Lost memories.. ~Nicolas~

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

Heldigvis var hun blevet sig selv igen, det havde været som en uendelig krig.. Hun troede aldrig hun skulle blive sig selv igen, men det lykkedes tilbage var hun. Følelserne strømmede igennem hende igen, det virkede godt selvom hun stadigvæk savnede Melissa. Ligenu gik hendes søgen for at finde nogle venner, eller Nicolas. Nicolas havde hun nu mest lyst til at være i nærheden af ligenu, han gav hende lidt styrke fordi han bare havde en udstråling som gjorde hende sikker og tryg. Caroline gik rundt i Terrorville og kiggede efter ham, måske var han flygtet fra de fjender igen? Men så igen stoppede det hende ikke i at lede, hendes følelser var lige kommet tilbage imens hun var alene.. Fordi hun var stræk nok til at bryde igennem sig selv. Caroline kiggede sig omkring da hun så ham længere nede af vejen, hun brugte sin fart til at komme op foran ham og smilede kort inden hun svingede armene omkring ham i glæde.
"Gudskelov for du stadigvæk er i byen." Caroline gav ham et ekstra klem, og ventede endelig bare på at han sagde noget til hende nu.. Hun smilede stort af glæde over at han var ved hende lige nu.. Efter det som nu var sket.. Hun havde ingen anelse om at han havde mistet hukommelsen.. Eller ihvertfald glemt hende..

Nicolas gik rundt i Terrorville, selvom han kun kunne huske han havde været der få gange. Han havde stødt på flere der kendte ham, så han var ikke helt ukendt om at han kunne støde på flere der kendte ham, som han ikke selv kendte. Nicolas fik en forskrækkelse da en kvinde stod lige foran ham, det var ikke almindeligt at et menneske kunne komme så hurtigt. Han undrede sig et kort øjeblik da hun slog armene om ham, men så kom han i tanke om at hun nok kendte ham. Men han kunne ikke genkende hende, hun var som en fremmede for ham. Han rømmede sig og så hende i øjnene. "Beklager frøken, men jeg ved ikke hvem du er." Han havde det dårligt med at han ikke kunne huske folk, men han ville heller ikke lyve for dem, det ville være ondt hvis han lod som om han kunne huske dem.

Caroline så ham i øjnene, allerede inden han sagde noget vidste hun at der var noget galt.. Og så sagde han at han ikke anede hvem hun var? Det mindede hende om episoden med Eliza.. Måske havde han mistet hukommelsen? Caroline lagde hovedet lidt på skrå og smilede skævt, dog prøvede hun at tvinge et lidt flovt smil på læben.
"Undskyld, du mindede mig bare om en jeg kender." Svarede hun og fjernede en hårlok om bagved sit øre. Måske skulle hun prøve at komme i snak med ham i stedet for at overbevise ham om at han kendte hende. Caroline så mange muligheder at gøre, dog fandt hun det at komme i snak med ham som den bedste mulighed.
"Du ser noget fortvivlet ud er du helt okay?" Hun kunne se der var noget, og Caroline ville jo altid være der for ham. Selvom han ikke anede hvem hun var..

Nicolas gengældte hendes smil. Det var ikke normalt for ham at smile, ikke når han var i selskab med Caroline, men over for fremmede var det ikke normalt, og lige nu var hun fremmede for ham. Han var lidt i tvivl om hun mente hvad hun sagde. Han troede ikke helt på at hun forvekslede ham med en anden, men han ville ikke modsige hende. "Det kan ske for den bedste." Han så lidt rundt men vendte så blikket tilbage på hende, han kunne ikke undgå at synes hun virkede bekendt. Måske kunne han huske hende fra alt det han ikke kunne huske, men han synes det virkede som noget andet. Han prøvede at komme i tanke om hvor han kendte hende fra, da hun igen sagde noget. "Ja. Jeg har det fint." Han smilede til hende og lagde armene over kors, men han virkede ikke vred. "Du ser bekendt ud. Har jeg set dig et sted før?" Han vidste ikke om hun havde nogen idé om hvor han havde en mulighed for at se hende.

Han havde nogle tomme huller som manglede at blive fyldt ud det kunne hun se i hans øjne, så godt kendt hun ham. Caroline tog sig en dyb indånding inden hun lagde hovedet lidt mere på skrå, hun var ikke sikker på at det var sandt at han var okay. Hun havde selv løget om det så mange gange, bare for alle andre end Nic. Han kunne genkende hende lidt, eller ihvertfald måtte der være et eller andet siden han syntes hun så bekendt ud.
"Måske har vi mødt hinanden før? Men hvorfor ikke finde et sted at få en drink, så kan vi finde ud af om vi måske har set hinanden før. Huh?" Caroline hævede lidt udfordrende på sine øjenbryn dog med et kækt smil, hun måtte snakke med ham. Vide hvor meget og hvor lidt han kunne huske..
"Er du sikker på du helt okay Nic?" Det var en ren reaktion af hende at kalde ham Nic.. Og hun glemte helt at han faktisk ikke kunne huske hende. Hun rystede lidt på hovedet af sig selv. "Mit navn er Caroline, forresten." Heldigvis havde hun sagt Nic så hurtigt at han satsede på at hendes lille tilføjelse kunne dække lidt over hendes bommert. Caroline smilede varmt til ham igen.

Nicolas havde nu mødt en del der påstod at kende ham, men at han ikke kendte dem irriterede ham. Han følte han havde levet et liv som ingen kendte til, det var underligt. Han lyttede til hendes forslag og nikkede. "Lad os gøre det." Han begyndte at gå, men han stoppede op da han hørte hende kalde ham Nic. Det første han tænkte var Angela. Han vendte sig om imod hende. "Den eneste der kalder.. Jeg mener kaldte mig Nic var min søster. Hvordan kender du det navn uden overhovedet at kende mit fulde navn?" Han var normalt ikke specielt skeptisk, men når hun påstod hun ikke kendte ham, så gav det bare ingen mening at hun ville kende en forkortelse af hans navn. "Caroline.." Han var ikke helt tryg ved hende, hun måtte have løjet for ham, og han hadede løgne. "Fortæl mig hvem du er. Kendte du min søster?" Han var meget usikker på hvordan han skulle håndtere hende.

Derpå blev hun lidt nervøs over hvad hun skulle sige.. Det var ikke før hun hørte at han faktisk godt kunne huske noget, at hun hævede på et lidt forvirret bryn. Fordi Angela var jo ikke død, overhovedet ikke. eller jo den ene side af hende var jo nu, som hun så pænt havde fortalt Caroline og Nic selv. Caroline rystede blot på hovedet af sig selv.
"Angela, ja hende glemmer man ikke hurtigt." Altså dette var jo ikke en løgn. Hun afslørrede ikke andet end hun kendte Angela, hun afslørede ikke at hun var i live eller om hun var død. Caroline syntes at have fundet et lille luphul.
"Hun har fortalt mig om dig før, men jeg måske har jeg set dig før. Jeg er ikke sikker, måske har jeg været for fuld til at kunne huske det." Caroline trak lidt på skuldrene, og overvejede at tvinge ham til at glemme hun havde kaldt ham Nic.. Men kun hvis hun ikke kunne redde den.. Caroline lagde hovedet lidt på skrå.
"Skulle vi gå videre, eller er at jeg kaldte dig Nic været et mega turnoff?" Hendes stemme blev lidt drillende og hun smilede skævt til ham. Hun ville jo gerne være i hans selvskab, han virkede ikke som sig selv. Men hvis hun kunne få noget af den tilbage, så ville han jo blive sig selv igen. Caroline havde jo selv været en anden end sig selv, det havde været forfærdeligt!

Nicolas lagde ikke mærke til hun var nervøs, så han troede fuldt ud på hendes forklaring. Den ville ikke virke på ham normalt, men han var bare mere godtroende fordi han ikke var blevet forrådt og bedraget så mange gange i hans tid som menneske. "Jeg savner hende." Han havde savnet hende, da han opdagede hun var væk i hans mennesketid havde han været trist. Savnede voksede sig større over årene indtil han var sikker på hun var død, så var det bare en sorg. Efter Angela kom tilbage og mødte vampyren Nicolas havde han dog aldrig fortalt hende om dette. Han var ufølsom. Han tænkte skam på hende og hendes sikkerhed, men han ville aldrig fortælle hende hvordan han havde følt omkring hende. "Ja, hun har meget at prale af." Han sagde det i sjov, hvilket var tydeligt fordi han smilede stort og fjoget, et smil ikke engang Caroline havde set før. "Nej nej.. Det mindede mig bare om Angela." Han gjorde en gestus med armen der skulle få hende til at gå først, en gentlemen var han jo.

Underligt nok var det som at se en dobbeltgænger af Nicolas, det var ikke den Nic hun kendte som hun talte til eller snakkede til hende. Det virkede så mærkeligt, hun ville have hans hukommelse på plads igen, så han ville kunne huske hende igen. Han vidste an til hun skulle gå først og det gjorde hun, hvad skulle hun ellers gøre? Caroline gik til de kom til en lille bar, hun åbnede døren og fandt dem et bord.
"Kom og sæt dig," Sagde hun blidt og smilede kært til ham, og lænte sig lidt tilbage. Et hurtigt skarpt blik kørte rundt i baren for at se om der var tegn på fælles fjender eller bare fjender. Så vinkede hun en tjener over til dem, som rystede lidt på sig over han havde set dem begge to begå massemord før.
"Nå hvad skal du have dig?" Spurgte hun Nicolas med et kærligt smil.

Nicolas fulgte efter Caroline ind i baren, han satte sig ned og smilede til hende, hvilket i sig selv var underligt, han så undrende på tjeneren der virkede bange, det måtte da være for hende. Han var ikke helt sikker på hvad han skulle bestille, han drak jo ikke alkohol, eller det troede han ikke han gjorde. "Bare et glas vand tak." Han så på Caroline igen, han var nysgerrig over hvordan hun kendte hans søster. "Så hvordan kender du Angela?" Denne kvinde var faktisk den første han havde mødt længe, som ikke kendte ham personligt.

Caroline var lidt nysgerrig omkring hvordan Nicolas havde været som menneske, og det fik hun såsandelig svar på.. Han virkede uden at være ond, lidt mere kedelig? Så spurgte han omkring Angela.
"Jo altså faktisk så var vi ikke de bedste venner første gang vi mødtes, men der kom nogle fælles problemer som gjorde vi måtte holde sammen. Jeg mødte hende for første gang midt på gaden, hvor vi endte i en lille slåskamp." Svarede hun med en lille grimasse.
"Jeg tager et glas af det sædvanlige." Svarede hun tjeneren med et smil, der fik ham til at gå igen. Hun kiggede over imod Nicolas.
"Så sker der noget specielt for dig i øjeblikket?" Mere nåede hun ikke at sige før hun mistede øjenkontakten til ham ved at mærke øjne borre sig ind i huden på hende fra siden af. Med et kort blik kiggede hun derover og gik øjenkontakt med noget der lignede jægere.. Af en mærkelig form. Caroline kunne hører de hviskede og inden hun nåede at rejse sig eller noget blev der affyret et skud der ramte hende lige over kravebenet, Caroline lagde en hånd på såret og så blot lidt irriteret op. Blodet kørte ned i en strime hen over hendes krageben og videre ned af hendes blegehud.
"Seriøst kan i ikke ramme bedre?" Spurgte hun inden hun jagede sine fingre i sit eget sår for at få skudet ud, ikke engang skar hendes ansigt af smerte. Caroline havde været igennem nok smerte til at kunne føle dette skud som et mygstik.
Manden sigtede på hende igen imens han kiggede hende i øjnene, Caroline rystede dog blot på hovedet et par gange imens hun fnøs.
"Se, det der er ikke så smart." Sagde hun til manden, hvorpå hun så brugte sin fart til at komme op foran ham og rive hjertet udpå ham inden han nåede at gøre sit næste træk. Caroline blottede sine tænder i et hæv for nogle af de andre som kom nærmere hende. De var ikke vampyrer, for så havde hun haft kontrol over dem. Dette var dæmoner, og hun havde set dem før. Hvorfor havde hun ikke bare dræbt dem dengang? De greb hårdt fast i hendes arme og tvang hende ned, de var for mange til at hun blot lige kunne slippe fra dem.. Hun kiggede ned i gulvet, til en genkendelig fært kom over hende.. Logan. Caroline tog en dyb indånding og kiggede op, men i stedet for at kigge op på Logan kiggede hun over imod Nicolas med øjne der bad om hans hjælp.. Han måtte jo stadigvæk føle noget selvom han intet kunne huske, der måtte være noget tilbage af dem og deres kærlighed.. Caroline fjernede dog sit blik fra ham da Logan tvang hende til at kigge ham i øjnene ved at rive i hendes blonde lokker.
"Tag hende med udenfor." Sagde han koldt og vendte sig så om imens han gik. De andre dæmoner slæbte den pisse irriterede Caroline med sig, hun prøvede ihærdigt at komme fri men så stak en af dæmonerne et spyd igennem hendes mave for at hun skulle holde sin kæft. Ikke noget dræbeligt det var bare almindeligt træ. Caroline begyndte at få smerte frem i sine øjne, selvom hun skjulte det godt.
"Hvad vil du mig, Logan." Sagde hun spydigt men et par støn af smerte.
"Må man nu ikke hilse på dem, frøken Thunder." Sagde han koldt til hende imens han gik over til hende, og lagde hans hånd på hendes hage så hun kunne kigge ham i øjnene.
"Skrid nu bare af helveds til med dig." Snerrede hun til at han tog fast i spyddet som stadigvæk sad igennem hende, og flyttede rundt med hende som var hun pynt. Caroline fulgte med for at få så lidt smerte så muligt, men tilsidst stillede han hende op af et hus lavet af træ, så spyddets ene ende sad fast i husets væg. Caroline sank en klump men kiggede på Logan.
"Du har forandret dig meget smukke, du ikke længere det lille uskyldige menneskebarn som altid havde frygt i sine øjne. Jeg vil give dig et tilbud, enten så kommer du med mig som min slave ellers dør du og din søde lille forlovede Nicolas. Sikke en skam han har fået det hukommelsestab var, det må gøre så ondt. At alle bare vender dig ryggen?" Caroline reagerede ikke rigtigt på det første han sagde til hende, først da han nævnte hendes muligheder.
"Du kan ikke dræbe ham, selvom du kan dræbe mig. Bare fordi du tror du kan alt, betyder det ikke at du kan." Svarede hun, alt det andet ramte hende dybt inde men ikke noget der var til at se. Dog blev hun vred, og med den vrede bed hun smerten i sig og gik ud af spydet. Hun kunne ikke trække det ud, men hun kunne gå frem af så det blev siddende der. Caroline healede dog igen, med tid. Dog var hun ikke den stærkeste imod en flok dæmoner.

Nicolas så på Caroline mens hun fortalte om Angela. Det var underligt for ham at høre en han aldrig havde set før tale sådan om hans søster. Men det lød til hun kendte Angela, ellers ville hun ikke kunne fortælle om hende på den måde, kunne hun? Han så kort væk fra Caroline for at se over på en af tjenerne, før han hørte hende tale igen, og så hørte han et skud. Han så straks tilbage på Caroline der var blevet skudt. Han rejste sig straks op og gik nogle skridt over mod hende, men hun klarede tydeligvis såret helt fint. Han trådte så tilbage, han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han var blot et menneske. Han så på mens mændene tog fat i hende, han fulgte med i deres dialog og i et kort øjeblik fangede han hendes bedende blik, før han kunne nå at gøre noget blev hun revet med udenfor. Han så rundt på kroen, hvad skulle han gøre? Han lukkede øjnene i og mærkede et sus igennem håret, og lige pludselig stod han udenfor, han så på Caroline med spydet igennem hendes mave. Nogle glimt af minder vendte tilbage, han så deres første kys, da han friede til hende, da de blev genfornet. Han tog en dyb indånding og så var den gamle Nicolas tilbage. Han så først på Caroline og så rundt på dæmonerne. Han hørte at den ene dæmon gav hende en valgmulighed, han kunne genkende hende i hendes svar til ham. Han så rundt på dæmonerne og hævede blot øjenbrynene, hans klassiske måde at fortælle 'du må hellere løbe.' "Hvis jeg var jer, så ville jeg stikke af. Jeg ved ikke hvad jeg er i stand til, men jeg vil meget gerne teste det af på jer." Han så tilbage på Caroline og en svag antydning af et smil kom til stede på hans læber, bare så hun vidste at det var ham.

En bekendt stemme fik et smil frem på hendes læber, hun vendte blikket om og så ham i øjnene. Han holdning var tilbage, hun kunne genkende hans måde at tale på. Det gjorde hende lettet, og hendes blik vendte tilbage på Logan samt hans hær af dæmoner. Men Logan tabte ikke ansigt, han havde sin evne at holde sig op af. Han healede og så den evne til at folk ikke kunne få sig selv til at slå ham ihjel. Den havde holdt ham i live så længe nu, Caroline hadede den evne! Caroline havde dog et spørgsmål, noget som havde pint hende i mange år. hun løb op og fik fat i Logans hals, hvorpå hun smed ham ned i jorden. Hun fnøs hånligt hvorpå hans dæmoner valgte at angribe hende, hun rejste sig dog op og rystede så på hovedet. Så knyttede hun sine næver og slog et par stykker af dem ud, dog var der så mange. Hun bekymrede sig ikke om sin ryg, for hun stolede på at Nicolas havde den. Ligenu var han sig selv, men der ville måske ikke gå så længe før han ville få et tilbage fald.
Caroline løb hen og rev spyddet ud af væggen, og brækkede det midt over. Hun løb hen til Logan som havde fået rejst sig op. Hun stak spyddet i hans mave, og derpå tvang ham i jorden.
"Har du nogen ide om hvor længe jeg har ville dræbe dig, og nu da jeg har chancen er du ikke engang min største fjende længere." Sagde hun koldblodigt, som om hun langsomt blev mere og mere koldblodigt. Det var nemt at blive disse dage, hun var lige kommet til sig selv efter flere ugers følelsesløshed. Hun kiggede koldt ned på Logan.
"Måske kan jeg ikke slå dig ihjel, men du kan dræbe dig selv?" Sagde hun så og kiggede ham dybt i øjnene. "Logan brug spyddet til at spidde dig selv i hjertet så du dør." Hun fjernede sig så fra ham, og tog en dyb indånding.
Hun gik over til Nicolas og smilede svagt.
"Nu ved jeg da at du kan huske lidt igen." Sagde hun og kyssede hans læber.

Nicolas rev hjerterne ud på de dæmoner der nærmede sig Caroline. Hans Caroline. Der var stadig meget han ikke kunne huske, men han kunne huske nok til at ville beskytte Caroline med sit liv. Han fik ryddet alle af vejen der kom for tæt på hende, mens hun stod med ham der tydeligvis var lederen. Han lyttede til hendes ord, men hendes koldblodige stemme generede ham ikke, selvom han for et øjeblik siden ville have været skrækslagen for den. Han vidste ikke hvad hendes evne var, så han forstod ikke helt hvorfor hun forsøgte at beordre ham til noget, men han droppede at tænke på det. Han så på hende da hun kom over til ham, han lagde armene om hende og gengældte kysset. Men så mærkede han en ufattelig smerte. Han faldt ned på knæene og skreg af smerte, hvilket han sjældent gjorde, han tvang sig selv til at se på hende. "Jeg glemmer dig snart igen." Han vidste stadig ikke helt hvad der var sket med ham, men han begyndte at få flashbacks med smerte, fordi den smerte han følte var meget lig med den han følte da han først glemte alt. Kunne det have været en heks? Han faldt sammen på jorden med endnu et smerteskrig. "Find.. Heksen." Han tog en dyb indånding da han kunne mærke sig selv glide væk, han blev nød til at sige det inden han forsvandt helt igen. "J-Jeg elsker dig." Han lukkede øjnene i og så var han væk igen. Minderne af hende ville ikke være der, selvom han stadig ville kunne huske hvad han lige havde gjort, bare ikke hvorfor. Han lå bevidstløs blandt de døde.

Panikken steg i hende da Nicolas skreg af smerte, hun satte sig på knæ ved ham og lagde kort sine hænder på hans kinder. Hun lyttede til hvad han sagde.. Hendes åndedrag blev tungere og tungere, samt dybere og dybere.. Så faldt han om og Caroline var ikke sikker på om han var i live eller ej, han lagde bare der.
"Jeg lader dig aldrig glemme mig, aldrig mere." Sagde hun imens hun kiggede på ham, hun fik ham op at sidde imens hun lod hans krop hvile op af hende imens han var i hendes favn. Caroline kyssede hans hovedbund og lukkede sine øjne i imens et par tårer trillede ned.
"Jeg elsker dig Nicolas, jeg skal nok finde den heks. Koste hvad det vil." Sagde hun så. Caroline lagde sin hånd ovenpå hans og gav den et lille klem, hun vidste at når han kom tilbage ville der ikke være noget at huske omkring hende. Men så måtte hun vel gøre sådan at den anden side af ham ikke glemte hende forløbeligt.

Nicolas mærkede på ingen måde at hun løftede i ham, han bemærkede heller ikke at hun talte til ham. Han var langt væk, indtil det lille klem på hans hånd og så vågnede han forsigtigt op, det første han bemærkerede var at nogen holdte om ham. Han lagde en hånd på sit hoved fordi det gjorde ondt, aldrig havde han oplevet en sådan smerte før. Han satte sig op og så på Caroline der sad ved siden af ham nu. Han skulle lige til at spørge hvad der var sket, men så huskede han det. Han havde set hende blive trukket væk, og han havde hjulpet hende. Men der var en ting han ikke forstod, han havde haft en fornemmelse, den fortalte ham at han skulle beskytte hende med sit liv. Hvorfor? Han kendte hende næsten ikke engang. Han huskede hvad han selv havde gjort, hvordan han uden at tøve havde revet hjerterne ud på dæmonerne. Alle de tanker og følelser han havde haft under kampen var der stadig, bare ikke dem der mindede ham om Caroline. Det var sådan det fungerede. "Hvorfor.. Hvad.. " Han rynkede brynene fordi han var så forvirret.

Da han vågnede igen lettede en sten fra hendes hjerte, og kiggede på ham. Hendes blik var lettere bekymret, et skrig fra sidelinjen ændrede dog hendes opmærksomhed da hun så Logan dræbe sig selv, et skævt smil kom frem på hendes læbe. Caroline blev dog hurtig opmærksom på Nicolas igen og strøg en hånd hen over hans kind.
"Hvad så?" Spurgte hun stille og lagde hovedet lidt på skrå, imens hun så spørgende på ham. "To sekunder." Sagde hun og derpå forsvandt hun i få sekunder og kom tilbage med en engle kvinde. Caroline tvang kvinden ned til dem på jorden, og ved så hul på håndledet og rakte Nicolas det.
"Tro mig du har brug for det, du får det meget bedre bagefter."Sagde hun med et kærligt smil, hvorpå hun selv satte tænderne i englen. Hun havde brug for blod til sit sår selvom det healede.

Nicolas så på Caroline indtil han hørte et skrig, han så forskrækket over på manden der lige havde dræbt sig selv. Det forstod han stadig ikke hvorfor. Han mærkede hendes hånd på hans kind, og selvom han burde være skrækslagen efter hvad han lige havde oplevet, så beroligede hendes strøg ham. Det der skræmmede ham mest var sig selv, hvis han kunne gøre sådan noget uden videre, hvem ved så hvad han kunne gøre. Han skulle til at forklare, men så forsvandt hun for så at komme tilbage med en kvinde. Han så på kvinden da hun blev tvunget til jorden, han burde hjælpe hende, men han havde en trang han ikke kunne forklare, han vidste ikke hvad trangen var, men han vidste den var der. Han lyttede til hendes ord og så hende bide sig fast i kvinden. Han duftede blodet og nu vidste han hvad han trængte til. Han tog fat i hendes håndled og uden at tænke over det voksede hans tænder frem. Han stak dem ned i hendes håndled og begyndte at drikke. Den energi han fik, var ubeskrivelig.

Han drak det var som om der stadigvæk var noget inde i ham som stolede på hende, hvilket blot var et godt tegn. Hun bekymrede sig om hans helbred, også selvom han ikke kunne huske dem som et par. Englen var tømt for blod, og kroppen var blevet livløs. Caroline rejste sig op og så på Nicolas.
"Okay jeg har en tilståelse, jeg løj for dig. Men jeg kender dig, du lider af hukommelsestab Nicolas. Jeg vil bare hjælpe dig, jeg kan vise dig dit hus? Bare tro på mig, jeg vil hjælpe dig." Sagde hun, kort var hun i tvivl omkring hvad hans reaktion ville være på at hun havde løjet lidt om sig selv. Hendes stemme havde været rolig omkring det, og hun var ærlig omkring at hun bare ville hjæple ham. Også selvom han gik, så vil hun stadigvæk finde den heks som havde gjort det imod ham. Caroline åndede forsigtigt ud, hun ville kunne tvinge ham til at blive ved hende hvis det blev nødvendigt.. Caroline lagde hovedet lidt på skrå imens hun ventede på en reaktion fra ham.

Nicolas kunne ikke helt forstå at han drak blod. Det kunne kun betyde at han var vampyr, og hvornår skulle det være sket, han kunne intet huske. Han rejste sig op da der ikke var mere blod. Det var første gang han kunne huske at have dræbt, og den følelse var forfærdelig. Han lagde hans hænder på hans baghoved og så på Caroline da hun talte. Det at hun havde løjet for ham, gjorde hans tillid til hende mindre. Han følte sig udnyttet, enhver kunne have gjort det, men hvis hun gerne ville hjælpe hvorfor så lyve. Han så sig omkring, hvor vidt han stolede på hende eller ej kunne gøre en stor forskel. Hvis hun viste ham hans hus, så ville han have et sted at bo, men hvis hun narrede ham.. Hvem ville så vide hvad der kunne ske. "Vis mig huset." Han lød forholdsvis kold, fordi han stadig var mistroisk over for hende.

//Vigtig emne.