Power and control ~Jacob&Nille~

Rækkefølge: Caroline, Jacob, Nille.

Det var morgen, Caroline havde badet i morgensolen og uden at tage skade gik hun i den. Som var hun menneske eller varulv igen, det var fantastisk! Hun havde aldrig troet at hun skulle bade i strålerne igen, men det gjorde hun. Morgen solen var altid hård, og hun havde fået i den i flere timer imod Ashen Wood Forest. Hun kunne se Jacobs hus, hun ville være sikre på at han havde det fint, hun var stadigvæk vred på sig selv over hvad hun havde gjort. hun havde inden hun trådte disideret ind på grunden opdaget at Nille også var der. De sov, hun kunne nemlig ikke hører en lyd. Hun åbnede snildt håndtaget selvom døren var låst, lidt uhøfligt. Men hun ville bare indenfor. hun lukkede døren bag sig og trådte ind i stuen. Der var stille, så hun besluttede sig for at vække dem. hun åbnede døren til soveværelset.
"Godmorgen!" Råbte hun, og smilede til dem. Hun bemærkede håret på dem begge to, og mistænkte dem lidt. men hun vil se deres reagtion på at hun var der.

Lyset skinnede ind af vinduet. Denne gang var det ikke gråt lys, men derimod helt hvidt lys, som skulle man tro at englenes gudinde ikke stod så langt fra dem. Jacob åbnede sine øjne, men lukkede dem hurtigt igen da lyset skar som en kniv i øjnene, da de havde været gemt bag de mørke øjenlåg hele natten. Eller, det ville sige det meste af natten. Han åbnede dem dog igen lidt efter. Ved siden af ham kunne han mærke en kropsvarme fra en anden person, en person han elskede og som fik et smil frem på hans læber hver gang han tænkte på hende. Forsigtigt strøg han en hånd igennem hendes sorte hår og kyssede hende pande. Men, ligesom han troede at det skulle være en rolig morgen hvor man vågnede op dagen efter, så tog han fejl, for inden længe kunne han høre en glad stemme omringe luften i værelset og han spærrede forskrækket øjnene op. I døren stod hans bedste veninde og straks blussede en rødme frem på hans kinder! De havde ikke tøj på under dynen, men forhåbentlig havde Caroline ikke tænkt det om dem, eller det håbede han ikke.
"Hej Caroline," sagde han en anelse stakåndet. "Eller godmorgen som man siger," Han var skam glad for at se hende, men havde ikke regnet med at hun ville komme på sådan et tidspunkt!

Når Nille engang vågnede op ville hun en smule fortryde hvad hun havde ladet ske. Igen havde hun ladet Jacob komme for tæt på, og igen havde hun været tæt på at bruge sin evne mod ham. Hun ville dog også være glad for at hun havde ladet ham komme for tæt på. Et eller andet sted i jacobs værelse var hendes hvide skammer kjole,som repræsenterede hvem og hvad hun var. Det sorte hår var mere krøllet end normalt. Den hvide fjer var vel også ved skammer kjolen regnede hun da med. Hun havde sovet bedre end hun havde andre dage fornylig, og hun vidste udmærket godt hvorfor. Hun lå på siden med fronten vendt mod Jacob, og lukket øjne. Ganske svagt sov hun, men ville nok vågne snart.  Hun trak vejret roligt. Hun havde dynen oppe ved ørerne næsten. Hun fornemmede en kold hånd stryge igennem hendes hår og kolde læber mod hendes pande. Hun smilede i søvne, da hun vidste at det var Jacob. Hun mente at det ville være en rolig morgen... Lige indtil hun hørte en glad bekendt stemme råbe 'godmorgen!'
Og da Nille stadig ikke var helt vågen, spærrede hun øjnene op og skreg, dog ikke særlig højt, op af forskrækkelse. Hendes lysende blå øjne landede på Caroline... En rosarød farve bredte sig på Nilles kinder, mens hun hurtigt trak dynen op over hovedet for at gemme sig. "Godmorgen!" Lød det fra hende under dynen. Hun kæmpede for ikke at grine, og det lykkedes hende nærmest.

Hun holdt masken i lidt tid, men da hun så Nille's rosenrøde kinder så kunne hun ikke mere. Hun begyndte at grine af dem.
"Jamen jamen, det ser ud til i har haft en 'hyggelig' nat." Hun sagde det med en drilsk stemme, og rækkede tunge af dem. Hun var deres bedste veninde, og hvilken veninde ville hun være hvis hun ikke lavede lidt sjov med dem. Desuden så hun dem ikke så tit på sammetid, det var sket en eller to gange. Caroline kunne ikke stoppe sig selv i at grine kærligt af dem. Hun kiggede lidt rundt i rummet.
"Forresten Nille, din skammerkjole ligger samme sted som Jacobs bukser. Gud Caroline fandt dette øjeblik sjovt, men lukkede så døren så de kunne få lov til at gøre sig færdige. Caroline grinte for sig selv og satte sig ind i sofaen, inde i stuen. Et grin var fast klædt på hendes læber, selvom det bare var godt for Jacob og Nille at de stadigvæk havde den kærlighed. Caroline kunne hører alt der skete i huset og lidt udenfor også. Så derfor var hun alligevel på vagt tiltider, hun lagde hovedet lidt på skrå.
"Bare så i ved det. Jeg er her stadigvæk, og jeg kan sagtens hører jer." Stemmen var drilsk, men de kendte Caroline hun ville bare have lidt sjov ud af det hele.

Caroline! Selvfølgelig skulle et par kække bemærkninger undslippe hende, det lå til at være en bedste veninde, når hun havde chancen for at drille sine venner, så var det ikke bare noget hun lod passere. Han rødmede dybt over det hun sagde, selvom han ikke helt hørte det, da det var som om at rødmen havde bredt sig til hans øre og forhindrede ham i at høre noget. Det eneste han lige kunne høre var Jacobs bukser. En bid i sin underlæbe, fik ham tilbage til virkeligheden og så snart Caroline var ude af døren, skyndte han sig hen til sit tøj for igen at lade det dække hans krop. Han kiggede kort hen på Nille, de krystalblå øjne skinnede af kærlighed og et smørret grin lå på hans læber. Selvom det var pinligt, så var det også en smule sjovt, Caroline mente det jo kærligt og ikke ondt.
"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige," sagde han med en stemme der lød en smule hæs. "Jeg havde ikke lige regnet med at hun ville.." han blev afbrudt af Caroline der råbte inde fra stuen af. "Det ved vi Caroline!" Råbte han tilbage, hans egen stemme var flov og hæs, men stadig en smule drilsk som hendes egen. Forsigtigt gik han hen og kyssede Nille blidt, inden han gik ud til Caroline og så ned i jorden, stadig med en svag rødmen på kinderne. "Så Care, hvad kan vi gøre for dig?"

Nilles hoved dukkede fremfra dynen da Caroline grinede. Nille lagde hovedet lidt på skrå og smilede svagt. Hun kunne ikke blive sur, hvorfor skulle hun? Det var jo ret morsomt. Rødmen forsvandt fra Nilles kinder, da hun kiggede på den tydeligvis flove Jacob. Nille grinede svagt over Carolines ord om at Nilles skammer kjole lå ved Jacobs bukser. Hun rystede blidt på hovedet. Da Caroline gik ud, rejste hun sig hurtigt op og gik over til skammer kjolen. Hun tog den hurtigt på, kørte en hånd igennem det sorte hår, og fandt den hvide fjer. I stedet for at have den i håret, blev hun ved med at holde den i hånden, og kiggede på den... Så slog det hende. Hun havde ladet Jacob komme for tæt på igen! Hun havde spærret øjnene lidt op. Nej, der var jo ikke sket noget, selvom det havde været tæt på... Men tanken om risikoen ved det, var det der skræmte hende. Hun strøg en finger langs fjeren, kørte så igen en hånd igennem håret, og satte så den hvide fjer i det sorte hår. Den sad godt fast, sørgede hun for. Hun vendte sig om mod Jacob, der var ved at sige noget, indtil Caroline afbrød. Hun grinede lavt. Hun sagde dog intet, hendes tanker var der stadig om hvad hun havde gjort. Da hun mærkede Jacobs læber mod sine, glemte hun det dog kort, og fik lyst til at gemme sig hos ham. Men sådan skulle det ikke være. Hun havde intet imod Caroline havde vækket dem, eller at hun havde skadet Jacob. Hun var blot irriteret over sig selv. Nille fulgte efter Jacob der gik ud til Caroline. Hun rødmede ikke, hun så på Caroline med et smil om læberne. Hun bed sig dog kort i underlæben, opslugt af sine tanker. Hun så mod et vindue. Hun sagde intet, lyttede blot til deres samtale.

Caroline kunne ikke stoppe med at grine, ikke efter at have set deres rødmen. Hun kiggede på Jacob da han kom ud, hun havde det stadigvæk dårligt med de ar hun havde efterladt ham. Caroline bemærkede Nille var meget fjern, men vidste også hvad hun havde været igennem. Caroline havde blot været væk i et par uger med Sakref og havde fundet sig det hun søgte. Men det vidste de andre jo intet omkring.
"Skal man nu have en grund til at besøge dig?" Spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå, med et drilsk smil på de rosenrøde læber. Hun kastede skiftevis et blik på dem, men opfangede dog også at der var en bestemt dæmon i området. Kira, efter Caroline rev hendes finger af ved sidste møde. SÅ havde hun ikke glemt færtenen, den var tæt på men alligevel så langtvæk. Caroline var vampyr og havde stærkere sanser, hun så lidt mistænktsom ud.
"Jacob, jeg har en fornemmelse af at din mor kommer på besøg idag. Og jeg tror ikke hun kommer for at give småkager og blomster." Sagde Caroline og så straks mere alvorligt ud, et hurtigt humørskift. "Hun er i området, men ikke virkelig tæt på." Hun ville have Jacob og Nille til at blive ved med at tro at hun ikke kunne gå i solen. For så kunne hun nemmere overraske alle, for det var jo et hemmeligtvåben at kunne gå i solen for en vampyros. For nu vidste Caroline trods alt hvordan hun skulle håntere mange siturationer, det skulle nok bliver sjovt. Hun kiggede op på den store sol, og havde sat sig i skygge for den.

Han rystede blot på hovedet, hvor han derefter kiggede spørgende op på hende. For en gang skyld følte han sig glad, alt det kolde var forsvundet fra ham og forhåbentlig ville det ikke ende med at komme tilbage til ham. Et kort øjeblik overvejede han at komme tilbage med en rap replik, som det altid lignede ham at gøre, men han kunne ikke få ordene sagt, før de havde snoet sig sammen til en knude over at Caroline nævnte Kira. Tanken om hende fik hans vrede frem og han ønskede bare at dræbe hende, præcis ligesom han havde dræbt sin far Nethan. De krystalblå øjne forvandlede sig næsten om til at blive helt sorte, men takket være hans andre tanker om at Nille og Caroline stadig var ved ham, fik ham tilbage til virkeligheden. Han sukkede kort, hvor han derefter begyndte at gå rundt. Hans bevægelser viste hverken frygt eller bekymring, de var snare kolde som et rovdyr der skulle til at angribe sit bytte. "Så må vi jo sørge for at hun får en forfærdelig velkomst," hans stemme var en anelse hæs. Han kiggede op på Caroline og derefter Nille. "Hun vover på at komme her og gør skade på nogen af jer, det gælder også Josh,"

Nille var taknemmelig for at de ikke spurgte om der var noget galt, for der var noget galt. De havde ingen ide om hvor meget der var galt.. Hvor meget hun fortrød i sit liv. *Nu overdriver du!* Hun sukkede indvendigt over sig selv. Hun stivnede ved navnet Kira. Havde hun ikke hørt det navn før? Det var tydeligt at Jacob og Caroline havde oplevet noget hun ikke havde hørt om... Nå, ikke tid til at blive sur over det! Hun kiggede på dem. Hun rynkede lidt på panden over Jacob. Troede han at denne Kira kunne skade Nille og Caroline? Hun hævede et øjnebryn.
"Hun kan jo ikke gøre mig eller Caroline noget, Jacob." Sagde hun og lænede sin skulder op af væggen. Hun så på dem. "Hvem er Kira så?" Hun kunne ikke huske hvem hun var.

//Kreasvigt...

Caroline nikkede til Jacobs kommentar omkring velkomsten, men skulle alligevel spille på at hun ikke kunne gå i solen selvom hun kunne. Caroline vendte blikket imod Nille.
"Kira er Jacobs mor. Og jeg er enig, måske overrumblede hun mig lidt sidste gang. Men jeg er meget stærkere den hergang, også selvom hun ville kunne fjerne alle vores evner. Den eneste hage er solen for mit vedkommende, det morgen. Og indtil i eftermiddag vil den brænde som flammer for mig, i må klare hende medmindre i kan få hende indenfor på et tidspunkt." Svarede hun handlekraftigt som altid. Caroline så skiftevis på dem, og trak på skuldren.
"Eller har i andre planer?" Caroline sad selv med noget, hun ville flå hovedet af ham som havde placeret det pokkers slavemærke på hendes skulderblad. hun rystede det ud af hovedet og kiggede på Jacob, hun tog en dyb indånding. Kira var tættere på..
"Måske er hun kommet for at finde den manglende finger hvem ved?" Der var ikke tid til at lave sjov, men en lille bemærkning kom fra Caroline. Det skulle ikke altid være dødalvorligt.

Lige som han skulle til at sige noget til dem, kom den unge Josh gående ind i huset, efterfulgt af Mystic, den lille logrende hund der altid fulgte Josh, så man skulle tro at han var en santuine. Josh var blevet en smule ældre siden de så ham sidst, eller i hvert fald siden Caroline så ham sidst. Han var allerede ved at nærme sig de 11 år gammel og hvor han før gik Jacob til starten af maven, gik han ham nu til starten af brystet. Han blev en smule overrasket over at finde både Caroline og Nille i sin stue. Nysgerrigt kiggede han rundt, inden han nikkede høfligt til dem og smilte et stort smil. "Hej i to! Godt at se jer igen," Hans stemme lød stadig uskyldig som en engels, den havde ikke forandret sig meget. Med afslappede bevægelser gik han hen til Jacob og kiggede alvorligt op på ham. "Jacob, jeg ved godt at du siger jeg skal passe på mig selv, derfor vil jeg være klog at advare dig om at.." inden han kunne nå at tale færdig, gik vinduet i tusind stykker og lyden af en knurren rungede igennem hele stuen. Af ren reaktion greb Jacob straks om Josh, trak ham ind til sig og hen til midten af rummet hvor glasset ikke lå og kunne skære dem. Det varede længe før det egentlig gik op for Jacob hvad der var sket. Ikke så langt fra dem stod en archdemon og blottede sine skarpe tænder.. Kira.. Hun forvandlede sig om til sin menneskeskikkelse og afslørede det lange brune hår, samt de brune øjne. "Godmorgen, glad for at se mig omvandrende katastrofer?" hun kiggede først koldt hen på Jacob. "Vi mødes igen min søn," Bagefter rettede hun blikket imod Caroline. "Jeg vil ønske at jeg havde dræbt dig for længe siden," Og til sidst kiggede han hen på Nille. "Og du må være Nille, rart endelig at møde kvinden i min søns liv, du må være meget dum siden du elsker ham," Hun grinte og afslørede et par skarpe tænder. "Jeg er kommet for at lege, er i friske?" Hun smilte lumsk og gik hen imod dem. Jacob knurrede arrigt, skubbede Josh om bag sig og trådte frem imod Kira. "Forsvind med dig nu!"
Kira grinte bare og fortsatte med at gå imod dem.

Josh: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Kira: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var tydeligt at Caroline og Jacob havde oplevet nogle ting sammen, som Nille ikke havde fået noget at vide om. Hvorfor havde Jacob dog ikke fortalt hende om det? Nå. han havde sikkert ikke tænkt på det, og hun fortalte jo heller ikke ham alt. Men det der mest overraskede hende var at Jacob ikke havde fortalt hende om Kira... Det mente hun da ikke at han havde. Havde han? Det kunne hun ikke lige huske. Nille nikkede blot til Caroline over hendes ord. Hun så mod Josh der kom ind og hun smilede til ham. "Hej Josh."  Sagde hun. 
Så skete helvede. Vinduet gik i tusind stykker, uheldigvis var Nille lige ved siden af det. Hun kastede sig ned på gulvet, fik sine to daggerts frem, og rejste sig hurtigt op igen. Der var heldigvis ikke sket noget, hverken hende eller så vidt hun kunne se, Jacob og Josh. Var der sket Caroline noget? Hun så mod Caroline, men så gav det et jag i hendes mave. Den fært... Archdemon. Nille så på, Kira måtte det være, med vidt opspærret øjne. En archdemon. En Drevens. De var næsten forskellige, hende og Kira. Modsætninger kunne man sige. Hadet til Kira blev vækket med det samme! Nille rettede sig, så på Kira med nedladende øjne. "Meget dum, eller meget klog? Jeg er temmelig sikker på klog, archdemon." Hun sagde archdemon med foragt og had. 
Nilles øjne blev sorte da Kira gik mod dem. "Stop.." Nilles sorte øjne hvilede på Kira.

Caroline havde fået fært af Kira var tæt på, og havde hørt hendes skridt. Og da Josh kom, havde hun næsten forventet at der ville ske noget tæt på. Derfor var Caroline med sin fart løbet i den anden ende af huset, stadigvæk i skygge for solen. Caroline så koldt på Kira da hun kaldte dem katastrofer, Caroline fnøs mens hun rystede på hovedet. Caroline havde mødt to Achdemons i hendes liv, Sean og Joshua.. Hun vidste deres styrke var stærkere end både hende og Nille, men Caroline var hurtigere.. Dette var generalt, men Nille kendte jo ikke Kira's evne. Og hvad ville Nille gøre uden sine evner, udover Nille havde en god kampfærdighed. Caroline blottede sine tænder vredt, sidst Kira mødte Caroline.. Havde Caroline ikke kontrol over sin vampyr overhovedet, nu var hun stærkere og klogere.. Hun havde to evner, og hvor mange evner kunne Kira tage? Caroline smilede sarkastisk til Kira.
"Hvorfor er du her? Savner du din finger, for jeg er sikker på du ikke finder den. Rovdyrene spiser hurtigt herude." Svarede Caroline, hun havde fortalt Nille om deres slåskamp med Kira. Men det var over et år siden, og med alt så kunne det jo godt flyve direkte ud af hjernen igen.. Caroline så skarpt mod Kira.
"Jeg frisk, hvis du virkelig tror du kan klare os alle tre på engang. Det vist dig som ikke er ret klog." Svarede Caroline hende og trådte et skridt frem, men stadigvæk udenfor solens rækkevide. Solen var højt på himmelen, og dens stråler ville brænde alle vampyrer.. Den varmestedag hun længe havde set.. Caroline sank en klump da hun kiggede udenfor, men rettede et fast blik imod Kira igen.

Kira hadede dem alle tre. Et had der blussede op som ilden og ikke kunne slukkes af vandet, men blot gøres værre. Hadet til Jacob var stort, det samme med Caroline og til Nille hadede hun hende bare for at hun elskede hendes søn og tydeligvis var en drevens. Sådan en dæmon race burde ikke engang at eksisterer, de var på en måde dæmoners faldne engle, eller det syndes Kira i hvert fald. Hun rettede ryggen, kiggede vredt på dem alle og fik et lumsk smil på læben over at Caroline ikke kunne nærme sig solens stråler. Selvom hun virkede til at være stærkere, så havde hun stadig en fordel ved at hun ikke kunne tåle at få en smule sol på sin fine marmor hud. Et blik blev skænket til den unge engel bag hendes søn. Et drabeligt smil voksede og voksede, engle.. Ha, forfærdelige væsner der bare skulle dø! Lyden af Nilles stemme, fik hende til at rette opmærksomheden imod hende og stoppe, men det lykkes hende alligevel at løfte hånende på et øjenbryn. "jeg var egentlig bare kommet for at dræbe min søn, men i to kan ligeså godt ryge med i døden nu når i alligevel er her," Langsomt lod hun sin krop forvandle sig om igen.. Et par glumbske gule tænder og et par orange dræberøjne afslørede sig og en archdemon stod igen foran dem. Den eneste ting der var minus ved at hun skulle forvandle sig, var at det krævede meget energi. Det vidste Jacob og med hurtige bevægelser sprang han op på ryggen af hende, så hun knurrede arrigt og løb udenfor. Hun regnede med at lyset fra solen ville holde Caroline væk og med hensyn til Nille, håbede hun at hun var klog nok til at blande sig udenom! Jacob blev svinget rundt, desværre for ham var en archdemon langt stærkere end ham, så med et hurtigt ryk fra hendes dæmon arm, havde hun kastet ham ind i et træ og så det splintrede. Jacob rejste sig udmattet op, så hen på Kira der var på vej imod ham. Hun havde ikke lagt mærke til hvis Nille og Caroline ville angribe..

Nille kunne allerede mærke at hun hadede Kira. Idiotiske tøs... Nilles øjne blev atter lysende blå mens hun knyttede hænderne og snerrede. Dræbe JAcob?! Hun kunne tro nej, kunne hun! Nille snerrede højere og fik et dyrisk glimt i øjnene. Hun gik et skridt mod Kira da hendes krop forvandledes igen, men stoppede da Jacob hoppede op på ryggen af hende. Nille havde trukket begge daggerter frem, men holdt sig tilbage.

DA chance bød sig, og Kira ikke var opmærksom nok, stormede Nille mod hende. Hun hoppede i farten, og ville stikke begge daggerter i Kiras skuldre, og hvis det lykkedes ville hun have begge fødder mod Kiras ryg. 

//Kreasvigt.

At afsløre sig nu ville være en fejl fra hendes side, desuden angreb Nille. De var tre de burde kunne vinde denne gang, hvis ikke var de på spanden.. Da resten af kampen nu forgik udenfor, stod Caroline alene tilbage i stuen sammen med den lille Josh. Hun løb hen til ham og løftede ham op i sin favn, hun kiggede ham alvorligt i øjnene. Caroline løb med hurtig fart op på hans værelse, og satte ham på hans seng.
"Hør du bliver nød til at blive her, det er alt for farligt. Og jeg vil helst ikke have du skulle komme til skade, så gør mig en tjeneste. Alting skal nok gå fint, bare bliv herinde. Og hvis du ser Kira så ser du hende i øjnene og tænker på at finde hendes frygt okay?" Sagde hun med et skævt smil, nu hun kendte Josh's evne. Kunne hun ligeså godt hjælpe ham på vej med den, Caroline kiggede alvorligt på ham og nikkede så. Caroline kunne med sin hørelse godt hører slagsmålet udenfor, men hun forlod ikke Josh før hun var sikker på at han forstod det.

Det lykkedes Nille at stikke dolkene igennem ryggen på Kira, da hun var alt for udmattet og fokuseret på at dræbe Jacob. Et skrig skingrede igennem luften med dets hæse lyd. Dolkene havde ramt perfekt. Kira knurrede arrigt, hun lagde an til at springe op i luften ved at krympe sig sammen og klemme skulderbladene ind mod hinanden. Blot et par få sekunder efter sprang hun op i luften, landede perfekt i et træ og gjorde alt for at ryste Nille at sig. Hendes skrig suste rundt i skoven, skabte kaos i blandt dyrerene og de væsner der nu havde begivet sig derud. Josh stod inde i huset sammen med Caroline, med øjnene rettede imod sin bror der lå såret op af træet. Lige som han skulle til at løbe ud til ham, tog hun fat i ham og førte ham væk. Selvom han ville hjælpe, så vidste han godt at det ville være dumt at stritte imod Carolines styrke, desuden ville han sikkert heller ikke være til meget hjælp. De ord Caroline sagde til ham, lød til at starte med som en summen for hans øre, men inden længe fik han dem sat sammen og nikkede til det hun sagde. Der var ikke tid til at sige imod, de 'voksne' skulle nok klare den!
Udenfor fortsatte dramaet. Kira sprang ivrigt rundt, skreg i vildskab og engang imellem væltede hun om på ryggen, for derefter at komme op på benene igen. Ud af hendes øjenkrog så hun Caroline i det smadrede vinduet og med et spring fra de kræftfulde ben, var hun henne foran hende og snappede ud efter hendes hoved med sine tænder..

Triumfen strøg gennem Nille da hun hørte Kiras skingrende skrig fylde luften. Nille holdte godt fast i de to daggerter der sad fast i Kiras ryg, mens hun havde sine fødder mod hendes ryg. Men da Kira hoppede op på et træ, ramte Nilles skulder hårdt ind i træstammen. Alt for hårdt. Hun mistede taget i daggerterne, og faldt. Hun landede på ryggen i jorden. Kort ømmede hun sig, også fordi hun ikke havde fået daggerterne fri fra Kiras ryg, men også fordi landingen havde gjort ondt.
Hun satte sig op og kørte hænderne igennem sit hår. Så landede hendes lysende blå øjne på Jacob. Hun rejste sig hurtigt op og landede ved siden af ham.
"Jacob, for guds skyld, vågn op!" Hendes fingre lukkede sig om stoffet på hans hættetrøje og hun rev lidt i det, for at vække ham.

Caroline spærrede øjnene op da Kira bed ud efter hende, men ikke i frygt. Caroline sprang lidt til siden og vendte sig i front mod Kira, Caroline greb fast omkring halsen på hende og satte sine fingerspidser på så de kunne brænde hende. Man skulle ikke spøge med Caroline i disse dage, hun var stærkere end sidst de mødtes. Caroline svingede Kira ind i mod muren, men undgik stadigvæk solen. Kira ville gøre smart i et svinge Caroline udenfor i solen, eller enlig ikke. Men det ville alle andre på grunden nu tro at hun ville brænde op med samme sekundt hendes hud så solen. Caroline kiggede på Kira, og blottede sine tænder. Hun havde sluppet hende, og var gået et skridt tilbage. Stadigvæk udenfor solens stråler, Caroline hvæste i vrede af Kira. Hun bakkede lidt så hun ville have en chance for at løbe hvis Kira skulle angribe. Hun havde ikke nået at se Jacob var kommet til skade.

Jacob vågnede med det samme op og var hurtigere end et rovdyr på spring oppe at stå på sine ben. De krystalblå øjne flakkede rundt efter Kira, men kunne ikke få øje på hende, før det allerede var forsendt og hun var nået ind til Caroline. Han nikkede hurtigt til Nille, inden han med en lethed sprang op i træ og satte sig på en gren. Hans øjne var rettet imod huset og i hans hoved kæmpede han for at finde på noget der kunne overmande hende. Blikket blev kort efter rettet imod Nille, der formentlig stadig stod nede på jorden. "Vi må tænke hurtigt, en archdemon er ikke ligefrem den nemmeste at besejre," Han råbte det til hende og så derefter hen imod Huset igen.
Et gisp undslap hans læber, da han fik øje på Kira der havde fat i Carolines trøje og forsøgte at slæbe hende med ud i lyset. De spidse dæmon tænder havde borrede sig godt fast i stoffet, alt imens hun hev i Caroline for at få hende med udenfor. Jacob sprang med det samme ned fra træet, landede ved siden af Nille og så bekymret på hende. "Vi må hjælpe Caroline, vi kan måske angribe Kira fra hver vores side af,"

Yes, han vågnede! Hun åndede lettet ud og rejste sig, da han gjorde. Hun så alvorligt rundt, hvor pokker var den tøs til Kira dog henne nu? Der. Nille spærrede øjnene op da hun så hvad Kira havde gang i. Næ nej, det skulle Kira ikke have lov til! 
"Jaja, kom igang!" Sagde Nille blot, og løb mod Kira. Selvom Nilles daggerter stadig var i Kiras ryg, kunne Nille da sagtens kæmpe! Men hun fik en anden ide. Hun stoppede op. "Kira, hey!" Hun viftede med armene. "Se på mig! Se på mig..." Nilles øjne var stadig lysende blå. Hun ville distrahere Kira, så Jacob kunne overrumle Kira. Om det var forkert, vidste hun ikke. "VIl du ikke meget hellere, slå mig ihjel?!" Snerrede hun. "En Drevens! Hva? Eller er du for svag? Dumme archdemon!"

Caroline var prøvet at løbe da Kira sprang frem hvilket var resultatet af at Kira havde fået fat på bagsiden af hendes trøje, Caroline havde bemærket Kira ville smide hende udenfor. Så hun kunne ikke andet end lade som om hun var lidt i panik. Men det eneste hun enlig kom til at bemærke var Nille's forsøg på at distrahere Kira, men jo det skulle jo prøves. Dog vidste Caroline ikke hvem Kira helst ville dræbe af de to først. Caroline havde jo revet en finger af hende før, hadet der var der bare for begge parter. Caroline stod et par centimeter væk fra den stråle af lys som skinnede ind af det smadrede vindue, hun vendte kort sit blik om imod den og spærrede øjnene op. Caroline havde regnet deres kampteknink ud, spørgsmålet var om Kira virkelig ville hoppe på den? Det virkede ikke som en metode at holde en achdemon i skak på. Så kom Caaroline i tanke om Sean, Sean var Achdemon.. Hun vidste at om maks en time ville hun være totalt udmattet og ville bare slappe af. Sean havde været så træt da de havde ordnet den engel som prøvede at dræbe ham. Caroline vidste de bare skulle trække tiden lidt ud, derfor begyndte hun at prøve at vride sig ud af Tigerns greb. Som et heldigt byttedyr slap hun væk, men stoffet på bagsiden af hendes trøje var gået i stykker. Halvdelen af hendes ryg var tydelig, og på det ene skulderblad sad der noget som lignede et kradsmærke. Eller bare 4 rifter som var blevet skåret i hendes hud, det mærkelige var at de ikke healede.. Det eneste som kunn få dem væk fra mørkemagi. Caroline havde ikke tid til at tænke på det, hun greb fat om Kira's hals igen. Og brugte fart og styrke til at løbe udenfor i solen med hende og kaste hende hårdt ind i et træ. Caroline stod i midten af solens stråler, hun tog dybe indåndinger og kiggede kun imod Kira.

Kira var udmattet, hendes muskler kunne snart ikke mere og alle de lyde der omringede hende fik hende til at tro at hun var inde i et hurlumhej hus. Det ene øjeblik talte Nille og i det næste øjeblik sprang Jacob op på ryggen af hende, stak en kniv igennem hende, så hun måtte undslippe et skrig og ryste ham af sig. Jacob sprang af hende, og satte af til at angribe igen, da han fik øje på Caroline der stod ude i solen. Ligesom han skulle til at lade et advarselsskrig undslippe hans mund, gik det op for ham at hun ikke brændte. Hun stod bare ude i solen uden så meget som et enkelt tegn på at det gjorde ondt. Hans blik fangede med det samme også mærket på hendes ryg. Burde hun ikke heale når hun var en vampyr og burde hun ikke brænde i solen? Der var desværre ikke tid til at spekulere over det, Kira brølede højt og de gyldne øjne lyste af raseri. Vampyren brændte ikke! Det var umuligt! Af raseri løb hun hen imod Caroline, men drejede omkring hende og løb med lynets hast hen imod Jacob og Nille. En stor klump af spidse tænder og sort skæl kom farende lige imod dem. Jacob lagde igen an til at springe, så snart hun var tæt nok på ville han springe op på ryggen af hende og dolke en kniv igennem sin hals.. Og denne gang ville han ramme pulsåren. Men bedst som han troede at han var ved at lande på hendes ryg, fik hun fat i hans ben og kylede ham ned i jorden igen. Jacob kunne mærke hvordan smerten skød igennem ham og lyden af en knogle der brækkede rungede i hans øre som tinnitus. Kira brølede stolt og da hun skulle til at lange ud efter Nille og derefter Caroline, stak Jacob der stadig var under hende, en kniv op igennem hendes mave og hendes brøl af smerte rungede endnu engang skoven.
"Caroline! Nille! Vælt hende nu! Få hende ned og ligge!" han råbte højt og håbede på at de lyttede til ham.

Det gik alt sammen så forbandet hurtigt. Hun kunne ikke følge med, det var helt forfærdeligt. Pludselig stod Caroline midt ude i solen?! What the? Hun kneb øjnene sammen, for at se om hun så rigtigt. Caroline stod ude i solen og brændte ikke?! Caroline havde noget at forklare senere. Hvis de overlevede dette... Hvilket de vel forhåbentlig gjorde. Hun rystede på hovedet for at vågne op. Så fanget Nilles lysende blå øjne mærket, eller hvad det pokker var, på Carolines ene skulderblad. Nu var Nille virkelig forvirret. Hun rørte sigikke ud af stedet... Heller ikke da Kira skulle til at lange ud efter hende.
Så trængte Jacobs stemme igennem hende. Nille spjættede forskrækket i kroppen, og kiggede så på Caroline. Hun nikkede kort, for at vise at nu løb hun altså. Nille løb mod Kira, og hoppede derefter på hende for at få hende væltet.

Kira kom imod hende, men selvom det ikke lignede det var Caroline forberedt. Kira var udmattet, det var godt til hendes og de andres fordel. Caroline skulle bare finde en måde de kunne vinde på, det var svært men det kunne lade sig gøre.. Det måtte være muligt. Kira farrede imod Jacob, Caroline nåede ikek at reagere før det var forsent. Kira skreg op af smerte.. Nu angreb Nille, men Caroline ville gør noget mere skade på Kira, den morderiske side talte sig langsomt ind men den var fokuseret. Langtmere end nogensinde før. Caroline havde sat sit fokus.. Kira. Caroline løb op da Nille havde væltet Kira, hun greb fat om hendes ben. Caroline vred det først om, så kraftigt at det tilsidst ikke var andet end til lige at rive af. Og det var hvad Caroline gjorde, rev benet helt af Kira som var hun en dukke Caroline var blevet træt af at lege med. Caroline blottede vredt sine tænder, det var for hende at vise hun var vred. Dog trak hun dem tilbage, hun var ikke ude af kontrol. Caroline rejste sig op, og kiggede på det afflåede ben. Hun rev Kira om på ryggen og satte sin fod på hendes ribben et hårdt tramp og hun ville være død.
"Vil du Jacob eller skal jeg?"