Dragom peak is like a home (Nille=privat)

Smilet på hans læber var som prikken over i'et. Det perfekte smil med de perfekte stramme læber som enhver kvinde ville søge efter som var det en besættelse. Og pludselig blev begæret stærkere. "Hvis du er den sidste af din art hvorfor frygter du så det begær som er i dig. Hvorfor er du så opsat på at holde fast i virkeligheden i stedet for at lade dig blive opslugt af det begær jeg vækker i dig. Du kan mærke det. Du ved det. Jeg gør det ikke ved dig. Jeg vækker det bare. Jeg så at du kunne li mine øjne allerede første gang du så i dem. Lad vær med at frygte dem. Se dybere i dem." Hans tidligere accent var helt væk og tilbage var kun den underlige men vidunderlige blanding af Italiensk og Fransk. "Immerge te filia reginae." Ordene lød smukke og poetiske. Noget som kvinder ville få bløde knæ over at høre. "Det betyder giv dig hen prinsesse. Vi snakker om hvordan du kan hjælpe mig senere." Roligt tog han sin jakke af og prøvede så godt han kunne at få den om bag hende uden at slippe øjenkontakten. Så hun ikke behøvede at læne sig op af den kolde væg.

Grrr... Hun hadede mænd! Ja, okay... Hun hadede ikke Rafael, men det var noget andet. Rafael gav hende luksus, penge, og alt hvad hun ønskede sig, sådan da... Det var en af de ting hun elskede ved at være Censor. Arh... Var det så tydeligt? Hrmpf. Frem med skuespillet. Et drillende, og flabet smil kom over hendes læber. Øjnene glimtede uskyldigt, og hun lagde armene over kors for at få lidt mere afstand mellem dem.
"Jeg har set mange øjne, dine er ikke noget specielle." Hun smilede lidt mere hånligt, end uskyldigt. Hun ville ikke lade ham vinde så let. Sådan var hun ikke.
Kuldegysninger bredte sig da han sagde noget... Hun seriøst ikke forstod. Men hun ville stadig ikke lade ham vinde.
"Beklager, jeg er ikke sammen med hvem som helst." Rettere sagt, hun var kun sammen med en der faktisk elskede hende. Det var tydeligt at denne mand ikke gjorde. Hun spærrede øjnene lidt op da han tog sin jakke af, og prøvede at få den bag hende. Hun gjorde intet. Men fik den ligegyldige facade op igen.

Roligt smilede han mere roligt. "Tænk at du kan holde til det." Han havde ikke noget besvær med at få jakken om hende så han havde fat i halskanten på jakken. Og hev hende tættere på hans ansigt. Så deres ånde mødtes lige imellem deres læber. Hans kolde ånde fuld af begær ramte hendes varme ånde. Han var sikker på at hun bare holdte en facade oppe så han lod sig ikke mærke af hendes flabede kommentarer. Grinet var kort og sødt og han nærmede sine læber langsomt forbi hendes. Kyssede hende langsomt på kinden. Derefter lige nær øret. Og så halsen. Tungen gled langsomt ud af munden på ham. Og slikkede hende kort men blidt op af halsen. Så hans kolde tunge. Det kraftigste middel han havde for at give andre begær for ham. Ramte direkte på hendes hals og begæret sugede sig ind under hendes hud og ville langsomt brede sig over hendes krop. Det var sådan vampyrer af hans slags fik deres ofre. Ved at give dem begær gennem deres spyt. Så de ville have en træng til at mærke ham. Samtidig gav spyttet osse den fordel at hvis han bed ville hun ikke mærke smerte kun mere begær. Men han ville ikke bide. Han ville ikke give hende fornemmelsen at han tvang hende. Kun skubbe hende lidt. "Jeg ved du ikke har set nogen som mine. Det er tydeligt på dig." Hviskede han svagt mod hendes hals mens han fortsatte med delvist kysse den og delvist slikke den. "Jeg er ikke hvem som helst." Ordene var blide og naturlige og fulde af længsel. Men af en grund tøvede han. Hvis han ikke havde tøvet havde han bidt i hendes hals for længst. Men det var som om noget holdte ham tilbage. Noget som holdte ham fra at tvinge hende. Han vidste bare ikke hvad det var. Langsomt begyndte hans tunge at slikke cirkler på hendes hals og langsomt med en blid streg lod han sin tunge glide op langs kinbenet og kinden og op ved siden af hendes mund. Men stoppede så og lagde sin pande mod hans så deres læber var mindre end en centimeter fra hinanden. Mens han bare så hende i øjnene.

Tja, hun kunne holde til det da hun var temmelig god til sådan noget. Det rørte ikke så meget. Hun ville skubbe sig fri hvis det ikke var fordi han hev hende tættere på hans ansigt, og hun mærkede hans kolde ånde... Som bestod af begær. Hun havde aldrig prøvet sådan noget, men ville ikke lade ham bryde hendes kolde, og ligegyldige facade ned. Modvilligt lagde hun hænderne på hans brystkasse. Men kom i tanke om at hun kunne bruge det til at skubbe ham væk. Hun mærkede hjertet banke hurtigere af panik for at han ville kysse hende da hans læber nærmede sig hendes. Hun blev lettet da de strøg forbi, men mærkede panikken gribe fat i hende da hun mærkede hans læber mod hendes hals. Ville han bide hende?! Niksen! Hun spærrede øjnene op da hun mærkede hans kolde tunge på hendes hals, og gav et lille klynk fra sig. Hun ønskede ikke dette! Hun ville ikke! Han skulle lade hende være, skulle han! Hun mærkede tydeligt begæret over hele hendes krop, men ville ikke give efter.
"Stop." Hendes stemme var stærk på trods af det der skete. Hun lagde mærke til alt hvad han gjorde, og det irriterede hende grænseløst.
"Nej, du er en vampyr. En vampyr der skal lade mig være i fred... Jeg er ikke bare skammer." Eller dæmon. Men hun kunne ikke sige det sidste. Hans ord var fulde af længsel hvilket ikke gjorde hende... Roligere. Nærmere mere panikslagen. Hun gav endnu et klynk fra sig, og så ham i øjnene da hans ansigt var ved hendes igen... Og overraskende tæt.
"Hvad er det du har gang i?" Hendes stemme var hviskende, og en skælven af frygt var der.

Hans blik var fæstet til hendes. Helt rolige og stille. Som om han ikke var ved at give hende begær. Som om de bare var et nyt kærestepar. Hans forførelse og hans strømmende begær var der stadig. Men de dybe øjne. Det var som om der var en ny dør der havde åbnet sig. En dør som tydeligt var rusten. Man kunne se han tøvede. Men kun i hans øjne. Hans krop virkede fast besluttet som om han ikke veg tilbage fra noget. Hendes første spydige kommentarer kom først igennem knolden på ham det øjeblik. "Nej du er ikke bare en skammer. Du er skammeren. Men ikke desto mindre. Er du en kvinde som har evnen til at stritte imod mit begær. Det er der ikke mange der kan. Vil du virkelig ha at mit begær skal flytte sig. Jeg kan godt slukke det hvis du ser mig dybt i øjnene og fortæller mig du gerne vil ha jeg skal stoppe det. Og du skal mene det." Sagde han roligt og så på hende fortsat med det rolige blik. "Jeg viser dig den side af mig som er den der ber om din hjælp. Jeg viser dig hvad jeg vil give dig for at hjælpe mig." Han lod sin ene hånd tage fat i hendes hånd på hans brystkasse lige ovenover hjertet. "Jeg er en ærefuld kriger. Og hvis du vil hjælpe mig. Vil min styrke blive din. Du vil blive min dronning. Hvis du hjælper mig og jeg ikke bliver slået ihjel. Så er mit hjerte min hjerne og min æra dit. Som tak for det. Og jeg er din til at befale." Blikket var fæstet til hendes blik og veg ikke en millimeter fra hendes øjne så hun kunne se at hun mente det. Det der lyste af tøven i hans øjne blev erstattet af nervøsitet. Hans øjne blev dybere. Men osse varmere. Og mere følelsesfyldt end hans øjne havde været før da han udsendte den kolde begær gennem hans blik.

Åh gud, han stoppede. Dejligt! Hun så rådvildt på ham, men fik kontrol over sig selv. Hendes øjne blev mere normale, og rolige. Hun lagde mærke til han tøvede, og hun var fristet til at rive sit hoved væk fra hans, men så ville hun ramme muren, hvilket hun ikke ønskede. Hun fik også sin vejrtrækning under kontrol. Begæret var stadig i hendes krop, men hun vidste snart ikke om hun ønskede det eller... Hun så på hans hage i stedet, hun ville ikke se ham i øjnene. Da han sagde noget igen, så hun dog op i hans øjne.
"Jeg stritter imod fordi jeg aldrig har været sammen med en sådan... Og fordi det føles forkert. Jeg kender dig knap nok, og jeg har tænkt mig at gøre det med en der elsker mig... Og at jeg elsker ham." Hun sank en klump. "Men hvorfor ønsker du overhovedet at være sådan sammen med mig?" Hun undgik bevidst ordet 'sex'. Hun mærkede et spjæt i sig da han lagde en hånd på hendes ved hjertet. Hans ord overraskede hende mere.
"Du vil ligefrem blive min kriger?" Hun kunne se i hans øjne han var nervøs.. Hvorfor? Hun så forbløffet på ham.
"Hvorfor?"

Han prøvede at få et smil frem. Men det eneste han kunne var et kejtet lidt dumt smil. "Ja. Jeg har ledt efter en som jeg kan give mit krigerløfte til. Men det skulle være en der ikke bare knækkede så snart hun mærkede mit begær. Men det er ikke den eneste grund til jeg har valgt dig. Hvis du hjælper mig redder du mange vampyrer. Og det er noget jeg respektere. Det er den eneste grund til jeg ikke bare har ladet mig dræbe. Det er fordi David ikke stopper når han har dræbt mig. Han vil gå efter flere. Ja alle vampyrer han kan finde." Sagde han roligt mens han så fortsat ind i hendes øjne. "Hvorfor så forbløffet" Spurgte han roligt og smilede svagt mens han nussede hendes hånd på hans bryst.

Hun ville stadig trække sit ansigt væk da deres ansigter stadig var overraskende tætte på hinanden. Hun bed sig i underlæben. Hun vidste ikke helt om hun kunne lide tanken om at have en kriger, tanken om det blev nok sænket lidt ved tanken om hvad han kunne. Ikke bare knækkede så snart hun mærkede hans begær? Hm... Hun kneb øjnene lidt sammen, og rørte sig ikke ud af stedet da det ikke ville hjælpe alligevel.
"David... Manden du kæmpede imod?" Hun så spørgende på ham. Hun lagde hurtigt mærke til at hun stadig havde hænderne på hans brystkasse da han nussede hendes hånd.
"Fordi det ikke giver nogen mening. Hvorfor vil du være min kriger? Hvorfor ville du vække en følelse jeg aldrig har prøvet før?" Hun mente at hun ikke havde prøvet det før... Men ja, hun havde kun været dæmon i en uge.. Og levede sit liv i en uge. Vågnet op i en gyde, og en sorthåret pige... Nej! Hun måtte have den tøs ud af hovedet!

Han sukkede roligt. Den stadig blussende kolde begær begyndte langsomt at forsvinde bort før den var helt væk. "Jeg ville vise dig hvad jeg var i stand til. Og samtidig finde ud af hvad det er der holder mig tilbage fra bare at bide dig. Hvis jeg først får bidt dig. Jamen så er det ovre. Så ville mit begær vinde. Men af en eller anden grund kan jeg ikke få mig selv til det. Som om jeg ikke vil tvinge dig til min befaling. Som om du selv må vælge det valg. Valget mellem at hjælpe mig. Eller at vende mig ryggen." Roligt flyttede han sig fra hende. Men hans pande var stadig på hendes. Han havde sluppet hans jakke som var om hende. Hans arme var faldet ned langs siderne. Han så bare på hende fortsat. Pande mod pande. Stilheden. Den føltes som en evighed. Men nu havde hun et valg. Hun kunne gå væk eller hun kunne blive stående. Et valg han ikke kunne tage for hende.

Nille mærkede begæret forsvinde, og åndede lettet op. Hun ville ikke have den følelse... Så det var dejligt den forsvandt. Hun så ham stadig i øjnene. Ahva? Kunne han ikke bide hende? Ville... Nej. Sagde han at han ville haft bidt hende? Pf... Nu fik hun et valg?! Ej... Unfair. Okay, det var nu fair. Så var hun i mindste fri for at mærke det kolde begær mod hendes vilje. Han slap den jakke der var rundt om hende hvilket hun først lagde mærke til nu. Han gik noget væk fra hende, men panden var stadig på hendes... Hvad ville han have? At hun blev? Selvfølgelig ville han have det.
"Så du ønsker bare at komme i seng med alle de piger du kan?" Hendes stemme var hård, og øjnene blev kolde. Hun tog hænderne væk fra hans brystkasse, og lagde armene over kors.
"Fint, jeg bliver." Hun veg ikke væk.

Kort sukkede han. Det var som om det gjorde ham træt at diskutere dette med hende. Men af en grund sårede det ham det hun sagde. "Jeg har kun haft sex med en person." Hviskede han roligt. Tydeligt såret. "Og hun blev slået ihjel på grund af mig. På grund af jeg førte David til hende." Hans blik var tydeligt i sorg som før. Tanken om hans tidligere elskede var kun lige bæreligt for ham. Men at snakke om hende til dig. Det var nærmest for meget. Han kunne næsten ikke. Hvad skete der med ham. Først tøvede han og nu kan han ikke engang sige noget til hende om hans fortid. Han var ved at blive svag det var sikkert. Hun gjorde ham svag. Hurtigt gik det op for ham hvorfor. Men han ville ikke sige noget. Langsomt som om det pinte ham virkede det som om han ville rykke hans hoved væk. Og hvis hun intet gjorde så ville det ske.

Det var tydeligt han var såret, men hun var ikke en man kunne få til at føle medlidenhed for da man først skulle blive hendes ven... Før hun tog facaden ned. Kun med en? Big surprise. Hun så faktisk noget overrasket ud. Så... Hun fik faktisk noget medlidenhed... Hun bed sig hårdere i underlæben, men ikke nok til det blødte. Det var hun meget forsigtig med... Hun stod jo trods alt foran en vampyr... Og utrolig tæt.
"Hvorfor tvang du mig så til at føle begær efter dig?" Hendes stemme var ikke hård.. Mere forsigtig, og tøvende. Hun mærkede på ham at han ville rykke hovedet væk, men hun lagde hånden på hans nakke for at stoppe ham. Hun smilede en anelse drillende.

Han så fortsat ind i hendes øjne roligt. Til at starte med var han helt rolig. Men langsomt opfangede han noget fra hende. Hvorfor så forsigtig. Begæret var væk. Hun havde fuld magt over sin krop igen. Alligevel tøvede hun. Alligevel holdt hun deres forbindelse med panden. Hun havde mulighed for at gå men hun smilede bare drillende. Hvad var der så specielt ved hende. "Jeg tvang dig aldrig. Jeg vil aldrig kunne tvinge nogen til at føle begær. Kun vække deres skjulte begær. Men grunden til jeg ville vække den var at du var kold og fjern før. Jeg ville tø dig op. Få dig til at lytte til mig og ikke bare være en kold kælling som er ligeglad med alle andre så længe det ikke skader hende selv. Jeg ved at hvis der er en gud for skammer. Vil jeg væde på at den gud vil ha at man bruger sine evner for at hjælpe andre. Ikke for at være kold. Men jeg kender intet til skammerne. Jeg er kun fortuner. Og vores codex er at vi altid skal hjælpe hvis vi kan. Jeg kan se fremtiden. Jeg kan se mange ting i fremtiden. Men det har sin pris. Alt har sin pris. Og jeg har givet dig mit tilbud. Min krop min sjæl og mit hjerte. Som dit til at befale. Hvis du siger jeg skal stikke mig selv ned så..." Roligt fandt han den ene kniv og lagde den lige over hans bryst ved hjertet så kun lige spidsen rørte. Og selvom han ikke engang brugte kræfter bare rørte så skar det direkte igennem trøjen og en smule af hans hud. Et tegn på at kniven var skarp nok til at ryge direkte igennem bare ved et lille skub.

Tja, hun var vel forsigtig fordi hun ærlig talt ikke vidste hvad hun skulle gøre. Og så fordi at den gamle Nille kom frem i hende... En smule. Men igen, det vidste denne Nille ikke. Tja, kold kælling... Det var hun vel når sandheden skulle frem. Men der var en god grund til det... Okay, hun kendte ikke selv den grund... Eller jo, det gjorde hun. Eller.. Arh! Det var så irriterende.
"Tja, det er vel sandt at jeg var det... Men kun fordi at hvis jeg ikke er... Så er jeg et let bytte." Se ind i fremtiden, tja, det lød meget sejt.
"Ikke gud, men gudinde. Vi skammere er for det meste kvinder... I hvert fald de rigtige af os." Hun vidste ikke hvor den viden kom fra, men den var der. Den viden var muligvis heller ikke sand, så hun ville ikke holde fast i den viden. Hun rynkede lidt på panden da han sagde det til sidst... Og blev overrasket da han tog en kniv frem. Han skar det genmen hans trøje, og lidt af hans hud... Hun så på såret.
"Det kunne jeg ikke finde på... Jeg ville selv stikke dig ned, hvis det endelig skulle være." Hun trak på den ene skulder, og tog hånden væk fra hans nakke for at give ham plads. Hun havde stadig ryggen mod muren.

Han fjernede roligt kniven og satte den i holderen igen. Blikket stadig fæstet på hende roligt. Det korte suk som kom fra ham var underligt nedslået. Og han så fortsat på hende før han blinkede med øjnene og kiggede ned. "Jeg undskylder jeg har spildt din tid." Han tog roligt hendes ene hånd og kyssede den. Begæret i hans læber og ånde var der stadig. Han kunne styre det i sin hud men ikke hans ånde læber og spyt. Roligt fjernede han hendes hånd så hun kun fik et flig af det så hun kunne mærke at det ikke var med vilje. Før han roligt fjernede deres pander fra hinanden og vendte ryggen til hende. Hans evige stolthed og ære var der altid. Han rettede ryggen og rankede sig selv. Han så ærefuld ud igen og begyndte langsomt at gå imod en af de lange stier igennem bjergbyen. Med langsomme skridt som om hvert skridt smertede ham. Efter nogle skridt vendte han sig mod hende og sagde med den perfekte romantiske sexede stemme som var hans egentlige accent. Blandingen mellem italiensk og fransk. "Maybe Viae nostrae traiecit iterum, filia reginae. Donec igitur, vide tibi posterius" Den rolige stemme var stærk ærefuld og sexet som altid. "Det betyder 'Måske krydses vores veje igen prinsesse. Indtil da på gensyn'" Gentog han på det rigtige sprog før han begyndte roligt at gå igen.

Spildt hendes tid? Mange spildte hendes tid, men det gjorde hende aldrig noget. Livet skulle leves. Hun ønskede at han ikke havde kysset hendes hånd, det begær han åbenbart vækkede i hende kom hurtigt frem igen, men forsvandt lige så hurtigt igen. Hun mærkede lettelsen komme frem igen, og så spørgende på ham. Hvorfor var han så... Ærefuld? En vampyr af ære... hm... Hun mærkede at hans pande blev flyttet væk fra hendes. Hun slog armene om sig selv da han gik. Hun lagde hovedet lidt på skrå, og opdagede hurtigt at hun stadig havde hans jakke om sig... Skulle han ikke have den tilbage? Arh... Han skulle stoppe med at være så forvirrende. De kendte overhovedet ikke hinandens navne? Hm... Hun sukkede da han vendte om mod hende igen, og sagde noget. Kunne han da ikke lade være med at kalde hende prinsesse? Åbenbart ikke.
"Skal du ikke have din jakke tilbage?" Spurgte hun, og så efter ham. "Og du ved slet ikke hvad mit navn er..." Hun rystede på hovedet, og sukkede igen.

Hans svage grin var ikke hånligt eller noget men oplysende. Som om han tydeligvis vidste noget som hun ikke gjorde. Og med lette ord kom de blide vise ord fra hans åbnede læber. "Behold den jeg køber bare en ny. Desuden ser du ud til at have mere brug for den end mig." Okay de var måske ikke vise men det var de næste ord han sagde. "man kender ikke hinanden bare ved at vide dens anden navn. Kendelse er her inde." Han bankede med en knytnæve svagt på sit bryst ovenover hjertet. "Navne er materiliserede ting man kalder sin krop. Men hjertet og sjælen har deres egne navne. Og på den måde kan man kender folk. Jeg ved vi har mødtes før. Ikke i dette liv men i et tidligere liv. Og af en eller anden grund vækker du noget i mig. Jeg er ikke sikker på hvad det er. Men jeg kan se på dig at du ikke kunne være mindre interesseret i hvad jeg har at sige." Sagde han roligt med det rolige sexede forførende smil.

Han forvirrede hende. Beholde jakken? Jamen okay så... Hun blev ved med at have armene om sig selv da hun fandt det mere betryggende. Det næste ha sagde forvirrede hende fuldkommen. Kendelse inde i hjertet? Jamen... Det var jo en organ... Ikke? Det mente hun, hjertet var en vigtig organ i ens krop.
"Jamen, okay så... Tak." Hun smilede skævt. "Hjertet er en organ, søde." Hun lagde hovedet på skrå, og smilede uskyldigt, og en anelse sødt. "Uanset hvad så er mit navn Nille." Hun gav ham simpelthen frivilligt hendes navn. Hvorfor ikke? Manden tilbød hende jo at være hendes kriger.
"Vækker noget i dig?" Hun grinede kort. "Og hvad vækker jeg så i dig?" Hun rystede lidt på hovedet af ham. "Jo, bare sig frem."
Hun så oprigtig interesseret ud. Det smil han havde fremme gav hende kuldegysninger.

Han smilede kort. "En anden gang Nille. Jeg har givet dig meget at tænke over. Jeg synes du skal ha chancen for at tænke over det før vi snakkes igen." Sagde han roligt før han pegede på jakkens ene lomme. "Markulius Dé Auditoré. Og for at være sikker på du husker det og mig så ligger der en halskæde af stål i den højre jakkelomme med mit navn. Pas på den jeg kommer tilbage efter den snart." Smilet på hans læber var stort og varmt. Før han som dug fra solen forsvandt takket være hans vampyr fart. Dog var han ikke langt væk. Han stod oppe på en af husene lavet ud af bjerget og kiggede kort ned på hende tænkende over hvad det var hun vækkede. Han vidste det faktisk ikke. Ikke helt. Men måske. Dog kun måske kunne det her være starten på noget stort. Måske ligesom en søster. Eller måske større. Han måtte tænke over det. Og hun måtte tænke over alt det han havde fortalt hende. Det virkede som et perfekt tidspunkt at give hende fred. Og hej. Halskæden stod der osse hans adresse til hans lejlighed. Hun skulle nok finde frem til ham. Og i den ene inderlomme lå der en krystal. Det var det man kaldte en tvillingekrystal. Kom den nærmere sin tvilling begyndte den at blinke. Og Markulius havde den anden. Så de ville altid kunne finde hinanden. Hvis hun besluttede sig for at han var det værd. At han og alle de andre vampyrer var værd at redde.

Hun mærkede på jakkens ene lomme da han forsvandt. Sandt, så sandt. Der var noget. Hun ville dog ikke kigge nærmere på det. Hun trippede lidt.. Hvad skulle hun gøre nu?
Gå hen til det hotel hun boede på, i hvert fald midlertidligt boede i, og tænke... Hun sukkede, og bed sig kort i underlæben. Hjælpe vampyrer... Men de dræbte jo... Men det gjorde hun jo også selv... Arh! Hun måtte tænke over det efter hun havde sovet. Hun tog sig til tindingerne, og masserede dem kort. Men så kom der en slags blå tåge om hende, og hun var hurtigt ude af tunnelen. Hun så sig kort omkring da tågen forsvandt, og hun stod ved gaden udenfor hotellet... Og gik ind.

//Ouuuut.//