I understand... But i will not change. //Sean//

S: Valley of a Thousand Winters.
O: Sne, sne og atter sne. Ingen væsner... Eller der nogle?
V: Snevejr...
T: Eftermiddag.
P: En hvid jakke med hætte, sort tanktop indenunder, sorte bukser og sorte converse sko.

Nilles hår var i en fletning, og den hang ned af skulderen da hun havde hætten oppe, men den røg hele tiden af da BlackStar fløj hurtigt. BlackStar og Nille havde fløjet hele vejen fra The Forest til Valley of a thousand winters. Det var koldt, men BlackStars varme ryg var det der skulle til. Nille havde fingerne filteret ind i BlackStars filterede man. Hun lænede sig fremad, og hans vinger røg op og ned. Der var snefnug i BlackStars pels, og BlackStar begyndte at flyve nedad. Han landede sneen lydløst og begyndte at galoppere. Vingerne var foldet ind. Nille grinede, og nød at være sammen med ham. Alt havde været så mærkeligt for det seneste... Nille overvejede meget at flygte helt væk... At gemme sig... Men lod være. Ja, der var fjender men der var også venner. Hun lænede sig lidt tilbage, og grinede højt som en engel. "Sometimes i am alone... Sometimes i am not. Maybe i should run away? Maybe i should stay? Who have the answer?" Sang hun, og lænede sig fremad igen. Måske rimede det ikke, men hun sang også nogle gange uden at rime... Hun elskede at synge. BlackStar foldede vingerne ud, og galopperede hurtigere. Han hoppede, men landede ikke igen. Han fløj op mod skyerne igen, og hans man kildede Nille på kinderne. Hun grinede igen. Hun lagde ansigtet ved BlackStars varme hals...

Det var en mørk eftermiddag, sneens tunge skyer hang over himlen.
Det var snart jul, højtiden man brugte sammen med andre, men Sean var søgt han et sted hvor han viste der ingen andre ville være. Et sted han kunne være alene og glemme den højtid, som han gjorde hver jul, hver vinter. Han pakkede ofte en taske med tøj, læsestof, små opgaver han skulle læse på og andre nyttige ting, før han søgte ud i the valley of tousand winters...Her var sne, næsten altid. En lille hytte lå midt i det hele, dækket af sne. Som han foretrak det - Hvis nogen så kom forbi, så de næsten aldrig at her var nogen. Selv hans spor i sneen plejede af forsvinde hurtigt. så han kunne være helt alene i sin ensomhed.
Han sukkede svagt og trak sin jakke tættere om sig. Hans sorte jakke. Ellers havde han nogle lette, men godt forede, vinterstøvler på, nogle almindelige jeans.
Hætten var slået op og forhindrede hans ører i at fryse af. en svag vind gled over sneen, rundt om træerne og videre...
Men enlig var her ganske stille...som han huskede det. han stoppede op, trak vejret dybt og lukkede øjnene, mens han bare nød stilheden, som han skulle leve med i nogle dage, måske uger. Han ville flyve ud som dæmon og kræve sin mad i løbet af den tid.
Han skulle have holdt jul med Neph...Men det...var ødelagt.

En skikkelse var under BlackStar og Nille. Hun havde fået øje på den, og blev bange for at det var en der var jæger... Nille fik BlackStar til at flyve ned mod skikkelsen. BlackStars hove landede blidt, og roligt på sneen. Nille svang sig ned, og kiggede på skikkelsen. Hun kunne ikke se ansigtet på grund af hætten, og hun havde selv sin hætte på. Hun bøjede sig lidt i knæ, og havde den ene hånd fremstrakt. "Hvem er du?" Spurgte hun på en måde advarende... Klar til at bruge sin evne! Hendes øjne glimtede bag hættens mørke.

Han hørte noget der let landede i sneen...måske lidt sne der gled af træerne eller et dyr? Han åbnede øjnene...Og så en skikkelse af en pegasus stå i sneen, fuldt synlig begrund af den sorte farve...Den eneste han kendte, der havde en pegasus, var nille...og skikkelsen på den, virkede også meget som Nille...Og stemmen var helt klart hendes. Hvad fanden lavede hun her? Og endda så truende, som om han forstyrrede hende!
Hans mørke øjne skinnede da han så direkte på hende.
"Drop det. Der er intet nyt at se" svarede han kort og begyndte at gå videre. Han gik direkte forbi hende og videre på vej mod sin lille hytte...og bad en lille bøn til hun fløj igen. Han havde aldrig været religiøs...men lige på dette punkt, kunne man altid håbe det hjalp...

Hun måbede da hun hørte at det var Sean. Sean... HER?!
Ja, så var den hygge da afsluttet. Da han gik forbi hende, vendte hun sig om mod ham.
"Åh, lad være med at være så muggen og sur!" Råbte hun efter ham.
BlackStar kiggede bare uforstået på hende. *Fjende* Tankesendte hun hurtigt til ham. Om han forstod eller ej vidste hun ikke. Han svarede i hvert fald ikke.
Hun kunne se den lille hytte... "Hvorfor går du derhen? Den er da forladt, er den ikke?" Spurgte hun nysgerrigt.

//Hytten er stadig langt væk...Og dækket af sne, den er ikke særlig stor //

Han sukkede, himlede øjne og vendte sig om mod hende, selv om en stemme i hans hoved skreg på han skulle ignorere det og skynde sig videre, inden dette ville ende galt og hun aldrig ville give ham fred igen...
"Hvilken position er du i, siden du kan bedømme mit humør, gang på gang? Hvor mange gange skal jeg fortælle dig at jeg ikke er sur, ikke andet end på dig og de ting du har gjort imod mig?" han rystede kort på hovedet. Han virkede ikke sur som sådan...bare en der søgte...fred.

//Upsi //

Hun rullede øjne af ham, og svang sig op på BlackStar. BlackStar travede hen til Sean.
"Jeg kender dig på en måde Sean, lad være med at benægte det! Jeg kender din skam. Jeg er ked af det jeg har gjort mod dig, men jeg forventer ikke at vi bliver venner. Jeg forventer bare at vi skal kunne snakke sammen... Godt nok ikke sådan som venner." Sagde hun bare. BlackStar havde foldet vingerne ind, efter at have foldet dem ud.

Høj på hest...vel bare så hun kunne hovere over ham?
*se mig, se mig! jeg er højere oppe end dig! Jeg kan se ned på dig!* åh...han orkede virkelig ikke sådan noget lige nu, han havde det elendigt nok i forvejen!
Han sukkede og nåede kun lige at forhindre sine øjne i at himle igen.
"Jeg fatter ikke hvorfor du gjorde det. De ting du så...Er mine. Men nu er jeg tvunget til at dele dem med dig. Hvis nogen overhoved skulle vide de ting...Måtte jeg ikke engang selv vælge hvem!" han rystede svagt på hovedet og sætte i bevægelse igen.

Den eneste grund til at hun sad på BlackStar, var fordi at hun frøs uden at være i nærheden af ham, og hans varme pels.
"Jeg beklager mange gange, og jeg fortryder også. Anden gang var noget du selv bestemte. Jeg har også hjulpet dig, men du har også hjulpet mig, men jeg tror ikke vi har lyst til at være venner med hinanden. Sådan skal det også være, som du sikkert ved." Sagde Nille, og BlackStar skridtede bag ham.

Hvad snakkede hun om? sidste gang de var sammen havde hun snakket om hun gerne ville være venner...så der var intet vi. Og sådan det skulle være? Hvad mente hun med det? Han valgte ikke at kommentere det. han orkede ikke at diskutere. hun havde ret, han var dømt til at hade hende af flere grunde. og sådan var det bare.

Han svarede hende ikke. Det var også okay. Hun fik BlackStar i galop ved at sende ham en tanke, og hun red væk fra ham og ind i mellem træerne. Hun svang sig dog ned af BlackStar og gemte sig oppe i et træ, og holdte øje med Sean.

//Selv om du er galopperet væk?//

Han viste ikke hvad hun ville og var også ligeglad. Han følte sig ikke i bedre humør da hun red væk..Bare mere alene.
efter lidt tid, hvor han havde gået et godt stykke tid, gik det op for ham at han havde følt sig overvåget...men nu følte han det måske ikke længere...måske fordi han havde bevæget sig væk fra hvor han var før og var gået videre? Sikkert bare Nille...gad vide hvad hun ville opnå ved det^^

//Hvad?//

Nille fulgte efter ham ved at hoppe fra træ til træ... Hun fulgte ham med øjnene hele tiden, og kom så til at glide. Hun gav et lille udbrød fra sig, men landte blødt i sneen. *Star... Kom lige* Bad hun. Hun vidste at han var i nærheden, og han kom. Hun kunne se i hans øjne at han morede sig, og hun rullede bare med øjnene. Hun rejste sig op, og svang sig op på hans ryg. Hun ville have til at gå, men han gad ikke. Stædige dyr... *Kom nu!* Bad hun, og fik bare en vrinsken til svar. Hun svang sig ned, og gik så. Hun gik efter Sean.




//Hvorfor en slags smiley til sidst xD?//

//Smiley´en...er fordi jeg i et øjeblik var mere van til at skrive på chatten. Og undskyld...læste det om du "galopperede væk" og ikke "red væk"//

Sean stoppede irriteret op og vendte sig om mod træerne, da han både havde hørt hende og kunne mærke hendes nærvær.
"Hvis jeg ikke allerede var irriteret, så er jeg det i hvert fald nu. Jeg vil heller have du følger efter mig med irriterende og dumme spørgsmål, end til vil have du hopper rundt som en dårlig abe! så nu kommer du frem og siger du mig hvad fanden du vil?" spurgte han højt, for at være sikker på hun hørte ham.

//Haha okay //

Hun stoppede op da han begyndte at snakke.
Hun dukkede frem fra træerne, og trak lidt på den ene skulder.
"Jeg har et spørgsmål... Men er usikker på at du vil svare det ordentligt... Når man tager i betragtning at du hader mig, og ville ønske at jeg skred." Sagde hun højt. Det var sandt. Hun havde et spørgsmål, men var usikker på om han ville svare ordentligt.

Han himlede med øjnene. Han havde aldrig snakket så venligt til hende, som han havde i dag.
"Som sagt. Du irritere mig mere ved at tro du er ninja, end at stå frem som den person du er. du har ufatteligt mange spørgsmål!" svarede han kort og lagde armene over kors. Han havde ikke lyst...til denne afstandtagen lige nu. Faktisk, hvis hun bare var blevet lige før, kunne han måske have fundet på at være helt venlig. Men nu følte han sig bare irriteret igen.

Hun trak lidt på den ene skulder, og gik tættere på.
"Jeg tror ikke jeg er en ninja... Jeg er bare meget usikker, og ja jeg har mange spørgsmål, men det er fordi den jeg stillede alle spørgsmålene er væk." Hun hentydede til sin mormor, og hun kæmpede sig igenmen sneen.

han anede ikke hvad hun mente med det, men han var også ligeglad. Han blev stående hvor hans var, mens han øjne fulgte ham.

/Krea...svigt^^//

//Okay, skal se om jeg kan svare >.< xD//

Han svarede ikke, og hun nåede hen til ham. Hun sørgede for at der var mellemrum mellem dem. "Lover du mig at besvare ordentligt på spørgsmålet?" Hun kiggede bedende på ham.

Han grinte kort og slog ud med armene.
"Ved du hvad? Jeg er en mand der går ind for forandringer. Jeg vil være...Venlig. imod dig, de næste par timer. Men om jeg vil svare ordentligt på dit spørgsmål, kommer meget an på hvad det er for et" svarede han med et lille smil.

Hun blev lettet... Dejligt. Hun smilede forsigtigt.
"Tak Sean. Mit spørgsmål er... Synes du jeg skal flygte? Fra alt... Det hele." Spurgte hun, og bed sig i underlæben. Hun puttede hænderne i jakkelommerne.

Han grinte kort og så lidt hende. Seriøst? Mente hun det? ville hun høre en mening, fra en person der ikke brød sig om hende, som ingen ide havde om hvad hun gennemgik i sit liv...om hun skulle flygte? det havde han absolut ingen ide om!
"Det er fejt at flygte" svarede han så bare.

Hun nikkede.
"Tak." Sagde hun kort, og gik.

//Out.//