Be nice Or Kill? -Bethany-

Sted: Ved havet.
Omgivelser: Uroligt vand, bølgerne kaster sig op på stranden og gør det svært for båden at tage til havs.
Tid: Morgen, solopgang.

"Stå stille knægt!" vrissede en af sømændene og rev Jacob i sit hvide hår.
"Ja! Kongen vil se dig levende inden han vil dræbe dig," sagde en anden, efterfulgt af en lumsk grin.
De andre sømænd grinte med ham, som var de lemninger. Sprang den ene ud fra en klippe, gjorde de andre det også.
"Han får ikke lov til at dræbe mig!" vrissede Jacob og vred sig ud af mandens greb. Hurtigt trådte han den ene mand over foden, hvor han derefter frøs den til is og løb.
De andre mænd spærrede øjnene op og ville hjælpe, men manden flavrede med hænderne for at få dem til at gå væk.
"Tænk ikke på mig! Fang knægten!" råbte han, mens han hænder flakkede om ansigtet på ham, mens smerte langsomt sneg sig op i hans øjne.
Jacob kiggede sig over skuldren, mens han løb på det store skib, der inden længe ville tage til havs. De ville sejle ham hen til deres land, hen til deres konge der ønskede ham død.
Et lumsk smil voksede på hans læber, inden han sprang op i masten, ventede på at mændene skulle komme løbende under ham.
"Tdi til en glide tur," sagde han lumsk og med en hånd bevægelse, fik han tryllede is under de løbende mænds fødder.
Mændene skøjtede rundt, greb fat i hinanden for ikke at falde, så Jacob ikke kunne lade være med at grine. En af mændene gled over bord, mens de andre bare faldt ned på bagdelen. Deres øjne lyste af irritation og frygt.
Jacob blev ved med at grine. Det så altså sjovt ud! Han kiggede rundt, bemærkede at skibet var sejlet, de var så småt ude på havet nu.
"Kom ned derfra møgunge!" råbte en af sømændene, der prøvede at rejse sig fra den glatte is.
Jacob løftede tøvende på et øjenbryn. "Nej," Han smilte lumsk, efterfulgt af et flabet grin.
"Sirener!?" råbte en stemme pludselig.
"Sirener?" gentog Jacob forvirret og kiggede sig rundt omkring.
Mændene kiggede sig allesammen til siderne, de vidste udmærket godt at disse væsner var smukke, men yderst farlige!
"Fald ikke for deres skønhed!" sagde en stemme helt forskruet.
Jacob blev ved med at kigge rundt, der var da ingen sirener. Han strakte sig for at se ned i vandet og der, nede i vandet, så han et af de smukkeste væsner på jorden. En sirene..

hun svømmede fra det dybeste hav og ind mod havnen, kun for at nyde dagen og måske opdage nye ting...ting som kunne være interessante, måske var hun lidt som sin søster bortset fra at hun følte sig usikker på land, svag og sårbar.
hendes smukke ansigt, med nysgerrighed så hun rundt for at finde en eller anden at lave lidt sjov med og måske endda for noget at spise, det kunne da være dejligt.
hun nåede lige op og side og skulle til at rede sit hår da hendes opmærksomhed faldt på et skib, hvor der åbenbart skete en hel del underligt. men hvad kunne der lige ske på et sted som et skib...nu hvor hun tænkte det igennem så kunne der ske en hel del og måske kunne det være en chance for en smule sjov.
hun lod sig glide ned i vandet igen og trak sig op, således at hun sad ved et hul oppe på dækket af skibet. med håret til at dække barmen sad hun og smilede til dem "My heart was pierced by cupid.I disdain on glittering gold" sang hun så smukt som en engel, hendes stemme var fuld af uskyld og smukkere end det pureste guld, mere tiltrækkende end noget andet. hendes øjne faldt på en af sejlerene og hun vinkede ham hen til sig "There's nothing can console. But my jolly sailor bold" sang hun forførende

Manden blev tiltrækket af den smukke stemme, der var som det rene gulv, så smuk som en engels stemme og blød, så blød.. Han gik hen til kanten af skibet, kiggede fortryllet ned på hende.
De andre mænd forsøgte at tale ham fra det, men forgæves.. Det var selv svært for dem at holde sig i skindet, så de kunne ikke hjælpe ham.. Nu galte det om at tænke på sig selv..
Jacob kunne ikke tro sine egne øjne, aldrig havde han set en sirene før.. Men en ting vidste han, de var ikke engle...
Med en hurtig bevægelse, sprang han ned fra masten og trak manden væk fra kanten, så han fløj ind på midten af dækket.
Manden var helt tået i sit blik.. Sådan som man så ud når man var forelsket, eller noget i den slags. De andre mænd løb hen til ham, prøvede at få ham til at vågne... Men manden reagerede ikke.
Jacob kiggede ned på sirenen et kort sekund.. Hun var meget smuk... Men, han måtte fokusere!

hun smilede og vinkede ham mod sig "Come all you pretty fair maids, whoever you may be, Who love a jolly sailor bold that ploughs the raging sea, While up aloft, in storm or gale, from me his absence mourn, And firmly pray, arrive the day, he home will safe return." sang hun og holdte en hånd frem mod ham, med et forførende udtryk i øjnene.
hun rykkede sig dog forskrækket mod kanten da hun så en dreng springe frem og gribe manden da han gik mod hende, men det var for sent han var i hendes magt og det ville blive hans undergang "My name it is Maria, a merchant's daughter fair, And I have left my parents and three thousand pounds a year, My heart is pierced by Cupid, I disdain all glittering gold, There is nothing can console me but my jolly sailor bold." fortsatte hun smukkere end før, hun lagde hoved på skrå og smilede mere forførende end før, dog lod hun blikket glide hen over drengen som så ud til at prøve at holde sig sammen på sig selv, hun rakte hånden frem mod ham og smilede

Forførende.. Forførende.. Forførende..
Det ord blev ved med at køre oppe i hans hoved.. Han måtte koncentrere sig.. Ikke skænke hende et blik, selvom det var meget fristende.. Den stemme.. Den var så forførende og magisk...
Mændene var helt rundt på gulvet, hvad skulle de gøre? Vente til at hun forsvandt, eller prøve at sejle videre?
Før Jacob kunne nå at reagere, havde en af de muskuløse mænd taget et godt tag i ham og løftede ham op.
"Vil du have mad smukke?" sagde han til sirenen og kastede Jacob ned i vandet. "Tag ham!"
De andre mænd ville gøre noget, men det var forsent.. Jacob havde ramt vandet og var nu nede i det..
"Hvad laver du?" råbte en af dem til den muskuløse mand. "Kongen ville se ham levende først?"
Mere kunne Jacob ikke nå at høre, før han så småt var kommet langt ned.. Han baskede med armene, kiggede sig omkring efter siren.

hun grinede smukkere end noget andet, men hun rynkede dog brynet da drengen blev smidt i...det var jo ikke sjovt, hun hvæsede af dem og sprang i vandet, hvorefter hun forsvandt under vandt, hendes hale berørte svagt hans fødder, men hun var ikke til at se nogen steder, hun betragtede ham kort under vandet.
dog greb hun fat i ham og trak ham op over vandet igen, hun smilede næsten uskyldigt til ham "lad hver med at baske så meget så ender du bare med et drukne" hun dækkede sit ansigt for alt vandet med den ene hånd, mens hun holdte fast i ham med den anden, så ledes at han ikke røg under igen. hun fjernede forsigtigt armen og smilede forførende til ham "hvorfor smed de dig dog i" hun lagde hoved på skrå, hvilket kun fik hende til at se smukkere og det var kun hendes ansigt det var synligt alt andet var under vandet, men kunne dog svagt skimte den smukke smaragdgrønne hale

Sirenen hjalp ha, hvilket gjorde ham forvirret.. Hvorfor åd hun ham ikke? Var det ikke det sirener gjorde? De narrede deres ofre, trak dem med ned under vandet og åd før de overhovedet var druknet.. En ret pinefuld død måtte man sige.
Jacob holdte op med at baske med armene, da han kunne mærke den friske luft igen. Han tog et stort åndedrag og faldt derfefter til ro i det klare vand.. Dog var han ikke helt faldet til ro, der var jo trods alt en smuk sirene foran ham.. En der så let som ingenting kunne æde ham, hvis det passede hende..
"For at være ærlig," svarede han og kiggede op på skibet. "Aner jeg det ikke,"
Han anede det virkleig ikke, det havde været mening at de skulle føre ham til deres konge, men nu hvor en af dem havde smidt ham i vandet, kom kongen ikke til at se ham forløbelig..
Han stoppede med at kigge på båden, og rettede opmærksomheden mod sirenen igen.. Hvorfor skulle hun være så smuk...

hun nikkede "meget bedre" hendes blå grå øjne skindede smukt og var næsten hypnotiserende. da han endelig faldt bare en smule til ro svømmede hun en smule tættere på ham, lagde hoved på skrå og betragtede ham nøje. hun greb fat i hans hage og vendte og drejede hans hår, så næsten hver eneste af hans karakter træk af "hvor underligt" hun rynkede brynet og rørte ganske let ved hans hår, som kun kunne blive betegnet son behageligt på grund af hvad hun var "jeg havde nu ellers tænkt mig at spise ham den ene" hun trak på skulderne og trak hans arm op, så på en med et nysgerrigt udtryk, hvorefter hun svømmede om bag ham og igen betragtede hans hår "meget underligt" hun lød helt uskyldig og ren som en engel

Han blev en smule overrasket, da hun gav sig til at undersøge hans ansigts strukture, men han blev hurtig rolig igen. For var der noget han ikke ville, så var det at gå i panik.. Han startede en øjenkonatkt med hende, mens hun betragtede hvert et kendetegn i hans ansigt.. Hendes øjne var nærmest hypnotiserende..
Den bløde hånd hun gled op i hans hår, sendte gåsehud igennem ham.. Han vidste ikke havd hun ville. Æde ham eller lade ham leve.. Hvis hun ville det første, måtte han gøre alt for at forsvare sig selv..
"Hvad er underligt?" hviskede han stille og holdte øje med hende i sin øjenkrog.. Den stemme.. Den var uskyldig.. Man ville ikke tro at en som hende, var en ligeså stor dræber som en haj.

hun grinede svagt da han gik kuldegysninger "ja underligt, dit hår" hun lod igen fingrene glide igennem det...det var så blødt og sjovt "det stritter helt" udbrød hun og lod fingrene glide ned over hans hals, han var ikke menneske...nej det var han for fascinerende til "hvad er du" spurte hun og svømmede op foran ham, hun lod igen sine fingre danse hen over hans hud, denne gang i ansigtet, hun svømmede tættere på ham og lod fingrene glide ned over hans læber, lidt efter forsvandt hun under vandt og greb fat hans fod, men kun for at prikke til den. da hun dukkede op igen foran ham så hun nysgerrigt på ham "hvad kalder man dem" spurte hun og pegede mod hans fødder

Det strittede helt, sagde hun.. Det var han van til med det store pjuskede hår han havde, det var ikke nemt at få det til at sidde helt perfekt, men hvad så..
"Jeg.." stammede han og kunne ikke skjule sin fascination af hende, mens hun lod sine fingre danse på hans hud og derefter på hans læber.. Kuldegysningerne kom igen og var svære at slippe af med... Han rystede på hovedet for at koncentere sig.. De hvide lokker strittede endnu mere..
"Jeg er en dæmon," svarede han, men blev lidt forvirret da hun pludselig var væk. "Hvad i?" Mere noget han ikke at sige, før hun tog et tag i hans fod, men gav hurtigt slip igen. Han åndede forskrækket ud, hjertet pumpede af sted.. Den lille tro om hun ville æde ham havde presset sig på..
"Fødder," svarede han og hostede. "Man kalder dem fødder,"
Han kiggede på hende med sine krystalblå øjne.

hun nikkede og så videre på ham, stille bøjede hun sig helt hen til ham, så hendes bryst berørte hans ganske let "er du bange" hviskede hun i hans øre og lod sin finger glide ned af hans hals "så bleg du er" hun grinede og var næsten selv lige så bleg som han, dog var hun mere blød i sin. hun tog hans hånd og lagde den mod sit ansigt, aldrig var hun blevet berørt uden at hun skulle dræbe dem...så denne gang var nok første gang "din hånd er så kold" hun grinede og så på ham med det lettere forførende udtryk. hun lod sin finger glide rundt i hans håndflade og på hans håndryg.
hun nikkede og lagde hoved på skrå "en dæmon" hun svømmede igen rundt om han og stoppede bag ham, hun lod fingrene glide ned af hans ryg, hans så så ung ud og dog alligevel ikke "fødder siger du, hvad bruger man disse føder til" hun lod igen fingrene glide igennem hans hår

Han beholdte en øjenkontakt med hende, mens han prøvede at ignorer hvor tæt hun egentlig var på ham.. Deres overkroppe berørte næsten hinanden..
Det var som at være med til et forhør, sådan som hun stillede alle disse spørgsmål.. Burde det ikke at være omvendt, at han spurgte hende? Det fascinerede ham meget at hun levede under vandet..
"jeg er ikke bange," hviskede han og kiggede på hende, lod hende tage hans hånd for at placere den på hendes kind.
Noget af ham var en lille smule skræmt, men det ville han ikke indrømme..
han betragtede hende ud af øjenkrogen, da hun endnu engang svømmede om bag ham, med sine forførende og elegante bevægelser.. Hendes nysgerrig finger gav sig til at glide op og ned ad hans ryg, hvilket sendte flere kuldegysninger igennem ham..
"Man bruger dem til at gå på," svarede han, han stammede ikke længere og kunne lyde til at have helt styr på citutaionen.. Der skulle ikke vises frygt...

hun nikkede stille og lod fingrene glide ind under hans tøj "hvorfor bær i dog dette stof på jer" spurte hun og trak i det "skammer i jer over jeres krop" spurte hun og kiggede ned af hans ryg "ikke bange hvorfor slår dit hjerte så hurtigt" spurte hun og lod en hånd glide rundt om ham og landede direkte på hans hjerte "mhh betyder det ikke man er bange" hviskede hun i hans øre. hun vendte ham rundt og så igen på ham "man går med fødder, hvad er de små fingre så" spurte hun og lagde hoved på skrå. hun svømmede lid rundt og væk "My heart is pierced by Cupid, I disdain all glittering gold, There is nothing can console me but my jolly sailor bold." begyndte hun igen at synge, smukkere end før og mere forførende. hun gled under vandet og svømmede imod ham, lod sin hånd berøre hans mave, hvorefter hun igen dukkede op foran ham

"nej, vi skammer os ikke," svarede han med en stemme der stadig var fattet og rolig. "På landjorden går man bare ikke klædt uden stof, det ville være pinligt at vise sig nøgen på åben gade," De nysgerrig finger hun havde.. Gr.. Han afskyede at de sneg sig overalt og at han lod hende gøre det..
Da hun vendte ham rundt, kiggede han hende bare dybt i øjnene, stadig med fattet og roligt blik. "Det kan det betyde, men vores hjerte skal jo slå for at vi kan leve," Hans ansigt var roligt og stærkt, der var ingen frygt at se, kun hjertet pumpede hurtigere end det plejede..
"Dem tager vi ting med, føler osv." Det kriblede i ham, da hun gav sig til at synge.. Han kunne ikke tage øjnene fra hende, ikke sige imod.. Inderst inde kæmpede han for at komme fri at hypnosen, men kroppen gav ikke efter.. Det kriblede i ham, hendes hænder strejfede pludselig hans mave og kom op til ham igen, med sit forførende blik.

hun nikkede stille og svømmede lidt rundt, nynnede smukt og forførende "så det er sådan" grinede hun og svømmede hen mod ham. hendes øjne skindede smukt og forførende, helt behageligt "er du stadig bange for at jeg vil spise dig" spurte hun og lagde hoved på skrå, et lettere drillende udtryk. hun greb hans hån og svømmede en smule væk med ham stadig forførende "My name it is Maria, a merchant's daughter fair, And I have left my parents and three thousand pounds a year, My heart is pierced by Cupid, I disdain all glittering gold, There is nothing can console me but my jolly sailor bold." sang hun igen og smilede smukt, hun fulgte ham med øjnene og alt hvad hun gjorde var flydende...smukt og forførende

Han strittede ikke imod, dahun gav sig til at svømme rundt med ham. Tankerne kørte rundt i hovedet på ham, prøvede ihærdigt på at få sin krop til at gøre hvad han bad den om, men det lykkedes ikke. Han var fanget af den smukke og forførende stemme hun havde.. Og de elegante bevægelser, der ville gøre en hver dreng blød i knæerne..
"Jeg må indrømme at jeg er på vagt overfor det," svarede han og gjorde det samme som hende, fulgte hende med øjene. Tog ikke blikket fra hende.. Vendte ikke ryggen til en morder, medmindre man ville have en kniv i ryggen.
"Hvad vil du med mig?" spurgte han endelig, mens han stadig kiggede på hende. Hans blik var alvorligt, men samtidig fascineret.

hun nikkede og bøjede sig hen mod hans øre "bare rolig, jeg bider ikke...så meget" klukkede hun og svagt berørte hendes hale hans ben, den var blød, men også stærk og fast, i en ufattelig smuk smaragdgrøn farve som skindede smukkere end noget andet.
hun rynkede brynet "åhh altid så kedelig, men okay, jeg ønsker at have det sjovt, for det er jo første gang jeg har været tæt på en to benet uden at dræbe ham" hun trak på skulderne og lagde sine hænder mod hans kinder "men vil du da have jeg skal spise dig" spurte hun helt uskyldigt og som om det var alt muligt andet de snakkede om end hans død "for ellers kan vi jo bare have det sjovt" hviskede hun forførende

Så meget... Hvilket ville sige meget..
"Du ønsker at have det sjovt?" sagde han og kunne ikke skjule en stor forvirring i sin stemme. "Hvad mener du med sjov?" Han trak sin hånd væk, da hun pludselig placrede dem på hans kinder i stedet. Halen strejfede ham kort, og han undslap et lille gisp, da det kunne føles at det var en haj som svømemde under benene på en. Han kiggede hende i øjnene, ville ikke tage blikket fra hende. "Jeg ønsker ikke at du skal spise mig," Det var snart ikke nemt at være rolig længere.. Det var ubehageligt at tænke på, at under de flotte læber kunne hun gemme et par sylde spidse tænder..
"Igen, hvad ser du som sjov?" spurgte han, nærmest hviskende..

hun grinede over hans udtryk "ja det gær jeg, der er ikke altid så meget sjov ved at forføre også slå ihjel bagefter" hun smilede og afslørede lidt af sine lige perfekte tænder, det var jo kun når de jagede at de blev skarpe. hun trak på skulderne "hvad gør du når du laver sjov eller vil have det sjovt" spurte hun forførende og strøg ham ned over kinderne.
hun så et sekund på ham før hun nikkede "jamen så spiser jeg dig ikke" i det sekund lød hun meget overbevisende og hun havde lagt det forførende til side, dog var det der igen lige efter og hun smilede "jeg kan få ben, og jeg kan endda gøre det længere end mine søstre" med søstre mente hun alle de andre sirener

"Hvad jeg laver når jeg skal havé det sjovt siger du?" sagde han og tykkede lidt på havd han skulle svare.. For, hvad lavede han egentlig? Drillede folk, slappede af, drillede lidt mere.. Wow, han måtte heller begynde på noget andet, før det blev alt for kedeligt..
"Hmm, jeg driller folk," svarede han og kunne ikke skjule et fjoget grin. "Ja, jeg driller folk," Gentog han og kiggede ind i hendes smukke øjne..
Hans mund blev til et O, da hun fortalte om at hun sagtens kunne komme på land. Det måtte han indrømme, det var imponerende.
"Virkelig? Det må jeg sige, imponerende," sagde han og smilte charmerende til hende.

hun nikkede "ja det gør jeg jo" hviskede hun og grinede, dog da han svarede nikkede hun næsten anerkendende "drille folk...ja det er også sjovt" hun trak på skulderne og lagde armene om hans hals, hendes krop var i berøring med hans og hun lagde hoved på skrå "uhh men det er nu svært at drille folk når man er hvad jeg er, fordi vi kun forføre folk...gør dem bims" hun rettede hoved op og smilede, hvorefter hun tog hans hånd og begyndte at svømme mod land "kom så skal jeg vise dig" hun grinede og svømmede hurtigere, da de nåede land rakte hun ham sine hænder "træk mig ind" hun smilede forførende

Det kriblede igen i ham.. Han hadedet at være en dreng sometider, de lod sig så nemt forføre.. Selvom han syndes han klarede det ganske godt, indtil videre da..
"Kunne jeg godt forstille mig," sagde han og smilte til hende.
Han fulgte med hende, da hun svømmede hen mod land.. Nu skulle han se hende i menneske verssion, gad vide om hun var ligeså tiltrækkende der? Eller om det kun var i vandet, man tænkte wow..
Han gik op på land, kiggede ned af sig selv.. Hans bukser klistrede til hans ben, det samme gjorde hættetrøjen mod hans overkrop..
"Skønt," mumlede han, mens han trak hende op.
Han gik nogen skridt tilbage, ventede spændt på hvad der skulle ske.

hun lod sig blive trukket op "har du noget du kan undvære, for om lidt er jeg nøgen" hendes hår var heldigvis så langt at det dækkede det hele. hendes hale forsvandt og lange smukke ben dukkede op. hun tog en dyb indånding og rejste sig op, valkede svagt, men efter lidt tid fik hun fod fæstning og så på ham "tada" grinede hun og dette afslørede hendes slanke smukke krop, hun var i sandhed lavet perfekt, hendes hår var langt og gik noget ned over balden, dækkede alle de intime steder, men hendes udseende var det samme, smukt og uskyldigt, rent som en engel

Han kiggede hen på hende da hun snakkede, men kiggede dog hurtigt væk igen eftersom hun var nøgen.. Ikke fordi det var et grimt syn, men det var vel bare en hurtug reaktion man havde, at man skulle kigge væk..
"Øhm," sagde han og kløede sig i nakken, mens kinderne langsomt blev røde. "Det kommer an på om du kan bruge min våde hættetrøje?" Han snakkede med hende, uden at kigge på hende.. Det var det eneste han kunne give hende lige nu, så hvis hun var ligeglad med at den var våd, måtte hun gerne låne den.. Han frøs jo ikke alligevel..