So you are the one - Markulius

Smilet på hans læber ændrede sig ikke det mindste. Han lod hende snakke. Han ville egentlig have stoppet hende. Men hvis hun virkelig mente han bare kunne skride. Så trak han bare på skulderen. Hvorfor skulle han gøre noget ved det. Det var hendes hus. Han havde jo trods alt givet hende det. Roligt gik han langs gangen imod udgangen. Og tog blidt kniven ud af holderen for at komme igang med hans træning.

Da han var godt stykke væk fra huset lukkede han øjnene. Da han endelig åbnede øjnene igen. Kom der en skræmmende aura fra ham. Hans øjne var ikke længere mørkeblå og dybe. De var blevet glødende røde. Og om øjnene var der en lang rød ring. Som havde han grædt og hans øjne var blodforskudt. Men det var det ikke. Det var skræmmende. Hans tænder begyndte at komme frem. Og om hans øjne begyndte man at kunne ane blodårene som førte til øjet. Og langsomt hævede han kniven.

Kort efter fra en af buskende kom en varulv løbende. Hylet fra den var intet i sammenligning til skriget efter. Men selvom at varulven havde bevæget sig så hurtigt at en normal person ikke ville have nået og ænse det. Var det ikke Markulius'es skrig. Det var varulven selv. Mens Markulius havde dukket sig og stukket kniven op igennem varulvens brystkasse. Og igennem dens hjerte. Varulven faldt om på jorden. Flere varulve angreb. Og med yndefulde bevægelser. Undgik varulvenes gentagende angreb. Og da han endelig rettede sig op. Lå varulvene på jorden i en cirkel om ham. Døde alle sammen. Markulius sukkede roligt. Og begyndte at bære varulvene hen i en bunke. Hvor han begyndte at sætte brænde op af dem for at brænde ligene.

Hun hørte hovedøren lukke til slottet og sukkede, hun gik med tunge skridt ind i stuen hvor en sort sofa med røde armlæn stod, hun lagde sig så lang hun var i den og lagde hovedet på en pude som lå under hende, hun var rolig igen og den kolde Demitra var væk. Hun kiggede op i loftet uden at sige noget, der var helt stille, der var ikke en lyd at høre, hun nød stilheden og lukkede øjne i... hvor ville hun ønske hun kunne sove, bare at kunne lukke øjne og falde ind i sin egen lille drømme verden.. men det var for længst forsvundet som en mulighed for hende, hun var tvunget til at være vågen hele tiden.. hun sukkede tungt.
Stilheden blev brudt ti minutter efter da hoveddøren blev åbnet. Demitra slog øjne op, hvem kunne det mon være... ham?... nej han var da gået... men hvem skulle det så være...
Hun rejste sig fra sofaen og uden at føle det mærkeligt gik hun mod hoveddøren hvor en muligvis stod i sin sikekjole uden noget indenunder... Hun gik ned af den lange gang til døren og til hendes overraskelse var der ingen, døren smilede til hende stort til hende som den stod åben, hun lagde hovedet på skrå.. den kunne da ikke bare åbne af sig selv... hun kiggede sig omkring inden hun forsigtigt og tøvende gik hen mod den smilende dør... Hun lukkede den roligt i og da hun vende sig om stod en høj mørkhåret fyr foran hende.
Demitra udstøtte et forskrækket skrig da hun jo ikke havde regnet med at der ville være en inde i huset udover hende, men inden hun kunne nå at slutte sit skrig holdt fyren hende for munden, hendes skrig blev afbrudt med et og der blev stille igen i hele huset...
Fyren begyndte at grine ondskabsfuldt mens Demitra lige så stille var begyndt at blive godt gal... hvor vovede han at bryde ind i hendes hjem... hun kunne tydeligt lugte at det var en dæmon.. typisk... Med et fjernede hun hånden for sig mund og grunte ondskabsfuldt med ham... hun sluttede det brat og kiggede så koldt på Fyren... "Hvem tror du lige du er..." Fyren blev stille med et og kiggede på hende, "En tyv...?" fyren grinte igen og trak så en kniv frem.. Demitra skævede til kniven og med et kort dramatisk grin tog hun den ud af hans hånd. Hun forsvandt med vampyr fart bag fyren og stak ham midt på ryggen. Han faldt sammen på gulvet uden en lyd.. han var ikke død men han var såret

Da han havde fået sat ild til bålet var han blevet stående ved det. Foldet sine hænder ud for sit skridt. Og havde bukket hovedet. Og med en blid svag stemme kom de utrolige smukke ord som kun få vidste hvad betød. "Requiescat in pace anima immortali" (Hvil i fred udødelige sjæl.) Hvorefter Markulius lagde en knyttet næve over hjertet. Og langsomt bukkede dybt. Derefter vendte han ryggen til det stadig brændende bål. Og i stedet gik imod huset igen. Før et skrig kunne høres. Derefter blev skriget kvalt. Markulius var allerede i vampyr farten. Da han nåede døren. Med en svag anstrengelse sparkede han døren op. Samtidig med at have taget sin ene kniv frem. Det første der kom til syne var det svage lys fra hans røde glødende øjne. Derefter kom hans krop frem. Hans røde drabelige blik så overrasket på sceneriet. Hun var på den anden side af manden. Som tydeligt ikke var velkommen. For i samme øjeblik han kom ind faldt manden lydløst på knæ. Markulius kiggede først på manden. Derefter på Demitra. Med et svagt overrasket blik. Mens han roligt så på hende fortsat. Helt stille. Hvad skulle han sige. Flot klaret. Det ville ikke være respektfuldt. Og et eller andet sted indeni ham blev han vred. De røde øjne begyndte at lyse kraftigere. Og hans frie hånd tog fat i den anden kniv. "Man dolker ikke en i ryggen. Det er respektløst og uretfærdigt." Sagde han koldt og så fortsat på Demitra. Den ellers blide og forførende stemme var væk. Sporløst forsvundet.

Demitra kiggede hurtigt op fra liget af manden som lå livløs på jorden, døren var gået op igen og denne gang var det ikke en fremmed person der stod i døråbningen, det var Markulius... Men hvorfor pokker var han kommet tilbage... Noget i hende var glad for at han var kommet tilbage til huset... Hendes ellers kolde blik som havde hvilet på den døde mand blev mildt og blødt... Mens hans var helt røde og drabelige... Hun stod og smilede stolt til ham.. Stolt over at hun havde slået denne mand ihjel som havde brudt ind i hendes hjem, men hendes smil faldt langsomt da han talte til hende...
Hun kiggede ned på den døde mand og lagde sin hånd på hendes arm. Hun forstod ham ikke helt.. Denne mand havde jo lige brudt ind i hendes hus, hun havde jo bare forsvaret sig, vis hun ikke havde gjort det ville hun være død... "Han brød ind.. Je.. Jeg forsvarede mig bare.. Han ville dræbe mig.." Hun kiggede stadig med på liget... Hun kunne ikke kiggge på Markulius lige nu... Hun skammede sig lidt men så var hun også irriteret.. På ham for hva pokker skulle hun ellers havde gjort.. Ventet på han slog hende ihjel... Ej hun ville gerne leve lidt endnu

Roligt begyndte de røde øjne at falme. Deres ellers tidligere kraftige røde farve begyndte langsomt at blive normalt. Før det helt var væk igen. Det eneste som var tilbage var hans dybe mørkeblå øjne. Langsomt gik han ned på knæ ved liget. Tog kniven ud af ryggen på ham og vendte ham rundt. Derefter bukkede Markulius ærbødigt hovedet. "Requiescat in pace anima immortali." (Hvil i fred udødelige sjæl). Derefter lukkede han roligt mandens øjne. Og løftede ham så op i armene. "Selv en fortvivlet morder fortjener ikke at blive angrebet bagfra." Sagde han roligt og bar roligt liget udenfor foran huset hvor han lagde ham. Og begyndte at samle brænde igen ligesom før ved varulvene.

Hun kiggede op fra gulvet og tvang sig selv til at se ham i øjne. Hun betragtede den røde farve i hans øjne som forsvandt langsomt, hun betragtede den som den forsvandt og da den var helt væk sukkede hun. Hun kiggede igen ned i jorden men for at se hvad Markulius lavede, han havde sat sig ned på hug ved liget, hun hvæsede lavt da han trak kniven ud af ryggen på manden og vende ham om, hvorfor kunne han ikke bare havde ladet ham ligge.. Det kunne jo havde været hendes aftensmad. Hun betragtede ham med undrende øjne da han bukkede og sagde et eller andet volapyk som hun forstod minus af, hvorfor gjorde han dette for denne mand... Han havde lige været ved at slå hende ihjel og så sad han der og lukkede hans øjne og tog ham i hans arme. "Det kan du jo sagtens sige.. Det var ikke dig som kunne dø.." Hun hvæsede det irriteret til ham og blev bare inden for da han gik ud med liget

Det som hun sagde kort før han var gået ud hang i hans hoved. Mens han stadig ærede kroppen. Men da flammerne var høje. Og liget uigenkendeligt vendte han sig roligt. Og gik roligt tilbage til hendes hus igen. Og ind af døren. "Jeg lever dagligt med fare. Jeg lever med den. Acceptere den. Stiller ingen spørgsmål. Du kender intet til mit liv." Sagde han roligt og gik roligt imod det rum han havde indstillet som sit værelse. "Jeg vil sætte mig til at læse. Regner med at læse hele natten. Hvad siger du til vi starter på en frisk i morgen?" Spurgte han roligt og vendte sig imod hende blidt. Og ventede egentlig bare på hendes svar. Om hun ville starte forfra eller ej.

Hun kiggede irriteret på ham med kors liggende arme da han kom ind i huset igen efter at havde skilt sig af med liget uden hun vidset hvordan... Hun gad egentlig heller ikke at vide det. "Du kender heller ikke noget til mit liv..." Mumlede hun stille mens han gik mod hans rum, hun vende sig ikke imod ham, hun stod vendt mod døren med armene over kors og stod bare ligesom og tællede til ti inden i hendes hoved... hun var irriteret... irriteret på ham.. Og på manden som var brudt ind hos hende.
Hun sukkede dybt og vende sig mod ham uden noget udtryk at vise.. Hun så ligesom ud til at være træt... udmattet... Hun var i chok... chokket var ved at komme til hende da hun var ved at skifte personlighed efter denne mand var brudt ind.. "Ja ja" Sagde hun bare... hun sukkede igen og gik bare forbi ham på vej hen til hendes ejet værelse... hun stoppede dog lige op uden at vende sig om ham... hun åbnede munden.. men der kom ikke noget, hun rystede på hovedet og gik videre.

Det korte suk var let men ikke irriteret. Han måtte indrømme han var blevet sur over den respektløse måde at dræbe folk. Men hans eget folk troede på fred. Fred igennem forståelse for hinanden. Og fælles respekt. Så at bruge sine fordele for at angribe bagfra var ikke noget Markulius brød sig om. Men han var ikke sur på Demitra. Han var blevet sur over den måde hun dræbte. Slet ikke på hende. Han valgte at gå ind på sit værelse. Under vinduet var der et skrivebord. Han trak en stol derhen og lukkede vinduet. Frem fra sin jakkelomme fandt han en fin lille læderindbundet bog. Han lænede sig tilbage i stolen så den vippede og lagde begge ben op på bordet. Og kort efter var han fordybet i sin bog.

Værelset var mørkt, hendes seng stod som den havde gjort for nogle timer siden... lige inden han var kommet.. Hun sukkede og tændte lyset, hun missede med øjne og kiggede rundt i værelset. Hun gik langsomt ind på værelset og hen til sengen, hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle lave, der var jo ikke rigtig noget at lave. Hun fik dog en ide. Hun gik ud af værelset og hen til sin bar som stod i midten af stuen. Hun tog en flaske whisky frem og satte sig på en bar stol mellem to andre. Hun tog et glas ned fra hylden lige over hende og hælde så noget fra flasken op i glasset. Hun drak det hurtigt og hælde noget mere op.. Hun fortsatte og fortsatte indtil flasken var tom... men så to hun bare en ny

Stilheden var rolig mens han læste videre blidt i den lille bog. Der var så dejligt stille at det var passende for ham. Før han hørte lyde af noget bevæge sig ude i stuen. Og et glas der blev stillet på et bord. Markulius læste videre. Han ville ikke lade sig distrahere. Indtil han hørte nogen bevæge sig og hente noget som lød som en flaske. Roligt sukkede Markulius svagt. Bogen blev roligt lukket og lagt på bordet. Hvorefter han rejste sig og fulgte lyden. Da han opdagede hende sidde ved baren iagttagede han hende roligt. Hvorefter han roligt gik hen og satte sig på barstolen på hendes højre side. Før han roligt tog fat i den flaske hun var ved at åbne. Hans blik var roligt og fast. "Hvad laver du?" Spurgte han roligt. Med de blide mørkeblå dybe øjne rettet direkte imod hendes ansigt roligt.

Hun var blevet færdigt med det glas hun næsten lige havde hældt op og skulle til at række ud efter flasken da en anden tog den... Hun sukkede, virkelig? hun ville bare gerne have sig noget at drikke.. og så skulle den tages fra hende.. Hun kiggede op med lidt halv drukkende øjne, hun så på flasken og så ham igen. "Hva ser det ud til.. jeg drikker" hendes stemme var hverken irriteret eller sur.. den var nu meget blid og stille, selvom det godt kunne lyde som om den skulle være lidt hårdere men det skulel den bestemt ikke. Hun rakte ud efter flasken, "gider du" hun kiggede på ham mens hun holde hånden frem mod flasken

Han grinte svagt. Før han roligt hævede flasken. Og gemte den bag sin ryg. "Nej. Du har vist fået rigeligt at drikke." Roligt rejste Markulius sig op og lagde flasken på bordet. Før han roligt gik hen på siden af hende. Og med en hurtig bevægelse lagde en arm om hendes skuldre og ben. Og løftede hende op. "Kom så du skal ind i seng." Med hende i hans arme begyndte han roligt at bære hende af sted imod hendes værelse igen. "Puh din ånde lugter af alkohol." Sagde han roligt med blikket roligt rettet imod hende."

Hun sukkede da han grinte og gemte flasken bag hans ryg, hun rystede på hovedet stadig med hånden rakt mod ham, hun ville have sin flaske tilbage. "Gi mig den nu!" Sagde hun bestemt i det han så rejste sig og lagde flasken på bordet. Hun sukkede og skulle lige til at tage flasken i det han havde lagt en arm om hendes skulder og ben og nu løftede hende i hans arme. Hun kiggede på flasken som var på bordet og rakte forgæves ud mod den. Hun ville ikke i seng... Hun havde det som om hun var en lille unge som ikke måtte se det sidste af det tv show hun var igang med at se... "Men.. Jeg vil altså ikke i seng.. Jeg vil drikke" sagde hun halv irriteret på ham mens han bar på hende, på vej til hendes værelse. Det ville hun altså ikke finde sig i, hun ville ikke i seng. Hun smilede flabet af det han sagde, det var da klart hun havde en ånde der lugtede af alkohol, hun havde jo lige drukket næsten to flasker ren alkohol. "Ja det er da klart" hun lavede en hurtigt bevægelse og hun var ude af hans arme og bagved ham. Hun prikkede ham på skulderen og pustede ham provokerende i hovedet, så han rigtig kunne lugte alkoholen. Hun gik så hen til bar bordet igen og satte sig. Men hun rørte ikke flasken denne gang, hun sad bare og kiggede ud i luften, og tænkte på en masse ting, eller faktisk tænkte hun kun på en ting men den ene ting var blandet med mange andre tanker.

Den rolige bevægelse var ventet. Han vidste at selvom hun ikke var typen som var venlig. Havde han intet gjort hende. Så da hun prikkede til ham gjorde han ikke andet end at dreje hovedet lidt. Men det var osse rigeligt til at lugte hendes ånde. Han lod det være. Han ville ikke lade sig provokere. En lille bevægelse med hånden og så havde han en kastekniv klar i hånden. Han vendte sig mod hende og baren. Og var klar til at kaste en kniv på flasken hvis hun rørte den. Men det gjorde han ikke. Han måbede svagt. Men ikke åbenlyst. Roligt fjernede han kastekniven og gik roligt hen foran hende og satte sig roligt igen. Ligesom før. Men denne gang var hans ansigt ikke indsmurt falsk glæde. Nej det var oprigtig nysgerrig og trist. "Hvorfor vil du drikke? Jeg mener. Hvorfor misbruge dit udødelige liv på at drikke dig stiv." Spurgte han roligt mens han fortsat så på hende. Eftertænkende. Med det rolige faste sørgmodige smil. "Tell me why you hate life." Den franske accent ville sikkert komme bag på hende. Det var med vilje. Hans hjemby havde en accent af en blanding mellem Italiensk og Fransk. Men nogle gange brugte han kun den ene af accenterne.

Hun kiggede ned i bordet selvom han kom hen til hende og satte sig ved hende igen som før. Hun tog slet ikke indstilling til at kigge op på ham, eller noget som helst, hun kiggede ned i bordet, klar til at gribe flasken foran hende, men hun gjorde det ikke mærkeligt nok, hun kunne ikke få sig selv til det.
Et kort lavt grin kom fra hende mens hun stadig kiggede ned i bordet, hvorfor hun drikkede? Hun rystede på hovedet, det var egentlig for at drukne følelserne... drukne savnet, savnet af det rigtige liv, savnet af hendes familie, hun savnede dem så meget, selvom det ikke havde været sådan et godt liv ville hun hellere have det end at være vampyr... "Hvorfor jeg drikker?" hun løftede blikket og kiggede lige ud et kort sekundt og vende så blikket mod ham og trak på skulderne, "Jeg savner mit liv... mit gamle liv.. Min familie, er det så svært at forstå" Hun sukkede og kiggede ned igen, hendes bevægelse var hurtigt da hun kunne mærke en tåre kom frem, men selvfølgelig kom den og en enkel blod tåre faldt ned på bordet og det kunne sagtens ses.
Hun kiggede dog hurtigt på ham igen en anelse undrende, fransk accent, hvad gemte denne fyr dog mere på... hun lagde hovedet på skrå men i stedet for at koncentrer sig om hans mærkelige accent, valgte hun at besvare hans spørgsmål, "Jeg hader ikke mit liv... eller.. jo på en måde... jeg vil bare have mit gamle jeg tilbage... Ikke at jeg ikke er taknemlig for at du rede mig for at dø... men.. jeg savner bare at kunne spise rigtig mad, at kunne være i nærheden af nogen uden at hungre efter deres blod, jeg vil ikke skræmme nogen jeg vil skabe venner.. forstår du?" hun kiggede på ham med spørgende øjne og man kunne se at tårende var ved at løbe over. Hendes stemme var ogs knækket et par gange.

Hans smil var fast og strålende. Han vidste udemærket hvordan hun havde det. Det var jo det samme alle vampyrer med bare lidt følelser gik igennem. Hans blik var faststillet på hendes blik. "Jeg ved hvordan du har det. Tro mig jeg kender det bedre end nogen anden hvordan det er at savne at kunne gøre hvad enhver anden ung voksen ville gøre. Desuden nogle af tingene forsvinder aldrig. Med den rigtige træning vil du sagtens kunne være nær andre uden at trænge efter deres blod. Eller med de rigtige omgivelser. Eksempelvis. Så er der jo mig. Tørster du efter mit blod? Nej vel. Desuden ligemeget hvad. Så er jeg din ven. Hvis du har brug for en ven. Så er jeg din ven. Som man siger. If you need a man. i'll be that man." De engelske ord kom igen ud med den vidunderlige franske accent som han talte med når han ville ha folk til at forstå ham ordenligt. "Og hvad angår familien. Tjah som du nok kan forstå så er jeg stort set din familie. Jeg har forvandlet dig. Du har mit blod i dig." Sagde han roligt med det faste blik rettet imod hendes blodige øjne. Roligt fandt han et lommetørklæde frem og rakte hende det med blide hænder. "Det skal nok gå. Jeg hjælper dig igennem det." Sagde han roligt med et smil.

Hun sukkede lavt mens hun kiggede på ham, hun lagde hovedet på skrå og lyttede til hvad han sagde til hende, og et lille smil brede sig selvfølgelig. Hmm... Selvfølgelig kendte han til det, han havde trods alt været vampyr noget længere tid end hende, og levet med det længere end hende, så det var måske værre for ham, eller måske havde han vendt sig til det... Hun vidste bare ikke om hun kunne vende sig til det...
Hun sukkede lidt... De rigtige omgivelser.. Det vil sige... Kun vampyr og dæmoner måske, for det var deres blod der ikke lige smagte så godt... Hun rystede lidt på hovedet, nej hun tørstede ike efter hans blod.. Det ville være som at drikke sit eget... Vampyr blod smagte bare ikke godt... Men det var ogs det med at dræbe folk for at få blod.. Det skulle hun jo egentlig stadig... Hun skulle dræbe et menneske eller noget andet for at få blod og det kunne hun ikke helt så godt lide.
Hun smilede stort til ham, hmm... En ven var dejligt.. Og han var nu slet ikke tosset." hun lagde hovedet lidt på skrå af hans franske accent... "Sig mig.. Hvor pokker kommer du fra... Den franske accent?" Hun grinede lidt og kiggede roligt på ham.
Hun kiggede lidt på sine hænder da han nævnte det med familie, ja han var godt nok hendes 'familie' på den måde... Mhm.. Hun kiggede op på ham med et smil og kiggede på det lommetørklæde han rakte hende... hun kiggede let på det og rystede så på hovedet, det behøvede hun ikke.. Hun var ikke så meget ked af det mere.. "Ellers tak, jeg klare mig nok uden" hun smilede blidt til ham. "Tark.." sagde hun stille og kiggede lidt på flasken fra før... Mhm... Indbydende... Hun holde blikket på den.

Roligt så han på hende. Hans blik var fast og venligt. Men ikke mindst omsorgsfuldt og roligt. Han lyttede til hvad hun sagde og grinte svagt selv. "En lille by. Udenfor de store byer. Ingen kender den. Andre end dem der selv har været der. Den var engang en fredelig by. Nu er den kun aske." Han sukkede svagt. "Jeg havde min familie der. En lillebror. En storebror. Mine forældre. Jeg var 5 år gammel da jeg måtte se dem blive brændt levende." Sagde han roligt og lukkede svagt øjnene for at holde sine følelser i skak. Før han roligt vendte blikket mod hende igen. Han stak lommetørklædet i lommen igen. Og med et 'uheld'. Skubbede flasken så den faldt på gulvet og smadrede. "Jeg tror du har fået rigeligt at drikke. Kan du selv gå i seng eller skal jeg gå med ind og putte dig." Sagde han med en drillende stemme og et forførende smil. Det samme forførende smil som altid var på hans læber.

Hun lagde hovedet på skrå mens hun lyttede til hvad han sagde, fortalte om hvor han kom fra, det var spændende men hun fortrød med det samme at havde spurgt ham da han kom ind på sin familie og havde set dem dø... Hun kunne se at det gjorde ondt på ham selvfølgelig... Oss selvom han prøvede at holde det tilbage.. Han var en mand.. De ville helst ikke græde. "det gør mig ondt at høre."
Hun kiggede straks på flasken der faldt mod gulvet og smadrede... Hun kiggede lidt på den og så op på ham, det havde han altså gjort med vilje.. Æh.. Hun sukkede og smilede til ham.. "Først tror jeg lige jeg rydder dette op.. Og så går jeg i seng bagefter..." hun trak på skulderne, hun var fristet til at spørger om han ikke ville putte hende, men hun gjorde det dog ikke.

Han smilede roligt. "Lad mig gøre det. Det er mig der er en klodsmajor og smadre den. Jeg skal nok rydde det op." roligt tog han fat i sin skjorte og hev den langsomt af. Så hans perfekte muskuløse overkrop kom frem. Før han gik ned på gulvet og begyndte at tørre det værste op med sin trøje før han gik mod køkkenet for at finde noget at tørre med. Han kendte jo huset. Gulvene havde en vane med at suge og blive klistret rimelig hurtig. Så han havde tørt det værste op så han kun skulle vaske gulvet en smule. Han gik roligt ud på badeværelset og tog et lille håndklæde som han gjorde vådt så han kunne vaske gulvet.

Hun kiggede lidt uroligt på ham.. "Øhm.. Okay" hun ville egentlig gerne hjælpe lidt til med det. Hun kiggede lidt da han tog sin skorte af, ingen tvivl om det, han var jo en flot fyr ja.. Mhm.. Men det var dog ikke et ubehageligt blik der lå på ham som han ville kunne mærke, det var blot et blidt blik der betragtede ham forsigtigt som han tørrede det værste op fra gulvet.
Hun fulgte langsomt med ham, til de var i badeværelset og hun stod lidt og kiggede så ham gjorde en klud klar til at vaske gulvet.. Hun sukkede "ikke noget jeg kan hjælpe til med?" Spurgte hun let og smilede til ham og kiggede lidt på ham... Mhm

Hans smil var roligt og blidt. Han så kort ned af sig selv. "Nyder du synet." Spurgte han roligt mens han fortsat så på hende. Før han roligt gik hen og tørrede det sidste af sprutten af gulvet. Og samlede glasskår op i håndklædet. Før han roligt foldede det sammen og tog det så med sig hen til en skraldespand. Og smed håndklædet ud. Derefter vendte han sig mod hende. "Desværre nej jeg har styr på det. Jeg har trods alt boet her før." Sagde han roligt og gik hen for at sætte sig ned foran hende. Og satte sig roligt ved baren. Stadig i bar overkrop. Eftersom han osse havde smidt sin trøje ud.

Hun smilede lidt og lagde armene over kors og løftede lidt på skulderne, "ja... Det ville da være en skam hvis jeg ikke gjorde" hun smilede drillende til ham og gik efter ham, lige bagved ham og stod så bare lidt og kiggede på da der åbenbart ikke var noget hun kunne hjælpe med. "Okay.. Mhm.." Hun var lidt urolig da hun ikke rigtig vidste hvad hun hverken skulle sige eller gøre... Hun gik bare hen og satte sig på bordet ved baren og kiggede på ham da han kom hen og satte sig. Hun betragtede da stadig hans overkrop, for som hun sagde, det ville da være en skam ikke at kigge lidt, men hun kiggede dog oss på hans ansigt for ikke at være uforskammet.

Roligt grinte han svagt. "hvad blev der af det med at gå i seng." Spurgte han roligt med et roligt venligt og blidt smil. "Du mener ikke at jeg skal til at bære dig ind i seng vel." Spurgte han drillende og blinkede kort til hende. Derefter rejste han sig roligt og strakte sig svagt. Roligt begyndte der et venligt og træt smil at stikke frem på hans læber. "Jeg begynder osse at blive træt kan jeg mærke." Sagde han roligt. Hans krop havde været underligt et stykke tid. Som om den manglede energi. Men han havde drukket rigeligt det sidste stykke tid. Måske skulle han prøve og lægge sig og slappe af. Han havde trods alt ikke gjort andet end at forske og træne de sidste mange måneder.