Dragom peak is like a home (Nille=privat)

S: Dragons peak Emerald of dreams distriktet.
T: Lidt over midnat
V: Kan ikke ses for det er inde i midten af bjerget
O: Ikke rigtig nogen lige her hvor han nu var

Markulius var gået rundt inde i dette utroligt store bjerg landskab. Det var en kæmpe by bygget inde i bjerget. Det var ret spændende at undersøge. Men alligevel var det ikke derfor han var der. Han ville finde ud af om rygterne var sande. Han havde hørt om en. En som han ikke kendte navnet på. En som kunne hjælpe ham godt på vej med at blive stærkere. Han kunne måske vinde denne persons tillid og på den måde udvide sit netværk. Hvis hans netværk var stort nok behøvede han aldrig at flygte for sit liv igen. Aldrig gemme sig. Det var drømmen. Han var så tæt på. Det var som om han kunne smage friheden. Smerten gik i brystet på ham så han nærmest blev skubbet på knæ. Fornemmelsen af en kniv siddende i ryggen lidt ved siden af hjertet. "Hvordan fandt du mig." Kom det svagt og hviskende fra ham. Manden bag ham grinte hånligt og greb fat i nakken på Markulius. "Jeg kan mærke hvor du er selv hvis du gemmer dig under jorden." Hvorfor havde Markulius så ikke mærket ham. Hvordan vidste manden hvordan man skjulte sig fra den forbandelse Markulius havde givet ham for så mange år siden. Markulius Rykkede svagt på sig. Og med et voldsomt spring hoppede han fremad fra sine knæ på maven så kniven gled ud af ham. Smerten bagefter var voldsom. Det var som om den havde sat sig fast i ham. Markulius så på manden. Smilet på hans ansigt var så forfærdeligt velbekendt at man skulle tro det var løgn. Og foran ham stod hans tidligere bedste ven. Forvandlet af hans blod. En mand der havde viget sit liv som vampyr til at dræbe andre vampyrer. Som det første mål var markulius. Men det havde ikke været hans første mord. Hans første mord var Markulius'es tidligere kæreste. Som osse var vampyr. Synet af hans ansigt fik ham til næsten at græde. Mindet stormede over hans hoved som om der intet der kunne stoppe det. Skriget. Det var det værste. Markulius fik sig rejst op og så på ham. Markulius'es øjne skiftede langsomt farve. Den røde glød fra hans øjne fik manden til at tage et skridt tilbage. "Hvorfor kan du ikke bare lade mig være." Sagde Markulius og fandt sine 2 knive frem fra sin holder ved sin læn under hans læderjakke. Manden foran ham fandt osse selv en kniv mere. Hans øjne blev ligeledes røde. Men ikke af sorg som Markulius'es af vrede. Det var Markulius'es styrke hans sorg og hans hævntørst. Men manden foran ham havde noget værre end det. Manden havde vrede. Vrede over den måde han mente Markulius havde forrådt ham og hans familie ved selv at blive forvandlet til det monster som havde dræbt Markulius'es familie. Det som manden ikke indså var at han ikke havde haft noget valg. Og at Markulius ikke havde nogen anden vej end forblive dette monstrum.

Hopla! Nille hoppede ned fra taget. Et råb derinde var tydelig... "FORBANDEDE SJÆLEDÆMON!" Nille grinede blot, og fortsatte med at gå... Bag hende sprang huset. Hun kørte hånden igenmen håret. Hun gjorde som det passede hende... Sådan var det. De blonde hår var i en heste hale, det var ikke helt blondt... Det havde en anelse brunt i sig. Hun gik ind i det store bjerg... Og hørte stemmer. To mænd. Hun trak på den ene skulder. Hun havde en hvid jakke med hætte, sort tanktop, sorte jeans, og sorte converse sko på. De blå øjne glimtede af, og til... Når hun brugte evnen blev de hvidglødende. Faktisk meget interessant. Hun trak hætten over hovedet, og gik dybere ind i bjerget. Hendes sværd fremmanede sig ved hendes ryg i sin skede. Hun tog sværdet ud af skeden, og svang det lidt i hånden.
Hvorfor kan du ikke lade mig være...
Nille var næsten inde i midten af bjerget. Hun stoppede op. Hun kunne se to mænd, en af dem havde to knive, og den anden kun en. De var tydeligvis ved at kæmpe... PERFEKT! Nille hostede lidt for at få deres opmærksomhed. "Hvis i skal slås, vil i så være søde, og gøre det et andet sted?" Hendes stemme var drillende, og flabet. Hun gik hen imod dem, og de blå øjne glimtede faretruende. Hun var Censor for Rafael, hun behøvede ikke at frygte nogen. Det mente hun ikke selv. Hun stoppede med at svinge sværdet, men holdte det stadig i hånden. Hun ville ikke stå ubevæbnet. Hun stoppede op, og grinede kort. Hun var skammer, det betød en del... Hun så skiftevis på dem.

Stilheden mellem dem begge trukket deres knive var nærmest dræbende. Roligt gik den anden hen og tog sin kniv nummer 2 frem. Markulius så vredt på ham. Få sekunder før hun sagde noget vendte de begge blikket mod hende som om hun vidste hvad hun ville sige og inden hun havde talt færdigt sagde de begge to i munden på hinanden. "Bland dig udenom dette."Kort efter angreb manden mod Markulius. Markulius bevægede sig som om han allerede havde set angrebet og sendte et angreb mod manden. Igen så manden ud til at vide angrebet inden Markulius overhovedet rettede det mod ham og blokerede med sin kniv. Knivene var nogle som lignede normale jagerknive med nogle sjove takker på den ene side. Markulius'es kniv satte sig ind i en af takkerne. Så de sad fast med de 2 knive. Manden sendte den anden kniv mod Markulius'es hals. Men Markulius virkede som om han vidste det og klingerne's klang gav en kraftig genlyd da Markulius blokerede med den anden kniv. Derefter stod de begge og pressede knivene mod hinanden og så voldsomt ondt på hinanden. Det var som om de ikke ænsede hende. Hun stod ikke særlig langt væk men alligevel ænsede de hende ikke.

Manden's knive


Markus'es knive er på hans profil

//Sværdet er i profil i så fald //

Blande sig udenom? nænæ, den gik ikke! Hun var nysgerrig, og så gik det altså ikke at man bare sagde at hun skulle blande sig udenom. Den gik så ikke lige! Hun lagde utilfreds armene over kors, og betragtede dem. Til sidst stod de med knivene mod hinanden, og så hadsk på hinanden. Nille rullede øjne, og sukkede irriteret. Mænd... Altså. De var jo helt ustyrlige.
"Jeg blander mig ikke udenom, og lad være med at opføre jer som pattebørn." Hun regnede med at de ville ignorere hende... Så... "Se mig i øjnene..." Skammer stemmen. Folk kunne ikke sige nej til den når hun sagde de skulle se hende i øjnene. Der var bare et problem... Hun så på den mand der havde mørkebrunt hår. (Markulius), og det virkede kun på ham. Kun på den person... Stemmen sang, altså hun sang. Stemmen var utålelig, uskyldig, og lød som en engel. Det var Skammernes stemme. Hun havde bare ikke hvidglødende øjne så når han så hende i øjnene ville intet ske. Hun ville bare have ham til at se hende i øjnene.

Roligt så de hadsk på hinanden. Denne forbindelse de havde med deres øjne var et magtfuldt bånd. Når først de var tætte og så på hinanden var der ikke meget som kunne skille deres blikke fra hinanden. Magten fra hendes stemme var voldsom nok til at Markulius ikke kunne holde blikket fast mod sin fjende. Men det var som om at han vidste hun ville tilkalde deres blikke inden hun havde sagt det. Markulius bed ud efter manden og manden sprang tilbage. Begge deres knive løsnede sig fra hinanden. Markulius fik lavede et trykspark direkte på manden så han fløj adskillige meter tilbage og landede hårdt på jorden. Så kom stemmen og som Markulius vidste kunne han ikke lade være med at kigge på hende. Til gengæld kunne hans fjende heller ikke. Begge deres blikke vendte sig mod hende. Markulius'es røde øjne var nærmest borende. Som om de kunne dræbe. Det var dog ikke tilfældet kun en metafor. Men styrken i øjnene var stor. Større end meget andet. Disse øjne var magtfuldere end meget andet man kunne finde. Men alligevel var det som om at Markulius ikke havde styr på dem. Endnu. Markulius så bare på denne ny ankomne person. "Hvad vil du." Sagde han hårdt med den voldsomme stemme fuld af hævngærrighed og anger.

Drengen havde uhyggelige røde øjne... Men de skræmte hende ikke. Hun havde set sig selv i øjnene den dag hvor hun havde mødt Jacob... De hvidglødende øjne var... Var... Som at se helvede i øjnene. Man så sin skam... Sine minder... Dem man ville holde væk. Dem man ville glemme. Dem sjælen gemte... Nille rystede på hovedet for at glemme det. Hun så ham i øjnene.
"Jeg vil have jer til at stoppe med at slås, der er faktisk nogle der gerne vil gå igenmen denne tunnel for at komme hen på den anden side, og de vil sikkert ikke blive snittet i to stykker." Hun smilede, og lagde armene over kors. "Tør i virkelig at se mig i øjnene, drenge? I burde vide bedre..." Hun elskede det! Hun elskede at lege mystik! Hun elskede elskede elskede det! Hun lagde hovedet lidt på skrå.

Blikket i Markulius'es øjne skiftede. Smilet kom. Det voldsomme smil som betød han syntes nogle var ynkelige. Hvad var det hun tydeligvis var så bange for. Det var som om hun var bange for noget. Men det var ikke hans øjne. det var noget andet. Roligt begyndte Markulius at bevæge sig mod hende. Han satte begge klinger i sin holder. Hans indre stemme tilkaldte sit våben. *Almægtige dragesværd af drager du er skabt af drager du lever kom til mig i min dyd til min magt.* Et lysglimt kom. Selvom det var et øde forladt dækket bjerg. Foran ham dannede lyset et sværd med dragemønster og 1 cirkel af noget andet stof end sværdet. Roligt tog Markulius rundt om sværdet. Lyset forsvandt og i stedet for 2 små usle knive stod han nu med et mellemlangt sværd. En katana så hvid og ren som intet andet. Klingen blev rettet mod sin fjende som var ved at gå tættere på ham. Markulius drejede ansigtet mod sin fjende. "Ikke så hurtigt lille ven." Manden angreb igen Markulius. Men med en hurtig bevægelse rykkede han sig væk fra begge knivene's sving. Igen blev de stående og så direkte på hinanden.

Drengen gik tættere på hende. Hun mærkede vinden kærtegne hendes hår... Den greb fat i de blonde lokker, og fik det til at dække hendes øjne. Hun strøg dem væk, og så nysgerrig på ham da han pludselig sagde noget mærkeligt. Hun kneb øjnene lidt sammen da et lysglimt kom, og så på sværdet. Hun så ikke imponeret ud, men det var hun. Hun sukkede irriteret da mændene igen begyndte at slås.
"Hold så op!" Snerrede hun. Ej, nu var det nok! hun tog sit sværd, trådte hen ved siden af drengen(markulius), og rettede sværdets spids mod hans fjende. Hvorfor hun valgte hans side? Han interesserede hende... Hun var blevet nysgerrig omkring ham. De blå øjne blev kort hvidglødende, men blev så blå igen.
"Jeg ville foreslå at gå... Inden du bliver blæst omkuld." En stærk vind greb fat i Nilles hår, og fik det til at piske bagud. Hun smilede skævt.

Manden foran dem begge var allerede forberedt for hendes sværds klinge. Som om han vidste hvem hun ville vælge at hjælpe. Stødet da hans kniv svang til siden og slog hendes sværd væk ville være nok til enhver lige ville miste fokus. Sparket ramte Markulius så han fløj en meter eller to bagud. Hvorefter manden rejste sig op og med sin voldsomme vampyr fart var han væk på et split sekund. Markulius svang sig tilbage så han hvilede på sine skuldre sin nakke og sit hoved. Lagde sit sværd på jorden og brugte hænderne til at give det et lille skub mere. Hvorefter han hoppede op med armene's kræft og landede på benene. Bukkede sig ned og greb sit sværd i hånden. Derefter rettede han sig langsomt op og så på der hvor hans fjende havde været for få sekunder siden. Hans røde øjne begyndte at falme og hans øjne blev normale. Mørkeblå og dybe. Roligt rettede han blikket mod kvinden som havde hjulpet ham. "Hvem er du." Hans blik var koldt som om hun havde forstyrret ham i noget vigtigt. "Jeg havde situationen under kontrol." Kort efter han havde sagt det gik smerten op langs han ryg. Såret som manden havde boret ind i ryggen for derefter at flænse det endnu større med den underlige spids i knivens ende begyndte at give smerte igen. Smerten var så voldsom at den svækkede ham og han faldt på knæ mens han prøvede at holde sig stående på knæ gik endnu en smertebølge igennem ham og han faldt helt ned og sidde på sine hæle. Foroverbøjet mens såret begyndte at bløde og så lilla og inficeret ud.

Nille rullede væk fra manden da han sværd blev slået væk, og tog det. Hun tog det i skeden, og det forsvandt. Hun så i stedet på, og så på drengen igen da manden forsvandt. Hun rettede sig op, og trak hætten over hovedet. Pludselig var drengens øjne mørkeblå, og dybe. De lignede nogle man kunne dykke ned i, og svømme rundt i. Nille rystede tanken ud af hovedet, og trippede lidt bare for at have noget at lave. Hun hævede det ene øjnebryn af hans spørgsmål.
"Jeg er din skytsengel." Et smørret smil kom frem, og en anelse drillende. Løgn, hun var ikke en engel. Direkte det modsatte. Hun var sjæledæmon. Hun grinede kort over det han sagde.
"Nej, virkelig? Det så nu ikke sådan ud." Hun hævede det ene øjnebryn da han faldte på knæ, og lignede en der havde utrolig stærke smerter. Hvis han troede at hun ville komme hen til ham, og sige at hun ville hjælpe... Tog han fejl. Hun lagde armene over kors, og lagde hovedet lidt på skrå.
"Søde, har du ondt?" Spurgte hun flabet, og grinede kort.

Roligt lagde han armen om på ryggen. Pressede 2 fingre ind i hulet på ryggen. Og fremdrog en lille klingesplit som var overdækket med jernurt. Derefter kastede han klingen væk og lod roligt såret hele sig selv. Da såret ikke gjorde så ondt længere fik han sig rejst op. Da han endelig stod op så han på kvinden med det røde blik igen. Den blide fordybbelse var væk. Smilet på hans ansigt. Ja det var ondt. Umuligt at forklare hvor ondt. Det var bare ondt. Noget de fleste ikke ville kunne huske igen kort efter de havde set det men de ville kunne huske rædslen i hans smil og hans øjne. Det drabelige ansigt. Hvorefter han rettede sig helt op. Og så på hende. Fortsat med det ondskabsfulde ansigtsudtryk. Hvorefter han hævede sit sværd så det blev en forlængelse af hans arm. Lys strålen kom og greb sværdet. Strålen og sværdet forsvandt igen og igen stod han der med kun 2 knive som våben. Blikket var fast sat på hende. "Er du klar over hvad jeg er." Spurgte han roligt men hårdt.

Klar over hvad han var? Hun havde en svag fornemmelse af det, ja. Hun lagde armene over kors. Hun lagde hovedet lidt på skrå, og grinede. En latter der dansede omkring murene i tunnelen. Hun følte sig ikke påvirket af hans ondskabsfulde ansigt, og smil. Det ragede hende en høstak om han var farlig, eller ej. Hun var ligeglad.
"Jah, en vampyr." Hun gættede, og håbede på det var sandt. "Er du klar over hvem jeg er?" Skammer, sjæledæmon, og censor. Det var hvad hun var... Men man skulle nok mere frygte det med Skammer delen. Hun var en skammer, pigen med de hvidglødende øjne.

Han grinte hånligt. Roligt forsvandt det røde fra hans øjne og hans tænder forsvandt på plads igen. Blikket var fast rettet på hende. Men de var igen mørkeblå og dybe. "ja jeg er vampyr men jeg er ikke en normal vampyr jeg er en fortuner." Det sidste ord kom med en selvsikker stemme som om alle vidste hvad en fortuner var. En fortuner var en der kunne se ud i fremtiden. Sådan som han var nu var han kun stærk nok til at se få sekunder ud i fremtiden. Men med den rigtige mængde blod og den rigtige mængde kræft kunne han se meget længere ud i fremtiden end nogle sekunder. Det krævede bare mere tid og mere udvikling af sin evne end han havde. Dog ikke hele tiden kun korte glimt. I tidligere dage var fortuner noget som mange satte stor pris på. Men ikke længere. Fortunere var blevet færre og færre og til sidst en uddøende race. Deres evner var dog stadig kendt. "Nej jeg ved ikke hvad du er men det interessere mig sådan set ikke jeg er på udkig efter nogen." Sagde han roligt med en rolig ædel stemme som om han følte sig hævet over hende.

Fortuner? *Pff... Fri mig for dine forklaringer.* Tænkte hun, og lagde uskyldigt hovedet lidt på skrå. Han virkede så selvsikker, dumt. På udkig efter nogen... Og han virkede som om han troede han var over hende? Yeah... Som om han var det. Hun var Censor, skammer, og sjæledæmon. som om han var bedre end hende...
"HVem er du på udkig efter? Måske kan jeg finde min kikkert frem, og søge?" Okay, det sidste var lidt flabet. Hun smilede uskyldigt, og grinede kort.
Det var hende fuldkommen ligegyldigt om hvad han mente om hende, han skulle bare ikke tro at han var bedre, eller stærkere.

Han smilede roligt og så på hende. "Så du ham ikke? Er du både blond blandende OG blind?" Den flabede tone hun rettede mod ham morede ham og han svarede flabet igen ligesom hun gjorde. Han havde ikke noget imod denne kvinde. Lugten over hende var underlig. Men ellers var der intet sært over hende. Tja udover hendes underlige selvsikkerhed. Men et kønt ansigt var altid sådan. De var alle ens. Ikke ligesom hans kære... Tanken blev ikke færdig før han så på hende roligt. Der var gået et minut eller to med stilhed så Markulius tænkte han hellere måtte svare færdig. Hun havde sikkert svaret ham flabet igen men han havde ikke hørt det i sine tanker. Roligt så han på hende igen. Med det faste mørkeblå dybe blik. Enhver's piges drøm at ligge og kigge på dem hele tiden. Men hun kunne holde tilbage. Utroligt måske var hun mere interessant end han havde troet til at starte med. "Jeg er på udkig efter kontakter. En af mine tidligere venner sagde et ord inden han døde. En sætning før det monster og hans venner dræbte ham. Find skammen. Det var alt hvad han sagde. Alt hvad han kunne sige før han døde. Jeg tror personligt han var gået fra forstanden da han sagde den. Men jeg kendte ham. Jeg ved hvad han mente. Han havde en evne til at få folk til at fortryde hvad de havde gjort. En evne til at få folk til at sørge og angre. Noget jeg ikke selv har set før. Jeg har hørt om en person i denne by der kan gøre det samme. Men jeg skal ha kontakter først. Ud fra mine kræfter kunne jeg se at jeg skal befinde mig her. Desværre er manden som forsvandt osse en Fortuner han havde sikkert set jeg skulle møde personen her og valgte at forkludre det. Han er sikkert væk nu." Roligt sukkede han før han gik hen til en sten og satte sig på den og så på hende roligt. De dybe øjne viste angre og sorg men osse styrke og mod. De 4 ting var kun en stærk kriger som kunne håndtere samtidig. Men Markulius var osse en stærk kriger.

//*Host* denne ven.. Kan ikke være en rigtig skammer i så fald xD Han kan kun være en af dem der får dem til at fortryde, og lidt skamme sig over det men de rigtige skammere er stærkest xD Just saying //

Hun ignorerede fuldkommen hans dumme kommentar, det rørte hende ikke. Hun så ham koldt i øjnene, og mærkede hjertet hamre af sted af hans næste ord... Find skammen.... Find Skammen... Hende! Hun var skammeren... Den sidste rigtige... Det... Var hun i hvert fald sikker på. Det var hun! Det var hun! Hun lagde armene over kors, og grinede. En latter der kunne vel meget minde om en engels. Hun lagde hovedet på skrå, og rystede lidt på hovedet.
"Find skammen? Søde ven, jeg er skammeren." Hvis han nu ikke troede hende... "Jeg er Skammeren som sagt, jeg fik dig, og din fine ven til at se mig i øjnene, ikke sandt? Jeg kunne let have fået mine øjne til at blive hvidglødende, og se dine minder... Men det gjorde jeg ikke." Hun trak på den ene skulder, og fulgte ham med øjnene. "Hvis du ikke tror mig, skal jeg så overbevise dig?"

//Han kan ting med ord der får en til at tænke over sine ting. Men han kunne ikke over for David. Som manden der angreb hedder. Men han kender til skammerne og har skubbet Markus mod dem for når ord fejler virker magi. Han kan kun ord men han vidste at hvis han fejlede så var skammerne dem Markus skulle finde:D

Grinet var underligt og uforklarligt. Det kom ud af det blå. Han så direkte ind i øjnene på hende. "Du vil aldrig kunne rette din evne mod mig. Jeg er beskyttet af min gud. Jeg tror på mit hjemsted's gud. Jeg kan ikke føle skam over de ting jeg allerede har angret. Du må godt kigge. Men hele mit liv har ikke været andet end drab efter drab. Jeg føler ikke skam. Jeg angre altid. Jeg sørger altid. Jeg har personligt båret min egen elskede ned i en grav jeg selv har gravet med mine egne bare hænder. Bare for at vise hvor ked af det jeg er over at han slog hende ihjel og at jeg førte ham til hende. Jeg har intet at skamme mig over jeg har kun ting at angre over." Roligt rejste han sig op. "Jeg slog min mester ihjel. Ham der forvandlede mig. Fordi han forvandlede mig og brændte min familie. Men jeg bar ham personligt ud på en træplade jeg havde bygget med brænde under og satte ild til ham. Som en konge. For han lærte mig en lektie jeg aldrig vil glemme. Anger er det der gør os stærke. Han havde mistet kontrollen og dræbt min familie. Men han brændte huset og så på huset i alle 5 timer det brændte. Indtil det ikke var andet end gløder. Ikke i latter eller skadesfro. Men i anger. Jeg så personligt på min mester i samme 5 timer før hans lig var helt ugenkendelig. Med anger i mine øjne. For pokker da jeg angre endda over de dyr jeg dræber for at få næring så jeg ikke spiser af mennesker. Der findes intet indeni mig som jeg ikke angre over. Der findes ikke engang noget er lykkelig over at have gjort." Hans smil forsvandt roligt og han så på hende med et neutralt ansigt. Mens hans øjne lyste af anger som de altid gjorde. En ting der gjorde hans øjne mere uimodståelige. Den tro at han altid var ked af det. Eller rettere viden at han altid var ked af det. Sorgen var det der drev ham fremad. Den eneste grund til at han stadig lever. For at sørge for ingen anden får den fornemmelse som han har af David. Han vidste at David kun kunne dræbes af en fortuner. Fordi de har samme evne til at forudsige hinandens trick. Men det krævede at Markulius blev stærkere. Og det blev han ikke uden at han kunne være i fred i noget tid. Det var det han søgte. Magter til at skabe et tidsrum for ham at gøre sig klar. Men det krævede at David midlertidigt ville føle skam over de ting han selv havde gjort. Og her var det den person han ledte efter kom ind i billedet. Hans blik borede sig ind i hendes øjne. Søgte efter om hun løj.

//Undskyld, jeg skimmede bare igenmen det du skrev da jeg har vildt ondt i ryggen, men prøvede lige at svare ^^//

Hun forstod ikke ret meget af det han sagde, men lagde hurtigt mærke til en sætning.
Jeg har intet at skamme mig over.
Dem der sagde det... Var godt dumme i hovedet.
Hun sukkede, og lagde armene over kors, og lyttede efter selvom det var svært. Hun hørte ikke meget efter, så ham bare i øjnene. Jaja, mange piger ville sikkert falde for ham, og hans øjne, men det rørte hende ikke. Hun var ligeglad. Hun kunne se flere mænd i øjnene uden at føle sig draget af dem, hun kunne give mænd et kys, og så bagefter dræbe dem hvis det lystede hende. Hun var skammeren. Hun løj ikke, og derfor kunne det ikke ses.
Hendes øjne var kolde, men ingen løgn at tyde.
"Hør her... Alle har noget at skamme sig over. Nej, lad være med at sige noget igen." Hun løftede en hånd for at sige 'stop'.
Hun sukkede kort.
"Men jeg er skammeren."

Han så direkte på hende. Roligt stak han hænderne i lommen. Og langsomt begyndte han at gå tættere på hende. Holde deres forbindelse gennem blikket. Jo tættere på han kom. Desto dybere blev øjnene. Det var tydeligvis ikke med vilje at han virkede så forførende. Hans udseende var bare sådan. Roligt og dybt. Men hvis han ville kunne det blive endnu mere magtfuldt. Han stod lige foran hende. Regnede med hun ville gå et skridt tilbage. Men han ville ikke opfange det. Hans blik var direkte rettet mod hendes blik. Han holdte blikket så længe han kunne. Som om det ville gøre ondt hvis han slap blikket. Men det var kun for at vinde hendes tillid. Spillet var det vigtigste. At udnytte nogen var det der gjorde ondt. Han bad til sin gud i hovedet om at han ikke ville føle skam over det og at han allerede angrede over dette han gjorde. Han kunne mærke hans samvittighed lette over den ærlighed han talte til sig selv over. "Jeg skammer mig ikke over mine valg jeg lever med dem acceptere dem og sorger og angre over dem. Der findes intet at skamme sig over ved at være sig selv. Intet." Sagde han roligt med det rolige blik fortsat direkte ind i hendes øjne.

Hans øjne blev dybere jo tættere han kom på hende. Hun rykkede sig ikke, gjorde intet. Hun var ikke bange, hvorfor skulle hun dog være det? Hun havde to evner, og et sværd der kom når hun beordrede det til at komme. Han var forførende, men det gjorde hende intet. Der var HELT sikkert mange piger der faldt for ham... Men Nille var anderledes. Det havde hun altid været, og ville altid være. Hendes gudinde havde regler, og de regler... Var strenge. Plus, hun var Censor for dæmonernes leder, hun faldt ikke bare for en fyr fordi han så godt ud. Nej, det var personligheden, og måden han var overfor hende på, hun faldt for. Tja, whatever.
"Nej, men nogle gange så går folk for vidt. En morder dræber fordi han kan lidt det, men de går for vidt. Der kommer skammerne ind i billedet. Vores oprindelse blev kun til fordi at mordere, tyve, og slavehandlere gik for vidt." Hun smilede skævt, og de blå øjne glimtede. Et glimt der kunne få den stærkeste mand til at løbe skrigende bort hvis han vidste hvem hun var... Og hvad hun kunne.

De rolige dybe mørkeblå øjne var direkte rettet mod hende. De var fast besluttet på at se ind i hendes uden at vige væk. Selvom han kunne få fornemmelsen at han skulle gøre det. Men det rørte ham ikke. Han var så tæt på hende at hun ville kunne mærke den kulde der kom fra ham. Men der var noget mystisk over den. En slags følelse af trang til begær. Det fulgte med til de vidunderlige dybe øjne. De var få centimeter fra hinanden. Han var tydeligvis lidt højere end hende. Hans muskuløse kraveben var fremme svagt igennem skjorten der var knappet op. Og læderjakken sad lidt mere løst på skuldrene end den havde for nogle minutter siden. "Jeg er aldrig gået for vidt. Jeg har gjort det nødvendige. Men altid med ære. Og ære er stærkere end skam." Sagde han roligt. Nu hvor han stod så tæt på var det som om den hjemstedige accent begyndte svagt at tone lidt borte. Og lyden af en blanding af italiensk og fransk. Men på en smuk måde. Roligt så han fortsat ind i hendes øjne. "Kan du hjælpe mig?" Spurgte han roligt

Begær... En følelse Nille aldrig havde kendt til. Skam var hendes mål, og hendes liv. Gudinden af Skam var hendes leder, også selvom det ikke ville behage Rafael vide, men Gudinden af Skam ville for altid være hendes sande leder. Rafael var en slags... EKstra leder på en måde. Begær var ikke noget hun havde følt før, og hun ville ikke mærke den. Men den mand... Grrr! Væk! Hun ville skubbe til ham, få ham væk, men hans ord...
Ære var stærkere end Skam? NEJ!
"Nu hører du godt efter! Har Ære en gudinde? Har Ære nogle der går rundt, og kan få Ære ind i folks sind? Det tror jeg ikke!" Hun snerrede, og trådte et skridt tilbage da hun mærkede den kulde der kom fra ham.
"Med hvad?" Hun så spørgende på ham.

Grinet i hans læber var fuldt af voldsom styrke som om hun godt og grundigt havde sagt noget dumt. "Der findes ikke en eneste tro uden en gud som tror på ærens kræft." Sagde han roligt og så fortsat på hende. "Nej nemlig er det stærkere. Ære er noget en mand vælger frem for alt. Ære er ikke noget som nogen kan tvinge ind i folk. Ære er det eneste i verdenen du skal kæmpe for. Som man ikke bare får foræret." Han så fortsat på hende. Kulden fra ham blev større. Det var som om den brændte mod huden på folk. En kold levende kulde fuldt af begær. Som nærmest brændte mod huden. Han gik et skridt frem. Et til. Et til. Han vidste hun ville rygge sig tilbage og til sidst ville hun ende op af en af bjergenes klippevægge. "Med at skaffe mig tid. Tid fra den mand som jagter mig. Tid til at blive stærkere så jeg kan rette op på den fejl jeg begik. Jeg skammer mig ikke over min fejl. Jeg indrømmer gerne det var en fejl. Men for at jeg skal kunne rette op på fejlen må jeg have tid til at gøre mig stærkere." Sagde han roligt mens hans dybe længselsfulde øjne stadig var rettet imod hende.

Han var irriterende. Dybt irriterende. Hun havde lyst til at sparke, slå, og rive i ham for at få ham til at lade være med at være så pokkers tiltrækkende! Men sådan var vampyrer. Eller... Det mente hun de var. Hun blev ved at med gå væk fra ham, og mærkede så den kolde mur ramme hendes ryg. Hun sank en klump, og så flabet på ham for ikke at vise hun var lidt nervøs. Han skulle holde med at lade hende mærke følelsen af begær! Lige nu! Hun ville ikke have den pokkers følelse! Væk!
"Skam er stærkere, og en livsstil for skammerne. Men de skammere er døde nu... Jeg er den sidste." Hun vidste ikke hvorfor hun fortalte ham det... "Så hvis en dræber mig... Er skammerne ikke længere her. Morderne ville få fri fod... Skammen ville være væk." Hun sank en klump igen.
"Hvordan skal jeg skaffe dig tid?" De længselsfulde øjne fik hende til at tænke lidt... Over hvad han følte længsel efter. Hævn? Hun vidste det ikke... Men håbede at finde svar.