Naturens veje(Arycia)

Hun lavede store øjne da han sagde han kom fra en anden tid, 3824.... hun kiggede på ham, kunne det virkelig være rigtigt kom han derfra, men i stedet for at spørge med det samme indtil det ventede hun og hørte efter hvad han ellers havde at sige, hun nikkede forstående til de ting han mest savnede, hun kunne godt forstå han savnede sin normale tid, det var der jo ikke noget at sige til han gjorde det var jo hans hjem, det var det her jo ikke, eller jo det var men... ikke den måde hjem.

Hun lagde mærke til at hans øjenfarve skiftede til blodrød og blev ved med at være det imens han fortalte om hvad han mest savnede, han fortalte sandheden, det måtte hun give ham efter et par enkle ord med hende og han stolede allerede på hende, ikke at der var en grund til at han ikke skulle, hun ville da ikke fortælle det til nogen, det havde hun jo givet sit ord på hun var bare imponeret at han allerede stolede på hende hun ville ikke havde fortalt noget som helst ved første møde måske lidt efter men ikke lige i starten så det måtte hun give ham. Hun hørte efter hvad han sagde lyttede koncentreret til hver evig eneste ord han sagde, hun fik et medfølende blik da han fortalte om sine forældre at de var blevet dræbt begrund af de var forelsket men faktisk burde hade hinanden, *hvad kærlighed ikke kan gøre* tænkte hun og kiggede stadig på ham, men en freak som ham, hvad var han da en blanding eller hvad, hun blev pludselig meget nysgerrig, men hun ventede med spørgsmålene til han var færdig med at tale. Hun kiggede på det billed han hev frem af sine forældre og smilede, hun havde ikke engang et billed af sine så han var ret heldig, hun lagde mærke til mange andre ar på ham, hun gik ud fra at aret i hans ansigt ikke var det eneste han havde, men hun tog blikket væk for ikke at stirre og tvang det til at se ham i øjne selvom det ikke ville, det ville studere hans ar, ikke røre, nej nej... bare kigge men det kunne hun ikke uden han lagde mærke til det.

"Men du talte om du var en 'freak' men hvad er du, en blanding af en engel og en skyggedæmon eller hvad" hun kiggede spørgende, han kunne bare sige til vis han ikke ville svare på flere spørgsmål så kunne han bare stille hende nogen vis han havde lyst!

Dust så hende roligt i øjnene da hun spurgte om hvad han var og hans øjne forblev blodrøde da han nu tænkte på hvor begrænset han egentlig var i denne tid den forbandelse der havde gjort at han nu så ud som han gjorde havde også gjort at han ikke kunne bruge sin skyts engel side og derfor var permanent fanget i dæmon form indtil han havde fundet ud af hvordan han kunne slippe sin skyts engel side fri igen og bruge den daggert han havde i sit bælte der var bundet tæt ind i et klæde! Han havde været nød til at pakke den ind for ellers ville den brænde hans hud når han rørte den i dæmon form og han ville i den grad ikke lægge den fra sig uden videre!

"Originalt er jeg en skyts engel og dæmon i et men efter jeg kom hertil blev jeg forbandet således at jeg kun kan være i dæmon form indtil jeg finder ud af hvordan jeg hæver den forbandelse igen så jeg endnu en gang kan skifte mellem mine stadier!" forklarede han roligt og kunne ikke lade være med at lægge mærke til hendes blik der flakkede lidt mod halsen af hans trøje og han gættede at hun måtte have opdaget hans ar han havde på kroppen!

Dust var stolt af sine ar selvom det havde været smertefuldt at få dem han smilede roligt til hende mens han tog sin rejsekappe af så man kunne se hans løse tøj og de 4 daggerts der sad i hans bælte 2 af dem var komplet identiske dæmon daggerts den tredje var tydeligvis en offer daggert og den sidste var hans indbundne engle daggert
"Jeg har ikke noget imod at lade dig eller nogen anden se mine ar og i øvrigt synes jeg om dig og de er trossalt det eneste eksisterende nedfæstet historie der findes om mig både i denne tid og min tid!" sagde han roligt og tog sin trøje af så hun kunne se hans afmagrede blede muskuløse overkrop der var overdækket med ar tydeligvis var de fleste af dem lavet i hans tid da der ikke fandtes adrigater der kunne lave for eksempel de underlige huller der sad systematisk rundt omkring på hans krop i denne tid! Han havde dog 3 steder på hans krop hvor huden var helt perfekt og som var tattoveret det var lige under nakken, på hans venstre skulder lige ved knoglen ved hans hoved og hans højre arm!

Hun hørte efter hvad han sagde, han var meget fascinerende, sådan at være en blandning, selvom han nu var fanget i sin dæmon form, gad vide hvordan han var som skyst engel, hm.. hun kiggede på ham selvom hendes blik stadig søgte ned til hans ar, hvor kom de dog fra det gad hun godt at vide, men ville det ikke være uhøfligt at spørge.

Hun så til da han tog sin kappe af og kiggede spørgende på ham, hvad skulle det til for nu kiggede hun jo bare mere på ham, og ganske rigtig blev hendes blik holdt fast mod hans krop hvor alle arene var, men hun vende lige blikket mod ham da han talte så høflig var hun da, hendes blik var stadig lidt spørgende, og da han trak sin trøje af ja så kunne han altså ikke undgå at hun kiggede på hans ar, han havde ar over det hele, hvor var det synd hun fik helt ondt, hun undgik at røre dem det ville han nok ikke finde rart, men hvor var der dog mange ar, hvor havde han fået dem alle fra.

"hvor har du fået alle de mange ar fra vis må man spøger" hun kiggede stadig på hans krop mens hun spurgte ham.

Dust havde ikke noget imod at hun var uhøflig han havde prøvet det der var meget være hvilket jo var tydeligt ud fra alle arene han havde på sin krop han havde tydeligvis oplevet ubegribelig smerte gennem sin leve tid og det var historien bag disse ar der udgjorde hans livs historie kun han kendte deres forbindelse og sammenhæng historien der lå bag dem og smerten det påførte at få dem!

Han tog blidt hendes hånd for at føre den mellem arene mens han fortalte om de værste af dem! Han startede med de makabre perfekte runde ar der sad systematisk plaseret ved blandt andet solusplektus de 2 nederste ribben navlen og andre steder
"De her ar er lavet med et tortur adrigat fra min tid der er lavet til at måle kroppens reaktioner når man tænker hvis du mærker efter er der kun hud mellem ydersiden af min krop og mine nederste ribben!" sagde han let og førte hendes finger langs det lille stykke ribben man kunne mærke! Han slap let hendes hånd og så hende roligt i øjnene mens hun frit kunne røre som det passede hende

"Nogle andre af mine ar er stik fra knive og daggerts som du kan se!" sagde han og pegede på nogle af de dykke striber i forskellige længer alt efter udformningen på de våben der havde ramt "Hvis du kigger her på min ryg kan du se at jeg er blevet holdt kunstigt i live i en kort periode ved at kigge på min rygsøjle!" rigtigt nok var der ar efter noget der var boret ind med jævne mellemrum i hans rygsøjle men det sprang lige over hans røde tattovering af et kinesisk tegn for kærlighed men der sad også et ar i selve nakken! Hans 2 andre var henholdsvis det egyptiske evigheds kors på hans højre arm og et forbandelses tegn ved hans strube på venstre side!

Hun gispede da han tog hendes hånd og kørte den over hans ar, hun hørte efter da han fortalte om de værste af dem, tortur, hun stivnede ved ordet, gøs, hun hade tortur hun hade at se folk lide, hun kunne virkelig ike lig sådan noget, at han var blevet udsat for det... Var virkelig syndt og forfærdeligt, hun kiggede ned på hendes hånd da han førte hendes finger over hans ribbn, hun kiggede op på ham og tog sin hånd til sig da han slap den, men der var flere ar hun skulle se.

Hun hørte efter hvad han sagde da han fortalte om de andre som var lavet af daggerter og knive, hun kiggede på de ar han pegede på og sukkede hun kunne ikke holde ud at se på det, hun gispede da han viste hendes hans rygsøjle, man kunne se at det var boret noget ind i hans rygsøjle, hun rakte hånden frem og rørte det forsigtigt og blidt, "gjord det ondt" spurgte hun og kiggede spørgende på ham.

Dust kunne mærke at hun rørte ved arene og han bevægede sig ikke det mindste de var healet pænt for længe siden og det påvirkede ham ikke at nogen rørte ved dem let drejede han sit hoved og så om på hende mens han lod hende kigge og røre så meget hun nu ville! Hans øjne var stadigt blodrøde hvilket var et tydeligt tegn på at han mindedes den smertefulde indsætning af de sylespidse tykke nåle der var blevet brugt uden at give ham noget bedøvelse!

"Ja disse var slemme nålene blev boret direkte ind til min rygsøjle uden at de så meget som gad at bedøve mig jeg var på grænsen til at besvime flere gange og det tror jeg også jeg gjorde men smerten holdt mig hele tiden lige imellem vågen og besvimet!" sagde han stille "De ville afprøve en ny teknik på mig for at finde ud af om de kunne få adgang til min hjerne gennem nervetrådene i min rygsøjle! Jeg lå med dem her i ryggen i omkring en uge kun lige nok fodret til at jeg ikke døde af det men heller ikke fik nok styrke til at gøre modstand!" Dust kiggede let frem for sig mens han mindedes den smertefulde uge "Til sidst fandt jeg ud af at sænke min hjerte rytme nok til at maskinerne viste at jeg var død og de smed mig ud da de ved min død var nød til at afslutte projektet og ikke kunne bruge mit lig til noget! Jeg vågnede op i en skraldespand den følgende nat og åd en skraldemand for at få styrke til at slippe væk!"

Hun trak hånden til sig men ikke fordi hun var frastødt ved ham eller hans ar hun havde bare rørt ved det i noget tid nu og syntes at det nok var nok nu, hun kiggede på ham da han vende hovedet mod hende og smilede svagt til ham og follede sine hænder i sit skød og lyttede til ham, lyttede til hvad han svarede.

Hun fik ondt af ham, det han havde været ude for, det lød bare slet ikke på nogen måde rart, hun kiggede på ham men kunne ikke få øjenkontakt med ham da han kiggede frem, hun satte sig foran ham og smilede til ham mens hun kiggede på ham, han øjne var stadig blodrøde kunne hun se, hun hade at se folk lide, hun sad roligt og tavst og så på ham, hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hm... Hun tænkte lidt "det er jeg ked af at høre" hun mente det, det kunne man både høre på hendes tonefald og se i hendes øjne, hun kiggede på ham og et svagt smil brede sig på hendes ansigt.

//undskyld det er ret kort^^//

Dust betragtede hende sætte sig foran ham og så hende i øjnene mens den røde farve lige så stille fortog sig og efterlod hans øjne ravgule igen hvilket betød at han var stoppet med at tænke på hans tid hans tanker var nu her ved dem de kredsede om hende mens hans smukke følelses tomme ravgule øjne fokuserede på hendes øjne der glimtede smukt i lyset!

"Det skal du ikke tænke på hvad der er sket er sket også selvom det ikke er sket endnu i forhold til den tid vi er i nu!" sagde han roligt og smilede lidt til hende! Nogle dage efter dette møde mellem dem var Dust vendt tilbage til denne skov han stod ved den selv samme sø de havde siddet og snakket ved og så udover den med 2 sværd stående ved siden af ham den ene et skarpretter den anden et sværd han kaldte Samehada som havde bladet bundet ind! Han tænkte på deres samtale hun var den første han havde mødt i denne tid som han havde været så åben overfor og det undrede ham faktisk ikke at han havde været sådan for han var stolt af sit liv han skammede sig ikke et sekund over det og det gjorde ham ikke noget at nogen kendte til hans fortid selvom der dog var nogle ting han holdt hemmeligt af personlige grunde!

En pludselig lyd fik ham til at snappe ud af hans tanker der var nogen eller noget der nærmede sig og lige efter at han mærkede deres aura kom de frem fra skoven! Det var omkring 15 mennesker der havde sneget sig ind på ham og da de kom frem så de ret skummelt på ham de var kommet for at tage ham til fange så de kunne indkassere dusøren der sad på hans hoved og det var Dust ikke i tvivl om for de lignede mere en 2 til 3 dusør jæger bander der havde slået sig sammen ud fra den måde de gik lidt i grupper på med lidt mellemrum mellem hver bande! Dust var ved at være ret træt af den slags bander og det var man ikke i tvivl om når man så hvordan han tog Samehada på ryggen trak skarpretter sværdet op af jorden og gik imod gruppen

"Hvorfor kan i ikke bare lade mig være i ved jo godt at mennesker som jer overhoved ikke har en chance mod en dæmon som mig!" sagde han roligt mens han holdt skarpretteren så ryggen af bladet lå hen over hans skulder!

//Gør ikke noget her er hvertfald lidt at arbejde med så kan det være din krea vågner lidt x)

Hun så hans øjne ikke længere var røde, hun smilede venligt til ham og betragtede ham med et varmt blik, hun nikkede "Ja det har du ret i" sagde hun lidt halv grinende og sad bare tavst og kiggede på ham.

Arycia var i den samme skov som hun var for nogle dage siden og havde mødt Dust, der var kommet en ret god samtale mellem dem, skulle hun nok mene, hun gik og nynnede en beroligende melodi, hun havde sit normale tøj på, brune bukser, brun trøje og en pels udover, hun havde et sværd som hang i pelsen som blev brugt som et slags bælte, hendes violin havde hun på ryggen i en slags spænde og hendes bue gik hun med i hånden.

Hun stoppede hurtigt op ved en sø, det var den samme Dust og hende havde mødtes, men grunden til hun havde stoppet op var fordi hun havde hørt en stemme, ikke just en stemme, hun kendte den stemme selvom hun ikke havde været i selvskab med den i lang tid kunne hun stadig huske den, Dust! hun kiggede hen hvor stemmen var og fik øje på Dust og sådan ca. 15 mænd overfor ham, det var ikke fair, han var i undertal, *måske skal jeg hjælpe ham* et smil bredte sig på hendes læber, hun løb mod Dust og kom op ved siden af ham, hun trak sit sværd op af sit pels bælte og smilede ondt til de 15 mænd, "long time no seen" sagde hun til Dust uden at kigge på ham, hendes blik fokuserede på de 15 mænd som stod foran dem og som de gik tættere på, hendes onde smil var der stadig og hendes øjne var følelsesløse.

"Jep long time no see but yet here we are ready 2 fight!" sagde han roligt mens hans øjne udregnede en angrebs rute og hans hænder løftede skarpretter sværdet klar til angreb! Han så kort på hendes sværd og et følelses forladt smil bredte sig på hans læber ved tanken om at hun lige som ham gik med våben og ikke virkede bange for at trække det selvom det ikke var hendes kamp "Lad mig se hvad du kan med det fine sværd du har der! Du tager de 7 til højre så tager jeg de 7 til venstre ham i midten får den der er hurtigst!" sagde han som om dette blot var en leg for ham!

Dust nærmest fløj frem mod den fyr der stod længst til venstre og slicede fyren som om han var en klump smør sværdet lavede et rent snit så blodet sprøjtede ud til siderne før den øverste krops del gled af den nederste og kroppen faldt sammen! Med det samme gik banderne til angreb på dem og Dust virkede nærmest som om han blot dansede gennem det hele med sit sværd svingende om sig!

Arycia kiggede dog lige en enkel gang på ham og smilede venligt til ham, men vende blikket mod dem igen, de skulle ikke slippes ud af syne, godt nok var de to nu men de var stadig i undertal, hun smilede lumsk da hun hørte ham tale, en udfordring, kastede han en udfordring efter hende... "bring it on"

hun kiggede mod dem og let og elegant løb hun hen til den nærmest hende mod højre, hun svingede sit sværd mod manden hals, manden nåede ikke at reagere inden hans hoved trillede ned til søen og lavede den lidt rød, med det samme gik de til angreb på hende men hun følte sig ikke i undertal, med hendes kræfter og hendes kampevner var det dem der var i undertal, hun svingede sit sværd om sig og hoveder trillede, dog var der ogs lidt kamp, hun kæmpede ogs mod dem fysisk, slog dem i mavene, sparkede dem hvor det var værst, hun fløjtede bare flabet i mens hun var i gang, hun nåede til den sidste, et stor gut med langt mørkt hår, hun hoppede op i luften og da hun lande på jorden med knytnæven ned i jorden og på hug trillede hans hoved, hun kiggede op og rejste sig, hun gik hen mod manden i midten stille og roligt og betragtede Dust som ikke gjorde det helt så værst.

Dust behøvede ikke at slå eller sparke med hans store sværd og hans bevægelses hastighed dækkede han nærkamp og let mellemdistance kamp hvilket gjorde at blod fossede ud overalt omkring ham og kroppe blev hugget i uden at sværdet som sådan blev stoppet af modstanden på grund af vægten og svingnings hastigheden!

Da Dust var havde dræbt nummer 6 så han at Arycia var en god kæmper og havde lige dræbt hendes nummer 7 så i det sekund hans nummer 7 stod på linje med den sidste af dem som den hurtigste af de 2 kunne få lov at dræbe smilede han blot satte en hånd på enden af sværd skaftet og trykkede hårdt frem af så sværdet bordede sig gennem hans nummer 7 modstander og vægten fra sværdet krydset med tryk kraften fra Dust fik sværdet til at fortsætte lige til det hang mellem de 2 sidste der var gennemboret!

"Jeg tror lige jeg lavede en menneskelig chiskebab alla skarpretter sværd!" sagde Dust roligt mens han så på de 2 dræbte modstandere der faldt sammen synkront på grund af sværdet der sad gennem dem! Han tog roligt fat i sværd skaftet rettet det lidt op og satte en fod mod det forreste menneske "Jeg vil tilegne mig sværdet i menneskene og blive konge af blod badet!" sagde han roligt men han lød alligevel komisk og det så endnu sjovere ud med det skøre ansigts udtryk da han trak sværdet ud og stod med det pegende mod solen som en ridder der havde besejret en drage "Jeg erklære nu det overdimensionerede kæmpe sværd for mit og jeg kræver at det bliver renset lige nu!"

Hun grinte lidt af Dust og han dramatiske scene efter han havde dræbt sin nummer 7 han var ret sjov syntes hun, hun smilede til ham og havde hendes varme øjne rettet mod Dust med et grin, hun mærkede noget stikke i hendes mave, hun kiggede lige ud og så manden som hun havde gået hen i mod og skulle havde slået ihjel stå med sit sværd inde i hendes mave, Arycia kiggede ned på sværdet som sad i hendes mave og tog om det og trak det ud med et skrig af smerte, hun smed sværdet på jorden, faldt om på jorden og krummede sig. Manden var selvfølgelig allerede flygtet fra stedet med synet af de andre som var døde.

Hun kiggede hen mod Dust med tåre glidende ned af hendes kinder, hun rakte hånden frem mod ham og hviskede "Dust... hjælp" hun lå på ryggen og hold på såret som blødte kraftigt, hun gispede et par gange efter vejret men ellers var hendes vejrtrækning normal.

//Krea svigt, beklager meget, og håber det er okay vis jeg bringer lidt drama med ind //

Dust ignorerede den der havde angrebet Arycia som flygtede og gik direkte hen til hende gik i knæ ved siden af hende og trak en daggert frem fra sit bælte skar sig i hånden og smurte såret ind så hans blod blandede sig med hendes han lagde sin hånd mod hendes mave hvor såret var og hviskede nogle ord så blodet omkring hans hånd og under den størknede til et skjold der blokerede såret i at bløde mere!

"Tilgiv mig for at ødelægge dit tøj Arycia jeg skal nok give dig noget nyt når du kommer dig!" sagde han roligt og så hende kort i øjnene "Og du våger på at dø fra mig!" Dust vaskede forsigtigt det overskydende blod væk med noget vand fra en dunk han fremdrog fra sin rejsekappe lagde den til side og tog en daggert som han brugte til at skære tøjet op så hendes trøje dækkede hende omkring brystet og hun havde bar mave! Med lette bevægelser fik han hakket sin hånd fri fra skjoldet han havde lavet på hendes mave og fjernet det værste af det størknede blod så der sad et tyndt lag der holdt sammen på såret!

Da dette var gjort fremdrog han en lille beholder med alkohol og en lang rulle gazebind som han ville bruge på hende "Det kommer til at svi men det er nødvendigt for at undgå infektion du har heldigvis ikke fået nogen skader din krop ikke selv kan heale men du er nød til at slappe af noget tid!" forklarede han før han forsigtigt rensede såret og det lykkedes ham at få hende bundet ind med en minimal smerte for hende!

//Det går nok og jeg kan godt lide drama x)

Hun kiggede på Dust som kom hen og satte sig på knæ ved siden af hende, hun så lidt forvirret på ham da han skar sig selv i hånden, hun lukkede øjne hårdt i da han lagde sin hånd på hendes sår på maven, hun åbnede øjne da han begyndte at hviske nogen ord og hun kunne mærke blodet størknede, hun kiggede op på ham med sit stadig varme blik selvom det havde mistet en smule af varmen.

Hun smilede svagt til ham da han undskylede for at rive hendes tøj i stykker, "det behøver du ikke..." han behøvede altså ikke at skadfe hende noget nyt tøj hun havde masser der hjemme, så det gjorde ikke noget han rev det i stykker. "Det skal jeg nok lade vær med" hun kom med et af sine flabede smil, det kunne hun stadig selvom hun lå med et sår i maven, hun holdte øje med hvad han lavede, hun rødmede en anelse da han skar hendes trøje op så hun havde bar mave, hun betragtede det størknede blod som holde sammen på såret, hun strejfede det forsigtet med fingerspidserne og tog så hånden væk igen.

Hun nikkede bare til det han sagde, hun var ligeglad om det sveg han skulle bare gøre det der skulle til, "bare gør det der skal til" hun kigggede op på ham og ventede på svien han sagde der skulle komme, hun bed tænderne sammen da han begyndte at rense hendes sår, tåre trillede ned af hendes kinder. Hun trak vejret dybt da han havde fået bundet hende ind i det gazebind han havde, hun smilede op til ham "Tak" sagde hun stille, hun ville gerne side op nu, hun kunne ikke ligge ned mere, men måtte hun, hun valgte at spørger ham først "kan jeg sætte mig op"

Dust tjekkede forbindingen en sidste gang før han rettede sit blik mod hendes øjne da han var sikker på at han havde gjort det ordentligt at den sad tæt og ikke pludselig gik op eller noget da såret endnu var meget skrøbeligt selvom han havde lavet laget af størknet blod hen over det "Ja faktisk vil jeg helst gerne at du sidder op det gir din krop en bedre blodcirkulation og det er godt for den naturlige regenerering!" sagde han roligt og hjalp hende forsigtigt op og sidde så hun ikke spændte for meget i mavemusklerne!

Hans kendskab til det at ordne sår var ret stor da han selv havde prøvet at lappe sig selv sammen op til flere gange efter at have fået dødelige sår og skader i kamp og at hjælpe andre der var kommet til skade var ikke lige just meget svære end at gøre det på sig selv "Nu skal du bare huske at forbindingen skal skiftes hver halve dag de næste 2 dage derefter burde såret være lukket nok til at du kan lade det få luft og når det så er væk har du kun et fint ar til minde om hvad der er sket i dag!" sagde han og satte sig ned ved siden af hende!

Hun smilede taknemligt på ham da han hjalp hende op og side, hun ømmede sig og tog sig til maven, hun kiggede op på ham med et svagt smil og rettede sig lidt op, hun prøvede ogs lige at se om hun ogs kunne komme op og side, men det kunne hun ikke det gjorde for ondt og hun skar en grimasse.

Hun nikkede af det han sagde, hun skulle skifte sine forbinder hver halve dag de næste to dage, hun kiggede lidt undrende op på ham, et minde om hvad der skete i dag, hun ville ikke mindes om hvad der skete i dag, hun måtte hjem det blev hun nød til... men hun kunne ikke gå selv, hun kiggede på Dust, "jeg ved godt du har gjort meget allerede men... vil du ikke følge mig hjem jeg kan ikke selv gå og jeg bliver nød til at komme hjem"

Dust så undrende på hende da hun spurgte ham men nikkede så tog hende op i sine arme og rejste sig op så hun kunne slappe af og så at sige lade ham være hendes ben! Han så roligt rundt da han ikke vidste hvor han skulle gå hen og så, så på hende med hovedet let på skrå!

"Du er nød til at vise vej jeg ved jo ikke hvor du bor henne kære ven!" sagde han roligt og rettede sig lidt så hun lå bedre i hans arme og afventede hendes vejvisende `ordrer´!

Hun smilede taknemlig på ham da han tog hende op i hans arme, hun lagde armene om hans nakke for at holde sig mere oppe, ikke fordi hun tvivlede hans kræfter, men hun ville bare være sikker.
Hun kiggede op på ham og kiggede selv lidt rundt, nej selvfølgelig, det var jo rigtigt han vidste ikke hvor hun boede.
Hun kiggede lidt rundt og fandt så den vej... Hun pegede direkte lige ud "Vi skal bare ligeud hele vejen, så kommer du til en forhøjning med et ret stort træhus" hun smilede til ham og nikkede. Hendes hus var ret så nemt at finde.

Dust lod hende lægge armene om halsen på ham, og så lige ud da hun sagde det var den vej de skulle. Han nikkede let for sig selv, før han uden problemer hoppede op på en gren der hang omkring 10 meter over jorden, og fortsatte fremad ved at hoppe fra gren til gren. Da han nåede frem til det sted hun havde forklaret, så han træhuset og hoppede ned på jorden for at gå stille og roligt derhen. Under hele turen havde han sørget for hun ikke led overlast, ved at bevæge sig med sikre bevægelser.
"Det ser pænt ud dit hjem!" sagde han roligt, og betragtede hende kort mens han gik.