Where is the Dragon? (Kasandra, Singal, Wolf, Lucian, NPC(M))

Kasandra løb gennem skoven, men det løb hende koldt ned af ryggen. Skoven virkede så, unaturlig og hun havde lidt problemer med at fokusere på dragen og jobbet. Hun stoppede op og kiggede op mod trækronerne. Hun så den anden elver løbe forbi og så Lucian havde forvandlet sig til en varulv. Hun kunne ik se Mai, men hun kunne svagt fornemme hende i skoven. Hun blev stående og kiggede rundt i skoven og hun brød sig ik om det. *Hvorfor er skoven påvirket på den her måde i nat? Dragen har været her før og Aldrig har skoven været så stille, som den er nu* Hun blev bekymret for skoven. Hun stod og overvejede at droppe missionen for at hjælpe skoven istedet for. Det var jo hendes virkelig job som moonwalker.
Kasandra stod og tænkte da hun hørte Jack råbe om hjælp. Hun vidste ik hvor de andre var, men det tog noget tid før hun begyndte at bevæge sig igen. Hun gik den vej Jack og de andre var løbet og fandt dem. Hun havde et udtrykts løst ansigts udtryk, da hun trådte hen til de andre, mens hun så Jack havde noget sort i hånden. Hun stod lidt og så på det mens han rakte det ud, så de andre kunne tage det, men Kasandra vendte ryggen til og kiggede ud i skoven.
Stilheden var blevet brudt. Hun kunne høre dyrene begynde at vandre rundt i skoven, men det skete så pludseligt og træerne var stadig stille. Igen fik hun en dårlig fornemmelse og hun gik forsigtigt hen til to træer der stod ik ret langt væk fra de andre.
*Jeg synes vi skal fortsætte og få det overstået,* tænkte hun så de andre kunne høre det, men hun stod stadig med ryggen til de andre og kiggede ud i skoven. De var stadig i udkanten af skoven og der kom lidt lys ned fra oven, men det var ik meget, da trækronerne dækkede det meste af himlen. Jo længere de kom ind, jo mindre lys ville der komme ned fra himlen. Hun fornemmede dyrene der gik omkring i mørket, men hun kunne ik se dem pga. mørket. Mange af dyrene der kom ud om natten, og især når de andre dyr havde været så skræmt, ville være rovdyr og ik tænke på størrelse eller noget. De kunne muligvis være i fare for et angreb fra et af dyrene, uden at der ville være nogen der vidste det. Hun gik baglæns tilbage mens hun hørte de andre snakke sammen, dog uden at fjerne blikket fra skoven af. Hun trak sin bue af rygge og stod med den i hånden, bare for en sikkerheds skyld. Ik alle dyrene var til at snakke fornuft med.

For Singal kom natten ikke som en trussel. Hun elskede natten og brugte selv meget tid i den, hvilket havde været med til at lære hende næsten hver en skygge og hver en lyd.
singal stod lidt væk fra de andre, mest fordi hun mærke den forskel der var imellem dem. Der var de andre...Og der var hende.
Selv hvis hun så noget, stolede de andre ikke engang på hende.
og hvor hun hadede det...Hun hadede det hele og hun hadede alle de fordomme folk havde. Og hun havde sin mor. Men det var en anden historie.
da de andre ville sætte sig ned og snakke om planer, havde hun alt for meget hun selv ville tænke over og for meget energi.
Hun var overbevist om de andre alligevel ikke ville lytte til hende, så hun valgte at gå ind mellem træerne...OG forsvinde fra de andre et stykke tid.

det havde været spændende at møde drage, at se den og så alligevel ikke. hun viste ikke om det bare var fordi hun var anderledes, men hun havde slet ikke mærket den frygt som mange andre gjorde, når de stod over for den drage.
Faktisk følte hun næsten hun forstod den, selv om hun ingen ide havde om hvad den mon havde af tanker eller hvor den var på vej hen.
Måske søgte den sit eget sted at være? Alle vil jo have et sted hvor de var i sikkerhed...
Hun bekymrede sig ikke om hvor hun gik, hun viste hun ville kunne finde tilbage.
Uden hun rigtig tænkte over det, gik hun den vej som dragen var forsvundet.

mai lod blikket komme frem, og hendes krop kom til syne i mørket, og lod blikket kort på det som han nu stod med, dog kunne hun ikke lade vær med at smile, og kiggede så rundt

''allerede nu har vi beviset på at det ikke længere er legænder, eller myter om skyggedragen, og det synes efter min mening er nok for mig, men at slå lejre, og sætte sig her i skoven er måske ikke en tosset ide, dog risikere vi jo måske at dragen enten vælger at forlade skoven, eller få fat i os i vores drømme'' sagde mai og lod blikket igen på det han havde i hånden, det var som om at det virkede uvirkeligt, og dog så hun det selv med sine egne øjne, og hun kunne stadig ikke lade vær med at undre sig om det nu var virkelig, eller blot fantasi.
hun stoppede sine tanker, og lod tasken kort falde mod jorden, mens hun ventede på at de andre var her. dog undrede det hende hvor sort elveren blev af, da hun ikke helt så ud til at være her, efter hvad Mai kunne se.

Lucian kom først da de, snakket om planer, han kom gående med intet på kroppen næsten, ud over sine mere slidte en de var før shorts og sit sværd over skuldren.
"det ville være dumt at fortsætte efter som vi ikke ville kunne klare den i det tempo vi lige tog" sagde han så normalt han kunne, man kunne tydeligt se hvor forpustet han var, hvis man kiget på hans brystkasse der hævet sig langsomt frem og tilbage.
"syntes vi skal alligevel, skifte med at holde vagt" sagde han og gik forbi kasandra.
han gik kigget stille på hvad jack havde i hånden og et skævt smil var hans læber.
"jeg hvist gået glip af noget" sagde Lucian stille og rakte hånden stille ud efter halen, med en lidt usikkerhed.
han vendte sig dog om, da han vidste at de ikke var her alle sammen.
"hvor sortelveren" sagde han stille og kigget rundt, selvom han godt vidste hvilken vej hun var gået.