You com from an enemyspecies, but are you an enemy? (singal)

Sted: dybt inde i ashen three forest.
Tid: tidlig morgen.
Årstid: vinter lige ved at blive forår
Vejret. overskyet, men det er stadigvæk varmt selvom der er sne.
Omgivelser: masser af grå træer.

Vinden summede let, forbi de grå træers grene som forkrøblede fingre. Solen var lige stået op, så nattens mørke var ved at slippe grebet om skoven, som dug for solen. Mystiske og mørke dyr var ved at krybe skjul, væk fra lyset. Vinden strøg igennem skoven, så det lød næsten som om skoven sukkede, eller sådan lød det i hvert fald for Minas øre. Den hvide skikkelse af hende gik stille og roligt igennem skoven, hvor det bløde sne lå omkring som et klæbret tæppe. Selvom her var sne, så var der faktisk dejligt lunt, da vinden var meget stille idag. Nattens dyr var nu i skjul igen, og skoven var ultra meget stille. Man kunne kun fint opfange lyden af stof blive trukket hen over sneens overflade. Mina elskede at være herude, selvom skoven kunne virke trist for mange. Men stilheden havde sin egne charme, dog kunne det heller ikke genere hende, at der kun var hvide, grå og sorte nuancer i skoven, da hun alligevel ikke kunne se farver. Det eneste hun kunne se var kalken et stykke under hendes fødder, og den smule kalk i træerne. Hun kunne dog let spotte dyrene, som gemte sig inde i træerne eller nede i jorden men elleres intet andet. Men hun var ikke kommet her for skønheden, hun var kommet for stilheden. Selvom hun ikke direkte havde noget som helst imod byer som Doomville, så var skoven det fortrukken. Hun var jo trods alt skovelver, eller var. Nu var hun bare en svartelver, en elver forvist fra lyset. Mina smilte spottende ved tanken om de snobbede elvere. Hun spottede et træstamme på jorden og fik en underlig trang til at bare sidde ned et øjeblik. Et suk undslap hendes hvide læber, da hun satte sig. Hun var gammel, alt for gammel. Men heldigvis havde hendes krop ikke opfattet det endnu, så intet var forandret. Den hårde maske gled fra hendes ansigt, heldigvis den hvide hætte fra hendes lange kjole dækkede over hendes øjne. Hun satte benene over kors, hvor hele hendes ene ben blev blottet for den lange kjole, der gik til hendes fødder var åben i siden. Den var ellers ærmeløs og meget nedringet helt ned til navlen, så den viste noget af siderne af hendes bskålsbryster, men ellers intet andet. Minas blev helt optaget af hendes tanker, så der ville sikkert kunne snige sig ind på hende. Hvis vedkommende var elver, så ville vedkommende kunne mærke Minas forbandelse, som alle skovelver svartelvere havde. Alle elvere inklusiv sortelvere, kan mærke inde for 100 meters afstand en svartelver. De kan bare mærke at de skal være på vagt, eller som om de skal blive opmærksom på noget. Da det er en pligt både for skov og højelvere, at dræbe en svartelver. Men hun var sikkert svært at spotte, hun var helt hvid fra top til tå.

Et svagt grin gled ud mellem hendes læber, næsten uhørligt.
Natten havde været sjovere end hun først havde troet, hun havde altid haft svært ved at ligge stille og sove, hvis natten var flot og frisk. Og havde den ikke været det? månen havde smilet til hende og sneen kølede natten ned.
Nu sad hun oppe i et af sine ynglings træer. Nede for var der små spor i sneen, nogle fra katte, nogle fra hunde. Hendes egne, men de var løbet hjem nu.
Hun sad på en stor gren og lænede sig op af den kølige med stærke træstamme, egetræ.
Hun lukkede øjnene et øjeblik og snuste ind, en rolig, en stille morgen.
på havde hun nogle vinterstøvler, sorte, nogle forholdsvis stramme bukser, som dog blev halvt skjult under den lange kjole hun havde på, en enkel en denne dag.
Med lange ærmer, så lange at de gled ud over hendes hænder, den gik helt ned til fødderne. En lille udskæring, et lille mønster gled over kjolen.
Hendes lange hår var farvet blåt, det gled ned over hendes skuldre og ryg, ud over grenen hvor det svajede let i vinden.

Hun var lige ved at falde lidt hen, da hun fornemmede noget helt andet.
En...Tilstedeværelse. En...Fordømt, en svartelver.
hun åbnede hurtigt øjnene og rejste sig op på den gren hun var på, spejdede ud over de andre træer og ned over sneen.
ingen.
Hun smilte lidt, åh jo, denne elver kunne ikke være langt væk...Skulle hun smutte? Alle de andre elver skulle jo helt dræbe dem, men sortelverne var mere ligeglade.
måske...skulle hun snige sig der ned, bare fordi hun var nysgerrig?
lidt efter stod hun med benene solidt på jorden, satte spor i den lette sne mens hun gik.
Hvilken vej var fornemmelsen stærkest? Denne.
hun gik roligt frem, ligeglad med at blive set eller ej.
Hun havde først lidt svært ved at se så meget, men lidt efter så hun en hvid skikkelse sidde på en træstamme. Svartelveren. hun smilte lidt.
Hun stilte sig op af et træ, kun nogle meter fra hende, viste ikke om hun havde bemærket hende eller ej.
hun lod en hånd glide gennem det lange hår, som om hun enlig var ligeglad med denne person, men hendes hvide øjne var rettet mod hende.
"Jamen dog...En fordømt, helt alene" lød hende rolige stemme, næsten som en hvisken, en stemme der blev bøjet af sted af vinden...

Tankerne gled hen på en fjern fortid, og virkede som en drøm på Mina. Men med et blev drømmen skåret over, som et sværd der skar igennem kød. Det var en tydelig stemme, som havde vækket hende fra hendes gamle minder. Mina rejste sig instinktivt, og hendes hætte faldt ned fra hendes hovede. Mina så direkte på denne elver med sine anderledes øjne, alle andre øjne havde normalt en farve omkring den sorte pupil, mens hendes var kun hvide. Vinden tog lidt fat i Minas lange hvide hår, som lå omkring hendes skuldre. Mina bandede og svovlede inde i sig selv, hvordan har hun ikke kunne opdage denne elver. Mina kunne skimte lidt af elverens tøj, hud og hår. Men det hun så allermest tydeligt var knoglerne i hendes krop. Minas ansigt var koldt og roligt, og hun så bare afventende på elveren. Det ville være så lidt at brække nakken på denne elver. Men siden Mina havde mistet sit syn, så var hendes andre sanser langt bedre. Hun kunne fornemme, at denne elver var ikke en helt almindelig elver. Dette uskyldige og lyse side af elvere kunne hun slet ikke fornemme hos denne kvindelige elver. Minas sylespidse tænder blottede sig i et smil og en hale, som ellers var skjult under kjolen dukkede frem og svingede legende fra side til side. Mina havde fået denne hale, da hun havde trådt ind af porten til denne verden sammen med Sakref og hans andre rejsende. Så mærkede Singal en fornemmelse hun nok aldrig havde prøvet før. Det var som om nogen sådan tog hende på alle hendes knogler samtidig. Mina havde evnen til at manipulere med kalk, og uheldigt for næsten alle levende væsner, så havde de knogler i deres krop, som bestod allermest af kalk. Mina lagde hovedet let på skrå og sagde med en rolig stemme.
"Så man sniger sig rigtig ind på folk. Det er typisk jer elvere, svagpissere hele bundtet. Men dog."
Så forsvandt fornemmelsen fra Singals knogler. Minas lagde en hånd på hendes hofte og tog den anden hånd ved hendes kind og så nysgerrigt på Singal. Man kunne faktisk se hvor tydeligt hvor gammel Mina faktisk er. For istedet for denne ungdommelige aura, som yngre elvere havde, så var den erstattet af et gammelt liv af visdom og alderdom.
"Du virker dog så anderledes. En af de såkaldte sortelver formoder jeg?"
Man kunne godt forvente at den måde Mina kiggede på Singal på, at der var et eller galt ved hendes syn. Fordi hun kiggede ikke sådan direkte. Mina havde aldrig mødt en sortelver før, og selvom hun stadigvæk kunne føle sin dybe foragt for elvere. Så var den heldigvis for Singal ikke særlig stor, for Mina gav altid folk en chance for at vise deres værd. Men dog skulle det siges, at det var kun få der vandt hendes respekt.

Hun havde aldrig rigtigt snakket med en svartelver før.
Faktisk snakkede hun ikke med mange, tog bare en dag af gangen og tog den som den var. Hendes mor havde altid overvåget hende, set hvem hun havde snakket med og fortalt hende om de var nyttige at kende eller ej. Altså kort sagt om hun måtte snakke med dem eller ej.
Hvor andre nok ville blive rasende, havde Singal en underlig ro.
Dog var denne følelse...underlig. Som om nogen tog direkte på hendes knogler, gennem kød, sener og vener, helt inde på knoglerne og udsatte dem for et lille tryk.
Om hun blev bange? Nej. Singal blev sjældent bange, nogen ville måske sige hun levede livet farligt. Selv sagde hun at hun ikke gad leve livet kedeligt.
Det forsvandt dog også igen. Det havde helt klart noget med denne svartelver at gøre. Sikkert noget med hendes evne, kunne hun noget med...knogler?
og hvad ville hun opnå ved det? Troede hun at hun kunne skræmme hende? eller ville hun bevise hvem der havde magten her? I så fald havde hun fejlet!
Hun grinte. Hun grinte og fjernede sig fra hendes berøring på henholdsvis hoften og kinden.
"Hvem har givet dig lov til at røre mig? Men det gør du måske bare, som om du ejer det hele?" Stemmen var tydeligere nu og ikke lige som før, nu dog også lettere provokerende.
Hun grinte igen og fjernede sig fra træet, gik lidt til den ene side, men stoppede op igen og vente sig mod denne svarelver.
"Åhh, jeg er meget mere en de små lyse elvere, som man rigtig nok kan kalde svagpissere, hvis man finder det tilfredsstillende" nikkede hun svagt.
Det sagde sig selv: hun var sortelver. Og hun var skam også stolt af det.

Mina grinte let for sig selv i et blottet smil, mens hendes hale slyngede let fra side til side. Hun gned hænderne let imod hinanden og havde et sageligt smil på sine læber.
"Jamen dog, jamen dog katten har en skarpere tunge. Nej jeg ejer skam ikke det hele, jeg gør skam bare, hvad jeg vil.."
Det virkede til, at denne elver åbenbart ikke havde hørt rygterne om denne såkaldte hvide heks, eller den hvide død, som folk og især elvere kaldte hende for. Hun kunne godt lide denne elvers stolthed, selvtillid og respekt. Det var ikke noget man så hver dag fra en elvers side af.
"Nej jeg finder det skam ikke tilfredsstillende at kalde dem for det, jeg kalder dem bare for, hvad de er. For min skyld skulle de helst ikke være det, for det er kedeligt med sådan nogle folk. Men du er tydeligvis ikke en af dem, det er hyggeligt"
Sagde hun med et skævt ulvesmil, og hun satte sig ned igen. Det var tydeligt, at hun ikke følte sig truet af Singals tilstedeværelse. Det var nok en af Minas største svagheder, hendes stolthed og hendes egen tro på hendes overlegenhed. Og især selvom hun tit kunne dræbe folk sådan uden videre, så havde hun en tildens med at lege med dem, og der kunne de nogen gange overrumple hende eller så kunne de nå at stikke af.

En pænt stykke væk dybt inde i skovens mørke hjerte, begyndte noget at rykke på sig. De nærmeste dyr skyndte sig væk i skjul, for disse væsner var grådige og fortærede alt på sin vej. Men dog var de stadigvæk langt væk nok til at deres tilstedeværelse ikke var synlig for de to elvere. Men de var næsten også lydløse, hvis det ikke var for deres små krible krable lyde fra alle deres små ben.

//sorry kreasvigt //

Hun lagde armene over kors og lod endnu engang blikket glide over denne elver.
på et punkt havde hun virkelig været spændt. Hun havde aldrig mødt en med de samme øjne som hende selv. Men nu var det værste væk.
Hun følte stoltheden bølge igennem hende og det fik hende næsten til at smile.
"Nej, jeg er ikke en af dem" sagde hun lidt kort og bestemt. Der skulle ikke være nogen tvivl.
Angående den hvide heks, eller den hvide død, lyttede hun aldrig. Hun lyttede aldrig til rygter om de var gode, onde, sande eller falske.
For hun foretrak at skaffe sig sit eget indtryk af folk, ikke et der var påvirket. Hun ønskede ikke at virke bange for noget. Og end til videre havde det ikke bragt hende i problemer. Faktisk havde hun kun mødt få folk her i skoven og de få der havde en rygte, grinte bare og nød hun ikke viste det. Fortalte hende det måske, for at se reaktionen.
Denne elver havde prøvet at tage kontrollen lige fra starten. prøvet at vise hvor stærk hun var, måske for at få hende til at blive bange.
Men hun havde simpelthen valgt den forkerte elver. Hun ville hellere dø end give sig.
Hun trådte nogle skridt nærmere, da svartelveren som sagt ikke havde skræmt hende væk.
gøre hvad man ville? Det kendte hun alt for godt til. Men hun skulle ikke røre hende. faktisk brød hun sig ikke om at særlig mange rørte hende eller kom for tæt på.
"Du virker som om jeg burde frygte dig, beklager at skuffe dig" sagde hun så.
Nogle pludselige lyde fik hende til at dreje hoved, hurtigere end et almindeligt menneske ville kunne præstere.
nogle fugle fløj op og for andre ville det se ganske normalt ud. Men Singal kendte skovens signaler. Fugle fløj op fordi noget forstyrrede dem, måske skræmte dem. dyr kunne altid mærke noget først.