Would you really do it? (Neph)

S: gyderne, doomsville city.
O: huse, skrald og folk der sidder hist og her.
T: aften
V: overskyet og koldt. let sne over det hele.

For Sean var dette en dag som alle andre. Som sin nye hverdag bør være. For han havde på en måde startet forfra, følte han selv.
han spurgte sig selv hvad han enlig lavede her i Doomsville, når drengen var i sikkerhed hjemme i Humvita, men hele hans liv var jo nærmest her og der var ting han blev nød til at lave. Allerede på de dage, eller uger? Han havde haft med drengen, som han desuden kaldte Tim, havde han knyttet sig overraskende meget til denne lille klump. Han havde leget med ham, sovet med ham, ja, endda prøvet at hjælpe med at made ham, bade ham. Klæde ham på og af. Han skreg til tider og ødelagde hans søvn, andre gange var han utroligt stille. Og han lignede sine forældre alt for meget...et stædigt temperament, en blid personlighed. Efter sin mor vel. Og han var stærk.
Han smilte svagt ved tanken og igen gled hans tanker over på hvordan drengen mon ville være som voksen...
Men viste det var spild af tid at tænke dette. Personligt følte han sig ikke forandret af dette væsens komme. Han var stadig den samme Sean, med eller uden barn. Søn...Et ord han ikek brugte gladeligt.
Men nu måtte han se at blive færdig med sit arbejde her, så han kunne rejse hjem til ham!
han ilede gennem gyderne, klædt i mørkt tøj, som så ofte. sorte støvler der beskyttede mod kulden, mørke bukser og en sort T-shirt inden under den sorte jakke. Det sædvanlige våben omkring det ene ben. Arrene hen over hans ansigt og det mørke hår der strittede...Han lignede altså sig selv.

Masser af mennesker, og alligevel ingen af dem hun havde fået betaling for.
Hun bed sammen, da hun fulgte sit næste offer med øjnene. En ung mand, med sort strittende hår.
Egentlig, måtte hun ikke nærme sig ham i offentlige pladser, da dette ville sætte hende og hendes arbejdsgiver i rampelyset.
Men noget sagde hende at det var bedst.

Hun havde fulgt ham i et par minutter, omkring to meter bag ham.
Hun lod hendes daggert glide ned fra ærmet, og ned på hendes håndflade.
Hun havde hørt at han var en dæmon, men hvilken race vidste hun ikke.
Håret mindede hende om Sean. Det samme gjorde kropsbygningen, gangen, kropslugten.
Men det kunne ikke være ham, det havde det bare ikke at være.
*Slå de pokkers uprofessionelle tanker ud af hovedet pigebarn!* Hun bed sammen, og rettede på sin hætte.
Hun var iført en lang kjole, med slidser i siderne der startede ved hofterne. På den måde var det lettere at løbe og være smidig.
En hætte fra hendes sorte kappe dækkede hendes gyldne hår, og hendes ansigt.

Hun ventede til hun kunne få direkte kontakt til ham, da de begge var udenfor åbningen til en gyde.
Hun skubbe ham derind, i et hurtigt tag.
Siden hun havde mistet Dean og Sean, havde hun brugt alt sin tid på træning. Styrke, smidighed, hurtighed. Alt.
Hun maste ham op af gydens mur, og hendes ansigt var dækket af skygger.
Hun så ikke på hans ansigt først. Placerede bare daggerten mod hans strube.

Men så stivnede hun. Det varede ikke mere end to eller tre sekunder, før hun lod daggerten glide tilbage i ærmet, og hun bakkede væk fra ham.
Hun så lidt ned, tøvende.
''Undskyld, Mylord.'' sagde hun med en stemme der knap kunne genkendes.
Stadig gemt af skyggerne forsvandt hun længere ind i gyderne.

han havde haft den der fornemmelse af at nogen forfulgte ham. Han var van til fjender og at folk stirrede efter ham, men denne fornemmelse var alligevel anderledes. Han havde ventet på at se hvad denne skikkelse der fulgte ham, dog ville gøre. Det var let at spille overrasket, da nogen pludselig hev fat i ham. Han kunne nemt have revet sig løs, men i stedet smilte han bare roligt, da han mærkede væggen mod ryggen og det kølige metal mod sit adamsæble. Inden han nåede at reagere var personen dog gået baglæns igen og det var først nu han selv blev lidt overrasket.
Han havde haft problemer med ikke at tænke på hende og de ting der var sket, han havde tvunget sit selv til at projicere de følelser han havde haft for hende, hen på Alane og alitheia, at skifte hendes ansigt og stemme ud med deres. At bruge tid på drengen. Og her var hun, som et spøgelse fra fortiden der bare ikke ville lade ham i fred!
Hans smil falmede og hans blik blev koldt, tilbagetrukket. Hans krop stivnede let og blev anspændt. Men så faldt skuldrene på plads. Og hvad så, hvis hun var der?
"Nephthys..." han sagde ellers sjældent hele hendes navn. Men de havde jo ikke rigtig noget forhold til hinanden længere. Så hvad ellers?
Han nikkede kort som om han hilste på hende.
"Jeg fornemmer du gerne vil hugge hovedet af mig og det er der vel intet at sige til. Men hvorfor stoppede du så? Fordi du ikke ved hvor drengen er?" smilte han let og rettede kort på sin jakke, som hun havde hevet i uorden.

Hun trak vejret dybt, i forsøget på ikke at skælve. Siden mødet med Cortez, havde hun været bange for at møde Sean igen.
''skal du ikke slå mig ihjel? Det har du jo ønsket før. så hvorfor ikke bare nu?'' Hun prøvede at virke ligeglad, men at se ham så... kold. Det gjorde ondt.
''det er ligemeget. Jeg skal videre.'' hun rystede på hovedet, og bakkede forsat. Gyden ville ende på et tidspunkt, og det ville hendes facade også. Hun ville bryde sammen i skyggerne, som altid.

Hun var bange for hvad Sean egentlig ville tage dette som. Hvad hendes chef ville gøre. Hun ville... Ja, hun ville blive straffet. Men hendes søn havde mistet sin mor. Han skulle ikke også miste sin far.

Han grinte kort.
"Åh, du glemmer det er dig der opsøgte mig denne gang. Jeg har ingen intention om at dræbe dig..." da hun gik, gik han med. så nemt slap hun ikke...han ville se hende bryde sammen, han ville få hende til at bryde sammen, og være sikker på hun oplevede smerte. Mere af det.
"...Jeg foretrækker at se dig slide dig igennem dit ynkelige lille liv. Jeg vil hellere være et problem, en komplikation, i din hverdag, end dræbe dig. Eller...Man kunne måske sige jeg gør det langsomt?" han virkede fuldstændig ligeglad med at det var hende han gik og snakkede om. Han kendte ingen Cortez.
"Men lige nu er jeg mere interesseret i...Jagtede du mig, for at dræbe mig, eller arbejde du for endnu en af mine fjender og tog min sag, fordi du kendte mig? eller måske viste du ikke det var mig?" spurgte han tænksomt og så på hende med samme ligegyldige blik.

hun blottede tænder, i rent forsvar. Havde hun vidst at det var ham var hun blevet væk. Han ville jo ingen kontakt have med hende.
''McGivens.'' hendes sammenbidte tonefald var rasende.
''Lad mig være. Bare lad mig være.'' pludselig var hun ikke vred mere. Hun var direkte såret.
''jeg ville ønske at du havde set det fra min side, i stedet for at tro at jeg svigtede dig. Jeg beskyttede din søn. Men det mener du jo ikke. Hvordan har han det nu? Bliver han elsket? er du overhovedet sammen med ham?'' hendes øjne stirrede direkte ind i hans.
''jeg er hans mor, om du vil det eller ej. Jeg overgav mig, uden kamp. Jeg svigtede min egen søn på grund af dig. Og du hader mig. Så hvad godt gjorde det at jeg svigtede mit eget barn? Jeg ved at du ikke tror mig, så hvorfor forsøge? Jeg er blot endnu en skøge i din opfattelse, så bare lad mig være i fred.'' hun så nu direkte på hans strube, fristet til at flå den ud. Men hun gik direkte forbi ham. Hun stoppede dog op, lige ved siden af ham, og hviskede ham ind i øret.
''jeg valgte sagen, uden at vide at det var dig..'' hun gik videre.

Og han fulgte efter hende, fordi han ikke følte dette var ovre endnu. Han virkede overhoved ikke rørt af de ting hun havde sagt, hvor mange følelser hun end havde lagt i det.
"Jeg tror ikke vi skal snakke om hvem der ser det fra hvems side. Det var jo dig der hele tiden pønsede på at svigte mig. Jeg indrømmer jeg er egoistisk, det bliver man efter små 700 år når folk bliver ved med at dø omkring dig og du kun har dig selv tilbage, men jeg er ikke ked af det. Jeg har været ensom. Faktisk var jeg parat til at fortælle dig alt. Om min barndom, mine latterlige forældre...Det hele, selv om det sikkert ingen mening ville give for dig. Men vi blev ved med at skændes og afgrunden mellem os blev større. Da du så lovede jeg kunne stole på dig alligevel, brød du vores aftale og stak af med barnet. Jeg må indrømme lige der...Blev jeg enig med mig selv om at jeg havde taget fejl. At du aldrig havde forstået mig, aldrig rigtig var min ven og især aldrig ville lytte til mig. du ved godt du har et problem med at lytte til folk, ikke?" han sagde det hele så neutralt, at man skulle tro det var en tale han havde lært udenad.
"Så jeg blev endnu mere egoistisk. Jeg ville have barnet. Jeg ville have barnet. Jeg ville gøre livet mere surt for dig, end du gjorde det for mig" i et øjeblik havde hans stemme dryppet af vrede, men det forsvandt lige så hurtigt som det var kommet.
"Og da jeg er dæmon, ved jeg at jeg kan gøre det gennem hele dit liv. Hvem arbejder du for?" spurgte han så, uden videre.

Hun lyttede, med halvt øre.
Hun ville ikke tro på ham.
''jeg stak af, fordi jeg følte mig tvunget. Jeg har sagt undskyld, men hvad fanden, det skider vi da på, ikk?'' hun trak følelsestomt på skulderen.
''hvem jeg arbejder for? det vedkommer i realiteten ikke dig.'' hun havde ikke mere at sige.
Intet at sige. Intet at føle. Intet at gøre. Hun kunne ikke få ham til at indse at hun var ked af det hun havde gjort, at hun havde fortrudt det.
Så nu fik hun som hun havde fortjent.
I en bevægelse, der nærmest lignede et fald, fik hun sat sig med ryggen op af den klamme kolde mur.
Hun så ned på sin daggert, og lukkede øjnene kort.
''du hader mig virkelig... Jeg kan ikke bebrejde dig det, jeg er selv skyld i det. Jeg... Jeg..'' hun rystede på hovedet, parat til at komme med den store undskyldning. Men stoppede sig selv. Hvad hjalp det at hun efterlod sig selv som et nervevrag, når han var ligeglad?
''jeg ville næsten ønske at jeg aldrig havde ladet det ske.. den nat. det var en fejl. en fejl, der kostede mig det bedste venskab jeg nogensinde har haft... Jeg trashede dig til fordel for... ja, for hvad? din søn? Det kan du vel næppe selv kalde ham...'' hendes stemme knak over, mens mindet rullede ind over hende. de to, i bazaaren, ham der smilede, faktisk... Ham der lignede den Sean hun havde forelsket sig i...
Så var hun tilbage i gyden. Hun kunne mærke tårerne, og de sved. Men hun tvang dem til at blive væk. Til at bare... forsvinde.

Der var sket meget på årene. han havde kendt Neph i noget tid, og deres venskab var begyndt den dag han havde været for stædig til bare at gå sin vej...Hvor han havde ønsket at hjælpe hende, selv om hun ikke helt gad lytte til en. Selv om han flere gange havde været ved at opgive det hele, grundet hendes evige negative tanker om sig selv...Grundet hun aldrig virkede som en der havde viljen til noget som helst og sådan en person havde han intet med at gøre. Han havde brug for folk der handlede, reagerede.
Han mærkede det stadig. hendes ord...vakte både vrede, den sårede følelse som enlig var en svaghed, men også...ja, netop tristheden.
"Du har ikke engang været tæt på at undskylde. Ved du overhoved hvad du undskylder for?" spurgte han kort. Hans stemme havde været tøet lidt op, før han havde nået at tænke over det. Han opdagede sin fejl for sent.
Hvis skyld var det hele enlig? Tingene var gået værre og værre....før havde de interesseret sig for hinanden, hun havde interesseret sig i hans historier og hvem han enlig var, han havde bekymret sig om hende og ville lære mere om hende...Og så blev hun forelsket i ham og det ville ikke gå over, de begyndte at skændes hver gang de så hinanden...Og til sidst, midt i en ret kaotisk tid for Sean, var det sket. De havde haft sex sammen. Han viste ikke engang hvem der var skyld i det, måske var de lige gode om det. Men efter det, gik det så værre igen. Nogen gange havde han troet det bare var...noget der ville ændre sig. ind til hendes mave havde vokset og til sidst havde hun født...Og stukket af, uden at forklaring, uden at sige hvorfor, gjorde det bare, brød deres aftale...Og han havde mest lyst til at give den lille fyr hele skylden. Det var lettest.
Det virkede som om...at den eneste måde han kunne være sammen med Neph, den eneste løsning på deres problemer og som kunne give dem den tid, hvor de bare nød hinanden og kunne fortælle hinanden alt igen, løsningen...Var hvis han opgav Alane og blev hendes. Men han havde ikek tænkt sig at gøre det. Neph havde været hans eneste og bedste ven i noget tid...Og han havde følt sig svigtet...og følt hun havde været fuldstændig ligeglad med ham...OG han viste det nok var fordi hun var gravid og hadede ham for at ville slå barnet ihjel...Men han havde ikke kunne lade være med at blive...lidt såret alligevel.
Men han var ikke så svag. Ville i hvert fald ikke indrømme det. Han var ikke så følsom!
"Han har det fint. Sidst jeg så ham, lå han og sov. Han er stærk, han minder meget om dig, stædig og med et evigt skiftende temperament..." igen ville han bide sin tunge af. hvorfor skulle hun vide det?
så kom han i tanke om han gerne ville have hun oplevede smerte. Men alligevel følte han det..dårligt.
Han gad ikke det her. hvorfor skulle de overhoved være sammen mere? Hun var ikke interesseret i ham og hans venskab. Og han viste ærlig talt heller ikke længere om han var interesseret i hendes.
Han rystede kort på hovedet. han ville ikke indrømme noget.
"Jep, jeg hader dig. Kan du have en god aften" knurrede han så og gjorde mine til at gå...

"Det armbånd jeg gav dig. Tror du at jeg løj, da du fik det? Jeg er ked af at jeg svigtede dig, Sean. Det burde jeg ikke. Jeg frygtede for min søns liv... Ikke engang mit eget... Hvor ville jeg ønske at du bare forstod..."
Hun rystede lidt på hovedet. Hun savnede sin tid med Sean... Som hans ven. De havde delt så meget... Og hun havde knust alt i et forsøg på at redde dem hun holdte af. Det var vel alt sammen bare hendes egen fejl.

"Jeg ved at du hader mig, men lad det ikke gå ud over ham... Første gang du så ham, smilede du... Det er det han husker af dig.... Ødelæg det nu ikke.." Hviskede hun, inden hun krøb sammen. Hun savnede ikke bare Sean, men det hele.
Hun havde mistet alt på at lege den omsorgsfulde moder. Hvor havde hun bare været blind..

Han så ned på hende et øjeblik.
"Jeg gav armbåndet til drengen. Så når han dør, dør den sidste rest jeg har tilbage for dig, også. Han er det eneste bånd jeg har tilbage med dig. Og jeg kan ikke vente med at slå det ihjel. Forstår du det?" han stemme var kold, en smule brutal og næsten ivrig.
"Jeg ved du tror jeg er et uhyre, og det er jeg også, men jeg kan godt finde ud af at behandle folk godt. Især dem jeg vil have noget ud af!" han var en smule fornærmet over hun tænkte så slemt om ham, angående...drengen.
"Jeg bliver ved med at tro at den eneste grund til du vil være tæt på mig igen, er for at stjæle drengen tilbage. Har jeg ret?" han smilte svagt. Det havde han sikkert, lige meget hvad hun sagde. Hun virkede nu ret trist og oprigtig, men det havde hun også gjort tidligere og se hvad der var sket med det...

Drengen..." Mumlede hun og så direkte op på ham, med et blik der næsten gjorde ondt.
"Du tror, at jeg elsker den dreng, højere end jeg elskede dig? Tro hvad fanden du vil Sean, men den unge er skyld i at jeg ikke kan tale med mig mere. Jeg var dum, at give efter for din smiger, og dine ord, den aften. Jeg vidste jo at du ikke følte den slags for mig. Ikke på det tidspunkt. Nu ved jeg bare, at jeg har brændt den bro der var til dig. Jeg har tabt mit livs bedste venskab." Hn rejste sig, så ham stadig i øjnene.

"Jeg kan sagtens forstå, at du tror at jeg mener at du er et uhyre. Men det gør jeg ikke. Vi havde lavet en aftale, du overholder bare din del."

Han så lidt på hende og lagde armene over kors et øjeblik. Han kunne efterhånden ikke finde ud af om han ville være venner med hende igen eller fortsat hade hende.
"Teoretisk set, ville det kun give mening hvis du elskede dit barn mere end noget andet. Den forklaring jeg tror på, er at du ikke holdt din del, fordi du elsker drengen mere end mig. Hvilket er helt normalt. Og derefter stak du af, en almindelig, moderlig refleks. Men ikke desto mindre, en ting der kunne være undgået" svarede han en smule kort. Han havde lagt mærke til at hun havde sagt, på det tidspunkt....Betød det hun faktisk havde lyttet og troet på han faktisk havde holdt af hende, omend på et venskabelig niveau?
"Vil du høre mine tanker på nuværende tidspunkt?" spurgte han kort og så direkte på hende.
"De går på at vi da sagtens kan lade som om vi har et venskab. men at vi alligevel vil skændes resten af vores tid. De går på at vi sagtens kan prøve alligevel...Men i så fald vil jeg aldrig rigtig stole på dig igen og i hvert fald ikke være så åben for dig, som jeg enlig havde lyst til før. Jeg tager dette som en lærestreg. Jeg skulle være forblevet lukket lige fra start af. Jeg tror ikke vi har mere at snakke om" sagde han kort, men overraskende roligt.

Hun rystede kort på hovedet af sig selv.
"Ikke desto mindre, ser du mig ikke længere som en ven, Sean. Og det forstår jeg." Sagde hun, inden hun så lidt ned.
"Jeg ødelagde så meget, ved at tro at jeg kunne redde hans liv, Sean... Ikke mindst vores venskab. Du var endelig begyndt at fortælle om dine følelser, og så svigter jeg dig bare..." Sagde hun stille.

han vendte ryggen til hende, mest fordi han gerne ville gå, men han gik ingen steder. De ord hun sagde lige nu...Ramte rigtigt og gjorde mere ondt, end han havde lyst til at vise hende. Der gik et øjeblik, hvor han kæmpede med sine indre følelser, før han havde styr nok på sin stemme til at sige noget.
"Måske med tiden, Neph. Men intet bliver det samme..." hans stemme var lav. Den var neutral. Hverken direkte hadsk eller venlig. Bare flad.

Everything changes. All we can do, is trying to keep up with the changes, and hope for the best.." Hviskede hun. Hn lagde kort en hånd på hans skulder, inden hun så bakkede væk fra ham.
"Jeg går nu. Hils ham.." Hun vidste at han ikke ville hilse. Hvorfor skulle han?
Hun begyndte at gå ned i gyden igen.

Han gik sin egen vej, mens vreden begyndte at fylde ham igen. han var svag. Han var skide svag! hvad hendes plan end var, skulle det ikke lykkes hende denne gang!

//Har ikke rigtig mere at sige. så out?//

//i guess so?//

//okay^^//