//Fri//The call of a warrioer

"Nej...fandme Nej...dét var den sidste mønt, hit med den " hvæsede den blonde pige af en ork der var en arm i undertal.Sikkert havde han mistet den under en kamp, og stod nu Istedet og solgte den lokale øl bryg i en af de mange boder.
Camille stod med begge hænder plantet på bodens kant.
Hendes dueblå kappe med et snoet binde bånd i livet, skjulte den mere moderne sorte kjole hun bar inden under, da kun de sorte støvler af læder kunne ses stikke frem.
"Jeg vælter hele lortet ,hvis du ikke giver mig min mønt" truede en lettere frusteret Camille, efter at havde fundet sig i diverse meget lidt pæne ord og eder , udstødt af den ækle ork, der kun havde givet hende en øl, men ikke hendes drikke penge.
Hun var ved at blive rasende, dét ville være meget upraktisk at lave en scene lige her, blandt så mange væsner, men hendes retfærdigheds sans blev i den grad provokeret, og desværre for Camille var hun ofte meget...impulsiv...i disse situationer.

Cortez blev fanget af et skrigende pigebarn der havde gåpå
mod over for en gammel ork, modigt eller mere dumdristigt.
Hun var ikke af vampyr, dæmon eller varulve racen, så en slås
kamp ville måske alligevel være til den enarmede orks fordel.
Cortez stirrede på den godt gemte kvinde som blev omfavnet
af en kappe. Selv havde Cortez mest biget hen af Sigøjner tøj
på, ikke fattigt men heller ikke det de fine gik i.
Han begyndte at trække sig mod larmen.

Orken slog en høj latter op.Hans gule øjne forlod ikke Camille på noget tidspunkt ej heller nåede latteren derop.
Camille stirrede trosigt igen, som en fræk ungen der ikke ville vige sit blik ,holdt hun dét på ham.Dét eneste tidspunkt hendes blik flakkede, var da en stribe slim begyndte hænge ud af orkens mundvige.
"Giv mig dén skide mønt...eller du fortryder".
Hun var i et fælt humør og han havde valgt dén forkerte pige at stjæle fra, for dét var hvad han gjore.
Camille tænkte ikke over dét, men hendes vrede fik hele boden til at Sitre og løfte sig nogle centimeter op og ned, meget aggressivt og hurtigt.Som var bordet besat.Orken gloede lidt fordummet på dét.
Han var ikke dén hurtigste cykel på molen.

En kold aura kom omkring Camille som var der kommet en kulde
der ikke ville forsvinde, Cortez var i det samme op ved siden af
hende. "Jeg fornemmer at du ikke er far Dorken" (orken hedder dorken )
Cortez stod som en anden overlegen knægt/ungmand over for orken
der mest af alt lignte en man havde mere lyst til at slå på end at få øl
fra. Et kort blik faldt på Camilles ansigt, han kiggede hende i øjnene.
Hun ville se at hans øjne måske var som nogen andre hun måske havde mødt.
Igen faldt øjnene på orken. Et let og åbent smil kom fra Cortez af og skjulte
ikke hans tænder. Han havde intet at skjule, han var hvad han var og
han nød det.

Camille følte sig næsten ...forstyrret...da en kølig brise omgav hende og hun måtte slippe Orken med sit vrede blik.
På Samme tid fyldte en stemme, en herre stemme,hendes øre og hun kiggede op.
Et fremmed ansigt, en ubekendt mand og alligevel svimlede det for hende et øjeblik.
øjnene!!
Det kunne ikke være tilfældigt, no way.De var ens,helt ens...så det ud til.
Hendes blik gled ned til hans mund ...tænder....ja,for fanden,vampyr ...ligesom den anden fyr.
Camille slap boden,der staks stod ubevægelig igen.
Hun ville tage benene på nakken...og flygte.Ikke noget med at lege superwoman hér, de vampyr ville blive hendes død hvis ikke hun tog sig iagt.

Orken så forvirret ud...og lidt ængstelige, den var måske ikke klog, men dog klog nok til at vide at den ikke ønskede ballade med vampyren." Skal du ha øl ?" Forsøgte den at undgå ballade og spørgsmål .

"Det kommer an på hvad pigen siger" sagde han og vendte igen blikket
mod den lille pige, blikket røg igen over på Orken. Han så faretruende og
samtidig utroligt afslapped på Orken. Han ventede på svar fra Camille. Dog
kom det som et slag at hendes aura ændrede sig fra vrede til ængstelighed
og nervøs. Det fik Cortez til at dreje helt for at se på hende. "Hvad siger du"
Hans øjne var rolige og kun en svag underlig perle agtig ting fløj rundt i den
metalliske grå farve.

Camille kunne flygte eller kæmpe, det var hvad hendes instinkter kæmpede om.Men som den stædige pige hun kunne være, nægtede hun at lade sig tryne, hverken af en ork eller denne mystiske vampyr.
"Han " sagde Camille med afdæmpet stemme og nikkede mod orken, selv om hendes øjne ikke slap vampyren et sekund, "Skylder mig en mønt " fastholdte hun.Og ville rive hele hans skod bod ned, hvis ikke han betalte.Camille var normalt langt mere overbærende, men normalt eksisterede ikke i hendes liv for tiden, og hun var lidt mere...utålmodig end vanligt.Blev man det af at ...bo med en dæmon,eller skyldtes det udelukket hende selv? Hvad ville vampyren gøre ?

Vampyren vendte nu alt sin koncentration på orken og lavede en svag hurtigt
bevægelse med øjenbrynene, inden orken hev sin kasse frem med de mange
forskellige mønter. Cortez lod en hånd blive lagt på bordet, han havde en ring
med et underligt mønster. det lignte nærmest at slangerne som var mønstert
på ringen bevægede sig. Igen kiggede Cortez ind i Camilles øjne, hun ville nok
føle en underlig kulde, når hun så i dem som var de lavet ud af is.

Ganske rigtigt.Hendes blik brændte fast i hans særprægede øjne og en kulde begyndte at indhylle hende.Om det var selve vampyren, kun hans øjne eller om det skyldtes ringen, vidste hun ikke.
Et lysglimt....( i hendes hjerne ) gav hende et flash...denne vampyr havde meget magt og ordet klan leder gav genlyd i hendes tanker.* klanleder? Er der klaner for blodsugerne her? Og hvad betyder der,bekriger de hinanden indbyrdes ?* hun blev et kort øjeblik forvirret, og da hun kiggede på hans hånd dansede slangerne stadig på hans ring.

Orken , smækkede en stor mønt ned i Cortez hånd , lavede et gryntende lyd og skyndte sig at blive hurtig optaget af andre gøremål, i håb om at der ikke var mere mellem dem.Mønten regnede han med Cortez ville give den belastende menneske pige.

Cortez vendte mønten en omgang i sin hånd før han lod den blive
kastet som en plat eller krone mønt over mod Camille og hun greb
den var hendes valg. I det samme vendte han sig om og begyndte
at gå, han havde ikke mere at komme efter. Han kunne mærke på
pigens aura at han allerede havde sat sit præg. Kulden som han
udsprang af ville fjerne sig med tiden i Camilles krop, men lige var den
indprintet i hendes courpus

Uden at give det større omtanke, greb hun uden tøven mønten med sin hånd.Reflekserne fejlede i det mindste ikke noget- endnu.
Hun stak mønten i en lomme og så efter fyren, der var ved at gå.
Takke, havde hun ingen hensigt om, dog ville hun gerne have tilfredsstillet sin nysgerrighed...eller upgraderet harddisken om man ville...for sikkert var det hun manglede viden om vampyrene i Underworld.
Hun råbte derfor...efter hans ryg, og hendes stemme lød selvsikker...
"Demetri...du kender ham ?"

Han stoppede op og kiggede skævende tilbage mod hende,
et underligt smil kom på hans læber som nærmest formede
sig som et lad smil, men han svarede ikke, begyndte igen at
gå. Hvis hun ville opgradere sin harddisk skulle hun ihvertfald
ikke gør det råbene til ham. Folk skævede svagt til Camille da
navnet Demetri blev nævnt som om de alle viste ham han var.
Lidt efter begyndte folk igen at lade som ingenting og alle de handlede
lod som om at alt over i orden skønt de både kendte Cortez, Demetri
og Ribanalon

* bingo...han kender ham..de må være familie med de øjne der, men er de så på talefod?*
Camille tolkede ud fra fyrens handling, han var trods alt lige stoppet op og havde sendt hende et blik.
Et lyftet øjenbryn afslørede hvordan hun grublede over sammenhænge , hvilke muligheder der var...plus det at alle synes være stoppet med deres indholdsløse snakken og for et sekund bare stirrede på Camille.
* oookay....Demetri navnet har et ry, hvem fanden var den fyr hun havde haft et sammen stød med på stranden?*
" Hey...du hørte mig godt ...ikke?" Camille var nået op på siden af manden, og trådt ind foran ham, hvilke var lidt overmodigt ,da hun blokerede vejen for en...vampyr.

Han så langsomt op og ned af hende imens han gjorder sine tænder
blanke ved at slikke på dem. Han stoppede efter noget tid, hvor han
bare kiggede på Camilles ansigt. "Jo det gjorder jeg, og jeg kan se du
fangede min hentydning" et svagt smil bredte sig da han dog stadig slikkede
sig over sine tænder. Luften var pluselig blevet fyldt med mad og parfumer,
lugte og mange andre dufte. Og så Pigens duft, hun duftede...forunderligt.

Hun vidste at hvis han havde ønsket hende død, havde hun ligget for hans fødder nu.
Hun var stadig i live...så langt, så godt!

"Undskyld, jeg er ..uhøflig.Mit navn er Camille St.Clair og dit ? "
Hun rakte en hånd frem, velvidende at nogen ikke var...civiliseret nok til at kende og havde adopteret denne menneskeligt gestus, men måske han var?

" Kan du fortælle mig, hvem er denne Demetri?"
Skulle hun kunne forsvare sig, måtte hun vide imod hvad,han var mere end blot en jævn vampyr,mente hun da.

Igen blev hans øjrnbryn hævet, han så stift på hende som var hun
et maleri, og da hendes undskyldning kom ud af hendes læber, blev
smilet mindre og han lukkede sin mund, da hun rakte hånden frem, han
stirrede en lille tid på den, men tog den så endelig og klemte den. Hun ville
nok kunne mærke at hans hud var koldere end sne, han holdte fast i hende og
trak hende nærmest ind til sig imens den anden hånd bare hang ned af siden.
"Hvorfor spørger du ham ikke selv, eller nogen af hans vampyrer" han var utrolig
tæt på hendes ansigt, men inden nogen ville opfatte noget, havde han allerede
sluppet hende igen og stod med hænderne ned langs siden.

Hun så op i hans øjne, igen...man kunne blive væk i dem.
Hun befandt sig tæt...al for tæt på ham, og havde hun haft vinger ville de blafre og citre af ophidselse.
"Vi...er ikke på tale fod." så var det ude...katten ude af sækken...om det var en fejl at fortælle vampyren det, ville hun snart finde ud af.
"Er du....venner med ham ?" forsøgte hun at fravriste nogle oplysninger, han havde ikke engang givet hende sit navn- endnu.

Han grinte med en stemme der lød som helt rene toner af musik.
"Det kommer an på hvordan man definere venner" han stoppede
nærmest med et lyn sit grin og blev igen helt normal i ansigtet.
Hans så nærmest blidt på hende som så han på noget der nærmest
ikke kunne være andet ind sødt. EN NÆRMEST barnlighed var over
han, en uskyldighed. Han åndede ud med en ånde der var som is,
for Camille hvis hun kunne mærke den.

Mystikken hang om ham, og hun vidste det ville blive mere svært end først antaget og hive info ud af ham.
Hun forsøgte så høfligt hun kunne at få hans navn igen "Undskyld...jeg fangede ikke dit navn før , hvad var det du hed ? Og hvordan kender du Demetri?"
Hun lagde hovedet lidt til den ene side, og studerede fyren.Elegance og ære...bar han sig selv med, helt klart ikke en fra samfundets lave lag, det lignede han havde penge.En ide begyndte at tage form i hendes hjerne.
Både Eric og Aleck ville have låst hende inde og smidt nøglen væk, hvis de vidste hvad hun pønsede på.Og Tristan...ja,han havde slået vampyren halvt ihjel, inden hun kunne komme igang med sin plan..

Et mere imødekommende smil lå nu på hendes læber.

"Cortez" sagde han og løftede hoved og sit ene øjenbryn svagt
da han var overrasket over hendes spørgsmål. De fleste kendte
ham, de fleste kendte faktisk alle Klusisska'erne. Han lagde hoved
let på skrå da et underligt smil kom frem på hendes flotte formede
læber. Han kiggede fra læberne og op i hendes øjne, "Demetri"
sagde han og holde en pause, "Alle kender Demetri" Han kiggede
rundt for at vise at alle dem der var omkring ham nærmest viste
hvem han var. Han slikkede sig over sin ene hjørne tand imens
et smil kom frem på de nærmest lige så hvide læber som hans hud
var.

" Cortez " gentog hun og udtalen lød mest som et fransk kærtegn.
Hun så sig omkring,mange øjne lå på dem...holdt øje med dem, fulgte deres snak...h h hvorfor mon?
Hun fik en fornemmelse af at hun var uvidende, som at alle andre vidste hvad hun var i færd med, blot ikke hun selv.Burde hun kende denne Cortez? Nå...men det gjore hun ikke, og hvad ændrede det også ? Camille havde altid haft den holdning at respekt ikke blev uddelt grundet et navn, dét ...var noget man gjore sig fortjent til...ihvert fald hos hende.

Hendes antagelse blev bekræftet, hvis han forventede alle kendte Demetri, gav det mening de også kendte Cortez, ikke?

" jeg beklager...jeg er ikke opvokset hér og jeg har aldrig hørt om nogen af jer ?" Hun fulgte hans tunge og de skarpe tænder gav hende en rislen ,en advarende rislen,ned af ryggen.Alligevel kunne hun ikke modstå..." Spiller i harpe og er kendte eller noget?"
Et drillende smil spirede på hendes læber.

Det fik ham til at grine, altså den sidste sætning hun sagde.
"Harpe spiller vi ikke ligefrem, men en hals kan vi altid bruge som
instrument" han lod roligt en hånd pege mod hendes hals. Han
studerede kort hendes blondte hår, hendes duft var utilregnelig,
en lille hemmelighed gemte sig i hende. Det drog ham svagt til at
stirre sitrende i hendes øjne. De formede sig for ham, som fortalte
de ham noget. Han kiggede igen på hendes hals som han tideligeere
havde gjort uden at hun havde set det. Hvor var hun enlig bleg af et
menenske af denne verden af være og så alligevel, hun duftede så eksodisk
som kom kun fra en helt anden verden.

Hun smilede, men hurtigt fandt hendes hånd op...først mod halsen og dernæst om hendes lille halskæde med Kamilleblomst vedhænget.Han kiggede på hende og talte om halse...det var et ildevarsende mikstur, han var jo vampyr.
" Hvad er i så kendt for, af hvilken grund ved alle hvem i er ,Cortez ?" Spurgte hun mildt.
En lille advarende stemme sang i baghovedet på hende...måske hun ikke ville bryde sig om hans svar.Men viden var en nødvendighed,hvis man skulle overleve i en verden som denne.
Hun så ind i de særlige øjne og ...hang fast der.

En underligt lumsk smil kom nu til stede, "Meget forskelligt"
Han tog 2 skridt frem og stod nu på siden af Camille.... "Ser
du" sagde han og lod sine hænder folde sammen imens fingerne
spredte sig fra hinanden, "Man kan ikke sammenligne os..." sagde
han og tænkte på at hun havde sagt havd de havde været
kendt for.... "Min bror Demetri" sagde han og så på hende,
han ville se hendes reagtion på hans navn, på den måde kunne
han bekrafte om hun bare havde sprøgsmål om han eller havde mødt
ham, et eller andet sted.