Træning? Åh gud... Gudinden bevares... ~ Dust

S: The Forest, udkanten.
O: Dyr, træer, men ellers så ingen væsner...
T: Eftermiddag.
V: Solskin, men vind.
P: Bliver beskrevet.

Vinden kærtegnede hendes ansigt, og fik hendes hår til at blafre. Hun elskede at mærke vinden mod sit ansigt. Hun sad på en gren, og så rundt. Normalt ville hun ikke bare sidde dér... Og lave ingenting. Så hun valgte, og hoppe ned. Hun begyndte at gå lidt ud af skoven, og hen imod et sted hvor vinden var stærkest. Nille var hendes navn... Hun var den sidste skammer... Den sorthårede pige var sikkert bare en der havde løjet! Hun... Hun vidste snart ikke noget længere. Hun bed sig i underlæben, og så rundt. Hun havde en hvid jakke med hætte, sort tanktop, sorte jeans, og sorte converse sko på. Hun var den sidste skammer, mere var der ikke i det. Slut! Hun sukkede irriteret, og bed sig i underlæben. Hun stoppede op midt i skoven. Hun mærkede sværdet forme sig på hendes ryg i sin skede. Hun tog sværdet ud af skeden, og bladet lyste op i solen. Hun kiggede på et træ, og smilede skævt.


//Undskyld at det er så kort, har krea-svigt//

En uhyggeligt savende lyd brød stilheden og det træ hun så på var offeret der mødte årsagen til denne lyd. En person klædt i sort løst tøj et sort bælte med et dødningehoved bæltespænde på og 5 daggerts i bæltet samt en blå rejse kappe der dækkede hans krop og hætten over hovedet et skarpretter sværd lige så langt som han var høj på ryggen og Samehada et sværd af samme længde med et blad af hajskind der kunne save hvad end den mødte i hænderne var den der havde savet træet fra det punkt sværdet mødte træet og videre lige igennem til den anden ende og som var det i slow motion havde han gjort dette fortsatte fremad og landede ikke langt fra Nille mens træet faldt i en 90 graders vinkel væk fra dem imellem hende og ham. Efter Dust havde landet og træet med knækken knagen og bragen havde landet rettede han sig roligt op og hævede Samehada og først nu var det tydeligt at Dust havde svunget dette 40-50 kg tunge sværd med en arm og savet træet midt over. Han vendte sig ikke mod hende men begyndte derimod at se sig omkring for at bedømme den del af skoven han var nået til og ud fra den måde hans arm der holdt Samehada rystede af udmattelse var det tydeligt at han trænede i at bruge et 2 hånds sværd med en hånd hvilket var en præstation der virkelig krævede træning. Både det sværd Dust holdte og det han havde på ryggen var et sjældent syn da disse var unikke og der kun fandtes et eksemplar af hver af dem og det var lykkedes Dust at tilegne sig dem alligevel på trods af at det havde påkrævet ham meget slid og en hård kamp mod sværdenes tidligere ejere.

Mens Dust stod der og betragtede sine omgivelser lagde han mærke til en aura der til dels virkede fremmede men alligevel var der noget bekendt over den. Som om han havde mødt ejeren af denne aura før men personen enten havde ændret sig drastisk eller havde fået en helt ny krop på en eller anden måde. Dust vendte sig roligt mod Nille og betragtede hende med sine følelses tomme men dog smukke og mystiske ravgule øjne mens han med sin frie hånd fjernede hætten fra sit hoved og med den anden sænkede sværdet til det hvilede mod jorden.
"Har jeg ikke mødt dig før?" var det eneste der undslap hans læber mens han så på hende med et tænkende blik.

Nille fik et chok da en savende lyd kom, og træet hun havde kigget på væltet... Hun vendte sig om, og fik øje på en mand. Hun sukkede irriteret. Hun rankede ryggen, og sværdets spids var vendt mod ham. Så længe han havde det sværd... Først nu fik hun øje på hvem det endelig var... En prikken kom på hendes hukommelse. Hun... Hun følte at hun havde set den mand før. Hun lukkede øjnene. Hun hadede den følelse! De fleste hun mødte var folk hun følte at have mødt før!!! Men hun kunne kun huske... Hun kunne intet huske siden den aften. Hun bed sig i underlæben. De sværd... De så unikke ud. Hendes eget sværd så meget normalt ud, men det kom når hun ville have det. Da han rettede sværdets spids mod jorden gjorde hun det samme. Godt så, han ville ikke angribe hende. De blå øjne glimtede mat. Hun rynkede panden lidt... Mødt hinanden før... Nej! NEJ! Det havde de ikke! Hun, hun, hun ville ikke! NEJ! hun trådte forskrækket et skridt tilbage, nærmest et hop. Nej nej nej! Ikke igen...

"NEJ!" Råbte hun træt, og kastede ud med armene efter hun havde lagt sværdet i skeden, og det forsvandt. "NEJ! VI HAR IKKE!" Hun råbte stadig. Hun trak vejret dybt, og øjnene udviste at de var skræmte... Ikke på grund af ham, men mere fordi hun ikke... Hun ikke ville føle det igen! Føle det med at have kendt en... Og skammer stemmen ville komme frem... HUN VILLE IKKE!!!! Men det var forsent.
"Jeg har set dig før..." Hun så ned i jorden, og bed sig hårdt i underlæben. "NEJ!" Hun tog sig til hovedet, og gik et skridt væk...
"Jeg har mødt dig..." Det virkede sikkert meget forvirrende, men sagen var at Skammer Stemmen var den gamle Nille der snakkede. Hun kunne dog ikke sige hvad der skete, hun sagde bare at hun havde mødt en før...

Dust virkede som sådan upåvirket af følelsen skam selvom hendes skammer stemme dog så ud til at være en irritation for hans øre som at høre en høj hyle tone lige op i hovedet. Han gik dog stadigt direkte mod hende og stoppede foran hende betragtede hende studerede hende for at finde ud af hvor han havde stødt på den del af hendes aura han kunne genkende. Pludselig var der noget i ham der slog klik, han kunne huske hvor han havde mødt hende og selvom det havde været kort kunne han alligevel huske det og han tvivlede ikke et sekund selvom det undrede ham at hun var så forandret på så kort tid.

"Nu kan jeg huske det jeg har set dig før men du har bare forandret dig en helt del!" sagde han roligt mens han fortsat betragtede hende "Jeg mødte dig for et par uger siden du er hende der..." han knipsede lidt med fingrene som om han prøvede at huske et navn"... Nille! Dit navn er Nille er det ikk også rigtigt?" spurgte han så efter at have kommet i tanker om hende.

Nogle uger siden? Hva... Hun havde vågnet op i en gyde for nogle dage siden, og intet kunne huske før den aften... Hun havde set en sorthåret pige, død... Pigens navn var hvis også Nille. En skammer. Hun sukkede irriteret, og rullede øjne. Selvfølgeliiiig, endnu en der havde kendt den tøs! Men... Hvorfor var den fornemmelse af at kende folk kun ved dem som denne Nille havde mødt? Det var en gåde for hende... Hun trådte et skridt tilbage så hun ikke var så tæt på ham. Godt nok var hun Censor i dæmonernes rangsystem, men det betød stadigvæk ikke at hun turde at tage chancer. Et flabet smil formede sig.

"Mit navn er Nille, ja." Hun trak på den ene skulder. "Men jeg er ikke den pige du søger. Den pige du søger er død. Hun er sorthåret ikke sandt? Sort hår? Skammer? "Uden at vente på svar fortsatte hun. "Hun er død. Jeg vågnede i gyden, jeg kan intet huske før den aften... En sorthåret pige lå død i gyden, og en mand stod noget væk. Jeg ved ikke hvem manden er, men jeg ved... At jeg har en slags forbindelse til pigen. Alle synes åbenbart jeg minder om hende, jeg hedder det samme, og er den sidste skammer ligesom hende." Hun sukkede. "Men jeg er ikke hende." Hun trak på den ene skulder, men smilede så venligt. "Beklager."

Dust betragtede hende mens hun snakkede og da hun var færdig gik han helt tæt på hende før hun kunne nå at træde væk fra ham snussede til hende gik rundt om hende studerede hende og gav hende ikke lige just chancen for at tage afstand til ham sådan som hans sværd Samehada var hævet bag Dus og reducerede den omkreds hun kunne flygte i.
"Du er ikke en anden DU er Nille!" sagde han roligt og lagde hovedet på skrå "Jeg er stensikker på at du er den Nille jeg kender bare ændret men hvordan ved jeg så ikke helt!"

Hun brød sig virkelig ikke om at han var så tæt på hende... Nej! *Du er Censor... Dæmonerne må ikke røre dig...* Det fik hendes opfaren ned. Hun bed sig i underlæben, og rankede så ryggen.
"Jeg er ikke Nille! Eller jo, det er jeg. Mit navn er Nille, men jeg er IKKE Hende!" Hun snerrede, og knyttede næverne.
Hun brød sig ikke om det... Nej, hun hadede det. Hvis han så meget som krummede et hår på hende... Grrr..

//Husk! Hun må ikke vide at hun er en Reinkarnation //

Dust så hende dybt i øjnene med hans følelsesforladte øjne og virkede ikke til at ville godtage hendes ord for at være sandheden. Denne her pige måtte være den Nille han havde mødt en enkelt gang tidligere også selvom hun var så ændret som hun var en aura kunne måske ændres meget og selvom hun på en eller anden mystisk måde havde ændret sig nærmest fuldstændig kunne det ikke ændre på det faktum at i bund og grund var hun Nille.
"Ja ja tro du på det du vil men jeg ved hvem du er og du er ikke en anden!" sagde han roligt "Jeg ved ikke hvordan det er lykkedes dig at ændre dig på den måde men et eller andet er der sket og det holder jeg fast i!" Dust vendte hende ryggen og begyndte at betragte træerne for at se hvad hans næste række følge af træk skulle være i hans træning.

Åh du godeste... Eller måske skulle hun sige Gudinden bevares? Måtte gudinden skåne hende for den dreng... Eller mand, hvad han nu var. Irriterende var han, nemlig. Hvorfor troede folk altid at hun var den sorthåret tøs?! Det var irriterende! Hun var den sidste skammer, hun var dit, hun var dat! Grrr...
"Jeg kan ikke være hende, hun er død. Tag det, eller lad være." Han kunne ikke røre hende, det vidste hun godt. Hun vendte selv ham ryggen, og begyndte at klatre op i et træ. Hun satte sig på grenen, og så rundt.

Dust så kort om mod hende og rystede lidt på hovedet af hende så stædig en person fandt han irriterende for hvis alle sagde at hun var en anden som hun selv troede var død kunne der så måske ikke være noget ved det? Kunne man så ikke tænke sig til at der bare et eller andet sted var sket noget der forårsagede en sammenhæng mellem den døde person hun havde set som hed Nille og hendes egen eksistens? Dust så frem igen og fandt det punkt han havde fundet som start for hans rækkefølge af angreb og løb imod det, da han kom tæt nok på hoppede han direkte mod punktet satte en fod mod det og fortsatte mellem træerne til han kom til slut punktet hvor han savede sit Samehada sværd gennem træet i et voldsomt sving. Træet blev ødelagt og faldt til jorden mens Dust hoppede mellem 2 træer ned af og landede på jorden igen.

"Tror du ikke der er en sammenhæng mellem hendes død og din eksistens?" spurgte han roligt og så op på hende "Hvor meget kan du måske huske fra før du sad ved siden af denne døde Nille?"