Too many memories. Too many demons.(Nille)

Solens kraftige stråler havde kun netop kraft nok til at trænge igennem det tykke skylag der dækkede himlens blå kulør. Alligevel var der nok lys der kæmpede sig igennem sprækker i skydækket, til at give genskin i det mudrede, nedtrampede snelag der var sjasket ud på torvet, og som stædigt gik efter alle sprækker og huller i forbipasserendes sko, for at angribe fødderne og nedkæmpe alt varme og behagelighed i tæer og fodparti.
Larmen var overdøvende. Utallige mumlende stemmer blandede sig i en usammenhængende masse, der var alt andet end melodisk. Høje grin gennemtrængte den næsten summende snakken, og en skramlen og klingen lød hver gang en af de hårdere varer blev samlet op og undersøgt, af et nyt par nysgerrige øjne. Men det var ikke kun mere eller mindre overnaturlige væsner, der med et fast åndedræt og en stabil hjerterytme trampede igennem markedet, på udkig efter diverse varer.
Men kun Delilah vidste hvordan de døde brugte stedet som deres legeplads, og fulgte folk de havde kendt i deres levende dage i hælene, som små hunde. Så var spørgsmålet bare om det var en Golden Retriever eller en Bulldog de repræsenterede. Men da Delilah trådte ud på pladsen, var der ingen reaktion i hendes ansigt, idet hun så hvordan antallet af levende væsner havde høj konkurrence i antallet af døde væsner. Istedet lod hun hastigt øjnene løbe hen over mængden, og purrede så op i der let krøllede hår, der faldt om hendes skuldre, og indrammede hendes ansigt. Om hendes krop faldt den lange læderjakke, der lå tungt på hendes skuldre. Under jakken kunne men netop skimte diverse våben, hvis man fokuserede meget, den stramme, sorte tanktop syntes at skjule dem i mere eller mindre grad. Et par læderbukser omsluttede stramt hendes ben der endte i et par lange støvler, og tilsammen fremhævede det hendes former, og beskyttede mere end det synlige imod angreb.
Kan du se os?
Hviskende stemmer blandede sig, og forstærkede hinanden i et kor, idet ånderne vendte deres ansigter imod hende. Ikke alle havde tydelige ansigtstræk, men hun kunne mærke dem i sin krop. Deres følelser blandede sig med hendes blod, og blev pumpet rundt i hendes krop. Hun kunne nærmest smage den summende følelse åndernes tilstedeværelse bragte til hendes krop, og luften af død hang omkring dem som maddiker på et lig. Hun kunne ikke starte en samtale med dem midt på åben gade, så istedet nikkede hun hastigt, og lod endnu engang blikket glide over dem, før hun fortsatte sin gang. Hun kunne ikke overskue flere panikslagne ånder der ville have hende til at hjælpe dem. Men hun slap aldrig så nemt.
Adskillige stemmer hobede sig op i hendes tanker, og hastigt kunne hun mærke hvordan en migræne opbyggede sig, og blandede sig med de altoverdøvende stemmer. Hendes tanker var aldrig alene. Hvis hun havde været et mere privat sted, var hun snurret rundt og begyndt at råbe af ånderne, der aldrig syntes at ville give hende ro. Men sindssyge var aldrig et godt tegn at vise i offentlighed.
Men på trods af den forvirrende blanding der oversvømmede hendes tanker, lagde Delilah mærke til noget specielt. Noget, hun kunne sanse hun kendte. Stemmen huskede hun ikke, men der var noget ... Noget velkendt. Minderne begyndte at trænge sig på, og overdøvede stemmerne i sådan en grad, at de pludseligt forsvandt. Så opslugte de Delilah.

Skovens træer omringede den ældre kvinde. Hendes mørke hår blafrede let i den stille vind, og de mørke øjne glimtede i månens skær. Hvis kvinden havde været bare lidt mere opmærksom, havde hun måske set hvad der skete, for det var for sent. Men denne kvinde var ikke så heldig.
Bag hende listede en mørk skygge sig ind på hende. Idet skikkelsen trådte ud i lyset, oplyste det hende på en måde, der gjorde det tydeligt at hun ikke havde godt i sinde. Kniven i hendes hånd reflekterede månens lys, og lyste kort skarpt op, hvilket gjorde kvinden opmærksom på at noget var galt. Hun snurrede omkring og stirrede direkte op i kvindens udtryksløse ansigt. Hun nåede akkurat at skille læberne fra hinanden, før skikkelsens kniv gennemborede kvindens hjerte, og hun faldt til jorden. Skikkelsen lod blikket glide let over kvinden, før hun vendte om. I normale omstændigheder havde hun taget kniven op af det stærkt blødende sår, men denne gang var det ikke hendes kniv. Personen der havde givet hende opgaven, havde personligt givet hende kniven, og fortalt hvor den skulle sidde, og hvordan. Hun kastede et sidste blik på den, og forsvandt så ind i skyggen.

Da Delilah blev trukket tilbage til fremtiden, stod hun støttet til et bord, og pustede som havde hun løbet et maraton. Hun skubbede sig op på ret køl, og purrede endnu engang op i håret, idet hun snurrede omkring - Og stirrede direkte ind i den mørkhårede kvindes ansigt. Et minut efter stod hun i en gyde nær Bazaaren, og lænede sig op af den fugtige mur. Kvinden trådte tættere på, og sendte Delilah noget der lignede et bedende smil.
"Vil du straffe mig for at dræbe dig? Det vil ikke virke."
Delilahs stemme sydede næsten af hån, og fik kvinden til at rynke panden let. Og så rystede hun på hovedet, så hendes sorte hår svingede om hendes ansigt. De mørke, gennemtrængende øjne blev lagt på hende.
Jeg vil have dig til at hjælpe mig.