Where do you know my son from? //Neph//

S: Parken i Doomsville Angerforge District
O: ikke så mange væsner
T: Aften
V: Varm aften og en varm blid vind
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] og et sort stykke stof bundet over sine øjenhuler

Det havde været en fantastisk varm dag og solen var lige gået ned, men det føltes stadig som om solen stod højt oppe på himlen. Vinden var blid og lunken og det var overhovedet ikke koldt i vejret. Hun havde ikke haft fået lov til og gå så meget ude for sig selv efter hun var kommet tilbage efter hun var blevet kidnappet. Sean havde ikke direkte nægtet hende om og gå udenfor, men han havde overhovedet ikke været tryg ved det for sidst han lod hende gå ud alene blev hun kidnappet og kom ikke tilbage før flere måneder efter. Hendes krop havde også været under en utrolig forvandling fra hun var kommet tilbage til efter hendes forvandling. Sean havde fulgt hende hen til nogle i håb om de ville kunne hjælpe hende med og give hende, hendes øjne igen, men det lykkedes ikke de havde dog fået fjernet alle hendes skader og mærker hun havde fået med tiden. Hun var blevet forvandlet til en dragonlycan. Det havde været smertefuldt for hende og hun havde ødelagt halvdelen af Firewood Village få minutter efter forvandlingen og hun havde brækket nogle af Seans ribben da hun ville lande ved siden af ham efter han havde stoppet hende, hvor hun så istedet landte ovenpå Sean. Det gik hende stadig på, men livet gik jo videre. Hun holdt lille Connor ind til sig imens hun gik sig en tur denne aften. Han havde haft svært ved og sove og hun trængte til lidt luft så hun havde tænkt, at det nok ville hjælpe hende lidt med og få ham i ro. Hendes sorte hår hans i en hestehale og hendes hud så også anderledes ud. Mange gloede på hende for hun var helt sandfarvet i højre side og mørke lilla med blå nuancer i venstre side, hvor farverne mødtes på midten af hele hendes krop. Hun sad på en bænk og nød den blide brise der kærtegnede hendes kinder og vuggede Connor. Han var så ulykkelig. Måske også lidt bange for hende, men det var så småt ved og gå over.

Iført sorte jeans der var flåede på lårene, en slidt T-shirt og et utal af forskellige ansigtssmykker (piercinger), samt rockstøvler, var hun på vej gennem parken.
Egentlig var hun på vej hen til Sean, for at se til hans nevø, hvordan han havde det efter de forlod hospitalet...
I stedet, stoppede hun, ved den ekstreme duft, af baby, og Sean. Kvinden på bænken emmede jo direkte af det.
Det måtte være den kvinde Sean havde taget til sig...? Eller.. Nej. Hun havde jo et barn. Sean kunne ikke lide børn. Kunne han?
Nephthys' hoved gjorde allerede ondt. Hun huskede brudstykker af et barn, men det måtte have været hendes eget - for det var mest a alt den ensomme fødsel.

Hun så ned, og tog sig sammen. Kvinden og hendes barn vedkom ikke hende.
De skulle have lov til at være i fred, så meget som muligt. Som Nephthys åbenbart ikke kunne, dengang hun selv havde været mor.
Hun passerede Luce, stille, på vej hen til stien der førte til kvarteret hvor Sean havde sin bolig.

Hun sad stille og roligt og holdt Connor ind til sig. Han var så småt ved og blive træt. Det kunne hun mærke på måden hans åndedræt blev roligere og roligere på. Han var tæt på og falde i søvn. Hun hørte nogle enkelte skridt ikke så langt væk fra hende, men det rørte hende ikke så meget som det havde villet gøre, hvis det havde været før hun var blevet kidnappet, før Rafael blev hendes herre og før forvandlingen så havde hun ikke brudt sig om lyde hun ikke kunne se, hvor var. Hun kunne høre nogen stoppe tæt på hende. Hun lagde mærke til, at personen kiggede på hende. Hvorfor havde hun stoppet op og kigget på hende? Hun undrede sig "Hvorfor stoppede du og kiggede på mig?" hun havde godt lugtet, at det var en kvinde der havde stoppet tæt på hende og lugten af vampyr var ikke til og tage fejl af. Hendes sanser var blevet skarpere efter forvandlingen. Connor lå lidt uroligt i det han prøvede og falde i søvn.

Hun stoppede op igen, denne gang en smule tøvende.
''Undskyld mig?''

Hun så på Luce, denne gang uforstående.
''Jeg troede blot at jeg genkendte... Han hedder Connor, ikke sandt?'' hun så på drengen, en smule tøvende.
Hun så lidt ned på græsset i stedet, denne gang fordi hun ikke ville stirre på drengen.
Et af hendes sidste dagbogsindlæg havde været med Sean, og den lille dreng han havde mødt hende med i parken... Connor...

Hun bed sammen, for ikke bare at gå igen. Hun kunne ikke være bekendt bare at gå fra en kvinde der talte ting hende

Hun sad stille og roligt og ventede på, at kvinden svarede hende på det hun spurgte om. Hun vuggede stille Connor ind til sig. Hun aede ham blidt over håret. Connor var blevet en stor dreng og der ærede hende inderligt meget, at hun ikke kunne se forvandlingerne der var sket med Connor og Bruce. Det var rent ud sagt et helved for en mor ikke og kunne se sine sønner vokse op og se deres udvikling i livet. Hun kunne følge dem ved og spørge og mærke på dem og lytte til det Sean fortalte hende om deres udvikling af udseende og det hele. Det var bare ikke det samme som og se det med sine egne øjne. Hun nikkede stille til det kvinden sagde "Jo han hedder Connor, hvor kunne du vide det fra?" der var undren i hendes stemme. Hvor vidste denne kvinde fra, at hendes søn hed Connor? Hvor kendte hun hendes søn fra? Havde Sean haft hende er med hjem, hvor hun så havde mødt Connor? Tankerne fløj rundt i hovedet på hende og gjorde hende næsten helt forvirret.

''Jeg tror jeg har set ham før... Sean har i hvert fald haft ham med, en gang vi mødtes... Men det er vist længe siden nu. Han var spæd dengang, og kunne tydeligvis ikke lide mig.'' sagde hun roligt.
Hun stod to meter fra dem, og så nu igen på Connor.

''jeg går ud fra at du må være Luce så?'' hun smilede stille.
''Mit navn er nepthys. Eller, det siger alle at det er'' sagde hun med et varmt smil, som tydeligt kunne høres i hende stemme

Hun blev mere og mere nysgerrig for og finde ud af, hvorfor Sean havde taget Connor med ud, men alligevel så havde han jo på en måde stadig ansvaret for Connor selvom det var hendes søn, men aftalen blev lavet lang tid før han blev født. Hun nikkede stille til det hun sagde "Så forstår jeg bedre, hvor du kender ham fra" hendes stemme var rolig og mild. Hun var dog glad for, at hende kvinden ikke havde sagt noget om det sorte stof der var bundet hen over hendes øjne. Hun nikkede stille for og bekræfte, at det var hun "Ja det er mig. Hvordan vidste du det?" hendes rolige og milde stemme var blevet lavet om til en meget nysgerrig stemme. Hun spekulerede lidt på om hende Nephtys ikke havde et kældenavn så det ville blive nemmere for hende og huske det "Ikke for noget, men har du ikke et kældenavn så det ville blive lidt nemmere og huske dit navn?" der var rolighed i hendes stemme. Connor sov trygt ind til Luce.

''Sean kalder mig Neph. Og idiot, men det tvivler jeg på at du vil kalde mig.'' smilede hun.
''Sean har godtnok ikke sagt så meget om dig, af hvad jeg husker... Jeg husker ikke så godt for tiden.'' smilede hun.
''må jeg sætte mig?''
det var ganske elementær høflighed at spørge inden man satte sig - det vidste selv hun.

//kreasvigt... -.-//

//Der er noget jeg kan svare på så det er perfekt ^^//

Hun tænkte lidt over om hun kunne kalde hende Neph i stedet. Hun trak let på skuldrene "Neph lyder da som et odt navn så må jeg kalde dig det istedet?" hun smilede stille for sig selv, men hendes smil forsvandt dog hurtigt igen. Hvad havde Sean fortalt om hende? Tankerne fløj endnu en gang rundt i hovedet på hende "Må jeg høre noget af det han har fortalt om mig?" der var blevet lidt usikkerhed i hendes stemme. Var det gode eller dårlige ting der var blevet fortalt om hende? Hun havde godt nok fået mange dårlige rygter efter hun begyndte og snakke nogenlunde godt med Sean og det blev ikke ligefrem bedre af, at hun havde ødelagt halvdelen af Firewood Village og skadet Sean. Hun tvang et smil frem og rykkede sig lidt "Ja selvfølgelig må du det" hun kørte en hånd hen over Connors kind og han lavede en lille pludret lyd.

Hun satte sig rolig ved siden af Luce, dog med en passende afstand.
''Selvfølgelig må du det. Ellers havde jeg da ikke nævnt det'' smilede hun roligt, inden hun bed sig i læben.
''jeg husker faktisk ikke hvad han har sagt om dig. Noget med at du havde haft det hårdt...'' hun trak på skuldrene.
''men intet ondt - det kan jeg love dig. Havde han så meget som prøvet at tale ondt om dig, havde han fået en flad alligevel'' sagde hun med en svag fnisen i undertonerne.

''jeg går ud fra at du kender Elyas?'' spurgte hun roligt, mens hun så ned på Connor. Han var sådan en sød dreng. Men på et eller andet punkt, var hun glad for at hun ikke fik flere børn selv. Aldrig mere.

Hun kunne lugte og mærke på bænken, at hun havde sat sig på den. Hun var dog meget rolig af og vide, at hun lige havde mødt hende her Neph. Men hun stollede på hende og det virkede ret underligt alligevel. Hun smilede stille "Ok det er jeg glad for" hendes stemme var rolig og mild. Hun kunne mærke på Neph at der var noget som gik hende på, men hun kunne ikke sætte en finger på, hvad det var som var galt "Hårdt? Tjo kan man vel godt sige jeg har haft det..." hendes stemme var blevet mere trist i det. Hun tænkte tilbage på alt det hun havde været igennem. Det var ret hårdt og tænke tilbage på det der var sket. Hun nikkede stille "Ok tak for, at du fortalte det..." hun kunne godt høre, at hun fnisede imens hun sagde det, men det kunne ikke ændre på hendes humør. Hun lagde dog sit hoved undrende på skrå da hun nævnte Elyas. Hun kunne ikke mindes det navn overhovedet. "Navnet siger mig intet desværre. Hvorfor spørger du?" der var nysgerrighed i hendes stemme igen, men der var stadig en svag antydning til, at hun var blevet trist af og tænke tilbage på det der var sket med hende gennem tiden.

Satans! Neph havde vist ikk tænkt sig om der. Sean ville lave hende til hundemad, hvis han fandt ud af at hun bare plaprede om hans nevø til alle og enhver. Ikke at hun gjorde det - men han ville måske opfatte det sådan.

Hun bed sig kort i læben, for hun fik tænkt sig om.
''Elyas er en jeg har mødt igennem Sean. Jeg tænkte bare, om du også havde mødt ham?'' hun så ned på Connor.
''Luce, det er ikke for at blande mig... Men hvad var det der skete? Sean fortæller mig ikke så meget, men jeg kan da regne ud at det ikke var frivilligt at du mistede dine øjne.''

Hun undrede sig en hel del over, hvad Neph snakkede om. Hvem var denne Elyas? Hun anede virkelig ikke hvem det var og hvis det var en af Seans bekendte kendte hun ham slet ikke for hun har aldrig mødt nogle gennem Sean rigtigt udover Romerta og hendes mand, men det var så pga forvandlingen og Sean havde fortalt, at hun havde hjulpet ham med hans forvandling så mere kunne hun ikke sætte Sean sammen med Romerta eller manden. Hun så på Neph "Nej har jeg ikke. Møder ikke rigtigt nogen siden..." hun tav. Hun vidste ikke hvor meget Sean havde fortalt Neph om hende. Hvad vidste hun? Hun bed sig lidt i læben og sukkede "Det ene mistede jeg gennem tortur af min nuværende herre...Det andet var jeg blevet kidnappet og mistet det for ikke og kunne sladre om udseende osv...For og holde mig i skak så jeg ikke gik imod ham" hun sukkede lidt. Hun håbede inderligt, at hun ikke troede, at Sean var hendes herre for det var det ikke.Sean havde hjulpet hende meget til, at hun ville kunne give Sean skylden for noget.

Hun bed sammen. Endnu en, udsat for tortur.
''Luce... Jeg vil ikke snage. Det er ikke min ret at blande mig. Men hvem? For Sean er det ikke - det ved vi begge godt. Han torturerer ikke.''
Neph vidste det var en løgn, at påstå at Sean ikke gjorde sådanne ting.
Udover den smerte han havde forvoldt hende, tidligere - hvilket hun kun havde læst gennem dagbogen. Ethvert minde om det var væk. Udover det, havde han haft en mand i sin kælder, da han havde reddet hende med tilbage fra markedet. Den mand udsatte han for intet andet end døden, ved at give ham til Neph. Og han blev endda høj af det!
Sean var ikke typen, der hjalp, uden der var en trumpf i baghånden.
Og med Neph, var det hendes fortid. Uden ham, var hun intet. Og ville aldrig blive det.

Hun vidste godt, at Neph ville spørge ind til hvem hendes nye herre var for det andet ville virke alt for underligt. For det var sjældent folk ikke spurgte ind til, hvem det var folks herre var hvis der blev snakket om, at de var slaver eller var blevet tortureret af det groveste ligesom Luce blev. Hun var dog glad for næsten alle hendes mærker og ar var væk. De blev jo brændt væk da hun gik op i flammer da hun blev forvandlet. Der var kun slavemærket fra Zann af som var tilbage, men det ville hun også have fjernet, men hun vidste ikke hvordan hun skulle komme af med det, men en ting var sikkert og det var, at hun ikke ville være slave for 2 sindssyge dæmoner! Hun hadet dæmoner pga de var sådan. Nok var Sean en dæmon, men han talte vel ikke rigtigt med for han havde hjulpet hende mere end nogen anden i hendes liv. Hun vidste dog stadig ikke hvad grunden var til, at han hjalp hende så meget og det, at han havde været bekymret for hende hang stadig i baghovedet. Hun sukkede lidt "Rafael er min herre nu...Du ved lederen af dæmonerne og har været for Zann...en anden stærk dæmon" det gjorde ondt på hende og snakke om det. "Sean har aldrig haft en ond tanke om mig som jeg ved af. Nok i starten, men der kunne jeg heller ikke lide ham overhovedet. Man kan vel sige det er Rafaels skyld, at mig og Sean har rimelig god kontakt nu" hun sad lidt og spekulerede på, hvad der ville være sket mellem hende og Sean, hvis hun ikke havde mødt ham den aften få dage efter Rafael havde tortureret hende for groft første gang. De havde nok stadig ikke kunnet tale sammen overhovedet.

hun nikkede stille.
''Raphael.. Ham kender jeg nok. Men Zann. Tjaa, ikke så meget...''
Hun gøs ved tanken om hvad der kunne være sket, hvis Sean ikke havde fundet Neph på markedet - og havde købt hende.
Hvem havde så fundet hende? Hvem havde så købt hende, taget hende med hjem, tortureret hende...?

Hun sukkede stille.
''hvordan går det med Sean? Jeg har ikke set ham så meget på det sidste..?''

Hun sukkede lidt "Alle kender vel Rafael...men Zann kender næsten ingen" hun vidste ikke hvad der ville ske, hvis Jacob ikke havde fundet hende udenfor Zanns gravkammer eller hvad der ville være sket med hende, hvis ikke hun havde gået med til den forbandet kontrakt Rafael havde lagt over hende. Eller jo det vidste hun godt...Hun havde været død... Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle sige om Sean. Han lå bare der hjemme pga han ikke kunne det helt store pga hende. Hun sukkede lidt "Han har det sådan ok efter omstændighederne" hun havde ikke tænkt sig og fortælle, at det var hende som havde landet oven på ham som havde gjort, at han nu ikke kunne arbejde eller noget som helst rigtigt. Hun ville nævne en drage og at hun hjalp ham hjem, men at det var hende der havde gjort det behøvede ingen og vide

Hun nikkede og rejste sig roligt.
''du må have mig undskyldt. Jeg skal videre. Men tak for snakken, Hvis du vil snakke yderligere, kan du bare bede Sean sende bud efter mig'' smilede hun roligt.
''og hils ham og sig, at han skal komme sig hurtigt. jeg orker ikke være sygepasser for ham også.''

at man ikke fortalte nephthys ting, betød ikke at hun ikke vidste noget om det. Som Sean havde mænd der holdte øje med hende, havde hun venner der holdte øje med ham. En lille sikkerhedsforanstaltning.

Hun kunne mærke på bænken, at hun havde rejst sig op. Hun nikkede roligt "Det er helt i orden burde også komme hjem med ham her. Tak for snakken og det kan være vi ses igen en anden gang" hun rejste sig op og holdt Connor ind til sig. Hun undrede sig lidt over, hvem den anden hun var sygepasser for, men hun regnede dog heller ikke med, at Sean behøvede nogen sygepasser for han klarede sig da fint nok selv "Skal jeg nok, men tror ikke det bliver nødvendigt og være sygepasser for en stædig rad som ham" der var latter i hendes stemme.