dit nye hjem, godt for dig (Neph)

S: lige nu, midt på gaderne. Fremtiden - Hjemme hos Neph.
O: huse, folk...og senere, omgivelserne hjemme hos Neph.
V: overskyet, frost. sne ligger hist og her, selv om det meste er smeltet væk.
t: eftermiddag.

Sean havde tænkt over det. Hvad det betød. Enlig kendte han ikke meget til Nephs klan, det var som om den enden var langt væk eller ret lille. han havde ikke revet våbenhvilen i stykker, selv om han havde haft lyst til det mange gange de sidste par dage. Han havde også været tæt på en dæmon som kunne fortælle ham om ritualer, kun for at han stak af igen og han måtte sende folk ned syd på for at finde ham igen...Han jagtede ham gerne personligt, men der var for mange ting her han måtte tage sig af.
Han skulle også finde et sted at bo med Alane...Og finde ud af noget mere om Sajro, selv om han havde lagt det i ro, for nu.
han lod hånden glide over sig ansigt. Sårene var næsten væk nu, kun nogle røde striber og hvide, der var begyndt at komme frem, fordi det absolut skulle efterlade ar. Fedt, hans udseende ødelagt...Og så efter 700 år! Han sukkede en smule irriteret.
Denne eftermiddag havde han nogle almindelige jeans på og en sort trøje, en sort kappe som lå om ham og holdte ham varm, en hætte der var slået op over hans hoved. Folk fjernede sig fra denne skikkelse der kom gående.
Han var sådan set ligeglad med folk. De skulle nok lære hvem der havde magten en dag...Han smilte svagt ved tanken. Han havde aldrig Lorden i egen, høje person, men hvor gad han gerne! Bare for at vide hvem denne person var...
Men der var så mange ting han gerne ville og sikkert ikke kom til. en lille seddel i hans hånd, han havde fået fra krofatter, fortalte hvor Neph boede og det var det han prøvede at finde nu. Så hun havde fået sit eget hjem...havde hun penge til det? Men godt for hende. selv om det havde været...hyggeligt, alle møderne på kroen, kunne de nu være mere dem selv. eller hvad?

Det var udmygt. Om Sean ville kunne lide hendes hjem eller ej, det vidste hun ikke.
Men hun havde fået nok af kroen, med alle de øjne.
Hun havde givet kroejeren en seddel han skulle give Sean, om hvor hun nu var flyttet hen.
Huset var lille, og med køkken, bad, stue og soveværelse.
Egentlig kunne det minde meget om en lejlighed, hvis det ikke havde været fordi det bare var et enkelt menneskes hus.

Nephthys gik rundt og satte nipsting på plads.
Kroejeren og hans kone havde givet hende en kasse med babyting.
Hun nænnede ikke at sige til dem at hun næppe skulle have brug for det.

Han fandt snart det lille hus, ydmygt blandt så mange andre. på en normal dag ville han bare gå forbi det, uden at tænke over det. han studerede det lidt, men trak så på skuldrene og gik op til døren, hvor han bankede på. Ikke at han havde forventet noget stort. Han viste faktisk ikke hvad han havde forventet, bare noget...anderledes...det var jo Neph. det skulle ikke undre ham hvis hun boede sammen med en elelr anden han ikke kunne lide...gad vide om hunden også var der?

Døren gik lidt op af sig selv, ved hans berøring.
''kom bare ind.'' sagde hun stille og roligt.
Ingen hund, ingen mennesker, ingen ting. Kun hende og en masse kasser med småting i.

//lille kreasvigt...//

han trådte ind og lod blikket glide rundt. Det var tydeligt hun næsten lige var flyttet ind. kasser stod over det hele, svagt møbleret og lidt nips hist og her.
han så lidt på hende, for at se hvordan hun havde det.
"Hej...Tak. så er du flyttet for dig selv. hvordan er det?" smilte han og gik ind i stuen...
"og hvordan har du det?" han lod blikket glide over vinduerne, en vane, for at bedømme mulighederne.
Så vendte han sig om mod hende.
"Og hvad har du gjort af vores ven fra sidst? hunden?" han smilte

''nogen ting kan man ikke ændre på... Den stak af da den vågnede..'' hun trak på skuldrene.
Hun så lidt på ham, roligt.
''Jeg har det fint. Jeg er træt, og jeg er hele tiden sulten, men ellers har jeg det fint.'' grinte hun.
Hun så sig lidt omkring selv.
''jeg ved godt at det ikke er et drømmehus. Men jeg kan lide det.'' grinte hun og trak igen på skuldrene.
''hvordan går det da med dig?''

Han smilte og nikkede let. Han ville ellers tro en hund var godt selskab...især efter om 9 måneder...Men det var bare et gæt. folk...opførte sig aldrig ens.
han trak hætten af sig og knappede kappen op, så stoffet gled ned over hans ryg. Det endte med han tog den helt af og smed den over de nærmeste kasser. Han rettede kort på dolken hun havde givet ham, som sad på underarmen. nogen gange kløede læderet.
"Fint" svarede han en smule motorisk.
"meget at tænke på, som sædvanlig."

''det har du jo altid.'' sagde hun roligt.
''te?'' spurgte hun inden hun gik ud i det lille køkken.

Hun fandt to krus frem, og satte vand til at koge.

//hovedpine.... my body wants to kill me! XD //

//Know the feeling...haft det sådan hele ugen^^//

Han smilte og nikkede.
"Ja tak" hun havde vel ret. han havde altid meget at tænke over...hans hoved stod aldrig stille. han sukkede kort og gik over til et vindue og kiggede ud omgivelserne, husene, den lille potion græs neph var blevet tildelt. Af en eller anden grund mindede huset ham om...hans gamle hjem...Hans hånd knyttede sig ubevidst, da vreden vældede igennem ham. Hans barndoms hjem. det var lille, det var lukket inde mellem andre huse, det var...klaustrofobisk. Han trak vejret dybt for at få kontrol over sig selv, før han rettede sig op igen og vendte sig væk fra vinduet og gik med ud i køkkenet, for at Neph ikke skulle opdage noget. Kun hvis man virkelig kendte ham, ville man bemærke den svage...tvist...af et eller andet, dybt i hans øjne.
"Hyggeligt lille sted, var det dyrt?"

''Nææh... Det kostede mig intet.'' sagde hun roligt.
Og det var sandt. Hun boede der, og holdte det i stand, for en ven.
''Her.'' sagde hun efter et par minutter, og gav ham en kop varm te.

''Du kan ikke lide at være her.'' sagde hun roligt efter hun havde set ham ganske kort i øjnene.
Selvom han kunne, gav hans krop ubevidst et signal om at det var ubehageligt for ham.

Han var van til at skjule ting. men det var som om...det bare var lidt svære for folk man kendte.
"virkelig? Intet? Hvorfor?" spurgte han nysgerrigt og modtog krusset med te med et lille smil. Han kiggede ned i koppen et øjeblik, snuste til teen og pustede dampen væk, selv om der bare kom nyt.
Så så han op igen med et lille smil og i stedet for at svare, sagde han noget andet.
"duften er god. Hvilken te er det?"

''mynte og kamille.'' svarede hun roligt inden hun gik ind i stuen igen og forsatte med at pakke babytingene ud. Hun vidste ikke om hun ikke bare burde lade tingene blive i kassen.
fik hun nogensinde brug for dem?
Hun trak en sparkedragt op, hjemmesyet.
Hun så lidt på den, lod fingrene kærtegne stoffet.
Så lagde hun den fra sig igen og bed sig lidt i læben. Hun lukkede øjnene og trak vejret dybt.

Han nikkede let og tog forsigtigt en tår. Den smagte godt, sød og vild på samme tid, grundet mynten.
Han fulgte hende ind i stuen og så undrende på kassen med babyting. hvorfor pakkede hun det ud? og hvor fik hun det fra?
"du svarede ikke mit spørgsmål" Sagde han og gik over til hende. Han tog noget op, som lignede en hue i ministørrelse. og rystede så svagt på hovedet.
Men han spurgte ikke hvor hun havde det fra eller hvorfor. Det var ikke ikke op til ham at blande sig i det. i stedet trak han sig lidt tilbage og viste godt hvad hun ville sige. at han heller ikke svarede på hendes. og sådan havde det altid været...og ville være.

''jeg passer huset, for en ven.'' sagde hun og rystede stille på hovedet.
Hun bed sig igen i læben. En dårlig vane.
''Du skal være knyttet til barnet...?'' hun så lidt på ham, tøvende

Han nikkede svagt, overrasket over hun faktisk svarede...hvorfor overraskede hun ham altid på den måde? kendte han hende ikke snart? men det var jo netop hvad han kunne lide ved hende...at hun var spændende, at man aldrig viste hvad hun kunne finde på...Han så hen på hende.
"Ja. Ellers virker det ikke" sagde han med et lille smil.

Hun nikkede stille og så lidt ned i kassen igen.
HUn sukkede og satte sig på bordet, med benene dinglende udover kanten.
''for at være knyttet til hende, skal du jo lære hende at kende..'' mumlede hun

"Hende? Jeg havde håbet på en ham..." sagde han tænksomt og trak lidt på skuldrene.
"Pyt. Det betyder ikke noget" smilte han så let og pustede lidt på sin te, for forsigtigt at tage en tår til.
"Der er masser af tid til at lære den at kende, når den bliver født. Det er jo lidt umuligt nu, hvor den stadig gemmer sig inden i maven på dig" svarede han og så på hende.

Hun svarede ham ikke. Hendes hænder skælvede svagt.
Hun kunne ikke græde foran ham. Ikke nu. Det havde han ikke fortjent.
Hun havde håbet på at barnet ikke skulle lide... Nu skulle både barnet og Neph lide, for det som han ønskede så højt.
''Jeg gætter på det er en pige... Jeg er ikke sikker..'' mumlede hun stille

Han ønskede ingen af dem skulle lide når det var. han ville tage barnet lige efter fødslen, som lovet og knytte sig til det. Og når han var knyttet nok til det, ville han ofre det. Uden at Neph var der, så noget, mærkede noget...som han havde lovet hende.
Han nikkede svagt.
"vi behøver altså ikke tale om det her, når det så tydeligt gør dig ked af det" sagde han så.

''jeg vil vide, hvad der skal ske med mit barn.'' hun så direkte på ham nu.
''og det barn overlever ikke uden sin mor. Jeg havde håbet at du kunne få det overstået lige efter fødslen. Det er desværre ikke en mulighed...'' hun så bare direkte på ham.
''vi kommer ikke udenom at lege mor og far indtil du er knyttet nok til barnet, og det ved du også godt... Gør du ikke?''

Han så lidt på hende, hans smil var væk, som han efterhånden mistænkte hende for at ville have det. Han stilte sin te i vindueskarmen og gik over mod hende, afslappet.
"Neph...Jeg vil holde hvad jeg lover. Der findes kvinder derude, som ammer et barn for penge. Passer det. Og det eneste jeg skal gøre er at knytte mig til det. Jeg har tænkt over." sagde han og slog lidt ud med armene.
"du har bare ingen tiltro til mig, har du vel? ikke at jeg ikke kan fortænke dig det...Jeg mystisk, jeg er egoistisk, til tider fuldstændig ligeglad og det monster folk siger jeg er...Jeg fortæller aldrig om mig selv, jeg misbruger folk omkring mig...hvad er det ellers folk påstår om mig?" han så tænksom ud, mens han havde talt på fingrene. så trak på skuldrene.
"nå pyt...Ærlig talt...jeg kom her fordi du er min ven. Hvis vi absolut skal bruge vores tid på at være uvenner, beskylde hinanden for alt muligt og blive ved med at snakke om ting, som ikke bliver forandret..." han sukkede kort og lod sine arme falde ned langs siden i en lettere opgivende gestus.

da han var færdig sad hun der bare, og stirrede ned i gulvet mens hun hviskede;
''undskyld..''
Hun var bekymret. Og hun vidste ærligt talt ikke hvad hun selv skulle gøre mere.
Hun sad der bare, mens hun mærkede tårerne presse sig på igen.
Hun trak vejret dybt, og målte nøje af at hendes udåndinger var dobbelt så lange som hendes indåndinger.
Hun kunne ikke være bekendt at græde hele tiden. Det var ikke fair overfor ham.

Han sukkede og gik ud i køkkenet med sin kop, mens han hældte teen i vasken. Han kom ind i stuen igen, lagde armene om hende et øjeblik i en venskabeligt kram og kyssede hende oven på hovedet.
Så trådte han væk fra hende igen.
"Jeg gør det hele tiden? Det er derfor vi altid diskutere de dårlige ting. fordi jeg kun betyder dårlige ting...du græder altid når jeg i nærheden, ryster eller gør skade på dig selv...Jeg får altid det værste frem, gør jeg ikke?" han rystede kort på hovedet.
"Du bor godt. Jeg er glad på dine vegne. en hund kan udrydde ensomhed" han smilte kort til hende som om der intet galt var. Han flygtede jo ikke fra samtalen. han orkede bare ikke det her længere...han viste han var hård imod hende, det var meget at spørge om...for hende. Men hun gav ham heller ikke en chance.
han tog sin kappe og lagde den om skuldrene, mens han begyndte at knappe den.

''jeg vil ikke have en hund...'' sukkede hun og så på ham.
''og du gør intet galt... Jeg er bare nærtagende og det ved du også godt.''
''Jeg er bange, Sean... For at gøre tingene galt. Med dig, med barnet, med huset... Med alt. For tiden lader det til at jeg kun dur til at være rugemor for din mulighed for at blive stærkere...'' hun så lidt ned igen.
''jeg ville ønske at der kun var os to, en gang imellem. At der ikke var klaner, jagte, andre væsner. Kun os...'' hun rystede på hovedet.

Han så lidt på hende.
"Hvad er du så bange for? du skal bare være dig selv, så plejer det at gå" svarede han
"og hvad hvis det kun var os to? Hvad så?" spurgte han


//sorry kreasvgit...&//