Don't try this at home! -Nille-

Okay, ærgeligtalt, så var han egentlig ikke helt klar over hvad han havde gang i, men det morede ham på en mærkelig måde og der var ikke andre til stede til at grine af ham, eller sætte spørgsmålstegn ved ham. Josh var udenfor, legede ude i skoven, som han nu altid gjorde og det skulle han vel også have lov til, selvom Jacib tit kunne mærke en bekymring boble i sig, hvis der gik lidt tid inden han kom hjem. Selvfølgelig måtte Josh tage på eventyr, der var bare så meget farer i verden, som Jacob ønskede at beskytte ham imod, men det var vidst nemmere sagt end gjort! Men, i hvert fald gik Jacob rundt i bar overkrop og stegede Bacon på en lille pande, han varmede over en form for komfur.. eller et indendørs ildsted. Egentlig kunne Bacon ikke spises af ham, eller jo, men det ville ikke mætte ham, men så Havde lille Josh da noget at spise når han kom tilbage. Og hvorfor han gik med bar overkrop, det var en helt anden sag, eller lad os bare sige at Josh endnu engang havde formået at stjæle hans hættetrøje. Tanken om det, fik ham til at ryste på hovedet og fokusere på bacon. Det var dog ikke sulten der gnavede i den unge dæmons mave, men derimod et savn. Der var gået en måned siden han havde set hende og han savnede hende forfærdeligt! Men, han troede på at hun snart skulle komme igen, det skulle hun bare!

Påklædning 2, profil.

Nille kunne se Jacobs hus. Hun stod faktisk lige ved døren. Hun havde hørt Josh grine et sted ude i skoven, men havde ikke nænnet at afbryde ham i hans lille eventyr, ja hun havde set ham, men ikke ladet ham se hende. En måned... En hel måned, havde hun ikke været udenfor den skov, hun stadig ikke kendte navnet på! Den havde været lang væk fra the forest.Hun tøvede med at banke på... Hvad nu hvis Jacob var sur på hende, fordi hun bare havde været væk i så lang tid? Sidst de havde set hinanden havde hun blot sagt at hun skulle væk, og skyndet sig afsted, inden han kunne nå og sige noget. Dog havde hun glemt sin plan dengang da sorgen havde overvældet hende og hun havde været tæt på selvmord, men caroline havde stoppet hende. Nille sank en klump og åbnede forsigtigt døren. Ikke en lyd. Hun listede sig ind. Hun gik hen imod Jacobs fært... Hun listede, hun var lydløs.
* Hvad fanden?* Hun spærrede øjnene op ved synet af Jacob der stegede bacon og gik rundt i bar overkrop?! Hun stod bag ham, nogle få meter væk. Hun skilte sine læber og en lille latter forlod hendes læber.
"Hvad har du gang i?!" Spurgte hun. Hun lagde en hånd på panden og støttede sig op af væggen,da hun havde svært ved at få vejret fordi hun grinede så meget.

Han hørte godt døren gå op, men regnede med at det blot var den lille Josh, som ønskede at besøge ham, eller så var det måske den store som kunne dufte baconen og lige ønskede at komme forbi, selvom det ikke rigtig ville give nogen mening at han sådan skulle dumpende. Eller, jo det ville det, men han ville ikke tænke videre på det nu, Josh var ældre, men så alligvel ikke og det forvirrede ham gudvaldigt! og det mest irriterende var at Josh havde vokset ham over hovedet, den lille ballademager. Han rystede på hovedet med et smil, tiden gik underligt stærkt og han savnede lidt de gamle dage, hvor alting virkede mere enkle. Det gik op for ham at lyden af døren var gået op for længst havde været der, men der var intet spor af den lille eller den ældre Josh, så lige da han skulle til at se sig spørgende over skulderen, så han til sin overraskelse Nille stå i døren og grine af ham. Lige som han troede at der ikke var nogen som kunne grine af ham, så skulle hans kæreste selvfølgelig lige træde ind af døren! Han rødmede svagt og stillede baconen fra sig, over den lille flamme ved ildstedet.
"Steger Bacon," mumlede han flovt og kiggede på baconen, der langsomt blev dejlig brun og fyldte huset med dets dejlige duft. Han vendte sig spørgende om til hende, lagde armene på kors og løftede på et øjenbryn. "Og.. Hvad laver du? jeg har ikke set dig i en måned og det første du gør er at grine af mig?" Han satte hovedet på skrå, med et halvt drillende og halvt alvorligt smil.

Det morsomme var at han havde bar overkrop og stegede bacon... Ej, seriøst... Hvad skete der for det?! Hvad fejlede han nu? Hun havde en hånd på væggen, en hånd på sin mave, og prøvede at få vejret, men hun grinede lidt for meget... Dog fik hun vejret, og stoppede med at grine til sidst. Hun rettede sig, og lagde armene over kros mens hun betragtede ham med et skævt smil. Hun havde faktisk smagt bacon før, men havde ikke tænkt sig det igen. Hans næste ord fik smilet og glæden væk fra hendes ansigt. I stedet blev det koldt, nærmest følsesløst.
"Jeg kan ikke gøre for at du står i bar overkrop og steger bacon og er glad, lige når jeg vælger at komme tilbage. Hvis det er et problem, kan jeg da godt gå igen?" Hendes ord var bidske, det vidste hun godt. Men det var han selv ude om. Hun rettede sig, og gik lidt længere væk fra ham.
"Men hvis du endelig vil vide det, har jeg været på en slags rejse, som har hjulpet mig, men jeg føler mig ikke særlig velkommen." Hendes lysende blå øjne var alvorlige og kolde mens de var på ham.

Han kunne sagtens se det sjove i det, så han forstod udmærket godt hvorfor hun grinte. Han ønskede egentlig ikke selv at grine af det, men lyden af hendes latter, fik ham alligevel til at adskille sine læber og grine kærligt. Hvem prøvede han at narre, han var glad for at se hende og det kunne han ikke længe skjul på.
"Jah, ser du.. Josh har stjålet min trøje endnu engang," sagde han med et drillende smil på læben. "Ligesom dengang vi.. Ja," Han fik en anelse røde kinder ved tanken om den aften og dagen efter Josh havde stjålet hans trøje. Straks vendte han sig om imod hende, løb nærmest hen imod hende og trak hende ind i en omfavnelse. Hun vovede på at gå endnu engang, han var glad for at se hende, men havde blot have været bekymret for hende, meget! "Nej, bliv her," Han nussede sit ansigt ned i hendes sorte hår, inden han gik ud af omfavnelsen. "Jeg har blot været bekymret for dig og du ved at du altid er velkommen," Han kiggede hende i øjnene. "hvilken rejse?" Det alvorlige smil var væk og erstattet med kærlighed og nysgerrighed.

Nilles latter havde ikke forandret sig, ligesom hendes hår og øjne, eller evne ikke havde. Men hendes krop... Hun var tyndere. Hun havde ikke fået kød, eller nogen form for mad der ville mætte hende helt, hun havde levet af hvad hun kunne finde. Dyrene i skoven havde der ikke været mange af, der var noget 'ondskab' der. Altså, en mand der ejede skoven, mente han, men han ejede ikke skoven, havde dræbt alle dyrene for at mætte sig selv og hans selvoptaget familie. Da de havde hørt at Skammeren Nille var i skoven, havde de prøvet at fange hende, men hvis de troede det var mega let at fange hende, kunne de godt tro om igen! Hun havde virkelig udviklet sig til den indianer hun inderst inde var. Hendes indianske træk var trådt tydeligere frem, og hendes hud var mere brun.
"Ja, jeg husker det godt." Sagde hun, uden følelser i stemmen. Hun var stadig... Lidt... Ja, såret. Det havde virket som om han havde skældt hende ud, bare en skam, hun havde ikke tænkt sig at lade ham skælde hende ud, for at hun var taget afsted for at blive sig selv igen. Da han løb hen til hende og omfavnede hende, reagerede hun først ikke.
"Så lad vær med at lyde som en der er klar til at skælde mig ud." Sagde hun lavt. Hun kiggede på ham. "En rejse der skulle hjælpe mig med at komme over al den smerte, ulykke, og selvmords tanker der hærgede sig i mig." Svarede hun. "Jeg opdagede at jeg åbenbart er mere populær end jeg troede... En idiot prøvede med sine vagter at fange mig." De tre ar på hendes venstre arm var tydelige for ham lige nu. Hun opdagede det, trådte væk fra ham, og lagde en hånd på stedet hvor arrene var. Hun kiggede på ham. Havde han opdaget arrene, eller havde han været uopmærksom?

Han hadede når det lød til at hun ingen følelser havde i sin stemme. Det passede ikke til hende og det var ikke den side han brød sig allermest om. Selv hadedet han sin egen kolde side, den side der havde dræbt nethan og den side som sikkert snart vil stå til regenskab for at dræbe kira. Men, han valgte ikke at sige noget til det, for han vidste egentlig ikke hvad han skulle sige. Han bemærkede godt at hun virkede anderledes og arene på hendes arm, fik ham til at løfte spørgende på et øjenbryn. Resten af historien fangede hans opmærksomhed og specielt arene, som hun tydeligvis ikke ville have a han skulle se, men det var desværre allerede forsent.
"En idiot," mumlede han irriteret og uden at det gjorde ondt på hende, fjernede han hendes hånd og så på arene, imens en vrede langsomt brusede op inde i ham, som han forsøgte at holde nede. "Var det også ham der gav dig dem?" Han så på hende, ikke vredt eller anklagende, men roligt og et blik der lyste af ivrighed for at vide det.
Han fjernede sin hånd fra hendes igen og tog den til sig, ventede spændt på er svar fra hende.

Om han kunne lide det eller ej, om at der ingen følelser var i hendes stemme, måtte han bare bide tænderne sammen og tage det. For hun viste sine følelser når hun ville, ikke når han gerne ville have det. Hun havde lært at pakke sine følelser ned, når hun ville, og så pakke dem frem igen når hun ville have det. Hun sukkede lavt, da hun kunne se på ham at han havde opdaget arrene. Pokker da også... Hun kiggede på ham med et alvorligt glimt i øjnene og et følsesløst ansigt.
"Ja, det var han, for han burde vide at man ikke kan fange en Skammer sådan uden videre. Da slet ikke mig." Hun var snedig, hun havde dræbt næsten alle hans vagter der havde været efter hende. Hun skulle lige til at snerre af ham da han tog hendes hånd væk og kiggede på arrene. "Nej, det var mig." Sagde hun koldt. Fuldkommen ligeglad med hvad han ville mene. "Jeg ville jo dø. Har du nogensinde hørt om cuttere?" Uden at vente på svar fortsatte hun. "Jeg var cutter, indtil nu. Jeg ville dø, men da jeg ved du har brug for mig, fordi du altid vil have noget fra mig, blev jeg." Måske var det lidt hårdt sagt, men hun var irriteret. Hun trådte væk fra ham. "Og hvis du bliver sur over at jeg skar i mig selv, så vær det. Nok er vi sammen, men du skal huske, at jeg gør hvad jeg vil." Hun så ned. Hun vidste godt at hendes ord og handlinger lige nu ikke var retfærdige, men ja.. Hun ville have det låst ind i hans hoved. "Jeg har mødt Markulius igen." Sagde hun lavt. "Før... Før jeg tog afsted." Hun lagde armene om sig selv. Hendes humør svingede en del lige nu.

Hvad var det hun sagde? Hvorfor var hun så uretfærdig og nærmest modbydelig i sin mund? Fordi han altid ville have noget fra hende? De ord hun sagde fik ham til at løfte en smule fornærmet på et øjenbryn og i stedet for at sige noget til hende, vendte han sig om og gik over til baconen, der alligevel egentlig var brændt på. Hvilket bare gjorde ham mere irriteret. Han sukkede og smed det ud, inden han vendte sig om imod hende og kiggede på hende, lyttede til hende, men så hende ikke i øjnene. Hans blik var rettet ned i jorden. Han var sur over det ja, men hvad nyttede det, han ville vel bare ikke have at hun skulle skade sig selv, men noget tydede på at hvis han sagde noget af den dur til hende, ville hun bare kigge koldt på ham og give sig til at råbe eller noget i den stil. Han sukkede endnu engang og lagde armene på kors, vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til hende, efter de ord: Jeg ville dø, men da jeg ved du har brug for mig, fordi du altid vil have noget fra mig, blev jeg.
Han hørte navnet Markulius, men i stedet for at reagere hurtigt som han ville have gjort, kiggede han forsigtigt op på hende og så spørgende på hende.
"Og hvad ville han så?" spurgte han. Han var egentlig ret så ligeglad med Markulius.. Meget endda.. Men, selvfølgelig var han nysgerrig for at vide hvad han ville med hende.

Nille vidste skam godt han var sur, det havde hun forventet at han ville blive. Hun vidste også at han var fornærmet, der var bare intet at gøre ved det, hun var faktisk ret ligeglad, på en måde. Hun havde sagt, hvad hun ville sige, at han ikke ville sige noget til det, fandt hun sært. Hun lagde armene over kors og kiggede på ham.
"Har du intet at sige?" Spurgte hun roligt. Hun så at han smed baconen ud. En skam, hvis han var irriteret på hende på grund af det, kunne hun da bare gå.
Hun sukkede lavt, over ham.
"Bare kysse mig, åbenbart mener han at jeg er hans, og vores forbindelse er brudt." For hun havde skam lagt mærke til at hun ikke længere kunne mærke Markulius's følelser. "Intet andet." Hun så mod døren, da hun overvejede at gå.

Han løftede på sine skuldre og fortsatte med at have sine arme på kors, han vidste ikke helt hvad han skulle sige til hende, for hvad sagde man til en som mente at man altid krævede noget af den og det var den eneste grund til at hun besluttede sig for at leve. Det havde ikke været fordi hun frygtede at han skulle bryde sammen af at miste hende, nej, det var simpelthen fordi han altid krævede noget af hende. Han sukkede ved tanken og kiggede hen på hende, stadig med et roligt blik over sine krystalblå øjne.
"Ikke andet end jeg da beklager at det er den eneste grund til at du tænkte du ville leve, og det gør mig ondt at vide du cuttede i dig selv, men at jeg er glad for at du overlevede," Han kiggede ned i gulvet og følte sig underligt tilpas, måske var det fordi hun opførte sig så koldt overfor ham og det at han faktisk lod mærke til at hun kiggede imod døren og havde lyst til at gå.. Det sårede ham.. "Han mener vidst en masse ting," mumlede han.

Måske var hun for uretfærdig? Måske var hun for ond? Ja, det var hun sikkert, men hun vidste ikke altid lige hvorfor hun var det. Måske fordi at hun, ikke ville virke svag? Eller noget andet? Det var ikke den eneste grund, til at hun ville leve, men hun var simpelthen.. Der var i hvert fald noget galt med hende. Hun var noget bekymret, både for sig selv og Jacob. Hun følte at deres forhold hang i en tynd tråd, på grund af lige netop hende. *Måske er det bare bedst, hvis han...* Nej! Nej! Hun... Argh! Hun ville ikke miste Jacob, men hendes opførsel var ikke acceptabel.
"Det er ikke den eneste grund." Ja, hun var sikkert forvirrende nu, men hun kunne ikke gøre for det. "Der er nogle flere grunde. Josh og Caroline er en af dem, og min søster. Blandt andet min titel som censor." Hun lagde armene over kors. Hun ville ikke omfavnes lige nu. Hun ville gerne... Have noget luft, og ikke føle sig kvalt, hun plejede at kunne lide at jacob omfavnede hende, det kunne hun skam stadig, men hun ville ikke lige nu. "Og så nogle andre grunde." Hun trak på den ene skulder.
Hans ord skuffede hende lidt.
"Er der ikke andet? Hørte du ikke at min og markulius's forbindelse er brudt? Jeg kan ikke føle hans følelser mere." Nu... Arh!

Han smilte skævt og uden at tænke videre over det, begyndte han at gå rundt, som manglede han et eller andet til at kunne bære over med det hun sagde til ham. Han var måske en smule rastløs, men han vidste heller ikke helt hvad han skulle gøre for at få hende til at smile, det virkede ærligtalt lidt umuligt. Derfor gav han dog ikke op, han ville forsøge at få hende til at smile, også selvom det nok kunne kræve meget, men nu var Jacob jo heller ikke typen der sådan gav op. Han stillede sig hen ved køkkenbordet, lænede sig op af det og så hen på hende igen. Josh, mente hun store Josh? Så hun havde altså fundet ud af det, det var godt, så behøvede han ikke at skulle til at forklare hende det. Han var jo stadig ikke selv helt klar over det.
"mhh," sagde han til det hun sagde at det ikke var den eneste grund. Hurtigt rettede han sig en anelse op, da hun gav sig til at lyde en anelse mere irritabel. "Det var da godt at du ikke kan det," Han vidste da ikke hvad han skulle sige til det, han brød sig ærligtalt ikke om Markulius, så hvad skulle han sige til det? "Så han er altså heller ikke din kriger mere? Elsker han dig stadig?" Han kiggede spørgende på hende.. Dannede et lille skjold om sig, ved at lægge armene på kors.

Han virkede rastløs. Hans smil, irriterede hende faktisk ikke, som det ville have gjort ved andre, men det fik heller ikke et smil på hendes læber. Hendes lysende blå øjne var stadig kolde, stadig intet smil på hendes læber, ingenting. Hun var som en tom skal. Åh, hun vidste skam, at Jacob ikke var typen der gav op, men det var Nille skam heller ikke. Hun var stædig som bare pokker, hvilket hun nok havde fra, æh, Sylva, eller Lily, en af dem! Eller nej. Det var ikke fra Lily. Det måtte være fra Sylva, hendes rigtige mor. Hun havde faktisk aldrig mødt sin far, Lenard. Sylva havde fortalt hende om ham, men dengang havde Sylva været hendes mormor, og Lenard, hendes morfar. Nu var Sylva pludselig hendes mor, Lenard hendes far. Det var ... Underligt. Hun havde kun dannet et billede i sin hjerne, af Lenard, udfra hvad Sylva havde fortalt, men hun vidste at Lenard havde været en rigtig Skammer. Det havde der stået i Sylvas dagbog, som i øvrigt, var med mange mange mange sider. Det havde forbløffet Nille at Sylva havde skrevet så meget!
Nej for guds skyld, han var ikke hendes kriger!
"Ingen forbindelse, ingen kriger." Hun lød ikke specielt skuffet, eller ked af det, over det, for det var hun ikke. Det havde Rebecca dog tværtimod haft været, hvis det var hende. Rebecca... Den pige havde ikke været i Nilles tanker i meget lang tid nu.
"Jeg ved da ikke om han elsker mig." Hun lød mere irriteret. "Jeg har ikke set ham lige siden!" Hun blev ved med at se mod døren. Dog landede hendes blik på Jacob. Hun måtte altså tage sig sammen. "Beklager, at jeg er så uretfærdig, men jeg kan ikke gøre for at, lige nu er der en vrede, eller raseri, der samler sig inde i mig!" Hun gik med hastige skridt mod døren, alt for at komme væk, så hun ikke sårede ham, mere end hun allerede havde gjort!
Hun stoppede op.
"Hvor er Josh?" Hun var kommet i tanke om den lille pige der var blevet kidnappet. Hun vendte sig om mod Jacob. "Du skal ikke slippe Josh ude af syne det næste stykke tid! Har du ikke hørt at der er en pige der er blevet kidnappet?" Hun gik hastigt ud af huset og så rundt.

//Ville lige bringe det nye herind, det med den kidnappede pige, hvis du synes det ikke skal være med, så sig til, så ændrer jeg indlægget. ^^//

// Det er skam helt fint ^^//

Noget inde i ham var hurtigt oppe på siden af hende, inden hun nåede hen til døren, da han ikke mente at hun bare sådan kunne tillade sig at smutte fra ham på den måde. Hun var jo lige kommet igen, kunne hun ikke godt blive bare lidt længere. Alt det hun sagde til ham, var som om hun smed en bunke tungt metal ned over ham, fyldte ham med spørgsmål og svar, så han næsten ikke kunne følge med i det. For det første, Markulius, de havde ikke noget bånd længere og hun vidste ikke om han elskede hende, godt så var det på plads! Og det næste, at hun var uretfærdig? Ja, det måtte hun nok sige, men derfor betød det vel ikke at hun skulle gå sin vej for at det hele blev bedre og løste sig? Og sidst men ikke mindst, hvor var Josh? Se det var et helt andet emne, for det havde han slet ingen mening eller svar på, han anede ikke hvor han var. Knægten var begyndt at være så nysgerrig, at han tillod sig at gå rundt hvor det passede ham og lyttede sjælendt til hvad Jacob sagde til ham. Det havde været en hel del nemmere med et barn der ikke havde fundet den dejlige ting kaldet eventyr. En pige? kidnappet? nej, han havde ikke hørt noget om en kidnappelse, han boede i en skov og hørte kun nyheder, hvis han tog sig tid til at smutte ud i byen en tur. Han luntede udenfor, kiggede rundt ligesom hende med sine krystalblå øjne og lod det hvide hår skinne i solens stråler, der så småt var kommet op på himlen.
"Josh!" råbte han højt, bed mærke i hvordan ekkoet legede med hans stemme og snorede den rundt om træerne. Da Josh ikke svarede bed han sig tøvende i underlæben, det var ikke godt at vide om der var sket ham noget, men hvorfor skulle der det? Knægten plejede at kunne klare sig, hvad var forskellen denne gang? Han kiggede hen på Nille. "Hvad for en kidnappet pige?" Han kunne ligeså godt høre fortællingen.

//Super ^^

Bekymringen susede rundt i Nille, om der var sket Josh noget, chancen var lille... Men! Selvom chancen var lille, var en der stadig! Det sagde hun altid til sig selv, når nogen sagde til hende at chancen var lille. Selvom Jacob ikke brød sig om Nilles opførsel lige nu, var der intet at gøre ved det... Medmindre de slog op. Men så galt gik det vel ikke? Hvis det gjorde.. Ville Nille blot blive mere kold, mere indelukket... Hun ville være som en skygge, en skygge der ikke burde eksistere. Hun gik, fordi hun ikke kunne holde det ud mere. Hun ville ikke gøre det hele værre, end det allerede var!
Da Jacob råbte efter Josh, og der intet svar kom eller en glad sød dreng der kom løbende hen imod dem, blev Nilles bekymring større.
Hun var så tæt på at vrisse af ham. Indrømmet, hun var irriteret, det havde hun været allerede da hun trådte ind i hans hus. "En pige der er fra en rig og velhavende familie.Hun bor i terrorville district, med familien. Man ved ikke om hun er død, eller lever... Men væk er hun. Jeg frygter vel bare for at kidnapperne vil tage flere børn." Sagde hun, og kiggede så på Jacob. "Og netop derfor skal du følge mere med i hvad der sker, så du er forberedt." Hun begyndte at gå, hen imod træerne, for at lede efter Josh. Hvis der var sket Josh noget... Ville hun straks finde den ældre Josh, og konfrontere ham med at hans yngre jeg var væk, og han skulle fortælle hende hvor Josh var!

Han nikkede forstående og fulgte med hende hen imod træerne. Det måtte være forfærdeligt, bare tanken fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham, lige meget om det så var den unge eller den store josh der var blevet kidnappet. Jacob ønskede ikke at der skulle ske noget med dem overhovedet. Imens de gik igennem skoven, kiggede han på Nille i sin øjenkrog og et kort øjeblik huskede han tilbage på de gamle dage, så det var som om at nogen stak en gaffel igennem maven på ham og forsøgte at slå ham ihjel, ved at snore den imellem hans tarme og dreje den rundt. Han ønskede jo ikke at miste hende, men det virkede lidt til at hun ikke ønskede at være hos ham mere, eller var det bare noget han bildte sig ind? Han rystede på hovedet, for at skubbe tanken væk, det kunne ikke være sandt! Nille elskede ham og han elskede hende, sådan var det og det kunne ikke laves om på! En pludselig raslen fik ham til at dreje hovedet og med det samme sekund, kom Josh løbende ud fra busken med skrabbede knæ og Mystic lige bag sig. De så begge ud til at være trætte. Jacob åndede lettet ud.
"Jeg er her," sagde Josh forpustet. "Jeg var bare i gang med at klatre på.." Han stoppede kort sig selv i at snakke færdig, bed sig i underlæben, inden han hurtigt lyste op. "Træer!" Jacob troede ikke helt på ham, men hvad pokker, knægten var i sikkerhed.

Nille ville gerne være hos ham, men der var bare nogle ting, hun ikke kunne klare. Foreksempel, at se på Jacob, når vreden i hendes indre var ukontrolleret, den var kommet da hun kom tilbage fra mørket, men blev vækket da Lily dræbte Toby for øjnene af hende. Hver gang, Nille så på yngre Josh, var smerten omkring Toby der lidt. Men der kom også en form for glæde i hende, hun holdte af Josh, og ville ikke lade nogen gøre ham noget, den store Josh eller den lille Josh, ingen skulle gøre ham ondt! Hun vidste at hendes ord og handlinger, nogle gange gjorde ondt på Jacob... Men sådan var det desværre at være sammen med Nille og være venner med hende. Lige siden Tobys død, havde hun været ret... Skrap omkring hvordan andre behandlede deres børn. Hun kunne finde på at angribe en dame for at slå sit barn, eller dræbe slavesælgere for at sælge børn! Bare tanken om det, fik hende til at snerre og knytte hænderne.
Dog stoppede hun med at snerre og hun lagde armene over kors, da Josh kom frem. Hun kiggede hurtigt op og ned af ham, elevatorblikket. Forpustet, skrabbede knæ...
"Og du blev forpustet af at klatre i træer og skrabet knæ?" Nille kneb øjnene lidt sammen, men hendes stemme var mere... Blid. Hun smilede svagt. "Det er godt med dig, men..." Hun blev alvorlig igen. "Du må ikke bare løbe væk mere. Uanset hvad, så hold dig i nærheden af Jacob, indtil..." Skulle hun sige det til Josh? "Indtil at... Han mener du må løbe væk igen." Hun så kort på dem. Hun vidste godt, at Josh var Jacobs ansvar, men måske kom det ind i Joshs hjerne at Nille sagde det? Måske skrækken ved at Nille havde evnen skam? Nille kiggede stadig på Josh. "Og, så håber jeg at du altid fortæller sandheden." Igen var hendes stemme blid, og hendes smil svagt.

De havde opdaget ham! Kattens, hvordan kunne han tro at de ville tro på ham at han sagde træer, han var jo ikke den bedste til at lyve, så hvordan kunne han tro at de ville tro på ham. Pokkers, det var ikke ligefrem det bedste der kunne ske. Han sukkede og kiggede ned i jorden, kørte sin fod frem og tilbage, som forsøgte han at undgå deres øjne. Jacob gjorde klar til at høre om et vildt eventyr fra knægten, det kunne i hvert fald ligne den unge Josh. Hvis han skulle undvære at gå på eventyr, så var det ligesom hvis Jacob skulle undvære Nille.
"Okay, jeg indrømmer det, jeg klatrede ikke i træer, jeg var oppe at klatre på bjerget for at drikke af det hellige vand," fortalte han og havde sin stemme meget lav. "For, man siger at kun de stærkeste væsner kan drikke af det og derfor ville jeg gøre det og jeg kunne! Jeg drak af vandet!" Pludselig lød han meget begejstret, nærmest stolt, hvilket fik Jacob til at smile svagt. "Det var dumt ja, men nu har jeg altså gjort det og jeg skal nok blive ved Jacob fremover," Til den sidste sætning, kiggede han op på Nille og sendte hende et anerkende nik, som et tegn på at han nok skulle lytte til hende og ikke fordi han var bange for hende, men mere fordi at han vidste hun var en meget vis ung dame.

Nilles skammer evne gjorde ikke sådan at hun vidste når folk løj, men hvis man senere ville fortryde at man løj, ville Nille kunne se det hvis hun så en i øjnene med sin evne. Ford hvis man fortrød løgnen, ville det på en måde være skam. Hun fandt sig ikke i at man løj overfor hende. Så ville hun nok vise overfor personen der havde løjet, at det skulle vedkommende aldrig gøre igen! Det kom dog lidt an på, hvem det var. Hvis det foreksempel var en fremmede, ville hun slå personen og bruge sin skammer evne mod vedkommende. Måske noget mere, det kom an på så meget. Eventuelt lidt tortur, det ville ikke skade. Da Josh indrømmede at han ikke havde klatret i træer, var Nille tilfreds. Godt, han havde opdaget, at de vidste at han løj. Hvilket han ikke skal. Et bjerg?!
"Et bjerg.. Hvor højt var det bjerg?" Hun kunne intet huske om et bjerg, men efter døden, havde hun næsten også glemt Sylvas udseende. "Godt." Hun nikkede. "Men, aldrig lyve." Var der mere at sige? Hendes stemme var stadig blid, rolig, og det skæve smil, dog lidt svage, var om hendes læber.
"Og nu må jeg vidst heller gå.." Sætningen fortsatte i hendes hoved og var tydelige i hendes øjne, *inden jeg gør alting værre.* Hun smilede kort til dem begge, men kunne ikke gøre andet, end at vende ryggen til og træde et skridt frem, hvorefter hun stoppede op.

Jacob gav Josh et venligt dask over det brune hår, som en hver anden bror ville gøre, hvis de nu havde gjort noget som han ikke brød sig om. Tanken om at det kunne have været gået galt, gjorde Jacob nervøs, men han forstod straks at Josh måske gjorde sådanne ting til hver dag og at han endda kunne have gjort det der var værre. Det fik ham blot bare til at daske endnu engang til ham. Josh tog det dog ikke så tungt, han tog sig bare til hovedet og så surmulende op på Jacob, som et lille barn der ikke havde fået sin vilje. Det fik bare Jacob til at smile lumsk, inden han rettede sit blik imod Nille, der tydeligvis havde en god indflydelse på den unge Josh, hvilket var meget godt selvfølgelig. Josh nikkede til Nille og spredte sine arme, samtidig med at han fortalte hvor højt bjerget var.
"Det er højt! Man kan næsten se hele verden deroppe fra!" fortalte han, men dæmpede sin begejstring da han så hvordan Jacob kiggede alvorligt på ham. "Men, så højt klatrede jeg ikke," Det var en lille sætning for at redde sig selv fra en skideballe. Da Nille vendte ryggen til dem og ville gå, kiggede de begge trist efter hende.
"Du må da ikke gå! Du kan da være sammen med os, spise med os, Jacob kan lave mad!" sagde Josh lystigt og kiggede op på Jacob. Jacob grinte kærligt og så hen på Nille, med et skævt smil. "Der er ingen siger at du skal gå eller blive, men vi vil blive glad for at du bliver," Jacobs stemme var rolig og varm.

Mange ville tro at Nille ikke ville være hos dem, men de kendte hende ikke ordentligt nok så. Det gjorde ingen. Ingen, ikke engang Jacob eller Caroline, kendte Nille rigtigt. Ikke engang Nille selv gjorde det. Mange ville se hende som et mysterium, en man ikke kunne tåle at være i nærheden af... Måske var det også sådan det skulle være? Selvom rejsen havde hjulpet, havde Jacobs spørgsmål om hvor hun havde været, havde været som at få en knytnæve i maven. Ja, det var sikkert uretfærdigt af hende, men at blive hakket ned på, før rejsen, var stadig plantet inde i hende. Hun kunne ikke klare alt det der foregik... Det var snart ved at blive for meget for hende. Men de selvmords tanker der havde været der, var der ikke længere. De var væk. Hun ville nu, kæmpe for at få sit live tilbage. Freden, roen, og sikkerheden. Det var hvad hun manglede.
Hun fornemmede Joshs begejstring, selvom den var svag, hvilket fik et lille smil om Nilles læber... Men da hun havde ryggen til dem, var det ikke til at se. Hun skulle til at gå videre, da hun hørte Joshs stemme efter hende. Da hun hørte Jacobs... Kom der en skræmmende tanke i hende. *Jeg har ingen familie. Jeg har ikke set Isobel længe... Sylva er død... Lily skal dø... Jeg har aldrig mødt Cora.. Lenard er død.. Jeg er alene. Ja, jeg har Jacob, Caroline, Josh, og nogle flere.. Men jeg har også fjender.* Nille var vant til at klare sig selv, selvom Sylva havde været der for hende. Hun kunne ikke komme af med den vane.. Hun så på dem over skulderen, hun var stoppet op. *Jeg kan ikke...* En indre kamp var i Nille. *Men jeg vil gerne...* Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, eller sige.
"Jeg..." Kunne hun tillade sig at blive en tudefærdig pige der savnede en moders barmhjertighed lige nu? *Jeg kan... Jeg har brug for...* Hun havde brug for en families barmhjertighed, bekymring og tillid. "Jeg vil ikke være til besvær." Det var sandt nok. Hun ville ikke... Jacob havde Josh, de var en familie. Ja, hun var sammen med Jacob, men betød det at hun var en del af familien? Selv hvis det gjorde, ville hun så være med? Hun lukkede øjnene. *Selvom Sylva løj for mig, savner jeg hende...* Nille kunne bedre forstå hvorfor hun havde set, Sylva som sin mor, mere end Lily. Hun kiggede på Jacob, tvivlen og trang til at græde, var tydelige i hendes lysende blå øjne. "Undskyld." Mimede hun, uden at bruge sin stemme, nej hun formede ordet med læberne, så Josh ikke ville undre sig over, hvorfor hun sagde undskyld uden grund. "Jeg vil gerne blive, men jeg ved ikke... Om jeg kan." Sagde hun så. En raslen i buskene, fik Nille til at se til venstre, væk fra dem, og hen imod busken. Hun nåede netop lige at se en skikkelse, som var på vej væk. Hun satte hurtigt i løb, uden at sige noget, og løb ind blandt træerne, efter skikkelsen.

For Jacob var Nille en del af den lille familie han havde bygget op sammen med Josh, men om hun ønskede at være en del af den var jo en hel anden sag. Han ønskede sådan at hun skulle blive hos ham, ikke forlade ham endnu engang og lade ham stå tilbage, i tvivl om han nogensinde ville se hende igen. Efter hun engang forsvandt og aldrig kom tilbage, eller at han hørte et par dage senere at hun var død, havde han ikke været glad for at lade hende løbe sin vej, selvom han godt vidste at hun var stærk og kunne klare sig selv. Han sukkede en enkelt gang, og ville sige noget til hende, men nåede det ikke før hun allerede var løbet sin vej og efterlod dem endnu engang alene tilbage, hvor de ikke kunne gøre andet end at stå og kigge efter hende forsvinde i skyggernes mørke. Men, denne gang, der havde han ikke tænkt sig bare sådan at lade hende smutte uden videre, han ville vide hvor hun skulle hen og det skulle ingen forhindre ham i! Josh kunne se på Jacob at han ønskede at følge med hende, så med et smil og en lille viften med hånden, som et tegn til at han kunne følge med hende, løb Jacob af sted igennem skoven og mærkede hvordan vinden ruskede i håret. Han løb og løb, stoppede ikke før han kunne se Nilles skikkelse og stoppede op en anelse bag hende, listede rundt for at se hvad det var hun skulle og fordi han ville hjælpe hende, hvis det var det som skulle til. Helt lydløst listede han rundt, uviden om hun havde set ham eller ej.

Ifølge Nille havde hun ingen familie lige nu. Hun følte sig ensom, lige nu var det som om at rejsen ikke havde hjulpet alligevel. Måske fordi hun vidste at nogle af hendes handlinger sårede Jacob? Endda også Caroline? Og andre hun holdte af. Hun vidste bare ikke hvad hun ellers skulle gøre end at gå nogle gange. Hun var stadig ikke vant til at have venner, der bekymrede sig om hende. Det ville hun sikkert aldrig vænne sig til... *Toby...* Ja, Tobys død rørte hende stadig, bare ikke så meget mere. En lille tåre gled ned af hendes kind, mens hun løb, men hun holdte fokus på skikkelsen der løb lidt væk, foran hende.
Skikkelsen stoppede op, Nille stoppede op. Skikkelsen vendte sig langsomt mod Nille, og havde få sekunder efter, fronten mod hende. Personen havde en hvid hætte over hovedet... Samme kjole... Skammer skjolen... Samme kjole som Nille havde på lige nu. Personens fingre greb fat om hættens stof og trak den ned.. Synet af vedkommendes ansigt, var som et hårdt spark i Nilles mave.
Lilys læber formede sig til et kækt smil. "Hej Nille." Lilys stemme var som sirup. Alt alt for sød og klistret! Nille trådte lidt tilbage. De havde ikke opdaget Jacob. I Lilys højre hånd var der en kniv.
Nilles hjerte bankede afsted, som var det til et væddeløb, og det prøvede at vinde for alt i verden. "Nej." Nilles stemme var hviskende, lille og fyldt med sorg. Lily gik med hastige skridt mod hende, med kniven hævet. "Tiden er inde til at ende de oprindelige skammere!" Snerrede Lily. Nille stod som lammet.

Lilly.. Han vidste hvor meget Nille hadede denne kvinde og bare synet af den dolk hun havde i sin hånd, fik ham til at knurre og en trang til at beskytte Nille voksede inde i ham, som havde nogen tændt en bål og puttede en bunke tørre blade i den. Det brændte og brændte, spredte sig og han kunne ikke styre sine bevægelser, da han pludselig var helt henne ved Lilly. Han havde stillet sig imellem hende og Nille, sendte Lilly sit dræberblik, som et lille tegn på at hvis hun bare som så meget forsøgte at komme hen til Nille, så ville han angribe hende med alt hvad han havde! Han knurrede arrigt, kiggede hende i øjnene og lod hende ikke komme forbi.
"Du røre hende ikke!" hvæste han og skubbede hårdt til hende. "Ellers bliver det værst for dig selv," Jacob var vred og det skulle man ikke undervurdere. Han var ikke bange for Lilly, ikke når det galt om at skulle beskytte den pige han elskede.