendes ryg og mave, og så hvordan de andre tænder greb fast i hendes tøj. Det var først der Sajros forsøg på at overbevise hans indre dyr om at skåne hende fik en måde at sejre på. Han fik med nød og næppe overbevist det om at hvis hun ikke døde på nuværende tidspunkt ville hun blive forvandlet. Det ville være en varulv mere, end varulv mere af dets art.
Grundet at den ikke var helt tilfreds med ideen så åbnede den ikke munden, istedet så skubbede den hende bare fra sig. Selvom at tænderne sad fast i hendes tøj og hjørnetænderne sad et stykke nede i hendes kød.

Han fik hende skubbet ud af munden på sig selv og slikkede sig nu omkring hjørnetænderne for at smage på hendes blod, derefter lod han sin tunge slikke sig selv om snuden og resten af hovedet han kunne for at slikke blodet af de steder hun havde kradset ham med kniven. Flere af snitsårene var så småt begyndt at lukke sig igen. Han brugte sine poter til at fjerne det stof der måtte have fanget sig i hans tænder. Han vendte først derefter sit blik ned imod hende. Han havde ingen anelse om hvor slemt han havde bidt, eller hvor sandsynligt hendes overlevelse ville være.

Et skrig i ren afmagt og Frygt genlød imellem træerne, da han havde fået fat i hende. Hun hamrede sin blodige hånd ind i ulvens hoved og snittede med den anden.
Da tænderne begyndte at gennembore hendes hud, kunne hun ikke mere. Kniven blev kastet på jorden og hun begyndte at flå i pelsen på ulven. Hun mærkede hver eneste lille del af ulvens tænder synke ned. De lange hjørnetænder lige omkring hendes rygrad, og de forreste omkring hendes nagle. Blodet var begyndt at løbe og hendes tøj blev langsom mere og mere rødt.
Hendes uskyldige tåre løb ustyrligt ned over hendes kinder og hun skreg. Et skrig der ville få det til at gå igennem marv og ben på et menneske. Det genlød i skoven, men Phoenix kunne ikke høre det længere. Hendes fokus var konstant på smerten, og lyden af hendes eget blod i ørene overdøvede alt. Adrenalinen og kampgejsten var næsten væk. Hun kunne ikke mere. Med sine sidste kræfter flåede hun i varulven of forsøgte at finde dens øjne. De lange fingre der var dækket af hendes eget og ulvens blod søgte. Der var intet, hun kunne ikke mærke dem. Phoenix var sikker på hun havde set de gule øjne i hovedet på ulven. Hun mærkede hendes krop blev tung og slap. ’lad døden være mild ved mig, i mit komme. ’ tænkte hun, i håb om at det hele var slut.

I det hun troede det var slut, mærkede hun en smerte endnu værre end før. Flænsende kød og hendes hulk fyldte den tunge luft af død og blod. Den unge krop landede maltrakteret på jorden med et hult bump. ’Det slut om lidt, om lidt er du hjemme.’ Hun mærkede blodet sive og varmen fra det ned over maven. ”Det skal være løgn.” hviskede hun næsten lydløst. Kræfterne kom til hende ud af det blå, men anstrengelserne var ægte. Hendes højre arm bevægede sig langsomt hen over jorden og hun fik fat i noget af det flænsede stof. ’Pres på såret.’
Med en kraftanstrengelse fik hun løftet håndleddet og lagt den slappe hånd på maven hvor de to hjørnetænder havde flænset. Det sortnede for hendes øjne af smerte og en svag piben kom over hendes mund.
Det var først nu hun så dyret stirre på hende. ”hvorfor ikke… ende?” mumlede hun næsten helt utydeligt. ”hvis…. Overlever… beskyttelse… dig… nat.” hun kunne ikke mere. Det føltes som om hun ikke kunne holde sine øjne åbne i nat. ’Kære død, tag mig med her fra i nat. Giv mig det sidste kys.’ Den sidste tanke Phoenix kunne fuld ende denne gang.

Sajro kunne for at være ærlig ikke huske sidst han havde smagt kødet eller blodet fra et menneske, eller sågar et andet lignende væsen. Han havde altid forsøgt så vidt muligt ikke at bide nogen, han havde aldrig haft nogen ønsker om at forvandle andre. Nu stod han så her, med blod ud over hele hovedet, og hvad der mest kunne ligne et maltrakteret lig på jorden foran ham. Han var i tvivl om hvad han skulle gøre. Hans indre dyr var dog tilfreds, den havde fået mad tidligere, og nu havde den fået skabt en varulv mere som den så på det, så den blandede sig ikke rigtigt mere.

Han havde ingen anelse om hvad det sidste var hun forsøgte at sige. Der manglede for meget af sætningen til at det var til at stykke sammen for ham. Men han konkluderede dog at der ikke var nogen måde at hun kunne overleve for sig selv. Selvom han kunne se hun var ved at stoppe blødninger, og selvom de ikke var var så store hullerne, så var der 4 af dem, og hun havde kun 2 hænder, så at stoppe alle 4 holder ville være umuligt.
Han overvejede at vise sit ansigt, at forvandle sig om til sin menneskelige form, men for at være ærlig så var det nok mest korrekt at sige at han ikke turde. Han var for bange for at se hendes blik, hendes had, hvis hun så hvem han i virkeligheden var. Han var meget simpelt bange for at stå ved hvad han lige havde gjort. Han gjorde derfor det eneste han kunne på nuværende tidspunkt for hende. Han greb hende rundt om brystet lige under armene, og løftede hende så op. Hans greb var fast. Han begyndte så at gå længere ind i skoven. Jo dybere han kom på hans hus, jo mere gik det op for ham at han på ingen måde kunne udfyre førstehjælp i den form han havde.

Phoenix var et sted imellem bevidsthed og besvimelse. Hun mærkede svagt hvordan noget strammede om hendes bryst og hvordan hendes ben hang og dinglede. Hun kunne ikke kigge op, men mærkede en besynderlig varme mod hendes ryg og omkring hendes brystkasse.
Monsteret løftede hende. LØFTEDE HENDE?! Hvis hun havde haft kræfterne til det ville hun have kæmpet. Men hun kunne ikke gøre andet end at hænge.
Hovedet dunkede fra side til side og tårende trillede stadig. ”hjælpe?” hviskede hun spørgende, men lavt. Hun kunne ikke mere det hele sortnede for hendes øjne og hun forsvandt.

Det var som at flyve. Hun følte sig fri og glad. Det var en sjov fornemmelse, det kildede endda lidt i maven. Det sorte hår bølgede bag ved hende og hendes fingre susede igennem luften. Var det her himlen? Eller var hun slet ikke død? Hun kunne intet se, intet føle, hun kunne bare nyde suset og den kilderne fornemmelse i hendes mave.

Med et var hun tilbage i sin krop. Hun hulkede og jamrede. ”okay.” pustede hun svagt og sank. ”okay.” forsigtigt bevægede hun sine fingre for at se om hun kunne. Der skete ikke noget… var hun fange i sin egen krop? Synet forsvandt for hende igen. Næste gang hun åbnede øjnene, ville det være et loft hun så.

Følelsen af at være fanget i noget der mindede om limbo, var ikke synderligt behageligt. Hun kunne ikke se noget denne gang, bare mærke smerten og se sort. Kulsort. Som var alle andre farver blevet op slugt af den ikke eksisterende verden over dem. ’du er nødt til at holde dig i live på en eller anden måde. Du skal kæmpe, men hvis han prøver at hjælpe dig, så må du lade ham gøre det. Det er ikke hans skyld at du er endt sådan her. Du løb, Du valgte at gå igennem den skov, også på en fuldmånenat! Du er en klaphat af en anden verden, men du må ikke dømme ham. ulvene har ikke nogen kontrol over dem selv når de skifter. Desuden lignede han heller ikke en almindelig varulv.’ Stemmen kørte på fulde gardiner i hendes hoved imens hun kun kunne føle smerten.

Sajro, kiggede så meget han kunne væk fra hende som han løb gennem skoven. Han ville ikke mindes hvad han lige havde gjort. For ham så det at se det var værre end at holde hende, på denne ret akavede måde hvor han bare holdte hende lidt væk fra sig, som om hun var en beskidt klud der skulle smides ud. Men sandheden var blot at han ikke kunne lide det han havde gjort ved hende. Der var dog ingen vej tilbage nu, så han skyndte sig hjem, så han kunne få lagt en bandage på hende, da det var nødvendigt.

*Det er nu dit ansvar!* han råbte af sig selv i hans tanker. Han havde aldrig været glad for at være varulv. Han var glad for styrken, den magt og de evner han havde igennem det. Men han kunne ikke lide denne mangel på kontrol han ofte følte især ikke fordi det var ikke som hvis nogen kontrollerede ham. Det var ham selv han ikke kunne styre, det var en del af ham selv han ikke havde kontrol over. Heldigvis var han ikke alene med sine tanker længe da det ikke varede ret længe før han ankom ved det lille hus, han formåede at sno sin store krop igennem døren og få hende lagt på en seng.

Efter han havde lagt hende ned, skiftede han form igen. Lyden var knap så voldsom som ved den sidste forvandling, men der var stadig en knirken og knagen, som rungede i rummet før han stod i hans menneskelige form. Han begyndte nu at forbinde hendes mave og ryg. Sørgede for at placere godt med rent stof ved sårene så de var ordentligt stoppede, og så forbandt han dem ellers med nogle ekstra lag, så hun ikke blødte ud. Han håbede på at hun ikke vågnede mens han forbandt hende, fordi han var ikke ligefrem blid, han arbejde hurtigt uden rigtigt at tænke på om det kunne komme til at gøre ondt på hende, som han strammede bandagen og rodede med sårene.
Først efter at han havde fået hende forbundet, tog han tøj på, eftersom der ikke ligefrem var noget tøj der kunne holde til hans forvandling.

Smerten jog hende tilbage i kroppen med et fuldt brag, men lyd var der ikke noget af. Hun lå bare og kiggede på ham da han forbandt hendes krop. Manden var høj, muskuløs og… nøgen. Hurtigt kiggede hun væk, og rørte sig ikke ud af stedet. Smerten havde som lammet hende. Hun kunne blinke og trække vejret og det betød vel hun overlevede?

Enkelte tåre løb dog ned fra hendes øjne, han moslede hende bare rundt, men følelsen af at der var nogen der tog sig af hende, var faktisk rar. Hun kunne ikke huske hvornår der sidst var en, der havde taget sig af hende… børnehjemmet var slå eller bliv slået. Livet efter var stjæl eller sult.
Hvem var denne… mand? Han så ramt ud. Skammede han sig over det han havde gjort? ”Det okay.” hviskede hun til manden der var i gang med at tage tøj på. Det var ikke kun til ham hun hviskede, det var måske delvist til sig selv. Det skulle nok blive okay. ’Når en varulv bidder et menneske på en fuldmånenat og overlever…’ tanken stoppede. ”bliver jeg en varulv?” spurgte hun ud i luften og holdt sit blik til mandens ryg.  Han yderst muskuløse ryg, de smidige muskler, der bevægede sig som slanger. Hvis hun nu blev en varulv, hvordan ville hendes form så være? Ville hun være sort, eller går? Ville hendes ulveform have de samme røde øjne? Hvordan mon det var at være halvt ulv? Der var så mange ukendte spørgsmål som hun måske snart fik svar på.
”Hvem er du egentlig?” et smil trådte frem over hendes tørre læber. Han forsøgte at hjælpe hende og hun indgik jo aftalen med hendes stemme i hovedet. ’Jeg Phoenix vil ikke holde nag mod… hvem end denne varulv er.’ Sagde hun højtideligt i sit hoved og grinte lidt, men fortrød med det samme. Smerten fra hendes sammentrækning i mellemgulvet smertede. ’note til mig: ikke grine lige foreløbig.’

Da hun holdte øje med hans ryg ville hun også kunne se et stort ar, nok noget hun selv kunne forvente at få, der gik fra højre skuldre og fyldte ellers mere end en tredjedel af hans ryg.
Han kiggede ikke i hendes retning. Han havde ingen anelse om hvor hurtigt hun ville hele, og han vidste også at hun inden for længe ville få feber. Han vidste dog også at hun kunne forvente at alle sårene ville være helede efter næste fuldmåne. Det var det eneste lyspunkt han kunne se på det hele. Han havde sat sig i gang med at sætte noget vand over at koge, hun ville få feber uanset hvad, men det ville være bedre hvis det ikke også skyldtes at hendes sår blev inficerede. Han kiggede ikke i hendes retning heller ikke da han begyndte at høre noget fra hende.

Han hørte hendes svage stemme, men han rystede blot på hovedet. Hun var måske okay med det, havde accepteret hvad der var sket, men det gjorde ikke det han havde gjort okay. Han vidste det, og det var også derfor at hun var der nu. Det var ikke fordi han ville hjælpe hende som sådan, ikke fordi han var en god person. Det var simpelt, han ville lette hans egen skyld, og den eneste måde han kunne gøre det på var at sørge for at hun om ikke andet overlevede. Han rejstes sig op og kiggede på hende.

"Mit navn er Sargonis.. Tidligere leder af varulvene, nu blot en eftersøgt mand."

Han lagde mærke til hendes tørre læber da hun forsøgte at smile, og han fandt en klud frem og dyppede den i koldt vand før han duppede hendes læber med den og lagde den så på sengebordet ved siden af hende, sammen med en en gammel krakeleret lerskål. Han gik igen over og sørgede for at holde gang i ilden.

”Sargonis… Sargonis… det lyder bekendt.” mumlede hun stille og rynkede de små bryn. ”Hvad er du eftersøg for?” Hun var nysgerrig, selv hendes skader kunne ikke holde hende stille. ”Hvordan er du ikke varulv nu? Jeg troede at man skulle være ulv igennem hele natten? Altså så længe månen er oppe?” Det unge menneske kunne ikke styre sine spørgsmål. ’der er så mange nye ting jeg skal opleve!’

Da Han duppede hendes læber, kiggede hun indgående på ham. ”Du ser ikke farlig ud…” hviskede hun træt. ”Du ser bare… træt ud.” den kolde klud gjorde godt. Hun skulle nok overleve det her!

Sveden begyndte at perle frem og det gennemblødte hendes pandehår. ”Er det normalt at få det så varmt?” mumlede hun udmattet og begyndte at ryste svagt. ’jeg kan ikke være i min egen hud.’ Tænkte hun og begyndte at åbne og lukke hænderne i afmagt. Forsigtigt tog hun kluden der lå på den lille kommode og dyppede den klodset i vandet. Uden at vride kluden eller noget lagde hun den på sin pande. Det var ulideligt. Følelsen af at koge indefra og ud var direkte forfærdelig.
De røde øjne var begyndt at blive helt blanke, som et feberramt barn. Phoenix ville ikke græde. Hun ville bare have det overstået. ’Hvor længe tager det mon?’ tanken fløj igennem hendes hoved imens en blanding af smerte og feber fik hende til at føle hun kunne flyve. I en blanding af febervildelse og smerte, smilede hun af ham. ”Hvordan fik du dit ar på ryggen?” Stemmen var flyvsk og let.
Langsomt lagde hun hovedet tilbage og lukkede de røde trætte øjne. Hun ville bare sove… og sove og sove.

I drømmen blev hun jagtet af træerne, der slog hende, spændte ben for hende og skræmte hende. Phoenix følte sig hjælpeløs og ude af stand til at gøre noget som helst. Pludselig dukkede der en ulv op, eller ulveunge. Den var ikke særligt stor og så forladt ud. ’Hej.’ Sagde drømme-jeget til ulven. Den lille ulv sprang op i favnen til Phoenix og nærmest bjæffede af hende. ’Hvem er du?’ den lille hun ulv slikkede Phoenix på kinden og sprællede lidt. ’Jeg vil kalde dig Nix.’ Hendes fingre gled igennem den bløde og kulsorte pels på ulven.

Efter et par timer kom Phoenix til sig selv igen. ”Hvor er jeg?” mumlede hun og kiggede rundt. ”Hvor fanden er jeg?!” med et ryk satte hun sig op og fortrød inderligt. Et gisp af smerte og en længere mængde af bandeord forlod hendes mund. ”Hvad fanden… hvad skete der i går?” hviskede hun til sig selv om mindedes som det eneste et par gule stirrende øjne.

Så snart spørgsmålene kom, overvejede han bare at holde sin mund lukket, han behøvede jo ikke ligefrem at fortælle hende om ham selv. Men da hun så begyndte at stille spørgsmål som var relevante for en varulv, kunne han ikke undgå at mærke en nagen som fortalte ham at han havde et ansvar overfor hende. At det var nærmest hans pligt at forklare de ting til hende han kunne omkring det at være varulv. Hvis han alligevel skulle fortælle det, kunne han også lige godt sige lidt om ham selv. Han begyndte derfor at rode i et af skabene, hvor han fandt et stykke papir frem, som han viste hende.

"Det er nok fra det her du synes mit navn er bekendt..." Sedlen var en af de mange dusørplakater der havde været hængt op af ham. Et ret godt tegnet protræt med den klassiske tekst om at fange ham død eller levende mod en udbetaling af en million guldmønter. "Og jeg er ikke varulv fordi mit indre dyr er blevet tilfredsstillet. Månen tvinger os ikke til at forvandle os, men gør blot at vi bliver mere dyriske og instinktive hvilket meget ofte fører til en forvandling."

Han rystede blot på hovedet da hun sagde han ikke så farlig ud, fordi uanset om han gjorde eller ej, så vidste han sandheden. At han var det. Han var ikke en person man skulle tage for let på, han var heller ikke en person han ville påstå det var sikkert at være i nærheden af. Han nikkede så på hovedet til hendes spørgsmål om varmen. "Ja du skal nok forvente at have feber i nogle dage." Han satte sig på en skammel så han kunne holde øje med hende, og svarede bare henkastet hendes spørgsmål. "Fra da jeg blev forvandlet som barn, min skulder blev bidt af, og af den ene eller anden grund så vokser aret bare med mig." Han vidste ikke om hun var nået at falde i søvn før han havde svaret færdig.

Da hun var faldet i søvn, havde han dog taget tæppet af hende og havde taget det kogende vand og en klud og givet sig til at vaske hendes sår og så forbinde dem på ny igen. Han sad vågen og afventede at hun vågnede igen. Da hun vågnede og begyndte at bevæge sig, rejste han sig op, men sagde dog ikke noget da hun begyndte at stille spørgsmål han håbede halvt hun havde glemt præcis hvad der var sket hvilket var grunden til han ikke forklarede. Han vidste heller ikke hvordan han præcist skulle forklare det. Han ønskede heller ikke at lyve.

”Det dig?” hviskede hun da hun så plakaten. Hun havde set den flere gange aftenen forinden og smilede svagt. Landsforræder og terrorist. Hun snak en klump ved synet af plakaten. Hun var i et rum, alene med en landsforræder… men der var alligevel ingen som ville savne hende hvis hun døde. Forklaringen omkring varulven gav mening. Det var et selvstændigt væsen som lånet kroppen hos den anfægtede person.

Feber… var det her feber? Phoenix ville ikke beskrive det som feber, men som at blive kogt levende… lidt lige som en krabbe i en gryde. Indvendigt smilede hun over den mørke humor hun ejede.
Det havde hjulpet mange gange før, måske dette også bare skulle tages med mørk humor og sjov? Imens han fortsatte med at snakke kørte tankerne rundt i hovedet på hende. Fokusere forsvandt og dukkede så op igen.

”HVOR ER JEG?!” nærmest råbte hun af manden. Et smertens jag løb hen over hendes ansigt, men hun var ligeglad, hun var et fremmed sted, langt fra alt, uden at have den fjerneste ide om hvordan. Hun knyttede hænderne og kastede kluden fra hendes pande på gulvet. Den landede med et ”Smack” og med en dyb vejrtrækning og et par tåre der trillede, fik hun sine ben udover kanten af sengen. Manden der stod foran hende så ud til at være i en indre kamp med sig selv. ”Du…” Hun fik kigget indgående på ham. ”Sargonis.” Mumlede hun næsten lydløst og kiggede rundt.
Hvis han ville have slået hende ihjel, havde han gjort det. Men det virkede tilsyneladende til at han havde lappet hende sammen. Hendes krops holdning var hvad man kunne forvente. Ikke helt så rank som normalt, men hendes hoved var højt løftet. ”Hvis du har hjulpet mig, vil jeg vide hvorfor, og hvordan det gavner dig.” Snerrede hun, ikke det mest geniale at gøre eftersom der ikke skulle meget til at få hende ned igen.

Med en rystende hånd strøg hun håndryggen over panden og forsøgte at få det til at hænge sammen. Hvad var der sket i går?!

Det overraskede ham meget da hun pludseligt begyndte at råbe, og især da hun begyndte at rejse sig op fra sengen. Han så derfor en smule chokeret på hende, og åbnede munden for at skulle til at svare hende om hvor hun var henne, men endte med bare at lukke munden i stedet og gik over til hende som hun begyndte at svinge benene ud over. Han lagde begge sine hænder på hendes skuldre og forsøgte at få hende skubbet tilbage i sengen igen. Det var ikke nogen god ide at hun stod op endnu. Han blev derfor ved med at forsøge at få hende tilbage i sengen, men han kunne jo alligevel ikke være voldsom for ikke at skade hende mere.

Han blev overrasket da hun sagde hans navn da det var et bevis på at hun om ikke andet kunne huske noget af hvad der var sket. Han lagde hovedet på skrå da hun begyndte at spørge ind til hvorfor han hjalp hende. Han sukkede tungt, og trak vejret dybt før han begyndte at snakke.

"Fordi det er min pligt i den her situation, kan ikke ligefrem tillade mig at gøre ingenting efter hvad der er sket." Han trak så på skuldrende efter hans ret dårlige forsøg på at snakke halvt uden om hvad der var sket og halvt forklare det. "Ikke rigtigt for din skyld, mere for at jeg har det bedre med mig selv." Han prøvede igen at få hende tilbage i sengen, og var nu lidt mere hårdhændet. Forsøgte at tage fast om hendes overarme så han kunne holde fast i hende. "For nu ville det nok være bedst hvis du bare lagde dig ned igen. Det går ikke at dine sår åbner sig igen, de er besværlige nok at holde lukkede mens du ligger ned."

Da Sargonis begyndte at gå hen til hende følte hun sig intimideret og en klump i halsen gjorde hende næsten mundlam. De store hænder om hendes varme hud, kølede feberen der hvor de holdt. Han rørte hende. Det var ikke sket før i så blid en håndtering, og gjorde hende kort forvirret. Hvorfor tog han fat i hende? Hvorfor skulle hun ned og ligge på sengen? Hvad var det der gjorde så ondt?

”Din pligt? Har du gjort det her ved mig?” næsten hviskede hun og mærkede, at hendes ben skulle til at blive gelé. Hun greb fat i hans arme for ikke bare at vælte og mærkede de salte tåre strømme ned over hendes beskidte kinder. Han havde gjort det, hvorfor lod hun ham røre sig. Hvorfor lod hun ham gøre det… og det var først nu hun rent faktisk fik et indtryk over hvor stor han var… hans to meter høje skikkelse tornede sig over hendes lige knap 1.60 centimeter. Hans senede hænder viste dog at der var styrke bag den arrede hud.
Hun mærkede hans hænder gribe hårde fast og forsøgte at stå i mod. Da hun mærkede sin krop skrige. Hendes fingre borede sig ind i huden på Sargonis’ arme. Dette ville selvfølgelig ikke gøre skade på ham, da hun stadig var menneske. Hun kiggede på ham og forsøgte at se ham i øjnene. De søgte svar og forståelse, de ville vide hvad der var sket, og hvad der var i vente.”

Endelig lod hun sig sætte ned. ”Sveden haglede stadig af hende og hun ville bare have det skulle ende. ”Hvor lang tid vil det være før de er healet?” mumlede hun og tog benene op i sengen. ”Hvordan kan jeg være så uheldig.” hviskede hun stille. Langsomt begyndte hun at acceptere at hun ikke kunne komme væk… Forhåbentlig ville Sargonis ikke slå hende ihjel, men ”passe” hende. Hvis hun var sammen med en terrorist, og blev opdaget, ville det så være ude med hende?

Der kom spørgsmålet, som han havde håbet han ikke havde behøvet at svare på. Han kunne dog også godt fornemme på hende at han ikke nødvendigvis behøvede at svare da hun vidst allerede kunne regne sandheden ud, men uanset hvad så havde han stadig tænkt sig at svare hende. Det var det eneste der virkede rigtigt at gøre, uanset hvor meget han ikke ønskede at se sandheden i øjnene. Han så derfor på hende, og kiggede hende i øjnene. Han nikkede bare til hende og sagde meget simpelt "Ja."
Da hun begyndte at stramme grebet om hans arme, og borede fingrene ned i hans hud, og det blev tydeligt at hun ikke havde så let ved at stå så skubbede han hende lidt mere voldsomt tilbage i sengen igen. Han sagde ikke rigtigt noget, han vidste vitterligt ikke hvad han kunne sige i en sådan situation.

Han kiggede på hende og han trak så på skuldrende som svar på at han ikke vidste præcis. "Det eneste jeg kan med sikkerhed sige at at det er helet efter næste fuldmåne. Jeg har ikke hørt om en varulv som havde åbne sår fra bidet der forvandlede dem efter at de havde haft deres første forvandling."
Han gik igen over til bålstedet og begyndte at tænde op for at koge vand igen. Han vendte sit blik bagud mod hende.
"Da jeg nu er den der har bidt dig, så er det mit ansvar at give dig så let en overgang til livet som varulv, så du kan blive her indtil din første forvandling, så skal jeg nok sørge for at holde dit sår renset."

Han kiggede så på hende. "Og til dit uheld, jeg ved ikke hvilken årsag du havde til at være derude, men bebrejd hverken dit held eller hvad der førte dig derud. Du kan lægge al skylden på mig."

Da han begyndte at tale om overgangen sukkede Phoenix dybt. ”Overgangen? Altså Feberen… er der andet?” hviskede hun forsigtigt og rynkede på de to bryn, alt i mens hun følte verden forsvinde omkring hende. Det var som om alt omkring hende var forsvundet ned i et sort hul af frygt og forvirring for det ukendte.
Dette stoppede dog ikke det uendelige tankespind. ’hvordan er det mon at jage? Gør det ondt at skifte skikkelse eller var det som magi?’
Endelig tog hun mod til sig. ”Vil du så lære mig at jage? Eller Skal jeg selv finde ud af det? Og hvad nu hvis man bliver fanget og hvordan skal jeg håndtere sølv?... eller er det bare en myte?” Spørgsmålene kom flyvende ud af hende, som om en frygtelig kraft tvang hende til at sige det… Men det var nok bare hendes ivrighed som tog over.
”Vent! Skal jeg være her i en måned?” spurgte hun med en svag antydning af undren. ”Vil du FRIVILIGT, have mig til at blive her, til jeg er færdig med at lege totalt nybegynder?” hun fattede det ikke, det kunne godt være han havde dårlig samvittighed over det, men det kunne da ikke passe at han ville tage rakkerpak ind… fordi han havde brugt hende som bidelegetøj. Phoenix Blev hvid i hovedet. Mindet om gule øjne og skarpe tænder, blev efterfulgt af frygt og et syn af en død hjort. ’Var det ham?’

”Jeg ville utrolig gerne lægge al skylden på dig.” Snerrede hun ud mellem en sammentrækning af smerte. En prikkende fornemmelse i hendes nakke fik hende til at se på ham. ’Du lovede at tilgive ham og ikke holde ham ansvarlig for uheldet!’ stemmen rungede i hendes hoved og hun gned aggressivt sine tindinger. ”Men jeg har på fornemmelsen af at jeg har tilgivet dig… på en måde… Min… mavefornemmelse fortæller mig det.” mumlede hun og forsøgte at trække på skuldrene. Hvad skulle hun lave i en måned imens hun var her? Imens hun var… var hvad? Hans lærling? Hvalp? Hvad var hun egentlig nu? Hun var jo ikke varulv fordi hun ikke kunne forvandle sig, men heller ikke menneske, fordi hun havde biddet… ’ved guderne hvor gør det ondt at bevæge mig, og alt den sveden? Det kan da ikke være sundt…’ hun gabte svagt og forsøgte at samle spyt i munden.
Phoenix’ røde øjne lod gled over til skålen af keramik. Hendes ene hånd tog fat om kanten og løftede den forsigtigt. Skålens rug overflade mod hendes fingre føltes sært. Hun stillede den i skødet på sig selv og tog en derefter op til munden og begyndte grådigt at drikke det kølige vand. Hun slugte det i store mundfulde og var nær blevet kvalt, da et voldsomt hosteanfald kom over hende. Med voldsomme sammentrækninger gylpede hun noget af vandet op og hostede. Sammentrækningerne i hendes mave fik sårene til at svide og gøre ondt. Skålen lå i hendes knugende hænder, alt i mens hendes mumlende klagen fyldte rummet. Vandet der havde fyldt hendes mave havde været rent. Det havde smagt fantastisk og hun havde glemt alt om hendes tilstand de få sekunder det havde varet. ”Undskyld.” Mumlede hun og forsøgte med et par lette vejrtrækninger med lukkede øjne.

Han kiggede på hende, og han lignede så en der var i gang med at granske sit hoved for information. Han havde ikke forvandlet nogen før, så det eneste han vidste var fra han havde hørt og den smule han kunne huske fra hans egen forvandling. Men det var ved at være 20 år siden eller noget i den stil, det var ikke noget han huskede meget af.

"Altså feberen er det værste, men du vil opleve mere sult, og at du generelt bliver mere instinktivt... Eller som andre ville kalde det dyrisk. Det er ikke farligt eller ubehageligt dog."

Det sidste var selvfølgelig hans egen mening, og nogen ville måske finde det dybt ubehageligt at de pludseligt begyndte at opføre sig anderledes i en større eller mindre grad. Hans øjne blev dog store da hun spurgte ind til jagt. Han havde ingen anelse om, om han kunne lære hende at jage. Det nemmeste var nok bare at lade hende prøve sig frem.

"Jeg tænker at når du når til at kunne jage, så tror jeg det er bedre du prøver dig frem. Der er ikke mange dyr der kan være en trussel for en varulv. Og sølv, det skal du bare holde dig fra. Det gør ondt, som at brænde sig... Ja jeg tænkte det var bedst at du blev her indtil du er helet og kan klare dig selv.. Men nej, jeg forventer ikke du frivilligt har lyst til at blive, men jeg har intentioner om at tvinge dig, du risikere at dø ellers."

For det meste når han talte var det ret tørt og uden følelser, meget som når en person forsøgte at holde sine egne følelser nede, men det sidste han sagde var sagt med en fast og autoritær stemme. Han misforstod muligvis hvad det var hun egentligt spurgte ind til. Han rystede bare på hovedet da hun snakkede om at tilgive ham, og det samme da hun sagde undskylde. Istedet tog han bare skålen fra hende og hældte resterne af vandet ud, før han hældte nyt rent vand op i den, og stillede den ved siden af hende. Denne gang stillede han også en kop der, så hun ikke skulle håndtere så store og tunge genstande.

”Vil mit instinkt blive mere frembrusende? Are you kidding me? Syntes fandme det er ret stærkt.” hendes talen var begyndt at blive mere mild, og mere forstående. Hun ville lære så meget som muligt, forberede sig selv og lære.

”Så valget er mellem at dø eller blive her?” hun sukkede for sig selv og kiggede ned af sin krop. Trøjen der var halvt ødelagt og beskidt dækkede hendes bandage, bukserne var dækket af jord og hendes eget blod, måske også lidt af hans? Et glimt af tænder, under gule øjne, der sank ned i hendes kød fik hendes krop til at ryste svagt. ”Så må jeg vel hellere blive her… jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at dø endnu… ikke sådan helt.” Hun følte en trang til at krybe sammen da han talte med en autoritær stemme. Han var større end hende, hvorfor fornærmede hun ham? ’Tag dig sammen og lad være med at pisse ham af.’ Tænkte hun for sig selv og begyndte at grine. Dette scenarie var ikke hvad hun havde forventet der ville ske hende, da hun var vågnet tidligere. Faktisk overgik det hendes vildeste fantasi.

Da han satte koppen på det lille bord, åbnede hun igen øjnene og betragtede ham. ”Sargonis…” hun sank en klump og sukkede. ”Nu da jeg gerne vil være her. Skal vi så starte på en frisk?” hendes stemme bar ingen former for sarkasme, trods eller raseri. Bare venlighed og lidt usikkerhed. ”Mit navn… Mit navn er Phoenix.” Hun rakte en bleg hånd med lange fingre frem. ”Jeg beklager at vi begge er i den her… penible situation, men man kan vel få det bedste ud af det?” Hun havde fortsat blikket fast låst på ham.

Hvis ikke han tog hendes hånd, ville den dale ned i hendes skød og hun ville fjerne sit blik fra ham. Måske ville han slet ikke røre hende og bare have den næste måned overstået.

Hvis han tog hendes hånd, ville hun trygge den venligt og smile svagt til ham og rømme sig. Forhåbentlig ville de kunne komme overens.