Really.. Is this still happining? - Dust.

Sted: The Forest.
Omgivelser: De sædvanlige.
Vejr: En smule køligt.
Tid: 06:35

Destiny vågnede fortivlet og forvirret op i skovbunden, det var ikke første gang det var sket og det ville ikke blive den sidste. Hun var nøgen og smurt ind i dyreblod. Hun rejste sig sukkende op, hun måtte få et stort lager af tøj, hun havde snart mistet det hele. Destiny lukkede øjnene og forstillede sig selv som varulv, hun lød alle andre billeder og tanker drive væk, på nær hendes varulve form, så var hun i det mindste ikke nøgen. Eller jo, men ikke så det gjorde så meget. Hun satsede på at nå en landsby og så få fat i noget tøj der. Hun var kort efter i varulveform. Men hun løb ikke, hun blev nød til at huske tilbage på dagen før. Hun havde stået og set på noget.. En tegninger, af en mand. Men så havde duften af blod fået hende væk derfra. Der var en dusør på den mand, og Destiny ville have den. Hun havde brug for de penge. Så var det godt nok hun var i varulveform, som menneske kunne hun på ingen måde dræbe en anden.

Det blod hun havde lugtet var ikke hvem som helst det havde tilhørt Dust den fyr hun havde stået og kigget på dusøren på ham var nået så stor da udstederen af den var meget interesseret i at få fingrene i ham for at rette op på den fejl som han kaldte det og som var sket for lang tid siden! Dust havde siddet inden for hendes rækkevidde og trænet sine evner med blod da hun i varulve form lige pludselig var kommet brussende imod ham for at angribe ham! Dust der var vant til langt stærkere og mere kontrollerede varulve i hans egen tid havde besejret hende uden at bruge alt for meget blod men han regnede sig alligevel frem til hvor meget han havde tilbage *6 blod angreb der påkrævede så meget blod i snit...* tænkte han roligt for sig selv *78,4 procent blod tilbage jeg må hellere fylde lidt op*

Han tog en kanyle frem frem fra under sin rejsekappe fyldt med blod og tømte den i sig selv hvilket hævede hans blod mængde med 10 procent og øgede hans præstation lidt fordi det kun var røde blodlegemer tilbage i blodet som meget nemt transporterede ilt rundt i kroppen! Det var lidt lige som dopping og for Dust en fordel i kamp hvis han skulle bruge meget blod og nu hvor Destiny endnu en gang var i varulve form måtte han være forberedt for han stank stadig stærkt af blod! Men alligevel havde han holdt øje med hende han havde lige forladt hende bevidstløs på jorden da hun blev menneske igen og sad nu højt oppe i træerne hvor vinden tog hans lugt med sig!

*Hun kan jo ikke engang styre det lige som de andre varulve i denne tid hun virker ret svagelig som om.... Hun lige er blevet forvandlet* tænkte han roligt og med et kom et ondt tomt smil frem på hans læber *Denne her er sårbar hun har brug for en lære der kan hjælpe hende med at blive stærkere* Idet hun forvandlede sig til varulv igen landede Dust ikke langt bag hende
"Hey du der du kan ikke gå ind i byen sådan de vil sikkert angribe dig så snart de ser du er en varulv!" sagde han roligt

//Lige en vigtig info:
Hun/Destiny, er varulven når hun er i varulveform.
Mennesket er lidt som om der sidder en anden Destiny inden i varulven og kæmper for at tage kontrol, lidt skizofrenisk. Jeg håber ikke det er for indviklet.//

Destiny var stadig i træning for at blive stærkere, hun vidste udemærket hun var svagere end andre varulve. Men det ændrede ikke på at hun stadig var klar på kamp, hun havde opdaget at vrede var en god modstandskraft. Det gjorde et eller andet, det sårede også hende selv. Men det gjorde ikke så stor forskel, bare hun kunne komme væk i tide. Destiny prøvede at opsnuse den svage duft af blod, men den forsvandt så hurtigt at hun umuligt kunne finde det. Da noget landede bag hende, vendte hun sig så hurtigt op af mennesket ikke engang lagde mærke til det. Hun løftede overlæben en smule og knurrede af ham der stod foran hende. Okay, de ville opdage hun var varulv. Og hvad så? Hun kunne bare forsvare sig, og hvis ikke.. Så turde de ikke dræbe hende. Hun havde kontakter. Mennesket i varulveformen forsøgte at holde varulven tilbage, men det var umuligt, varulven ville have blod, den ville dræbe. Uden mennesket nåede at reagere, farede hun frem og sprang på ham foran hende. Hun gik efter struben, men det ville mislykkedes, hun var ganske enkelt ikke stærk nok. Hun var for svag, for ynkelig, for patetisk. Mennesket forsøgte stadig med alle sine kræfter at stoppe varulven, men hun var for svag.

//Nu hvor jeg ved det kan jeg tage højde for det og synes ikk det virker så svært ^^

Dust greb fat om struben på hende for at holde hende fra at dræbe ham og havde egentlig forventet meget mere modstand end han fik da han af alle sine kræfter bare tvang hende til siden hvilket resulterede i at de snurrede en halv gang rundt og Dust nu var den der lå øverst! Dust havde stadig blod udover sin højre hånd som han løftede med let bøjede fingre hviskede nogle ord og straks dannede blodet sig i nåle form for enden af hans fingre
"Slap af varulv jeg ved du er sulten men jeg er ikke mad det tror jeg din menneske side ville synes jeg er for værdifuld til!" sagde han roligt med tanke på at hvis hun som varulv åd ham ville hendes menneske form ikke kunne få penge for ham da Dust skulle bringes ind i live!

Dusør udgiveren var ligeglad med hvor gennem banket han blev afleveret de skulle bare brug Dust levende da de skulle bruge ham! Hans livløse krop var absolut intet værd da Dust havde et adrigat i sig fra fremtiden der ville antænde hele hans krop når han med sikkerhed var død så han stod i lys luge til hans krop var brændt helt ned en sikkerheds anordning der gjorde at ingen kunne bruge hans krop til noget som helst når Dust døde! Men som det stod lige nu var det ikke det Dust tænkte på da han var så tæt på Destiny han kunne mærke uregelmæssigheder i hendes aura noget der kun kunne betyde en ting! Denne varulv måtte kæmpe med sig selv om hvem der skulle have kontrollen lige nu det var måske en af grundene til hendes manglende styrke når hun kæmpede imod ham!

Han så varulven i øjnene som hun lå der og kæmpede mod den stærke hånd der tvang hende til jorden mens hans blod nåle på den anden hånd lige så stille blev bløde og flød ud som blod igen på hans hånd han plantede sine knæ mod hendes overarme så hun ikke kunne få hænderne ind og flå i ham og fik svært med at rette sig op
"Kæmp imod din varulve side den er kun drevet af lyster mens det er dig der bestemmer i bund og grund er det jo dig der er hjernen du burde bestemme over varulven i dig den burde føje dig!" sagde han roligt upåvirket af det store gab fyldt med spidse tænder hun havde og som hun nemt kunne bide hovedet af ham med!

Destiny pev højlydt da han greb fat i hendes strubet. Mennesket begyndte at være hård. Hun skulle bare have den varulv under kontrol. Hvorfor havde mennesket også forvandlet sig til varulv? Mennesket prøvede at skrige, det gjorde at der skete noget underligt. Man kunne høre menneskets skrig, men det kom ikke fra varulven. Destinys ansigt begyndte at ændre form, hendes snude svandt ind, hendes hår begyndte at vokse frem og pelsen forsvandt. Hun blev forvandlet tilbage menneske.

Destiny bed tænderne sammen og hendes vejrtrækning var hurtig. Hun så ned af sig selv og så blodet på hendes krop. Hun vidste godt at det var hans. Destiny skubbede til ham med al den kraft hun kunne. Hun fik slanget sig ud under ham og rejste sig op. Hun brød sig ikke meget om at være nøgen, men hun kunne ikke gøre noget. Hun havde ikke noget tøj at få på. "Der er en dusør på dig."

Dust så hende roligt i øjnene og virkede ikke lige just distraheret af at hun var nøgen det der interesseret ham var at hun var ude efter dusøren på hans hoved "Ja det er der men det er jo hvad der sker når man smadre et hemmeligt laboratorie dræber så mange man møder under vejs og flygter derfra!" sagde han roligt mens han rettede sig op! Han virkede særdeles roligt taget i betragtning af det han lige havde set der skulle åbenlyst meget til for at overraske ham!

"Men burde vi ikke skaffe dig noget tøj før vi fortsætter vores lille hændelse her det virker lidt uværdigt at kæmpe nøgen mod andre og jeg synes ikke det ville være anstendigt at nedkæmpe en nøgen kvinde!" sagde han roligt

Destiny sukkede, det var ikke hende. Hun ville aldrig gøre sådan noget. Hun kunne aldrig udlevere en anden person og ikke føle sig skyldig. "Jeg vil ikke udlevere dig. Det kan jeg ikke, det er ikke mig." Hun prøvede ikke at tænke på hun var nøgen, men hun vidste jo godt hun var det, og hun hadede det. Men det var bare noget hun måtte leve med. "Undskyld." Hun prøvede at smile, men hun havde stadig en gnavende skyldfølelse i maven, hun havde virkelig overvejet at få penge for hans liv. Det var forfærdeligt at hun nogensinde havde tænkt tanken.

//Skal vi invitere Abbadon ind i emnet nu? //

Dust tog roligt sin rejsekappe af og tog sin trøje af som han kastede til hende før han tog sin rejsekappe på igen "Tag den på det må gå indtil videre jeg går ikke lige just rundt med ekstra tøj på mig!" sagde han roligt og lukkede sin rejsekappe igen så man ikke kunne se hans overkrop der var overdækket af sygelige ar og skader! Dust var tydeligvis en type der ikke var bange for at kæmpe og da slet ikke sagde et eneste ord når han var under tortur!

"Du skal ikke undskylde for det dusøren på mig er ikke lige just et lille tal mange der mangler penge har opsøgt mig i forsøget på at fange mig!" sagde han roligt og himlede lidt med øjnene ved tanken om dem "De fleste overlever ikke fordi de undervurdere mine styrker og deres svagheder og overvurdere deres egne styrker og mine svagheder!"

//Well det kunne være sjovt x)

"Hahahaha, oh badboy" Træernes sindstille bevægelser og lavmelde hvisken skabt af den blide vind, bliv nu til en overflod af mystik af en fæl og skumle latter fra en feminin og spinkle stemme brød skoven ellers sjælsomme stilhed, men synet af hende var som skjult af den svage morgen belysning, og skovens naturlige frydefulde bevægelser, men som en steppebrand kunne udryde en landsby i nattens mørke før beboerne fik deres morgensutter på, så man nu pigen komme frem i en læderdragt der dækkede alt fra fødder til hovedbund, læderet havde ingen mønstre eller symboler, det var så praktisk og tætsiddende som var det special syet til hendes timeglas formet figur, og det eneste man kunne se var hendes øjne gennem to små huller i det kernehårde men elegante læder, hendes øjne var hvide som et normalt øje, men pupillerne var helt gule og var ikke runde, men var lodrete som en kats pupiller, og havde et forfærdeligt skær af rovdyr og blodtørst, som havde en tiger snuppet sig i en læderdragt, og lært at holde sig fast til et træ halvejs oppe med benene, og bruge armene til at holde en udtrukket bue med pil på strengen. Men selvom hun i første sekund virkede alene, kunne man nu høre fra alle retninger i nærliggende kræt og trætoppe nogen folk spænde deres buer, og som havde de opstået ud af tynd luft stod der nu ni folk iført læderdragte mangen til hendes rundt om Destiny og Dust fra kræt og andet natur på en sikker fem meters afstand. Pigen halvejs oppe af træet lagde sine ben rundt om en stor gren og drejet sig til siden så hun tippet til højre, og hang i benene med hoved ned af mod jorden, mens hun ligesom de andre holdte deres buer klar til at skyde med dødelig præcition. Pigen gav slip med sine ben, og drejet sig i luften så hun ville lande på sine ben i en halvt kravlene position, men hun rettet hurtigt sine ben ud og forsatte med at snakke "Kan jeg også slippe uden en undskyldning?" hun drejet ikke hoved væk fra Dust, men sagde til en anden... nok en af de andre phykopater med buer "Herren bad kun om fyren. Nogen ideer til hvad der skal ske med det halvnøgne pigebarn?"

//Rækkefølgen er Dust, Abaddon, Destiny.//

Destiny tog hurtigt trøjen på, hun var jo ikke tryg ved at gå rundt nøgen, så at han valgte at give hende hans trøje, på trods af hendes mordforsøg på ham, betød meget for hende. Hun skulle til at undskylde igen, da en stemme brød igennem stilheden. Destiny så forvirret omkring, så store ord burde ikke komme fra så en lille pige. Kort efter kom der flere rundt som var klædt ligesom den lille pige. Hun så undrende på pigen, hun virkede ikke så en almindelig pige. Destiny trådte hen foran ham, som hun ikke kendte navnte på. Hun klemte øjnene sammen og prøvede at tænke på noget der gjorde hende vred. Hun var så småt ved at have en idé om at der skete noget når hun blev vred. Hun tænkte på at nogle dræbte hele hendes familie, hendes venner, alle hun kendte. Det fik hende til at klemme hendes hånd sammen, så hendes negle borede sig ind i hendes håndflade. Hun skubbede til Dust som stod bag hende så han forhåbentligt ville vælte. "Læg dig" Hviskede hun til ham og begyndte at skrige, hvilket hjalp overraskende godt. Der kom luftbølger gennem luften, først væltede de Destiny, senere ville de vælte dem omkring dem, medmindre nogle af dem var modstandsdygtige over for vind, eller hvis de var utrolig stærke.

Dust smed sig ned lige da han kunne mærke at hendes aura voksede han vidste ikke at dette ville ske men et instinkt i ham fortalte ham at han skulle gøre som hun sagde det var endda det samme instinkt der hurtigt fik ham på benene igen da vind udslaget fra Destiny havde passeret over ham han sendte et tomt blik mod hende der havde snakket til ham mens han greb om Destiny!

"At sige undskyld er at udvise følelser hvis du har tænkt dig at angribe mig igen så vær forvisset om at du ikke skal sige undskyld til mig ellers brækker jeg hver en knogle i din krop!" sagde han roligt og smilede ondt! Dust havde et es i ærmet en evne skyggedæmoner havde i hans tid på grund af en udvikling forårsaget af radioaktivitet de var istand til skyggevandring på bekostning af en rimelig mængde energi hvis Dust vandrede 1 km på den måde 4 gange ville han øjeblikkeligt dø af det men nu behøvede han jo kun en!

Stadig med armen om Destiny trak han hende med sig gennem skyggerne fra det sted de stod til et punkt næsten 600 meter derfra! For dem der så det ville det se ud som om de blot tog et skridt og forsvandt og da Dust slap Destiny var han blevet ret forpustet han fik dog hurtigt vejret igen
"Møg jeg havde glemt hvor meget energi det koster at tage andre med vi burde være kommet 400 meter længere!" sagde han irriteret over at han havde glemt at medregne ekstra energi til at tage hende med! De sorte render under hans øjne var blevet tykkere på grund af det pludselige energi forbrug og med lidt beregning var han kommet frem til at han kun havde lidt under 50 procent energi tilbage og næsten 90 procent blod i sin krop!

"Je-" Pigen bliv tavs for ord da en bølge af koncenteret vind fyldte hendes mund, og væltede hende ned på røven efterfulgt af alle sine medsammensvordne bueskytter, og da den elengante pige havde kæmpet sig på fødderne igen... var hun målløs af synet af den tomme plads.. de var væk.. Pigen stod mundlam og kiggede tomt ud i luften og havde ingen ide om hvor de var gået hen.. eller hvordan de gjorde det så hurtigt. Pigen lod hendes bue hvile ned af hendes side, og tog sin maske af, så hendes lange og silkebløde røde hår kom til syne. Hun satte sig ned på knæ ved stedet hvor Dust var forsvundet fra, og tog en håndfuld jord op og sagde med ansigtet mod den ene af bueskytterne, der alle havde rykkede sig tæt op til hende imens "Det må være en form for troldom" hun kiggede tilbage på jorden der gled mellem hendes læderbelagte fingerspidser, og kastede det sidste til siden, og rettet sig i sin fulde højde igen hvorefter hun sagde roligt "Find dem.. Dræb pigen" Pigen trak i sin mundvig, og vendte sig om da hun hørte en lyd bagfra sig, hvor til hendes og alle andre bueskytters overraskelse, sad en mand på en sten iklædt en tynd og svag munke robe og hætte. Manden så gammel ud selvom man ikke kunne se hans ansigt eller hænder pågrund af den store grå kutte, for manden havde foroverbøjet ryg som han sad der på stenen, og da endelig hans små næsten skelet hænder kom til syne fra de lange ærme i et kort øjeblik pågrund af vinden, var der ingen tvivl om manden havde fået æren af at være på den forkerte side af 80, men hvordan i gudernes navne at han kunne snige sig op på et hold af lejesoldater der er trænet til at snige sig op på folk, var et mysterie hun til hendes sorg snart skulle finde ud af.
"Hvem-" Pigen bliv tavs endnu engang, da den spinkle hånd lavet en håndbevægelse som et sus gennem luften, og man kunne se en klam og fed, næsten håndstørrelse larve kravle ud af luftrøret på hende, og slimet sig op af hendes tunge og ud af mundvigen på hende, og mens det skete snakkede den gamle mand frygtløst,men hæs og ydmygt som en gammel butler foran sin hersker "Shyy min pige." han hostede og forsatte "Jeres usle arbjedes giver har ingen ide om hvilke magter hans små dæmon overarme har lagt sig ud med." han hostede igen "Nuvel..." De ni bueskytter stod lidt usikkere ikke helt sikker på deres egne reaktioner, men da forrådelses larve havde kravlet ud af pigens mund, og hun råbte af sine lungers fulde "LØB!!" alle bueskytterne løb for alle syv vinde, og den gamle mand rejste sig svagt op meghet langsomt mens han tog sig til den som havde han rygsmerter, hvorefter han lagde armene ud til hver sin side og himlen gik fra sit orange rødlige morgen skær, til at nærmest gå tilbage til nat, og overskoven kom et lag af mørke, der gjorde skoven så uhyggelig og grufuld som en gyser film. så hørte man manden snakke svagt til sig selv "Nårh.. lag jagten begynde"

Destiny var klar til at skrige igen, hvis det var nødvendigt. Men så lige pludselig.. Var hun et andet sted? Hun så med sammenknebet øjne på ham den eftersøgte. "Jeg havde styr på dem! Et skrig til og de var faldet om længe nok til at vi kunne have flygtet. Og desuden har jeg slet ikke brug for din hjælp. Jeg er varulv og jeg klarer mig udemærket alene." Hun fnøs af ham, men det blev en halvvejs knurren. "Nu går jeg tilbage og sparker noget læderrøv." Hun vendte om og begyndte at løbe tilbage mod stedet hvor de havde været for et øjeblik siden, men der var ikke nogen tilbage. Udover en gammel mand. Hun så op, da hun pludselig fornemmede en uhyggelig stemning. Det var helt mørkt. Skræmmende. Destiny forbeholdt en sikker afstand mellem manden og hende selv, han så ikke harmløs ud som hun altid havde troet var uskyldige. "E..Er du okay?" Lød det usikkert fra Destiny, hun kunne forstå hvorfor de andre pludselig var væk, så meget kunne han da umuligt gøre. Han var jo trods alt gammel. Men så igen, Destiny vidste næsten ingenting om den verden hun pludselig var blevet slynget ind i.

Dust løb efter hende og da de nåede til det sted de lige havde været hvor den uhyggelige mand var kunne han straks mærke at han forårsagede noget underligt omkring sig! Dust var ikke langsom til at gribe fat om Destiny igen men denne gang slæbte han hende bare med sig og begyndte at løbe! Den mand måtte være farlig det var han sikker på han havde for længst lært at skindet kunne bedrage og han ville ikke tage chancen med denne fyr han ville forblive så anonym så mulig og ud fra situationen gættede han på at de bueskytter der nu var væk måtte være sammen med denne gamle mand!

"Sig mig vil du gerne dø eller hvad?" spurgte han Destiny mens han løb med hende i sine arme "Det kan godt være du er en varulv men du er overhoved ikke forberedt på kamp du kan ikke styre det! Jeg burde vide det jeg har allerede været op og slås med dig!" Dust løb gennem skovens skygger og bevægede sig i forskellige retninger væk fra manden for at holde sig så usynlig så mulig og han håbede at det ville gøre det svært for den gamle mand og bueskytterne at følge efter dem eller skyde på dem!

Den gamle mand kiggede mod Destiny med et spørgelses ligende blik, så dødt og sjæle forladt som var hans sjæl et tomt islandskab. Den gamle manden bevæget sig ikke før Dust begyndte at løbe væk med hende, men så bevæget sig han henover skov landskabet med en halv kilometer i timen på hans gamle rustne ben, men efter en meter stoppet han, og der kunne man knapt nok se dem derfra hvor han stod, men den gamle mand så selvsikker ud, så han satte en hånd foran sig i deres retning, og som en rambuk kom en kraft af koncenteret skygge mod dem, skyggen flået bakken fra alle træerne i dens vej, rev jorden op som en var det en gravko, og alle bladene viftede væk som var det en tornado af mørke på vej mod dem. En bueskytte sad sikkert i et træ og så Dust løbe længere fremme, men da skyggen kom henover ham som et tæppe, kunne man høre lyden fra et tøset skrig, og da skyggen forlod igen, faldt et afdødt skelet ned fra træet og fik i tre dele da den ramte den hårde jord, vævet, kødet, organerne, alt var rippet fra manden som en kylling på et industri slagteri, men.. skelet fik små tåre ud af de mørke øjeæbleløse huller, og man kunne høre små hulk af smerte forlade skelettes kæbe, men efter tyve sekunders forfærdelig pinsel stoppede det, og mandens sjæl fik lov at forlade hans krop, og hvilte i fred.. måske. Hulkene stoppede ihvertfald fra den efterladte krop, men bøljen af skygger forsatte mod Dust og Destiny.
Himlen begyndte at blive mere og mere tus mørk, og selv en sternelys himmel føltes lys iforhold til det natte mørke der kastet sig over skoven, og den der ville kunne se bedst ville nok være Dust fordi han er skygge dæmon. Men Destiny havde sin utrolige vareulve hørelse, og ville nok kunne høre noget Dust ikke kunne... som lydenene der kom længere fremme cirka 300 meter, lyden af store heste der kom riddende mod dem i fuldt galob.

Destiny var ved at være godt træt af at ham fyren altid skulle forsøge at tage hendes beslutninger. Hun blev forskrækket da lyden af hulk og sammenfaldne knogler kom bag fra dem. Hun så sig bagud og så tydeligt mørket der nærmerede sig. Han ville ikke kunne løbe hurtigt nok til at komme væk fra det mørke i tide. Så ville de ende som ham fyren der lå et godt stykke bag dem. Destiny begyndte at knurre og prøvede ihærdigt at forvandle sig til varulv. Selvom hun måske ikke kunne styre sig selv som varulv, var det måske det eneste der kunne redde dem nu. Men det virkede ikke, hun blev ikke forvandlet. Men så mærkede Destiny en brændende fornemmelse i hendes fod, en fornemmelse af at hendes fod var ved at rådne op. Det fik hende til at forvandle sig til varulv, hun nåede lige at gribe fat i Dusts arm og kaste ham op på hendes ryg, før hendes sidste arm blev til en pote. Hun satte farten op og løb så hurtigt som muligt, hun hørte godt hestene længere fremme. Men bed ikke mærke i det som sådan.

Dust blev ikke overrasket over at Destiny forvandlede sig til varulv men da han efter lidt tid nu også kunne høre hestene måtte han tænke hurtigt for Destiny lod ikke til at tage det med i sine overvejelser han lukkede øjnene og lukkede omgivelserne ude *Hmm heste forude stopper os skygge angreb bag os dræber os... Mørket må komme fra den gamle mand... Pigen her er ikke i kontrol som varulv men hun er stadig farlig... Den eneste udvej taget højde for de nuværende variationer må så være... Angreb!* tænkte han på få sekunder og åbnede øjnene igen greb fat i Destinys pels og brugte hendes krop til at bevæge sig da han skyggevandrede igen så hun kom med ham!

Denne gang krævede det ikke nær så meget energi de skulle kun tilbage til den gamle mand da de dukkede op bag ham bevægede Dust sig hurtigt hen over Destinys hoved landede foran hende og stoppede hende med sin krop han blev dog stående og kiggede på den gamle mand i stedet for at angribe ham da Dust pludselig mindedes noget *Mørke der bevæger sig på kommando af en kutteklædt person alt opslugende mørke der renser kød af knogler før sjælen overhoved når at forlade kroppen jeg har set det før kun en kan det i min tid* Dust gik roligt mod fyren lage en hånd på hans hætte og trak den af ham
"Jamen dog broder grim du ser jo meget være ud end du plejer og mig der troede du ikke kunne blive mere syg end du så ud sidst jeg så dig ja faktisk ligner du slet ikke dig selv!" sagde Dust roligt som om de var gamle venner helt uden at tænke på at de først ville mødes omkring år 3647! Broder grim fungerede som en hentydning til grim reaper som han blev kaldt i Dust´es tid og Dust kaldte ham det lidt for at irritere ham i hans tid men også som en hævn for at grim reaper kaldte ham psykopat!