A thing for me? and nothing to you...to bad. For you. (Nille)

S: Bazaaren
O: boder, butikker, folk
T: eftermiddagen
V: overskyet, og alligevel skinner solen lidt. koldt.

Sean stod ved en bod, fuld af gamle bøger. Den ene var mere slidt og mølædt end den anden, mere ormeædt. i nogle af dem truede siderne med at falde ud og det var ikke at forstå nogle faktisk gad se i dem overhoved. Men for Sean var de interessante, for nogle af dem indeholdte historier eller gammel viden, fra gamle tider og det kunne altid være nyttigt.
Han stod med en, der havde en kort over det gamle Underworld, da han bemærkede at solen pludselig kom frem et øjeblik. Det havde været et mærkeligt vejr, i dag. Solen kunne ikke finde ud af om den skulle komme og smelte sneen eller ej og den var sjældent særlig længe, før skyerne kom og overtog igen. og den gjorde da slet ikke vejret varmere! Det var stadig koldt, selv om der ingen vind var lige nu...
Denne eftermiddag havde han nogle almindelige, lyse jeans på. Nogle solide og varme støvler. En sort jakke. De sædvanlige våben, det sædvanlige armbånd. Hans hår strittede lige som meget som altid, lidt ud til alle sider og de mørke øjne gled over omgivelserne, før de igen gled over siderne i bogen.
"Du får den billigt. Jeg har haft den i nogle år, folk er ikke interesseret i den" sagde kvinden bag boden, pakket godt ind i slidt vintertøj, sikkert for at vække folks medlidenhed så de ville betale lidt mere.
Sean smilte kort til hende, før han lod blikket glide ned over bogen igen.
"Hvis du vil læse den, må du altså købe den!" prøvede kvinden igen og prøvede at lyde bestemt, men Sean ignorerede hende bare...

Juleaften... Nille sukkede irriteret... Hun havde altid holdt jul med sin mormor... Men de seneste 2-3 år havde det været anderledes... Hun overvejede at holde det hos sig selv, og gemme sig under dynen. Hun var rystet... Mon ikke alle var det efter at have været på besøg hos dæmonernes leder? Det var de vel nok. Den dag havde noget helt andet på... Den hvide jakke, ja, de sorte jeans, de sorte converse sko... Men inden under jakken havde hun en langærmet sort trøje på... Men det var ikke det som var anderledes... Hun havde en halskæde på... En halskæde med en lille sort fjer... Fra BlackStar. Det var første gang hun havde den på, og hun havde også ringen på... Det var utroligt koldt... Hun trak hætten over håret som var sat i en hestehale der hang ned af skulderen. Hun var blevet bortført af en Rafael... Dæmonernes leder. Men en ved navn Raphael havde hjulpet hende, og Arason ud. Og... Raphael havde også sagt... Noget der foruroligede hende... De ville finde en anden skammer... Eller lave en selv. Noget med ærke engle... Hun forstod det ikke rigtig... Man kunne ikke lave en skammer! Og hun var den eneste rigtige, og stærkeste skammer tilbage! Javist, der var andre med evnen... Men ingen var så tæt på Kyna, og Synas blodlinje som hende. Hun var den stærkeste... Hun sukkede irriteret, og lynede jakken op. Hun puttede hænderne ind i jakkens lommer, og kiggede sig omkring i bazaaren. Det var måske dumt at være der... Når hun var eftersøgt... Men hun var ligeglad... De kunne komme, og tag hende hvis de ville. Hun fik øje på en skikkelse noget væk som stod med en bog... Skikkelsen virkede bekendt. Hun kiggede ned i jorden, og fortsatte med at gå... Sådan at hun gik forbi skikkelsen med bogen, men... Hun kom til at gå ind i skikkelsen. "Undskyld..." Hviskede hun, og kiggede stadigvæk ned, og skulle til at gå igen.

Han lod blikket glide over kortet endnu en gang, slidt som det var, var bogstaverne svære at tyde ordentligt. Han trak bogen næsten helt op til næsen for at se detaljerne...Der, var der noget der? i en glemt sted...Hvad var det? Skjulte bogen mon på en hemmelighed, som bare ventede på at blive tydet?
Han sukkede svagt og lagde bogen ned på bordet igen, da en ny tiltrak hans opmærksomhed...En gammel bog om ritualmagi. Om gammel, glemt magi som ingen huskede længere. Han tog bogen op og bladrede i den. Og stod så stille som lammet, da hans blik gled over en overskrift.
"Dæmonernes hemmelige ritual. Fra fald til magt" der stod nogle om den historie han havde lært så godt...om andre små ting. Sean var helt væk i de ting bogen havde at sige, at han ikke bemærkede folk omkring sig...før nogen var så irriterende at gå direkte ind i ham! Hvad skete der for folk? De var jo født med øjne!
Han var blevet skubbet hen mod den anden ende af bordet, som han havde grebet fat i. Bogen faldt ned på den våde jord, som var våd af sne der smeltede. Han var hurtigt nede og samle den op, mens han samtidig lod nogle mønter falde på bordet, til kvinden, som grådigt tog dem til sig.
"det er ikke nok! Bogen koster mere, den er sjælden!" hylede hun så op, men Sean ignorerede hende og kiggede i stedet på personen som var faldet ind i ham. Han var overrasket. Af alle steder...
"Nille?"

Da bogen dumpede ned i sneen nåede Nille at læse dens overskrift... Hvorfor var den mand så interesserede i den bog? Hun kiggede på ham, og genkendte Sean. Hun sank en klump, og trådte et skridt væk. "Undskyld... Jeg ville ikke..." Mumlede hun, og kiggede ned i sneen. "Undskyld." Mumlede hun, og begyndte at kigge lidt andre steder end på ham. Hun begyndte automatisk at fumle med den lille fjer i den fine sølvhalskæde. Sean virkede så overrasket... Over at se hende... Hun sukkede, og foldede hænderne bag ryggen. "Jeg gik i mine egne tanker..." Sagde hun så, og kiggede nysgerrig ham i øjnene. "Hvad skal du endelig bruge den bog til?" Hun pegede på bogen som han holdte, men... Kom så i tanke om ikke at være alt for nysgerrig. "Undskyld, hvis du ikke vil fortælle mig det så.." Sagde hun så, og huskede så Rafaels ord om Sean... Hun skubbede dem ud af hovedet igen, og kiggede på sneen.

Hans blik gled over hende et øjeblik. Hun virkede...mere underdanig? lidt mere respektfuld? Denne gang. Men måske var det bare en facade. han var ikke i tvivl om hun ville være lige så barnlig og irriterende som altid. Han lod en hånd glide gennem sit hår og så på den nu lukkede bog i sin hånd.
"undskyldning accepteret" inden reprimander, ingen hånlige ord eller skæld ud. Han havde andet at tænke på, end at tage sig af Nille og hendes små finurligheder.
Han så lidt på hende...Skulle han tage chancen? Han havde ledt og ledt og havde været tæt på flere gange, før det var gledet ud mellem hans fingre igen.
"Bogen...Er fordi jeg leder efter en person. En anden dæmon, men med en viden jeg skal bruge om lidt under 9 måneder" svarede han så og så roligt på Nille, mens han ventede på hendes reaktion. nysgerrighed, som hun plejede? Han håbede det.

Nille kiggede på ham igen. De sorte øjne glimtede som altid, og nogle gange så meget at folk kunne tolke det som om hun faktisk brugte evnen... Øjnene glimtede netop på grund af evnen... Men øjnene ville lyse op som stjerner, og være hypnotiserende hvis hun brugte evnen. Sidst de havde mødtes havde Sean haft noget papir... Mon det om den dæmon han snakkede om? Og hvilken viden? Og hvorfor netop om 9 måneder? Tankerne kørte rundt i hende... Det var ALT for fristende at spørge... Men .. Sean havde jo sagt at hun ikke skulle spørge så meget... Havde han ikke? Det mindedes hun. "Undskyld... At jeg spørger..." Hun rømmede sig lidt. ".. Men hvilken slags viden? Og hvorfor netop om 9 måneder?"

Hans smil voksede lidt. Lad os se hvor nemt dette enlig ville blive.
"Tør du spørge?" svarede han en smule kort, før han lænede sig op af boden, satte sig halvt op af den, mens han fortsat så på hende. Der gik et øjeblik, så rystede han på hovedet og rettede sig op igen.
"Lige meget om jeg havde tænkt mig at svare dig eller ej, er dette ikke det rigtige sted. Der er alt for mange nysgerrige ører og folk der alt for gerne vil vide ting...Til det er sikkert" smilte han. Han var reserveret, hverken direkte fjendtlig eller direkte åben og venlig.
"Og det er sikkert ikke noget du kan hjælpe med alligevel..." lokkede han

Nille lagde armene over kors, og kiggede ned i sneen.
Hun sukkede irriteret, og kastede ud med armene.
"Vil du svare eller ej?" Spurgte hun. Hverken venligt, eller ondt. Neutralt.
"Nå, så det tror du ikke? Fortæl mig hvad det er... Og så ser vi."

Han grinte kort.
"altid så energisk. Pyt. Måske bringer det klarhed over nogle ting" smilte han.
"Men så kom...lad os finde et mere stille sted" han vinkede kort til hende og begyndte at finde vej mellem alle boderne og folkene der var der. Hendes nysgerrighed skulle nok få hende til at følge med...Hvis han kendte hende ret.
Kvinden bag boden så irriteret efter ham.
"Kom tilbage! du har ikke betalt...!" så sukkede hun opgivende og slog ud med armene, da Sean var gået.

Hun fulgte efter ham da han begyndte at gå.
"Fino." Sagde hun blot.
Hun grinede svagt af kvindens klage... Hvis hun troede at Sean ville gå tilbage... Tog dybt fejl!

//Sorry kort svar.//

Sean hørte nærmest ikke kvindes ord. Han blev ved med at gå til de stod for dem selv i en afsides krog, lidt væk fra menneskemyldret. En død rotte lå i hjørnet. De stod mellem to huse, hvor et tredje skabte en lille, mørkt krog.
Sean lod kort blikket glide over mylderet.
"Hvor gode er dine forbindelser?" spurgte han så og så på hende igen.
"har du fået lavet dig nogle gode nogle? En masse? Nogle nyttige?"

Nille så på den døde rotte... Lille stakkel...
Hun kiggede på Sean, men kiggede så omkring omgivelserne.
"Jeg mener at jeg har fået nogle... Jeg har ikke lavet så meget den seneste tid... Jeg har stadig en hvis mand jeg skal have en alvorlig snak med... Men... Ja, det vil jeg mene. Jeg har i hvert fald meget jeg skal ordne." Svarede hun, og smilede skævt. "Og hvad med dem?"

Han smilte let. Meget at ordne? det mente alle vel de havde...selv ham, selv om de fleste af dem var af personlige sager lige for tiden.
"Jeg leder efter en dæmon. en dæmon som ved noget om dette ritual..." han løftede bogen og gik ud fra hun kunne ligge to og to sammen. Det ritual der stod om i bogen.
"..Jeg har brug for en dæmon der ved noget om det, lige meget hvem, lige meget hvordan. Jeg har bare brug for det. Det kunne være du kunne holde ørerne åbne?" smilte han let

Hun kiggede på bogen, og nikkede. Hun forstod det lidt...
"Jeg har ørerne åbne... Hvis jeg får helt nøjagtigt at vide hvad du endelig vil med den viden." Hun var en smule forvirret. Det ville hun gerne indrømme. Hul i at han ville blive utålmodig, og mente at hun ikke tog tingene alvorligt.

Han grinte let.
"Nille...du har endelig lært at stille dine spørgsmål rigtig, eller hvad?" spurgte han
"du er fuld af overraskelser...Det vil jeg tage æren for" han blinkede til hende.
"fordi jeg er nysgerrig. en fornemmelse jeg tror du kan sætte dig ind i..." smilte han roligt.

Hun smilede skævt, og kiggede kort på ham inden hun kiggede fremad igen.
"Det vil jeg mene." Svarede hun, og trak lidt på den ene skulder.
"Mange tak... Og du er en meget fornuftig mand." Hun grinede svagt.
"Åh ja... Det kan du tro!" Hun grinede endnu engang.
Et spørgsmål trængte sig på...
"Sean? Kender du noget til Cherokee stammen?" Spurgte hun, og kiggede på ham.

Han så lidt på hende. Det lød...indiansk. han tænkte sig om et øjeblik...Det lød bekendt...
"Er det dem med deres eget skiftsystem?" spurgte han og så lidt på hende.
"Jeg kan måske finde noget i arkiverne..." han trak lidt på skuldrene.
"Så kan man kalde det en...tjeneste for en tjeneste, ikke? nu er det vist min tur til at spørge hvorfor?" smilte han og lod blikket glide lidt ned over hende.

Nille kiggede lidt på den sorte fjer... Mon hun kunne finde en fjer til hendes hår? Det ville være dejligt...
Hun så på ham igen.
"Jeg ved det ikke... Jeg ved ikke så meget om den." Svarede hun, og trak lidt på den ene skulder. "Det ville være dejligt, tak sean." Sagde hun, og smilede skævt.
Hun sukkede lidt.
"Jo..." Hun smilede skævt. "... Jeg er åbenbart indianer... Jeg læste i min mormors dagbog... Og fandt nogle interessante informationer. Det er vist noget med at skammere altid har været indianere... Men at indianer generne var godt gemt... Men da min mormor, og min mor åbenbart var indianere... Så er kommet mere frem i mig. Jeg undrer mig lidt over hvordan jeg kan være skammer endelig..." Svarede hun.

Han så lidt på hende. Indianere...Et gammelt og glemt folkefærd som han faktisk kun troede hørte til hjemme i hans egen verden. Udvandrede de også til denne verden? Stammede Nille oprindelig fra en stamme, hjemme fra hans egen verden?
han viste det ikke. Det lød også absurd. han trak lidt på skuldrene.
"Jeg spurgte. Jeg er ikke ude efter en længere livshistorie" svarede han så og lod blikket glide over de nærmeste omgivelser.
"Men så siger vi det."

Hun vidste ikke meget... Hun vidste kun at hun faktisk var indianer... Nok det sidste hun havde forventet.
Hun sagde intet... Hun kiggede rundt.
"Har du mødt din raceleder?" Røg det ud af hendes mund.

Han drejede langsomt hovedet og stirrede direkte på hende i et langt øjeblik.
"Han har sikkert travlt med mange ting" svarede han kort.
"Der er ingen grund til at se ham. Hvorfor?"

Nilles smilede ikke mere... Tankerne om Rafael var ... Ikke spor gode.
Hun så forsigtigt på ham..
"Jeg har set ham..." Hun kiggede fremad igen. "... Og overlevede."

Han trak lidt på skuldrene.
"heldige dig...Jeg er tvunget til at følge en fyr, som jeg ikke engang kender. Aldrig har set. du har set ham. Jeg er faktisk misunderlig" han smilte svagt til hende.
"Hvordan var han så?"

Nille kiggede kort på ham.
"Du skal ikke ønske dig det..." Mumlede hun.
"Han var høflig godt nok... Men han var også voldelig, uforudsigelig, og havde nær dræbt mig..." Hun kiggede fremad igen. ".. Og Arason."

han grinte. en latter der var overraskende kold.
"Arason, den forræder..." han rystede på hovedet.
"Jeg skulle aldrig have hjulpet ham. pas heller på ham, Nille. Jeg ved i er gode venner. Men pas på...Jeg troede også i et øjeblik jeg kunne stole på ham. Og sådan har jeg det med få" han så på nogle folk der gik forbi lidt fra dem.
"Men han lyder som jeg forventede. Voldelig, kedelig..." han trak lidt på den ene skulder.