I destroy everything around me. I'm sorry for everything.//Jacob//

Han vendte sig om og kiggede på hende..
"Du er fuld Jade, benægt det ikke," grinte han kærligt og lagde armene på kors.. "Det er skønt at vide at jeg ikke er den eneste som ikke kan danse," Han rystede på hovedet af grin..
Forsigtigt lavede han en lille lystig bevægelse, den var ikke særlig synlig, men den var der.. "Mere kan jeg ikke," Han grinte af sig selv..

Jade kiggede alvorligt på ham.
"Det er jeg adeles ikke!" Svarede hun med et nik.
"Ja ikke?" Sprugte hun og dansede lidt for sig selv, men hun var fuld og svajede en del. Hun havde lyst til at gøre ting, men hun turde ikke. Men hun var jo fuld, hun ville ikke engang kunne huske denne aften næste dag! Hun dansede hen til ham og smilte en smule lumsk.

Jacob kiggede på hende, med et løftet øjenbryn..
"Du er fuld," sagde han og grinte.. "Men, det er klart at du ikke vil indrømme det, det vil fulde væsner aldrig," Hans grin var varmt..
Da hun dansede hen mod ham blev han bare stående og lavede sin lille vrikke bevægelse, der skulle betegnes som en dans, selvom det mere kunne ligne at han lignede en der ikke vidste hvad han skulle gære af sig selv.. Det gjorde han egentlig heller ikke.. Han kunne ikke danse.. Han smilte bare lumsk tilbage til hende, selvom han måtte indrømme at han ikke vidste hvor hendes lumske smil ville føre hen..

Jade dansede bare lidt stille.
"Jamen jeg er ikke fuld." Svarede hun bare og gik helt hen til ham. "Og det kan du sige, mange gange." Svarede hun stille og kyssede hurtigt hans læber og var atter usynlig.. Det var den måde hun slap for konflikter.. Hun listede 110 % lydløst ud i køkkenet og satte sig i et skjult hjørne, hvorfor blev hun ved.. Han elskede hende jo ikke...

"Jo du er.." Han blev afbrudt, da hun hurtigt placerede sine læber på hans endnu engang.. Det gav et chok inde i ham, men han nåede ikke rigtig at reagere før hun allerede havde trukket væk igen..
Og endnu engang, stod han fovirret tilbage, da hun pludselig var væk.. En smart måde at slippe for konflikter på..
Han sukkede.. Stemningen var blevet en smule grå.. Endnu engang..
Han kiggede ned i jorden og gik hen for at sætte sig på sengen...

Jade dunkede hovedet tilbage i væggen og gjorde sig synlig igen. Hun kiggede op i det tomme loft.
"Hvorfor er hun så meget bedre end mig?" Kom det flyvende ud af hendess mund, med en lidt trist stemme.
"Men JAcob du skal ikke bebrejde dig selv, jeg ville ønske jeg havde nogen som elskede mig.." Hun rejste sig op og gik hen til køkkenvasken og kiggede ned i den. Hun sukkede.

Han hørte hendes stemme..
Med hende, vidste han godt at hun mente Nille.. Det var da ikke til at svarer på? Nille var noget specielt for ham, men hvordan fik Jade det til at se som om at hun var bedre end hende selv?
Piger, han forstod ikke rigtig deres tanker.. Nogen gange var de nemme at forstå og andre gange var de så forvirrende, at man skulle tro at man havde begivet sig ind i en labyrint uden ende..
"Jade jeg.."
Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige..

Hun kiggede op fra vasken.
"Du skal ikke sige noget.." Svarede hun bare kort og kiggede ned igen. Hun kunne mærke det pressede på hendes side, stadigvæk. Det mindede hende om Lailah, hendes barndoms veninde.. Men ja.. En havde hun da.. Men.. Hun klemte øjne sammen, hun burde havde vist at det healede for hurtigt.. Hun løftede lidt op i hendes trøje og kiggede på der hvor et spark havde været placeret. Hvad grunden for det ikke var healet ordenlig vidste hun ikke. Men det gjorde bare så ondt, som at genopleve det helle igen. Så kom hun i tanke om hendes fars evne, han havde evnen til at bringe folks minder frem igen ved at bringe smerterne frem. Hvorfor ville hans ånd dog gøre det imod hende. Hun kunne føle slaget i ansigtet så hun blødte stile.. Næven på hendes ryg, og sparket på hendes side som fik hende endnu engang til at kaste blod op som om det virkelig fandt sted.. Eller måske var det ikke hends far, hun kiggede ud af det lille vindue.. En trejde dæmon.. En kvinde.. Ansigtet kunne hun ikke se. Jade klemte øjne sammen, hvorfor bringe alle smerterne frem igen. Hun spyttede noget blod ud igen. Hvis Jacob kom derud ville det bare ligne hun var ved at prøve at dræbe dig selv..

Jacob vidste ikke hvad han skulle sige, men det betød ikke at han ikke ville sige noget.. Den akavede stemning skulle ikke finde sted.. Han ville redde ud på den.. Nu ville han spørge hende om et spørgsmål, om hun så kunne svarer på det eller om hun ikke vil vide hvad hun skulle sige, var også et spørgsmål..
"Jade hør her," sagde han og gik ud til hende..
Han spærrede forvirret øjnene op.. Der lå blod på jorden og det lignede at Jade var ved at dræbe sig selv, hun hostede blod op og smerte skød næsten ud af øjnene på hende..
"Hvad sker her?" spurgte han forvirret og løb hen til hende..
Han kiggede rundt..

Jade koncentrede sig om at trakke vejret at hun ikke rigtigt kunne tale. Hun kunne mærje grebbet som om hun blev kvalt, hun gispede efter vejret. Hun havde det som om at hun var ved at dø.. Hun kunne mærke følelsen. Og hendes evne svigtede hende ligenu.. Hun var for svag...
Hun ville skrige men holdte det inde, den kvinde som gjorde det måtte være manden som Lailah dræbes kvinde.. Jade kunne pludselig mærke følelsen af hends vinger som blev rygget af og hendes ryg blødede atter igen.. Tårerne væltede ud af hendes øjne.. Og endlig kom det.. Skriget hun ikke havde kunne få udover sine læber..

Der var noget helt galt...
Hvis han ikke vidste bedre, ville han tro at hun var ved at blive kvalt af et par usynlige hænder.. Et par usynlige hænder.. Det kunne jo godt lade sig gøre, men hvem pokker ønskede at dræbe Jade?
"Hold ud Jade," sagde han stille og gik om bag hende, om han kunne stoppe det som var i færd med at kvæle hende var ikke godt at vide..
Forsigtigt prøvede han at kaste is mod hvad end der angreb hende..

Kvinden stod udenfor og fik øje på en anden dæmon, og ville have ham væk uden at ansgribe en af sine egne. Men ville vente til en anden dag.. Hun gik og slap derved smerten over Jade. Jade fik hurtigt fast i køkkendiskens kant.. Og pludselig var alt smerten væk, hun trak vejret hurtigt men hun lyttede til Jacobs vejrtrækning og fik langsomt den rigtige vejrtrækning.
"Hun var udenfor.." Sagde hun stille og kiggede ned i vasken igen.. Hun sukkede kort, og pludselig ikke fuld mere. Hun hamrede hånden ned i disken.. Hun kunne huske alt alligevel! Pokkers!

Endelig stoppede hun med at gispe efter vejret og hans hjerte kunne falde til ro igen.. Hvad det end var, så var det væk nu.. Men frygten for at det eller den skulle komme tilbage strejfede hans sind.. De måtte være på vagt..
"Udenfor?" spurgte han stille og kiggede ud af vinduet, der var intet at se.. Så hvem hun end var, var hun stukket af så hurtigt hun nu kunne..
Han vendte sit blik mod Jade igen, efter han havde fået et lille chok over at hun havde hamret sin hånd ned i bordet..
"ER du okay?" spurgte han og lagde en hånd på hendes skulder..

Jade kiggede op i loftet.
"Ja udenfor, hun vil sikkert have hævn.." Svarede hun kort og lukkede øjne stille i.
Hun kiggede nu ind i muren, med store øjne hun vidste ikke hvad hun skulle sige.
"Jeg er ikke typen som lyver, men alligevel gør jeg det fordi jeg ikke kan lide andre har det dårlig over nogeet jeg har gjort.." Svarede hun. "JEg kan stadig mærke når du frygter noget, jeg ved de ting om dig som jeg vil vide." Hun gik bare ind til hendes seng og smed sig på maven. Hun vidste nu at han elskede Nille, hun vidste at han havde sværget på at han aldrig ville elske hende på den måde.. Hun lagde hovedet ned i puden så det var begravet..
"Hvad gør jeg forkert!" Mumlede hun ned i puden, men det lød mere som volapyk.

Selvfølgelig vidste hun alt...
Han kunne krybe i et musehul.. Hvorfor skulle han såre hende på denne måde.. Ja, han havde sværget at han ikke ville elske jade på den måde, men han havde ikke sværget at han ikke ville elske hende som ven..
Han sukkede og kiggede flovt ned i gulvet..
"Jade," sagde han stille, men hun var allerede gået ud af køkkenet.
Forsigtigt gik han ind til hende og satte sig på sengekanten..
"Undskyld jade," hviskede han.. "Det er ikke min mening at såre dig på denne måde,"

Det var jo ikke hans skyld det var hendes egen..
Hun satte sig op.
"Den eneste som skal undskylde er mig, det mig som er så ulidelig at være omkring.." Svarede hun og kiggede lidt ned.
"Det min skyld i blev uvenner, det min egen skyld ingen vil holde af mig fordi jeg er sådan som jeg er." Hun sukkede hurtigt.
"Det er derfor ikke, jeg er sådan en møg irriterende flab ingen gider at være i nærheden af?" Sprugte hun stille og kiggede forsigtigt op på ham.

Hvad snakkede hun om?
Alt hvad hun sagde passede ikke! Hun var ikke ulidelig.. Hvad var dog det for noget at sige? Jade var da en sød pige, som man kunne stole på og have det sjovt med.. Han kunne godt lide at være i hendes selvskab..
"Nej!" Svarede han. "Du er aldeles ikke sådan jade, det må du ikke tro!" Han kiggede på hende med et bestemt, men så alligevel venligt blik. "Jeg kan lide at være hos dig, det må du ikke tro at jeg ikke kan,"

Hun lyttede og endte med at klyge sig ind til ham og græde. Hun ville være have nogle at græde ud ved..
"Jeg ved ikke hvor det kommer fra.." Svarede hun stille med en forvrænget stemme.. Hun kklemte øjne sammen så tårene fossede ud af øjne og ned af kinderne.
"Men jeg ødelægger dit liv.." Sagde hun stille..

Han lod hende klynge sig ind til ham.. Han vidste at hun bare havde brug for en at græde ud ved.. En at snakke med.. Og at give et kram hjalp vel altid..
Han krammede hende tilbage, for at berolige hende..
"Nej," hviskede han. "Nej du ødelægger ikke mit liv," han stoppede ikke med at kramme hende. "Det er ikke din skyld, det er hverken din, min eller nilles.. Sommetider sker der bare ting og det kan vi ikke lave om på,"

Hun fandt det behageligt at han ikke hadede hende.
"Jo jeg gør, jeg har lavet strid mellem jer.. Men du burde have fortalt mig det?" Svarede hun stille, det burde han. Tlnk hvis at hun havde set Nille som en trussel og slået hende ihjel?! Så havde han hadet hende, men inderst inde vidste hun godt at Nille ikke ville tilgive hende for det.
"Måske, men så er det altid ved mig. Hvorfor er jeg altid uheldig."

"Du har ikke lavet strid imellem os," hviskede han stille.. "Alt skal nok blive som det var før, bare vendt og se," han smilte til hende, selvom han godt vidste at hun nok ikke kunne se det.. "Ja, det ved jeg, men forstår du.. Vores forhold er en hemmelighed pga. Der er så mange fjender," han sukkede kort.. Jade var nok den eneste som vidste det udover dem selv.. "Men jeg troede på en måde at du allerede vidste det, eftersom du kan se alt om mig,"

Jade lyttede det var hun enlig ret god til.
"Måske men jeg ville ikke rode for meget i dit privat liv. Jeg har grænser og det har du også? Jeg kunne finde hver lille ting om dig hvis jeg ville, jeg ved det med Rose din eks. Lige til at du ser en vampyr som din bror?" Sagde hun stille og snøftede en gang.

Pludselig grinte han kærligt..
Måske var det fordi hun sagde at hun ikke vil snage i hans privat liv, hvilket han respekterede, men han kunne ikke lade være med at grine da hun nævnte rose og Christian.. Så lidt snagede hun..
"Så du snager ikke hva?" Sagde han og kiggede på hende med et kærligt løfter øjenbryn.

Hun rullede øjne af ham.
"Tro mig det kunne være værre. Jeg kan finde ud af alle pinlige ting og alt andet om dig. Mærke når du frygter nogeet." Svaredeh un og kiggede op på ham. Hun trak sig tilbage og kiggede på ham.

Pinlige ting om ham? Han kunne ikke komme i tanke om nogen pinlige ting.. Ikke noget han holdte skjult i hvert fald..
"Pinlige ting?" Spurgte han efterfulgt af det samme kærlige grin. "Jeg har ingen pinlige ting at skjule," han løftede på skuldrene og kiggede på hende..
Han kunne ikke komme i tanke om noget..
Det kom selvfølgelig an på hvad andre folk så som pinligt vel..
"Eller, det mener jeg ikke at jeg har,"