//Fri//The call of a warrioer

Hun trak vejret hurtigere ,da han nu var mere nær hende.
Men hans næste ord var dem ,der for alvor fik hendes puls op og hendes blik til at panikke et par sekunder."Demetri...er din ..bror?!" For første gang, slog det hende at det måske havde været en stor fejl at tale med Cortez.
" Jeg..har mødt ham...han burde arbejde på sine manér" fløj det ud f hendes mund.Hun led af dårlig humor...og kunne have stranguleret sig selv for den bemærkning.Nu kunne hun.blot håbe, at også Cortez besad en smule humor og ironi.

Han tog fat i en lok af hendes hår, et smil plantede sig med det
samme hendes kommentar om hans bror kom på tale, " Man kan
vel sige, at han ikke fanger folk på hans personligheds første hånds
indtryk" Cortez var enig, men haan var også meget anderledes end
sin bror pesonlígheds mæssigt og jagt mæssigt. Han kiggede længe
på farven som tryllebandt ham.. Selv den pige han havde elsket som
menenske havde haft hår der tryllebandt ham....
Han slap lokke hvorefter han vendte sig mod hende så hendes skulder
var ved hans brystkasse, Han tog sin hånd op til hendes hår og tog
en blå rose ud af det blondte hår.

Normalt ville hendes hånd havde fundet vejen op til hans, og varpet den væk.Nogle mindre kønne ord ville have fungeret som back up for denne handling, for ærligt talt, hun var ikke typen der lod sig nusse løs på af hvem som helst...eller lod sit hår blive det.Men en ..aura...af magt,kontrol eller måske.bare vampyrens naturlige evne til at forblænde mennesker, fik hende til at stå stille.
Og da hun endelig reagerede med at lave nogle viftende hånd bevægelser, trak han en blå rose ud.En blå...? Hun glemte næsten hans tilsagn om Demetri, Cortez var... Dragende.
Måske fordi hans tænder ikke truede med at dræne hende for blod, så kunne hun.bedre mærke hans udstråling, når hun ikke var konsumeret af sin egen angst.

Han rakte den mod hende for at hun skulle tage den, han så
intenst i hendes ansigt, hun prøvede at skubbe ham væk eller
rettere hendes aura og underbevisthed gjorder. Et blidt smil
kom over hans ansigt og fik nærmest hele hans ansigt til at
virke længselsfuldt. Han så ned på rosen som blev til en Camille
blomst i det samme. Han ventede stadig på at hun skulle tage den.
Med et henblik på accept, en dyb stilhed var imellem dem, men
det ville ikke føles som en pinlig tavshed. Snare som en lang drøm.

Selv om hun vidste han var et barn af natten og hun ikke burde flirte med hverken ham ellefr sin skæbne, kunne hun ikke styrer sig.
Langsomt rakte hun ud,for at modtage blomsten.Hans ansigt var ikke truende men meget levende og hun følte sig så underligt godt tilpas, på en døsig drømmeagtig måde.Da hun pludselig stod med en Kamilleblomst var det som der svævede 1000 usagte ord i de luft der var mellem dem, og hun anede ikke hvad hun skulle stille op.
Kunne han læse tanker, ville han opfange et 'tak' men hendes let adskildte læber forblev tavse, som.graven.

Han kunne ikke læse tanker, blot havde han set hendes halskæde
med en camille blomst som vedhæng.Og tænkte at denne blomst måtte
have større betydning end hans elskede blå rosenblomst. Han så på
hende som om han viste hendes tanker, som om han mærkede hendes
begejstring. HUn tog blomsten og han slap den blidt, han tog om hendes
hage for at kigge hende i øjne og for at gøre sådan at hun drejede imod ham.
Kulden fra hans fingre var væk og de føltes nærmest varme. Han slap igen
hendes bløde hage der fik hans krop til at skævle svagt, eller det ville den
have gjort hvis han havde været i live.

Hun følte det som hun blev taget i hånden og ledt igennm i drøm.Hun huskede der var noget betydningsfuldt ved Kamilleblomsten,men kunne ikke huske hvad....da hans holdte om hendes hage og styrede hende ,kun ved det..vidste hun at hun burde skubbe ham væk,men kunne ikke finde een eneste grund til at gøre det.Hun var som et dådyr, forblændet og fanget af lyset fra hans øjne, og han havde kunne føre hende til slagter bænken nu,uden at opleve modstand.
Selv varme kunne hun mærke fra ham..en der føltes tryg og god.
Hun lukkede hendes øjne, bare et øjeblik..lige fie at mærke denne døsige dejlige tilstand ,både hende sind og krop var i.* Cortez* rungede det i hendes hjerne.Også et andet navn pressede sig på...en der burde..hjælpe hende...våge over hende 24-7 , havde han lovet det? Hun kunne ikke huske.

Et skævt smil kom over læberne af Cortez, hun var fanget og kun han
kunne åbne hendes lukkede verden nu. Han lukkede øjene bukkede hoved
ned af og så endnu dyber i hendes øjne, han begyndte at krede rundt om
hende og folk rundt om dem begyndte at se på, folk begyndte og blive u
trygge og nogen få så sit snit til at prøve at redde Camille fra hendes egen
død. Men de var alle bange, for det Cortez gjorder med Camille lige nu
kunne han gøre med alle, og de ville ikke engang opdage det.
"Camille" hviskede han da han igen stod foran hende imens hun bare stod
som en anden gudinde, i nydelse.

Hun følte hun snublede, forover i hans øjne, da Cortez kiggede dybt i hendes.
Et sløret smil gled over Camilles læber, det var næsten.som at have fået et seriøst skud af morfin.

Mængden af folk og væsner ,var begyndt at blive urolig.Men de fleste vidste der intet var at stille op mod Cortez, og desuden var der ikke den store sympati overfor typer, mennesker, som Camille.
De var for mange bare legetøj.

* Aleck, hjælp mig* peb hendes tanker imens hun følte det hele snurrede rundt.Og da hun hørte Cortez kalde hendes navn, måtte hun adlyde ...da ingen havde.brudt den usynlige bånd hun synes at.være viklet ind i.

Han knebsede kort med fingerne og i det samme var han væk, som
om han aldrig havde været der, blomsten som hun havde stået med
var væk og hun var efterladt med de følelser hun endnu engang stod med.
Folk stod og kiggede på CAmille som om hun var åndssvage at stå der
og ligne en anden forelsket skolepige. Kun en kold og ensom aura ville
være over Camille som om en død havde stået i hendes nærhed.
Selv den varme hun have følt igen var væk.

//Out//

Langsomt åbnede hun øjnene igen.
Hun så sig omkring.
Hvordan...? Hvor var Cortez.?
Kun hånlige og nedladende ansigter kiggede tilbage på hende, nogle med et smørret grin på deres fjæs.
Og følelsen...dén følelse hun var efterladt med.Den var...upassende.
Hun blev vred på Aleck, havde han ikke lovet...nej, det havde han faktisk ikke...nu skulle hun.ikke rode det hele sammen jo.
Cortez...havde gjort noget ved hende, rørt hende...i hendes sind.
Pokkers til vampyr!
Hun sendte et trodsigt blik ud til randen af tilskuere, der nu var ved at opløses, og begyndte at gå hjem.
Dét het havde hun ikke tænkt sig at fortælle nogen om, det var da for...pinligt.

// out.