Second time around (Singal)

"Jeg ønsker ikke at snakke om det" hun så i noget tid på Camille og mærkede ensomheden gnave sig frem i sig.
Hun rystede kort på hovedet. Hun ønskede bare camille gik.
"Jeg har stadig mine to katte, jeg klare mig" hun plukkede en blomst, en af de få der blev der om vinteren, og lod den falde ned på forhøjningen.
Der skete nye ting hver dag, gode og dårlige. Man mødte nye, eller også gjorde man ikke. I dag havde hun mistet en.
"hvad hed din forsvundne ven?" spurgte hun pludselig, hun drejede hovedet og kiggede på hende.

Bebrejde Singal kunne hun ikke. At hun ikke ville tale om det, var en menneskelig reaktion og selv i en sortelver var der menneskelige følelser, selv om Singal ville benægte det lige indtil helvede frøs over.
"Okay...vi lader emnet droppe...for nu.for jeg vil virkelig gerne høre om det...senere" sagde hun med en varm og blød stemme.
Hendes skift af emne, overraskede Camille der næsten havde lyst at give det samme svar retur.
Men hun tog sig sammen og svarede " Tristan...han hedder Tristan ....Zean kender ham også " tilføjede hun for at tage yoppen af hendes egne følelser. Det var en dag hvor det hele blev sat på hovedet.

Hun så på hende og det kolde skær kom igen over hendes øjne.
"for nu?" sagde hun på en underlig kold måde.
"Hvad får dig til at tro jeg vil snakke om mig selv, på nogen som helst punkter?" hun rystede på hovedet.
"Hvis du fortsat ønsket vi skal samarbejde, så hold dig fra mit privatliv" Camille ville nok snart blive sur eller noget. en hun var ligeglad. Hun ønskede at camille skulle kende grænserne. hun nikkede lidt. Tristan.
Hun havde set en underlig orangehåret...dreng? Rende rundt i skoven, faret vild.
Hun sukkede lidt.
"Nå...men hvis du er interesseret, kan vi fortsætte en anden gang..." hun så lidt på camille.

Camille mærkede kulden strømme ud fra Singal, men denne dag undlod hun at indlede en diskusion. Det var vel meget naturligt , netop nu, at ønske Camille helt ude af sin private sfærde. Hun ville spørge en dag, hvor Singal var mere...modtagelig.
" ja ja..jeg forstår godt du ikke vil tale...nu" mumlede hun, halv distraheret omkring tanker der sværmede om Tristan, hun stort set havde opgivet at finde igen. Det var nålen i høstakken...og at hun ikke just var født under den heldigeste stjene, var vist blevet dokumenteret op til flere gange, efterhånden.

" jeg vil meget gerne forsætte igen, bare der ikke er...noget levende i nærheden " sagde hun lidt træt i stemmen. Hun havde netop bevist overfor singal,essensen i hun ikke kunne udstå at være halv fe, hendes gener der så ofte ikke lod sig styre.

Hun havde set Tristan her i skoven. Men hun viste endnu for lidt til at sige noget.
hun nikkede kort.
"så stopper vi for i dag...om en uge igen?" spurgte hun
Hun ville tage hjem i hulen, finde sine katte og slappe lidt af, gå ud i skoven og finde noget spiseligt... dog uden en hund der fulgte efter hende. Uden en hund til at fortælle hvis der var en kanin i nærheden eller en fremmed hun skulle være opmærksom på.
Hun måtte skaffe sig en ny. sådan var det.
Hun måtte også snart finde et sted i skoven hvor hun ville bygge sig et hjem.
Det gik op for hende at hun hele tiden skubbede hunden væk fra sine tanker, ved at tænke på noget andet. Nok af den grund ikke at blive overfaldet af sorgen over tabet.

" Om en uge igen " sammentyggede Camille.
Hun havde det så svært ved at efterlade Singal her.
Der herskede jo ingen tvivl om at tøsen ville klare sig, hun havde mere sejhed i sin lillefinger,end Camille i hele sin krop...men...alligevel var der noget sårbart over hende.
Camille kunne ikke lade være, hun havde holdt sine instinkter i skak, men kunne ikke få dem skakmat. Hun gik hastigt tæt på singal, slyngede sine arme omkring hendes hals og trak hende ind til et kram, medmindre Singal slyngede hende væk.

Uanset..ville hun bagefter mumle et " undskyld...og pågensyn Singal".
Hvorpå hun ville vende sig om, og langsomt gå den tunge vej hjemad.
Måske hun kunne være heldig at Aleck havde en god stærk te inden hun ville begrave sig i sengen og sove i 100 år.

// Out

Hendes omsorg gjorde hende vred, mente hun ikke at hun kunne passe sig selv? Hun hev hende væk, måske en anelse hårdere end det nok var meningen.
"Camille, stop det der! Gem det til dine venner!" Hun mærkede at sorgen næsten blev lavet til vrede, en vrede der var sært velkommen.
Hun brød sig ikke om at folk bare rørte hende...Og så i sådan en gestus! Det kunne hun ikke leve med. Hun skulle lige til at slynge en trussel efter hende, men hun var allerede på vej væk. Selvfølgelig kunne hun nå at inhente hende...Men af en eller anden grund følte hun ikke at hun forlade stedet. Eller sin hund.
Det var som om det først var nu det rigtig gik op for hende at den var væk.

//Out